i Hverdag

Forfald

Det er ved at være systemisk nu. Min dårligere form, altså.

Igennem årene har jeg kunne regne med, at min højde og en rudimentær grundform opbygget omkring år 2000 (og nogenlunde vedligeholdt i studietiden) har betydet, at min noget svingende løbe- og træningsfrekvens og forkærlighed for store mængder pasta ikke for alvor har haft konsekvenser.

Indtil nu.

Det egentlige syndefald begyndte sommeren 2017, da jeg fik hold i ryggen og derfor ikke kunne løbe i lidt over en måned. I samme periode blussede børnebekymringerne op, hvilket medførte øget madindtag, dårligere søvn og almindelig deroute. Gæt selv om det var en god cocktail.

Nu begynder det at kunne ses.

I gamle dage – før jeg fik børn og gik i fitnesscenter – var jeg lidt-over-middel stærk. Det er jeg ikke mere. Langt fra, faktisk. Det tungeste, jeg løfter nu, er mine børn. Og selv der passer jeg på, da jeg ikke magter endnu et hold i ryggen.

Så er der det æstetiske og emotionelle. Mine bukser strammer og jeg kan se den midaldrende mands delle vokse frem som tiden går. Det er uskønt. Værst af alt er dog min daglige performance. Det har aldrig været et problem for mig at cykle i modvind med en cykelvogn + to arvingerne i. Men i dag bliver jeg forpustet og udaset, hvor jeg før mest af alt syntes det var mildt anstrengende. Det ærgrer mig.

Så nu går den ikke længere. Tilbagegangen er systemisk, så jeg er nødt til at ændre på mine vaner, madindtag og handlemønstre, hvis jeg skal forblive nogenlunde sund og veltilpas i min krop.

Lettere sagt end gjort.

Giv lyd fra dig

Comment