Flyfilm

Jeg så tre film henover Atlanten: Den nye dokumentar om Diego Maradona, ‘Rocket Man’ om Elton John og sci-fi filmen ‘Ad Astra’. Alle tre efterlod mig overraskende veltilpas.

Maradona dokumentaren havde jeg læst og hørt meget positivt om. Egentlig har jeg aldrig næret den store fascination af ham; jeg var for lille til at huske hans fodboldprime i midt og slut-80’erne. Han har derfor i min bevidste tilværelse mest af alt været et fedladent kokainvrag, der fornedrede sig selv mere og mere som tiden gik. Men hold nu op: sikke en en spiller, sikke en indflydelse, sikke et ikon. Det er en fremragende dokumentar, og det er vanskeligt ikke at holde af manden. Byen Napoli spiller også en selvstændig rolle – sikke et sted! – og det er decideret genialt at underlægningsmusikken i de første to-tre minutter (en uafbrudt optagelse af Maradonas køretur gennem et ramponeret Napoli i sommeren 1984 til sin officielle præsentation som spiller i SSC Napoli på Stadio San Paolo) er Todd Terjes italo-disco pastiche ‘Delorean Dynamite’. Jeg var meget begejstret, og filmen er klart en af de bedste jeg så i 2019.

‘Rocket Man’ skulle jeg lige igennem de første 10 minutter af. For jeg har det vanskeligt med musicals og film, hvor karaktererne pludselig umotiveret bryder ud i sang. Jeg skulle også lige mobilisere min interesse. Elton John er ikke en af de musikere, jeg har lyttet mest til og kun sjældent sætter på anlægget. Han er manden bag indiskutable mesterværker – titelsangen eksempelvis – men jeg magter ganske enkelt ikke hans ballader. Når det så er sagt, så var det en udmærket film. Elton John er en interessant og fejlbehæftet kunstner, der har været et elskeligt røvhul igennem ganske mange år af sin karriere. Jeg er ikke sikker på at bevægelsen fra (postuleret) genert og stille dreng (med karikeret emotionelt kolde forældre) til flamboyant narkoman er portrætteret helt troværdigt, men lad det nu ligge. Jeg var godt underholdt de to timer.

Sidste film henover Newfoundland var ‘Ad Astra’. Det er den første film med Brad Pitt jeg har set siden ‘Spy Game’, og til min egen forbløffelse, så hadede jeg ham ikke i hovedrollen. Filmen minder mest af alt om den introverte ‘Solaris’ og Emma Newmans ‘Planetfall’-bøger1, hvilket tiltaler mig meget. Man skal ikke se filmen for dens actionscener (selvom de såmænd er udmærkede) eller rumfartshorror, men for dens melankoli og eksistentielle spørgsmål. Den er i hvert fald anbefalet herfra.

Samlet set bør jeg måske give filmmediet en chance til. Har set så forsvindende få film de senere år, og måske det er en skam. 

  1. Som jeg bliver ved med at namedroppe, men det er fordi jeg tænker meget på dem []

Skriv en kommentar