Feriefri

Holder en uges ferie. Der var pludselig akkumuleret en farlig masse feriedage, der skulle brændes af inden ferieåret slutter.

Jeg ville i den forbindelse gerne kunne sige, at jeg har brug de første dage fornuftigt. At jeg har fået ordnet en masse praktisk, fået styr på den erhvevs- og boligmæssige fremtid samt løbet 8 km hver dag i et forrygende tempo. Altsammen efter at jeg har været nærværende med mine børn og dybdeanalyseret konsekvenserne af gårdagens fallerede Brexit-afstemning.

Men det ville altsammen være løgn.

Sandheden er at jeg primært har genspillet ‘The Curse of Monkey Island’, et episk og meget beroligende trip tilbage til slut-90’erne. Derudover har jeg obsessivt nørklet med diverse cross-posting redskaber, så indlæg skrevet på min offentlige blog automatisk også bliver publiceret på facebook og twitter. Bevares, jeg får ganske vist ikke produceret meget nyt indhold og antallet af læsere er selvsagt stadig ikke-eksisterende, men nu er der i hvert fald styr på infrastrukturen og designet. Altså lige indtil jeg igen får brug for en overspringshandling. Så skal jeg nok igen finde noget at rumstere med i formen.

I morgen tager vi på en forlænget weekendtur til Stockholm. Er ved at være to år siden jeg var der sidst, så ser frem til at komme tilbage – om end vejret ser jævnt bøvlet ud.

Skriv en kommentar