Everything all the time

Så er Monsieur 25+ tilbage igen. Weekenden har været begivenhedsrig: Efter arbejdet fredag mødtes jeg hurtigt med Maria. Fik hende besnakket til at tage med i Guf og købe musik, så det endte med at hun fandt en jazz-cd til sin far – og jeg fandt Håkan Hellströms ‘Nåt Gammalt, Nåt Nytt, Nåt Lånat, Nåt Blått’, samt det nye moi Caprice album. Håkan albummet er et opsamlingsheat af b-sider og andet guf. Ikke alt er lige godt, men sangene ‘Klubbland’ (der lyder som Happy Mondays!) og ‘Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Mycket Att Jag Hatar Mig ‘ (årets bedste sangtitel?) er helt fantastiske. Vil vanvittigt gerne se ham live igen, koncerten på Pumpehuset i 2003 står stadig for mig som den bedste jeg nogensinde har været til. Har ikke lyttet så meget til moi Caprice albummet endnu – Caro lånte det da hun skulle varme op til deres koncert på Vega i går – men umiddelbart minder det en del om deres forrige, som jeg tilsyneladende var mindre tilfreds med i Prag sidste år. Nuvel, måske den blot skal have mere tid til at udfolde sig.

Om aftenen var jeg inde hos Cecilie at spise. Mine forældre havde taget turen vestfra, og det blev en ganske hyggelig aften. Min søsters kæreste Henrik skulle møde hele svigermekanikken og det må man sige han slap glimrende fra. Lørdag var jeg sammen med min mor, vi hentede mad fra Cofoco og drak kaffe. Om aftenen tog vi alle i Operaen og så Maskerade. Jeg ved godt at jeg er et akulturelt bæst og måske skal jeg bare se nogle flere forestillinger, men i skrivende stund er opera i min verden i samme kategori som installationskunst, heavy metal musik og ballet: Jeg kan godt intellektuelt forstå at det er kunst og godt, men det gør ikke det store emotionelle indtryk på mig. Med andre ord føler jeg ikke noget specielt når jeg ser en forestilling. Meget sigende greb mig selv midt i gårdagens forestilling at ønske, at gid dog Jeronimus, Henrik, Leander og resten af persongalleriet ville stoppe deres syngeri, så vi kunne komme videre i handlingen. Måske jeg er skadet af for meget tv-kiggeri og andre fremmedgørende aktiviteter, men så må jeg jo håbe at jeg kan kureres for mine dårligdomme.

Kom så hjem omkring midnat – lige i løvens hule. Der var nemlig julefrokost på en del af kollegiets gange og efter rigelige mængder snaps var jeg mere end klar til lystig dans og almindelig abekatte adfærd. Hovedet var dog overraskende klart i dag, så har svunget mig op til både læsning og løbetur tidligere. Dog har jeg også brugt en del tid på at finde ny spændende musik på diverse musikblogs, som jeg lige nu sidder og vugger med til. Burde se at få gennemlyttet nogle af vores interviews for at finde frem til de interessante pointer. Dermed også antydet hvad den kommende uge skal gå med: Specialeskrivning, interviews tirsdag, en tur i teateret onsdag, julefrokost på arbejdet fredag og – vist nok – Risk aften med Aalborg folket lørdag. Hertil kan iblandes arbejde i rigelige mængder, så alt i alt burde der være nok at tage sig til.

PS. Er du ansat i centraladministrationen og har du en blog? Så pas på med at ytre dig alt for kritisk/perfidt omkring politikere – ellers kommer TV2 Politik, Karen Hækkerup og Elsebeth Gerner Nielsen nemlig efter dig.

Skriv en kommentar