Even The Kids Don’t Believe Me

Man bør ikke lade det perfekte stå i vejen for det gode, lod jeg mig engang fortælle. Men derfor kan man jo stadigvæk godt sidde her og ønske, at fodboldsæsonen 12/13 var endt en anelse mere perfekt end blot ….god.

Var på Aalborg Stadion i dag. Til den sidste AaB-kamp i sæsonen. Mod Randers FC. Eller ”Hestene”, som de vist nok kalder sig selv med vanlig kronjysk indsigt og selverkendelse. Oprindeligt var det tanken, at dagens kamp skulle have været finalen om tredjepladsen i superligaen. Desværre valgte AaB at få en deroute her i slutningen af sæsonen, hvorfor Randers i sidste uge fik fedtet tredjepladsen til sig – og AaB havde derfor kun en potentiel fjerdeplads at spille om i dag. Den glippede med dagens 2-2 resultat selvfølgelig også. Men nuvel, i det mindste har vi nogle europæiske kvalifikationskampe mod notabiliteter som Skonto Riga eller Strømsgodset at se frem til i de blæsende og regnfulde nordjyske efterårsmåneder.

Bortset fra det var det en fornøjelse at se fodbold igen. AaB spillede sådan set nydeligt, og havde med lidt større effektivitet vel også vundet kampen. Imidlertid går de i stå i løbet af anden halvleg, begynder at brodere og nøle på midtbanen. Herefter knoldesparkerne sydfra får udlignet – og sågar bragt sig foran på et småløjerligt selvmål. Stor fortvivlelse på stadion de næste 20 minutter, hvor AaB luffer rundt som hovedløse høns. Dagen blev dog reddet af AaB’s udlignende mål i overtiden, begået af en vikarierende forsvarsspiller iklædt turban. Kun i Aalborg, mine Damer og Herrer, kun i Aalborg.

Sæsonen har også været noget omskiftelig for mine øvrige favoritter, både i de lavere danske rækker og i Europa generelt.

FC Hjørring overlevede sportsligt i 1. division, men er pt. dødsdømt at DBU på grund af økonomien. Det er vist ikke helt givet endnu – klubben har appelleret – men mon det lykkedes at få støvsuget tilstrækkeligt med knaster op af lommerne på de ekstraordinært nærige vendelboer? Jeg tvivler. Til gengæld er Østerbro-yndlingene B.93 på vej op i 2. division efter en træls nedrykning til Danmarkserien. Alt andet havde også været moralsk, etisk og teologisk forkert.

I Italien havnede Lazio uden for de europæiske pladser. Værst af alt: Roma nåede at overhale klubben i Serie A på sidste spilledag. Det gør ondt. Meget af mit selvværd og livsglæde afhænger derfor nu af finalen i Coppa Italia d. 26. maj mellem, ja, Lazio og Roma.

I Sverige pølser både Djurgården og Halmstad rundt i bunden af Allsvenskan. Jeg ved ikke om det bliver meget bedre. Halmstad har som oprykker fået kam til sit hår, og skal være lykkelige hvis de overlever denne sæson. Alt imens er Djurgården imploderet i et sort hul af en pivringe spillertrup, hooligans og uro på de indre linjer. Den eneste lykkelige onstændighed er at Magnus Pehrsson ikke længere er i klubben. Så kan det kun gå frem ad, se blot hvordan det gik for AaB efter at han fik sparket.

I Schweiz har AC Bellinzona haft en fin sæson, men når der kun er én oprykningsplads fra anden division, så er det vanskeligt. Dermed er samtlige hold fra Ticino stadig at finde uden for den bedste schweiziske række. Det er aldeles forkert og åndssvagt. Jeg må ned og investere i en ny trøje i sommerferien. Det starter i det små, og min kærlighed må være essentiel til næste sæson.

For som de siger i Aarhus: Næst’ år!

2 kommentarer til “Even The Kids Don’t Believe Me”

Skriv en kommentar