Et vanskeligt år

2017 har været et vanskeligt år. Det vanskeligste jeg kan huske, faktisk.

Sidste år på samme tid var jeg ganske vist også jævnt pessimistisk over verdens tilstand. Dengang udsprang mit sortsyn især af makroforhold (Trump var lige blevet valgt og 2016 havde ikke været et godt år for verden i almindelighed), mens mine bekymringer her og nu primært er drevet af personlige forhold.

Uden at være for privat og udpenslende kan man sige at:

  • Jeg er ikke blevet en bedre husbond, far, bror, søn, ven eller menneske i almindelighed. Tværtimod, var jeg lige ved at sige. Livet med et utilfredsstillende job, to små børn, hverdagslogistik, for lidt søvn og for lidt tid til refleksion efterlader mig for begrænset overskud, nærvær, tålmodighed og humør. Jeg er ikke god nok til at tage mig af mine medmennesker. Kombinerer man det hele med mine iboende melankolske og sortseende karaktertræk, så bruger jeg for meget tid på at være gnaven, have ondt af mig selv og tolke alting negativt. Det er lidt af en ond cirkel
  • Jeg er bekymret. Den ældste arving trives ikke i børnehaven. Han er ligeså sær, stædig og temperamentsfuld som sin far, så tingene er ikke nemme for min lille dreng i disse år. Man skal lære at indrette sig, håndtere konflikter og deles om opmærksomheden med sin lillesøster. Det er ikke nemt og det er drænende for både ham og omgivelserne. Vi gør hvad vi kan for at hjælpe ham, men er bekymrede
  • Min karriere er stadig i en blindgyde og pt. har jeg ikke en vej ud. Jeg er stadig i et job, som leverer en nødvendig indtægt, men som ikke gør mig glad, ikke rummer noget fremtidsperspektiv og ikke lærer mig noget. Jeg har længe skulle finde noget andet, og det er ikke lykkedes mig i 2017. Største dilemma: Jeg aner ikke hvad jeg gerne vil lave eller hvordan jeg skal nå derhen. Er kort sagt stadig en emo-teenager i en alder af 36 år
  • Jeg udvikler mig ikke. Jeg ved stadig ikke hvad mine større livsmål er og jeg får ikke rigtig udviklet på mine delprojekter. Alene det at få skrevet blogindlæg får jeg ikke engang samlet op på, den daglige drift tager det meste. Mest bekymrende er, at jeg oplever en intellektuel, åndelig, kreativ og menneskelig stilstand
  • Min fysiske form bliver stadig værre. Får ikke motioneret nok og spiser samtidig for meget/usundt. Forfaldet begyndte da vi fik børn, men det er accelereret det seneste års tid – især da jeg fik hold i ryggen i sommer og nærmest ikke kunne lave noget i halvanden måned

På plussiden så? Ja, grundlæggende har jeg langt mere i livet end hvad jeg har krav på.

En kærlig bedre halvdel, der holder af mig (og holder mig ud) på trods af mine ganske mange fejl og mangler. To urimeligt søde børn, der tilmed kan lide deres gamle far. Venner der formår at se igennem mit pessimistiske tågeslør. Selvom jeg ikke kan lide mit arbejde er jeg ligeledes begavet med søde kolleger, som gør hverdagen i hamsterhjulet sjovere. Og vi bor i en for dyr, men dejlig lejlighed i den by, hvor vi allerhelst vil være. Mine fundamentals er grundlæggende stærke og noget jeg kan bygge videre på.

Mere?

Jeg får også læst en del bøger og er begyndt fast at skrive dagbog. Det er en stor lettelse og glæde for mig næsten hver eneste dag at få noget griflet ned på papir. Selvom jeg endte med ikke at stille op som kandidat alligevel, var det også givende for mig at være lokalpolitisk aktiv i årets gang.

Hvad håber jeg så i 2018?

Først og fremmest at min dreng finder ro og trives bedre. Og at hans lillesøster fortsætter med at være den ukuelige lille humørbombe, som hun er i dag. Mine børns trivsel er suverænt den ting, som påvirker min egen livsglæde mest.

Dernæst vil jeg gerne finde et nyt arbejde, hvor jeg kan udvikle mig og få noget meningsfuldt at rive i.

Endelig er der det, vi kan kalde de bløde parametre. Jeg vil gerne have og vise mere overskud, nærvær, venskab og kærlighed. Jeg vil gerne lære og opleve mere. Og jeg vil gerne stoppe mit fysiske forfald. Nemt og enkelt, ikke sandt?

I håbet om et bedre 2018.

Skriv en kommentar