En konsulents inferno

Jeg var i Horsens igår. Spenderede det meste af en varm sommerdag i et tog, samt med at høre om noget så sexet som ‘nationale initiativer under EU’s 7. rammeprogram inden for anvendelse af sensorer, IKT og robotter i jordbrug og fødevareindustri’. Det var vældig, vældig teknisk. Som en forarmet og åndsforladt samfundsvidenskabelig kandidat, kan man godt føle sig en anelse lost, når først professorerne fra DTU og slige steder ruller sig ud med fagtermerne. Forsøgte dog at holde ved med det yderste af neglene, så jeg ikke faldt helt igennem som den halvstuderede røver jeg er.

Til gengæld lå konferencestedet, Hotel Scandic, ganske idyllisk. Ja, det var tæt på at jeg næsten holdt op med at hade Horsens. Den har ellers været noget nær Pandæmonium for undertegnede. Årsagen skal findes en regnfuld efterårsdag i 1996, hvor jeg som spæd og kvabset teenager deltog i mit første karatestævne. Det fandt sted i en afsidesliggende udørk udenfor Horsens, og jeg fik så mange læstelige klø at jeg siden intuitivt har hadet alt og alle fra Horsens og omegn. Et ganske ironisk faktum, taget i betragtning af at mit efternavn stammer fra en bakke i nærheden af Haldrup, lige udenfor Horsens by. Min salige og meget stamtavleinteresserede bedstefar berettede tit og ofte om Vær Kirke i Haldrup, hvor utallige individer af min stolte bondeslægt ligger begravet. Ja, han gik faktisk så langt at han selv ligger begravet der nu. Så jeg burde vel tage mit irrationelle had op til fornyet revision.

Men naturens luner kan som bekendt være lunefulde. Og jeg skal ikke nægte at der i går også skete noget, som kun har bekræftiget mig i at Horsens må være centrum for al verdens ondskab.

Hotellet havde valgt at spille radio i baggrunden på toiletterne. Smag og behag, jeg synes den slag er utidigt, men det var altså deres valg. Og det var der at filmen knækkede og mit lille hjerte brast. For det gik hverken værre eller bedre end at der blev spillet Poul Krebs, mens jeg i en pause var ude at inspicere håndvaskene. Slemt nok i sig selv, men netop fordi det skete i Horsens, så var der tale om den måske mest brutale sang i hans repertoire. Den hvor han virkelig bræger igennem med sin menneskerettighedskrænkende stemme. Jeg skal ikke kunne sige om der er tale om en særdeles grovkornet spøg fra Guds side, men lige netop da følte jeg mig meget, meget samspilsramt. Det kan umuligt være tilfældigt at det var ‘Johnny han var lige ved at blive sindssyg’ som de spillede på toilettet.

Men man skal jo konfrontere sin frygt. Så derfor har jeg – for min sjælefreds skyld – valgt at gengive hele teksten til Poul Krebs sublime manifest til bøvetheden. Nyd den, mine damer og herrer, det er ikke sandsynligt at noget så afskyeligt nogensinde vil blive skrevet igen. Jeg har taget mig den frihed at markere de dele af sangen der gør allermest ondt. Kun sådan får man virkelig lutret sin sjæl.

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være
For tankerne havnede i en blindgyde
Han ku’ ikke holde ud at tænke på det mere
Hun havde jo sagt hun snart ville komme
Hun havde jo sagt hun elskede ham
Hun havde jo kaldt ham sin for evigt – yeah
Så Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Han ku’ ikke gøre noget som helst
Han vidste hun ku’ drive ham til vanvid
At han blev klovnen i det cirkustelt
Med massevis af muligheder
Mænd der gerne ville være
Den kvindes kavaler
Så Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være

Johnny lå i garagen
Og kiggede på sin undervogn
Han havde lige købt alufælge
Så hun ku’ se den var i form
De sku’ ha’ været på Bakken
Han havde haft planen klar
De sku’ ha’ hørt Svenne og Lotta
Og kørt hjem i Strandvejens skær

Så Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Da hun sneg sig ind på ham og sagde: Hallo
Hvis det her det skal være din fremtid
Ka’ du gifte dig med din Volvo!
Hop nu ind så kører vi
For Svenne og Lotta spiller jo
På Bakken – vi kan nå det sidste sæt

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Men det havde han allerede glemt

Skriv en kommentar