Anmeldelserne af den nye ‘Dune’-film er begyndt at tikke ind, og jeg er helt uironisk og ukontrollabelt spændt. The Guardian er overstrømmende positiv, hvilket selvsagt er betryggende. Men … jeg er stadig urolig. ‘Dune’ er vigtig for mig. Faktisk så vigtig, at jeg ikke har turde genlæse romanen af frygt for, at jeg ville opdage at bogen ikke holder længere. Det ville jeg ikke kunne bære. Der er for mange institutioner og bastioner, der i disse år styrter i grus. Jeg vil ikke miste ‘Dune’ også. Dertil er mit selvbillede for skrøbeligt. For meget af mit science fiction hjerte er investeret i børgernes univers. Det vil være ødelæggende for min livsglæde. Så filmatiseringen skal være god. Og ‘Dune’ vil være den første film i noget nær et årti, som jeg insisterer på at se i biografen. Skuf mig nu ikke. 

En kommentar til “”

  1. Jeg glæder mig også RET meget til at se Dune (i biografen, selvfølgelig!), men har ikke helt samme forhold til værket som dig. Min mand er dog næsten lige så investeret som dig, og jeg forstår virkelig godt nervøsiteten!

    Svar

Skriv en kommentar