i Bøger

Dmitri Trenin: ‘Russia’

Læste for nyligt et interessant interview med den russiske historiker Dmitri Trenin, og fik i den anledning lyst til at læse hans nye bog ‘Russia’.

Trenin er ret unik: Russer, gammel soldat i den røde hær, uddannet i både Rusland og Vesten, udenrigspolitisk ekspert, bosiddende i Moskva og ansat i en vestlig tænketank. Hans perspektiv i ‘Russia’ er insideren, der er i stand til at se nøgternt på sig selv og sine omgivelser udefra – og forholde sig kritisk og pragmatisk til helheden. Dermed er hans analyse også behageligt ikke-hysterisk. Man slipper for det russiske regimes propaganda, men omvendt er man også befriet for alarmistisk russofobi.

Trenin har sine helte og skurke, og selvom han er kritisk overfor Putins styreform (Rusland anno 2019 beskrives som et autoritært regime forklædt som en stat) og hans udenrigspolitik, så giver han samtidig Putin kredit for at have stabiliseret Rusland efter 90’ernes kaotiske tilstande.

Han forudser ret lidenskabsløst, at det er vanskeligt at forestille sig at den nuværende tilstand – hvor den russiske befolkning stiller sig tilfreds med stor social ulighed, korruption og økonomisk stagnation – kan vare ved efter Putin må slippe styret. De spændende bliver så hvad der kommer bagefter. Rusland har altid (uanset om landet blev ledet af en zar, kommunistpartiet eller Putin) haft en autoritær styreform, så det skulle være underligt, hvis det pludselig blev anderledes i årene frem – ikke mindst tilnærmelsen mellem Kina og Rusland taget i betragtning.

‘Russia’ er ikke en lang bog, og den går ikke i detaljen. Men den giver et godt indblik i russisk historie de sidste 200 år, og sætter nutiden og den nærmeste fremtid i perspektiv. Den er i den grad værd at læse, hvis man er blot en smule interesseret i Rusland og geopolitiske forhold.

Giv lyd fra dig

Comment