Designated Survivor

Det kan lyde skørt, men jeg mener af et ærligt hjerte at der gemmer sig en habil tv-serie et eller andet sted inde i ‘Designated Survivor’. Måske det er derfor at den sammen med ‘Blacklist’ er husstandens foretrukne trash-tv.

Så hvorfor ‘Designated Survivor’? Serien har interessante karakterer (eller mere præcist: Den rummer karakterer der med dygtigere manuskriptforfattere potentielt kunne gøres interessante), et appetitligt grundpræmis (der dog begrædeligt nok er blevet pivot’et væk fra adskillige gange henover de tre sæsoner) og der er noget iboende tillokkende ved tanken om et veludført mix af ‘West Wing’ og ‘Scandal’.

Men jeg tror nu alligevel at sæson 3 bliver endestationen for os.

For ’Designated Survivor’ er med tiden blevet mere og mere forvirret – og på det seneste også decideret fjollet. Serien aner ikke om den vil være en konspirationsthriller, et politiske drama, en soap opera eller noget helt syttende. Historien bevæger sig fra det elegant spændende til noget af det mest gumpetungt melodramatiske. Og hvis man slår op i ordbogen under ‘svingende kvalitet’, så er der et billede af Kiefer Sutherland i rollen som præsident Kirkman.

‘Designated Survivor’ har været op og ned konstant i de første to sæsoner. Vi er blevet beriget af løse plotender, karakterer der pludselig fundamentalt ændrer adfærd på kort tid og et billede af den politiske proces, hvor en YouTube video er alt hvad der skal til for at få politik gennemført. Altsammen noget jeg har kunne leve med, når formålet er at koble af efter en lang arbejdsdag og trælse unger. Jeg tager trods alt ikke skade af at krumme tæer af og til.

Men i de 10 afsnit af tredje sæson blev tæernes krummeevne overbelastet mindst tre gange oftere end jeg brummede tilfredst. Den ratio kan jeg ikke leve med i længden, så jeg stempler ud nu. ‘Stranger Things’ venter på mig.

Skriv en kommentar