Den stille glemsel

Læste et interessant lille essay i New Yorker. Skribenten filosoferer over, at han har glemt meget af det han har læst igennem tiden:

It’s a bit circular but I cannot recall forgetting another novel entirely—both the contents of the book and the act of reading it. Others may be out there, lurking, waiting to spring up and surprise and dishearten. But, looking at my bookshelves, I am aware of another kind of forgetting—the spines look familiar; the names and titles bring to mind perhaps a character name, a turn of plot, often just a mood or feeling—but for the most part, the assembled books, and the hundreds of others that I’ve read and discarded, given away, or returned to libraries, represent a vast catalogue of forgetting.

Jeg kan nikke genkendende til meget af ovenstående. Bevares, ikke at jeg bilder mig selv ind, at jeg er ligeså belæst eller indsigtsfuld som en litteraturanmelder ved et prestigefuldt magasin. Men da jeg for lidt siden stod inde ved vores reol med skønlitteratur (fagbøgerne står inde på mit ’kontor’, skønlitteraturen i stuen) og studerede de efterhånden alt rigelige mængder bøger, så slog det mig, at jeg har vanskeligt ved at beskrive handlingen, personer og elementer i selv de bøger jeg VED, at jeg elsker og beundrer. Det samme er tilfældet med film, tv-serier og musik. Det er kun fire år siden vi kværnede ’Battlestar Galactica’, en tv-serie jeg VED er en af absolutte favoritter, men jeg kan ikke i skrivende stund længere huske hvad der sker i den. Jeg lyttede til Oasis uafbrudt da jeg var 13 år, men jeg kan selv ikke under hårdt fysisk pres genkalde mig nogle af sangene fra ’Definitely Maybe’. Når jeg genlæser nogle af arkiverne fra de sidste otte(!) års blogskriverier, undres jeg over hvem i alverden det dog er, der har skrevet det. Tænk, alle de ting jeg har vidst, fulgt med i og gået op i, men som jeg i dag kun har en vag og diffus erindring om. Beskæmmende!

En af de ting jeg frygter allermest er at blive dement. Tænk, hvis jeg en dag er så alzheimerramt, at jeg måske nok vil kunne genkende McDonald’s logo, men have glemt hende jeg elsker. Det er den slags tanker, som kan gøre mig helt og aldeles rædselsslagen. At jeg på den måde ligeså stille glemmer bøger, handlinger, musik et al, kan derfor gøre mig ganske forstemt. New Yorker skribenten mener, at det er et grundvilkår og at det er ganske menneskeligt at glemme bøgers handling. Ja, måske er glemsel ligefrem er et dialektisk indbygget element i det at huske. Og så mener han, at det at læse en bog måske tjener et andet slags formål:

If we are cursed to forget much of what we read, there are still charms in the moments of reading a particular book in a particular place. What I remember most about Malamud’s short-story collection “The Magic Barrel” is the warm sunlight in the coffee shop on the consecutive Friday mornings I read it before high school. That is missing the more important points, but it is something. Reading has many facets, one of which might be the rather indescribable, and naturally fleeting, mix of thought and emotion and sensory manipulations that happen in the moment and then fade. How much of reading, then, is just a kind of narcissism—a marker of who you were and what you were thinking when you encountered a text? Perhaps thinking of that book later, a trace of whatever admixture moved you while reading it will spark out of the brain’s dark places.

Det kan der være noget om, tror jeg. Muligvis har jeg glemt den præcise handling i Peter F. Hamiltons sci-fi mesterværk ’The Reality Dysfunction’, men jeg husker de skrækindjagende zombiesekvenser – og jeg kan tydeligt huske den varme, dejlige sommer i Magadino, hvor jeg læste bogen på stranden med den betagende udsigt over mod Locarno.

På den måde er tingene nok, som de skal være. Hvis jeg bliver alt for desperat, kan jeg jo bare genlæse bøgerne eller gense ’Battlestar Galactica’. Og håbe at folk ikke spørger alt for meget ind til handlingen, når jeg har namedroppet alle de kulturelle produkter, jeg praler med at have fordøjet.

En kommentar til “Den stille glemsel”

  1. Læs eventuelt Moonwalking with Einstein af Joshua Foer. Det er en interessant populærvidenskabelig bog om hukommelsen som sportsdisciplin.

    Svar

Skriv en kommentar