Degrees of seperation

Så skal der svælges i søndagens primære overspringshandling inden jeg for alvor kaster mig ud i specialeskrivningens utallige glæder. Min lørdag gik med at sige pænt goddag til forældre+storesøster i Kastrup, da de klokken alt for tidligt om morgenen landede med flyet fra Washington DC. De var trætte, men glade, selvom det vist var et mindre chok at ankomme til et dybfryserkoldt Danmark efter at have ferieret i 25 grader i Florida. Om aftenen var jeg så til tak-for-flyttehjælp komsammen hos Stine med rigelige mængder hygge, fornøjelige samtaler, delikat hapse-mad. Desværre undlod hun at opføre sin eklektiske dans iført folkedragt, hvilket vi var et par stykker der var ganske skuffede over.

Nu vi taler om USA, så er der snart ‘Midterm Elections’ derovre. Berlingske Tidende kører for tiden et tema om emnet, hvilket kan være ganske underholdende læsning en kaffeslubrende søndag formiddag. Bliver spændende at se hvor mange bank Republikanerne får ovenpå deres smålumre skandaler, storkorrupte opførsel og den generelle utilfredshed med Irak krigen og økonomien. Min egen lille lommeanalyse siger dog, at man i Danmark har en tendens til at overse, at det ikke kun er nationale emner som tæller i amerikanske valg. Netop fordi USA er en forbundsstat, så tæller ‘lokale’ delstats emner og problemstillinger ofte mere for vælgerne end de føderale politikker. Så lur mig, om de ikke meget omtalte fantasier om demokratisk flertal i både Senatet og Huset er ønsketænkning.

På det føderale niveau er der dog i disse dage vældige spekulationer omkring præsidentvalget i 2008. Republikanernes mest sandsynlige kandidat i skrivende stund er Arizonas senator John McCain (som selv europæere burde kunne lide), mens der er en del mere spænding omkring hvem Demokraterne stiller op med. Hillary Clinton har vel været den mest omtalte hidtil, men de senere dage har Illinois’ senator Barack Obama skabt spænding om tingene. Han har netop udgivet en ny bog, The Audacity of Hope, og igennem en række interviews ladet vide, at han måske alligevel kan finde på at stille op som præsidentkandidat. En optræden i Oprah (og man må IKKE undervurdere hvad en optræden i det program betyder!) gav indtryk af en usædvanlig ærlig politiker, med et enormt cross-over potentiale. Hillary Clinton er en spreder, mens Obama er en samler. Læg dertil at manden qua sin baggrund (kenyansk mor) har en stor appeal til div. minoriteter, og man kan så småt forstå hvorfor de demokratiske græsrødder er entutiastiske. Det bliver spændende at se om han stiller op, for så er der lagt op til nogle drabelige afstemninger ved primærvalgene. Jeg ved ihvertfald godt hvem af de to jeg holder med.

På musikfronten har jeg atter investeret i et par nye plader til samlingen, om end der delvist er tale om gamle kendinge. Første nytilkommer er den tidligere omtalte Pet Shop Boys live-cd Concrete. Den er som live-cd’er er flest: Mest for fans og ganske hyggelig, men den kommer sandsynligvis til at samle støv på alteret (a.k.a. min cd-reol) om et par uger. Er dog visse underholdende momenter undervejs: Rufus Wainwright og Robbie Williams synger med på henholdsvis ‘Casanova in hell’ og ‘Jealousy’. Endelig foretog jeg et spontankøb efter at have lyttet til den i butikken: We Are Scientists’ With Love and Squalor. Kendte godt WES som et ganske hypet band på diverse musikblogs, men blev overrasket hvor godt albummet rent faktisk er. Det har selvsagt præget denne uges mest-spillede-på-iPod liste:

* We Are Scientists – Nobody move, nobody get hurt (måske årets bedste sang!)

* Say Hi To Your Mom – They write books about this sort of thing

* Interpol – Evil

* Ben Folds – Bruised

(Ok, ved nærmere eftertanke, så hører jeg lidt for mange sange af bitre, hvide mænd for tiden. Hvis der er nogle der har forslag til mere livsbekræftende musik jeg bør opdage, så er jeg lutter øren)

Skriv en kommentar