Dance White Boy, Dance!

Ifølge Børsen, så sidder jeg i skrivende stund og skriger efter flere østarbejdere. Jeg ved ikke om det er de efterhånden lettere irritable kolleger der har ringet og informeret om mit råberi, men nu er det ihvertfald kommet ud til omverdenen. Ellers er det nu ikke fordi jeg ligefrem drukner i arbejde for tiden. Afdelingen er noget ferieramt, Folketinget ligger stadig dødt – ja altså bortset fra at min yndling Lotte Bundsgaard er tilbage fra en tur ude i det politiske ødeland – og troværdige kilder inde i folkeskolelærernes hadested nr. 1 har betroet mig, at der heller ikke just vælter med spændende lovgivning derinde for tiden. Så hvad kan jeg ellers berette her fra, øh, jetset livet i overhalingsbanen?

Jo, jeg skal minsandten til kandidatfest i aften. Det er hos specialemakkerens kæreste, som just i dag indleverer sit speciale med henblik på at opnå den sagnomspundne cand.scient.pol titel. Vi startede samtidig på studiet hin efteråret 2001, så det er da lidt bittersødt at konstatere, at nogle kan komme igennem det på normeret tid, mens visse andre fumler rundt og er forsinkede. Egentlig er jeg ikke topfræsj i aften, har sovet lidt dårligt de sidste par nætter, men bliver nu meget hyggeligt at hilse på de gamle holdkammerater igen. Er for sjældent at jeg ser dem, men det er nu nok mest min egen fejl – er ikke så god til at holde kontakten ved lige.

Lørdagen burde ideelt set stå på læsning og hårdt terperi af policy proces teorier. Imidlertid skal jeg kigge på lidt rengøring og skal senere om aftenen har jeg en byturs aftale med Kia og nogle af de andre rødder fra kollegiet. Sandsynligheden taler derfor for, at jeg ender med at ligge brak som en strandet hval det meste af søndagen. Og i næste uge? Tjah, sommerferien er forbi, så burde vel sidde med næsen i bøgerne det meste af tiden, krydret med lidt arbejde og endnu en kandidatfest…

PS. Gæt hvem der ligner en bankelev i dag, nydelig som jeg er, iført min lyseblå skjorte. Woo-hoo!

Skriv en kommentar