COVID-19

Jeg tænker som de fleste andre en del over coronavirus/COVID-19 for tiden.

Dels professionelt hvor jeg som en del af mit arbejde skal kommunikere Sundhedsstyrelsens anbefalinger videre, men også semiprivat. For et øjeblik siden skrev jeg f.eks. i regi af min rolle som forældrerådsformand et udkast til en tekst, som lederen i børnehaven kan bruge til at informere forældrene om hvad vi gør i de kommende uger.

På det helt private plan tænker jeg selvfølgelig over sygdommens risici for min familie og dem jeg holder af.

Min kone arbejder på en medicinsk afdeling på et af de sygehuse, hvor der er testet folk positive for COVID-19. Hun er bogstaveligt en af dem, der sidder iført hazmat-lignende udstyr for at pode smittemistænkte i halsen. Jeg er ikke overvældende bekymret, men der er jo en risiko forbundet med det job. Mine børn går i børnehave og er dermed omgivet af andre mennesker hele tiden. Vil de blive smittet? Vi er yngre, raske og COVID-19 er ikke særlig krasbørstig overfor børn, så der er næppe farligt for familien som sådan. Men hvad nu hvis en af os skal i karantæne, hvordan indretter vi helt præcist den situation? Og hvad med mine forældre, der begge er i midten af 70’erne og har en sundhedsprofil, der i den grad får alarmklokkerne til at bimle og bamle, hvis de bliver smittet. Det er ikke sådan rigtig godt.

Så er der det mere spekulative plan.

Hvilken effekt får pandemien på verdensøkonomien? Er det begyndelsen på recessionen og årevis af tristesse à la efter 2008? Er det her enden på håndtrykket som hilseform og en mindre vilje til at møde andre mennesker i offentlige forsamlinger? Viser det at verdens befolkning lige nu accepterer en situation med mere overvågning, mere kontrol, mindre handlefrihed og mindre tillid, at samfund på ret kort tid kan omstilles til at fungere på radikalt andre måder?

Pandemien kan perverst nok vise sig at være en god nyhed, hvis man er optaget af en grøn omstilling af samfundet. Alt andet lige, så viser pandemien vel, at hvis situationen er alvorlig nok (og bliver opfattet sådan), så er folk klar til drastisk at ændre levevis og opgive privilegier. Se bare på antallet af flyrejser, der lige nu styrtdykker. Så er det her begivenheden, der endeligt får folk til at acceptere, at vi i fremtiden kan og skal leve på en anden måde, hvis vi vil løse de større globale udfordringer?

Jeg håber at den nuværende krise bliver begyndelsen til noget bedre.

En anden pandemi, den spanske syge, der kostede 50 mio. mennesker livet for små 100 år siden, blev begyndelsen på en revolution i sundhedsvæsenet. Anden verdenskrigs rædsler blev katalysatoren for dannelsen af institutioner som FN, EU og velfærdsstaten under mantraet ‘aldrig igen’. Kriser har ofte igennem historien været det, der senere frembragte positiv forandring.

Måske vil coronaviruset være det, der viser at totalitære styreformer – som det kinesiske – ikke er holdbare, når det handler om at løse en udfordring som en pandemi. Måske det vil styrke det globale samarbejde om at løse de fælles udfordringer.

Vi må se. Jeg tror det ikke, men jeg håber. Og så håber jeg bare at vi kommer igennem de næste måneder uden at tingene kommer ud af kontrol.

Skriv en kommentar