Broken Age

Det var en ren tilfældighed, ja, vel nærmest et gedigent lykketræf, at jeg opdagede at ‘Broken Age’ var gratis i Appstore henover weekenden.

Hvilket egentlig er en blodig uretfærdighed målt på den helt store kosmiske skala. For spillet har givet mig uproportional stor glæde og fornøjelse de senere dage. Det er et vidunderligt old-school point-and-click adventurespil, som vækkede minder om ‘Monkey Island’ et al. Så jeg burde have betalt for det, hvis der da ellers var nogen større himmelsk retfærdighed til.

Nuvel, jeg er pinligt bevidst om at nostalgi og dyrkelse af retroæstetik er et trist og sølle fænomen, som vi midaldrende typer alt for ofte forfalder til. Det samme gælder længsel efter popkultur fra dengang man var 12 år gammel1.

Men ‘Broken Age’ gør netop det; fører mig tilbage til de adventurespil, jeg var så vild med dengang. Den vittige dialog, de enkelte puzzles, selve spilkonceptet. Det går altsammen op i en større enhed. Mentalt fører det mig tilbage til engang, hvor jeg sad foran 286’eren og løste gåder. Hvad mon mine egne børn kommer til at blive besatte af, når de er 12? Jeg håber det er noget, der også vil give dem glæde den dag de selv er 38!

  1. Adm. note: det er som bekendt et objektivt faktum at intet er mere formende for et ungt menneskes livslange popkulturelle præferencer, end de ting, man var besat af som 12 årig []

1993

Læste et akut nostalgifremkaldende tweet: “What’s your favorite video game from the year you turned 12?”. Hvilket er et godt og vigtigt spørgsmål. Således:

  • Zelda: Link’s Awakening
  • Secret of Mana
  • Illusion of Gaia
  • Star Fox
  • Virtua Fighter
  • Day of the Tentacle

Ok, teknisk set udkom ‘Day of the Tentacle’ kun på PC (og er dermed strengt taget ikke et videospil) og ‘Virtua Fighter’ spillede jeg udelukkende de gange, jeg var i arkadespilsafdelingen i Vandland i Skalborg (og på færgen mellem Frederikshavn og Göteborg). Men det gør dem ikke mindre popkulturelt definerende for mig.

Og ja, de tre første spil er på min personlige all-time top 10, så måske det er sandt. For os nørder bliver tingene næppe bedre end dengang vi var 11-12 år.

Octopath Traveler

Nu fik jeg forleden kåret genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ til årets bedste spil. Men … det er en sandhed med modifikationer. For det er sandt hvis man ser på den samlede husstand, men hvis det kun handler om mig? Så er jeg dybt og inderligt forelsket i ‘Octopath Traveler’; et neoklassisk JRPG der er helt, helt fantastisk.

Jeg ved dog ikke helt hvordan man skal forklare spillets vidunderlighed for normale mennesker, der ikke er socialt akavede, ikke var nørder og ikke dyrkede ‘Final Fantasy VI’ (og de fleste andre Square-spil) som en sekulær religion i midten af 90’erne.

Hvordan anskueliggør man for folk, der ikke nærlæste ‘Nintendo Magasinet’ og ‘Power Player’ (og græd bittert hver gang at et japansk rollespil ikke udkom til den europæiske udgave af Super Nintendo), at det i 2019 er meningsfuldt at spille noget, der bygger på og forbedrer skabelonen fra et 16-bit rollespil? At ‘Octopath Traveler’ føles som den legemeligegjorte og perfekte fusion af alt det, jeg satte pris på dengang – og tydeligvis stadig higer efter den dag i dag? At det ikke engang – det vil jeg benægte til hver en tid – handler om nostalgi eller om at søbe rundt i noget, der (måske/måske-ikke) var bedre engang.

‘Octopath Traveler’ har det hele. Fængende historie, interessante karakterer, et flydende og veleksekveret kampsystem, distinkt æstetik og 2D/3D-grafik (der er smuk i mine øjne, antageligvis håbløst gammeldags i andres) og episk musik. At spille det er for mig som at være i den bedste af alle fantasiverdener, hvor alt går op i en højere enhed.

Jeg har ikke haft det sådan med et computerspil i … 10 år? Mere måske? Bevares, det var sjovt at spille ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ og ‘Blackwell’-spillene og ja, det var læskende at genspille ‘Final Fantasy VIII’ igen her i september. Men de førstnævnte er retrospil og jeg gennemførte jo FFVIII for første gang allerede for 20 år siden. Det samme gælder alle de andre reissues, jeg har spillet igennem de senere år. Det er fint nok med retro og genkendelsens glæde, men … det er noget ganske andet at opleve et nyt eventyr for første gang.

Jeg glæder mig allerede til at børnene er lagt i seng, så jeg igen kan fordybe mig i ‘Octopath Traveler’.

 

Jeg tror egentlig at det bedste ved genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ er at det er en enestående mulighed for at gøre mine børn ligeså hooked, som jeg selv er det. Bortset fra det er genudgivelsen udført med stor kærlighed og nænsomhed. Årets videospil for os.

Shardlight var et overraskende behageligt point-and-click adventurespil bekendtskab. Den post-apokalyptiske stemning var godt ramt, og jeg satte pris på historien, om end gåderne ikke var i top. Men nu er jeg på jagt efter et nyt spil. Overvejer at give mig i kast med Technobabylon, men burde måske hellere få genspillet Day of the Tentacle.

Secret of Mana

Det er ikke tit jeg udbryder spontane nydelseslyde, men det skete i dag. Lige midt i mit kontor på arbejdet, hvor jeg sad og papirnussede. Ved et tilfælde – for jeg er jo selvsagt ikke typen der kan blive distraheret af internettet i løbet af en arbejdsdag(!) – læste jeg inde på videospilsbloggen Kotaku at der er et remake af Secret of Mana i støbeskeen:

Square Enix is remaking Secret of Mana 2. The beloved role-playing game will be released in North America on February 15, 2018.

In August 1993, the game was originally released as Seiken Densetsu 2 in Japan on the Super Famicom (SNES), but sold outside Japan as Secret of Mana.

According to Famitsu, this is a full remake with full voice, new musical arrangements and other new elements like upgraded gameplay. 4Gamer reports that the Secret of Mana remake will have online multiplayer for up to three players.

Jeg er begejstret! Jeg kan allerede i dag genspille originalen på min Wii, men altså, et remake? Der ser ganske fortryllende ud? Og som kan rette op på de svagheder, som det oprindelige spil indiskutabelt led af? JA TAK! Jeg kan faktisk ikke lige komme på et andet spil, som jeg hellere vil spille en ny udgave af.

Glæder mig dybt, intenst og helt infantilt til februar måned!

Breath of the Wild

En afledt effekt af primært at købe retrospil er, at man ikke er helt au courant med hvad videospil anno 2017 rent faktisk kan tilbyde. Jeg blev således ganske bjergtaget og overrasket, da jeg i går aftes endelig fik skåret en times uforstyrret tid ud til at spille det nye ‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’.

Mod nye eventyr …

Spillet har fået noget nær ustyrligt gode anmeldelser, men jeg har alle dage været skeptisk overfor 3D rollespil, især dem med alt for løse strukturer og åbne verdener. Tilbage i 2011 forsøgte jeg at spille det ellers meget roste ‘Elder Scrolls V: Skyrim’, men ophørte da min højre-venstre koordination ikke magtede at styre figuren og kameraet på én og samme tid. Mindes med gru hvordan jeg blev tævet sønder og sammen, alt imens jeg desperat forsøgte at finde ud af hvilke knapper, jeg skulle trykke på. Spillet blev derfor pakket ned i en kasse øjeblikkeligt, hvorefter jeg ikke har skænket det en tanke.

Er dog mere optimistisk på Zeldas vegne. Dels fordi jeg kender (og elsker) spilserien, dels fordi spillet ud fra en times – indrømmet! – forelsket selskab, virker helt og aldeles fremragende. Det kommer jeg til at bruge mange timer sammen med.

Generelt er jeg meget begejstret for min Wii U, som jeg har efterhånden har opbygget en solid samling af ældre Nintendoklassikere og japanske rollespil på. Nu mangler jeg så bare den uforstyrrede tid til at fordybe mig hæmningsløs i spillene. Bliver vel engang, når jeg runder de 50 år.

Og nu til noget ganske andet

Købte en Wii U i weekenden. Bevares, ville måske i virkeligheden gerne have købt den nye Playstation Pro, men husstanden har mere brug for en konsol, som kan spille børnevenlige spil. Og i virkeligheden har jeg jo altid – deres infantile linje til trods – inderst inde holdt mest af Nintendo. Blevet meget positivt overrasket over, at man kan købe dele af det gamle Nintendo bagkatalog i deres såkaldte Virtual Console. Ganske vist ingen af mine personlige kæpheste som Chrono Trigger, Final Fantasy 6 eller Secret of Mana, men til gengæld mange af Nintendo-Nintendo spillene: Stort set alle Mario spil og (især vigtigt) Zelda-spillene.

Mario Kart 8 fulgte med maskinen, og jeg købte et par Mario-spil oveni også. Tror det er noget Arvingerne vil kunne lide, når der kommer lidt mere øje-hånd koordination ind over. Allerede nu er den ældste vild med Mario Kart. Det er sjovt for ham at en ‘saur’ (dvs. Yoshi) kører i bil, og at der hopper delfiner rundt på en af banerne (hvor man tilmed også kører ovenpå en stor fisk!). Bliver sjovt at køre mod ham en dag.

Skal dog have købt nogle andre controllers. Blev besnakket af ekspedienten i Gamestop til at købe nogle inferiøre kopier, og de er virkelig ikke gode – eller også ved jeg blot ikke, hvordan man skal bruge dem. Har heller ikke helt luret hvilke aggregater man skal bruge til ‘bevægelsesspillene’, som jo var dem, som Wii’en oprindeligt blev kendt for. Har dog kompileret en liste over spil, som vi skal vælte rundt i stuen til.

Måske er det et lidt fjollet køb, nu hvor Nintendo Switch snart kommer. Reelt har jeg købt en forældet maskine. Men det er ok. Tror vi får glæde af den. Og hvis ikke andet, så får jeg selv spillet nogle af de, suk, “gode, gamle” spil – og kan opdage nogle af klassikerne fra NES’en.

Eventyrlyst

Det var helligdag i går, og jeg gad ikke lave noget videre fornuftigt i fritiden under arvingens middagslure. Så jeg investerede naturligvis i en række adventurespil til iPad’en.

Taget i betragtning af hvor meget jeg holder af at overspringshandle, så fylder computer- og videospil overraskende lidt i min tidsspilde-diæt.

Jo, i gamle dage var jeg flittig bruger af mine elskede Game Boy, Super Nintendo og Playstations. Og min besættelse af adventurespil udspringer af tiden i start-90’erne, hvor jeg spillede ‘The Secret of Monkey Island’ i noget døgndrift. Siden døde det ud. I dag sker det mest af alt, at jeg i lidt for lange og sene tidslommer forsvinder helt ind i mine ‘Football Manager’-spil. Men ellers er det begrænset hvad jeg bruger på spil som sådan. Selv ikke mine iOS-udgaver af ‘Final Fantasy’-spillene får jeg rigtig kælet for.

Men efter at jeg for nylig spillede det aldeles fremragende point-and-click adventurespil ‘Broken Sword: Shadow of the Templars’, blev der tændt op under mit slumrende adventurespil-bål. Så det var indenfor den genre, at der blev rekvireret spil til iPad’en.

Indtil nu har jeg kun fået spillet det rigtig glimrende ‘Silent Age’, som det til min overraskelse viser sig at være danskproduceret. Spillet har alt: Tidsrejser, parallelvirkeligheder, en pedel som hovedperson og det mest eery/spooky musik på denne side af meteorstormscenen i ‘Gravity’. Gåderne er måske lidt for lette og lineære, men det gør ikke så meget. Spillet fungerer glimrende som opvarmning til de øvrige jeg har købt: ‘The Longest Journey’, ‘Lost Echo’, ‘Beneath a Steel Sky’ og ‘Machinarium’.

Glæder mig allerede til pauser og længere perioder i transportmidler i den kommende tid, så jeg rigtig kan fordybe mig.