Sommer i Europa

Jeg skrev i går om Kommunikationsforum, og i forlængelse heraf, stødte jeg i dag på denne lille artikel fra DR Nyhederne:

Det gamle argument om at EU er ‘fredens projekt’, bygget på ruinerne af anden verdenskrig duer ikke mere. Det appelerer ikke til de unge, så der skal andre midler til for at få europæerne til at elske unionen.

Det mener Rolf Annerberg, der er chef hos EU’s kommunikationskommissær Margot Wallström.

EU-kommissionen har derfor hyret en pr-ekspert for at rette op på unionens image efter, at EU-traktaten faldt på gulvet sidste sommer efter folkeafstemningerne i Holland og Frankrig, og dermed kastede EU ud i en krise.

EU minder om Al-Qaeda
Pr-eksperten Simon Anholt, der er britte, har tidligere arbejdet for Microsoft, Coca-Cola og Unilever.

Hans observationer af EU’s krise går på, at det er sværere at ændre et image på noget, som er multinationalt end på noget som er forankret i et enkelt land med en overskuelig ledelsesstruktur, skriver Financial Times.
– Min erfaring siger mig, at vi står overfor en model som minder om Al-Qaeda med seperate celler, der indbyrdes inspirerer hinanden men ikke har en overordnet kontrol, siger han i følge avisen.

Kun USA og Nigeria er en større udfordring
Anholt mener, at det at skulle ændre EU’s image er den største ‘branding’-udfordring næst efter at skulle gøre det samme for USA og Nigeria.
Han understreger også, at man normalt får det image som man fortjener.
Anholt vil sammen med en gruppe andre pr-eksperter gå igang med deres rådgivning af EU-kommissionen i næste uge, skriver Financial Times
” (Orginal artikel fra Financial Times her)

Og hvad skal man så udlede af dette? Først den helt oplagte: Det er tankevækkende, at man i EU stadig tror, at det kun er indpakningen og ikke er produktet der er noget galt med. At EU har et dårligt image skyldes altså ikke at institutionen er udemokratisk, hæmmet af nationale særinteresser, plaget af inefficiente økonomier, grufulde mængder regulering, lav vækst og at Europa sakker bagud i globaliseringen og slæber rundt på en angst for reformer og fremtiden i almindelighed – næh nej, det er kun fordi folk er for dumme/blinde til at se hvilken paradisagtig konstruktion EU er. Hvis vi bare får puttet lidt sjove farver på og laver et nyt brand, så skal I se løjer! Hurra-hurra! Selv som varm (om en noget disillusioneret) EU-tilhænger kan jeg se, at den slags skriger til himlen af arrogance.

Dernæst kan man jo tænke lidt over de udmeldinger Simon Anholt kommer med. Den gode mand er ekspert i at brande lande og byer. Mest af alt er han kendt for sit ‘Anholt Nation Brands Index’, omtalt i danske medier forleden, fordi Danmark ifølge opgørelsen fra 2006 – meget lidt overraskende – er styrtdykket rent brandmæssigt i Mellemøsten og muslimske lande.

Enhver der – som undertegnede – har været naiv og blåøjet nok til engang at være aktiv i en pro-EU organisation ved, at flosklen/metafortællingen om EU som fredens projekt er noget af det der sælger allerdårligst til debatarrangementer, for hvem kan relatere til det i dag? Så på den led har Anholt ret i det han siger. Men jeg vil tillade mig at stille spørgsmål ved hele tankegangen om at ‘brande’ EU. For det første fordi institutionen som regel tolkes med nationale briller af borgerne, samt fordi det er de nationale politikere der skal formidle EU videre. Det kan igen kobles med diskussionen om hvorvidt der overhovedet findes en fælles europæisk identitet der kan brandes. Eller er der tale om 25 forskellige lande, med 25 forskellige identiteter og 25 forskellige brands – der så igen skal brandes sammen? Det er vel også det som Anholt mener med sin lige lovlig kække sammenligning af EU og Al-Qaeda.

Indtil EU finder ud af at lave relevante og effektive politikker som betyder noget for borgerne i Europa, så kan jeg kun ønske held og lykke med branding projektet. Jeg synes imidlertid at det er en skam, at man i stedet for at koncentrere sig om at komme ud af det aktuelle post-forfatningstraktaen morads, straks falder tilbage i den gamle gænge og tror at EU ‘bare’ er noget der skal pakkes pænt ind, så køber borgerne det automatisk. Den slags hæmmer ikke ligefrem den udbredte euro-skepsis rundt omkring på kontinentet.

PS. Lidt gode nyheder er der dog på den europæiske front. Et par nye analyser indikerer, at EU udvidelsen har betydet større vækst i EU (omtalt i Financial Times og Centre for European Reform’s rapport for Dansk Industri her). Altså endnu en grund til at elske Tjekkiet 🙂

You only ever really see me in a certain kind of light

Just hjemkommet fra en længere gåtur rundt om søerne og efterfølgende cafébesøg. Med andre ord var det ikke den mest fagligt aktive dag i verdenshistorien, men den har bestemt været hyggelig! Mit humør er lidt spændt, min far er blevet indlagt igen, de vil atter forsøge at få hans hjerterytme til at blive normal – så kryds fingre for i morgen.

Ellers ikke meget nyt, spenderede min mandag på arbejdet, en åh-så-fornøjelig køkkenrengøring og ikke mindst en løbetur med Mads. Det er en helt fin lille rutine vi har fået os, der er som bekendt snart bikinisæson, så er og så det rette tidspunkt at komme i form på.

Vi afslutter med en lille nyhedsopdatering: Det blev dagen hvor Lotte Bundsgaard blev gået fra posten som politiske ordfører for Socialdemokraterne. At det var en logisk nødvendighed må stå klart for enhver der så hende blive ristet over en sagte ild i Clement Direkte. Selv den allestedsnærværende RUC’er Rasmus Jønsson kan se at hun mildt sagt ikke er konkurrencedygtig. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at Thorning Schmidt begrunder fyringen med, at der skal være plads til alle fløjene i partiet. Det må da siges at være en udmelding der vil noget. Ikke noget med et parti der står sammen, næh nej, man forkynder stolt og frejdigt at man er en samling indbyrdes uenige og kniv-i-ryg-stikkende fraktioner, der nu skal dele magten imellem sig. Og så undrer man sig over at Socialdemokraterne ligger så lavt i meningsmålingerne?! Det blev også dagen hvor Danmark takkede pænt nej tak til at give stakkels Charles Taylor husly, og hvor en sammenstyrtet motorvejsbro kostede én livet og sårede ni på hjemstavnen (og derudover skaber gigantiske trafikproblemer). I dag er det også omkring 20 år siden Chernobyl ulykken, som vel framede alt debat om naturkraft lige siden. Endelig var det dagen efter terrorangrebet i Dahab i Egypten.

Dagens bitre indlæg.

Hvor passende, at en af denne verdens største røvhuller – Liberias tidligere diktator Charles Taylor – måske skal afsone sin straf i det lille smørhul Danmark. Måske han så kan berette for narkopusherne i Vridsløselille omkring hvordan han i sine velmagtsdage var ansvarlig for regulære massemord, brug af børnesoldater, seksuel udnyttelse, salg af smugler diamanter og meget meget andet. Udover de forbrydelser han bedrev i Liberia, så var han også en drivende kraft i de øvrige regionale konflikter i Vestafrika. F.eks. i borgerkrigen i Sierra Leone – man behøver blot fem minutter på BBC’s temaside om landet for at få et lille indblik i hvor onde mennesker kan være mod hinanden – hvor han aktivt støttede ‘Revolutionary United Front’. Disse brave oprørere praktiserede bl.a. kannibalisme og at hugge hænder og fødder af kvinder og børn for sjov skyld. Jo, det er i sandhed alle tiders fyr der måske kommer til at hygge sig i de rare danske fængsler. Så velkommen, velkommen Charles – vi skal nok få dig resocialiseret til at blive en produktiv samfundsborger

Bitter morning

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget desillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her).
Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede – sammen med Václav Havel – en stor rolle for demokratiet i landet.

En lidt mere alvorlige posting

1. december er ikke kun Messias’ fødselsdag, det er også den internationale AIDS dag. Selvom AIDS i dag er et forsvindende lille problem i Danmark – og at man med den rette behandling kan leve i ganske mange år selv efter at man er blevet testet HIV-positiv – så forholder det sig en del anderledes på verdensplan. Mellem 36 og 45 millioner mennesker, især i det sydliuge Afrika, er i dag smittet med AIDS, heraf mellem 2 eller 3 millioner børn. WHO og UNAIDS lancerede i 2003 deres ganske ambitiøse projekt ‘3×5’, hvor målet var af mindst 3 millioner smittede skulle modtage anti-virus medicin inden udgangen af 2005. Som det ser ud i dag, når man kun en tredjedel af det mål. Et problem er bl.a., at anti-virus medicin kræver en god infrastruktur, ordentlige sanitære, sundhedspersonale, medicinen virker bedst hvis man har en god ernæringstilstand osv, osv, osv. Ting som ganske enkelt ikke er til stede der hvor der er brug for det.

Så hvad skal man gøre? Jeg har selvsagt ikke løsning, og jeg næppe fikse samtlige institutionelle og strukturelle problemer i Afrika og Asien. Hvad jeg derimod kan gøre er at opfordre til forebyggelse sammen med behandlingen. Det sidste er vigtigt, men i det lange løb så virker uddannelse, oplysning, øget brug af kondomer, ændring af synet på kvinder altså bare bedre. Og så nytter det ikke noget at lade tåbelige ting som religion, normer og middelalderlige moralsystemer stoppe det eneste fornuftige der er at gøre.

Der er mange andre ting man kan og bør gøre noget ved: Malaria, sanitære forhold i udviklingslandene, hungersnød, liberalisering af verdenshandlen osv., men må hellere slutte dagens prædike her. Det er jo trods alt også min fødselsdag 😉

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….

Mockba tur/retur

Ih, her gik jeg og troede at det var svært at komme til USA for at læse en master. Men hvad skuer mit øje, jo minsanten, der findes rent faktisk steder hvor de er om muligt endnu mere selektive! Tag nu for eksempel Московский государственный университет (frit oversat: Moskvas Statslige Universitet), hvor man for at blive optaget skal igennem en medicinsk test, hvorunder det vigtigste er en aidstest, der selvsagt skal aflægges i en af universitetets dertil indrettede klinikker. Right. Jeg må vist hellere vælge Stanford eller Harvard istedet. Sørens også!

Оранжевая революция

Jeg er lidt tosset med den nu afsatte ukrainske premierminister Юлія Тимошенко (Yulia Timoshenko). Alle kvinder der støtter min forening ‘Folkebevægelsen for genindførelse af tvungen Princess Leia hår’ opnår pr. definition gudestatus i min verden. Skam dig, Ющенко!

Og der er mere endnu! Mit russisk/ukrainske kunne nok være bedre, men tilsyneladende er den ukrainske variant af den gamle partiavis Pravda (Sandhed!) ikke helt tilfreds med stakkels Yulias forbrug af mærkevarer 😉