Krig i Europa

Der er noget … uvirkeligt over det, der foregår i det østlige Ukraine og den igangværende geopolitiske situation. Indtil for få dage siden var jeg overbevist om, at russerne ikke ville invadere Ukraine.

Min mentale fortolkningsmodel var: Putin har så lagt så meget kapital og prestige i den her manøvre, at han ikke kan trække sig uden at få noget ud af det. Han ønsker at skade og destabilisere Ukraine mest muligt (ikke at erobre territorier per se), at Rusland bliver betragtet som en relevant geopolitisk aktør og endelig at befæste sin egen interne autokratiske magtposition via en konfrontation med Vesten (og et opgør med NATO-sikkerhedssystemet). Han ønsker at opnå maksimal effekt med den mindst mulige omkostning.

Min tese var at det aldrig har været planen at Ukraine skulle invaderes, tværtimod. Det vil være alt for dyrt og de negative konsekvenser vil være enorme for Rusland. Der bor, hvad, 40 mio mennesker i Ukraine? Som er et korrupt, men dog nogenlunde civiliseret land med en stor hær og militær støtte fra Vesten. Forestiller man sig en længerevarende russisk besættelse af Europas næststørste land? Vi taler ikke et eller andet obskurt Kaukasus-område à la Georgien, som alle i resten af verden er inderligt ligeglade med. Det er tale om en nabo til EU, som tilmed har en vis symbolsk værdi for demokrati og alt det der. Det er ikke gratis at lave den slags narrestreger. Der kommer nye sanktioner. Desuden: militære aktioner i andre lande er vanskelige. Prøv at se hvor store problemer oliearaberne i Riyad har med deres intervention i Yemen. Selv ikke med alle deres petrodollars i ryggen og dyrt indkøbte militært isenkram kunne de knægte en flok oprørske shiaer. Det er ikke så nemt det der med krig og invasioner.

Så jaja, russerne kan muligvis bombe løs i Syrien og sende Wagner Gruppen på voldstogter i den Centraklafrikanske Republik eller Mali, men hvornår har de sidst haft en succesfuld invasion? Hvorfor skulle de være blevet bedre siden Afghanistan? De kan jo ikke engang få deres befolkning til at holde op med at dø af druk. Og endelig: nævn blot én succesfuld invasion nogen steder de sidste 50 år (måske fraset Vietnams indsats mod Khmer Rouge i Cambodia 70’erne). Det et noget nær umuligt foretagene at få succes med.

Med alt dette in mente, så mente jeg at Putins mål var at markere russisk voldsparathed (så pas på Baltikum!), skabe et maksimalt dysfunktionelt Ukraine på grænsen til EU (helst under de facto russisk styre, som i de glade Yanukovych-dage), fortsætte hybridkrigen, udstille USA’s tiltagende globale svaghed (hvad er det præcis USA vil/kan gøre for at stoppe Rusland?). Det handler om at signalere at man er den stærkeste og mest skruppelløse mafiaboss på blokken, som er klar til alt. Så jeg antog at de russiske tropper ville komme til at være der i lang, lang tid – lige indtil de bliver flyttet til grænsen mod Estland, Letland og Litauen og cirkuset gentager sig.

Min konklusion var at så længe Europa er afhængige af den russisk gas, de kriminelle netværk i Tyskland og de mange russere i Londongrad tjener på at Putin-regimet kører, plus Europa ikke er klar til at reagere med andet end ligegyldige økonomiske sanktioner, så går det ligesom dengang Erdogan kunne afpresse EU ved at true med at åbne for flygtningestrømmene. I den situation sked EU på alt, hvad der hedder menneskerettigheder og ædle principper. Vi gav efter og betalte despoten for at holde flygtninge i lejre på den anden side af Bosperus. En autokrat lugter ikke af rosenbusk, men hvis man kan betale sig fra at skulle slås, så gør man det. For vi er et bekvemt kontinent, der ikke har haft lyst til konflikt i mange årtier.

Så hvor gik jeg galt i byen henne?

Jo, jeg har tydeligvis undervurderet, at Putin og det russiske regime opererer i anden begrebsverden end mig og NATO-landene. Han er en 19. hundredetals despot i år 2022. Der har dette på sit CV (Grozny efter russiske offensiv i 1999-2000):

Grozny 1999

Putin var mere end klar til at bombe Tjetjenien sønder og sammen. Og i dag er han tilsyneladende mere end klar til at betale – eller rettere: lade den russiske og ukrainske befolkning  betale – prisen for en invasion. Så jeg tog fejl. Putin ER interesseret i territorier per se. Og som en mafiaboss med en messiansk mission om at genskabe et Storrusland, så er han i den grad klar til at skrue op for volden og krigen på en måde, der ikke er set i Europa siden anden verdenskrig. Krige mellem lande er nærmest uhørte i 2022, men her er vi altså så igen.

Nu må vi se, hvor mørk den kommende tid bliver – og hvilke afledte økonomiske og geopolitiske konsekvenser, det får. Optimistisk er jeg ikke.

Det er vanskeligt at vide hvad der er sandt eller falsk. Grundlæggende er der indtil videre kun tale om påstande i et interview. Men hvis det er korrekt at Michel Foucault var en pædofil voldtægtsmand under sine år i Tunesien, så bliver det interessant at se, hvordan de woke identitetspolitiske aktivister vil forholde sig til de mulige afsløringer om selveste ypperstepræsten indenfor postmodernismen. Det er straks sværere at aflyse personer fra ens egen gruppe, end dem, man i forvejen er uenig med. Mon ikke der bliver tale om et ‘vi må adskille kunstneren fra kunstværket’-forsvar.

Svært at artikulere indsigtsfulde og sammenhængende tanker på en dag, hvor vi på flere måder befinder os i limbo.

De tæller stadig i USA, og det gør de muligvis også i logistikenheden i Fødevarestyrelsen. Det er trods alt ikke en helt lille opgave at aflive 17 mio. mink i mobile gaskamre. Men det er åbenbart et minkholocaust der skal til for at forhindre at Hjørring bliver til Wuhan 2.0. Det er på alle måder en katastrofe. Både for minkavlerne, nationaløkonomien og potentielt også for udviklingen af en vaccine.

De tæller sikkert også i SSI for at se, hvorvidt de landsdækkende restriktionerne, der blev indført for nylig, har en effekt. De tæller sikkert også dage i regeringen, nu hvor halvdelen af dem er gået i selvisolation. Så vi venter og tæller allesammen.

I det større billede, så var minkpressemødet i dag måske dér, hvor vi i Danmark for alvor gik ind i en ny og langt mere uhyggelig fase af COVID-19. En critical juncture, som jeg lærte om engang på statskundskab for alt for længe siden. Perspektivet er i hvert fald skræmmende.

Update 16/11-2020: Siden dette indlæg blev skrevet har hele minksagen udviklet sig til noget af en skandale, inkl. nedlukning af 7 nordjyske kommuner, et grundlovsbrud fra regeringens side og kraftig kritik af det videnskabelige grundlag for de drastiske indgreb. Jeg har ikke for alvor magtet at skrive en klog tekst, der løfter tingene op på et højere niveau. Vi lever i den grad i interessante tider.

Normalisering

Misforstå mig nu ikke: jeg nedtoner ikke farligheden af COVID–19. Jeg taler på ingen måde for at slække på hverken hygiejnen, afstanden, hensyntagen, testning eller smitteopsporing. Som gift med en læge, der har haft sin daglige gang på en COVID–19-afdeling og nu arbejder i almen praksis, så ved jeg udmærket, hvad vi har med at gøre. Dødelige pandemier skal tages alvorligt.

Selv hvis der (hvilket ville være et uhørt tempo) kommer en vaccine lige om lidt, og den tilmed kan distribueres effektivt (hvilket er tvivlsomt eller i hvert fald en logistisk udfordring) og tilpas mange lader sig vaccinere, så vurderede Anthony Fauci forleden dag, at vi tidligst er tilbage til en ‘normal’ (hvad det så end betyder) situation i slutningen af 2021. I et best case scenarie er vi med andre ord ikke engang halvvejs i pandemien.

Netop fordi COVID–19 kommer til at være her i lang tid fremover, så er der brug for en mere normaliseret måde vi taler om ‘samfundet med COVID–19’. For hvor længe kan vi som samfund egentlig leve i en oplevet lavfrekvent undtagelsestilstand? Hvilke konsekvenser får det på det lidt længere sigt?

Hver dag kl. 14 kan man regne med, at samtlige danske nyhedsmedier laver en breaking nyhed om tallene fra SSI om antal nysmittede, antal indlagte og antal døde. Så spørger de en (af de efterhånden ganske mange) eksperter, hvordan man mon skal fortolke dages udvikling. De svarer som regel noget vævende, men normalt indenfor et spektrum mellem ‘DOMMEDAG NU!’ og ‘Vi må vente og se’.

Sådan kører det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Alt imens at de nationale myndigheder producerer en lind strøm af (gennem tiden meget varierende og til tider direkte indbyrdes modstridende) anbefalinger, retningslinjer, vejledninger og bekendtgørelser til implementering af de stadig mere trætte medarbejdere på landets hospitaler, dagtilbud, skoler, ældrecentre og private arbejdspladser.

Det hele foregår med den latente frygt for, at pandemien om et øjeblik trænger igennem vores fernis af normalitet og kontrol, så vi får Bergamo-tilstande i Danmark – ligesom statsministeren advarede om, dengang i marts. Things fall apart; the centre cannot hold, som Yeats så malerisk beskrev verdens ende.

Som understreget ovenfor: jeg siger ikke at frygten er uden grund. Det meste af det vi gør er rigtigt og nødvendigt. Men jeg spekulerer en del over, hvad den systemiske angstskabelse er udtryk for. Hvad dens funktion er. Og ikke mindst: hvordan den vil påvirke os som individer, socialt og samfundsmæssigt, når vi engang er ovre på den anden side af COVID–19?

Jeg ønsker virkelig, virkelig ikke at lyde som Saszeline eller de andre sølvpapirhatte. Og Guderne skal vide, at jeg afskyr den syndflod af amatør-epidemiologer og YouTube-uddannede virologer, der opstod efter COVID–19. Jeg hader de typer, der har regnet ud hvordan tingene virkelig hænger sammen. Konspirationsteorier ligger mig fjernt.

Men det er vanskeligt ikke at se den politiske magtudøvelse bag den systemiske angstskabelse. Kommunikationen af den permanente undtagelsestilstand. Udskamningen af de grupper (tidligere var det dem rejste til udlandet i ferierne, nu er det unge der holder for meget fest), der ikke udviser tilpas agtpågivenhed og overholdelse af myndighedernes krav. Alt sammen er jo uhyre effektivt til at sikre befolkningens accept af de nuværende (og fremtidige) restriktioner i den individuelle frihed.

Frihedstabet og angsten er åbenbart prisen for en samlet håndtering af en pandemi. Det egentlig spørgsmål er dog, hvad det får af langsigtede konsekvenser? Selvfølgelig dels for de somatiske sygdomme, hvor den manglende lyst til at gå til læge og udskydelsen af undersøgelser og operationer med statsgaranti vil føre til flere dødsfald og uopdagede sygdomme.

Men måske endnu mere dystert: hvordan har den mentale sundhed det, når vi kommer om på den anden side? Kommer vi til at få generationer af børn og unge, der lider af angst, OCD, depression og håndeksem? Hvordan klarer de i forvejen psykisk sårbare sig igennem denne tid, hvor nærværet er mindre og der er skruet op for angsten? Og er COVID–19 blot ouverturen til næste store angstøvelse i form af håndtering af klimakrisen? Hvor store veksler kan man egentlig trække på sammenhængskraften i et samfund ved at indføre permanent undtagelsestilstand?

Samlet set tror jeg, at der er brug for en ‘normalisering’ af måden vi opfatter og omtaler COVID–19. Den samlede indsats og den enkeltes ansvar for at vise agtpågivenhed, skal der naturligvis ikke lempes på. Men vi kan ikke vedblive med at opretholde det nuværende angstniveau og den mentale undtagelsestilstand. Myndighederne og medierne må skrue ned for retorikken.

Det menneskelige sorte hul

Jeg er pinligt bevidst om at intet af det følgende er særlig originalt eller dybsindigt.

Men det er vanskeligt for mig at forstå, hvordan nogenlunde rationelle, afbalancerede og normalt begavede begavede personer kan betragte Donald Trump og tænke: “Dette menneske vil jeg overlade ansvaret for vores fælles bedste. Jeg har tillid til, at han besidder intellektet, personligheden, følelseslivet og visdommen til at træffe de rigtige beslutninger, når det virkelig gælder”.

USA er selvfølgelig et meget anderledes samfund, med alt hvad det indebærer af divergerende historie, kultur, politik, sociale relationer og økonomiske forhold. Man kan og skal derfor ikke vurdere amerikanske politikere ud fra danske normer. Jeg er heller ikke blind for at de større samfundsstrømninger – populismen, polariseringen, uligheden, de demografiske forandringer – er mere præsente i USA end i Danmark.

Men alt dette til trods. Se dog på manden. Lyt til ham. Vurder hans intellekt og menneskelige kvaliteter (eller mangel på samme). Analyser de ting han gør. Uanset ens ideologiske standsted, så må samtlige alarmklokke da ringe? Hvordan kan man ikke se, hvilket moralsk, intellektuelt og menneskeligt sort hul der står foran én? Hvordan kan man se igennem den altfortærende korruption og løgnagtighed, som strømmer ud af ham? Hvordan kan man i blot en flig af et sekund overveje at overlade ham ansvaret for noget? Hvordan kan man tro, at han vil træffe gode beslutninger? Det er helt, helt ubegribeligt for mig.

Som Maya Angelou engang så rammende sagde: “When someone shows you who they are, believe them”. Det er et godt råd. Trump viste os det længe før han blev valgt i 2016. Han har vist det uafbrudt i fire år. Og han viste det i særklasse ved den første debat med Joe Biden.

Der er et intet mystisk ved ham. Han er det, han er. Joe Biden er mildest talt ikke en fremragende kandidat, men han er dog ikke et eksistentielt fallitbo. Lad os håbe amerikanerne gør det rigtige ved valget i november.

Kompetencer

Fik tilsendt et interessant indlæg fra Punditokraterne – en blog jeg husker at have læst tilbage urtidssuppen i midten af 00’erne – om hvem der vælger at blive politikere. Med den sande libertarianers skepsis overfor politikere, skriver de:

Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke politikernes personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Muligvis en lidt polemisk konklusion, men jeg kan følge den et stykke hen af vejen.

Jeg lyttede for et stykke tid siden til en Malcolm Gladwell podcast, hvor han behandlede selektionsmetoder af politiske kandidater (og CEO’s og videnskabelige artikler!). Fordi de fleste mennesker er så usandsynligt ringe til at vurdere andre menneskers reelle kompetencer og væsen, så lader vi os forblænde til at stemme på de kandidater, der er gode til ‘sælge sig selv’, holder gode taler, er skarpe i en politiske debat og er ekstroverte. Og det vel at mærke selvom disse egenskaber intet siger om kandidaternes lederevner, intelligens, indsigt, empati, etik, arbejdsmoral, samarbejdsevner, beslutningskraft eller evne til at skabe politiske resultater sammen med andre.

Denne bias betyder, at de indadvendte, stille og mindre opmærksomhedssøgende typer de facto bliver sorteret fra på jobmarkedet og politiske hverv, selvom de måske alt andet lige kan være mere kvalificerede – og derved ville være langt bedre at have i kommunalbestyrelsen, i folketinget eller som kolleger.

Jeg ved derfor ikke om der som sådan er noget galt med politikere per se. Men jeg er ret sikker på, at den måde vi rekrutterer og udvælger kandidater betyder, at enorme mængder potentiale og talent bliver spildt. Det kræver en særlig opmærksomhedssyg personlighed, at have lyst til at føre en valgkamp og være i rampelyset. De færreste har lyst til det, og dermed ender vi med Dunning-Kruger’ske politiske processer.

Jeg kom til at tænke yderligere over spørgsmålet om politikernes kompetencer – eller mangel på samme -, da jeg lyttede til (endnu!) en podcast. Det var et interview med forfatteren til en ny biografi om John Maynard Keynes, hvor de betonede Keynes’ evne til at tænke syntetisk og se de helt store sammenhænge. Uanset hvad man måtte mene om Keynes’ økonomiske teorier i øvrigt, så anerkende de fleste nok at han noget af et renæssancemenneske og en polymat. Og selvom han ikke var politiker, så kan man godt savne, at vi i dag på globalt plan havde visionære ‘stortænkere’ som ham til at hjælpe med at forme og fortolke verden i en omskiftelig tid. Af filosofkonger og statsmænd har vi vel i 2020 reelt kun Merkel (lidt endnu) og Xi Jinping (der må siges at være magtpolitikeren par excellence), mens typer som Macron gerne vil give indtryk af at være det. Ellers er der destruktive taktikere (Putin) og Hindutva-ekstremister (Modi). Trump magter jeg ikke engang at nævne i den samtale.

Lang historie kort, så virker det til, at vi pt. er begunstiget med et nærmest unikt svagt hold af inkompetente globale beslutningstagere. Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for nogen, der kan og vil genrejse den liberale verdensorden – og tage fat på at løse de globale problemer, først og fremmest klimakrisen. Tror vi med fordel kan holde på hat og briller i de kommende år.

Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

COVID-19

Jeg tænker som de fleste andre en del over coronavirus/COVID-19 for tiden.

Dels professionelt hvor jeg som en del af mit arbejde skal kommunikere Sundhedsstyrelsens anbefalinger videre, men også semiprivat. For et øjeblik siden skrev jeg f.eks. i regi af min rolle som forældrerådsformand et udkast til en tekst, som lederen i børnehaven kan bruge til at informere forældrene om hvad vi gør i de kommende uger.

På det helt private plan tænker jeg selvfølgelig over sygdommens risici for min familie og dem jeg holder af.

Min kone arbejder på en medicinsk afdeling på et af de sygehuse, hvor der er testet folk positive for COVID-19. Hun er bogstaveligt en af dem, der sidder iført hazmat-lignende udstyr for at pode smittemistænkte i halsen. Jeg er ikke overvældende bekymret, men der er jo en risiko forbundet med det job. Mine børn går i børnehave og er dermed omgivet af andre mennesker hele tiden. Vil de blive smittet? Vi er yngre, raske og COVID-19 er ikke særlig krasbørstig overfor børn, så der er næppe farligt for familien som sådan. Men hvad nu hvis en af os skal i karantæne, hvordan indretter vi helt præcist den situation? Og hvad med mine forældre, der begge er i midten af 70’erne og har en sundhedsprofil, der i den grad får alarmklokkerne til at bimle og bamle, hvis de bliver smittet. Det er ikke sådan rigtig godt.

Så er der det mere spekulative plan.

Hvilken effekt får pandemien på verdensøkonomien? Er det begyndelsen på recessionen og årevis af tristesse à la efter 2008? Er det her enden på håndtrykket som hilseform og en mindre vilje til at møde andre mennesker i offentlige forsamlinger? Viser det at verdens befolkning lige nu accepterer en situation med mere overvågning, mere kontrol, mindre handlefrihed og mindre tillid, at samfund på ret kort tid kan omstilles til at fungere på radikalt andre måder?

Pandemien kan perverst nok vise sig at være en god nyhed, hvis man er optaget af en grøn omstilling af samfundet. Alt andet lige, så viser pandemien vel, at hvis situationen er alvorlig nok (og bliver opfattet sådan), så er folk klar til drastisk at ændre levevis og opgive privilegier. Se bare på antallet af flyrejser, der lige nu styrtdykker. Så er det her begivenheden, der endeligt får folk til at acceptere, at vi i fremtiden kan og skal leve på en anden måde, hvis vi vil løse de større globale udfordringer?

Jeg håber at den nuværende krise bliver begyndelsen til noget bedre.

En anden pandemi, den spanske syge, der kostede 50 mio. mennesker livet for små 100 år siden, blev begyndelsen på en revolution i sundhedsvæsenet. Anden verdenskrigs rædsler blev katalysatoren for dannelsen af institutioner som FN, EU og velfærdsstaten under mantraet ‘aldrig igen’. Kriser har ofte igennem historien været det, der senere frembragte positiv forandring.

Måske vil coronaviruset være det, der viser at totalitære styreformer – som det kinesiske – ikke er holdbare, når det handler om at løse en udfordring som en pandemi. Måske det vil styrke det globale samarbejde om at løse de fælles udfordringer.

Vi må se. Jeg tror det ikke, men jeg håber. Og så håber jeg bare at vi kommer igennem de næste måneder uden at tingene kommer ud af kontrol.

How to be a Dictator

Jeg er godt gammeldags pissesur på Frank Dikötter. For hvad fanden ligner det?

Engang skrev han banebrydende værker om det store spring fremad og kulturrevolutionen. Respekterede værker, der gjorde en forskel i synet på den kinesiske folkerepublik. Men hans ‘How to be a Dictator’ er lufthavnslitteratur når det er værst. Der er intet orginal forskning i bogen, der er et tyndt og vandigt opkog af velkendt og rigeligt velbeskrevet stof.

Jeg mener: hvor meget nyt og originalt er der egentlig at sige om Hitler, Stalin, Kim il Sung og Mussolini? Dikötter bidrager i hvert fald ikke med noget tankevækkende eller nyt. Det føles som at læse lidt længere (men meget dårligere skrevne) rapporter i The Economist. Generelt er det lidt bedre i afsnittene om Duvalier (“Papa Doc”) og Mengistu, men man føler sig aldrig rigtig indsigtsfuldt serviceret af Dikötter. Hans behandling af det etiopiske Derg diktatur er i hvert fald rudimentært i forhold til andre analyser, jeg før har læst.

I forordet skriver gøjseren endda frejdigt: ‘Among those who could easily have bern included in this book are Franco, Tito, Hoxha, Sukarno, Castro, Mobutu, Bokassa, Gadaffi, Saddam, Assad (father and son), Khomeini and Mugabe’. Ja, Dikötter, det kunne de, og de ville have være lysår mere interessante (og relevante for nutiden) at fordybe sig i, end endnu en forudsigelig langgaber om Stalin. Men det ville måske have kræver for meget arbejde af dig at sætte dig ind i en ny diktator? Ak og ve.

Samlet set er bogen kun anbefalelsesværdig, hvis man ønsker den helt overordnede intro til nogen af vor nyere histories største røvhuller. Alle andre bør holde sig væk.