Det menneskelige sorte hul

Jeg er pinligt bevidst om at intet af det følgende er særlig originalt eller dybsindigt.

Men det er vanskeligt for mig at forstå, hvordan nogenlunde rationelle, afbalancerede og normalt begavede begavede personer kan betragte Donald Trump og tænke: “Dette menneske vil jeg overlade ansvaret for vores fælles bedste. Jeg har tillid til, at han besidder intellektet, personligheden, følelseslivet og visdommen til at træffe de rigtige beslutninger, når det virkelig gælder”.

USA er selvfølgelig et meget anderledes samfund, med alt hvad det indebærer af divergerende historie, kultur, politik, sociale relationer og økonomiske forhold. Man kan og skal derfor ikke vurdere amerikanske politikere ud fra danske normer. Jeg er heller ikke blind for at de større samfundsstrømninger – populismen, polariseringen, uligheden, de demografiske forandringer – er mere præsente i USA end i Danmark.

Men alt dette til trods. Se dog på manden. Lyt til ham. Vurder hans intellekt og menneskelige kvaliteter (eller mangel på samme). Analyser de ting han gør. Uanset ens ideologiske standsted, så må samtlige alarmklokke da ringe? Hvordan kan man ikke se, hvilket moralsk, intellektuelt og menneskeligt sort hul der står foran én? Hvordan kan man se igennem den altfortærende korruption og løgnagtighed, som strømmer ud af ham? Hvordan kan man i blot en flig af et sekund overveje at overlade ham ansvaret for noget? Hvordan kan man tro, at han vil træffe gode beslutninger? Det er helt, helt ubegribeligt for mig.

Som Maya Angelou engang så rammende sagde: “When someone shows you who they are, believe them”. Det er et godt råd. Trump viste os det længe før han blev valgt i 2016. Han har vist det uafbrudt i fire år. Og han viste det i særklasse ved den første debat med Joe Biden.

Der er et intet mystisk ved ham. Han er det, han er. Joe Biden er mildest talt ikke en fremragende kandidat, men han er dog ikke et eksistentielt fallitbo. Lad os håbe amerikanerne gør det rigtige ved valget i november.

Kompetencer

Fik tilsendt et interessant indlæg fra Punditokraterne – en blog jeg husker at have læst tilbage urtidssuppen i midten af 00’erne – om hvem der vælger at blive politikere. Med den sande libertarianers skepsis overfor politikere, skriver de:

Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke politikernes personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Muligvis en lidt polemisk konklusion, men jeg kan følge den et stykke hen af vejen.

Jeg lyttede for et stykke tid siden til en Malcolm Gladwell podcast, hvor han behandlede selektionsmetoder af politiske kandidater (og CEO’s og videnskabelige artikler!). Fordi de fleste mennesker er så usandsynligt ringe til at vurdere andre menneskers reelle kompetencer og væsen, så lader vi os forblænde til at stemme på de kandidater, der er gode til ‘sælge sig selv’, holder gode taler, er skarpe i en politiske debat og er ekstroverte. Og det vel at mærke selvom disse egenskaber intet siger om kandidaternes lederevner, intelligens, indsigt, empati, etik, arbejdsmoral, samarbejdsevner, beslutningskraft eller evne til at skabe politiske resultater sammen med andre.

Denne bias betyder, at de indadvendte, stille og mindre opmærksomhedssøgende typer de facto bliver sorteret fra på jobmarkedet og politiske hverv, selvom de måske alt andet lige kan være mere kvalificerede – og derved ville være langt bedre at have i kommunalbestyrelsen, i folketinget eller som kolleger.

Jeg ved derfor ikke om der som sådan er noget galt med politikere per se. Men jeg er ret sikker på, at den måde vi rekrutterer og udvælger kandidater betyder, at enorme mængder potentiale og talent bliver spildt. Det kræver en særlig opmærksomhedssyg personlighed, at have lyst til at føre en valgkamp og være i rampelyset. De færreste har lyst til det, og dermed ender vi med Dunning-Kruger’ske politiske processer.

Jeg kom til at tænke yderligere over spørgsmålet om politikernes kompetencer – eller mangel på samme -, da jeg lyttede til (endnu!) en podcast. Det var et interview med forfatteren til en ny biografi om John Maynard Keynes, hvor de betonede Keynes’ evne til at tænke syntetisk og se de helt store sammenhænge. Uanset hvad man måtte mene om Keynes’ økonomiske teorier i øvrigt, så anerkende de fleste nok at han noget af et renæssancemenneske og en polymat. Og selvom han ikke var politiker, så kan man godt savne, at vi i dag på globalt plan havde visionære ‘stortænkere’ som ham til at hjælpe med at forme og fortolke verden i en omskiftelig tid. Af filosofkonger og statsmænd har vi vel i 2020 reelt kun Merkel (lidt endnu) og Xi Jinping (der må siges at være magtpolitikeren par excellence), mens typer som Macron gerne vil give indtryk af at være det. Ellers er der destruktive taktikere (Putin) og Hindutva-ekstremister (Modi). Trump magter jeg ikke engang at nævne i den samtale.

Lang historie kort, så virker det til, at vi pt. er begunstiget med et nærmest unikt svagt hold af inkompetente globale beslutningstagere. Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for nogen, der kan og vil genrejse den liberale verdensorden – og tage fat på at løse de globale problemer, først og fremmest klimakrisen. Tror vi med fordel kan holde på hat og briller i de kommende år.

Extreme Economies

Nu hulkede jeg jo forleden helt uklædeligt over min manglende evne til at læse fagbøger på en rationel måde. Så egentlig burde jeg vel applaudere Richard Davies for at hans ‘Extreme Economies: Survival. Failure. Future – Lessons from the World’s Limits’ mest af alt er en samling af essays, snarere end en sammenhængende bog. Det gør det alt andet lige nemmere at finde ud af hvilke dele af teksten, det giver mening for en at læse.

Men selvom Davies’ idé – at udforske de mest yderligtgående økonomiske cases for at opnå generel læring – er interessant, så er den røde tråd mellem hans cases ikke helt så stærk og sammenhængende, som jeg kunne ønske mig. Hans afsluttende konklusion (at verden vil blive aldrende som Akita i Japan, automatiseret som Tallinn, ulige som Santiago de Chile) overbeviser mig ikke, og i sidste ende er jeg efter bogens slutning samlet set lidt … utilfredsstillet.

Men ret skal være ret: flere af hans cases er voldsomt spændende. Det var især inspirerende at læse om konsekvenserne af den sindssyge byplanlægning i Glasgow i 1960’erne. Det samme var det at lære mere om den måde, som den kleptokratiske og dysfunktionelle stat ødelægger Kinshasa. Begge afsnit mindede mig om de bedste dele af ‘Seeing Like a State’, hvilket fik mig til at klukke fornøjet.

På det lidt mere kuriøse plan var det også underholdende at læse om fængselsøkonomien i ‘Angola’ i Louisiana, både den formelle og uformelle. Vidste I eksempelvis, at fængslerne helt åbent er delvist finansieret af at sælge de produkter, som fangerne laver under forhold, der bedst kan betegnes som slaveagtige? Og at fængslets afsætningsvirksomhed hedder noget så charmerende som ‘Prison Enterprises’? Hvis I er interesserede, så kan varerne bestilles på deres hjemmeside.

COVID-19

Jeg tænker som de fleste andre en del over coronavirus/COVID-19 for tiden.

Dels professionelt hvor jeg som en del af mit arbejde skal kommunikere Sundhedsstyrelsens anbefalinger videre, men også semiprivat. For et øjeblik siden skrev jeg f.eks. i regi af min rolle som forældrerådsformand et udkast til en tekst, som lederen i børnehaven kan bruge til at informere forældrene om hvad vi gør i de kommende uger.

På det helt private plan tænker jeg selvfølgelig over sygdommens risici for min familie og dem jeg holder af.

Min kone arbejder på en medicinsk afdeling på et af de sygehuse, hvor der er testet folk positive for COVID-19. Hun er bogstaveligt en af dem, der sidder iført hazmat-lignende udstyr for at pode smittemistænkte i halsen. Jeg er ikke overvældende bekymret, men der er jo en risiko forbundet med det job. Mine børn går i børnehave og er dermed omgivet af andre mennesker hele tiden. Vil de blive smittet? Vi er yngre, raske og COVID-19 er ikke særlig krasbørstig overfor børn, så der er næppe farligt for familien som sådan. Men hvad nu hvis en af os skal i karantæne, hvordan indretter vi helt præcist den situation? Og hvad med mine forældre, der begge er i midten af 70’erne og har en sundhedsprofil, der i den grad får alarmklokkerne til at bimle og bamle, hvis de bliver smittet. Det er ikke sådan rigtig godt.

Så er der det mere spekulative plan.

Hvilken effekt får pandemien på verdensøkonomien? Er det begyndelsen på recessionen og årevis af tristesse à la efter 2008? Er det her enden på håndtrykket som hilseform og en mindre vilje til at møde andre mennesker i offentlige forsamlinger? Viser det at verdens befolkning lige nu accepterer en situation med mere overvågning, mere kontrol, mindre handlefrihed og mindre tillid, at samfund på ret kort tid kan omstilles til at fungere på radikalt andre måder?

Pandemien kan perverst nok vise sig at være en god nyhed, hvis man er optaget af en grøn omstilling af samfundet. Alt andet lige, så viser pandemien vel, at hvis situationen er alvorlig nok (og bliver opfattet sådan), så er folk klar til drastisk at ændre levevis og opgive privilegier. Se bare på antallet af flyrejser, der lige nu styrtdykker. Så er det her begivenheden, der endeligt får folk til at acceptere, at vi i fremtiden kan og skal leve på en anden måde, hvis vi vil løse de større globale udfordringer?

Jeg håber at den nuværende krise bliver begyndelsen til noget bedre.

En anden pandemi, den spanske syge, der kostede 50 mio. mennesker livet for små 100 år siden, blev begyndelsen på en revolution i sundhedsvæsenet. Anden verdenskrigs rædsler blev katalysatoren for dannelsen af institutioner som FN, EU og velfærdsstaten under mantraet ‘aldrig igen’. Kriser har ofte igennem historien været det, der senere frembragte positiv forandring.

Måske vil coronaviruset være det, der viser at totalitære styreformer – som det kinesiske – ikke er holdbare, når det handler om at løse en udfordring som en pandemi. Måske det vil styrke det globale samarbejde om at løse de fælles udfordringer.

Vi må se. Jeg tror det ikke, men jeg håber. Og så håber jeg bare at vi kommer igennem de næste måneder uden at tingene kommer ud af kontrol.

How to be a Dictator

Jeg er godt gammeldags pissesur på Frank Dikötter. For hvad fanden ligner det?

Engang skrev han banebrydende værker om det store spring fremad og kulturrevolutionen. Respekterede værker, der gjorde en forskel i synet på den kinesiske folkerepublik. Men hans ‘How to be a Dictator’ er lufthavnslitteratur når det er værst. Der er intet orginal forskning i bogen, der er et tyndt og vandigt opkog af velkendt og rigeligt velbeskrevet stof.

Jeg mener: hvor meget nyt og originalt er der egentlig at sige om Hitler, Stalin, Kim il Sung og Mussolini? Dikötter bidrager i hvert fald ikke med noget tankevækkende eller nyt. Det føles som at læse lidt længere (men meget dårligere skrevne) rapporter i The Economist. Generelt er det lidt bedre i afsnittene om Duvalier (“Papa Doc”) og Mengistu, men man føler sig aldrig rigtig indsigtsfuldt serviceret af Dikötter. Hans behandling af det etiopiske Derg diktatur er i hvert fald rudimentært i forhold til andre analyser, jeg før har læst.

I forordet skriver gøjseren endda frejdigt: ‘Among those who could easily have bern included in this book are Franco, Tito, Hoxha, Sukarno, Castro, Mobutu, Bokassa, Gadaffi, Saddam, Assad (father and son), Khomeini and Mugabe’. Ja, Dikötter, det kunne de, og de ville have være lysår mere interessante (og relevante for nutiden) at fordybe sig i, end endnu en forudsigelig langgaber om Stalin. Men det ville måske have kræver for meget arbejde af dig at sætte dig ind i en ny diktator? Ak og ve.

Samlet set er bogen kun anbefalelsesværdig, hvis man ønsker den helt overordnede intro til nogen af vor nyere histories største røvhuller. Alle andre bør holde sig væk.

Kim Ghattas – ‘Black Wave’

Kim Ghattas’ ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

 

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft – og har stadig – en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter – fraset, måske, israelernes invasion i Libanon – har haft.

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave’, men klogere – det bliver man indiskutabelt.

Anna Fifield – ‘The Great Successor’

Der var begrædeligt få stille stunder under familiens pilgrimstur til Lalandia, men jeg fik dog læst det meste af Anna Fifields portrætbog om Kim Jong Un.

Bogen har fået endog særdeles positive anmeldelser og den giver bestemt et interessant og journalistisk velskrevet indblik i forholdene i Nordkorea i disse år, både for den menige nordkoreaner og på et mere overordnet samfundsniveau. Det er muligvis ikke den mest tankevækkende bog jeg har læst om Nordkorea (det er stadig Brian Myers ’The Cleanest Race’, der argumenterer for at den nordkoreanske statsideologi er racebaseret/racistisk nationalisme snarere end kommunisme), men man bliver bestemt klogere efter endt læsning.

Opløftet bliver man dog ikke. Den tredje Kim i dynastiet efter Den Store Leder og Den Kære Leder fremstår i bedste fald som et skruppelløst magtmenneske, der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for regimets fortsatte overlevelse.

Nordkorea er en parasitagtig gangsterstat, der faciliterer international kriminalitet og terrorisme. Regimet har været villig til en helt ekstrem og totalitær undertrykkelse af befolkningen, og på trods af en bizar ideologi om selvstændighed eksisterer landet udelukkende så længe Kina at ser en interesse i at have en buffer mod Sydkorea. At der nu er atomvåben inde i billedet gør kun det hele endnu værre.

Nu kan man selvfølglig diskutere hvad en ’løsning på Nordkorea’ reelt bør handle om. Regimeskifte? Atomar afrustning? At få forvandlet Nordkorea til en blot nogenlunde normal international aktør?

Uanset hvad ens succeskriterium er, så er det dog vanskeligt at se hvad den nordkoreanske ledelse og Kim Jong Un personligt skulle få ud af øget åbenhed og nedrustning. Faktisk vil det outcome være noget nær det eneste, som et gangsterregime med atomvåben ikke er interesseret i. På den måde ryger ens personlige sikkerhed og mulighederne for at berige sig selv jo. Så hellere fastholde rollen som international paria. Uanset hvad man mener om Trumps nordkoreanske tilgang (og jeg betragter den som dybt imbecil og amoralsk), så er det vanskeligt at pege på noget, der rent faktisk har virket i at presse regimet. Sanktionerne omgås let via Kina, og så er man lige vidt.

Som det nok fornemmes, tror jeg vi kommer til at trækkes med Nordkorea og Kim-regimet i mange år fremover. I hvert fald indtil den dag, at kineserne får nok af at finansiere landet. Omvendt er de (og Sydkorea) næppe interesseret i at der strømmer 25 mio. ludfattige, underernærede og uoplyste racister ind over deres grænser, så mon ikke alle parter vil sig for næsen og gøre hvad de kan for at holde showet kørende.

Indien

Der er dele af verden jeg ved alt, alt for lidt om. Hvor min viden om samfund, historie og kultur er basal og utilstrækkelig. Hvor jeg forfalder til klichéer og stereotyper.

Det handler typisk om landene i de sektioner jeg altid skimmer lidt for hurtigt over i The Economist: Asien og Sydamerika. Vigtige nationer som Indonesien, Malaysia og Filippinerne er gode eksempler. Hvad ved jeg egentlig om dem? Skrab lidt i overfladen og min ignorance åbenbarer sig nådesløst.

Mit mest kriminelt negligerede land er dog Indien. Man kan fylde biblioteker med min uvidenhed om det land. Så det var med den ædle hensigt at forstå Indien bedre, at jeg gik i gang med K.S. Komireddis ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’, der oprindeligt var blevet blevet anbefalet af Financial Times som en af sommerens bedste bøger.

Efter endt læsning ved jeg ikke helt hvad man skal sige. ‘Polemisk’ er et for mildt tillægsord om bogen. ‘Hadefuld’ og ‘frådende’ er nok mere dækkende.

I Komireddis verden er alle hidtidige indiske politikere idioter, der enten er inkompetente, korrupte, autoritære eller blot folkemorderiske. Han hader ganske vist den nuværende leder Modi og hindunationalisterne mest af alle, men alle hans forgængere siden 50’erne bliver revet i stumper og stykker af Komireddi. Selv Mahatma Gandhi bliver kaldt en skamløs hykler.

Udfordringen er at jeg ikke har forudsætningerne til at vurdere rigtigheden af Komireddis mange svinere. Var Indira Gandhi virkelig en katastrofe og en magtliderlig diktator? Var Manmohan Singh virkelig i lommen på den vestlige finansverden? Var Vajpayee virkelig en bindegal nationalist, der målrettet gik efter at destruere de sekulære indiske samfundsinstitutioner?

Jeg aner det ikke, og derfor burde jeg nok have læst en mere … emotionelt distanceret bog om Indiens nyere historie. For lige nu føler jeg mig ikke klogere om Indien, men jeg tror jeg har et billede af at Komireddi ikke er den nemmeste mand i verden at leve sammen med.

Læs kun bogen hvis du i forvejen er Indien-connoisseur og gerne vil have udfordret dit billede af. Til det formål er ‘Malevolent Republic’ utvivlsomt udmærket.