Indien

Der er dele af verden jeg ved alt, alt for lidt om. Hvor min viden om samfund, historie og kultur er basal og utilstrækkelig. Hvor jeg forfalder til klichéer og stereotyper.

Det handler typisk om landene i de sektioner jeg altid skimmer lidt for hurtigt over i The Economist: Asien og Sydamerika. Vigtige nationer som Indonesien, Malaysia og Filippinerne er gode eksempler. Hvad ved jeg egentlig om dem? Skrab lidt i overfladen og min ignorance åbenbarer sig nådesløst.

Mit mest kriminelt negligerede land er dog Indien. Man kan fylde biblioteker med min uvidenhed om det land. Så det var med den ædle hensigt at forstå Indien bedre, at jeg gik i gang med K.S. Komireddis ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’, der oprindeligt var blevet blevet anbefalet af Financial Times som en af sommerens bedste bøger.

Efter endt læsning ved jeg ikke helt hvad man skal sige. ‘Polemisk’ er et for mildt tillægsord om bogen. ‘Hadefuld’ og ‘frådende’ er nok mere dækkende.

I Komireddis verden er alle hidtidige indiske politikere idioter, der enten er inkompetente, korrupte, autoritære eller blot folkemorderiske. Han hader ganske vist den nuværende leder Modi og hindunationalisterne mest af alle, men alle hans forgængere siden 50’erne bliver revet i stumper og stykker af Komireddi. Selv Mahatma Gandhi bliver kaldt en skamløs hykler.

Udfordringen er at jeg ikke har forudsætningerne til at vurdere rigtigheden af Komireddis mange svinere. Var Indira Gandhi virkelig en katastrofe og en magtliderlig diktator? Var Manmohan Singh virkelig i lommen på den vestlige finansverden? Var Vajpayee virkelig en bindegal nationalist, der målrettet gik efter at destruere de sekulære indiske samfundsinstitutioner?

Jeg aner det ikke, og derfor burde jeg nok have læst en mere … emotionelt distanceret bog om Indiens nyere historie. For lige nu føler jeg mig ikke klogere om Indien, men jeg tror jeg har et billede af at Komireddi ikke er den nemmeste mand i verden at leve sammen med.

Læs kun bogen hvis du i forvejen er Indien-connoisseur og gerne vil have udfordret dit billede af. Til det formål er ‘Malevolent Republic’ utvivlsomt udmærket.

Sinocentrisme

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.: 

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er mildest talt ikke en stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller. 

Jeg tænkte da også en del over de tre modeller mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’ (tidligere omtalt her). Der er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger1, hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden2. Og jeg har nok Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der – som Frankopan – mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde

Det er interessante tider vi lever i!

  1. Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan []
  2. Læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times []

Letná

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept1 og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt – se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe – i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 – og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

  1. Store menneskemængder gør mig nervøs!

Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne – især det store spring fremad og kulturrevolutionen – så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.

Normalt bliver jeg ikke følelsesmæssigt berørt af ulykker. Men dagens tragiske togulykke på Storebæltsbroen? Som daglig togpendler, så rammer det lige ind. Ulykken er forfærdelig og vanskelig at forstå. Liv mistet på den mest meningsløse måde. Med fare for at lyde som en kliché: Hold om dem, du elsker. Man ved aldrig hvad der kan ske.

Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.