Normalt bliver jeg ikke følelsesmæssigt berørt af ulykker. Men dagens tragiske togulykke på Storebæltsbroen? Som daglig togpendler, så rammer det lige ind. Ulykken er forfærdelig og vanskelig at forstå. Liv mistet på den mest meningsløse måde. Med fare for at lyde som en kliché: Hold om dem, du elsker. Man ved aldrig hvad der kan ske.

Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.

Brexits betydning

Tyler Cowen trækker måske konklusionen en anelse for langt, men ikke meget:

Brexit nonetheless presents a decision problem in its purest form. It is a test of human ingenuity and reasonableness, of our ability to compromise and solve problems. It is a tournament for both our reason and our passions.

In this dilemma, I think of U.K. citizens as a kind of stand-in for the human race. Per capita income and education in the U.K. are well above the global average and, more important, Great Britain has one of the most firmly established democratic traditions in the world. So if the U.K. cannot get this decision right, it’s pretty gloomy news for all of us.

The scary thing is this: So many of humanity’s core problems — addressing climate change, improving education, boosting innovation — ultimately have the same structure as “fixing Brexit.” It’s just that these other problems come in less transparent form and without such a firm deadline.

Det har hele tiden virket uvirkeligt, ja, nærmest surrealistisk for mig, hvad briterne har gang i.

Og jeg tror Cowen har ret. Hvis et nogenlunde civiliseret land som UK – velvidende at konsekvenserne er katastrofale – frivilligt tilvælger Brexit, hvordan skal vi i en imperfekt verden så kunne løse andre wicked problems?

Jeg er vild med britiske journalister. Forestil dig, at en dansker havde skrevet nedenstående om et besøg i den svenske by Kiruna. Det er nærmest utænkeligt:

“The mine, Kiirunavaara, is the reason this Swedish town of roughly 20,000 people deep in northern Lapland exists at all. It is the world’s largest iron ore mine, and it dominates both economically and visually, the smokestacks sending up twin plumes of black smoke from the denuded mountain like a kind of Arctic Mordor”.

Når briter er gode, så er de virkelig gode. Det er velskrevet, indlevende og morsomt. Hele artiklen kan anbefales.