Hang On To Yourself

I går lyttede jeg til sangen ’Hang On to Yourself’  fra David Bowies mesterlige album Ziggy Stardust. Teksten fik mig til at spekulere over om partiledelsen i SF mon har lyttet for lidt til glam rock:

Well she’s a tongue twisting storm, she will come to the show tonight/
Praying to the light machine/
She wants my honey, not my money, she’s a funky-thigh collector/
Layin’ on electric dreams

So come on, come on, we’ve really got a good thing going/
Well come on, well come on, if you think we’re gonna make it/
You better hang on to yourself

For det er jo rigtigt. Selv når det går godt og de frådende masser vil have ens krop, så er det vigtigt ikke at glemme sig selv og sin grundessens. Hvis vi tager Bowies skarpsindige analyse seriøst (og i øvrigt antager at baglandets opbakning til Annette Vilhelmsen ikke blot er et medieskabt falsum), kan man sagtens udlægge Astrid Krags aktuelle genvordigheder som et udtryk for, at partiledelsen i SF de sidste 5 år har ledt den førte politik for langt væk fra kernen og identiteten i partiet. At Thor Möger & co. i bestræbelserne på at opnå regeringsmagten, glemte sig selv.

Set ud fra en politisk strategisk og taktisk synsvinkel, var partiledelsens kursskifte efter 2005 antageligvis det rigtige at gøre. SF skulle gøres appetitligt for større vælgergrupper. Der var brug for at fremstå ’regeringsdueligt’ og ansvarligt. Det gik jo også godt i de fede år fra 2008-2010, hvor Villy Søvndal var dansk politiks svar på David Bowie (måske lige minus de androgyne attituder).

Man kan imidlertid argumentere for, at selvom patienten overlevede, så mislykkedes operationen. Ved valget i 2011 kom SF ganske vist i regering, men der var reelt tale om et nederlag til partiet, der gik syv mandater tilbage. Når de pokkers irriterende og arrogante Radikale samtidig gik frem (og forrykkede balancen internt i regeringen og skabte et de facto flertal for såkaldt ’blå økonomisk politik’), så var kimen lagt til den aktuelle tristesse i SF. Ak og ve, pludselig er omstændighederne til stede for at en forholdsvis ukendt MF’er fra Kerteminde kan true den ellers velplanlagte kroning af  ledelsens formandskandidat.

På sin vis føler jeg for SF’erne. Jeg er selv medlem af et parti, hvis ledelse for ikke særskilt mange år siden bevægede sig endog særdeles langt væk fra sin kerne i bestræbelserne på at være spiseligt for midtervælgeren. Det er mildest talt frustrerende for mange medlemmer. Særlig i partier – som mit og SF – hvor en ellers sund og levende debatkultur tilsidesættes og professionaliseres af hensyn til magten. Rent emotionelt forstår jeg derfor godt de SF-medlemmer, der godt kunne tænke sig at få en ’rigtig’ SF’er som formand, frem for en maskinepolitiker som Astrid Krag.

Omvendt må kynikeren i mig også fremføre: A) Når nu de internationale økonomiske konjunkturer er som de er, B) Når nu de parlamentariske forhold er som de er, C) Når nu man har indvilliget i et regeringssamarbejde, der grundlæggende handler om at udvise samfundsøkonomisk ansvar, hvad er det så helt præcist at Vilhelmsens tilhængere ønsker? Et mere rent og purt og ægte SF? Et slags Enhedslisten-light? Hvor ædle hensigter og idealisme fylder mere indflydelse og magt? Forestiller de sig, at Socialdemokraterne og Radikale pludselig skulle indvillige i at dreje politikken i en fundamental anden retning? Forestiller de sig, at det generelle vælgerkorps vil belønne SF for en tilbagevenden til Holger K. Nielsen tiden?

Som borgerlig kan jeg selvfølgelig sidde her i min muddergrøft, og håbe på at Vilhelmsen vinder, at regeringen imploderer og at S-SF-R pølser rundt i handlingslammelse. Men vil det resultat være det bedste for Danmark? For den reformpolitik, som vi som land pinedød er nødt til at få gennemført i årene frem? Næppe.

Det bedste resultat, som SF – og vi andre – kan håbe på er i sidste ende at Astrid Krag bliver ny formand. At den grundlæggende linje i politikken ligger fast, men at de som parti bliver mere fast i kødet i spørgsmål, som er af fundamental betydning for medlemmerne. Hun (og Thor Möger bag hende) er nødt til at blive bedre til at tage SF-medlemmerne og partiets identitet seriøst.

Magten kan være fin nok. Men det er ikke sjovt, når den ikke kan bruges til at udleve ens drømme. Tro mig. Det lærte jeg af ti års spildt borgerlig regering i 2000-tallet.

Miraklernes tid er ikke forbi

Det er vanskeligt at artikulere præcis hvor fortryllende, epokegørende og fabelagtigt dette er. Mine Damer og Herrer, jeg giver jer Guds gave til menneskeheden: Speculoos smørbart.

Hvad er nu det?”, tænker I sikkert. Jo, det skal jeg såmænd sige jer. Visualiserer jer de velkendte bastognekiks…..som smørbar pasta. Lidt som Nutella, jordnøddesmør eller lignende. Det er underskønt. Vidunderligt. Vanedannende. Lifligt. Verdensomstyrtende. Åndeløst lækkert. Episk. Smukt. Bevidsthedsudvidende. Det er værd at tage her til Belgien alene for at smage Speculoos.

Det var noget nær en religiøs oplevelse, da jeg smagte det for første gang i går. Når jeg om føje år forlader landet, så vil Speculoos’en være det jeg savner mest. Det kan der på ingen måde være tvivl om.

Afsted

Så er der snart afgang. Strejken blev ikke så farlig som først udskreget, og i dag skulle der ikke være problemer. Så med mindre at Zaventem, Kastrup og Aalborg Lufthavn indgår en uhellig alliance, så ser det ud til at jeg kommer hjem til jul trods alle genvordighederne.

Jeg vil ikke påstå, at jeg jeg er i julehumør. Pt. er der ni grader her i Bruxelles, så det er ikke videre vinterligt. Men hvem ved, måske julefreden sænker sig så snart jeg er i familiens trygge favn. Anyway, jeg har ikke noget begavet at sige lige nu. Ud over glædelig jul og den slags. Håber på at få griflet nogle visdomsord ned til jer i løbet af ferien. Bis dann.

Særdeles udtalt reformresistens

Så kender man Belgien igen – part II:

Pension reform plans spark strikes in Belgium

Belgian workers in transport, schools, hospitals and government buildings are later this week to stage strikes in protest over the new government’s pension reform plans. The rail strike is to begin Wednesday evening while public sector workers are to strike on Thursday, Reuters reports.

Det forlyder at handlingpersonalet i lufthavnen også strejker. Mon det bliver jul i år?

Særdeles udtalt vejr-elasticitet

Så kender man Belgien igen:

Rain and snow cause traffic chaos

Heavy rainfall and snow have resulted in several rivers bursting their banks. There are also problems on the roads, especially in Wallonia.

Ok, ja-ja, bevares. Det har da regnet og blæst en del i den seneste uge. Det var næsten som at være i København igen. Men sneen, ikke også? Vi taler det mest tøende tøsne i verdenshistorien. Ingen bare marginalt velfungerende vestlige lande burde have problemer med den omgang lal. Og alligevel er belgierne helt oppe i det røde felt. Får vi en gentagelse af juleuhyrlighederne anno 2009? Stay tuned.

Wanderlust

Det rigtig grumme ved at have udleveret sig selv på nettet igennem en længere årrække er, at man får dokumentation for sin egen noget nær uudtømmelige enfoldighed. Således griflede den nybagt 25 årige Sofist den 1. december 2006 (med udgangspunkt i omkvædet fra David Bowies ‘Five Years’) følgende tåkrummende nonsens:

We’ve got five years, stuck on my eyes/Five years, what a surprise!/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!/We’ve got five years, what a surprise/Five years, stuck on my eyes/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!”

Og dette, mine damer og herrer, er i al sin enkelthed ‘Bowie effekten’ i al sin skønhed og elegance: Ungdom, desperation, sværmerisk drømmen, (fortabt?) håb og den store kærlighed. Vi tales ved omkring de 30!

Jamen, så lad os da tales ved, Sofist! For nu er de meget omtalte fem år jo snart gået. Og om mindre end to dage runder du de 30 år. Hvad har du egentlig at sige til dit forsvar, nå? Ok, måske er den reelle forandring til at overse. Jeg har jo sådan set været i permanent eksistentiel midtvejskrise siden jeg var, ja, 25 år. Et år fra eller til gør vel ingen større forskel. Formoder jeg.

Men symbolværdien, ikke også. Den svier. Ja, nærmest ætser. Således er min ’30 and still frisky’ t-shirt, som jeg så gerne luftede som 25 årig, jo slet ikke morsom længere. Da jeg var ung yngre gjorde jeg mig altid lystig på de 30 åriges bekostning. “Sjælen dør jo når man fylder 30”, sagde jeg, “og forfaldet begynder ved de 25”. Som The Smiths (endnu et teenangst band jeg nægter at slippe!) så korrekt formulerede det i en sangtitel: That Joke Isn’t Funny Anymore‘.

Nuvel. I fald at jeg havde ret dengang, så svarer jeg med andre ord pt. til at være Konstantinopel anno 1453: Tung, bureaukratisk, dekadent – og lige om lidt løber fjenderne mig over ende, ødelægger mit imperium og døber mig Istanbul. Well. Eller noget i den stil. Måske lige bortset fra det der med Istanbul. Analogien passer ellers.

I tilfælde af at jeg og I stadig skriver og læser med her om fem år, så har I ovenfor et statusbillede anno ca. de 30 år. Det er skribenten til højre, Den Bedre Halvdel i midten, svigerfaderen til venstre og et stykke eurokitsch bag os. Så må vi jo se hvor vi er henne ved de 35.

Besynderlig tendens

Muligvis skyldes min undren at jeg kommer der for lidt. Men har I mandlige læsere tænkt over, hvor sjældent det efterhånden er at støde på kondomautomater på offentlige toiletter i vore dage? Jeg undres.

Jeg mener, dengang at jeg var ung yngre, var de overalt. Hang på væggen ved siden af håndvasken, og de hed altid noget i stil med ‘Mister Shop’ eller ‘Funny Night’. I dag er de næsten væk. Det er nærmest på kun på de tyske rastepladser, at man stadig kan være heldig at finde dem. Ja, og så Herning Kongrescenter, naturligvis. For dér hang de i al deres retro-hippe værdighed.

Så mens jeg stod der og tørrede hænderne, spekulerede jeg over om de forsvindende kondomautomater mon er udtryk for.

Jeg mener, hvis man hænger sådan en bad boy af en automat op på toiletvæggene, så må det jo være fordi at der er en efterspørgsel efter kondomer – og at Herning Kongrescenter har deduceret sig frem til, at konferencer og messer åbenbart er sociale situationer, hvor et hastigt købt kondom fra ‘Mister Shop’ kan vise sig frugtbart og nødvendigt. Målt ud fra et udbud-/efterspørgselsperspektiv er kræmmersjælene i Herning utvivlsomt på rette vej.

Men hvorfor er udbuddet af toiletkondomer så faldet andre steder i verden?

Er der en større sociologisk tendens på spil? Er vi blevet mere puritanske? Er efterspørgslen efter kondomer faldet i takt med at HIV ikke længere opfattes som en særskilt farlig sygdom? Hvorfor er det kun i kræmmernes hovedstad, at ‘Big Willy’ stadig er konge af kongrescentrene?

Udenfor sæsonen

Er et smut forbi København et par dage inden at turen går tilbage hjem til Bruxelles. Her er gråt, blæsende og fugtigt. Her er med andre ord præcis som her plejer at være.

Selvom det da rart at være tilbage her i Jordhulen på det yderste, yderste Østerbro, så kan jeg med ærlighed i stemmen sige, at jeg ikke har savnet byen en eneste gang siden at jeg flyttede herfra. Bevares, i perioden før at Den Bedre Halvdel flyttede til Belgien, så savnede jeg hende. Og der har da også været svage stunder, hvor jeg har savnet nogle af mine venner heroppe (men brug ikke den viden imod mig, tak). Men stedet? Nej. Ikke spor. I øjeblikket kan jeg ikke visualisere for mig at jeg bliver københavner igen. Det var 10 gode år, helt sikkert. Men flytte tilbage? Nej tak.

Har ellers tilbragt det sidste døgns tid på Læsø, hvor Sofistens forældre har købt sommerhus for nylig. Ligeså livligt der er på øen om sommeren, ligeså dødt og mennesketomt er der om vinteren. Det var derfor meget apropos, at ovenstående vittighedstegning var i Politiken igår under overskriften ‘De danske småøer affolkes’. Det tør svagt antydes. Under en løbetur på en time mødte jeg ingen, absolut ingen mennesker. Under en køretur fra Vesterø Havn til Østerby (små 20 km) så vi tre biler. Eneste åbne butik var Super Brugsen i Byrum. Ellers er næsten alt lukket ned for vinteren. Ensomheden og stilheden er på sin vis en styrke, formoder jeg, særlig hvis man efterspørger et refugium. Men jeg tror nu alligevel, at jeg er glad for ikke at skulle bo på Læsø til daglig.

Som tegningen også illustrerer, så må de seneste par ugers ‘7 MIA MENNESKER, VI ER DØDSDØMTE!!!!!11!!1!!!111!!!!’ overskrifter i medierne forekomme ganske abstrakte, hvis man bor på Læsø. For det er i hvert fald ikke mennesker man overrendes af der.