Hang On To Yourself

I går lyttede jeg til sangen ’Hang On to Yourself’  fra David Bowies mesterlige album Ziggy Stardust. Teksten fik mig til at spekulere over om partiledelsen i SF mon har lyttet for lidt til glam rock:

Well she’s a tongue twisting storm, she will come to the show tonight/
Praying to the light machine/
She wants my honey, not my money, she’s a funky-thigh collector/
Layin’ on electric dreams

So come on, come on, we’ve really got a good thing going/
Well come on, well come on, if you think we’re gonna make it/
You better hang on to yourself

For det er jo rigtigt. Selv når det går godt og de frådende masser vil have ens krop, så er det vigtigt ikke at glemme sig selv og sin grundessens. Hvis vi tager Bowies skarpsindige analyse seriøst (og i øvrigt antager at baglandets opbakning til Annette Vilhelmsen ikke blot er et medieskabt falsum), kan man sagtens udlægge Astrid Krags aktuelle genvordigheder som et udtryk for, at partiledelsen i SF de sidste 5 år har ledt den førte politik for langt væk fra kernen og identiteten i partiet. At Thor Möger & co. i bestræbelserne på at opnå regeringsmagten, glemte sig selv.

Set ud fra en politisk strategisk og taktisk synsvinkel, var partiledelsens kursskifte efter 2005 antageligvis det rigtige at gøre. SF skulle gøres appetitligt for større vælgergrupper. Der var brug for at fremstå ’regeringsdueligt’ og ansvarligt. Det gik jo også godt i de fede år fra 2008-2010, hvor Villy Søvndal var dansk politiks svar på David Bowie (måske lige minus de androgyne attituder).

Man kan imidlertid argumentere for, at selvom patienten overlevede, så mislykkedes operationen. Ved valget i 2011 kom SF ganske vist i regering, men der var reelt tale om et nederlag til partiet, der gik syv mandater tilbage. Når de pokkers irriterende og arrogante Radikale samtidig gik frem (og forrykkede balancen internt i regeringen og skabte et de facto flertal for såkaldt ’blå økonomisk politik’), så var kimen lagt til den aktuelle tristesse i SF. Ak og ve, pludselig er omstændighederne til stede for at en forholdsvis ukendt MF’er fra Kerteminde kan true den ellers velplanlagte kroning af  ledelsens formandskandidat.

På sin vis føler jeg for SF’erne. Jeg er selv medlem af et parti, hvis ledelse for ikke særskilt mange år siden bevægede sig endog særdeles langt væk fra sin kerne i bestræbelserne på at være spiseligt for midtervælgeren. Det er mildest talt frustrerende for mange medlemmer. Særlig i partier – som mit og SF – hvor en ellers sund og levende debatkultur tilsidesættes og professionaliseres af hensyn til magten. Rent emotionelt forstår jeg derfor godt de SF-medlemmer, der godt kunne tænke sig at få en ’rigtig’ SF’er som formand, frem for en maskinepolitiker som Astrid Krag.

Omvendt må kynikeren i mig også fremføre: A) Når nu de internationale økonomiske konjunkturer er som de er, B) Når nu de parlamentariske forhold er som de er, C) Når nu man har indvilliget i et regeringssamarbejde, der grundlæggende handler om at udvise samfundsøkonomisk ansvar, hvad er det så helt præcist at Vilhelmsens tilhængere ønsker? Et mere rent og purt og ægte SF? Et slags Enhedslisten-light? Hvor ædle hensigter og idealisme fylder mere indflydelse og magt? Forestiller de sig, at Socialdemokraterne og Radikale pludselig skulle indvillige i at dreje politikken i en fundamental anden retning? Forestiller de sig, at det generelle vælgerkorps vil belønne SF for en tilbagevenden til Holger K. Nielsen tiden?

Som borgerlig kan jeg selvfølgelig sidde her i min muddergrøft, og håbe på at Vilhelmsen vinder, at regeringen imploderer og at S-SF-R pølser rundt i handlingslammelse. Men vil det resultat være det bedste for Danmark? For den reformpolitik, som vi som land pinedød er nødt til at få gennemført i årene frem? Næppe.

Det bedste resultat, som SF – og vi andre – kan håbe på er i sidste ende at Astrid Krag bliver ny formand. At den grundlæggende linje i politikken ligger fast, men at de som parti bliver mere fast i kødet i spørgsmål, som er af fundamental betydning for medlemmerne. Hun (og Thor Möger bag hende) er nødt til at blive bedre til at tage SF-medlemmerne og partiets identitet seriøst.

Magten kan være fin nok. Men det er ikke sjovt, når den ikke kan bruges til at udleve ens drømme. Tro mig. Det lærte jeg af ti års spildt borgerlig regering i 2000-tallet.

It’s so bright

 

Så gik de minsandten alligevel i fælden – pr. 1. marts 2007 kan jeg ihvertfald kalde mig konsulent i Landbrugsraadet. Overordnet kommer jeg til at beskæftige mig med at varetage fødevareerhvervets interesser indenfor forskningspolitikken. Det virker spændende, mine nye kolleger virker søde og det er et glimrende sted at starte. Jeg er ihvertfald en meget tilfreds ung mand i dag.

Aftenen skal fordrives med fest på kollegiet. Jeg skulle mene at et afleveret speciale og et velgaflet job berettiger mig til at drikke mig pænt i hegnet her til aften. Woo-hoo!

Slutet har just börjat

 

Med fare for at lyde en anelse kæphøj: Det var så det studie! Vi fik afleveret det digre værk i dag kl. 11 på Instituttet, så indenfor de nærmeste måneder skulle jeg gerne få et sindsoprivende ‘du er nu cand.scient.pol’ brev smidt ind af brevsprækken. Måske lidt af et antiklimaks at det mest af alt er en administrativ formalitet. På film er der jo altid store afslutningsceremonier, hattene bliver kastet op i luften og violinerne spiller i baggrunden. Not so på statskundskab!

Men ingen klager herfra! Forældrene er kørt herover fra Aalborg for at fejre den yngste søn på behørig vis. Så sammen med dem, Cecilie og Maria var jeg ude at spise frokost på Restaurant Paustian. Maden var fremragende og tilmed serveret med stor æstetisk sans. Det er ikke så tit at jeg er på fine restauranter, så man skal nyde når det sker. Alt i alt har det været en rigtig god dag, som formentlig slutter med aldeles skamløst druk: Skal hen til Henriette og kandidatfeste. Jeg har valgt at vente med at holde min egen til når vi har fået karakteren, mens hun syntes det var nu et bedre tidspunkt nu. Regner så med at kombinere festivitasen med en nu-flytter-jeg-hjemmefra/bliver-voksen-og-følsom engang i april.

Alle folk spørger mig om det ikke er mærkeligt at være færdig – og selvfølgelig nikker jeg pænt og siger ‘jo-jo’. Men egentlig ved jeg ikke om det er en passende beskrivelse. Har ikke tænkt dybere over det de seneste par dage. I skrivende stund er jeg bare glad for at have afleveret specialet. Så må tankerne og drømmene om fremtiden vente lidt…måske til på mandag?

Der gute Mensch

En lille spontan reaktion på ‘Das Leben der Anderen’: Det er en aldeles fantastisk film. Hvis man er blot lidt historisk interesseret og måske har glemt hvorfor DDR var et sygt, sygt samfund, så se den. Interessant om filmen måske skal tolkes som et nybrud i det tyske syn på ‘die Wende’. De senere år har der jo været den såkaldte ‘Ostalgie’ bølge, hvor tiden i det gamle Østtyskland blev set gennem lidt nostalgiske briller – jf. f.eks. det store hit ‘Good Bye Lenin!’. Derudover er filmen et portæt af det gode i mennesket, et tema – der på trods af filmens tragiske slutning – står stærkt når man forlader biografen.

Biografture rummer også det herlige fænomen ‘forfilm’, og i går var der et par sande lækkerbiskerne. Mest dragende var nok ‘Marie Antoinette’ af Sofia Coppola (ja, hende med ‘Virgin Suicides’ og ‘Lost in Translation’). Og hvorfor nu det? Umiddelbart skulle man ikke tro at film om det dekadente liv ved det franske hof film er tillokkende, men, men, men: Coppola bruger atter fantastisk musik i sine film (de spiller New Order Ceremony i traileren!!!) og det er en chance for at se Kirsten Dunst komme i guillotinen – kan man så bede om mere? Anmelderne har været delte, men jeg er ihvertfald lidt nysgerrig.