Miraklernes tid er ikke forbi

Det er vanskeligt at artikulere præcis hvor fortryllende, epokegørende og fabelagtigt dette er. Mine Damer og Herrer, jeg giver jer Guds gave til menneskeheden: Speculoos smørbart.

Hvad er nu det?”, tænker I sikkert. Jo, det skal jeg såmænd sige jer. Visualiserer jer de velkendte bastognekiks…..som smørbar pasta. Lidt som Nutella, jordnøddesmør eller lignende. Det er underskønt. Vidunderligt. Vanedannende. Lifligt. Verdensomstyrtende. Åndeløst lækkert. Episk. Smukt. Bevidsthedsudvidende. Det er værd at tage her til Belgien alene for at smage Speculoos.

Det var noget nær en religiøs oplevelse, da jeg smagte det for første gang i går. Når jeg om føje år forlader landet, så vil Speculoos’en være det jeg savner mest. Det kan der på ingen måde være tvivl om.

Wanderlust

Det rigtig grumme ved at have udleveret sig selv på nettet igennem en længere årrække er, at man får dokumentation for sin egen noget nær uudtømmelige enfoldighed. Således griflede den nybagt 25 årige Sofist den 1. december 2006 (med udgangspunkt i omkvædet fra David Bowies ‘Five Years’) følgende tåkrummende nonsens:

We’ve got five years, stuck on my eyes/Five years, what a surprise!/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!/We’ve got five years, what a surprise/Five years, stuck on my eyes/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!”

Og dette, mine damer og herrer, er i al sin enkelthed ‘Bowie effekten’ i al sin skønhed og elegance: Ungdom, desperation, sværmerisk drømmen, (fortabt?) håb og den store kærlighed. Vi tales ved omkring de 30!

Jamen, så lad os da tales ved, Sofist! For nu er de meget omtalte fem år jo snart gået. Og om mindre end to dage runder du de 30 år. Hvad har du egentlig at sige til dit forsvar, nå? Ok, måske er den reelle forandring til at overse. Jeg har jo sådan set været i permanent eksistentiel midtvejskrise siden jeg var, ja, 25 år. Et år fra eller til gør vel ingen større forskel. Formoder jeg.

Men symbolværdien, ikke også. Den svier. Ja, nærmest ætser. Således er min ’30 and still frisky’ t-shirt, som jeg så gerne luftede som 25 årig, jo slet ikke morsom længere. Da jeg var ung yngre gjorde jeg mig altid lystig på de 30 åriges bekostning. “Sjælen dør jo når man fylder 30”, sagde jeg, “og forfaldet begynder ved de 25”. Som The Smiths (endnu et teenangst band jeg nægter at slippe!) så korrekt formulerede det i en sangtitel: That Joke Isn’t Funny Anymore‘.

Nuvel. I fald at jeg havde ret dengang, så svarer jeg med andre ord pt. til at være Konstantinopel anno 1453: Tung, bureaukratisk, dekadent – og lige om lidt løber fjenderne mig over ende, ødelægger mit imperium og døber mig Istanbul. Well. Eller noget i den stil. Måske lige bortset fra det der med Istanbul. Analogien passer ellers.

I tilfælde af at jeg og I stadig skriver og læser med her om fem år, så har I ovenfor et statusbillede anno ca. de 30 år. Det er skribenten til højre, Den Bedre Halvdel i midten, svigerfaderen til venstre og et stykke eurokitsch bag os. Så må vi jo se hvor vi er henne ved de 35.

Besynderlig tendens

Muligvis skyldes min undren at jeg kommer der for lidt. Men har I mandlige læsere tænkt over, hvor sjældent det efterhånden er at støde på kondomautomater på offentlige toiletter i vore dage? Jeg undres.

Jeg mener, dengang at jeg var ung yngre, var de overalt. Hang på væggen ved siden af håndvasken, og de hed altid noget i stil med ‘Mister Shop’ eller ‘Funny Night’. I dag er de næsten væk. Det er nærmest på kun på de tyske rastepladser, at man stadig kan være heldig at finde dem. Ja, og så Herning Kongrescenter, naturligvis. For dér hang de i al deres retro-hippe værdighed.

Så mens jeg stod der og tørrede hænderne, spekulerede jeg over om de forsvindende kondomautomater mon er udtryk for.

Jeg mener, hvis man hænger sådan en bad boy af en automat op på toiletvæggene, så må det jo være fordi at der er en efterspørgsel efter kondomer – og at Herning Kongrescenter har deduceret sig frem til, at konferencer og messer åbenbart er sociale situationer, hvor et hastigt købt kondom fra ‘Mister Shop’ kan vise sig frugtbart og nødvendigt. Målt ud fra et udbud-/efterspørgselsperspektiv er kræmmersjælene i Herning utvivlsomt på rette vej.

Men hvorfor er udbuddet af toiletkondomer så faldet andre steder i verden?

Er der en større sociologisk tendens på spil? Er vi blevet mere puritanske? Er efterspørgslen efter kondomer faldet i takt med at HIV ikke længere opfattes som en særskilt farlig sygdom? Hvorfor er det kun i kræmmernes hovedstad, at ‘Big Willy’ stadig er konge af kongrescentrene?

Udenfor sæsonen

Er et smut forbi København et par dage inden at turen går tilbage hjem til Bruxelles. Her er gråt, blæsende og fugtigt. Her er med andre ord præcis som her plejer at være.

Selvom det da rart at være tilbage her i Jordhulen på det yderste, yderste Østerbro, så kan jeg med ærlighed i stemmen sige, at jeg ikke har savnet byen en eneste gang siden at jeg flyttede herfra. Bevares, i perioden før at Den Bedre Halvdel flyttede til Belgien, så savnede jeg hende. Og der har da også været svage stunder, hvor jeg har savnet nogle af mine venner heroppe (men brug ikke den viden imod mig, tak). Men stedet? Nej. Ikke spor. I øjeblikket kan jeg ikke visualisere for mig at jeg bliver københavner igen. Det var 10 gode år, helt sikkert. Men flytte tilbage? Nej tak.

Har ellers tilbragt det sidste døgns tid på Læsø, hvor Sofistens forældre har købt sommerhus for nylig. Ligeså livligt der er på øen om sommeren, ligeså dødt og mennesketomt er der om vinteren. Det var derfor meget apropos, at ovenstående vittighedstegning var i Politiken igår under overskriften ‘De danske småøer affolkes’. Det tør svagt antydes. Under en løbetur på en time mødte jeg ingen, absolut ingen mennesker. Under en køretur fra Vesterø Havn til Østerby (små 20 km) så vi tre biler. Eneste åbne butik var Super Brugsen i Byrum. Ellers er næsten alt lukket ned for vinteren. Ensomheden og stilheden er på sin vis en styrke, formoder jeg, særlig hvis man efterspørger et refugium. Men jeg tror nu alligevel, at jeg er glad for ikke at skulle bo på Læsø til daglig.

Som tegningen også illustrerer, så må de seneste par ugers ‘7 MIA MENNESKER, VI ER DØDSDØMTE!!!!!11!!1!!!111!!!!’ overskrifter i medierne forekomme ganske abstrakte, hvis man bor på Læsø. For det er i hvert fald ikke mennesker man overrendes af der.

Autoerotisk landstræner

Her på siden er vi normalt ikke meget optagede af det konglomerat af fallerede Brøndby/PSE-spillere, der lyder navnet ‘det danske herrelandshold i fodbold’. Således spiller mit landshold hver anden uge på Aalborg Stadion. Og det var af langt, langt større vigtighed for nærværende skribent, at Sverige (under ledelse af Smukke Erik Hamrén) kvalificerede sig til EM for nylig.

Men nogle gange kammer tingene alligevel meget over hjemme i andedamnen, at det ganske enkelt ville være unsvarligt ikke at kommentere på sagernes tilstand. Således forlængede DBU i dag kontrakten med Morten ‘Filosofkongen fra Beersel’ Olsen som dansk landstræner. Hvilket jo selvsagt er ganske ubegribeligt og urimeligt, taget i betragtning hvor håbløst middelmådigt han har præsteret.

Og for at føje spot til skade, så kan man på nettets fodboldhjemmesider se et prægtigt eksempel på vested interests og et seriøst tilfælde af brown-nosing. For Mikkel Beckmann (a.k.a ‘Superligaens største fissekarl’) synes at Morten Olsen er ‘tæt på den perfekte landstræner for Danmark’. Du fredsens hvor ruderne dugger til og soverkammerstemningen intensiveres.

Men hey. Jeg kan godt forstå at Beckmann er forelsket. Thi den forlængede landstræner (og opfinderen af det sært fascinerende og seksualiserede begreb ‘automatismer’) er velsagtens den eneste person, der nogensinde har set noget større værdi i blålyset Beckmann. Ja, han er faktisk så pjanket med Flot Fyr Beckmann, at han minsandten har udtaget ham til den danske landsholdstrup. Igen. Sammen med to andre døgenigte fra verdens mest ligegyldig fodboldklub i Farum. Jamen, er det da ikke mageløst?

Blot endnu en grund til at holde med Sverige til sommer.

Tilbage for en kort bemærkning

Nå, men jeg er på Læsø. I et sommerhus. Man skulle næsten tro at der var tale om en Souvernirs sang. Ja, altså, minus de semi-børnelokkende forhold internt i gruppen og sangskriverens fortid i maoistiske punkgrupper. Men ellers er det sådan. Næsten som en Souvenirs sang.

Det er rart at være et smut forbi Danmark igen. Har ikke været her siden engang i juli.

De første par dage er jeg hos forældrene i Nordjylland, de sidste par dage tilbringes i København. Der er markant mere efterår heroppe nordpå. Det regner og blæser også mere. Til gengæld slipper man for den lidt ulækre luftfugtighed, de plages af i Belgien. Meteorologisk sensitiv, dét er hvad jeg er.

Så Helle Thorning i Aalborg Lufthavn i dag, da Den Bedre Halvdel skulle sættes på flyet. Statsministeren havde vist været heroppe for at blive rusket lidt igennem af Harald Børsting på LO’s kongres i Aalborg. Hun så meget tynd og meget træt ud.

Jeg håber da, at hendes mor minder hende om at få noget at spise engang imellem.

…den enes død, den andens brød

Hahaha, Sverige:

Efter århundraden av kvinnodominans i befolkningsstatistiken är det om fyra år dags för ett trendbrott. 2015 vänds kvinnoöverskottet i Sverige till mansöverskott.

Enligt Statistiska centralbyråns prognoser går vi från ett kvinnoöverskott på 2 225 personer den 31 december 2014 till ett mansöverskott på 4 700 personer den 31 december 2015.

År 2020 väntas 38 200 fler män än kvinnor vara folkbokförda i Sverige, skriver Sydsvenskan.

Mansdominansen ökar av flera skäl. Redan i dag föds fler pojkar – 106 pojkar på 100 flickor. Samtidigt ökar männens livslängd mer än kvinnornas. För 30 år sedan levde kvinnor 6,4 år längre än män, i dag är siffran 4,7. Om ytterligare trettio år väntas den ha krympt till 2 år.

Det antågande överskottet på män kan också spåras till flyktingströmmarna från forna Jugoslavien, Afrika och Mellanöstern, i vilka den manliga övervikten varit stor.

Mandeoverskud, hva’? Hvordan føles det så, suckers? Så kan I måske lære IKKE at eksportere jeres dygtigste, sødeste og dejligste unge damer til København, hvor de kan blive kapret af sekunda-kvalitets nordjyder med slidt hestehandlercharme og utroværdige løfter om en gylden fremtid. Kæft, hvor er I fjollede derovre Hinsidans. God fornøjelse med jeres kedsommelige  male bonding, siger jeg bare.