TV-serier

Foundation

Mit første helt subjektive – grænsende til pjankede – take på ‘Foundation’ efter at have set de fire første afsnit:

  • Der er for meget imperium, for lidt Foundation. Og det siger jeg som en mand, der bliver erotisk opstemt af intergalaktiske imperier. Jeg ved godt hvorfor de rent visuelt og dramaturgisk ikke kunne stå for at lave endnu en pastiche på det dekadente romerske imperium i terminalt forfald. Men det er kammet over. Imperiet var aldrig i centrum i Asimovs bøger, og klonerne af Cleon I må være en ny opfindelse
  • Når det så er sagt: serien er det rene science fiction porno rent visuelt. Trantor er den lækreste kejserlige planet, jeg nogensinde har set. Det er virkelig lækkert
  • Terminus minder mig til gengæld lidt vel meget om meget om alle de isplaneter, vi efterhånden har set mange steder. Visuelt ligner det noget genbrug fra Cylonernes fangelejr fra New Caprica i sæson 3 af ‘Battlestar Galactica’. Det er lidt traurigt
  • Jeg kan godt lide, at de har gentænkt de ellers meget stereotype karakterer fra Asmovs bøger. Den oprindelige ‘Foundation’ er fra 1950’erne, og skrevet af en lidt underlig videnskabsmænd. Synes nyfortolkningerne af Gaal Dornick og Salvor Hardin giver mening og tilføjer meget
  • Jeg er er spændt på, hvordan de fortællemæssigt vil indarbejde Asimovs episke tidslinjer. Foundation-bøgerne var jo egentlig sammenskrevne noveller, hvor der var hundreder år mellem historierne. Den slags er det vanskeligt at arbejde med i en tv-serie. Det skal blive interessant, hvordan de løser det
  • Jeg er usikker på, hvor meget mening serien giver for ikke-fans. Er den for underlig? Er universet for indforstået? Forstår man som ikke-kender, hvor stor en betydning Hari Seldon? Her forsvinder han tilsyneladende efter to afsnit, behandlet som en lidt excentrisk skikkelse, ikke som opfinderen af psykohistorien
  • Samlet set: jeg er begejstret. Det er en skøn serie, som jeg vil æde med hud og hår

Mr. Inbetween

Netop set sidste afsnit i ‘Mr. Inbetween’, der sluttede ganske tilfredsstillende. Man kan argumentere for at der er en større, længere og mere ekspansiv serie gemt i ‘Mr. Inbetween’. At det meget korte tidsformat (24-30 minutter pr. afsnit) og det begrænsede antal afsnit betyder, at der er mange ting, der ikke fortælles eller udforskes. Men måske det er en fordel? Måske det i virkeligheden er en god ting, at man ikke får alting uddybet og bliver madet med en ske. At det tjener serien til ære, at den er lean, fokuseret og at det ikke er alle tilgængelig historielinjer, vi får fortalt. At vi det ikke er nødvendigt at se, hvordan hovedpersonens forhold til ekskonen er, eller få forklaret hvorfor de blev skilt, eller hvorvidt hun ved at han er lejemorder. Vi ser kun deres forhold i glimt og i deres akavede interaktioner, når datteren skal hentes eller afleveres.

Og alt sammen sideløbende med et til tider særdeles blodigt narrativ og en voldsom billedside, hvor vi følger Ray gøre uhyrlige ting på jobbet som hitman. For så blot igen i næste scene at følge ham være enlig far for en teenagedatter, kærligt og loyalt hjælpe sin umulius af en ven der altid kommer i problemer, eller lægge puslespil med sin demensramte far (som han i øvrigt har et … nuvel, komplekst forhold til).

‘Mr. Inbetween’ lykkes på samme måde som i ’The Sopranos’ at få seeren til at holde med et monster. Jeg har ikke set andre mordere-er-faktisk-også-rigtige-mennesker-serier (såsom ‘Breaking Bad’ eller ‘Dexter’), men jeg har en formodning om at ‘Mr. Inbetween’ har en særlig australsk sensibilitet, som gør den anderledes og, ja, bedre. Jeg nød i hvert fald at se serien intenst, og vil varmt anbefale den til andre.

TV-stagnation

Læste et glimrende indlæg om tv-serier. Herefter gik op for mig, at jeg ikke har skrevet et tilnærmelsesvist positivt indlæg om nye tv-serier siden jeg (efter et par lange tilløb) blev fanget af ‘Dark’ i midten af 2019. Tilsvarende var ‘Min nabo Totoro’ den eneste film, jeg så og reelt kunne lide i år. 

Jeg kan ikke engang give COVID-19 skylden for derouten. For det er længe siden at film og tv-serier ophørte med at være betydningsfulde popkulturelle produkter for mig.

Bevares, mine børn ser en syndflod af dem. Men jeg kan ikke for alvor selv mønstre energien eller entusiasmen til at gå igang med en voksen tv-serie, når først arvingerne sover. Så er det nemmere at lave et eller arbejde, gruble bekymret over fremtiden, spilde tiden med nyhedslæsning, eller måske (hvis jeg er dygtig) få læst i en bog eller skrevet henførte blogindlæg.

I gamle dage (især i det sagnomspundne fantasiland, der kaldes ‘Livet før børn’) så Den Bedre Halvdel og jeg mange serier sammen. Det gør vi ikke rigtig længere, af en eller anden grund. Det sociale aspekt er forsvundet en anelse. Hun kan dog stadig blive fængslet af en serie – jeg kigger olmt på dig ‘Outlander’ – men de fleste løber ud i sandet for mig.

I sommer så jeg f.eks. en række afsnit af ‘Brave New World’, der havde et interessant koncept, men siden blev for fjollet. Sådan går det ofte for mig. De fleste science fiction serier er maksimalt gode i to sæsoner, hvis de da får så længe. Og med mindre eksekveringen er virkelig god i en dramaserie, så gider jeg ikke rigtig give den chancen. Andre gange bliver jeg træt fra begyndelsen, hvis pointerne bliver skåret for meget ud i pap. Så selvom jeg var glad for bogen bag tv-serien ‘Lovecraft Country’, så orker jeg ikke at se endnu en serie om racisme i USA. 

Jeg mangler nok bare at opdage den helt uomgængelige højkvalitetsserie, der er elementært spændende, har en historie at fortælle og rummer karakterer, der kan tø selv et tundrahjerte som mit op. I ved nok, en ‘The Wire’ eller ‘The Sopranos’. Intet kan få en voksen mand som mig til at flæbe, som når Stringer Bell dør. Det er den slags, jeg har brug for. Indtil da flyder tv-serierne blot forbi for mit vedkommende. 

Supernatural

Jeg tror vi har fundet en god modus operandi, ‘Supernatural’ og jeg.

Vi er muligvis som et træt og slidt gammelt ægtepar, der er mest af alt stadig er sammen, fordi vi ikke rigtig ved hvad vi ellers skulle gøre af os selv. Men nu har jeg haft en tiltrængt fem år lang pause fra serien, hvilket har givet mig ny energi i samlivet. Jeg kan nu se serien præcis som jeg vil, helt uden dårlig samvittighed. Det er en fornøjelse at kunne nyde de gode ‘monster-of-the-week’-historier (og når ‘Supernatural’ er godt, så er det virkelig underholdende), og trygt skippe de allermest tåbelige afsnit. Så nu slipper jeg for at ærgre mig over, at en given sæsons store plot begynder at kede mig – hvilket ville gå ud over min samlede entusiasme.

For guderne skal vide at vi har været meget igennem sammen. Første gang jeg nævnte serien her på bloggen var i 2010. Allerede i 2012 begyndte jeg at klage over dens dalende spændingsniveau. Helt galt blev det i 2015, hvor jeg reelt gav op.

Men med mit nye Amazon Prime abonnement har jeg fået fem sæsoner af ‘Supernatural’ at forlyste mig med, og det er skønt. Hun ser sgu dejlig ud igen, den gamle krage. Jeg har savnet Sam og Dean Winchester. Og hvor er det forfriskende at være forelsket igen!

Dune

Selvom ‘Dune’ stadig er en af de bøger jeg ikke tør genlæse af frygt for at blive skuffet, så må jeg sige at den kommende film ser lovende ud. Men … de kunne nu godt have brugt en flig af marketingbudgettet til at få designet et originalt logo. Bevares, det giver mening at Arrakis indgår i logoet, men det er som om at en anden paranormal franchise allerede har benyttet sig planettemaet:

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har ikke tænkt på ‘Heroes’ i mindst syv år, men nu fik jeg så et vemodigt flashback. For det er en af de mest vanrøgtede tv-serier, jeg nogensinde har set. Første sæson var helt forrygende; anden sæson svagere, men stadig af høj klasse. Siden skete der noget. Hvad ved jeg ikke, men det var en katastrofe. Sæson 3 er således noget af det dårligste tv jeg nogensinde har set, og tingene blev ikke bedre før de aflivede serien præmaturt.

Måske man skulle gense første sæson en skønne dag. Den var næsten på niveau med ‘Lost’, som jeg husker den.

Læste et par fortrinlig blogindlæg om ‘The Sopranos’ (her og her), som gav mig lyst til at gense serien. Det er trods alt mindst 10 år siden jeg så den første gang, og den er på min personlige Mount Rushmore over hæderkronede popkulturelle fænomener. Paradoksalt nok mindes jeg mere de emotionelle scener – A.J.’s selvmordsforsøg, Tonys hallucinationer i sin koma – end de arketypiske mafiascener. Det er vist tid til et gensyn.  

Battlestar Galactica

Jeg er nervøs for om tv-serien ‘Battlestar Galactica’ er et af de popkulturelle artefakter, som jeg A) elskede intenst i en periode i mit liv, B) i mit hoved har defineret som eviggyldigt fantastisk og som C) er bedst tjent med ikke at blive genbesøgt (da jeg er bange for at opdage at den ikke er så magisk, som jeg har defineret den som)1.

Når det så er sagt, så blev jeg mere end almindeligt kåd da jeg læste at der er en ny udgave af serien på vej. Den skal laves af skaberen af ‘Mr- Robot’, Sam Esmail, hvilket efter sigende skulle borge for kvaliteten2. Jeg har længe savnet en science fiction tv-serie at blive opslugt af, så udsigten til et nyt besøg til ‘Battlestar Galactica’ universet er meget fristende. Lad os nu se om det bliver til noget.

  1. Den kommer dermed i godt selskab med ‘Dune’-bøgerne, ‘Friday Night Lights’, ‘Casper og mandrilaftalen’ og en del andre mesterværker, jeg har elsket gennem tiden ↩
  2. Jeg har aldrig selv set ‘Mr. Robot’, men anmeldelserne er nærmest uniformt positive. Og på det mere overordnede plan bør jeg vel prise mig lykkelig for at det ikke er J. J. Abrams, der kaster sig ud i at ødelægge endnu en af mine nostalgiske besættelser. ↩