TV-stagnation

Læste et glimrende indlæg om tv-serier. Herefter gik op for mig, at jeg ikke har skrevet et tilnærmelsesvist positivt indlæg om nye tv-serier siden jeg (efter et par lange tilløb) blev fanget af ‘Dark’ i midten af 2019. Tilsvarende var ‘Min nabo Totoro’ den eneste film, jeg så og reelt kunne lide i år. 

Jeg kan ikke engang give COVID-19 skylden for derouten. For det er længe siden at film og tv-serier ophørte med at være betydningsfulde popkulturelle produkter for mig.

Bevares, mine børn ser en syndflod af dem. Men jeg kan ikke for alvor selv mønstre energien eller entusiasmen til at gå igang med en voksen tv-serie, når først arvingerne sover. Så er det nemmere at lave et eller arbejde, gruble bekymret over fremtiden, spilde tiden med nyhedslæsning, eller måske (hvis jeg er dygtig) få læst i en bog eller skrevet henførte blogindlæg.

I gamle dage (især i det sagnomspundne fantasiland, der kaldes ‘Livet før børn’) så Den Bedre Halvdel og jeg mange serier sammen. Det gør vi ikke rigtig længere, af en eller anden grund. Det sociale aspekt er forsvundet en anelse. Hun kan dog stadig blive fængslet af en serie – jeg kigger olmt på dig ‘Outlander’ – men de fleste løber ud i sandet for mig.

I sommer så jeg f.eks. en række afsnit af ‘Brave New World’, der havde et interessant koncept, men siden blev for fjollet. Sådan går det ofte for mig. De fleste science fiction serier er maksimalt gode i to sæsoner, hvis de da får så længe. Og med mindre eksekveringen er virkelig god i en dramaserie, så gider jeg ikke rigtig give den chancen. Andre gange bliver jeg træt fra begyndelsen, hvis pointerne bliver skåret for meget ud i pap. Så selvom jeg var glad for bogen bag tv-serien ‘Lovecraft Country’, så orker jeg ikke at se endnu en serie om racisme i USA. 

Jeg mangler nok bare at opdage den helt uomgængelige højkvalitetsserie, der er elementært spændende, har en historie at fortælle og rummer karakterer, der kan tø selv et tundrahjerte som mit op. I ved nok, en ‘The Wire’ eller ‘The Sopranos’. Intet kan få en voksen mand som mig til at flæbe, som når Stringer Bell dør. Det er den slags, jeg har brug for. Indtil da flyder tv-serierne blot forbi for mit vedkommende. 

Supernatural

Jeg tror vi har fundet en god modus operandi, ‘Supernatural’ og jeg.

Vi er muligvis som et træt og slidt gammelt ægtepar, der er mest af alt stadig er sammen, fordi vi ikke rigtig ved hvad vi ellers skulle gøre af os selv. Men nu har jeg haft en tiltrængt fem år lang pause fra serien, hvilket har givet mig ny energi i samlivet. Jeg kan nu se serien præcis som jeg vil, helt uden dårlig samvittighed. Det er en fornøjelse at kunne nyde de gode ‘monster-of-the-week’-historier (og når ‘Supernatural’ er godt, så er det virkelig underholdende), og trygt skippe de allermest tåbelige afsnit. Så nu slipper jeg for at ærgre mig over, at en given sæsons store plot begynder at kede mig – hvilket ville gå ud over min samlede entusiasme.

For guderne skal vide at vi har været meget igennem sammen. Første gang jeg nævnte serien her på bloggen var i 2010. Allerede i 2012 begyndte jeg at klage over dens dalende spændingsniveau. Helt galt blev det i 2015, hvor jeg reelt gav op.

Men med mit nye Amazon Prime abonnement har jeg fået fem sæsoner af ‘Supernatural’ at forlyste mig med, og det er skønt. Hun ser sgu dejlig ud igen, den gamle krage. Jeg har savnet Sam og Dean Winchester. Og hvor er det forfriskende at være forelsket igen!

Dune

Selvom ‘Dune’ stadig er en af de bøger jeg ikke tør genlæse af frygt for at blive skuffet, så må jeg sige at den kommende film ser lovende ud. Men … de kunne nu godt have brugt en flig af marketingbudgettet til at få designet et originalt logo. Bevares, det giver mening at Arrakis indgår i logoet, men det er som om at en anden paranormal franchise allerede har benyttet sig planettemaet:

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har ikke tænkt på ‘Heroes’ i mindst syv år, men nu fik jeg så et vemodigt flashback. For det er en af de mest vanrøgtede tv-serier, jeg nogensinde har set. Første sæson var helt forrygende; anden sæson svagere, men stadig af høj klasse. Siden skete der noget. Hvad ved jeg ikke, men det var en katastrofe. Sæson 3 er således noget af det dårligste tv jeg nogensinde har set, og tingene blev ikke bedre før de aflivede serien præmaturt.

Måske man skulle gense første sæson en skønne dag. Den var næsten på niveau med ‘Lost’, som jeg husker den.

Læste et par fortrinlig blogindlæg om ‘The Sopranos’ (her og her), som gav mig lyst til at gense serien. Det er trods alt mindst 10 år siden jeg så den første gang, og den er på min personlige Mount Rushmore over hæderkronede popkulturelle fænomener. Paradoksalt nok mindes jeg mere de emotionelle scener – A.J.’s selvmordsforsøg, Tonys hallucinationer i sin koma – end de arketypiske mafiascener. Det er vist tid til et gensyn.  

Battlestar Galactica

Jeg er nervøs for om tv-serien ‘Battlestar Galactica’ er et af de popkulturelle artefakter, som jeg A) elskede intenst i en periode i mit liv, B) i mit hoved har defineret som eviggyldigt fantastisk og som C) er bedst tjent med ikke at blive genbesøgt (da jeg er bange for at opdage at den ikke er så magisk, som jeg har defineret den som)1.

Når det så er sagt, så blev jeg mere end almindeligt kåd da jeg læste at der er en ny udgave af serien på vej. Den skal laves af skaberen af ‘Mr- Robot’, Sam Esmail, hvilket efter sigende skulle borge for kvaliteten2. Jeg har længe savnet en science fiction tv-serie at blive opslugt af, så udsigten til et nyt besøg til ‘Battlestar Galactica’ universet er meget fristende. Lad os nu se om det bliver til noget.

  1. Den kommer dermed i godt selskab med ‘Dune’-bøgerne, ‘Friday Night Lights’, ‘Casper og mandrilaftalen’ og en del andre mesterværker, jeg har elsket gennem tiden
  2. Jeg har aldrig selv set ‘Mr. Robot’, men anmeldelserne er nærmest uniformt positive. Og på det mere overordnede plan bør jeg vel prise mig lykkelig for at det ikke er J. J. Abrams, der kaster sig ud i at ødelægge endnu en af mine nostalgiske besættelser.

Dark

Har efter et par måneders pause endelig fået set første sæson af ‘Dark’ færdig.

Oprindeligt gik jeg i stå i seriens bevidst anæmiske farvetoner, den knapt så livsglade historie og manuskriptforfatternes lidt for entusiastiske tilgang til at slå børn ihjel1. Men jeg må sige at jeg er hooked nu.

Det er ikke hver dag at jeg ser tysksproget science fiction, og jeg kan ved eftertanke godt lide seriens kompromisløse stil. Der er konsekvenser for seriens hovedpersoner. Hvis man rejser fra 2019 tilbage til 1953, næsten slår en dreng ihjel og så bliver indespærret de næste 33 år, så er man en gammel stodder i 1986, når man møder ens søn fra 2019 (sic), der også er rejst tilbage i tiden.

Forvirrende? Sådan er ‘Dark’. Vi er nu oppe på fem sideløbende og gensidigt påvirkende tidssekvenser (1921, 1953, 1986, 2019 og 2052) hvor de samme personer optræder i forskellige aldre – og til tider interagerer med deres yngre/ældre jeg. Af og til dør en karakter tilmed, for blot stadig at eksistere i en alternativ tidslinjemen. Altsammen ganske langt ude, men selvsagt guf hvis man som jeg er ukritisk fan af fiktion med tidsrejser og alternative universer.

‘Dark’ blev ved debuten i 2017 sammenlignet med ‘Stranger Things’ (mindre by, science fiction etc.), men det er helt forfejlet. ‘Dark’ eksisterer i kraft af sig selv, ikke som et kærligt tilbageblik på en opdigtet periode. Serien kan varmt anbefales, især hvis man har en forkærlighed for dystopisk fiktion.

  1. Indrømmet: Efter at jeg selv fik børn, så kan jeg ikke følelsesmæssigt håndtere fiktion hvor børn dør.

Ok, første afsnit i sæson 3 trådte måske lidt rigeligt vande. Men det ændrer ikke på at det er fuldstændig mageløst at ‘Stranger Things’ endelig er tilbage. Det bliver en god sommer!

Designated Survivor

Det kan lyde skørt, men jeg mener af et ærligt hjerte at der gemmer sig en habil tv-serie et eller andet sted inde i ‘Designated Survivor’. Måske det er derfor at den sammen med ‘Blacklist’ er husstandens foretrukne trash-tv.

Så hvorfor ‘Designated Survivor’? Serien har interessante karakterer (eller mere præcist: Den rummer karakterer der med dygtigere manuskriptforfattere potentielt kunne gøres interessante), et appetitligt grundpræmis (der dog begrædeligt nok er blevet pivot’et væk fra adskillige gange henover de tre sæsoner) og der er noget iboende tillokkende ved tanken om et veludført mix af ‘West Wing’ og ‘Scandal’.

Men jeg tror nu alligevel at sæson 3 bliver endestationen for os.

For ’Designated Survivor’ er med tiden blevet mere og mere forvirret – og på det seneste også decideret fjollet. Serien aner ikke om den vil være en konspirationsthriller, et politiske drama, en soap opera eller noget helt syttende. Historien bevæger sig fra det elegant spændende til noget af det mest gumpetungt melodramatiske. Og hvis man slår op i ordbogen under ‘svingende kvalitet’, så er der et billede af Kiefer Sutherland i rollen som præsident Kirkman.

‘Designated Survivor’ har været op og ned konstant i de første to sæsoner. Vi er blevet beriget af løse plotender, karakterer der pludselig fundamentalt ændrer adfærd på kort tid og et billede af den politiske proces, hvor en YouTube video er alt hvad der skal til for at få politik gennemført. Altsammen noget jeg har kunne leve med, når formålet er at koble af efter en lang arbejdsdag og trælse unger. Jeg tager trods alt ikke skade af at krumme tæer af og til.

Men i de 10 afsnit af tredje sæson blev tæernes krummeevne overbelastet mindst tre gange oftere end jeg brummede tilfredst. Den ratio kan jeg ikke leve med i længden, så jeg stempler ud nu. ‘Stranger Things’ venter på mig.