TV-serier

Jeg er … ambivalent begejstret over traileren til ‘Foundation’. Asimovs bøger var noget af det første science fiction jeg læste, og de har stadig en ganske særlig plads i mit hjerte. Så når de nu bliver omformet til en tv-serie, så kan det blive både ustyrligt fantastisk og afgrundsdybt gyseligt. Det her er en af de popkulturelle begivenheder, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber ikke skuffer.

Dune

Selvom ‘Dune’ stadig er en af de bøger jeg ikke tør genlæse af frygt for at blive skuffet, så må jeg sige at den kommende film ser lovende ud. Men … de kunne nu godt have brugt en flig af marketingbudgettet til at få designet et originalt logo. Bevares, det giver mening at Arrakis indgår i logoet, men det er som om at en anden paranormal franchise allerede har benyttet sig planettemaet:

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har ikke tænkt på ‘Heroes’ i mindst syv år, men nu fik jeg så et vemodigt flashback. For det er en af de mest vanrøgtede tv-serier, jeg nogensinde har set. Første sæson var helt forrygende; anden sæson svagere, men stadig af høj klasse. Siden skete der noget. Hvad ved jeg ikke, men det var en katastrofe. Sæson 3 er således noget af det dårligste tv jeg nogensinde har set, og tingene blev ikke bedre før de aflivede serien præmaturt.

Måske man skulle gense første sæson en skønne dag. Den var næsten på niveau med ‘Lost’, som jeg husker den.

Læste et par fortrinlig blogindlæg om ‘The Sopranos’ (her og her), som gav mig lyst til at gense serien. Det er trods alt mindst 10 år siden jeg så den første gang, og den er på min personlige Mount Rushmore over hæderkronede popkulturelle fænomener. Paradoksalt nok mindes jeg mere de emotionelle scener – A.J.’s selvmordsforsøg, Tonys hallucinationer i sin koma – end de arketypiske mafiascener. Det er vist tid til et gensyn.  

Battlestar Galactica

Jeg er nervøs for om tv-serien ‘Battlestar Galactica’ er et af de popkulturelle artefakter, som jeg A) elskede intenst i en periode i mit liv, B) i mit hoved har defineret som eviggyldigt fantastisk og som C) er bedst tjent med ikke at blive genbesøgt (da jeg er bange for at opdage at den ikke er så magisk, som jeg har defineret den som)1.

Når det så er sagt, så blev jeg mere end almindeligt kåd da jeg læste at der er en ny udgave af serien på vej. Den skal laves af skaberen af ‘Mr- Robot’, Sam Esmail, hvilket efter sigende skulle borge for kvaliteten2. Jeg har længe savnet en science fiction tv-serie at blive opslugt af, så udsigten til et nyt besøg til ‘Battlestar Galactica’ universet er meget fristende. Lad os nu se om det bliver til noget.

  1. Den kommer dermed i godt selskab med ‘Dune’-bøgerne, ‘Friday Night Lights’, ‘Casper og mandrilaftalen’ og en del andre mesterværker, jeg har elsket gennem tiden ↩
  2. Jeg har aldrig selv set ‘Mr. Robot’, men anmeldelserne er nærmest uniformt positive. Og på det mere overordnede plan bør jeg vel prise mig lykkelig for at det ikke er J. J. Abrams, der kaster sig ud i at ødelægge endnu en af mine nostalgiske besættelser. ↩

Dark

Har efter et par måneders pause endelig fået set første sæson af ‘Dark’ færdig.

Oprindeligt gik jeg i stå i seriens bevidst anæmiske farvetoner, den knapt så livsglade historie og manuskriptforfatternes lidt for entusiastiske tilgang til at slå børn ihjel1. Men jeg må sige at jeg er hooked nu.

Det er ikke hver dag at jeg ser tysksproget science fiction, og jeg kan ved eftertanke godt lide seriens kompromisløse stil. Der er konsekvenser for seriens hovedpersoner. Hvis man rejser fra 2019 tilbage til 1953, næsten slår en dreng ihjel og så bliver indespærret de næste 33 år, så er man en gammel stodder i 1986, når man møder ens søn fra 2019 (sic), der også er rejst tilbage i tiden.

Forvirrende? Sådan er ‘Dark’. Vi er nu oppe på fem sideløbende og gensidigt påvirkende tidssekvenser (1921, 1953, 1986, 2019 og 2052) hvor de samme personer optræder i forskellige aldre – og til tider interagerer med deres yngre/ældre jeg. Af og til dør en karakter tilmed, for blot stadig at eksistere i en alternativ tidslinjemen. Altsammen ganske langt ude, men selvsagt guf hvis man som jeg er ukritisk fan af fiktion med tidsrejser og alternative universer.

‘Dark’ blev ved debuten i 2017 sammenlignet med ‘Stranger Things’ (mindre by, science fiction etc.), men det er helt forfejlet. ‘Dark’ eksisterer i kraft af sig selv, ikke som et kærligt tilbageblik på en opdigtet periode. Serien kan varmt anbefales, især hvis man har en forkærlighed for dystopisk fiktion.

  1. Indrømmet: Efter at jeg selv fik børn, så kan jeg ikke følelsesmæssigt håndtere fiktion hvor børn dør. ↩

Ok, første afsnit i sæson 3 trådte måske lidt rigeligt vande. Men det ændrer ikke på at det er fuldstændig mageløst at ‘Stranger Things’ endelig er tilbage. Det bliver en god sommer!

Designated Survivor

Det kan lyde skørt, men jeg mener af et ærligt hjerte at der gemmer sig en habil tv-serie et eller andet sted inde i ‘Designated Survivor’. Måske det er derfor at den sammen med ‘Blacklist’ er husstandens foretrukne trash-tv.

Så hvorfor ‘Designated Survivor’? Serien har interessante karakterer (eller mere præcist: Den rummer karakterer der med dygtigere manuskriptforfattere potentielt kunne gøres interessante), et appetitligt grundpræmis (der dog begrædeligt nok er blevet pivot’et væk fra adskillige gange henover de tre sæsoner) og der er noget iboende tillokkende ved tanken om et veludført mix af ‘West Wing’ og ‘Scandal’.

Men jeg tror nu alligevel at sæson 3 bliver endestationen for os.

For ’Designated Survivor’ er med tiden blevet mere og mere forvirret – og på det seneste også decideret fjollet. Serien aner ikke om den vil være en konspirationsthriller, et politiske drama, en soap opera eller noget helt syttende. Historien bevæger sig fra det elegant spændende til noget af det mest gumpetungt melodramatiske. Og hvis man slår op i ordbogen under ‘svingende kvalitet’, så er der et billede af Kiefer Sutherland i rollen som præsident Kirkman.

‘Designated Survivor’ har været op og ned konstant i de første to sæsoner. Vi er blevet beriget af løse plotender, karakterer der pludselig fundamentalt ændrer adfærd på kort tid og et billede af den politiske proces, hvor en YouTube video er alt hvad der skal til for at få politik gennemført. Altsammen noget jeg har kunne leve med, når formålet er at koble af efter en lang arbejdsdag og trælse unger. Jeg tager trods alt ikke skade af at krumme tæer af og til.

Men i de 10 afsnit af tredje sæson blev tæernes krummeevne overbelastet mindst tre gange oftere end jeg brummede tilfredst. Den ratio kan jeg ikke leve med i længden, så jeg stempler ud nu. ‘Stranger Things’ venter på mig.

True Detective

Jeg var usikker på hvad jeg skulle forvente af den nye sæson af ‘True Detective’.

Blev jo blæst væk af første sæson i 2014, ikke mindst af den (faux)okkulte historie og den 6 minutter lange single take actionscene i afsnit 4. Det er en episk sekvens, jeg gerne namedropper, når folk spørger om mine yndlings tv-serier. Men som de fleste andre stod jeg lynhurtigt af sæson 2, der var så ustyrligt kedelig og formålsløs, at den må betegnes som en decideret fejltagelse. Faktisk var den så ringe, at jeg lykkeligt glemte alt om ‘True Detective’ indtil HBO rullede deres PR-kampagne ud for nogle måneder siden.

Så hvordan skulle jeg egentlig kalibrere mine forventninger denne gang?

Med berettiget skepsis, skulle det vise sig. Det tog en del uger før jeg og Den Bedre Halvdel sådan for alvor fik sat os ned og gå i gang med den nye sæson. Hvilket nok var meget heldigt, da det betød at vi ikke skulle vente på nye afsnit. For jeg vil sige at hvis jeg skulle have ventet en her uge mellem første og andet afsnit, så tror jeg ikke vi var kommet videre i serien. Nu kunne vi øjeblikkeligt binge videre, hvilket rettede op på en truende situation.

For dels kredser historien om forsvundne, mishandlede og myrdede børn, hvilket er emner jeg lige siden arvingernes entre i mit liv ikke selv aktivt opsøger. Dels begyndte sæsonen ærligt talt lidt sløvt.

Jo, altså, Mahershala Ali er som altid fremragende i rollen som den plagede politimand Wayne Hays. Til trods for det gode skuepil, så druknede det centrale plot i for kedelige personskildringer og lidt for mange laaaaangsomme optagelser af Ali, der leder efter børnelig i skoven. 

Men vi mosede på, og da vi først kom et stykke ind i andet afsnit, så foldede serien sig ud. Nu skal vi igang med afsnit 6, og jeg er vitterligt spændt på i hvilken retning historien vil gå.  

Samlet set er vi et stykke fra de episke højder i sæson 1, men mindre kan også gøre det. Hvis jeg får en god grum slutning på historien, så er jeg mere end tilfreds. 

1983

Efter at have set den polske science fiction serie ‘1983’, de to første afsnit af tyske ‘Dark’ (og i øvrigt det meste af Berlin-baserede ‘Counterpart’), kan jeg konstatere at:

  • Livet i Centraleuropa er helt farveløst og gråtonet. Eller i bedste fald tusmørkeblåt. I hvert fald vurderet ud fra det filter, som instruktørerne konsekvent lægger over deres filmning.
  • Hvis centraleuropæere smiler, så er det som regel for at dække over et kommende forrædderi, en grundmelankoli eller blot personens eksistentielle rædsel.
  • Jeg stadig er til salg for en solid dystopisk alt-historisk tv-serie.

Jeg vil gerne anbefale ‘1983’, hvis 8 afsnit på Netflix er glimrende underholdning. Det alternative univers – en dystopi hvor Muren aldrig faldt og Polen er blevet en de facto politistat – og det centrale mysterium er ret fascinerende.

Mest af alt har min senere tids europæisk funderede tv-serie forbrug fået mig til at tænke over, om jeg burde se danske tv-serier. Jeg har bogstaveligt talt ikke set en eneste dansk tv-serie siden ‘Krøniken’ – og selv den fulgte jeg kun sporadisk. Måske jeg burde give dansk kultur en større chance?