TV-serier

True Detective

Jeg var usikker på hvad jeg skulle forvente af den nye sæson af ‘True Detective’.

Blev jo blæst væk af første sæson i 2014, ikke mindst af den (faux)okkulte historie og den 6 minutter lange single take actionscene i afsnit 4. Det er en episk sekvens, jeg gerne namedropper, når folk spørger om mine yndlings tv-serier. Men som de fleste andre stod jeg lynhurtigt af sæson 2, der var så ustyrligt kedelig og formålsløs, at den må betegnes som en decideret fejltagelse. Faktisk var den så ringe, at jeg lykkeligt glemte alt om ‘True Detective’ indtil HBO rullede deres PR-kampagne ud for nogle måneder siden.

Så hvordan skulle jeg egentlig kalibrere mine forventninger denne gang?

Med berettiget skepsis, skulle det vise sig. Det tog en del uger før jeg og Den Bedre Halvdel sådan for alvor fik sat os ned og gå i gang med den nye sæson. Hvilket nok var meget heldigt, da det betød at vi ikke skulle vente på nye afsnit. For jeg vil sige at hvis jeg skulle have ventet en her uge mellem første og andet afsnit, så tror jeg ikke vi var kommet videre i serien. Nu kunne vi øjeblikkeligt binge videre, hvilket rettede op på en truende situation.

For dels kredser historien om forsvundne, mishandlede og myrdede børn, hvilket er emner jeg lige siden arvingernes entre i mit liv ikke selv aktivt opsøger. Dels begyndte sæsonen ærligt talt lidt sløvt.

Jo, altså, Mahershala Ali er som altid fremragende i rollen som den plagede politimand Wayne Hays. Til trods for det gode skuepil, så druknede det centrale plot i for kedelige personskildringer og lidt for mange laaaaangsomme optagelser af Ali, der leder efter børnelig i skoven. 

Men vi mosede på, og da vi først kom et stykke ind i andet afsnit, så foldede serien sig ud. Nu skal vi igang med afsnit 6, og jeg er vitterligt spændt på i hvilken retning historien vil gå.  

Samlet set er vi et stykke fra de episke højder i sæson 1, men mindre kan også gøre det. Hvis jeg får en god grum slutning på historien, så er jeg mere end tilfreds. 

1983

Efter at have set den polske science fiction serie ‘1983’, de to første afsnit af tyske ‘Dark’ (og i øvrigt det meste af Berlin-baserede ‘Counterpart’), kan jeg konstatere at:

  • Livet i Centraleuropa er helt farveløst og gråtonet. Eller i bedste fald tusmørkeblåt. I hvert fald vurderet ud fra det filter, som instruktørerne konsekvent lægger over deres filmning.
  • Hvis centraleuropæere smiler, så er det som regel for at dække over et kommende forrædderi, en grundmelankoli eller blot personens eksistentielle rædsel.
  • Jeg stadig er til salg for en solid dystopisk alt-historisk tv-serie.

Jeg vil gerne anbefale ‘1983’, hvis 8 afsnit på Netflix er glimrende underholdning. Det alternative univers – en dystopi hvor Muren aldrig faldt og Polen er blevet en de facto politistat – og det centrale mysterium er ret fascinerende.

Mest af alt har min senere tids europæisk funderede tv-serie forbrug fået mig til at tænke over, om jeg burde se danske tv-serier. Jeg har bogstaveligt talt ikke set en eneste dansk tv-serie siden ‘Krøniken’ – og selv den fulgte jeg kun sporadisk. Måske jeg burde give dansk kultur en større chance?

Castle Rock

Det er noget nær en evighed siden at jeg blev så opslugt af en tv-serie, at det var et moralsk imperativ for mig at se alle afsnit her og nu.

Senest det skete var i form af ‘Counterpart’ og før da ‘Frequency’. Begge serier er karakteriseret af at være eskapistiske og omhandle tidsrejser, paralleluniverser og melankoli1. Denne gang er det dog horror og Stephen King, der har fået mig frem i stolen.

Som udgangspunkt kan jeg i bedste fald kaldes en Stephen King-freelancer.

Jeg læste ‘The Shining’ engang i gymnasietiden og den herligt grumme ‘The Stand’ for et par år siden. Filmatiseringer af Kings bøger har jeg holdt mig fra, ligesom jeg heller ikke kastet mig ud i de senere års tv-serieudgaver af ‘Under the Dome’ og ‘11.22.63’. Men jeg vil sige det sådan her: Hvis der findes en bedre tv-serie udgave af Stephen Kings univers end den aktuelle ‘Castle Rock’, så bliver jeg meget, meget overrasket.

Som den notorisk elendige anmelder jeg er, så orker jeg ikke at grifle om handlingen, skuespillerne eller karaktererne i ‘Castle Rock’. Det må I selv google jer til. Rundt om på internettet har serien dog fået divergerende anmeldelser. Flere fremhæver at man nok skal være fan af King i forvejen for at sætte rigtig pris på den og ikke mindst de mange metareferencer til Kings værker.

Det ved jeg nu ikke om er korrekt. Serien er spændende og hele tiden pirrende urovækkende/uhyggelig. Man kan fint se den uden at være meget belæst i Kings bøger. Serien kulminerer (indtil videre) i afsnit 7, som er noget af det bedste og uhyggelige tv jeg har set siden … ja, siden altid, tror jeg. Så selv hvis serien ikke får en længere levetid, så bør alene det afsnit blive husket. Vi taler om et afsnit i klasse med ‘The Constant’ fra ‘Lost’, så godt er det.

Med to stadig uudgivne afsnit tilbage af den første sæson, så er jeg effektivt hooked. Jeg kan faktisk næsten ikke vente til på torsdag, når næste afsnit frigives.

Så fængende er ‘Castle Rock’.

  1. En psykolog kunne givetvis tolke interessante ting ud af, at det lige netop er den slags emner der trigger mine besættelser. [↩]

Har fundet en ny guilty pleasure: TV-serien ‘Travelers’ på Netflix. Den er ikke stor kunst, snarere hvad Politikens kalder for en mellemmadsserie i form af en letfordøjelig speculative fiction thriller. Det er nogenlunde hvad jeg kan rumme for tiden. Alene tanken om at gå i gang med serier som ‘The Handmaid’s Tale’ eller gå igang igen med ‘The Americans’, fylder mig øjeblikkeligt med en dyb træthed og livslede. ‘Travelers’ er i samme liga som ‘Blacklist’, ‘Frequency’, ‘Fringe’ og ‘Counterpart’ (og for min bedre halvdels vedkommende: ‘Nashville’ og ‘Parenthood’). Eskapisme af anstændig kvalitet og underholdningsværdi. Anbefalet til pauserne mellem alt det finkulturelle, som I læsere utvivlsomt fortærer med større appetit end mig.

De glemte film

Det er efterhånden længe siden jeg selv overgav mig fuldstændig til streamingtjenesterne og satte den aldrende PlayStation 3 ned i kælderen sammen med mine dvd’er og BluRays.

Modsat musik – hvor jeg krampagtigt ønsker at holde fast i de fysiske manifestationer – har jeg ikke et affektionsforhold til tv-serier og film. Jeg behøver ikke eje dem, og bortset fra de tv-serier jeg fanatisk slugte i slut-00’erne (hej ‘Lost’!), har jeg aldrig selv købt særlig mange film, hverken fysisk eller digitalt.

Men noget i dette indlæg om Netflix’ amerikanske fysiske service ramte alligevel plet hos mig. Både når det handler om film, tv-serier og musik:

Even if the shuttering of Netflix’s DVD service won’t be exactly the same as a final nail in the coffin for disc media, it’ll still be meaningful. Netflix buys tons of physical media; once it stops doing that, the economics of movies on disc will only get worse.

The real shame will happen when movies stop coming out on DVDs and Blu-Rays altogether. That’s not because they were such a lovable way to package films (they have their pluses and minuses); it’s because with the loss of each media format, we also lose some titles forever. The list of movies that never made it from VHS to DVD is not insignificant.

Usually these “lost” titles are somewhat obscure, but even a major film like “Air Force One” can get lost in the shuffle. Even though that movie is available in a recently pressed Blu-Ray edition, it isn’t available to stream—not just from subscription services like Netflix and Hulu, but it’s not available to rent from iTunes or Amazon, either. It’s hard to say how many more titles we’ll lose when you can only watch movies online, but it’s something to think about as we so eagerly embrace that future.

Jeg deler bekymringen. Har selv tidligere skrevet om det frustrerende i, at indholdet i mit eget CD-katalog med kunstnere som Pet Shop Boys og Saint Etienne er langt dybere end det, jeg kan finde på Spotify eller i iTunes. Hvis det gælder for de to kunstnere, så må man gå ud fra at musikstreamerne aldrig vil få det fulde billede af musikernes værker.

I skrivende stund ved jeg ikke hvor jeg kan gense ‘Lost’ og ‘Friday Night Lights’, endsige finde de nyere sæsoner af ‘Supernatural’ – for de er ikke på nogen af streamingtjenesterne, der er tilgængelige i Danmark. Og hvad sker der egentlig med de film og serier, som i fremtiden ikke rigtig er nogen steder? Hverken fysisk eller tilgængelig via streaming? Bliver de ligesom sangen ‘Time is Right for Love’, Bobby Reeds vidunderlige Northern-soul klassiker, som hverken er tilgængelig via streaming, iTunes eller i fysisk form? Hvordan skal man så opdage eller huske de ting?

Det gør mig trist at tænke på, må jeg indrømme. Meget godt kan blive glemt, ligesom helt af sig selv.

Stranger Things

Jeg glæder mig meget til at arvingerne er puttet i aften. For så kan vi endelig komme igang med anden sæson af ‘Stranger Things’. Jeg var pjanket med den første sæson, og det er et godt stykke tid siden at jeg har glædet mig så meget til en ny sæson af en tv-serie. Pt. kan jeg ikke huske hvornår det sidst skete.

Forventningens glæde blev virkelig kickstartet med traileren til den nye sæson. Den er et smukt ægteskab mellem horroruniverset fra første sæson, ‘Ghostbusters’ og Michael Jacksons ‘Thriller’. Se den og bliv helt glad og varm indeni – den er perfekt.1

https://www.youtube.com/watch?v=vgS2L7WPIO4

Faktisk er jeg så eksalteret over den nye sæson, at jeg har hentet og spillet ‘Stranger Things’ rollespillet til iPad’en. Og ved I hvad? Det er som et Zelda-spil, det er gratis og det er ikke engang dårligt!

Jeg var til firmafest i går og er ganske tung i hovedet. Men det forhindrede mig ikke i at klukke mig fornøjet igennem hele det første dungeon, så glimrende er spillet. Er mit indtryk farvet af forventningens glæde? Uden tvivl. Men det glæder mig usigeligt, at der er plads til popkulturelt nørderi a la ‘Stranger Things’. Håber at I andre også ser med.

  1. I kan også se en anden trailer her. Den er dog beklageligt fri for Michael Jackson [↩]

Westworld

I dag fik jeg endelig strammet mig an og færdiggjort ‘Westworld’. Det har taget sin tid, må jeg tilstå. For jeg var med lige fra starten sidste efterår. Så to-tre afsnit hurtigt, lokkede sågar også Den Bedre Halvdel til at se det første. OK, den gjorde ikke meget for hende, men jeg kløede på. Det var jo science fiction, eskapisme og lommepsykologiske betragtninger om eksistens, bevidsthed og den slags.

Men så gik jeg i stå.

Serien blev … nuvel, unødvendigt blodig i midten af sæsonen. Ikke at grafisk vold nødvendigvis er problematisk. Det VAR indiskutabelt en selvstændig pointe i historien, at illustrere forråelsen og nihilismen i ‘forlystelsesparken’. Men det var alligevel nok til at jeg stoppede. Dét, og så at historien ikke rigtig bevægede sig nogle steder.

Men i går gik jeg så i gang igen. Og har kværnet 3,5 afsnit siden da. Serien sluttede også blodigt, men til gengæld oppede plottet sig gevaldigt hen imod slutningen. Jeg er oprigtigt spændt på, hvordan de vil bringe fortællingen. De indsatte styrer nu så at sige sindssygeanstalten, og det bliver næppe fredeligt. Hvordan de vil udvikle mytologien, kan jeg dog ikke helt gennemskue. Vi må se i 2018.

Generelt er vi stagneret voldsomt på tv-serie fronten herhjemme. Selvfølgelig grundet manglende tid og livet som småbørnsforældre, men også fordi det efterhånden er et begrænset antal serier, som jeg bare MÅ se. Antallet indsnævres yderligere, hvis vi tæller de serier, som kan ses på den måde jeg foretrækker: Sammen med Den Bedre Halvdel. For nylig har vi ses ‘Stranger Things’ og ‘The Americans’ sammen, ligesom vi sprøjter os i blodbanerne med dårlige stoffer i form af ‘Blacklist’ og ‘Designated Survivor’. Alene ser jeg ‘The Expanse’, som er en fin udgave af bogserien, synes jeg.

Nu må vi så se om jeg også kan få gjort kål på min evindelige dårlige tv-serie samvittighed: ‘The Leftovers’. Jeg var meget betaget af første sæson, men den anden er jeg imploderet fuldstændig i. Vi taler vel efterhånden om 2-3 gange, hvor jeg har forsøgt at komme igang igen med den. Jeg er helt uforstående overfor, at resten af verden mener sæson 2 er bedre end den første. Hvad er det, jeg ikke har opdaget endnu?

Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

Frekvensen

Jeg er alene hjemme denne weekend. Den Bedre Halvdel og de to små rockere er på familiebesøg i Stockholm. Der med andre ord ro og fred i Roskilde.

Ville ønske jeg kunne sige, at jeg har brugt tiden fornuftigt og produktivt. Bevares, jeg har da fået løbet en enkelt tur, har barberet mit eremitskæg af og har gjort badeværelserne rene. Og jeg får grublet en masse over tilværelsen. Det helt store heureka!-øjeblik er dog indtil videre udeblevet, ligesom jeg stadig heller ikke har sat det sidste punktum i den store samtidsroman. Måske det kommer en skønne dag?

Mest af alt har jeg kværnet science fiction/krimiserien ‘Frequency’. 13 afsnit fortæret på fire dage synes jeg er hæderligt.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en tv-serie, der kommer til at forandre verdenshistorien. Dels fik den kun én sæson, dels er den mest af alt blot gedigen god underholdning.

Serien rummer imidlertid alle de elementer, jeg holder af: Tidsparadokser, butterfly-effekten, en mut, stærk og skøn heltinde, en ravende vanvittig seriemorder og kernesunde familieværdier. Kunne historien have båret mere end en enkelt sæson? Måske. Men så skulle de virkelig have presset citronen/seriens grundpræmis kraftigt. Nu hvor jeg har set alle afsnit og der er blevet bundet en sløjfe på historien, er jeg egentlig tilfreds. Noget jeg bestemt ikke var, da de aflyste serier som ‘Awake’, ‘Revolution’ og ‘FlashForward’ efter for få sæsoner. Men ‘Frequency’ har givet mig closure. Hvad kan man så mere bede om?

Se den en regnvejrsweekend, hvor du mangler lidt spekulativ fiktion iklædt en knivspids krimi. Du kommer ikke til at fortryde det.

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog i serien; ‘Leviathan Wakes’.

The Expanse

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.