Homerun

Jeg elsker mit Apple TV, og ikke kun fordi det er hovedkanylen, når der skal junkes massive mængder tv-serier på Netflix.

Nej, jeg dyrker ligeså meget det faktum, at jeg hver evig eneste dag har en solbeskinnet mulighed for at se recaps fra nattens kampe i NBA og NHL (i vinterhalvåret) og MLB (om sommeren). Det er aldeles fremragende, herligt og stærkt kulturberigende.

Det har således udviklet sig til at være en hel lille rutine for mig lige at se hvordan Pirates, Rockies, Orioles og Texans håndterer deres baseballsæsoner. Desværre er de alle nu slået ud af slutspillet, men det betyder ikke, at der ikke er flere gode oplevelser tilbage. Tag nu blot den episke kamp mellem Boston Red Sox og Detroit Tigers fra søndag nat.

Ser I hvordan A) Ortiz hamrer den væk og B) hvordan Hunter bogstaveligt talt vælter henover banden? Seriøst, tag lige to minutter af jeres liv og se det klip. Det er virkelig, virkelig episk.

Der er også noget tankevækkende ved klippet. Byen Detroit gik konkurs tidligere i år, men de har alligevel fire kæmpe sportshold – Tigers, Pistons, Lions og Red Wings – med nogle af de største budgetter i amerikansk sport. Hvordan kan det lade sig gøre? New York Times giver et bud på svaret.

Om hvepse og pelikaner

For ikke så forfærdelig længe siden berettede jeg om min gamle kærlighed for basketholdet Charlotte Hornets, der siden flyttede til Louisiana og blev til New Orleans Hornets. Men ak, intet er længere helligt og alt godt kommer til en ende. ‘Hornets’-franchisen står over for en navneforandring:

The New Orleans Hornets are expected to change their nickname to the Pelicans as early as the 2013-14 season, numerous sources told Yahoo! Sports. The Hornets planned to change their nickname since Tom Benson, owner of the New Orleans Saints, purchased the team on April 14. Benson also owns the rights to the nickname Pelicans.

The Hornets also considered the nicknames Krewe (groups of costumed paraders in the annual Mardi Gras carnival in New Orleans) and Brass.

Louisiana is the Pelican State. The brown pelican is the state bird and appears on the state flag and seal, and official state painting. Moreover, the Pelicans played minor league baseball in New Orleans in all but nine seasons from 1887-1959 and in 1977.

Gayle Benson, Benson’s wife, told Fox Sports New Orleans recently her preference for new team colors was navy blue, red and gold. The Hornets came to New Orleans in 2002 from Charlotte. New Orleans has also had an NBA team called the Jazz, which moved to Salt Lake City in 1979.

Nuvel, jeg kan sådan set godt købe de lokalhistoriske og kulturelle argumenter for navneskiftet. Man kan så selvsagt diskutere hvor godt et navn ‘New Orleans Pelicans’ er. Jeg må indrømme, at det gør mig lidt lun i trussen. Det fungerer hos mig. Særlig efter at have læst det episke forsvar i artiklen “Fuck You, Pelicans Are Awesome: A Defense Of The NBA’s Best New Team Name”. Det viser sig nemlig, at pelikanen er et ganske frygtindgydende dyr:

So it looks like the New Orleans Hornets are going to change their name to become the Pelicans. You look around, and there are a bunch of smartasses making fun of this new name. Oh, a pelican, that’s intimidating, they sneer. Well, here’s what’s up. These people don’t know anything about good team names, and they sure as shit don’t know anything about pelicans.

You’re probably picturing a big, clumsy poof of a bird stumbling around in the shallows, picking at weeds. Wrong. The pelican is fearsome. Take a raven, for example: it’s omnivorous. It eats bugs, and seeds, and fruit, and carrion. Compared to the well-rounded citizen that is the raven, the pelican is the serial killer of birds. Not only is it a carnivore—it is a hypercarnivore. (That’s a scientific term; look it up.) The pelican eats meat, and only meat. The pelican doesn’t eat anything that didn’t used to be alive. What’s more—unlike an eagle or a falcon—the pelican almost never scavenges someone else’s kill. It craves warm flesh, so it gets the job done itself.

The pelican will eat as much as four pounds of fish per day, nearly half its body weight. Its bloodlust is insatiable. It wants to kill you and everyone you’ve ever cared about. Don’t believe me? Here’s a pelican eating baby ducklings. And because that’s not cruel enough, it makes their mother watch.

And here’s a pelican eating a pigeon whole, in front of traumatized children.

ADVARSEL! DET ER TO STÆRKE OG POTENTIELT EMOTIONELT FORKRØBLENDE FILM! Jøsses, det er en grusom og drabelig fugl! Jeg får svedige håndflader og kuldegysninger alene ved tanken om ovenstående film. Og hvis det ikke er nok, så er pelikaner tilmed selvopofrende og holdspillere:

But the pelican isn’t just a mindless see-it-and-eat-it hunter, oh no. They work together. A bunch of pelicans will practice “cooperative fishing,” herding fish into a central area so they can take turns dive-bombing the prey. Hear that, rest of the NBA? Pelicans work as a team.

They’re so noble, they’re pretty much deities. During times of famine, it was said, the mother pelican would draw her own blood to feed her young, and the early church quickly adopted the pelican as a symbol for the Christ. Do you see anyone worshipping a seahawk? You do not.

We’ve already established that a pelican’s offense is unmatched. But they’re selfless defenders as well. Here’s a New York Times story from 1910, about a “marauding weasel” that found its way into the pigeon coop at the Central Park Zoo. Did the zoo’s pelicans, Hidalgo Pete, Signor Gomez, and Sanchez Hoolihoo, run away? Did they stare helplessly as the weasel trespassed on their property and helped itself to a meal? They did not. They chased the weasel away from the pigeons, and cornering it against a mesh fence, beat it to death. “Even after the animal was dead the two pelicans…kept jabbing their bills at it.”

Hidalgo Pete suffered a broken wing in the melee, but that’s just what pelicans do. They give up their own bodies to protect their court. There’s no way New Orleans will lose a home game.

Når nu vi har fået etableret, at pelikanen er en dræber og en bad-ass på niveau med de allerværste, er det på tide at få aflivet misforståelsen om at navnet ikke er stærkt nok. Skribenten ovenfor har følgende fornuftige pointe:

Most of the criticism of the New Orleans Pelicans name is that it’s not fearsome enough. We’ve established how bullshit that is, but you get the sense these bellyachers would have been happy with a more traditional predatory animal. Well, that’s how pro sports team got into the mess they’re in today.

The truly classic names aren’t aggressive—Yankees, Packers, Browns, Maple Leafs—and yet they’d never get past the first public Facebook vote today. Not edgy enough. For the last couple decades, franchises have just been picking whatever deadly local animal springs to mind. And so we’ve ended up with “cool-sounding” names like the Timberwolves, Grizzlies, Diamondbacks, and Devil Rays, which sound like they ought to be Arena Football teams. Barring that, the default has been the predatory cat, and just in the last 20 years, we have the Jaguars, Bobcats, two different Panthers, and the oh-so-imaginative Predators, whose logo is a saber-toothed tiger.

The Pelicans are here to assure you that your mascot can have a killer instinct and local significance without appealing to a fourth-grader’s sensibilities.

Jeg er helt enig. At døbe sit lokale hold efter et eller andet fjollet kattedyr, er på niveau med de to nordjyske ishockeyhold Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks. Hold nu op! Vi bor ikke i Caribien, vel? Der er med megen stor sandsynlighed aldrig nogen aalborgensere, der har været ude på de syv have og kapre spanske guldtransporter fra kolonierne i Sydamerika. Og hvad har en eller anden lasket fugl i øvrigt med ishockey at gøre? Ja, jeg spørger bare.

Samlet set lyder New Orleans Pelicans slet ikke tosset. Jeg tror sådan set heller ikke, at mine favoritter fra Pittsburgh Penguins ville have fået godkendt det navn, hvis de overlod det til pøbelvældet på Facebook at bestemme. Ej heller højtelskede hold som Baltimore Orioles, der er opkaldt efter en farverig lille fugl. Sidst, men ikke mindst, så åbner det op for at der igen kan blive et Charlotte Hornets:

Some fans of the Charlotte Bobcats are hoping to get their old Hornets nickname back. The Hornets began playing in Charlotte in 1988. Bobcats owner Michael Jordan told The Charlotte Observer he would consider changing it back to Hornets if the name was available.

Hvad kan man ønske sig mere her i livet?

Fast break

Forleden læste jeg under en af de uendelige busture til og fra arbejde en fremragende artikel om basketholdet Oklahoma City Thunder og deres superstjerne Kevin Durant. Den er anbefalelsesværdig, selv hvis man ikke er stærkt optaget af basket. Og Thunder er et sympatisk hold.

Jeg har været interesseret i basket lige siden jeg fik en af Charlotte Hornets smukke kemisk affald-farvede t-shirts under en sommerferie i Italien i de tidligere 1990’ere. Der var således en del år, hvor jeg hver morgen klikkede ind på text-tv’et (ja, det var før internettet, kids!) på den nu hedengangne tyske sportskanal DSF for at blive opdateret på nattens resultater i basket (NBA) og ishockey (NHL). DR og TV2 leverede ikke den service, men det gjorde de altid prisværdige tyskere. Mit humør den dag kunne således gå fra svimlende dybder til euforiske højder, alt efter hvordan kampene med Hornets og Pittsburgh Penguins havde udartet sig.

Men tiden går jo, og jeg fik andre og mere pekuniære interesser. Jeg selv kom kun på Aalborg Katedralskoles pænt ringe B-hold på i gymnasieturneringen (vi vandt dog over Hasseris Gymnasiums om muligt endnu mere elendige dittohold), Charlotte Hornets gik nedenom og hjem (franchisen flyttede til New Orleans), min yndlingspiller Muggsy Bugues (den mindste spiller i NBA nogensinde) gik på pension, og AaB og Lazio begyndte at vinde mesterskaber (hvorfor mit fokus blev flyttet til andre sportsgrene).

Det står dog forhåbentlig nu klart for de hårdtprøvede læsere, at basket er en gammel kjærlighed for skribenten. Derfor var det en stor, ja, nærmest ENORM oplevelse, da vi forrige fredag var til mit livs første NBA-kamp. Det foregik i Pepsi Center i Denver, og opgøret stod mellem Denver Nuggets og Utah Jazz.

Egentlig havde jeg ikke det store forhold til Nuggets før vi skulle af sted til Colorado, men man skulle da være en skidt fugl, hvis man ikke elsker sin første, rigtige NBA-kæreste.

Og vi fik mere at glædes over. Denver vandt med 104-84 efter en stærkt underholdende kamp. Meget kan man sige om amerikanerne, men de formår altså at gøre deres sport til noget sjovt. Beklager det ikke specielt fremragende billede, men det var altså hvad jeg og min iPhone kunne bedrive det til. Jazz har straffekast. Vi buede naturligvis.

Jeg er også ret optaget af den elitisme, som amerikanerne dyrker deres sportsgrene med. Deres gennemført professionelle afvikling af basket og football på high school og universitetseniveau er dybt imponerende. Collegesporten og identificeringen med ens alma mater er enorm. I Boulder gik stort set alle rundt i trøjer fra University of Colorado’s hold (Buffaloes, eller mere alment: Buffs).

Hvis man tænker over det, så er alle spillerne på ovennævnte billede konsekvent være blandt de to-tre bedste på samtlige deres hold igennem hele livet. Der er kun 30 professionelle hold i USA, så man skal virkelig være creme de la creme for at slå igennem. Det er dybt imponerende.

Samlet set var det en kæmpe oplevelse at se en NBA-kamp. Stemningen var fremragende uden skyggen af europæisk hooliganisme (et fravær, jeg også bemærkede da vi var inde at se New York Yankees sidste maj). Og niveauet var i sagens natur lysår højere end da vi var inde og se Jämtland Basket sidste jul. Hvis I kommer i nærheden af en NBA-kamp i fremtiden, kan jeg kun anbefale at investere i en billet. For vores eget vedkommende bliver næste amerikanske sportsoplevelse antageligvis en college football kamp i Texas. Det skulle være noget af det største.

PS: Har I nogensinde funderet over hvorfor mormonerne i Utah skulle være specielt jazzede? Det skyldes – ved jeg nu -, at den oprindelige franchise hed ’New Orleans Jazz’, men at ejerne flyttede holdet til Salt Lake City tilbage i 1979. På samme måde, som at ikke specielt søagtige ’Los Angeles Lakers’ oprindeligt stammer fra markant mere vådlandsprægede Minneapolis. Og nu ved I så også, hvorfor at New Orleans kunne stjæle Hornets franchisen fra Charlotte.

Suk.

Thunder Up

Ikke at jeg kan forstå det, vel, men der findes tilsyneladende mennesker, for hvem James Hardens majestætiske skæg ikke er grund nok til at støtte Oklahoma City Thunder i årets NBA playoff.

Til disse få vildfarne, arrogante eksistenser for hvem tilstedeværelsen af knuselskelige basketgenier som Serge Ibaka, Russell Westbrook og über-maestroen Kevin Durant heller ikke er argument nok, sætter The Flaming Lips lige dødsstødet ind her.

Ja, I hører korrekt. Det ER forsanger Wayne Coyne, der har nyfortolket Flaming Lips klassikeren ’Race for the Prize’ i en hyldest til hjembyens fremgangsrige lokale hold. ’Thunder Up’, som den hedder, har allerede haft en positiv virkning. Thunder slog således de evigt belastende Los Angeles Lakers i første playoff runde – og er i skrivende stund på 2-2 i kampe mod favoritterne fra San Antonio. Alt er stadig åbent.

Med masser af unge, talentfulde og sympatiske spillere, er der faktisk kun ét problem ved Oklahoma City Thunder. Deres franchise bygger på de nedlagte Seattle SuperSonics, som blev lukket i 2008. Men selv med dette minus indregnet, er OKC så overlegent NBA’s oplagte elske-hold i disse år.

Nye sportslige horisonter

Var til mit livs förste basketkamp igår. En ganske fortrinlig oplevelse. De lokale yndlinge, Jämtland Basket, vandt således 86-70 over topholdet LF Basket. Basket er lidt af passion i svigerfamilien. Svigerfaderen var på ungdomslandholdet i sine yngre dage, mens Den Bedre Halvdel var lidt af bisse som centerspiller på Bollstanäs’ damehold. At se basket live passede derfor lige i deres kram.

Närvärende skribents egen aktive basketkarriere sträkker sig til én (vundet!) kamp over Hasseris Gymnasium, som alleryderste-mandats-spiller på Aalborg Katedralskoles b-hold hin efteråret 1998. Altså marginalt mindre glamouröst end svigerfamiliens bedrifter. Men sporten har alligevel altid tiltalt mig. Har set en del NBA på tv igennem årene, og drömmer stadig om at se en amerikansk kamp live. Er ingen tilfäldighed, at vi besögte Madison Square Garden som noget af det förste under vores New York tur sidste maj.

At dömme ud fra de svenske forhold, er basket en aldeles fremragende publikumssport. Kampen var spändende, blev först afgjort sent og er meget afhängig af teamgejst og taktik. Jeg havde nok undervurderet, hvor meget det sidste egentlig betyder. Der troppede 1064 mennesker op i sportshallen en tilfäldig torsdag aften, hvilket må siges at väre pänt i en provinsby med knap 60.000 indbyggere. I almindelighed er basket vist stort i det nordlige Sverige. Det er vel ikke så märkeligt taget i betragtning af at det i skrivende stund bliver mörkt heroppe seneste kl. 14.30. Noget skal man jo lave i de kolde og mörke vinterdage, og hvorfor ikke basket?

Bemärkelsesvärdigt nok blev kampen indledt med at spille den jämtlandske nationalsang. Muligvis mest af alt en kuriösitet, men man må tage hatten af for den regionale stolthed. Hvad mon AaB skulle spille til hjemmekampene, hvis noget lignende blev indfört på hjemstavnen? Lars Lilholt? Tanken gör mig ganske syg. De bör nok holde sig til Tina Turners ‘Simply the Best’ indtil videre.

Transformation

Der er Super Bowl finale natten mellem søndag og mandag. Det er efter snart mange år stadig ikke er lykkedes mig at forstå reglerne i amerikansk fodbold, men det er trods alt gået op for mig, at det er Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals der skal lemlæste hinanden. Eftersom at jeg konsekvent støtter samtlige hold fra Pittsburgh uanset hvilken sportsgren der er tale om (Penguins i ishockey, Pirates i baseball, Panthers i college-basket), så turde det være oplagt også at heppe på Steelers i morgendagens kamp.

Hvor Arizona Cardinals stort ikke har nogle fans (måske fordi ‘Cadinals’-franchisen flyttede fra St. Louis til Tempe, Arizona, i 1988), så er Steelers sammen med Dallas Stars tilsyneladende det amerikanske football hold med bredest støtte på tværs af hele landet. Ja, fanklubben kalder endog sig selv noget så beskedent som ‘The Steelers Nation’. Ikke dårligt for en klub fra et af de mere obskure hjørner af Pennsylvania.

Hvorfor er det sådan? Forklaringen er en uskøn blanding af historie, økonomi og identitet. Steelers’ image som arbejderklubben par excellence i amerikansk sport er nemlig ikke tilfældig. Som holdets navn antyder, så er Pittsburghs historie nemlig notorisk koblet sammen med stålproduktion (det er ikke tilfældigt at Steelers’ logo er praktisk taget identisk de amerikanske stålproducenters logo). Derfor er Steelers’ historie samtidig vævet ind i den store fortælling om udviklingen af det post-industrielle samfund. Globaliseringen og konkurrence fra udlandet betød, at Pittsburghs økonomi og stålindustri blev ramt massivt i løbet af 1970’erne. I starten af 1980’erne var byen et økonomisk sort hul med tårnhøj arbejdsløshed. Logisk nok flygtede folk i hobevis fra den synkende skude i det tidligere så driftige amerikanske ‘Rust Belt’. Derfor er der i dag en stor diaspora med rødder i Pittsburgh spredt ud over hele USA – og derfor er der Steelers fans fra Californien til New York.

Som det efterhånden er fremgået et par gange for meget i de seneste dage, så er jeg usundt interesseret i hvordan storbyer forsøger at afindustrialisere sig selv og i stedet redefinere sig selv som service- og videnøkonomiske centre. Således også Pittsburgh der igangsatte en lang og meget smertefuld proces i bestræbelserne på at gå fra stålindustriby til med rette at kunne iklæde sig det noget klichéagtige navn ‘Knowledge City’. Det var ikke just nemt. I år 2000 var mismodet og arbejdsløsheden stadig større i Pittsburgh end i andre Rust Belt byer som Cleveland og Detroit. Men hvor især sidstnævnte i dag qua afhængigheden af bilindustrien står i lort til halsen, så er arbejdsløsheden i Pittsburgh i dag 5,5 pct. og byens to universiteter – University of Pittsburgh og Carnegie Mellon University – er blandt de førende i USA.

Bevares, tingene er stadig svære, men byen udviste rettidig omhu ved at gennemføre sin transformationsproces imens de økonomiske tider var gode. I dag hvor alting er sort og især Detroit ligger og raller, så ser det ud til at Pittsburgh har bygget fundamentet til at overleve. Byen er som antydet ovenfor blevet mindre: 200.000 mennesker er flyttet siden 1980, så der nu kun bor 2,4 mio. mennesker i Greater Pittsburgh området). De tidligere industriarbejderne flyttede til ‘The Sun Belt’ i søgen efter jobs indenfor produktion – og den bevægelse finder stadig sted. Det er altså stadig ikke lykkedes at bremse flugten fra byen.

Om den store transformation er lykkedes debatteres derfor stadig. Hvor byen er storeksportør af kreative og dygtige mennsker (naturligvis var en af byens store sønner, Andy Warhol, søn af en 1. generations immigrant og kulminearbejder!), så er åbenbart endnu ikke lykkedes at omsætte transformationen i en ny renæssance. Men mon ikke de udmærket er klar over udfordringerne i Pittsburgh. Med den vandring man begav sig ud på i 1980’erne, så skulle det være mærkeligt om man ikke også er klar på at tage den næste række af svære beslutninger fremover.

Første skridt kan være at hapse Super Bowl titlen igen. Det lykkedes i 2006, men forhåbentlig kan det symbiotiske forhold imellem Steelers og byen atter demonstrere, hvor langt Pittsburgh er nået i bestræbelserne på at komme tilbage i front.

Update! Og har man set magen: Obama kopierer min tilgang.

Update 2! Naturligvis vandt Pittsburgh!

Vildere, klovn! Vildere!

Lad os så få et gæt. Hvad siger EPO-Bjarne på pressemødet (som denne forrykte verden mener er så stor en begivenhed at der kommer en ekstra TV-Avis omkring det!!!) om et par timer? Jeg tror han vil fortælle om nogle af de spændende nye puerto ricanske cykler, som hans dopinginficerede flok snydepelse professionelle cykelhold just har investeret i. Det skal nok blive en god og informerende afslappet seance med den samlede danske sportspresse.

PS. Jeg støtter alle former for doping, men KUN hvis den involverer fråde om munden.

Den store brune muskel

Aaaaah, herligt! Det er læskende tider for os cykelhadere i år. Først tog afsløringen af Basso og Ulrichs, øh, virkelig overraskende samarbejde med en notorisk dopingordinerende læge luften ud af det værste Tour De France hysteri. Stemningen på mit dystre og kolde lønkammer blev nærmest løssluppen, da det endvidere fremgik, at dansk sports træmand nr. 1 Bjarne Riis (nej, vent, det tager jeg tilbage! Cykling er jo ikke sport!) ikke syntes det var nødvendigt at DNA teste sin dopingmistænkte stjernerytter, da det ville være ‘at komme alt for tæt på Ivans privatsfære’. Right. Den udtalelse lader vi lige stå et øjeblik i alt dens magt og vælde.

I dag kan Jyllands-Posten så berette, at den såkaldte Ørn fra Herning’s gamle rådgiver fra dengang han selv cyklede, nu også er involveret i doping affæren. Det var kattens! Sikke en overraskelse. Og jeg som aldrig har haft den rare Bjarne mistænkt for at køre på andet end en nænsom blanding af sukkervand og råstyrke. Hmmm. Efter dette chok bliver det svært at få limet stumperne af mit knuste hjerte sammen. Hulk-hulk.

Kan man nu håbe, at min ydmyge bøn om at TV2 ophører med at sende de ækle og fesne cykelløb i tide og utide vil blive hørt? Og er det muligt at Stine vil se lyset og sande, at cykling hverken er sport eller underholdning? Håbet er som bekendt lysegrønt!

Final four

Jeg har altid været lidt pjattet med basketball. Ganske vist var jeg kun lige middelmådig nok til at skrabe mig ind med det yderste af neglene på Aalborg Katedralskoles b-hold dengang i de glade slut-90’ere (men hey, vi vandt over Hasseris i finalen!), og måske hedder hedengangne Charlotte Hornets – jeg var fan af deres legndariske spiller Muggsy Bogues, i øvrigt den mindste spiller i ligaens historie – i dag noget helt andet (og væsentlig mere kikset), men derfor kan jeg jo stadig godt synes at det er en spændende sport. NBA interesserer mig ikke så meget længere – i gamle dage kunne jeg dog bruge laaaaaang tid på at se de nyeste basketresultater på Eurosports tekst-tv og NBA Jam var mit yndlings Super Nintendo spil i store perioder – snarere synes jeg at collegebasket er det mest interessante.

Tilsyneladende er der en del amerikanere der er enige med mig. NCAA holder en årlig turnering her i marts (det såkaldte March Madness), hvilket er guf for enhver basketfan. Duke University er de evigt tilbagevendende storfavoritter og er holdet man elsker at hade (Update: De blev slået ud af Louisiana State! Se en ‘You’re the man now, dog’ reaktion her). Der er også de hold som amerikanerne elsker at holde med, den evige underdog, dvs. de små, ikke så rige, men ædle/glade amatører som kæmper mod de store, onde og aristokratiske universiteter (læs: Duke). I år er det hold som Bradley, George Mason og Wichita State (for et opgør med underdog illusionen, læs denne interessante artikel på Slate).

March madness medfører åbenbart en voldsom debat blandt sportsinteresserede om hvem der vi vinder turneringen og hvem man identificerer sig med (se f.eks. denne lille humoristiske gennemgang af holdene), og det brændende spørgsmål der optager jer nu er selvfølgelig: Hvem holder brilleaben med? Og hvem skal jeg satse familieformuen på? Til det første spørgsmål burde svaret give sig selv: Jeg holder naturligvis med Pitts. Da de desværre valgte at lade sig slå ud af førnævnte Bradley, så må vi jo kigge på de tilbageværende hold, hvor jeg tror på Memphis. Opdateringer følger!