Last Dance

Det er rart når hypen for én gang skyld holder: den nye Netflix-dokumentar om Michael Jordan virker efter de to første afsnit til at blive fuldstændig sublim.

Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg for alvor var opmærksom på Jordan tilbage i hans prime i start-/midt-90’erne. Bevares, jeg har altid været bevidst om at han var et gigantisk popkulturelt fænomen og den største basketspiller igennem tiden – ikke mindst fordi det narrativ er blevet reproduceret igen og igen i de amerikanske sportsmedier jeg læser – men jeg fulgte ikke NBA aktivt dengang. Det var tiden før internettet, og de sportsresultater jeg tjekkede hver morgen på tekst-tv(!) var Pittsburgh Penguins’ seneste bedrifter i ishockey.

Men når man ser ‘The Last Dance’ bliver det klart for én, præcis hvor ikonisk han var (og er) i USA. Vi taler Muhammad Ali-klassen. Nutidens NBA-stjerner er ikke i nærheden af at have samme brede betydning. Kan mærke at de ti afsnit bliver helt essentielle for mig at få set, ikke mindst i disse tider, hvor der ingen sport er for mig at obsessese over. Og jeg synes oprigtig talt at det er ufint at jeg skal vente en uge til de to næste bliver frigivet.

Det ærgrer mig en smule at Wizards ikke spiller hjemme, når vi tager til Washington i december. Ikke at jeg nærer nogen større sympati for holdet, men en NBA-kamp er dog noget af det, jeg har tørstet mest efter siden vores seneste USA-tur i 2013. Eneste mulighed for en sportsoplevelse under besøget er at se en NHL-kamp med det lokale ishockeyhold Capitals. Priserne for billetter er dog pænt groteske, så jeg grubler lidt over om det virkelig er værd at betale så meget for at se organiseret-vold-på-skøjter. Sidst jeg så en kamp var det en forholdsvis anæmisk oplevelse 🏒

Basket er klart den mest underholdende amerikanske sport, ikke mindst fordi alt er uforudsigeligt. Dels selve spillet, dels alt det udenom. Her til morgen har NBA’s bedste spiller Kawhi Leonard således vendt op og på næsten alt ved med sit trade til LA Clippers. Det er en vild udvikling og forrykker magtbalancen i ligaen igen. Glæder mig allerede til næste sæson 🏀

Pacquiao vs. Mayweather

Jeg er et godt stykke fra at være interesseret i boksning, faktisk betragter jeg det som en meget odiøs og mærkværdig beskæftigelse. Men da min yndlings podcast First Take i månedsvis har diskuteret nattens kamp mellem Manny Pacquiao og Floyd Mayweather, har det været vanskeligt for mig ikke at gå lidt op i kampens udfald.

Måske ikke så meget på grund af aktørerne.

Der er tale om en kamp i weltervægt-klassen, så de to herrer vejer begge 66 kg. og er dermed et par aggressive små sataner. Ingen af dem er skærskilt sympatiske. Pacquiao er en fanatisk genfødt kristen, hvis apokalyptiske religiøse retorik kun overgåes af skamløsheden i hans såkaldte sangkarriere og dubiøse senatorpost hjemme i Filippinerne. Mayweather er en notorisk hustrumishandler, der på trods af flere fængselsdomme bedyrer sin uskyld, og ingen kvaler har med at prale vulgært med sin rigdom.

Man bør i den forbindelse unde sig selv at læse det fremragende essay hos Grantland om hvorvidt man kan (og bør) adskille atleten og privatpersonen fra hinanden.

Sat på spidsen: Kan man være fan af bokseren Mayweather, mens man samtidig fordømmer hustrubankeren Mayweather? Eller hænger privatpersonen så meget sammen med vedkommendes metier, at man ikke kan adskille de to koncepter ad – og værdsætte ‘kunsten’ uafhængigt af om kunsteren er en idiot? Problemstillingen kan udvides til andre sfærer. Kan man være tilhænger af en politikers holdninger og politik samtidig med at ikke bryder sig om personen? Kan man nyde en musikers sange uagtet at mennesket bagved muligvis er et sygt individ (se: Michael Jackson)?

Endelig er der det egentligt interessante ved boksekampen: Penge og deres perverse betydning fir sport. Pacquiao vs. Mayweather er big business. Som Financial Times beretter det:

When he steps into the boxing ring on Saturday night, Manny “Pacman” Pacquiao will be wearing shorts worth $2.25m, carrying the logos of six companies.

His opponent, Floyd “Money” Mayweather has struggled to match Pacquiao’s sponsorship deals because of his criminal record, but the undefeated fighter has boasted of his $25,000 mouthguard, embedded with diamonds, gold and shreds of $100 bills.

The fans in MGM Grand in Las Vegas will have paid up to $100,000 each for their seats after frenzied bidding on the black market — of the 16,800 tickets in the arena, only 500 were sold publicly.

Den slags symbolik er dog småting. Den samlede indtjening efter tv-rettigheder, reklamer, sponsorer og pay-per-view er op imod $300m. Floyd Mayweather er, hvis I ikke vidste det, i forvejen verdens bedst betalte sportsmand nogensinde. Med en 60/40 fordeling af pengene fra kampen, så kan I selv regne ud hvor mange hundreder af millioner dollars han kan sætte ind på bankkontoen. Det er ganske forrykt.

Nu gik det hverken værre eller bedre end at storfavoritten Mayweather endte med at vinde kampen. Han er nu ubesejret 48-0 i sin professionelle karriere, og vil eftersigende trække sig tilbage. Manden der tæver sine børns mor foran øjnene på dem, kan nu med god ret kalde sig for boksehistoriens bedste pound-for-pound bokser – og han kan gøre det som en skingrende velstående mand.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er for en verden, hvor den slags kan lade sig gøre. Men jeg ser meget frem til at høre First Takes dissekering af kampen i morgen.

 

 

Slalomskiløb er perverst og skadeligt for din sjæl

Der er noget grundlæggende perverst ved slalomski.

Jeg kommer til at tænke over det hver gang, at jeg har været ude på løjperne. De første par dage her i juleferien var vi dog først ude på langrend. Der er en slags fundamental balance i den disciplin. Skal du ned af bakke, kræver det at du først har okset op af selvsamme bakke. Og vice versa. Tingene hænger sammen. Ingenting kommer af sig selv.

Langrendssporene her i Åre er langt fra ligeså gode som dem vi er vant til fra Östersund, men essensen er selvsagt den samme. Vanen tro er det altid en fornøjelse at følge Den Bedre Halvdel på sporene. Her er hun i sit rette element, langt fra den fugtige blæst i København og omegn. Selv må jeg vel blot erkende, at jeg kan mærke at jeg i 2014 har trænet markant mindre end tidligere år. Det er en ynk.

Nå, men det var det perverse slalomski, vi kom fra.

Svigerforældrenes hus ligger midt i et af Åres skiområder. Det ville derfor være naturstridigt at tilbringe en juleferie heroppe uden at komme en tur ud i Sveriges største og bedste slalomområde. Vi var ude at stå for første gang i dag. Det var selvsagt skønt. Fantastisk udsigt ud over søen og fjeldet. Varierende bakker, der både muliggør styrtløb og mere teknisk krævende kørsel. Men ja, det ER perverst. Der er ingen balance i slalom. Man sætter sig i liften, og vupti, så er man på toppen. Man skal ikke arbejde for noget i slalom, alt det hårde slid er taget ud af sporten. Det er en priviligeret old money måde at løbe på ski.

Bevares, der er ingen tvivl i mit golde sind om, at det er langt, langt sjovere at løbe på slalomski end på langrend1. Men jeg tror, at det er sundere for krop og sjæl at komme ud på langrendssporene. Man bør i hvert fald kombinerer det, når man alligevel er på skiferie.

Prøv det. Kun at køre på slalom er gift for sjælen.

  1. Den Bedre Halvdel er ikke enig, men hun er skadet igennem sin opdragelse. Hun ved simpelthen ikke bedre []

Ukritisk hyldest til ESPN

Det bedste ved USA? Ikke maden. Ikke naturen. Ikke attraktionerne. Ikke de venlige mennesker. Ikke det lavere prisniveau. Ikke kvalitetsaviserne. Ikke at landet i sig selv er så spændende.

Nej, det bedste ved USA er og bliver ESPN.

Jeg elsker den tv-kanal. Jeg elsker også ESPN2 og collegesportkanalen ESPN-U. Jeg elsker deres episke vinkling af samtlige sportshistorier. Jeg elsker deres storladne portrætter. Jeg elsker deres hæmningsløse dyrkning af sport som kulturelt fænomen. Jeg elsker analyserne, statistikkerne og kommentarerne. Jeg elsker deres dækning af basketball, football, baseball, ishockey og ditto collegesport. Det er lysår sjovere, mere professionelt og mere passioneret end europæiske sportsudsendelser.

Selv når solen bagede udenfor vinduerne på Hawai’i, havde jeg lyst til at se ESPN.

Det var en evig kilde til ny og nørdet viden. Kender I The Fab Five? Hvem mener I at University of Texas bør ansætte som ny træner for footballprogrammet, nu hvor Mack Brown er blevet fyret? Var det en klog beslutning at Mariners tradede sig til Robinson Cano? Og hvad betyder det egentlig altsammen for den fælles amerikanske kulturarv?

Ser I hvilke fascinerende emner, som ESPN tager op og belyser ? Hvis nogen lider af den vrangforestilling, at amerikanerne går op i politik og slige nonsens emner, så tager de fejl. Tværtimod går de op i sport, hvordan det går med deres alma maters sportshold og om hvad det EGENTLIG siger om verden, at Pittsburgh Steelers missede slutspillet for andet år i træk.

Og så siger de, at sport ikke er vigtigt. Pfffh!

Homerun

Jeg elsker mit Apple TV, og ikke kun fordi det er hovedkanylen, når der skal junkes massive mængder tv-serier på Netflix.

Nej, jeg dyrker ligeså meget det faktum, at jeg hver evig eneste dag har en solbeskinnet mulighed for at se recaps fra nattens kampe i NBA og NHL (i vinterhalvåret) og MLB (om sommeren). Det er aldeles fremragende, herligt og stærkt kulturberigende.

Det har således udviklet sig til at være en hel lille rutine for mig lige at se hvordan Pirates, Rockies, Orioles og Texans håndterer deres baseballsæsoner. Desværre er de alle nu slået ud af slutspillet, men det betyder ikke, at der ikke er flere gode oplevelser tilbage. Tag nu blot den episke kamp mellem Boston Red Sox og Detroit Tigers fra søndag nat.

Ser I hvordan A) Ortiz hamrer den væk og B) hvordan Hunter bogstaveligt talt vælter henover banden? Seriøst, tag lige to minutter af jeres liv og se det klip. Det er virkelig, virkelig episk.

Der er også noget tankevækkende ved klippet. Byen Detroit gik konkurs tidligere i år, men de har alligevel fire kæmpe sportshold – Tigers, Pistons, Lions og Red Wings – med nogle af de største budgetter i amerikansk sport. Hvordan kan det lade sig gøre? New York Times giver et bud på svaret.

Om hvepse og pelikaner

For ikke så forfærdelig længe siden berettede jeg om min gamle kærlighed for basketholdet Charlotte Hornets, der siden flyttede til Louisiana og blev til New Orleans Hornets. Men ak, intet er længere helligt og alt godt kommer til en ende. ‘Hornets’-franchisen står over for en navneforandring:

The New Orleans Hornets are expected to change their nickname to the Pelicans as early as the 2013-14 season, numerous sources told Yahoo! Sports. The Hornets planned to change their nickname since Tom Benson, owner of the New Orleans Saints, purchased the team on April 14. Benson also owns the rights to the nickname Pelicans.

The Hornets also considered the nicknames Krewe (groups of costumed paraders in the annual Mardi Gras carnival in New Orleans) and Brass.

Louisiana is the Pelican State. The brown pelican is the state bird and appears on the state flag and seal, and official state painting. Moreover, the Pelicans played minor league baseball in New Orleans in all but nine seasons from 1887-1959 and in 1977.

Gayle Benson, Benson’s wife, told Fox Sports New Orleans recently her preference for new team colors was navy blue, red and gold. The Hornets came to New Orleans in 2002 from Charlotte. New Orleans has also had an NBA team called the Jazz, which moved to Salt Lake City in 1979.

Nuvel, jeg kan sådan set godt købe de lokalhistoriske og kulturelle argumenter for navneskiftet. Man kan så selvsagt diskutere hvor godt et navn ‘New Orleans Pelicans’ er. Jeg må indrømme, at det gør mig lidt lun i trussen. Det fungerer hos mig. Særlig efter at have læst det episke forsvar i artiklen “Fuck You, Pelicans Are Awesome: A Defense Of The NBA’s Best New Team Name”. Det viser sig nemlig, at pelikanen er et ganske frygtindgydende dyr:

So it looks like the New Orleans Hornets are going to change their name to become the Pelicans. You look around, and there are a bunch of smartasses making fun of this new name. Oh, a pelican, that’s intimidating, they sneer. Well, here’s what’s up. These people don’t know anything about good team names, and they sure as shit don’t know anything about pelicans.

You’re probably picturing a big, clumsy poof of a bird stumbling around in the shallows, picking at weeds. Wrong. The pelican is fearsome. Take a raven, for example: it’s omnivorous. It eats bugs, and seeds, and fruit, and carrion. Compared to the well-rounded citizen that is the raven, the pelican is the serial killer of birds. Not only is it a carnivore—it is a hypercarnivore. (That’s a scientific term; look it up.) The pelican eats meat, and only meat. The pelican doesn’t eat anything that didn’t used to be alive. What’s more—unlike an eagle or a falcon—the pelican almost never scavenges someone else’s kill. It craves warm flesh, so it gets the job done itself.

The pelican will eat as much as four pounds of fish per day, nearly half its body weight. Its bloodlust is insatiable. It wants to kill you and everyone you’ve ever cared about. Don’t believe me? Here’s a pelican eating baby ducklings. And because that’s not cruel enough, it makes their mother watch.

And here’s a pelican eating a pigeon whole, in front of traumatized children.

ADVARSEL! DET ER TO STÆRKE OG POTENTIELT EMOTIONELT FORKRØBLENDE FILM! Jøsses, det er en grusom og drabelig fugl! Jeg får svedige håndflader og kuldegysninger alene ved tanken om ovenstående film. Og hvis det ikke er nok, så er pelikaner tilmed selvopofrende og holdspillere:

But the pelican isn’t just a mindless see-it-and-eat-it hunter, oh no. They work together. A bunch of pelicans will practice “cooperative fishing,” herding fish into a central area so they can take turns dive-bombing the prey. Hear that, rest of the NBA? Pelicans work as a team.

They’re so noble, they’re pretty much deities. During times of famine, it was said, the mother pelican would draw her own blood to feed her young, and the early church quickly adopted the pelican as a symbol for the Christ. Do you see anyone worshipping a seahawk? You do not.

We’ve already established that a pelican’s offense is unmatched. But they’re selfless defenders as well. Here’s a New York Times story from 1910, about a “marauding weasel” that found its way into the pigeon coop at the Central Park Zoo. Did the zoo’s pelicans, Hidalgo Pete, Signor Gomez, and Sanchez Hoolihoo, run away? Did they stare helplessly as the weasel trespassed on their property and helped itself to a meal? They did not. They chased the weasel away from the pigeons, and cornering it against a mesh fence, beat it to death. “Even after the animal was dead the two pelicans…kept jabbing their bills at it.”

Hidalgo Pete suffered a broken wing in the melee, but that’s just what pelicans do. They give up their own bodies to protect their court. There’s no way New Orleans will lose a home game.

Når nu vi har fået etableret, at pelikanen er en dræber og en bad-ass på niveau med de allerværste, er det på tide at få aflivet misforståelsen om at navnet ikke er stærkt nok. Skribenten ovenfor har følgende fornuftige pointe:

Most of the criticism of the New Orleans Pelicans name is that it’s not fearsome enough. We’ve established how bullshit that is, but you get the sense these bellyachers would have been happy with a more traditional predatory animal. Well, that’s how pro sports team got into the mess they’re in today.

The truly classic names aren’t aggressive—Yankees, Packers, Browns, Maple Leafs—and yet they’d never get past the first public Facebook vote today. Not edgy enough. For the last couple decades, franchises have just been picking whatever deadly local animal springs to mind. And so we’ve ended up with “cool-sounding” names like the Timberwolves, Grizzlies, Diamondbacks, and Devil Rays, which sound like they ought to be Arena Football teams. Barring that, the default has been the predatory cat, and just in the last 20 years, we have the Jaguars, Bobcats, two different Panthers, and the oh-so-imaginative Predators, whose logo is a saber-toothed tiger.

The Pelicans are here to assure you that your mascot can have a killer instinct and local significance without appealing to a fourth-grader’s sensibilities.

Jeg er helt enig. At døbe sit lokale hold efter et eller andet fjollet kattedyr, er på niveau med de to nordjyske ishockeyhold Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks. Hold nu op! Vi bor ikke i Caribien, vel? Der er med megen stor sandsynlighed aldrig nogen aalborgensere, der har været ude på de syv have og kapre spanske guldtransporter fra kolonierne i Sydamerika. Og hvad har en eller anden lasket fugl i øvrigt med ishockey at gøre? Ja, jeg spørger bare.

Samlet set lyder New Orleans Pelicans slet ikke tosset. Jeg tror sådan set heller ikke, at mine favoritter fra Pittsburgh Penguins ville have fået godkendt det navn, hvis de overlod det til pøbelvældet på Facebook at bestemme. Ej heller højtelskede hold som Baltimore Orioles, der er opkaldt efter en farverig lille fugl. Sidst, men ikke mindst, så åbner det op for at der igen kan blive et Charlotte Hornets:

Some fans of the Charlotte Bobcats are hoping to get their old Hornets nickname back. The Hornets began playing in Charlotte in 1988. Bobcats owner Michael Jordan told The Charlotte Observer he would consider changing it back to Hornets if the name was available.

Hvad kan man ønske sig mere her i livet?

Fast break

Forleden læste jeg under en af de uendelige busture til og fra arbejde en fremragende artikel om basketholdet Oklahoma City Thunder og deres superstjerne Kevin Durant. Den er anbefalelsesværdig, selv hvis man ikke er stærkt optaget af basket. Og Thunder er et sympatisk hold.

Jeg har været interesseret i basket lige siden jeg fik en af Charlotte Hornets smukke kemisk affald-farvede t-shirts under en sommerferie i Italien i de tidligere 1990’ere. Der var således en del år, hvor jeg hver morgen klikkede ind på text-tv’et (ja, det var før internettet, kids!) på den nu hedengangne tyske sportskanal DSF for at blive opdateret på nattens resultater i basket (NBA) og ishockey (NHL). DR og TV2 leverede ikke den service, men det gjorde de altid prisværdige tyskere. Mit humør den dag kunne således gå fra svimlende dybder til euforiske højder, alt efter hvordan kampene med Hornets og Pittsburgh Penguins havde udartet sig.

Men tiden går jo, og jeg fik andre og mere pekuniære interesser. Jeg selv kom kun på Aalborg Katedralskoles pænt ringe B-hold på i gymnasieturneringen (vi vandt dog over Hasseris Gymnasiums om muligt endnu mere elendige dittohold), Charlotte Hornets gik nedenom og hjem (franchisen flyttede til New Orleans), min yndlingspiller Muggsy Bugues (den mindste spiller i NBA nogensinde) gik på pension, og AaB og Lazio begyndte at vinde mesterskaber (hvorfor mit fokus blev flyttet til andre sportsgrene).

Det står dog forhåbentlig nu klart for de hårdtprøvede læsere, at basket er en gammel kjærlighed for skribenten. Derfor var det en stor, ja, nærmest ENORM oplevelse, da vi forrige fredag var til mit livs første NBA-kamp. Det foregik i Pepsi Center i Denver, og opgøret stod mellem Denver Nuggets og Utah Jazz.

Egentlig havde jeg ikke det store forhold til Nuggets før vi skulle af sted til Colorado, men man skulle da være en skidt fugl, hvis man ikke elsker sin første, rigtige NBA-kæreste.

Og vi fik mere at glædes over. Denver vandt med 104-84 efter en stærkt underholdende kamp. Meget kan man sige om amerikanerne, men de formår altså at gøre deres sport til noget sjovt. Beklager det ikke specielt fremragende billede, men det var altså hvad jeg og min iPhone kunne bedrive det til. Jazz har straffekast. Vi buede naturligvis.

Jeg er også ret optaget af den elitisme, som amerikanerne dyrker deres sportsgrene med. Deres gennemført professionelle afvikling af basket og football på high school og universitetseniveau er dybt imponerende. Collegesporten og identificeringen med ens alma mater er enorm. I Boulder gik stort set alle rundt i trøjer fra University of Colorado’s hold (Buffaloes, eller mere alment: Buffs).

Hvis man tænker over det, så er alle spillerne på ovennævnte billede konsekvent være blandt de to-tre bedste på samtlige deres hold igennem hele livet. Der er kun 30 professionelle hold i USA, så man skal virkelig være creme de la creme for at slå igennem. Det er dybt imponerende.

Samlet set var det en kæmpe oplevelse at se en NBA-kamp. Stemningen var fremragende uden skyggen af europæisk hooliganisme (et fravær, jeg også bemærkede da vi var inde at se New York Yankees sidste maj). Og niveauet var i sagens natur lysår højere end da vi var inde og se Jämtland Basket sidste jul. Hvis I kommer i nærheden af en NBA-kamp i fremtiden, kan jeg kun anbefale at investere i en billet. For vores eget vedkommende bliver næste amerikanske sportsoplevelse antageligvis en college football kamp i Texas. Det skulle være noget af det største.

PS: Har I nogensinde funderet over hvorfor mormonerne i Utah skulle være specielt jazzede? Det skyldes – ved jeg nu -, at den oprindelige franchise hed ’New Orleans Jazz’, men at ejerne flyttede holdet til Salt Lake City tilbage i 1979. På samme måde, som at ikke specielt søagtige ’Los Angeles Lakers’ oprindeligt stammer fra markant mere vådlandsprægede Minneapolis.  Og nu ved I så også, hvorfor at New Orleans kunne stjæle Hornets franchisen fra Charlotte.

Suk.