Det er bedrøveligt sjældent at jeg har mulighed for at være utvetydigt og uironisk lykkelig over et sportsresultat. Så tilgiv mig at jeg keder jer med Denver Nuggets’ episke play-off sejr mod Los Angeles Clippers, men det ER altså strålende og et lyspunkt i et ellers traurigt 2020.

Det har været en mildest talt blandet omgang siden vi så dem spille mod Utah Jazz i Pepsi Center tilbage i 2012. I årene siden har jeg tilmed – det tilstår jeg – haft en momentan platonisk flirt med Golden State Warriors. Det klæder mig ikke, men det er ikke desto mindre sandheden, og erkendelse er jo første trin mod at forbedre sig selv.

Et sted inderst inde har det dog altid været Nuggets jeg kiggede efter først, når jeg hver morgen tjekker ESPN’s hjemmeside for at få resultatet af nattens kampe. Så når de slår storfavoritterne i serien og nu er i Western Conferencen finalen mod købeholdet Lakers, så giver det mig en intens glæde. Ser meget frem til de kommende ugers kampe 🏀

Last Dance

Det er rart når hypen for én gang skyld holder: den nye Netflix-dokumentar om Michael Jordan virker efter de to første afsnit til at blive fuldstændig sublim.

Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg for alvor var opmærksom på Jordan tilbage i hans prime i start-/midt-90’erne. Bevares, jeg har altid været bevidst om at han var et gigantisk popkulturelt fænomen og den største basketspiller igennem tiden – ikke mindst fordi det narrativ er blevet reproduceret igen og igen i de amerikanske sportsmedier jeg læser – men jeg fulgte ikke NBA aktivt dengang. Det var tiden før internettet, og de sportsresultater jeg tjekkede hver morgen på tekst-tv(!) var Pittsburgh Penguins’ seneste bedrifter i ishockey.

Men når man ser ‘The Last Dance’ bliver det klart for én, præcis hvor ikonisk han var (og er) i USA. Vi taler Muhammad Ali-klassen. Nutidens NBA-stjerner er ikke i nærheden af at have samme brede betydning. Kan mærke at de ti afsnit bliver helt essentielle for mig at få set, ikke mindst i disse tider, hvor der ingen sport er for mig at obsessese over. Og jeg synes oprigtig talt at det er ufint at jeg skal vente en uge til de to næste bliver frigivet.

Det ærgrer mig en smule at Wizards ikke spiller hjemme, når vi tager til Washington i december. Ikke at jeg nærer nogen større sympati for holdet, men en NBA-kamp er dog noget af det, jeg har tørstet mest efter siden vores seneste USA-tur i 2013. Eneste mulighed for en sportsoplevelse under besøget er at se en NHL-kamp med det lokale ishockeyhold Capitals. Priserne for billetter er dog pænt groteske, så jeg grubler lidt over om det virkelig er værd at betale så meget for at se organiseret-vold-på-skøjter. Sidst jeg så en kamp var det en forholdsvis anæmisk oplevelse 🏒

Basket er klart den mest underholdende amerikanske sport, ikke mindst fordi alt er uforudsigeligt. Dels selve spillet, dels alt det udenom. Her til morgen har NBA’s bedste spiller Kawhi Leonard således vendt op og på næsten alt ved med sit trade til LA Clippers. Det er en vild udvikling og forrykker magtbalancen i ligaen igen. Glæder mig allerede til næste sæson 🏀

Pacquiao vs. Mayweather

Jeg er et godt stykke fra at være interesseret i boksning, faktisk betragter jeg det som en meget odiøs og mærkværdig beskæftigelse. Men da min yndlings podcast First Take i månedsvis har diskuteret nattens kamp mellem Manny Pacquiao og Floyd Mayweather, har det været vanskeligt for mig ikke at gå lidt op i kampens udfald.

Måske ikke så meget på grund af aktørerne.

Der er tale om en kamp i weltervægt-klassen, så de to herrer vejer begge 66 kg. og er dermed et par aggressive små sataner. Ingen af dem er skærskilt sympatiske. Pacquiao er en fanatisk genfødt kristen, hvis apokalyptiske religiøse retorik kun overgåes af skamløsheden i hans såkaldte sangkarriere og dubiøse senatorpost hjemme i Filippinerne. Mayweather er en notorisk hustrumishandler, der på trods af flere fængselsdomme bedyrer sin uskyld, og ingen kvaler har med at prale vulgært med sin rigdom.

Man bør i den forbindelse unde sig selv at læse det fremragende essay hos Grantland om hvorvidt man kan (og bør) adskille atleten og privatpersonen fra hinanden.

Sat på spidsen: Kan man være fan af bokseren Mayweather, mens man samtidig fordømmer hustrubankeren Mayweather? Eller hænger privatpersonen så meget sammen med vedkommendes metier, at man ikke kan adskille de to koncepter ad – og værdsætte ‘kunsten’ uafhængigt af om kunsteren er en idiot? Problemstillingen kan udvides til andre sfærer. Kan man være tilhænger af en politikers holdninger og politik samtidig med at ikke bryder sig om personen? Kan man nyde en musikers sange uagtet at mennesket bagved muligvis er et sygt individ (se: Michael Jackson)?

Endelig er der det egentligt interessante ved boksekampen: Penge og deres perverse betydning fir sport. Pacquiao vs. Mayweather er big business. Som Financial Times beretter det:

When he steps into the boxing ring on Saturday night, Manny “Pacman” Pacquiao will be wearing shorts worth $2.25m, carrying the logos of six companies.

His opponent, Floyd “Money” Mayweather has struggled to match Pacquiao’s sponsorship deals because of his criminal record, but the undefeated fighter has boasted of his $25,000 mouthguard, embedded with diamonds, gold and shreds of $100 bills.

The fans in MGM Grand in Las Vegas will have paid up to $100,000 each for their seats after frenzied bidding on the black market — of the 16,800 tickets in the arena, only 500 were sold publicly.

Den slags symbolik er dog småting. Den samlede indtjening efter tv-rettigheder, reklamer, sponsorer og pay-per-view er op imod $300m. Floyd Mayweather er, hvis I ikke vidste det, i forvejen verdens bedst betalte sportsmand nogensinde. Med en 60/40 fordeling af pengene fra kampen, så kan I selv regne ud hvor mange hundreder af millioner dollars han kan sætte ind på bankkontoen. Det er ganske forrykt.

Nu gik det hverken værre eller bedre end at storfavoritten Mayweather endte med at vinde kampen. Han er nu ubesejret 48-0 i sin professionelle karriere, og vil eftersigende trække sig tilbage. Manden der tæver sine børns mor foran øjnene på dem, kan nu med god ret kalde sig for boksehistoriens bedste pound-for-pound bokser – og han kan gøre det som en skingrende velstående mand.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er for en verden, hvor den slags kan lade sig gøre. Men jeg ser meget frem til at høre First Takes dissekering af kampen i morgen.

 

 

Slalomskiløb er perverst og skadeligt for din sjæl

Der er noget grundlæggende perverst ved slalomski.

Jeg kommer til at tænke over det hver gang, at jeg har været ude på løjperne. De første par dage her i juleferien var vi dog først ude på langrend. Der er en slags fundamental balance i den disciplin. Skal du ned af bakke, kræver det at du først har okset op af selvsamme bakke. Og vice versa. Tingene hænger sammen. Ingenting kommer af sig selv.

Langrendssporene her i Åre er langt fra ligeså gode som dem vi er vant til fra Östersund, men essensen er selvsagt den samme. Vanen tro er det altid en fornøjelse at følge Den Bedre Halvdel på sporene. Her er hun i sit rette element, langt fra den fugtige blæst i København og omegn. Selv må jeg vel blot erkende, at jeg kan mærke at jeg i 2014 har trænet markant mindre end tidligere år. Det er en ynk.

Nå, men det var det perverse slalomski, vi kom fra.

Svigerforældrenes hus ligger midt i et af Åres skiområder. Det ville derfor være naturstridigt at tilbringe en juleferie heroppe uden at komme en tur ud i Sveriges største og bedste slalomområde. Vi var ude at stå for første gang i dag. Det var selvsagt skønt. Fantastisk udsigt ud over søen og fjeldet. Varierende bakker, der både muliggør styrtløb og mere teknisk krævende kørsel. Men ja, det ER perverst. Der er ingen balance i slalom. Man sætter sig i liften, og vupti, så er man på toppen. Man skal ikke arbejde for noget i slalom, alt det hårde slid er taget ud af sporten. Det er en priviligeret old money måde at løbe på ski.

Bevares, der er ingen tvivl i mit golde sind om, at det er langt, langt sjovere at løbe på slalomski end på langrend1. Men jeg tror, at det er sundere for krop og sjæl at komme ud på langrendssporene. Man bør i hvert fald kombinerer det, når man alligevel er på skiferie.

Prøv det. Kun at køre på slalom er gift for sjælen.

  1. Den Bedre Halvdel er ikke enig, men hun er skadet igennem sin opdragelse. Hun ved simpelthen ikke bedre []

Ukritisk hyldest til ESPN

Det bedste ved USA? Ikke maden. Ikke naturen. Ikke attraktionerne. Ikke de venlige mennesker. Ikke det lavere prisniveau. Ikke kvalitetsaviserne. Ikke at landet i sig selv er så spændende.

Nej, det bedste ved USA er og bliver ESPN.

Jeg elsker den tv-kanal. Jeg elsker også ESPN2 og collegesportkanalen ESPN-U. Jeg elsker deres episke vinkling af samtlige sportshistorier. Jeg elsker deres storladne portrætter. Jeg elsker deres hæmningsløse dyrkning af sport som kulturelt fænomen. Jeg elsker analyserne, statistikkerne og kommentarerne. Jeg elsker deres dækning af basketball, football, baseball, ishockey og ditto collegesport. Det er lysår sjovere, mere professionelt og mere passioneret end europæiske sportsudsendelser.

Selv når solen bagede udenfor vinduerne på Hawai’i, havde jeg lyst til at se ESPN.

Det var en evig kilde til ny og nørdet viden. Kender I The Fab Five? Hvem mener I at University of Texas bør ansætte som ny træner for footballprogrammet, nu hvor Mack Brown er blevet fyret? Var det en klog beslutning at Mariners tradede sig til Robinson Cano? Og hvad betyder det egentlig altsammen for den fælles amerikanske kulturarv?

Ser I hvilke fascinerende emner, som ESPN tager op og belyser ? Hvis nogen lider af den vrangforestilling, at amerikanerne går op i politik og slige nonsens emner, så tager de fejl. Tværtimod går de op i sport, hvordan det går med deres alma maters sportshold og om hvad det EGENTLIG siger om verden, at Pittsburgh Steelers missede slutspillet for andet år i træk.

Og så siger de, at sport ikke er vigtigt. Pfffh!

Homerun

Jeg elsker mit Apple TV, og ikke kun fordi det er hovedkanylen, når der skal junkes massive mængder tv-serier på Netflix.

Nej, jeg dyrker ligeså meget det faktum, at jeg hver evig eneste dag har en solbeskinnet mulighed for at se recaps fra nattens kampe i NBA og NHL (i vinterhalvåret) og MLB (om sommeren). Det er aldeles fremragende, herligt og stærkt kulturberigende.

Det har således udviklet sig til at være en hel lille rutine for mig lige at se hvordan Pirates, Rockies, Orioles og Texans håndterer deres baseballsæsoner. Desværre er de alle nu slået ud af slutspillet, men det betyder ikke, at der ikke er flere gode oplevelser tilbage. Tag nu blot den episke kamp mellem Boston Red Sox og Detroit Tigers fra søndag nat.

Ser I hvordan A) Ortiz hamrer den væk og B) hvordan Hunter bogstaveligt talt vælter henover banden? Seriøst, tag lige to minutter af jeres liv og se det klip. Det er virkelig, virkelig episk.

Der er også noget tankevækkende ved klippet. Byen Detroit gik konkurs tidligere i år, men de har alligevel fire kæmpe sportshold – Tigers, Pistons, Lions og Red Wings – med nogle af de største budgetter i amerikansk sport. Hvordan kan det lade sig gøre? New York Times giver et bud på svaret.