web analytics

Science Fiction

Pacific Rim

Fruen og Arvingen er taget på sommerferie en uges tid før undertegnede, så jeg har pludselig en overflod af tid og stilhed at boltre mig i. Det har jeg blandt andet benyttet til at se HBO’s meget lovende nye serie ‘The Leftovers’, men især til at få set ‘Pacific Rim’.

Som officielt er verdens bedste film.

Jo, det er. Bevares, der er sikkert lavet kunstneriske, følsomme, vigtige, samfundsrelevante, intellektuelle, smukke og meningsfulde film, som indsigtsfulde og smagfulde kritikere vil tildele priser, ære og hæder. Men det ændrer ikke på at ‘Pacific Rim’ er verdens bedste film. Her er hvorfor:

  • ENORME monstre, der er ude på at ødelægge snart sagt enhver storby langs Stillehavets kyst
  • MEGA robotter (‘Mechas‘), der ustyrligt seje
  • En post-apokalyptisk verden, hvor San Francisco bliver splitret ad allerede i filmens første to minutter
  • Modige (og flerdimensionelle) helte, hvis skæbne man rent faktisk går op i
  • Idriss Elba er bad-ass!
  • Vilde effekter og fabelagtig action

Jeg ved ikke helt hvor gammel sønnen skal være for at se filmen, men ‘Pacific Rim’ bliver en udødelig klassisker her i husholdningen, en film man kan se igen og igen. I mit barndomshjem var det ‘Indiana Jones’-serien, der havde den rolle. Ja, så god er ‘Pacific Rim’ faktisk.

Hvis du ikke har set filmen endnu, så er den på det danske Netflix – og det er to timers intens glæde, sjov og berigende nørderier.

Popkulturelt forfald

Det har været lidt trægt med popkulturforbruget dette forår og sommer (>>indsæt kedsommelig passus om tid spenderet på arbejdet og den nye tilværelse som småbørnsforældre samt den obligatorisk jamren over hvad det altsammen betyder for mængden af fritid<< ), men lidt kan jeg dog berette. Her er hvad jeg har fortæret de seneste måneder.

Bøger

Michael Rowe – ‘Enter Night’ (vampyrroman fra Canada, der starter fremragende – sikke et mord i bussen! – for siden at flade ud som en udstrakt, hendøende prut)

George R.R. Martin – ‘Fevre Dream’ (jeg ved ikke hvorfor jeg troede at hans bog om vampyrer, der sejler hjuldamperræs på Mississipi ville være god. Internettet påstod det. Internettet løj)

Tim Powers – ‘The Anubis Gate’ (bogen begynder som en hyper udgave af Indiana Jones iklædt tidsrejser, men luffede siden hen og blev et lidt kedsommeligt periodedrama fra 1870’erne. Min tålmodighed randt ud)

Jeffrey Towson & Jonathan Woetzel – ‘The One Hour China Book: Two Peking University Professors Explain All of China Business in Six Short Stories’ (brugte den som forberedelse til Kina-rejsen. Glimrende intro)

Henry Kissinger – ‘On China’ (Kissinger skriver fremragende, og hvis man er interesseret i geopolitik, kold krig, Kinas historie og udenrigspolitik, er bogen et must).

Jim Butcher – ‘Storm Front’ (første bog i ‘The Dresden Files’ serien om en efterforsker/troldmand. Jeg var fint underholdt på den kalorielette og underlødige måde. Overvejer at læse næste bind i en evt. ledig stund).

Richard K. Morgan – ‘Altered Carbon’ (måske jeg bare skal give den en chance mere. Efter 100 sider gik jeg i stå).

Manning Marable – ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’ (jeg har igennem længere tid været fascineret af Malcolm X. Bogen er fremragende).

Paul Cornell ‘The Severed Streets’ (efterfølgeren til den STÆRKT underholdende ‘London Falling’, som jeg læste i efteråret. Toeren er en tand for polemisk til min smag, men har dog en slutning, som gør at jeg nok også hapser en eventuel treer med)

Musik

Jeg føler mig kalder til at knytte et par ord til ovenstående. Især at jeg er noget knuget indvendigt over at jeg stort set INTET ny musik har tilføjet mine Spotify playlister siden sønnen blev født. Tror det især skyldes, at jeg efterhånden lytter mere til podcasts end musik, når jeg er på vej til og fra arbejde.

Derudover vil jeg gerne have ført til referat, at ‘Under the Pressure’ med stor sandsynlighed ender med at være årets sang i 2014 for mig. Slutteligt er det snart 20 år gamle(!) New Order remix kommet pludseligt snigende ind i mit baghoved. Jeg er ikke sikker på at det er objektiv god musik, og egentlig havde jeg glemt alt om sangen i 18 år. Indtil at jeg forleden aften sad og overspringshandlede ved at finde nye ringetoner til mobilen (hører I pludselig Josh Rouse ‘Directions’, Mazzy Star ‘Fade Into You’ eller Elastica ‘Stutter’ i det offentlige rum, så er det antageligvis mig der ringes til), og i den forbindelse flygtigt overvejede en New Order sang. Det blev altså ikke Hardfloor remixet af ‘Blue Monday’, jeg spiller når I ringer, men sangen spillede en enorm rolle i at forme min musiksmag. Det er med en vis sandsynlighed den sang jeg lyttede mest til som 14 årig. Sammen med Pet Shop Boys’ ‘Discography’ album, velsagtens.

Så nu kender I mit kulturpolitiske udgangspunkt. Alt andet i min mismodige eksistens er udsprunget fra et technoremix af en 80’er sang, suppleret af en trippet musikvideo indeholdende de mest vidunderlige midt-90’er computeranimationer, man kan forestille sig.

Tv-serier og film Vi er gået lidt i stå. De fleste af de tv-serier jeg gerne vil se (Supernatural, Defiance, The Americans, Revolution, Game of Thrones, Continuum) er stadig ikke i kommet i de nyeste sæsoner på Netflix, eller også er de kun i crappy kvalitet på notoriske underpræsterende HBO Nordic.

Lige nu er vi ved at afslutte første sæson af Homeland, en serie jeg ellers har haft vanskeligt ved at engagere mig i. Efter en sløv start er den blevet nervepirrende spændende, må jeg indrømme. Faktisk så spændende, at jeg alvorligt overvejer at vi bør se anden sæson også. Om Udover Homeland? Så har vi set Nashville (topkvalitets soap!) og de nyeste sæsoner af Californication og Mad Men. Inden da så vi Grimm, Les Revenants, Arrow og sikkert nogen andre, jeg i skrivende stund har glemt. Nåhr, jo, også True Detective og House of Cards.

Film? Ikke rigtig nogen. Kan ikke huske hvad der var den seneste film jeg så. Måske en dokumentar fra ESPN. Var meget begejstret for ‘Once Brothers’ om Vlade Divac og Dražen Petrović, og ‘The Fab Five’ om det legendariske Michigan Wolverines baskethold fra 1991. De kan begge varmt anbefales.

Koncerter Ingen. Med mindre man da regner den kaskade af crazy-ass kinesere, der optrådte med sang, opera og underlødig dans under turen til Kina, som en koncert.

Finkultur Intet. Absolut intet. Ingen muséer, ingen kunst, ingen teaterstykker. Nada. Null. Formoder at det er noget, jeg egentlig burde være mere bekymret over, end jeg er i skrivende stund.

Rejsende læsehest

December har vist sig at være en produktiv læsemåned. Tre ugers bryllupsrejse er således en aldeles velegnet mulighed for at få kværnet nogle bøger. Her er listen i al sin magt og vælde:

Peter Baker – ‘Days of Fire. Bush and Cheney in the White House’ (2013)

Læste oprindeligt en positiv anmeldelse i The Economist, og føjede herefter bogen til min ønske inde på Amazon. Undervejs på rejsen opdagede jeg, at New York Times havde bogen på sin liste over årets ti bedste non-fiction bøger, hvilket fluks fik mig til at investere i den, da jeg stod i lufthavnen i San Francisco. Her 200 sider inde i bogen er jeg enig i, at den er ganske fascinerende. Jeg havde (og har) et ganske ambivalent forhold til George W. Bush, men har igennem årene også ofte tænkt, at der må være mere til historien om ham end det notorisk kritiske billede, der blev tegnet i de europæiske medier op igennem 2000-tallet. Såvel Bush som Cheney fremstår som mere nuancerede skikkelser i bogen, end man skulle tro. Det kan godt gå hen og blive en egentlig klassiker, tror jeg.

Morrissey – ‘Autobiography’ (2013)

Den her var vanskelig for mig. Jeg elsker The Smiths og store dele af Morrisseys sangkatalog, men Morrissey har igennem årene udviklet sig til at blive mere og mere selvhøjtidelig. Men nuvel, som fan var jeg jo nødt til at læse hans selvbiografi, jeg mener, vi taler jo trods alt om et mine største musikalske idoler. Det fortryder jeg nu. Magen til selvoptaget vås skal man lede længe efter. Der bliver gjort regninger op med alle de mennesker, som den stadigt mere vrantne Morrissey mener har forsmået ham eller ikke forstået hans artistiske geni. Vi taler om en noget nær uendelig lang omgang bitching. Og så alle disse manierede udfald mod hans gamle lærere, kongehuset og folk der spiser kød. De var kedelige i begyndelsen af 90’erne, og de er nærmest fossilerede i al deres skabagtige plathed. Musikken eller kreative processer hører vi ikke meget om, det er blot biting i Morrisseys sørgmodige selvfejring af egne herlighed. Undgå denne bog, med mindre du er meget forelsket i manden i forvejen. Jeg efterlod bogen i en af skufferne på värelse 2286 på Waikoloa Beach Marriott på Big Island, hvis du er interesseret i et gratis eksemplar.

Dan Simmons – ‘Carrion Comfort’ (1989)

Det er lidt blandet hvor stor en succes det er, når jeg har været i Fantask og bedt dem om input til nye spekulative bøger, jeg bør læse. Nogle gange er det store triumfer (John Scalzi og Robert Charles Wilson), andre har været rädsomme (ingen nævnt, ingen glemt). Så det var med let bævende mund og rystende händer, at jeg gav mig i kast med Simmons’ gyser. Marvel Morten anbefalede den varmt, da jeg nævnte at jeg godt kunne lide krydsningen mellem sci-fi og horror i Peter F. Hamiltons böger. Og det var heldigvis et hit! Simmons skriver fremragende og blodtørstigt, så man bliver herligt skidt tilpas. Ikke siden Justin Cronins ‘The Passage’ har jeg haft så stor fornöjelse 700 siders effektivt gys. Anbefales varmt, især hvis du kan lide Stephen King. Der forefindes et gratis eksemplar i skrivebordsskuffen i værelse 26 på Holiday Inn Fisherman’s Wharf i San Francisco.

Oliver Burkeman – ‘The Antidote: Happiness for People Who Can’t Stand Positive Thinking’ (2013)

Burkeman har en ugentlig klumme i The Guardian (‘This Column Will Change Your Life’), hvor han gør op med diverse selvhjælpsbøger – herunder især hele det varmtluftsdrevne konsult-crap befængte selvhjælps-industrielle kompleks, der er bygget op om myten om positiv tænkning. Når man som udgangspunkt er misantrop og sortseer, så er Burkemans bog en lise for sjælen. Hans grundlæggende pointe er, at der ikke er evidens for at positiv tænkning skaber resultater eller højere lykke. Tværtimod medfører ideologien om positiv tænkning, at folk bliver mere ulykkelige. Løsningen er, siger Burkeman, at blive inspireret af stoikerne – og anvende såkaldt negativ projicering. Tesen er interessant, men kan ikke bære en hel bog. Læs derfor dele af den, det kan være inspirerende. Der findes et eksemplar af bogen i vaskerummet på Hotel Hale Pau Hana i Kihei, Maui.

Dan Simmons ‘Song of Kali’ (1985) & Jonathan Aycliffe: ‘Naomi’s Room’ (2013)

Her er et lille paradoks: Jeg hader og afskyr gysefilm. Er alt for angst og nervøs til at kunne holde ud at se dem. Men jeg holder meget af gyserbøger, især når de kan udfylde ventetiden under lange flyrejser. Jeg investerede i en iPad Air i San Francisco, og siden jeg var i USA (og dermed kunne slippe for at betale de drakoniske toldsatser), købte jeg to saftige gysere til min Kindle App.

Efter succesen med ‘Carrion Comfort’ kastede jeg mig ud i Simmons’ første bog, der er meget rost og tilmed vandt en fin fantasypris tilbage i midtfirserne. Den foregår i Calcutta i 1977, hvor en forfatter bliver involveret i noget snavs med en kult, der dyrker gudinden Kali. Bogen er ikke decideret uhyggelig, men bevares, det lykkes bestemt for Simmons at få Calcutta til at lyde som et uhyre uelskeligt sted. Läs den, hvis du synes hinduistiske dødsguder og deres dyrkere er spændende.

‘Naomi’s Room’ er til gengæld exceptionelt creepy. Bogen er for 4/5 vedkommende en spøgelseshistorie, der sådan set er urovækkende nok i sig selv. I den sidste 1/5 af bogen stikker det dog helt af. (SPOILER) Skurken i bogen er en læge i 1860’erne, der i sindssyge (vist nok fremkaldt af syfilis) misbruger, torturerer og eksperimenterer på sin kone og børn på mest bestialsk vis. Både han, konen og börnene hjemsøger nu det hus, hvor hovedpersonen Robert og frue bor. Kort sagt bliver vores hovedpersonen mere og mere besat af den onde ånd, hvorefter slutningen kammer helt over i bloddryppende og sadistiske beskrivelser af hvordan den nu helt besatte hovedpersonen forlyster sig med sin kone, søster og niece (SPOILER SLUT). Det blev lidt for meget, må jeg nok indrømme, da jeg sad der i flyet et sted mellem Newark og Kastrup. Læs den hvis du kan lide film i torturpornogenren, såsom Saw serien.

Derudover fik jeg læst en masse aviser (San Francisco Chronicle, West Hawaii Today, Honolulu Star Advertiser, Wall Street Journal, Los Angeles Times) og magasiner (The Economist, Spectator, New Yorker, Foreign Affairs, The New Republic, Maui Yoga Living), så alt i alt føler jeg mig ladet op med inspiration til det nye år.

Ground Control to Major Tom

 

Vi var inde at se ‘Gravity’ i dag. Har ikke været i biografen om eftermiddagen siden dengang jeg gik i filmklub i de små klasser, men det er egentlig et glimrende koncept. Det burde man gøre oftere.

Men jeg taler udenom. Indlægget handler jo om ‘Gravity’. Som er den bedste film jeg har set i meget lang tid. Måske i årevis. Den er spændende, uhyggelig, begavet og visuelt blændende flot. Hidtil har jeg været uhyre skeptisk overfor 3D-film, men i ‘Gravity’ fungerer det helt sublimt. Se den i biografen inden det er for sent. Det er den slags film, som kun ydes fuld retfærdighed, hvis den ses på et stort lærred.

En ny chance

Når man er så gammel og forstokket som undertegnede, er det sjældent at man ændrer mening efter det første indtryk. Da jeg i sommeren 2012 købte første bind af Robin Hobbs ‘Farseer Trilogy’ i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm, fandt jeg den trang og egentlig ganske dårlig. Muligvis min antipati skyldtes de ar på sjælden det havde givet mig, at tvinge mig selv igennem ikke færre end TO bind af Robert Jordans sjæledrænende ‘Wheel of Time’ serie. Muligvis jeg var træt af det notoriske dårlige vejr under vores ferie. I hvert fald gik jeg i stå efter 100 sider, og da vi kom hjem, havnede bogen på hylden sammen med de øvrige halvlæste bøger.

Efter at have der og kukkeluret det meste af et år, fik jeg dog til sidst så dårlig samvittighed, at jeg gav bogen en chance mere. Der måtte vel være en eller anden lødig grund til, at snart sagt samtlige fantasyhjemmesider udråbte Hobbs trilogi til veritable mesterværker. Så i pausen mellem at jeg fik afsluttet Joe Abercrombies blodtørstige ‘First Law’ bøger og næste sending fra Amazon ankom, gav jeg mig i kast med Hobbs ‘Assasin’s Apprentice’ én gang til.

Og sikke en overraskelse. Den bog, der under Stockholms grå himmel havde virket som en langsom Bildungsroman i faux-middelalder rammer, viste sig nu at være en velskrevet og ganske spændende fantasybog om ZOMBIER! Eller næsten, i hvert fald. Zombieficerede stakler spiller i hvert fald en betydelig rolle i historien. Og selvom hovedpersonen Fitz er lidt for meget teenage-emo til min smag, så er jeg faktisk begyndt at være sådan oprigtigt interesseret i hans videre færd og skæbne. Er derfor allerede i gang med bind to, og det gjorde min kedsommelige bustur her til morgen til noget nærmest behageligt.

Jeg tror, at det er første gang siden min tidlige ungdom – hvor jeg læste stort set ALT, de havde i fantasyafdelingen på Hasseris Bibliotek (det var på den måde jeg kom igennem det meste af Dragonlance bøgerne og Ringenes Herre) – at jeg på den måde har givet en bog en ny chance, efter at have opgivet den i første omgang.

Måske noget vigtig læring til de videre læseeventyr.

Doomsday Book

Guderne skal vide, at jeg virkelig gerne ville kunne skrive, at jeg synes den højtbesungne Connie Willis er en fremragende science fiction forfatter. Men det kan jeg ikke. Og det værste er, at det med stor sandsynlighed er mig, der udgør problemet.

Første gang jeg stødte på Willis var under en af mine småautistiske find-inspiration-til-ny-læsning internetsessioner, hvor jeg finkæmmer diverse blogs, Amazons køberanmeldelser og andre snaskede sider fra nettets skyggesider. Jeg befandt mig i den anledning pludselig inde på Wiki-siden for Hugo Awards, science fiction genrens fineste og mest prestigefyldte bogpris. Der opdagede jeg, at Willis i 2011 ryddede bordet med sin dobbeltroman ‘Blackout/All Clear‘, hvor hun ud over Hugo Award’en også hapsede de to andre førende priser (Nebula og Locus Awards). Det var en besnærende opdagelse, for historisk set er det kun indiskutable mesterværker som Neil Gaiman ‘American Gods’, Joe Haldeman ‘Forever war’ og Frank Herbert ‘Dune’, der har præsteret noget lignende.

Så jeg bestilte første del af bogen, ‘Blackout’, engang sidste år. Forventninger var høje, og romanens setting lød på forhånd også stærkt appetitligt:

“The narrative opens in Oxford, England in 2060, where a trio of time traveling scholars prepares to depart for various corners of the Second World War. Their mission: to observe, from a safe vantage point, the day-to-day nature of life during this critical historical moment. As the action ranges from the evacuation of Dunkirk to the manor houses of rural England to the quotidian horrors of London during the Blitz, the objective nature of their roles gradually changes. Cut off from the safety net of the future and caught up in the chaotic events that make up history, they are forced to participate, in unexpected ways, in the defining events of the era.”

“Jo tak!”, tænkte jeg. Tidsrejser, alternative virkeligheder og tidsparadokser. Det lød nærmest som det ultimative kærlighedsbarn. Hvordan kunne det ikke være en über-spændende bog? Jeg havde derfor endog særdeles vanskeligt ved at holde armene nede, da pakken fra Amazon dukkede op.

Der var kun et problem. Bogen var forfærdende kedelig. Hvilket var højst mærkværdigt. Tillad mig at uddybe.

Willis har udtænkt en dybt original setting i ‘Blackout’, ligesom hendes tidsrejsekoncept er grænsende til det geniale. Der er heller ingen tvivl om, at hun kan finde ud af at skrive. Udfordringen er bare, at hun virker ude af stand til (eller blot ganske uinteresseret i) at drive en historie fremad. Den slags dispositoner fungerer ikke hos en plotdreven læser som undertegnede. Willis vil gerne skildre. Side op og side ned om livet i London under blitzen. Endnu flere sider om hvordan man kommer fra Saltram-on-Sea til Dover tids nok til at overvære Dunkirk evakueringen i 1940. Efter 250 sider uden skyggen af et tidsparadoks, endsige inspirerende science fiction koncepter, gav jeg op. Hugo, Nebula og Locus priser? Muligvis. Men det ændrede ikke på, at for en læser uden større interesse for samtidsskildringer eller livet i beskyttelsesrummene, så var ‘Blackout’ en decideret pinsel.

Det havde jeg dog lykkeligt glemt, da jeg for en måneds tid siden læste om Willis’ ‘Doomsday Book‘ fra 1992. Også den havde vundet Hugo og Nebula priserne, og den lød også stærkt interessant:

“Kivrin, a time-travelling historian, is mistakenly sent back to a Medieval village near Oxford as the Black Death is about to strike, and sees all around her succumb to the Plague. At the same time, in her home time, a flu pandemic is laying waste to Oxford, stopping any attempts to find her and bring her home.”

Tidsparadokser! Pandemier! Pest! Mit lille hjerte, hvad vil du mere? Måske jeg havde bedømt ‘Blackout’ for hårdt. Måske man burde give Willis en chance mere. Som sagt, så gjort. Bogen blev bestilt, og sidste weekend gav jeg mig i kast med de 600 sider.

Hvordan tror I, at det gik? Korrekt. Efter side 350, gider jeg ikke mere. Det, der kunne have været en sindssvagt spændende krydsning mellem science fiction, fantasy og horror, er i stedet en uendelig lang skildring af hverdagslivet i 1340 (hint: De havde dårlig tandhygiejne og døde som fluer) og logistiske problemstillinger. Hovedpersonerne bruger side efter side på at få fat i telefon, noget der kan forekomme komisk, når romanens ‘nutid’ er i år 2050. Hovedpersonerne skal hele tiden et sted hen, og det hører vi bedøvende meget om.

Det rædsomme fokus på logistik, logistik og mere logistik, der prægede ‘Blackout’, var bestemt også en integreret del af Willis’ bøger for 20 år siden. Her opstår det sørgelige, for jeg har hende mistænkt for at det er meningen. Fremfor at skrive den bog jeg efterspørger (en vild og voldsom bog a la Peter F. Hamilton), så er hendes pointe sandsynligvis, at hun ville skrive en mere ‘realistisk’ bog – og gøre op med nogle myter om den mørke middelalder. Hun vil gerne beskrive og brodere, ikke fortælle en god historie. Det er jo et legitimt ønske. Man kan sagtens argumentere for, at mit ønske om en spækket og dramatisk handling er forfejlet. Som den popkulturelle kritikere Anne Helen Petersen skriver i sit indlæg ‘In Defense of Boardwalk Empire’:

“People love to rag on Boardwalk Empire. The generalized complaints: it’s boring, it’s all the prestigious packaging without the gravitas, its lead (Nucky Thompson, played by Steve Buschemi) isn’t interesting. But mostly: it’s boring.

Are these the same people who say that Mad Men is boring? Or, more specifically, the same people who really only like Mad Men because of Jon Hamm’s face? Because I don’t get it: just because a show is 60 minutes long and doesn’t jump between six different fantasy worlds, all peopled with women in various stages of undress (read: Game of Thrones), does not a boring show make. Is it boring because there’s intricate dialogue? Because the suits are too pretty? Because there’s more diversity, both in terms of class and race and ethnicity, than not only most shows on television, but most shows on HBO? Is it boring because there’s a character who wears a mask over half his face but still manages to be a sex symbol? IS THAT BORING?

Point is, I have very little tolerance for the ‘boring’ argument, in part because I don’t think that all television has to have the pace of Breaking Bad. I like Top of the Lake, I liked the exquisitely slow Rectify. I feel the same way about the “it’s boring” complaint as I do about the “that movie was too long” complaint — there are bloated blockbusters that really are too long, and then there are movies that take longer to tell their story. Have some patience. Calm the eff down. Be expansive and imaginative with your expectations of how a plot can unfurl.”

Jeg kan sådan set godt følge hende et stykke af vejen. Nogle historier tager med rette deres tid, og det kan være forkert at kritisere dem for at være kedelige.

Men alligevel. Med Willis’ bøger taler vi om genrelitteratur, der normalt har som formål at underholde og hjælpe til eskapisme og virkelighedsflugt. Hvis jeg vil læse om logistik og praktiske problemer, så kan jeg åbne min dagbog. Hvis jeg vil læse periodelitteratur, så findes den antageligvis mere interessant og bedre udført uden for fantasy- og science fiction genrerne.

Samlet set er jeg vel blot skuffet. Eller havde i hvert fald ikke fået afstemt mine forventninger. Givet er det dog, at Willis nu er havnet på min no-go liste i fremtiden. Der kan hun sidde ude sammen med China Miéville, en anden sci-fi forfatter der holder mere af litterære strækøvelser end af at skrive underholdende og spændende bøger.

Terraforming

I øjeblikket fortærer jeg glubsk Robert Charles Wilsons sci-fi roman ‘Spin’ fra 2005. Den er fremragende. Dels fordi den har et sjældent kreativt plot og tumler med nogle af livets store spørgsmål. Men måske endnu vigtigere: Wilson er eminent dygtig til at skrive, og han forstår virkelig at fortælle en historie. Det er desværre ikke en kombination af egenskaber, som man tit og ofte støder på inden for genrefiktionen. Indenfor fantasy og sci-fi har forfatternes snørklede hjerner ofte fostret nogle mageløse idéer, geniale koncepter og episke historier, men det er ikke ensbetydende med, at de selvsamme visionariusser er specielt gode til at skrive. Snarere tværtimod. Mænd som Robert Jordan og J.R.R. Tolkien burde være blevet hængt, stegt og lagt på hjul og stejle for de ulidelige og ulæselige bøger, de har udgivet i bestræbelserne på at formulere deres store historier.

Men tilbage til ‘Spin’, der tilbyder et helt igennem fascinerende koncept. Jeg er ikke en god anmelder, så jeg vil i stedet citere en altid læseværdig sci-fi side:

Without warning, the Earth is enclosed in a kind of space-time membrane by ineffable aliens that come to be called the Hypotheticals. The stars can no longer be seen, but sunlight — or a strange facsimile — does get through. Spacecraft can penetrate this sheath, only to discover that time is working a little differently on the other side. For every year that passes on Earth, over a hundred million years are flying by in the universe outside!

‘Spin’ explores a broad spectrum of themes, but the one that leaves the greatest impact is how people confront tragedy, and face death when death is no longer a distant abstraction but an imminent threat. Everyone falls, says one character in a line that also opens the book, and we all land somewhere. ‘Spin’ is about how we land. Occasionally people die in situations beyond their control, without having to endure the agonizing contemplating of it — a sudden coronary, a traffic accident.

But if we have the time to see our fate coming, and can exercise some degree of control, how will we do? Will we go gently into that good night, or rage, rage? Will we take the cowardly way out, as one character here does, disappearing into seclusion to await the world’s end with a handful of suicide pills? Will we retreat into manic religious faith, or fatalism? Or will we do what we can to make sure that whatever happens, our lives were not ultimately futile? Everyone in this book makes different choices. Some end up better than others. The final verdict is that life is always worth saving.

Fristet? Det bliver endnu bedre. For på et tidspunkt i bogen forsøger man at terraforme Mars, og alle der har spillet Civilization 1 og 2 ved, at terraforming er den eneste sikre måde at vinde spillet på. ‘Spin’ kan varmt anbefales. Ikke kun for fans af spekulative fiktion, men for alle der kan lide en velskreven bog, der stimulerer ens tanker og lysten til at stille de store spørgsmål.

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.

Say it, say it, say it!

Hmm! Ja, altså, War of the Worlds var ganske underholdende, men man kunne godt se at grundsubstansen i filmen er en meget, meget gammel sci-fi roman. Jeg mener: Det var lidt svært ikke at grine når de her onde og grusomme aliens vralter rundt i nogle tripods….og når de så selv ligner en krydsning mellem E.T og Aliens, så bliver det endnu sværere at holde masken. Men man må da sige, at Spielberg har fået banket en solid action-basker sammen. Den får 4 ud af 6 herfra.