Giv Lando den respekt han fortjener!

Er ikke blevet sådan rigtig grundforelsket i statistikvidunderbarnet Nate Silvers ellers så højtbesungne ‘vi-anvender-kvantitative-data-til-at-analysere-alt-lige-fra-sport-til-politik-og-popkultur‘ hjemmeside FiveThirtyEight endnu.

Men deres spørgeskemaundersøgelse om ‘Star Wars’ filmenes popularitet vis-à-vis hinanden er nu alligevel ganske underholdende.

Det er ikke ligefrem overraskende, at de tre ‘nye’ (og nøgternt vurderet ikke særlig gode) film fra 1999-2005 er mindre elskede end de tre klassiske fra 1977-1983. Men det viser sig til min forbløffelse, at min egen favorit blandt de seks hidtidige ‘Star Wars’-film, ‘The Empire Strikes Back’, også er de fleste andre menneskers yndlingfilm i serien.

Egentlig burde det ikke være sådan. At være bog eller film nummer to i en trilogi er normalt ikke positivt. Den slags plejer altid at være ‘mellemhistorien’, der skal bygge bro mellem indledningen i første film og klimaks i film tre. Så hvad er det, at ‘The Empire Strikes Back’ gør rigtigt. Stort set alt, faktisk:

  • Alt på isplaneten Hoth: Det hele i filmens første tre kvarter er fantastisk. Den episke kamp mellem rebellernes og Imperiet AT-AT Walkers er genial og wooooh!-fremkaldende for enhver rask dreng. Den snappy flirten og de seksuelle spændinger mellem Han Solo og Leia er dragende. Og man kan kun holde af scenen, hvor Luke er nødt til at sprætte tauntaun’en op med lyssværdet, så han kan lægge sig ind i dens stadig varme indvolde med henblik på at undgå at fryse ihjel. FREMRAGENDE!
  • Cloud City: En af de mest besnærende sekvenser i hele ‘Star Wars’ føljetonen er forviklingerne på gasminekolonien, der svæver over Bespin. Vi møder her Lando Calrissian, der er en sexgud. Det er ligeledes her at Han Solo bliver FROSSET NED I FLYDENDE KULSTOF. Og, ja, det er også her, at Luke opdager, at Darth Vader er hans far – og hvor han får kappet hånden af. Alt i alt stærke sager.
  • Mindre Dagobah, tak: Der er i grunden kun ét sted, hvor ‘Empire’ træder grumt ved siden af. Det er i alle træningssekvenserne mellem Yoda og Luke på Dagobah. Bevares, Yoda er da en essentiel del af ‘Star Wars’ mytologien og filmhistorien, og jeg elsker ham mere end hvad der er etisk forsvarligt. Men det er så kedeligt, så kedeligt at se Luke, denne bøvede, selvhøjtidelige og moralsk uinteressante bonderøv fra Tatooine, luffe rundt på en sumpplanet alt imens han laver sit-ups og løfter sin X-Wing med tankens kraft.

Noget mere oprørt blev jeg over FiveThirtyEights oversigt over filmkarakternes relative popularitet:

Star Wars Ranking

Det er jo forrykt. Nuvel, det kommer nok næppe bag på nogen ‘Star Wars’-entusiaster, at en af filmhistoriens universelt mest foragtede personager, Jar-Jar Binks, er mere forhadt end selv den nederdrægtige kejser. Det er løn som fortjent.

Men at Luke Skywalker – denne kedsommelige og leverpostejfarvede eksistens – skulle være mere populær end Han Solo? At Anakin Skywalker skulle være mere populær end et popkulturelt ikon som Darth Vader1? Endelig: Hvorfor er Lando ikke helt oppe at ringe i rankingen? Det er så forkert og urimeligt og forbryderisk, som det overhovedet kan blive. Der må være tale om en metodisk fejl. Jeg kan ikke forklare det på anden vis.

Nu må vi så se om Disney får forplumret den kommende ‘Star Wars VII’. Guderne skal vide, at instruktøren bag de forrige film, George Lucas, allerede har gjort sit bedste for at ødelægge magien via vederstyggeligheder som ‘The Phantom Menance’ samt “sjove” og “børnevenlige” karakterer som Jar-Jar Binks og Ewoks. Den syvende films instruktør er J. J. Abrams fra ‘Lost’ og ‘Fringe’, hvilket borger for en vis fantasi og kreativitet. Jeg er derfor ikke ubetinget pessimistisk. Men spændt – det er jeg godt nok.

Hvad er læsernes yndlinge i ‘Star Wars’-universet. Både blandt filmene og personerne?

  1. Og har vi egentlig ikke et identitetsmæssigt paradoks her? []

Mechas, monstre og manga

Søndagens mirakuløse opdagelse af ‘Pacific Rim’ sendte mig på en nostalgisk Tour de Gamle Nørdede Passioner. Nærmere betegnet to popkulturelle artefakter, der formede mine sene teenageår. Jeg skrev allerede for et stykke tid tilbage en ode til videospillet ‘Final Fantasy VI’, men bare rolig, der var flere kærlighedsaffærer fra samme japanske kilde.

Patlabor 2

Den første er ‘Patlabor 2′, en mangafilm (eller ‘Anime’, som den slags retteligt hedder) fra 1993. Første gang jeg stødte på den var i forfilmene til den engelske VHS-udgave af ‘Ghost in the Shell’, som min far købte hjem til mig fra London i 1997.

‘Ghost in the Shell’ er naturligvis et mesterværk i sig selv. En del mennesker kender den ubevidst, da Wamdue Project brugte en forvirret sammenklippet udgave af filmen i deres musikvideo til ‘King of My Castle’ fra 1998. Er man nysgerrig på cyberpunk og dystopiske fremtidsvisioner af Tokyo, så er filmens to enestående actionscener at finde på YouTube her og her.

Nå, men tilbage til ‘Patlabor 2’. Traileren var i forfilmene på VHS-båndet, og selvom jeg ikke kan finde den online i dag, var det uhyre dragende for en 16-årig.

I filmen følger vi Sektion 2, en specialstyrke i Tokyos politi, der anvender robottanks, ‘mechas’, til at bekæmpe kriminalitet. I klippet neden for følger vi filmens to hovedpersoner – den livsglade mechapilot Noa og hendes noget mere tvære kollega Asuma – mens de kalibrerer Noas elskede robottank Alphonse.

Jamen, er det ikke mageløst? Hvordan kan man ikke elske denne sekvens med dens animerede interface, robotter og den fængende plinky-plonky musik? Filmen er dog ikke kun sjov og ballade. Uden at komme alt for meget ind på plottet, er der en kras kritik af militariseringen af Japan. Blandt andet i den legendariske ‘unnatural city’ sekvens, hvor Tokyo i undtagelsestilstand fremstilles melankolsk og nærmest poetisk. Eller hvad med den åndeløst ubehagelige actionsekvens, hvor en terrorist i helikopter sætter det meste af Tokyos kommunikation og infrastruktur ud af spil. Det ser man ikke ofte i animerede film!

‘Patlabor 2’ og ‘Pacific Rim’ er selvsagt i åndelig familie gennem deres fælles fokus på mechas. De episke mecha vs. kaiju kampe i ‘Pacific Rim’ sendte mig direkte tilbage til slut-90’erne, hvor film som ‘Patlabor’ var nørdnarko direkte ned i blodbanerne. Ahhhh!

‘Final Fantasy VII’ – angrebet på Junon

Dette var den første udgave af ‘Final Fantasy’ til Playstation – og det er velsagtens også den mest legendariske af de efterhånden ganske mange spil i serien.

Et godt stykke inde i spillet er vores helt, den frafaldne lejesoldat Cloud, sluppet ud af spillets ækvivalent til Kurt Russells New York. Sammen med en broget flok medsammensvorne af øko-terrorrister og ninjaer, bekæmper han i første omgang det gennemrådne konglomerat Shinra, der har overtaget verdensherredømmet. Det viser sig dog efterhånden, at den egentlig bad guy i spillet er den stærkt androgyne Sephiroth, Clouds tidligere sergent i militærenheden SOLDIER.

Sephiroth er blevet splittergal efter at hans elskede døde i en ulykke – vel at mærke en ulykke, som han giver Cloud skylden for. Omsvøbt af nihilistisk dødsdrift er hans plan nu at vække en række legendariske væsener – der til forveksling minder om Godzilla og kaijuerne i ‘Pacific Rim’ – med henblik på at fremkalde verdens undergang. Efterhånden går det op for ledelsen i Shinra, at Sephiroth ikke er til at spøge med. Især ikke, da det rent faktisk lykkes ham at få vækket et særligt gnavent godzilla-esque monster, der nu er på vej direkte mod havnebyen Junon. Til at forsvare byen har Shinra opstillet en svært fallos-agtig kanon, der med sin potente ladning skal holde udyret væk.

Ja-ja, jeg ved godt at grafikken er rædsom, men hey, den er snart 20 år gammel. Hvordan tror I selv at eftertiden vil vurdere de ting, som I sidder og pølser rundt i nu? Hva’? Giv lige spillet en pause, gør. Tro mig når jeg siger det: ‘Pacfic Rim’ har lånt liberalt fra denne scene. Den var noget af det første jeg tænkte på, da jeg så filmen forleden. Og nu har jeg fået lyst til at genspille Final Fantasy VII. Hvor lifligt!

Pacific Rim

Fruen og Arvingen er taget på sommerferie en uges tid før undertegnede, så jeg har pludselig en overflod af tid og stilhed at boltre mig i. Det har jeg blandt andet benyttet til at se HBO’s meget lovende nye serie ‘The Leftovers’, men især til at få set ‘Pacific Rim’.

Som officielt er verdens bedste film.

Jo, det er. Bevares, der er sikkert lavet kunstneriske, følsomme, vigtige, samfundsrelevante, intellektuelle, smukke og meningsfulde film, som indsigtsfulde og smagfulde kritikere vil tildele priser, ære og hæder. Men det ændrer ikke på at ‘Pacific Rim’ er verdens bedste film. Her er hvorfor:

  • ENORME monstre, der er ude på at ødelægge snart sagt enhver storby langs Stillehavets kyst
  • MEGA robotter (‘Mechas‘), der ustyrligt seje
  • En post-apokalyptisk verden, hvor San Francisco bliver splitret ad allerede i filmens første to minutter
  • Modige (og flerdimensionelle) helte, hvis skæbne man rent faktisk går op i
  • Idriss Elba er bad-ass!
  • Vilde effekter og fabelagtig action

Jeg ved ikke helt hvor gammel sønnen skal være for at se filmen, men ‘Pacific Rim’ bliver en udødelig klassisker her i husholdningen, en film man kan se igen og igen. I mit barndomshjem var det ‘Indiana Jones’-serien, der havde den rolle. Ja, så god er ‘Pacific Rim’ faktisk.

Hvis du ikke har set filmen endnu, så er den på det danske Netflix – og det er to timers intens glæde, sjov og berigende nørderier.

Popkulturelt forfald

Det har været lidt trægt med popkulturforbruget dette forår og sommer (>>indsæt kedsommelig passus om tid spenderet på arbejdet og den nye tilværelse som småbørnsforældre samt den obligatorisk jamren over hvad det altsammen betyder for mængden af fritid<< ), men lidt kan jeg dog berette. Her er hvad jeg har fortæret de seneste måneder.

Bøger

Michael Rowe – ‘Enter Night’ (vampyrroman fra Canada, der starter fremragende – sikke et mord i bussen! – for siden at flade ud som en udstrakt, hendøende prut)

George R.R. Martin – ‘Fevre Dream’ (jeg ved ikke hvorfor jeg troede at hans bog om vampyrer, der sejler hjuldamperræs på Mississipi ville være god. Internettet påstod det. Internettet løj)

Tim Powers – ‘The Anubis Gate’ (bogen begynder som en hyper udgave af Indiana Jones iklædt tidsrejser, men luffede siden hen og blev et lidt kedsommeligt periodedrama fra 1870’erne. Min tålmodighed randt ud)

Jeffrey Towson & Jonathan Woetzel – ‘The One Hour China Book: Two Peking University Professors Explain All of China Business in Six Short Stories’ (brugte den som forberedelse til Kina-rejsen. Glimrende intro)

Henry Kissinger – ‘On China’ (Kissinger skriver fremragende, og hvis man er interesseret i geopolitik, kold krig, Kinas historie og udenrigspolitik, er bogen et must).

Jim Butcher – ‘Storm Front’ (første bog i ‘The Dresden Files’ serien om en efterforsker/troldmand. Jeg var fint underholdt på den kalorielette og underlødige måde. Overvejer at læse næste bind i en evt. ledig stund).

Richard K. Morgan – ‘Altered Carbon’ (måske jeg bare skal give den en chance mere. Efter 100 sider gik jeg i stå).

Manning Marable – ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’ (jeg har igennem længere tid været fascineret af Malcolm X. Bogen er fremragende).

Paul Cornell ‘The Severed Streets’ (efterfølgeren til den STÆRKT underholdende ‘London Falling’, som jeg læste i efteråret. Toeren er en tand for polemisk til min smag, men har dog en slutning, som gør at jeg nok også hapser en eventuel treer med)

Musik

Jeg føler mig kalder til at knytte et par ord til ovenstående. Især at jeg er noget knuget indvendigt over at jeg stort set INTET ny musik har tilføjet mine Spotify playlister siden sønnen blev født. Tror det især skyldes, at jeg efterhånden lytter mere til podcasts end musik, når jeg er på vej til og fra arbejde.

Derudover vil jeg gerne have ført til referat, at ‘Under the Pressure’ med stor sandsynlighed ender med at være årets sang i 2014 for mig. Slutteligt er det snart 20 år gamle(!) New Order remix kommet pludseligt snigende ind i mit baghoved. Jeg er ikke sikker på at det er objektiv god musik, og egentlig havde jeg glemt alt om sangen i 18 år. Indtil at jeg forleden aften sad og overspringshandlede ved at finde nye ringetoner til mobilen (hører I pludselig Josh Rouse ‘Directions’, Mazzy Star ‘Fade Into You’ eller Elastica ‘Stutter’ i det offentlige rum, så er det antageligvis mig der ringes til), og i den forbindelse flygtigt overvejede en New Order sang. Det blev altså ikke Hardfloor remixet af ‘Blue Monday’, jeg spiller når I ringer, men sangen spillede en enorm rolle i at forme min musiksmag. Det er med en vis sandsynlighed den sang jeg lyttede mest til som 14 årig. Sammen med Pet Shop Boys’ ‘Discography’ album, velsagtens.

Så nu kender I mit kulturpolitiske udgangspunkt. Alt andet i min mismodige eksistens er udsprunget fra et technoremix af en 80’er sang, suppleret af en trippet musikvideo indeholdende de mest vidunderlige midt-90’er computeranimationer, man kan forestille sig.

Tv-serier og film Vi er gået lidt i stå. De fleste af de tv-serier jeg gerne vil se (Supernatural, Defiance, The Americans, Revolution, Game of Thrones, Continuum) er stadig ikke i kommet i de nyeste sæsoner på Netflix, eller også er de kun i crappy kvalitet på notoriske underpræsterende HBO Nordic.

Lige nu er vi ved at afslutte første sæson af Homeland, en serie jeg ellers har haft vanskeligt ved at engagere mig i. Efter en sløv start er den blevet nervepirrende spændende, må jeg indrømme. Faktisk så spændende, at jeg alvorligt overvejer at vi bør se anden sæson også. Om Udover Homeland? Så har vi set Nashville (topkvalitets soap!) og de nyeste sæsoner af Californication og Mad Men. Inden da så vi Grimm, Les Revenants, Arrow og sikkert nogen andre, jeg i skrivende stund har glemt. Nåhr, jo, også True Detective og House of Cards.

Film? Ikke rigtig nogen. Kan ikke huske hvad der var den seneste film jeg så. Måske en dokumentar fra ESPN. Var meget begejstret for ‘Once Brothers’ om Vlade Divac og Dražen Petrović, og ‘The Fab Five’ om det legendariske Michigan Wolverines baskethold fra 1991. De kan begge varmt anbefales.

Koncerter Ingen. Med mindre man da regner den kaskade af crazy-ass kinesere, der optrådte med sang, opera og underlødig dans under turen til Kina, som en koncert.

Finkultur Intet. Absolut intet. Ingen muséer, ingen kunst, ingen teaterstykker. Nada. Null. Formoder at det er noget, jeg egentlig burde være mere bekymret over, end jeg er i skrivende stund.

Rejsende læsehest

December har vist sig at være en produktiv læsemåned. Tre ugers bryllupsrejse er således en aldeles velegnet mulighed for at få kværnet nogle bøger. Her er listen i al sin magt og vælde:

Peter Baker – ‘Days of Fire. Bush and Cheney in the White House’ (2013)

Læste oprindeligt en positiv anmeldelse i The Economist, og føjede herefter bogen til min ønske inde på Amazon. Undervejs på rejsen opdagede jeg, at New York Times havde bogen på sin liste over årets ti bedste non-fiction bøger, hvilket fluks fik mig til at investere i den, da jeg stod i lufthavnen i San Francisco. Her 200 sider inde i bogen er jeg enig i, at den er ganske fascinerende. Jeg havde (og har) et ganske ambivalent forhold til George W. Bush, men har igennem årene også ofte tænkt, at der må være mere til historien om ham end det notorisk kritiske billede, der blev tegnet i de europæiske medier op igennem 2000-tallet. Såvel Bush som Cheney fremstår som mere nuancerede skikkelser i bogen, end man skulle tro. Det kan godt gå hen og blive en egentlig klassiker, tror jeg.

Morrissey – ‘Autobiography’ (2013)

Den her var vanskelig for mig. Jeg elsker The Smiths og store dele af Morrisseys sangkatalog, men Morrissey har igennem årene udviklet sig til at blive mere og mere selvhøjtidelig. Men nuvel, som fan var jeg jo nødt til at læse hans selvbiografi, jeg mener, vi taler jo trods alt om et mine største musikalske idoler. Det fortryder jeg nu. Magen til selvoptaget vås skal man lede længe efter. Der bliver gjort regninger op med alle de mennesker, som den stadigt mere vrantne Morrissey mener har forsmået ham eller ikke forstået hans artistiske geni. Vi taler om en noget nær uendelig lang omgang bitching. Og så alle disse manierede udfald mod hans gamle lærere, kongehuset og folk der spiser kød. De var kedelige i begyndelsen af 90’erne, og de er nærmest fossilerede i al deres skabagtige plathed. Musikken eller kreative processer hører vi ikke meget om, det er blot biting i Morrisseys sørgmodige selvfejring af egne herlighed. Undgå denne bog, med mindre du er meget forelsket i manden i forvejen. Jeg efterlod bogen i en af skufferne på värelse 2286 på Waikoloa Beach Marriott på Big Island, hvis du er interesseret i et gratis eksemplar.

Dan Simmons – ‘Carrion Comfort’ (1989)

Det er lidt blandet hvor stor en succes det er, når jeg har været i Fantask og bedt dem om input til nye spekulative bøger, jeg bør læse. Nogle gange er det store triumfer (John Scalzi og Robert Charles Wilson), andre har været rädsomme (ingen nævnt, ingen glemt). Så det var med let bævende mund og rystende händer, at jeg gav mig i kast med Simmons’ gyser. Marvel Morten anbefalede den varmt, da jeg nævnte at jeg godt kunne lide krydsningen mellem sci-fi og horror i Peter F. Hamiltons böger. Og det var heldigvis et hit! Simmons skriver fremragende og blodtørstigt, så man bliver herligt skidt tilpas. Ikke siden Justin Cronins ‘The Passage’ har jeg haft så stor fornöjelse 700 siders effektivt gys. Anbefales varmt, især hvis du kan lide Stephen King. Der forefindes et gratis eksemplar i skrivebordsskuffen i værelse 26 på Holiday Inn Fisherman’s Wharf i San Francisco.

Oliver Burkeman – ‘The Antidote: Happiness for People Who Can’t Stand Positive Thinking’ (2013)

Burkeman har en ugentlig klumme i The Guardian (‘This Column Will Change Your Life’), hvor han gør op med diverse selvhjælpsbøger – herunder især hele det varmtluftsdrevne konsult-crap befængte selvhjælps-industrielle kompleks, der er bygget op om myten om positiv tænkning. Når man som udgangspunkt er misantrop og sortseer, så er Burkemans bog en lise for sjælen. Hans grundlæggende pointe er, at der ikke er evidens for at positiv tænkning skaber resultater eller højere lykke. Tværtimod medfører ideologien om positiv tænkning, at folk bliver mere ulykkelige. Løsningen er, siger Burkeman, at blive inspireret af stoikerne – og anvende såkaldt negativ projicering. Tesen er interessant, men kan ikke bære en hel bog. Læs derfor dele af den, det kan være inspirerende. Der findes et eksemplar af bogen i vaskerummet på Hotel Hale Pau Hana i Kihei, Maui.

Dan Simmons ‘Song of Kali’ (1985) & Jonathan Aycliffe: ‘Naomi’s Room’ (2013)

Her er et lille paradoks: Jeg hader og afskyr gysefilm. Er alt for angst og nervøs til at kunne holde ud at se dem. Men jeg holder meget af gyserbøger, især når de kan udfylde ventetiden under lange flyrejser. Jeg investerede i en iPad Air i San Francisco, og siden jeg var i USA (og dermed kunne slippe for at betale de drakoniske toldsatser), købte jeg to saftige gysere til min Kindle App.

Efter succesen med ‘Carrion Comfort’ kastede jeg mig ud i Simmons’ første bog, der er meget rost og tilmed vandt en fin fantasypris tilbage i midtfirserne. Den foregår i Calcutta i 1977, hvor en forfatter bliver involveret i noget snavs med en kult, der dyrker gudinden Kali. Bogen er ikke decideret uhyggelig, men bevares, det lykkes bestemt for Simmons at få Calcutta til at lyde som et uhyre uelskeligt sted. Läs den, hvis du synes hinduistiske dødsguder og deres dyrkere er spændende.

‘Naomi’s Room’ er til gengæld exceptionelt creepy. Bogen er for 4/5 vedkommende en spøgelseshistorie, der sådan set er urovækkende nok i sig selv. I den sidste 1/5 af bogen stikker det dog helt af. (SPOILER) Skurken i bogen er en læge i 1860’erne, der i sindssyge (vist nok fremkaldt af syfilis) misbruger, torturerer og eksperimenterer på sin kone og børn på mest bestialsk vis. Både han, konen og börnene hjemsøger nu det hus, hvor hovedpersonen Robert og frue bor. Kort sagt bliver vores hovedpersonen mere og mere besat af den onde ånd, hvorefter slutningen kammer helt over i bloddryppende og sadistiske beskrivelser af hvordan den nu helt besatte hovedpersonen forlyster sig med sin kone, søster og niece (SPOILER SLUT). Det blev lidt for meget, må jeg nok indrømme, da jeg sad der i flyet et sted mellem Newark og Kastrup. Læs den hvis du kan lide film i torturpornogenren, såsom Saw serien.

Derudover fik jeg læst en masse aviser (San Francisco Chronicle, West Hawaii Today, Honolulu Star Advertiser, Wall Street Journal, Los Angeles Times) og magasiner (The Economist, Spectator, New Yorker, Foreign Affairs, The New Republic, Maui Yoga Living), så alt i alt føler jeg mig ladet op med inspiration til det nye år.

Ground Control to Major Tom

 

Vi var inde at se ‘Gravity’ i dag. Har ikke været i biografen om eftermiddagen siden dengang jeg gik i filmklub i de små klasser, men det er egentlig et glimrende koncept. Det burde man gøre oftere.

Men jeg taler udenom. Indlægget handler jo om ‘Gravity’. Som er den bedste film jeg har set i meget lang tid. Måske i årevis. Den er spændende, uhyggelig, begavet og visuelt blændende flot. Hidtil har jeg været uhyre skeptisk overfor 3D-film, men i ‘Gravity’ fungerer det helt sublimt. Se den i biografen inden det er for sent. Det er den slags film, som kun ydes fuld retfærdighed, hvis den ses på et stort lærred.

En ny chance

Når man er så gammel og forstokket som undertegnede, er det sjældent at man ændrer mening efter det første indtryk. Da jeg i sommeren 2012 købte første bind af Robin Hobbs ‘Farseer Trilogy’ i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm, fandt jeg den trang og egentlig ganske dårlig. Muligvis min antipati skyldtes de ar på sjælden det havde givet mig, at tvinge mig selv igennem ikke færre end TO bind af Robert Jordans sjæledrænende ‘Wheel of Time’ serie. Muligvis jeg var træt af det notoriske dårlige vejr under vores ferie. I hvert fald gik jeg i stå efter 100 sider, og da vi kom hjem, havnede bogen på hylden sammen med de øvrige halvlæste bøger.

Efter at have der og kukkeluret det meste af et år, fik jeg dog til sidst så dårlig samvittighed, at jeg gav bogen en chance mere. Der måtte vel være en eller anden lødig grund til, at snart sagt samtlige fantasyhjemmesider udråbte Hobbs trilogi til veritable mesterværker. Så i pausen mellem at jeg fik afsluttet Joe Abercrombies blodtørstige ‘First Law’ bøger og næste sending fra Amazon ankom, gav jeg mig i kast med Hobbs ‘Assasin’s Apprentice’ én gang til.

Og sikke en overraskelse. Den bog, der under Stockholms grå himmel havde virket som en langsom Bildungsroman i faux-middelalder rammer, viste sig nu at være en velskrevet og ganske spændende fantasybog om ZOMBIER! Eller næsten, i hvert fald. Zombieficerede stakler spiller i hvert fald en betydelig rolle i historien. Og selvom hovedpersonen Fitz er lidt for meget teenage-emo til min smag, så er jeg faktisk begyndt at være sådan oprigtigt interesseret i hans videre færd og skæbne. Er derfor allerede i gang med bind to, og det gjorde min kedsommelige bustur her til morgen til noget nærmest behageligt.

Jeg tror, at det er første gang siden min tidlige ungdom – hvor jeg læste stort set ALT, de havde i fantasyafdelingen på Hasseris Bibliotek (det var på den måde jeg kom igennem det meste af Dragonlance bøgerne og Ringenes Herre) – at jeg på den måde har givet en bog en ny chance, efter at have opgivet den i første omgang.

Måske noget vigtig læring til de videre læseeventyr.

Doomsday Book

Guderne skal vide, at jeg virkelig gerne ville kunne skrive, at jeg synes den højtbesungne Connie Willis er en fremragende science fiction forfatter. Men det kan jeg ikke. Og det værste er, at det med stor sandsynlighed er mig, der udgør problemet.

Første gang jeg stødte på Willis var under en af mine småautistiske find-inspiration-til-ny-læsning internetsessioner, hvor jeg finkæmmer diverse blogs, Amazons køberanmeldelser og andre snaskede sider fra nettets skyggesider. Jeg befandt mig i den anledning pludselig inde på Wiki-siden for Hugo Awards, science fiction genrens fineste og mest prestigefyldte bogpris. Der opdagede jeg, at Willis i 2011 ryddede bordet med sin dobbeltroman ‘Blackout/All Clear‘, hvor hun ud over Hugo Award’en også hapsede de to andre førende priser (Nebula og Locus Awards). Det var en besnærende opdagelse, for historisk set er det kun indiskutable mesterværker som Neil Gaiman ‘American Gods’, Joe Haldeman ‘Forever war’ og Frank Herbert ‘Dune’, der har præsteret noget lignende.

Så jeg bestilte første del af bogen, ‘Blackout’, engang sidste år. Forventninger var høje, og romanens setting lød på forhånd også stærkt appetitligt:

“The narrative opens in Oxford, England in 2060, where a trio of time traveling scholars prepares to depart for various corners of the Second World War. Their mission: to observe, from a safe vantage point, the day-to-day nature of life during this critical historical moment. As the action ranges from the evacuation of Dunkirk to the manor houses of rural England to the quotidian horrors of London during the Blitz, the objective nature of their roles gradually changes. Cut off from the safety net of the future and caught up in the chaotic events that make up history, they are forced to participate, in unexpected ways, in the defining events of the era.”

“Jo tak!”, tænkte jeg. Tidsrejser, alternative virkeligheder og tidsparadokser. Det lød nærmest som det ultimative kærlighedsbarn. Hvordan kunne det ikke være en über-spændende bog? Jeg havde derfor endog særdeles vanskeligt ved at holde armene nede, da pakken fra Amazon dukkede op.

Der var kun et problem. Bogen var forfærdende kedelig. Hvilket var højst mærkværdigt. Tillad mig at uddybe.

Willis har udtænkt en dybt original setting i ‘Blackout’, ligesom hendes tidsrejsekoncept er grænsende til det geniale. Der er heller ingen tvivl om, at hun kan finde ud af at skrive. Udfordringen er bare, at hun virker ude af stand til (eller blot ganske uinteresseret i) at drive en historie fremad. Den slags dispositoner fungerer ikke hos en plotdreven læser som undertegnede. Willis vil gerne skildre. Side op og side ned om livet i London under blitzen. Endnu flere sider om hvordan man kommer fra Saltram-on-Sea til Dover tids nok til at overvære Dunkirk evakueringen i 1940. Efter 250 sider uden skyggen af et tidsparadoks, endsige inspirerende science fiction koncepter, gav jeg op. Hugo, Nebula og Locus priser? Muligvis. Men det ændrede ikke på, at for en læser uden større interesse for samtidsskildringer eller livet i beskyttelsesrummene, så var ‘Blackout’ en decideret pinsel.

Det havde jeg dog lykkeligt glemt, da jeg for en måneds tid siden læste om Willis’ ‘Doomsday Book‘ fra 1992. Også den havde vundet Hugo og Nebula priserne, og den lød også stærkt interessant:

“Kivrin, a time-travelling historian, is mistakenly sent back to a Medieval village near Oxford as the Black Death is about to strike, and sees all around her succumb to the Plague. At the same time, in her home time, a flu pandemic is laying waste to Oxford, stopping any attempts to find her and bring her home.”

Tidsparadokser! Pandemier! Pest! Mit lille hjerte, hvad vil du mere? Måske jeg havde bedømt ‘Blackout’ for hårdt. Måske man burde give Willis en chance mere. Som sagt, så gjort. Bogen blev bestilt, og sidste weekend gav jeg mig i kast med de 600 sider.

Hvordan tror I, at det gik? Korrekt. Efter side 350, gider jeg ikke mere. Det, der kunne have været en sindssvagt spændende krydsning mellem science fiction, fantasy og horror, er i stedet en uendelig lang skildring af hverdagslivet i 1340 (hint: De havde dårlig tandhygiejne og døde som fluer) og logistiske problemstillinger. Hovedpersonerne bruger side efter side på at få fat i telefon, noget der kan forekomme komisk, når romanens ‘nutid’ er i år 2050. Hovedpersonerne skal hele tiden et sted hen, og det hører vi bedøvende meget om.

Det rædsomme fokus på logistik, logistik og mere logistik, der prægede ‘Blackout’, var bestemt også en integreret del af Willis’ bøger for 20 år siden. Her opstår det sørgelige, for jeg har hende mistænkt for at det er meningen. Fremfor at skrive den bog jeg efterspørger (en vild og voldsom bog a la Peter F. Hamilton), så er hendes pointe sandsynligvis, at hun ville skrive en mere ‘realistisk’ bog – og gøre op med nogle myter om den mørke middelalder. Hun vil gerne beskrive og brodere, ikke fortælle en god historie. Det er jo et legitimt ønske. Man kan sagtens argumentere for, at mit ønske om en spækket og dramatisk handling er forfejlet. Som den popkulturelle kritikere Anne Helen Petersen skriver i sit indlæg ‘In Defense of Boardwalk Empire’:

“People love to rag on Boardwalk Empire. The generalized complaints: it’s boring, it’s all the prestigious packaging without the gravitas, its lead (Nucky Thompson, played by Steve Buschemi) isn’t interesting. But mostly: it’s boring.

Are these the same people who say that Mad Men is boring? Or, more specifically, the same people who really only like Mad Men because of Jon Hamm’s face? Because I don’t get it: just because a show is 60 minutes long and doesn’t jump between six different fantasy worlds, all peopled with women in various stages of undress (read: Game of Thrones), does not a boring show make. Is it boring because there’s intricate dialogue? Because the suits are too pretty? Because there’s more diversity, both in terms of class and race and ethnicity, than not only most shows on television, but most shows on HBO? Is it boring because there’s a character who wears a mask over half his face but still manages to be a sex symbol? IS THAT BORING?

Point is, I have very little tolerance for the ‘boring’ argument, in part because I don’t think that all television has to have the pace of Breaking Bad. I like Top of the Lake, I liked the exquisitely slow Rectify. I feel the same way about the “it’s boring” complaint as I do about the “that movie was too long” complaint — there are bloated blockbusters that really are too long, and then there are movies that take longer to tell their story. Have some patience. Calm the eff down. Be expansive and imaginative with your expectations of how a plot can unfurl.”

Jeg kan sådan set godt følge hende et stykke af vejen. Nogle historier tager med rette deres tid, og det kan være forkert at kritisere dem for at være kedelige.

Men alligevel. Med Willis’ bøger taler vi om genrelitteratur, der normalt har som formål at underholde og hjælpe til eskapisme og virkelighedsflugt. Hvis jeg vil læse om logistik og praktiske problemer, så kan jeg åbne min dagbog. Hvis jeg vil læse periodelitteratur, så findes den antageligvis mere interessant og bedre udført uden for fantasy- og science fiction genrerne.

Samlet set er jeg vel blot skuffet. Eller havde i hvert fald ikke fået afstemt mine forventninger. Givet er det dog, at Willis nu er havnet på min no-go liste i fremtiden. Der kan hun sidde ude sammen med China Miéville, en anden sci-fi forfatter der holder mere af litterære strækøvelser end af at skrive underholdende og spændende bøger.

Terraforming

I øjeblikket fortærer jeg glubsk Robert Charles Wilsons sci-fi roman ‘Spin’ fra 2005. Den er fremragende. Dels fordi den har et sjældent kreativt plot og tumler med nogle af livets store spørgsmål. Men måske endnu vigtigere: Wilson er eminent dygtig til at skrive, og han forstår virkelig at fortælle en historie. Det er desværre ikke en kombination af egenskaber, som man tit og ofte støder på inden for genrefiktionen. Indenfor fantasy og sci-fi har forfatternes snørklede hjerner ofte fostret nogle mageløse idéer, geniale koncepter og episke historier, men det er ikke ensbetydende med, at de selvsamme visionariusser er specielt gode til at skrive. Snarere tværtimod. Mænd som Robert Jordan og J.R.R. Tolkien burde være blevet hængt, stegt og lagt på hjul og stejle for de ulidelige og ulæselige bøger, de har udgivet i bestræbelserne på at formulere deres store historier.

Men tilbage til ‘Spin’, der tilbyder et helt igennem fascinerende koncept. Jeg er ikke en god anmelder, så jeg vil i stedet citere en altid læseværdig sci-fi side:

Without warning, the Earth is enclosed in a kind of space-time membrane by ineffable aliens that come to be called the Hypotheticals. The stars can no longer be seen, but sunlight — or a strange facsimile — does get through. Spacecraft can penetrate this sheath, only to discover that time is working a little differently on the other side. For every year that passes on Earth, over a hundred million years are flying by in the universe outside!

‘Spin’ explores a broad spectrum of themes, but the one that leaves the greatest impact is how people confront tragedy, and face death when death is no longer a distant abstraction but an imminent threat. Everyone falls, says one character in a line that also opens the book, and we all land somewhere. ‘Spin’ is about how we land. Occasionally people die in situations beyond their control, without having to endure the agonizing contemplating of it — a sudden coronary, a traffic accident.

But if we have the time to see our fate coming, and can exercise some degree of control, how will we do? Will we go gently into that good night, or rage, rage? Will we take the cowardly way out, as one character here does, disappearing into seclusion to await the world’s end with a handful of suicide pills? Will we retreat into manic religious faith, or fatalism? Or will we do what we can to make sure that whatever happens, our lives were not ultimately futile? Everyone in this book makes different choices. Some end up better than others. The final verdict is that life is always worth saving.

Fristet? Det bliver endnu bedre. For på et tidspunkt i bogen forsøger man at terraforme Mars, og alle der har spillet Civilization 1 og 2 ved, at terraforming er den eneste sikre måde at vinde spillet på. ‘Spin’ kan varmt anbefales. Ikke kun for fans af spekulative fiktion, men for alle der kan lide en velskreven bog, der stimulerer ens tanker og lysten til at stille de store spørgsmål.

Boglektioner

Det har vanen tro været en sommer i sci-fi og fantasybøgers tegn. Allerede inden feriens begyndelse havde jeg opbygget et større bjerg af murstensromaner, som jeg havde en herostratisk ambition om at komme igennem.

Det var først og fremmest en række sci-fi klassikere: David Brin ’The Uplift War’ (1987), Stanisław Lem ’Solaris’ (1961), Vernor Vinge ’A Fire Upon the Deep’ (1992) og Robert Heinlein ’The Moon is a Hard Mistress’ (1966). På fantasysiden fandt man ’Eye of the World’ (1990), det første bind i Robert Jordans über-episke 14-binds ’Wheel of Time’ saga. For at komplettere mit overmod, havde jeg også anskaffet mig første bind i en anden storladen fantasyserie: Steven Erikson ’Gardens of the Moon’ (1999). Endelig havde jeg forinden rekvireret non-fiction bogen ’The Quest’ af Daniel Yergin.

Under ferien valgte jeg så dumstædigt også at gå amok i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm. Her lagde jeg de klamme, svedige hænder på en række nye fantasybøger: Raymond E. Feist ’Magician’ (1982), Robin Hobb ’Assasin’s Apprentice’ (1995), Brandon Sanderson ’Mistborn’ (2006) og endelig Robert Jordan ’The Great Hunt’ (1990).

Alt i alt en mildest talt overvældende mængde bøger, der skal lægges oven i bunken af endnu-ikke-helt-færdiglæste bøger som Paolo Bacigalupi ’The Windup Girl’ (2009), Michael Cobley ’The Ascented Stars’ (2012), Patrick Rothfuss: ’The Wise Man’s Fear’ (2011).

Hvad kan man udlede heraf? Tre ting, tror jeg.

For det første, at jeg har udviklet en patalogisk og ubæredygtig afhængighed af at købe bøger. For det andet, at jeg det senere år har forskudt min kærlighed fra sci-fi i retning mod fantasy. For det tredje, at jeg er bekymret for at min ensporede læsning af genrelitteratur på det lange sigt vil gøre mig dum.

I forhold til den ubæredygtige bogkøbstrang, må man vel blot konstatere, at det bør stoppe. Snarest. Det er dyrt. Jeg har ikke plads til alle de bøger hjemme i Jordhulen. Det giver mig stress, at have en så alenlang to-do liste. Og når jeg beviseligt får ikke færdiglæst mange af bøgerne, hvad er så den dybere mening i at købe dem? Læste en klumme i Weekendavisen i denne uge, hvor en af kulturskribenterne fortæller om hvordan han og konen netop har været i gang med en større udsmidningsrunde af bøger, simpelthen fordi de fyldte for meget. Den tanke fylder mig med skræk. Jeg kan ikke bære det. Sikke noget. Den slags kan man da ikke gøre mod dem, man elsker!

Den forskudte kærlighed fra sci-fi mod fantasy skyldes tre ting. Dels opdagede jeg George R.R. Martins mesterlige ’A Song of Ice and Fire’ sidste år. Den åbnede mine øjne for hvad fantasy-litteratur også kunne være.  Meget ondt kan man sige om GRRM, men han repræsenterer et brud med den Tolkien’ske skabelon, som generelt trætter mig med alle dens forfinede elvere, høviske kongesønner og idealiserede britiske middelalderstemning. Dels har jeg nok i tiden efter ’Lost’ manglet et kulturprodukt, der kunne tilbyde mig den store fortælling, detaljerede universer og de helt lange linjer. Næsten alle tv-serier efter ’Lost’, der har forsøgt sig med den skabelon (se: ’The Event’, ’Flashforward’, ’Alcatraz’, ’Awake’) er døde efter én sæson. Eneste undtagelse er reelt ’Fringe’, som nu også synger på sidste vers. Fantasy-genren med dens multiple bind og lange fortællinger, giver mig en stærk tilfredsstillelse. Det giver også læsestress, bevares, men tanken om at enormt univers bare venter på at blive opdaget, tiltaler mig meget. Endelig er jeg nok blevet lidt skuffet over de sci-fi bøger, jeg har læst det seneste halvandet år. Jeg har forsøgt mig med højtbesungne klassikere som Dan Simmons ’Hyperion’ (1989) og Robert Heinlein ’Starship Troopers’ (1959) samt nyere hypede værker som China Miéville ’Kraken’ (2010), men reelt har det kun været Joe Haldeman ’The Forever War’ (1974) og Niel Gaiman ’American Gods’ (2001), som jeg sådan rigtig har sat pris på. Ja, faktisk har jeg ikke været intens fanget af en sci-fi bo siden Peter F. Hamiltons monumentale mesterværker ’The Night Dawn’s Trilogy’ (1996-1999) og ’Commonwealth Saga’ (2004-2005).

Bliver man så dummere af at læse genrelitteratur som fantasy og sci-fi? Måske ikke, men det litterære etablissement vil utvivlsomt mene, at man næppe bliver klogere af det. For nylig læste jeg et indlæg i Los Angeles Book Review, hvor deres anmelder i artiklen ’My Stephen King Problem:  A Snob’s Note’ udforsker sin navle i forhold til det at læse genrelitteratur kontra at læse ’fin litteratur’. King optræder som forfatteren, der er ultrapopulær, men som anmelderen i 25 år har undgået at læse fordi det er dårlig genre litteratur. NU gør han det så omsider (fordi flere og flere på tvivlsom vis er begyndt at skrive rosende ord om King). Han ender med at konkluderere, at King er en dårligere forfatter end anmelderens egne yndlinge. Hvilket vel næppe kan overraske, når det kommer fra en mand, der kan skrive følgende gylp:

But this aversion to horror fiction wasn’t the only thing that kept me from King’s work. No, for I’d informally decided sometime around my fiftieth birthday that ninety-nine percent of my fiction reading (and I was at a point in my life where I was calculating how many books I was going to be able to read before I came down with dementia or died) would be devoted to certifiably literary fiction (by both the dead and the living, and including dead and living writers of certifiably literary genre novels) and books by friends and acquaintances. I would keep my raffine literary nose out of books of pulp.

Nuvel, der fornemmes en vis ironi i det skrevne, men alligevel. Mennesker der uden at blinke er i stand til at anvende begreber som ’certifiably literary fiction’’, vil næppe holde af mine yndlingsbøger. En anden paragraf i artiklen er dog umiddelbart mere interessant end standard litteraturanmelderens fine fornemmelser:

And then one day King came up in the course of a discussion my wife and I had about my own writing — which she found to be a little dark and not really, if I understood her, something she wished to curl up with at night. I agreed that it was a little dark, and I also said that I probably (and probably wrongly) didn’t give enough credence to the idea that people (or my characters) could change or become better. We talked about why people read the fiction they read. My wife, who works in the medical field, made the perfectly valid point that not everybody reads fiction for the reasons I read it. (Among the things I hope for when I open a book of fiction is that each sentence I read will be right and true and beautiful, that the particular music of those sentences will bring me a pleasure I wouldn’t be able to find the exact equivalent of in another writer, that I will be continually surprised by what a particular writer reveals about particular human beings and the world they inhabit. A great book of fiction will lead me toward some fresh understanding of humanity, and toward joy.) My wife felt it was wrong to stand in judgment of people who read fiction in order to escape from life, and I said she was right: I didn’t feel morally superior because I read John Cheever or David Foster Wallace or William Styron or Zadie Smith or Mary Lee Settle instead of Stephen King.

I did feel, however, that I demanded something different (something more?) from a novel than I guessed most of the readers of Stephen King did. (Not that this made me morally superior, just more demanding, a high-maintenance reader.) Though of course I’d never read a King novel (or story), so maybe I was wrong.

Man kunne (burde) utvivlsomt knytte en enkelt spydig bemærkning til anmelderens påtaget esoteriske og nydelsessyge formål med at læse skønlitteratur. Men i stedet vil jeg give hans kone ret. Mange, herunder undertegnede, læser skønlitteratur af eskapistiske grunde. Det har jeg det i grunden fint med. Når man er papirnusser til hverdag, så kan det være rart at læse om mere højtravende ting.

Og jeg er i øvrigt uenig i, at en forkærlighed for sci-fi og fantasy nødvendigvis gør mig til en mindre krævende læser, end hvis jeg holdt mig til den certificerede skønlitteratur (sic). Hvorfor skulle det være tilfældet? Er en tanke/et argument/en indsigt nødvendigvis mere rigtig, hvis den er knudret formuleret? Er en historie nødvendigvis bedre, fordi den er kedelig skrevet? Er Habermas, Luhmann og Žižek nødvendigvis større filosofkonger, fordi de skriver utilgængeligt og akademisk end Niall Ferguson? Er performance- og installationskunst nødvendigvis mere dybsindigt end lettilgængelige billedkunstnere som Claude Monét?

Guderne skal vide, at jeg heller aldrig har læst en Stephen King bog. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg er en tøsedreng uden lige. Jeg har ikke nerver til horror. Faktisk har jeg lige løjet, for jeg har engang læst ’Ondskabens Hotel’ og dele af ’Misery’. Sidstnævnte var så sadistisk, at jeg ikke kunne holde det ud. Så siden da har han været på min ignoreliste. Dermed ikke sagt, at jeg tror King skriver særskilt dårligt eller godt.

Konklusionen? Vel mest af alt, at jeg har masser af interessante bøger at fordrive tiden med under mine to timers transport arbejdet t/r. Nye boganbefalinger modtages dog som altid med kyshånd.