Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer. 

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.

Læser i disse dage Mary Doria Russell – ‘The Sparrow’ (1996). Den er meget interessant og velskrevet, ligesom den har givet mig en lidt usund svaghed for at læse om jesuitter i rummet. Bogen foregår i den nære fremtid og vandt en række science fiction priser. Men der er nu mest af alt tale om en roman om religion og tro, altsammen pakket ind i genrelitterære klæder. Så når der spekuleres i en tv-serieudgave, så virker det ikke som verdens mest gennemtænkte idé. Men bogen er god og tankevækkende, og kan varmt anbefales.

Der er for meget arvæv på mit desillusionerede og smertende hjerte til at jeg tør håbe på, at den kommende ‘Dune’ filmatisering bliver andet end en monumental skuffelse. Men den nye trailer ser godt nok lovende ud. Og måske filmens snarlige ankomst kan få mig til at holde mit smuldrende løfte om at genlæse bogen. Der er trods alt tale om det, jeg har fortalt mig selv er min all-time favorit science fiction roman.

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Jeg var i forrygende rædsomt humør i går, og låste derfor mig selv og min Kindle inde i et mørkt rum det meste af dagen. Resultatet blev at jeg fik læst den første skønlitterære bog siden ‘The Glass Hotel’ tilbage i midten af april. Valget faldt på Seanan McGuire – ‘Middlegame’, som jeg glubsk og frådende fortærede i ét hug.

‘Middlegame’ vandt for nylig en Locus Award for ‘Best Fantasy Novel’, og ligeledes nomineret som ‘Best Novel’ i den endnu mere prestigefyldte Hugo Award.

Selvom begge priser de senere år er ramt af hyperidentitetspolitik, så har de denne gang fat i noget rigtigt. For ‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord. Vi er i samme boldgade som ‘The Gone World’, ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’, ‘I’m Thinking of Ending Things’ og snart sagt alt hvad Blake Crouch skriver.

Jeg var virkelig godt underholdt, og i langt bedre humør efter endt læsning. Nu satser jeg så på, at jeg fået skyllet den læseblokering ud, som jeg ellers har gået rundt med alt for længe.

A Memory Called Empire

Arkady Martine ‘A Memory Called Empire’ har efter min mening en af de senere års mest æstetisk tilfredsstillende science fiction forsider:

Er den ikke fortryllende? Den dag jeg bliver den despotiske hersker over et intergalaktisk imperium af uforståelige dimensioner, så vil jeg også have sådan en trone. Det virker kun passende for en mand af min noble stand, beskedne væsen og uangribelige moralske habitus.

Desværre er bogen ikke helt så sindsoprivende som forsiden. Forfatterens baggrund er blandt andet en Ph.D. og forskning i byzantinsk og armensk middelalderhistorie. Den slags plejer at pirre mig, og fagligheden fornemmes tydeligt i den altopslugende fornøjelse Martine har i at opbygge de politiske intriger i det, ja, byzantinsk komplekse Teixcalaanli imperium.

Men … selv om det er underholdende til en vis grad, så bliver det en anelse udmattende i længden at læse endnu en spidsfindig diplomatisk og sensitiv replikudveksling mellem bogens hovedperson og diverse fiktive notabiliteter – især når der ikke for alvor sker noget i plottet. Jeg har brug for mere eskapisme og handling i min space opera. Flere eksploderende rumskibe, færre sigende blikke mellem mødedeltagere i luksuriøse faciliteter.

Derfor kun en delvis anbefaling til ‘A Memory Called Empire’. Du skal i hvert fald have god tid til den.

Salvation Day

Jeg ved ikke helt hvorfor det slår klik for Kali Wallace. 96% af ‘Salvation Day’ er en stramt og effektivt skrevet – og endda til tider ganske skræmmende – horrorhistorie, der tilmed har en interessant mytologi og worldbuilding. Men slutningen? Dér går der YA-litteratur i den.

Vor ellers eftertænksomme helt forvandler sige til en lallende idiot. Den slags tvivlsomme behandling af en en indtil da nuanceret karakter havde en dygtigere forfatter (se: Emma Newman) aldrig begået. Det er tåkrummende og ødelagde de ellers uhyre fornøjelige timer, jeg netop havde tilbragt ombord på det dræberparasithærgede rumskib.

Battlestar Galactica

Jeg er nervøs for om tv-serien ‘Battlestar Galactica’ er et af de popkulturelle artefakter, som jeg A) elskede intenst i en periode i mit liv, B) i mit hoved har defineret som eviggyldigt fantastisk og som C) er bedst tjent med ikke at blive genbesøgt (da jeg er bange for at opdage at den ikke er så magisk, som jeg har defineret den som)1.

Når det så er sagt, så blev jeg mere end almindeligt kåd da jeg læste at der er en ny udgave af serien på vej. Den skal laves af skaberen af ‘Mr- Robot’, Sam Esmail, hvilket efter sigende skulle borge for kvaliteten2. Jeg har længe savnet en science fiction tv-serie at blive opslugt af, så udsigten til et nyt besøg til ‘Battlestar Galactica’ universet er meget fristende. Lad os nu se om det bliver til noget.

  1. Den kommer dermed i godt selskab med ‘Dune’-bøgerne, ‘Friday Night Lights’, ‘Casper og mandrilaftalen’ og en del andre mesterværker, jeg har elsket gennem tiden
  2. Jeg har aldrig selv set ‘Mr. Robot’, men anmeldelserne er nærmest uniformt positive. Og på det mere overordnede plan bør jeg vel prise mig lykkelig for at det ikke er J. J. Abrams, der kaster sig ud i at ødelægge endnu en af mine nostalgiske besættelser.