Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.

The Prestige

Må indrømme at jeg ikke direkte husker filmen ‘The Prestige’. 2006 er en del år siden efterhånden, undskylder jeg mig med. Mindes derfor mest af alt, at filmen var en af to tryllekunstnerfilm med handling i 1890’erne, der udkom i det år1.

Jeg havde derfor ikke de store forventninger til filmens bogoplæg: Christopher Priest ‘The Prestige’ (1995), som jeg til min forbavselse opdagede er genudgivet som en del af den autoritative ‘SF Masterworks’ serie. For mine tågede erindringer om filmen til trods, så var det ikke ligefrem science fiction, jeg forbandt ‘The Prestige’ med. Steampunk, måske, men ikke min favoritgenre. Da den kun kostede 4 dollars på min Kindle, så fik bogen dog en chance.

Efter endt læsning kan jeg dog med stor tilfredshed meddele, at jeg heldigvis tog fejl. ‘The Prestige’ er science fiction og den er fremragende. På overfladen følger man to Fin de siècle tryllekunstneres rivalitet, men bogen handler mest af alt om illusioner og besættelse. Der er masser af plot- og fortæller twists, og jeg var fanget fra start til slut. Bogen er velskrevet og med en dybt original handling. Og Nikola Tesla er med i en central rolle, hvis den slags nørdreferencer ellers er noget, som tiltrækker jer.

‘The Prestige’ er meget varmt anbefalet. Klart en af de bedste læseoplevelser i længere tid.

  1. Den anden var ‘The Illusionist’, som jeg heller ikke husker særlig detaljeret. []

The Dreaming Stars

‘The Dreaming Stars’ er frustrerende science fiction læsning for mig.

Universet er sådan set meget interessant, især de ret godt tænkte aliens – blot kendt som ‘The Liars’. Men persongalleriet og de uendelige dialoger trækker ned. Alting skal forklares og alle personernes følelser skal taaaaales igennem. Bogens akse er en klon af ‘Firefly’: Kæk rumkaptajn i spidsen for et gævt hold af fribyttere, der kommer ud på intergalaktiske eventyr – men helt uden personkonflikter eller skarpe kanter.

Alle er så pokkers søde, tolerante og stærke i fællesskabet og diversiteten, at det hviner i ens tænder af sukkerchok. Når dele af dialogen til tider samtidig har karakter af Gilmore Girl’sk popkulturel namedropping, så ender det alt i alt som en lunken omgang feel good science fiction.

Ikke anbefalet.

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Matt Ruff ‘Lovecraft Country’

Jeg er ikke blind overfor ironien. For i 2017 læste jeg med stor fornøjelse adskillige neo-Lovecraft bøger, men det krævede alligevel gentagne (og stadig mere spydige) opfordringer fra en god bekendt før end jeg gik i gang med Matt Ruff ‘Lovecraft Country’.

Hvorfor min tøven?

Måske fordi bogen i anmeldelser lød som det, jeg vil karikere som ‘finlitterær-forfatter-skriver-genrelitterær-roman-med-metaironisk-glimt-i-øjet’. Den slags bøger har det nemlig med at irritere mig grufuldt, hvilket f.eks. ‘Ready Player One’ endte med at gøre.

Jeg har dog intet imod når litterære forfattere tager en genre seriøst og gør den bedre. Forfatterne indenfor mine yndlingsgenrer – science fiction, fantasy, horror og speculative fiction – er ofte gode til handling og at skabe fantastiske universer. Men selve det sproglige og at skrive? Altså, det er meget op og ned kvalitetsmæssigt, vil jeg sige.

Det er derfor en fryd for en genrelæser, når en dygtigt skrivende forfatter får tingene til at gå op i en større helhed. Se f.eks. Emily St. John Mandel ‘Station 11’, Ben H. Winter ‘Underground Airlines’ og stort set alle Robert Jackson Bennetts bøger.

‘Lovecraft Country’ foregår i Jim Crow tidens USA i 1954. Ruff formår på fornem vis at illustrere, hvor rædsom tilværelsen var for sorte i det segregerede USA. Den egentlige horror i bogen er derfor ikke Lovecrafts okkulte monstre, men derimod den institutionaliserede racisme. De overnaturlige og genrelitterære elementer anvendes klogt til at illustrere denne pointe, herunder også til at få læseren til at tænke over situationen i nutidens ‘Black Lives Matter’ USA. For selvom den eksplicitte racisme fra Jim Crow tiden muligvis er forsvundet, er det samme så tilfældet for den mere implicitte og strukturelle? Næppe.

Så hvor Omar El Akkad i ‘American War’ benyttede sig af en fremtidsdystopi til at få læseren til at tænke over vore dages krige og flygtninge, vælger Matt Ruff en fortidsdystopi til på samme vis at sætte fokus på et nutidigt problem.

‘Lovecraft Country’ er sit tunge tema til trods overraskende morsom og vanskelig at lægge fra sig. Replikkerne er kvikke, sproget i høj klasse og Ruff kan samtidig finde ud af at strikke en spændende handling sammen.

Varmt anbefalet herfra.

PS. Jeg har stadig ikke fået læst noget af H.P. Lovecraft selv, så jeg skal ikke kunne sige hvor Lovecraft’isk Ruffs bog egentlig er, endsige mange referencer der er til Lovecrafts værker.

Ready Player One

Jeg er splittet angående Ernest Clines ‘Ready Player One’. Ikke den aktuelle biograffilm – som jeg ikke regner med at se -, men derimod bogen den bygger på. Her 66% inde i min Kindle-udgave er jeg stadig usikker på, hvad jeg egentlig skal synes om den.

På den ene side er det en underholdende tour-de-force gennem 80’er popkultur. Med dens utallige referencer og tydelige kærlighed til årtiets bøger, film, musik, tv-serier, rollespil, science fiction, fantasy, computerspil og nørdkultur i almindelighed, så er bogen en sand fornøjelse at læse for en halvgammel nørd som undertegnede. Der er ingen tvivl om at Cline er endog særdeles velbevandret indenfor feltet, selv indenfor de allermest obskure rollespilsreferencer.

På den anden side har jeg fornemmelsen af at læse en metaroman. I ved nok, en bog hvis handling, personer og sprog ikke i sig selv er meningen med den. Det er derimod at udføre en litterær stiløvelse, hvor forfatteren anvender en specifik genrelitteraturs (i dette tilfælde post-apokalyptisk science fiction) virkemidler, konventioner og begrebsapparat til at skabe … ja, en uægte genrebog. Alt sammen i et forsøg på at vise forfatterens ironisk distancerede mestring af genrens klichéer. For handlingen i ‘Ready Player One’ er gennemført kitschet, kliche og kan umuligt være uironisk. Det er som at læse sig igennem et John Hughes filmmanuskript. Personerne er karikaturer, og det er som at se ‘Footloose’ i bogform. Det virker altsammen en tand for kalkuleret. Jeg har snydt og allerede læst slutningen på bogen, og tro mig når jeg siger: Den er nærmest en karbonkopi af denne scene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, inklusive Dream Academy sangen. Og det føles skønt, men også … tomt.

Emily St. John Mandels vidunderlige ‘Station 11’ var en tilsvarende (fin)litterær bog baseret på genrelitteraturens redskaber. Men i hendes tilfælde føltes bogen ægte. Hun tog genren seriøst, og brugte dens form til at skrive en særegen historie. Samtidig viste hun de utallige rædsomt skrivende forfattere indenfor fantasy/science fiction segmentet, hvordan en virkelig dygtig forfatter kan skrive en genrelitterær bog. Der var intet meta over hendes værk, tværtimod.

Så samlet set? Jeg er underholdt og ‘Ready Player One’ smager godt. Men jeg bliver snart sulten efter noget mere ægte.

Westworld

I dag fik jeg endelig strammet mig an og færdiggjort ‘Westworld’. Det har taget sin tid, må jeg tilstå. For jeg var med lige fra starten sidste efterår. Så to-tre afsnit hurtigt, lokkede sågar også Den Bedre Halvdel til at se det første. OK, den gjorde ikke meget for hende, men jeg kløede på. Det var jo science fiction, eskapisme og lommepsykologiske betragtninger om eksistens, bevidsthed og den slags.

Men så gik jeg i stå.

Serien blev … nuvel, unødvendigt blodig i midten af sæsonen. Ikke at grafisk vold nødvendigvis er problematisk. Det VAR indiskutabelt en selvstændig pointe i historien, at illustrere forråelsen og nihilismen i ‘forlystelsesparken’. Men det var alligevel nok til at jeg stoppede. Dét, og så at historien ikke rigtig bevægede sig nogle steder.

Men i går gik jeg så i gang igen. Og har kværnet 3,5 afsnit siden da. Serien sluttede også blodigt, men til gengæld oppede plottet sig gevaldigt hen imod slutningen. Jeg er oprigtigt spændt på, hvordan de vil bringe fortællingen. De indsatte styrer nu så at sige sindssygeanstalten, og det bliver næppe fredeligt. Hvordan de vil udvikle mytologien, kan jeg dog ikke helt gennemskue. Vi må se i 2018.

Generelt er vi stagneret voldsomt på tv-serie fronten herhjemme. Selvfølgelig grundet manglende tid og livet som småbørnsforældre, men også fordi det efterhånden er et begrænset antal serier, som jeg bare MÅ se. Antallet indsnævres yderligere, hvis vi tæller de serier, som kan ses på den måde jeg foretrækker: Sammen med Den Bedre Halvdel. For nylig har vi ses ‘Stranger Things’ og ‘The Americans’ sammen, ligesom vi sprøjter os i blodbanerne med dårlige stoffer i form af ‘Blacklist’ og ‘Designated Survivor’. Alene ser jeg ‘The Expanse’, som er en fin udgave af bogserien, synes jeg.

Nu må vi så se om jeg også kan få gjort kål på min evindelige dårlige tv-serie samvittighed: ‘The Leftovers’. Jeg var meget betaget af første sæson, men den anden er jeg imploderet fuldstændig i. Vi taler vel efterhånden om 2-3 gange, hvor jeg har forsøgt at komme igang igen med den. Jeg er helt uforstående overfor, at resten af verden mener sæson 2 er bedre end den første. Hvad er det, jeg ikke har opdaget endnu?

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog i serien; ‘Leviathan Wakes’.

The Expanse

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.

Liu Cixin ‘The Three-Body Problem’

Er igang med Liu Cixin ‘The Three-Body Problem’, der er en højest ejendommelig science fiction bog. Den er oversat fra kinesisk, vandt årets Hugo Award og var desuden på Obamas juleferielæseliste. Handlingen er passende storladen:

“With the scope of Dune and the commercial action of Independence Day, Three-Body Problem is the first chance for English-speaking readers to experience this multiple-award-winning phenomenon from China’s most beloved science fiction author, Liu Cixin.

Set against the backdrop of China’s Cultural Revolution, a secret military project sends signals into space to establish contact with aliens. An alien civilization on the brink of destruction captures the signal and plans to invade Earth. Meanwhile, on Earth, different camps start forming, planning to either welcome the superior beings and help them take over a world seen as corrupt, or to fight against the invasion. The result is a science fiction masterpiece of enormous scope and vision.” Det er store ord, det der med Dune. For man skal virkelig være episk på et nærmest hysterisk højt niveau, hvis man i ramme alvor vil sammenligne sig med Frank Herberts mesterværk.

Her 17 pct. inde i bogen er den stadig ikke helt deroppe at ringe for undertegnede. Men interessant, dét er den skam. Og ganske anderledes. Det er ikke særlig tit, at jeg læser bøger skrevet af folk udenfor den vestlige kulturkreds. Måske jeg burde gøre det lidt oftere. Opsøge litteratur fra andre lande end de engelsksprogede.

For man kan godt mærke, at ‘The Three-Body Problem’ ikke er skrevet af en amerikaner, eller af en anden vesterlænding for den sags skyld. Personerne i bogen tænker anderledes og ræsonnerer på en anden måde, end den typiske protagonist i genrelitteratur. Beskrivelsen af Kulturrevolutionen i bogens indledende kapitler, er helt givet anderledes udført, end hvis forfatteren hed George og sad i New Mexico.

Det gør det bestemt ikke dårligere, tværtimod. Bogen er så spændende, at jeg her til morgen var ganske gnaven, da min læsning blev afbrudt af at toget altså var rullet ind på Københavns Hovedbanegård – og mit bureaukratjob derfor nu skulle have min flygtige opmærksomhed. Jeg satser meget på, at underholdningsniveauet holder niveau. Men om det når Independence Day’ske højder, må indtil videre forblive usagt. Jeg håber det.

Helix

Det er et stykke tid siden sidst at jeg for alvor har ærgret mig over at en tv-serie blev aflyst i utide, men jeg er oprigtigt ked af at ‘Helix’ ikke fik en tredje sæson.

Serien har det mest skingrende vanvittige og underholdende postapokalyptiske zombie-esque plot i nyere tid. Jeg er normalt ikke til horror på film (bøger er ok, bare de ikke er for sadistiske), men ‘Helix’ kombinerer på effektiv vis action, chok og angst for pandemier – og den anvender sine gys på strategisk sublim vis.

Historien er så langt ude, at den ikke lader sig meningsfyldt beskrive i et blogindlæg. Men grundlæggende bliver vores helte fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC) spærret inde på isolerede steder – den ene sæson foregår på en isoleret polarbase og den anden på en mystisk ø i det nordlige Stillehav -, hvor det der oprindeligt antages ‘kun’ at være et udbrud af en dødelig sygdom (hvilket man jo skulle mene var slemt nok i sig selv) udvikler sig til noget meget mere vanvittigt.

På polarbasen viser det sig hurtigt, at virusudbruddet er nøje planlagt af en skurkagtig korporation, og på øen er det særdeles uappetitlige udbrud et udslag af en megaloman udødelig (sic) kultleder a la Jonestown. Min beskrivelse gør ikke serien ære, da der bagved det hele er en ganske original baggrundshistorie og barok mytologi, som vi nu aldrig får bundet en sløjfe på! Det er umanerligt irriterende. Faktisk har en tv-serie lukning ikke generet mig så meget siden ‘Awake‘ på helt urimelig vis blev lukket.

Endelig er der de momentane indfald af besynderlig humor, som gennemsyrer serien. Som når Dionne Warwick anvendes som musik under scener med zombieangreb. Eller når en en desperat flugtscene illustreres med liflig disco.

Så har man lyst til to sæsoners enestående, ustyrlige og grænseoverskridende actiongys, så skal man øjeblikkeligt opsøge ‘Helix’. Begge sæsoner er på den amerikanske udgave af Netflix, og de kan anbefales til alle, der sætter pris på ‘Captain Trips‘ og Randall Flagg.