Battlestar Galactica

Jeg er nervøs for om tv-serien ‘Battlestar Galactica’ er et af de popkulturelle artefakter, som jeg A) elskede intenst i en periode i mit liv, B) i mit hoved har defineret som eviggyldigt fantastisk og som C) er bedst tjent med ikke at blive genbesøgt (da jeg er bange for at opdage at den ikke er så magisk, som jeg har defineret den som)1.

Når det så er sagt, så blev jeg mere end almindeligt kåd da jeg læste at der er en ny udgave af serien på vej. Den skal laves af skaberen af ‘Mr- Robot’, Sam Esmail, hvilket efter sigende skulle borge for kvaliteten2. Jeg har længe savnet en science fiction tv-serie at blive opslugt af, så udsigten til et nyt besøg til ‘Battlestar Galactica’ universet er meget fristende. Lad os nu se om det bliver til noget.

  1. Den kommer dermed i godt selskab med ‘Dune’-bøgerne, ‘Friday Night Lights’, ‘Casper og mandrilaftalen’ og en del andre mesterværker, jeg har elsket gennem tiden
  2. Jeg har aldrig selv set ‘Mr. Robot’, men anmeldelserne er nærmest uniformt positive. Og på det mere overordnede plan bør jeg vel prise mig lykkelig for at det ikke er J. J. Abrams, der kaster sig ud i at ødelægge endnu en af mine nostalgiske besættelser.

Salvation

Som tidligere nævnt er Peter F. Hamilton en af mine absolutte yndlings science-fiction forfattere, så det var med betydelige forventninger at jeg fik i gang med ‘Salvation’.

Fik jeg så hvad jeg kom efter? Både ja og nej.

Jeg fik space opera, intergalaktiske krige, nærmest pornografisk detaljerede rumskibe og utopiske samfundsmodeller. Men jeg fik også detektivhistorier og post-apokalyptiske scener. Altsammen er ting jeg holder meget af, men i én og samt bog bliver det næsten lidt for meget. Især når det ikke rigtig hænger sammen.

Det konceptuelle overload lader sig gøre fordi ‘Salvation’ mest af alt må betragtes som en antologi af noveller, som Hamilton har forsøgt at vinde nødtørftigt sammen med en overordnet historie. Det fungerer delvist, men så alligevel ikke helt; novellerne er simpelthen for varierende i kvalitet og relevans. Jeg har kort sagt Hamilton mistænkt for at have haft en række karakterer og historier liggende i skuffen, der hver for sig var interessante, men dog ikke helt tunge nok til at kunne bære en hel roman.

Løsningen blev derfor ‘Salvation’, der samlet set gav mig mange fine stunder, men som mangler det store overblik fra hans tidligere mesterværker. Men hvem prøver jeg egentlig på at narre med denne smågnavne anmeldelse? Hamilton er altid en fornøjelse, og jeg kommer naturligvis også til at læse opfølgeren, ‘Salvation Lost’, der netop er udkommet.

Golden State

I grunden forstår jeg ikke helt hvorfor at en esoterisk butik som Science Fiction Bokhandeln ligger midt på en af det turisthærgede Gamla Stans mest befærdede gader. Men det ser ud til virke; som en af de få boghandlere virker den relativt upåvirket af Amazons dominans.

o

Siden min første Kindle i 2014 har jeg måske købt 2-3 skønlitterære bøger i fysisk udgave, men ved gårdagens besøg gjorde jeg sjælden en undtagelse og vendte hjem med Ben H. Winters ‘Golden State’ og Peter F. Hamilton ‘Salvation’.

Begge er nye udgivelser af forfattere, som jeg før i tiden har haft stormende forelskelser i. Winters’ ‘Underground Airlines’ var min favoritbog i 2016 og Hamilton har jeg været fan af siden jeg læste hans space opera mesterværk ‘The Reality Dysfunction’ tilbage i sommerferien 2008.

Jeg sætter egentlig pris på at læse på mine Kindle, men det er grundlæggende noget andet at læse en bog i fysisk form. Det er i hvert fald langt lettere for mig at læse langt og intenst på papir. Således også i går, hvor jeg åd samfulde 310 sider i ‘Golden State’ henover én aften. Det er en fremragende thriller, nok især hvis man holder af alternative virkeligheder, dystopien og forfattere som Blake Crouch og Philip K. Dick. Vi er måske ikke helt oppe i ‘Underground Airlines’ klassen, men det er tæt på.

Nu glæder jeg mig til at komme i gang med ‘Salvation’, som jeg håber er en tilbagevenden til Hamiltons gamle dyder. Det er desværre nogen år siden jeg har læst noget af ham, primært fordi han har insisteret på at skrive bøger indenfor det samme ‘Commonwealth’ univers. Ikke at der er noget galt med det univers som sådan, men når det nu er snart 10 år siden jeg læste de første tre glimrende bind i serien og jeg gik i stå i den fjerde gudsjammerligt kedelige bog (og derfor heller ikke har læst de tre efterfølgende …), så ville jeg afvente at Hamilton kastede sig ud i et nyt univers. Det har han gjort med ‘Salvation’, hvilket fylder mig med en vis forventning.

Generelt har 2019 været et fint år for mig på science fiction og fantasy fronten. Har fået læst en række særdeles gode romaner, og det ser ikke ud til at stoppe. Tror jeg får sat ny læserrekord i år.

The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle

Det har været et usædvanligt vellykket skønlitterært 2019. Antallet af åh-nej-klokken-er-alt-for-mange-men-jeg-er-NØDT-til-at-læse-videre romaner har været helt usandsynligt stort.

Jeg har således været fanget af alt lige fra Sally Rooney ‘Normal People’, Blake Crouch ‘Recursion’, Emma Newmans science fiction dystopier, Christopher Priests ‘The Prestige’ og ‘The Affimation’, R.F. Kuang ‘The Poppy War’ til Tom Sweterlitsch ‘The Gone World’.

Kombineret med at jeg har fået læst en del fremragende faglitteratur ved siden af, så tegner 2019 derfor heldigvis til at blive mit bedste læseår i lang, lang tid.

Lige pt. kredser mine tanker dog primært om Stuart Turton ‘The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle’. Jeg fik den anbefalet af en snob, der normalt kun har hån til overs for mine genrelitterære tilbøjeligheder. Stor var overraskelsen derfor, da det viste sig at Turtons bog er et vanvittigt vellykket gadekryds af Agatha Christie, ’Inception’, og ‘Groundhog Day’. Måske der endnu er håb for menneskeheden?

Jeg var godt underholdt og spekulerede konstant over intrigerne og mordgåden. Plottet er smågenialt skruet sammen og det lykkedes mig tilmed – hvilket jeg faktisk er ganske stolt over – ikke at snyde og læse foran. Den slags øvelser kræver betydelig selvdisciplin fra min side, da jeg ellers konsekvent altid læser foran i de bøger (eller læser spoilers om tv-serier), jeg aktuelt er besat af. At Turtons bog var så spændende at jeg ikke ville tillade mig selv at spolere oplevelsen, siger derfor en hel del.

Som den elendige boganmelder jeg er, magter jeg ikke opsummere handlingen eller bogen i almindelighed1. Alt hvad jeg vil sige er, at hvis man synes om mordmysterier, tidsparadokser og utroværdige gentlemen på et engelsk gods i 1920’erne, så er der ingen grund til yderligere overvejelser; bare se at få bogen læst. Det bliver en af dine bedste læseoplevelser lang tid.

  1. Det klares altsammen bedre her

Dark

Har efter et par måneders pause endelig fået set første sæson af ‘Dark’ færdig.

Oprindeligt gik jeg i stå i seriens bevidst anæmiske farvetoner, den knapt så livsglade historie og manuskriptforfatternes lidt for entusiastiske tilgang til at slå børn ihjel1. Men jeg må sige at jeg er hooked nu.

Det er ikke hver dag at jeg ser tysksproget science fiction, og jeg kan ved eftertanke godt lide seriens kompromisløse stil. Der er konsekvenser for seriens hovedpersoner. Hvis man rejser fra 2019 tilbage til 1953, næsten slår en dreng ihjel og så bliver indespærret de næste 33 år, så er man en gammel stodder i 1986, når man møder ens søn fra 2019 (sic), der også er rejst tilbage i tiden.

Forvirrende? Sådan er ‘Dark’. Vi er nu oppe på fem sideløbende og gensidigt påvirkende tidssekvenser (1921, 1953, 1986, 2019 og 2052) hvor de samme personer optræder i forskellige aldre – og til tider interagerer med deres yngre/ældre jeg. Af og til dør en karakter tilmed, for blot stadig at eksistere i en alternativ tidslinjemen. Altsammen ganske langt ude, men selvsagt guf hvis man som jeg er ukritisk fan af fiktion med tidsrejser og alternative universer.

‘Dark’ blev ved debuten i 2017 sammenlignet med ‘Stranger Things’ (mindre by, science fiction etc.), men det er helt forfejlet. ‘Dark’ eksisterer i kraft af sig selv, ikke som et kærligt tilbageblik på en opdigtet periode. Serien kan varmt anbefales, især hvis man har en forkærlighed for dystopisk fiktion.

  1. Indrømmet: Efter at jeg selv fik børn, så kan jeg ikke følelsesmæssigt håndtere fiktion hvor børn dør.

Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.

The Prestige

Må indrømme at jeg ikke direkte husker filmen ‘The Prestige’. 2006 er en del år siden efterhånden, undskylder jeg mig med. Mindes derfor mest af alt, at filmen var en af to tryllekunstnerfilm med handling i 1890’erne, der udkom i det år1.

Jeg havde derfor ikke de store forventninger til filmens bogoplæg: Christopher Priest ‘The Prestige’ (1995), som jeg til min forbavselse opdagede er genudgivet som en del af den autoritative ‘SF Masterworks’ serie. For mine tågede erindringer om filmen til trods, så var det ikke ligefrem science fiction, jeg forbandt ‘The Prestige’ med. Steampunk, måske, men ikke min favoritgenre. Da den kun kostede 4 dollars på min Kindle, så fik bogen dog en chance.

Efter endt læsning kan jeg dog med stor tilfredshed meddele, at jeg heldigvis tog fejl. ‘The Prestige’ er science fiction og den er fremragende. På overfladen følger man to Fin de siècle tryllekunstneres rivalitet, men bogen handler mest af alt om illusioner og besættelse. Der er masser af plot- og fortæller twists, og jeg var fanget fra start til slut. Bogen er velskrevet og med en dybt original handling. Og Nikola Tesla er med i en central rolle, hvis den slags nørdreferencer ellers er noget, som tiltrækker jer.

‘The Prestige’ er meget varmt anbefalet. Klart en af de bedste læseoplevelser i længere tid.

  1. Den anden var ‘The Illusionist’, som jeg heller ikke husker særlig detaljeret. []

The Dreaming Stars

‘The Dreaming Stars’ er frustrerende science fiction læsning for mig.

Universet er sådan set meget interessant, især de ret godt tænkte aliens – blot kendt som ‘The Liars’. Men persongalleriet og de uendelige dialoger trækker ned. Alting skal forklares og alle personernes følelser skal taaaaales igennem. Bogens akse er en klon af ‘Firefly’: Kæk rumkaptajn i spidsen for et gævt hold af fribyttere, der kommer ud på intergalaktiske eventyr – men helt uden personkonflikter eller skarpe kanter.

Alle er så pokkers søde, tolerante og stærke i fællesskabet og diversiteten, at det hviner i ens tænder af sukkerchok. Når dele af dialogen til tider samtidig har karakter af Gilmore Girl’sk popkulturel namedropping, så ender det alt i alt som en lunken omgang feel good science fiction.

Ikke anbefalet.

Eskapistisk diversitet

Jeg er irriteret. Og det faktum i sig selv irriterer mig. Men jeg hader ikke desto mindre, at alting skal politiseres og gøres til genstand for for identitetspolitiske kampe.

Jeg bliver inderligt træt, når jeg læser artikler som ‘Is the future female? Fixing sci-fi’s women problem’ og ‘I read the 100 “best” fantasy and sci-fi novels – and they were shockingly offensive’. Eller jublende artikler om hvorfor det er aldeles vidunderligt, at N.K. Jesimin har vundet de seneste tre års Hugo Awards for bedste roman.

Forstå mig nu ret: Jeg har intet imod diversitet. Og jeg er helt med på, at science fiction og fantasy genrelitteraturen igennem mange år var skrevet af hvide mænd, om hvide mænd og til hvide mænd. Hvilket naturligvis har betydning for hvordan kvinder og minoriteter blev fremstillet – hvis de da overhovedet fik en plads i bøgerne, dér ved siden af alle de heltemodige hvide og heteroseksuelle mandlige karakterer.

Jeg accepterer med andre ord præmissen og den fundamentale kritik af genrelitteraturens underskud af diversitet.

Men når jeg alligevel – med fare for at blive betegnet som en privilegieblind hvid mand, der er bange for at miste alle mine strukturelle og patriarkalske fordele – protesterer, så er det fordi det er blevet for meget nu.

For hvorfor er det jeg læser science fiction og fantasy? Det er for de intergalaktiske rumkrige, eskapismen, dragerne, magien. Det er for de uudforskede planeter, ‘Groundhog Day’-historierne, de alternative universer, tidsrejserne. Det er kort sagt for alt andet end alle identitets-, kultur- og værdipolitiske debatter, som man i dag nærmest ikke kan slippe for.

Så når jeg læser anmeldelser af nye bøger, der på trods af et fascinerende univers, en spændende handling og højt sprogligt niveau får dårlige karakterer på grund af fraværet af LGBT-hovedpersoner, så begynder jeg at mumle gnavent for mig selv. Eller når det at være en prominent og outspoken identitetspolitisk debattør er et afgørende kriterie for at vinde en science fiction litteratur pris i dag.

Det irriterer mig kort sagt, at det vigtigste i eskapistisk litteratur ikke længere er det, ja, eskapistiske, men derimod, at forfatteren har det rette kvantum af hovedpersoner, der er compliant med de aktuelle krav til diversitet og queerteori.

Det giver meget lidt mening for mig, må jeg indrømme. For hvis en science fiction eller fantasybog er god, så er jeg fuldstændig ligeglad med persongalleriets seksualitet, køn, etnicitet, religion (fortsæt selv listen).

Så læser jeg løs og fortaber mig. Hvilket man skulle mene var et af formålene med eskapistisk litteratur. Er det en meget priviligeret måde at tænke på?

Matt Ruff ‘Lovecraft Country’

Jeg er ikke blind overfor ironien. For i 2017 læste jeg med stor fornøjelse adskillige neo-Lovecraft bøger, men det krævede alligevel gentagne (og stadig mere spydige) opfordringer fra en god bekendt før end jeg gik i gang med Matt Ruff ‘Lovecraft Country’.

Hvorfor min tøven?

Måske fordi bogen i anmeldelser lød som det, jeg vil karikere som ‘finlitterær-forfatter-skriver-genrelitterær-roman-med-metaironisk-glimt-i-øjet’. Den slags bøger har det nemlig med at irritere mig grufuldt, hvilket f.eks. ‘Ready Player One’ endte med at gøre.

Jeg har dog intet imod når litterære forfattere tager en genre seriøst og gør den bedre. Forfatterne indenfor mine yndlingsgenrer – science fiction, fantasy, horror og speculative fiction – er ofte gode til handling og at skabe fantastiske universer. Men selve det sproglige og at skrive? Altså, det er meget op og ned kvalitetsmæssigt, vil jeg sige.

Det er derfor en fryd for en genrelæser, når en dygtigt skrivende forfatter får tingene til at gå op i en større helhed. Se f.eks. Emily St. John Mandel ‘Station 11’, Ben H. Winter ‘Underground Airlines’ og stort set alle Robert Jackson Bennetts bøger.

‘Lovecraft Country’ foregår i Jim Crow tidens USA i 1954. Ruff formår på fornem vis at illustrere, hvor rædsom tilværelsen var for sorte i det segregerede USA. Den egentlige horror i bogen er derfor ikke Lovecrafts okkulte monstre, men derimod den institutionaliserede racisme. De overnaturlige og genrelitterære elementer anvendes klogt til at illustrere denne pointe, herunder også til at få læseren til at tænke over situationen i nutidens ‘Black Lives Matter’ USA. For selvom den eksplicitte racisme fra Jim Crow tiden muligvis er forsvundet, er det samme så tilfældet for den mere implicitte og strukturelle? Næppe.

Så hvor Omar El Akkad i ‘American War’ benyttede sig af en fremtidsdystopi til at få læseren til at tænke over vore dages krige og flygtninge, vælger Matt Ruff en fortidsdystopi til på samme vis at sætte fokus på et nutidigt problem.

‘Lovecraft Country’ er sit tunge tema til trods overraskende morsom og vanskelig at lægge fra sig. Replikkerne er kvikke, sproget i høj klasse og Ruff kan samtidig finde ud af at strikke en spændende handling sammen.

Varmt anbefalet herfra.

PS. Jeg har stadig ikke fået læst noget af H.P. Lovecraft selv, så jeg skal ikke kunne sige hvor Lovecraft’isk Ruffs bog egentlig er, endsige mange referencer der er til Lovecrafts værker.