The Pains Of Being Pure At Heart

Jyllands-Posten havde torsdag en interessant artikel i deres kultur sektion, hvor klummeskribent Per Nyholm under et ophold i Prag filosoferer omkring kulturens rolle i samfundet. Nu er jeg sandt for dyden noget nær det mest ukulturelle man kan forestille sig, ligesom jeg aldrig i mit liv har sat mine ben indenfor en radius af 500 meter af KUA. Alligevel fangede følgende sentenser min flygtige opmærksomhed:

“Men lige netop her, i Centraleuropas centrum, 40 år efter optakten til det såkaldte prager-forår, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at kunst og åndsliv faktisk har godt af modstand.

I januar 1968 – for nøjagtig 40 år siden – passerede jeg Prag for sydgående, undervejs til Gibraltar, hvor jeg havde en aftale med den lokale giftefoged og min kommende hustru. Jeg husker byen som nedsænket i spænding. Alle vidste, at der foregik en magtkamp uden lige i de 20 år, det kommunistiske styre havde stået på. Det var de unge mod de gamle. Det var en reformistisk kommunist ved navn Alexander Dubcek mod den forfærdelige stats- og partichef Antonin Novotny. Allehånde gode folk som Ludvik Vaculik, Vaclav Havel, Eduard Goldstücker, Ota Sik og ganske mange kommunister stillede op imod magtapparatet, der havde forvandlet en af Europas rigeste industristater til et undertrykt og ringe forsynet land.

Opgøret fandt sin foreløbige afslutning i Dubceks overtagelse af posten som partichef og egentlig statsleder, fulgt af et halvt års begrænset frihed. Så faldt Warszawapagtens hammer. Tjekkoslovakiet, som landet dengang hed og skulle hedde indtil skilsmissen i 1991, faldt tilbage i en reaktion, der fik selv Novotny-regimet til at virke liberalt.

Kunst og åndsliv havde trange kår efter den sovjetiske invasion i august, men trivedes ikke desto mindre hemmeligt, i undergrunden, konspirativt. Man mødtes i Letna Parken efter mørkets frembrud eller ved dagslys på Gottwald Museet, opkaldt efter kupmageren i 1948 og siden nedlagt. Jazz, samizdat og filosofi var henlagt til kældre og kviste og små lejligheder i fjerne forstæder.

Jeg vendte tilbage et par gange i 1970’erne og for alvor i 1980’erne. Hvad man ikke mødte af interessante mennesker, når man først havde fået en fod indenfor – journalister, forfattere, tænkere, malere og musikere. De gik ind og ud af regimets fængsler og ernærede sig i øvrigt som gadefejere, vinduespudsere, dyrepassere og kloakarbejdere. De var relevante. De vidste det. Alle vidste det. Også regimet.

I november 1989 slog deres time. Den ikke alt for kloge og heller ikke – trods sit ry – specielt venlige Dubcek ilede tilbage til Prag for at overtage præsidentposten, men på Vaclavske Namesti råbte titusinder af tjekker: »Havel til paladset, Havel til paladset.« Sådan blev det. Kommunisten Dubcek måtte nøjes med den dekorative, men ligegyldige post som parlamentsformand.”

Ak ja, sådan kan det gå når man lader en ældre mand som Nyholm svælge lidt rundt i sine nostalgiske minder om gamle dage. Men han har en pointe. Det tjekkiske kulturliv VAR virkelig frodigt dengang. Og filosofkongen over dem alle, Vaclav Havel, sad som præsident indtil 2003. Men i dag er det i følge Nyholm ikke helt så rosenrødt:

“Tjekkiet er i dag, som Danmark, et borgerligt land og dermed, hvad det har været igennem en stor del af sin historie; ikke blot den del, der begynder med Bøhmens genopstandelse som selvstændig stat vedhæftet Slovakiet i 1918, men tilbage til Middelalderen, da Prag var en af kontinentets kulturmetropoler, hvilket til denne dato fremgår af byens arkitektur, om end ikke af de horder af billigturister, der hærger i dens gader.

Lad dette sidste være en anden sag. Det påfaldende er, at ingen længere agter på kunsten eller åndslivet, som netop under kommunisterne havde en storhedstid, fordi disse genrer blev forfulgt. Kunstnerne og de intellektuelle er i dag betydningsløse. De må som alle andre tjene deres penge ude på markedet, og i øvrigt kan de mene og sige, hvad de vil. En ny generation er ikke trådt i stedet for Vaclav Havel, Ivan Klima og Milan Kundera, for der er ikke mere at skrive, allerhøjst kriminalromaner og kogebøger.

Forlag og aviser forsvinder, teatre og biografer lukker. Selvfølgelig. De har mistet deres betydning. Tidligere tiders eksistentielle behov for kunst, for udfordring og konfrontationer, for gråtoner og det antydede, er erstattet med hedonisme. Åndsmennesket Vaclav Havel er som præsident længst afløst af Vaclav Klaus, en økonom. Alt går op i penge, samtalelokummer og pensionsordninger.

Kan det blive ved på den måde? I et stykke tid formentlig ja. Tabt kultur lader sig vanskeligt genvinde, og magthaverne har lært, at holder de bare fingrene – for ikke at sige håndjernene – fra kulturen, så er dens ubekvemme rolle udspillet.”

Interessant. Uagtet at Vaclav Klaus ikke just er en ny skikkelse (faktisk har han været der ligeså længe som Havel, ligesom han står overfor at blive genvalgt til præsident), så er det meget godt set af Nyholm at de tjekkiske kunstnere sejrede sig selv ihjel. Da jeg slog mine folder i Prag i 2005 og berettede om min store beundring for Havel, så havde tjekkerne det med at smile overbærende. Jo, naturligvis er han en da en notabilitet for dem, men at have en digter siddende i Prags slot og filosofere over identitet, etik, demokrati, frihed og slige luftige tanker, bringer altså ikke brød på bordet. Så hellere den noget mere krasbørstige Klaus, som i dag – uagtet om man kan lide ham eller ej – er den ubestridte stjerne i tjekkisk politik.

Og kan man egentlig fortænke tjekkerne i at gå mere op i velstand end i kunst? Og hvis vi overfører det til danske forhold. Indledningsvist må jeg sige at jeg ikke kender standarden indenfor dramatik, opera og ballet. Men indenfor billedkunsten og filmen, hvorfor er det lige at man skal interessere sig for hvad en overvurderet fusentast som Tal R producerer af makværker? Hvad skal man bruge navlepillende ligegyldigheder som den nye film (“De Unge År”) om Lars Von Triers studietid i slut 70’erne på Filmskolen til? Er det relevant for ret mange andre end de 30 mennesker der var i miljøet på den tid? For tiden kører en lang række artikler i medierne omkring dansk films krise. I 2007 var der praktisk taget ingen danske publikumssucceser, og selvom jeg nærer en stærk foragt for pøbelen og populisme, så må man spørge sig selv: Skyldes den manglende relevans måske at det man laver ikke er særligt godt?

Så nej, Nyholm, jeg mener ikke man kan sammenligne de to situationer. For de tjekkiske kunstnere blev irrelevante netop fordi de var så gode. De danske filmskabere og billedkunstnere er aktuelt bare for uinteressante til at man behøver at ofre dem nogen større opmærksomhed.

Klasse fornægter sig ikke

Ovenpå nytårets royale kvababbelser omkring klimaet, kan Ritzau i dag berette at vores dygtige, veltalende og enestående talentfulde guitarspiller af en kronprins nu skal have intet mindre end en’ spindoktor’:

Ifølge mandagens udgave af B.T. skal kronprins Frederik snart have en spindoktor på lønningslisten. Det sker for at styrke kronprinsens i dennes eventuelle nye arbejde som Danmarks repræsentant i den internationale olympiske komité, IOC. ‘Det er korrekt, at der er overvejelser om på den ene eller anden måde at tilknytte en ekspertise på det område’, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til avisen.

At dømme ud fra denne lille sekvens fra Jyllands-Postens besøg ved den såkaldte Sportsgalla 2007 i Herning, så virker det nu ellers ikke som om at den classy og stilfulde kronprins på nogen som helst måde har brug for den slags:

Lørdag aften og nat festede en række danske sportsstjerner sammen med 1.500 andre VIP-gæster ved Sport 2007 i Herning. Her kommer lidt sladder om alle de kendte og alle os, der gerne vil mænge os med dem. Triatleten Rasmus Henning lever ikke af kildevand alene, der er absolut også kærlighed med i spillet. Han sad og nussede kæresten under det lange show. Tennisspilleren Kenneth Carlsen er en blød mand, han fik blanke øjne under showet. Bokseren Brian Nielsen råbte højest under opvarmningen, men nej, han kom ikke i hvide tennissokker til det sorte jakkesæt. Kronprinsen sendte sms’er undervejs, selvom det var et tv-liveshow.

…….og således fik vi tilbagevist samtlige anklager mod kronprinsen omkring umodenhed, upassende opførsel og manglende klasse. Denne storslåede kommunikator og gentleman får INGEN problemer med at repræsentere Danmark i den korrupte, sammenspiste og lummer-adelige snakkeklub de kalder for den internationale olympiske komité.

Kold Krig 2.0

George W. Bush og de øvrige statsledere fra verdens største økonomier er i Europa for tiden med henblik på at deltage i G8 topmødet. På dagsordenen er så forskellige emner som klimaforandringer og den global opvarmning, globaliseringen og fattigdomsdomsproblematikker i Afrika.

Ud over de forskellige notabiliteter og statsoverhoveder, så deltager også en række mindre konstruktive elementer i løjerne. Bl.a. har 25.000 ‘aktivister’ fundet vejen til Nordøsttyskland, hvor en minoritet tilsyneladende fordriver tiden med at spærre indfaldsvejene til Heiligendamm, lave hyggehærværk og med at slås med politiet. Der er med andre ord lagt op til alle tiders studietur for ‘Forældre mod politibrutalitet’, hvor de alvor kan se hvordan den repressive statsmagt knægter deres arme børns ret til at smide med sten mod politiet. Imens pøbelen hærger, så glemmes de ting de fredelige aktivister kom for at skabe opmærksomhed omkring, bl.a. løfterne omkring gældsafvikling for udviklingslandene afgivet ved G8 mødet efter Live8 i 2005. Hvor må det, jf. balladen på Nørrebro i marts, være herligt at være aktivist, når man ved at ens sag med alt sandsynlighed bliver kapret af de voldspsykopater i miljøet, hvis eneste interesse er ballade. Så kan man da være sikker på aldrig at blive hørt. Ak og ve.

Mødet handler dog ikke kun om klima og fattigdom. Også sikkerhedspolitik fylder ganske meget på dagsordenen, aktualiseret af debatten omkring opstillingen af et amerikansk missilforsvar i Polen og Tjekkiet. Russerne er mildt sagt ikke begejstrede for idéen. Godt nok er det planlagt rettet mod Iran, men det afholder ikke den rare Putin fra at anvende liflig kold krigs retorik og tale om et nyt våbenkapløb. Ligeledes truer han med at rette missiler mod Europa, hvis amerikanerne går videre med deres planer. Stemningen har derfor ikke overraskende været en anelse trykket op til G8-mødet, ligesom Bush, Blair og Putin gerne udveksler et par snappy svinere med hinanden.

Hvad skal man sige til det hele? Hvorfor er det at de lusepustere til amerikanere ikke kan holde deres antimissil radar for sig selv? Når nu befolkningerne i både Polen og Tjekkiet mildt sagt er skeptiske overfor at få stillet anlæggene op på deres territorier? Og hvorfor er det ellers så lune forhold mellem Bush og Putin kølnet så markant? Er det overhovedet noget man behøver interessere sig for?

Nu er det ikke fordi jeg sådan er bange for at iranerne giver sig til at tæppebombe det ydre Østerbro lige med det samme. Ligeledes er det vist heller ikke sikkert at det meget omtalte missilforsvar overhovedet virker. Ej heller er jeg begavet nok til at vurdere den større magtbalanceforskydning som en opstilling vil kunne betyde. Men jeg har meget svært ved at synes særlig godt om Iran, når det støtter en borgerkrig i Irak, lyver og bedrager når det gælder atomteknologi og i øvrigt truer Israel i tide og utide. Muligvis er det blot retorik, men jeg synes det er svært at forsvare. Og når først deres kumpaner i form af russerne ruller sig ud med trusler og bål og brand, så bliver jeg ærligt talt godt og grundigt muggen.

Måske er jeg biased af en række dårlige oplevelser dengang jeg besøgte Rusland i 2004. Men det forekommer mig en anelse til grin at verden overhovedet lytter så meget til det land. Rusland er en korrupt, semi-autoritær, nationalistisk, voldelig, hyklerisk, omvandrende demografisk katastrofe (gennemsnitslevealder for mænd: 53 år!!!). Det er et land der konsekvent truer sine naboer, fører en usædvanligt beskidt og brutal krig i Tjetjenien, blander sig i nabolandes indre forhold, tror det kan true Europa med at lukke for sin olie og gas, samt holder hånden over despotiske regimer i bl.a. Sudan. Og det er landet med gigantiske sociale forskelle, udbredt racisme og hvor homoseksuelle bliver tæsket for at være homoseksuelle. På sigt vil verden udvikle sig væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer, den russiske befolkning svinder og kineserne er allerede nu begyndt at kolonisere det østlige Rusland. Så ærlig talt: På bare lidt længere sigt, hvorfor er det så egentlig lige at man behøver lytte til den flok stratenrøvere? Med mindre russerne pludselig opfinder en mirakelkur, så holder de op med at være en relevant stormagt indenfor en overskuelig årerække. Kald mig bare en høg, men det er snart på tide at det laskede EU tager sit transatlantiske ansvar alvorligt og 1) Siger fra overfor russernes trusler og hykleri, 2) får gjort en massiv indsats for at få en reel satsning på ikke-fossile energikilder. På den måde kan Rusland måske endelig blive et ‘normalt’ demokratisk land. Jeg ved godt at det er lidt mere nuanceret og kompliceret end som så, men det er da en start. Den tidligere rådgiver for Poul Nyrup og nuværende politiske kommentator, Peter Mogensen på Politiken, er uenig med mig i den vurdering. Men ok, i betragtning af at han har arbejdet for manden der ikke kunne finde ud af at modtage Salman Rushdie i 1996, fordi han var bange for at støde iranerne, så kommer det næppe som den store overraskelse.

Ovenstående fristil er egentlig fremkaldt af Bush’s besøg i Prag i går. Jeg er mildt sagt ikke præsidentens største fan (religion og konservativsme i en utidig blanding er ikke lige mig), men hans tale ved en konference omkring demokrati og frihed, var ganske strålende. Han hyldede dessidenter der kæmper for frihed i autoritære stater, og i salen var bl.a. mit politiske idol over dem alle, Vaclav Havel, til stede. Et pudsigt faktum er, at de fleste borgere i den tidligere østblok faktisk er af borgerlig observans, samt har en intuitiv modvilje mod alt hvad der hedder supranationale statsopbygninger. Man lærte af bitre erfaringer med sovjetisk besættelse, hvad den slags leder til. Det betyder selvsagt at man ikke stoler på russerne over en dørtærskel. Og ligeledes nærer man en sund mistro hver gang de rare bureaukrater i Bruxelles og omegn forsøger at europæisere forskellige politik områder. Har I undret jer over hvorfor de sørens polakker ikke gider gøre som EU fortæller dem? Well, når man har levet under 40 års okkupation, så får man vis antipati imod at andre tager beslutningerne for een. Bagsiden heraf er selvfølgelig navlebeskuende nationalisme, mens den positive tolkning er at de gamle mekanismer med tvang og underkuelse ikke virker. Øst- og Centraleuropæerne kan finde ud af at sige nej. Også til russerne. Nu må vi så se om resten af verden er i stand til det samme til G8-mødet.

Og lad os så satse på at de får gjort noget ved den globale regulering af drivhusgasserne, for hvad hjælper det hele hvis ikke amerikanerne, inderne og kineserne vil lægge bånd på sig selv. Det bliver spændende at følge.

PS. Undskyld overskriften. Men jeg har lært at alting skal være ‘2.0’ for tiden.

Jeg tror ikke jeg vil være socialdemokrat i mit næste liv

Politiken har i dagens udgave en lille artikel omkring hvad det gode liv er. Der bliver gjort megen sindsoprivende spændende forskning indenfor dette emne. F.eks: Hvorfor havner Danmark konsekvent på førstepladsen af lykkelisten i komparative undersøgelser af hvilke lande hvor folk er lykkeligst? Hvorfor er danskerne ikke blevet relativt lykkeligere siden 1960’erne, på trods af at den materielle levestandard er blevet markant højere? Giver lykkeforskning overhovedet nogen mening? En så liden sjæl som undertegnede vil ikke kaste mig ud i at besvare slige komplekse spørgsmål, jeg vil blot viderebringe et par citater fra en række forskere som Politiken interviewede i forbindelse med deres lykkeartikel. Især et af dem fik de buskede øjenbryn til at ryge næsten helt om i nakken:

Peter Sandøe, professor i dyreetik:
»Hver aften kl. 20 går jeg op ad trappen til min søns marsvin. Den skriger som en besat, fordi den glæder sig til den gulerod, jeg har med. Det tolker jeg som forventningens glæde, og for mig er lykke at kunne være der for den. Selv en dårlig dag er relativ nem at gøre god, hvis jeg kan være der for andre«.

Lykke er at være der for andre? Ok, den kan jeg godt gå med til.

Claus Møldrup, lektor ved Danmarks Farmaceutiske Universitet:
»Det gode liv er for mig, når jeg sidder med en rigtig god kop kaffe, som jeg selv har kværnet og brygget på min espressomaskine. Så bliver alting lidt smukkere omkring mig, og børnene leger smukkere. Det er som en smagsforstærker på omgivelserne, og hvis kaffen er rigtig god, så er det virkelig svært at skælde ud på dem«.

Den køber jeg, sailor!

Brian Jacobsen, ph.d. studerende i religionshistorie:
»Det gode liv er de muligheder, staten giver os. Staten er virkelig undervurderet, for den danner og former vores liv. Mange mener stater er undertrykkende, og det er der også mange, der er. Men når den er god, så understøtter den vores muligheder. Den danske stat har givet mig min uddannelse og mit ønskejob, hvor jeg laver det, der gør mig lykkelig«.

Ok, der er tusinde ting der er så himmelråbende forkert med dette udsagn, at det gør mig helt stum. Tak, oh store stat, åh tak! Tak fordi du tog ansvaret for mit eget liv fra mine svage skuldrer! Tak fordi du lod mig glemme at det der virkelig tæller er at have nogen at elske og blive elsket af! Hvor lagde jeg nu min medlemsblanket til Danmarks mest socialistiske religiøse parti?!

Vi har brug for en krise!

PEJ gruppen – et konsulent firma der beskæftiger sig med såkaldt fremtidsforskning og diverse ‘mega trends’ – udgiver et magasin der hedder TID & tendenser. Jeg læste det på arbejdet i dag og fik det hidtil største chok i 2007! En artikel i bladet påstod frejdigt at den nuværende/kommende design trend er 1990’erne!!!!!  Desværre er denne fæle forudsigelse ikke at finde online, det skulle være ganske vist: Mine højtelskede 80’ere ikke længere har et nærmest hegemonisk tag på mode, musik, design med videre. Og minsandten, der er allerede opfundet et nyt navn til bølgen: Neu-Rave. Nu skal vi åbenbart til at gå i stærke neon farver fra rave miljøet, lytte til bands som Klaxons, Trash Fashion (som beskriver sig selv som “guntronic disco rave rock“. Uhm, ok. Klart nok), New Young Pony Club og i en københavnsk kontekst: The Young and the Restless. DR’s ‘Musikprogrammet’ har tilmed dedikeret en temaside til den nye musikbølge, ligesom det engelske Super Super Magazine!!! leder bevægelsens fremfærd indenfor rave moden.

Jeg tilstår: Ja, jeg ER en sur og bitter gammel mand! Hvad skal det dog til for? Hvorfor genoplive noget så afskyeligt og plat som rave-kulturen? Hvorfor genindføre start 1990’ernes kedsommelige mode? Tænk lige 10-15 år tilbage: Hvor smarte var det lige I så ud? Gense lige de billeder fra klassefesterne i 1.g endnu engang. Det kan næsten ikke blive meget værre, kan det vel? Og nej, musikken var heller ikke god dengang. Efter guldaldrende 1987-1992, så var 1990’erne en sand ørkenvandring. Udover AaB’s mesterskab i 1994/1995 kan jeg i skrivende stund ikke erindrer een eneste cool begivenhed fra midthalvfemserne.

Så jeg står af ræset her, børnlil. Denne her modebølge vil jeg ganske enkelt ikke deltage. Ikke tale om. Det må I skisme selv rode jer ud af. Nu bliver jeg regressiv. Hvor blev min skjorte og slips af?

Opdatering! Jeg er allerede bagud. På denne vældig trendyyyyyy side, kan jeg læse at Vice Magazine har udarbejdet en Global Trend Rapport og at ‘selv i London hvor neu rave startede er de begyndt at rykke videre’ og ‘The new-rave day-glo thing that the Klaxons invented is kind of dying out because everybody else in the world is copying it’. Er der håb forude?

Nok engang O RLY?

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed at politiet ryddede Jagtvej 69 igår. Nørrebro blev derefter atter scene for diverse optøjer og uroligheder. Det var ikke en køn omgang. Jeg har tidligere diverteret med mine synspunkter omkring hele affæren, og har ikke grundlæggende ændret holdninger siden. I al min forstokkede konservatisme finder jeg det f.eks. svært paradoksalt, at den såkaldte ‘Forældre mod politibrutalitet’ gruppe ikke er imploderet i sin egen skrigende selvmodsigenhed. En talskvinde, Anne Eltard, bliver citeret af Ritzau:

Politiet er blevet rost for håndteringen af voldsomhederne, men Anne Eltard er ikke tilfreds. Hun kalder politiets adfærd for uhensigtsmæssig.

– De var med til at stresse situationen yderligere, og det var meget ubehageligt, at de brugte Hollændervogne til at køre ind i demonstranter, lyder vurderingen fra Eltard, der har en datter, som er aktiv i Ungdomshuset.

Hun kan blandt andet berette om en 13-årig dreng, som blev slået i ansigtet med en knippel. Og om en anden ung mand, der blev slået i baghovedet og blødte ud af næsen.

Nuvel, jeg er fuldt ud enig i at det ikke er hensigtsmæssigt når den udøvende magt anvender magt på uretmæssig måde – og det er kanske muligt at det er sket i de beskrevne situationer. MEN – og det er et meget stort men – hvad i alverden laver 13 årige drenge på gaden i kamp med politiet? Hvorfor er det at disse bekymrede og empatiske forældre ikke holder deres børn hjemme fra gadekampene, når de nu er så bekymrede for den påståede politibrutalitet? Er det fordi de forsøger at udleve en eller anden drøm fra deres egen ungdom om at gøre oprør? Hvordan kan man som forældre acceptere af ens børn deltager i den slags optøjer? Er man da fuldstændig blind for at ens børn lever noget kriminelt og at politiet blot gør deres job? Synes man det er sært at politiet ‘stresser situationen’ når de bliver bombarderet med brosten, flasker og andre ubehageligheder? Der er fra min synsvinkel tale om eklatant svigt fra ovennævnte forældrenes side: Vær dog jeres opgave voksen og sæt grænser for de børn. Måske jeg skulle danne min egen lille gruppe: ‘Vrede unge mænd/kvinder imod svigt fra voldsforherligende forældre til brugere af Jagtvej 69’?

Endelig vil jeg gerne gentage mine pointer fra december. Jeg synes det er helt i orden og legitimt at indrette sig på anden måde end min egen småborgerlige, konforme og regelrette tilværelse. Ja, i mine svage stunder kan jeg endda ligefrem sætte pris på forskellighed, pluralisme og mennesker der tænker anderledes end jeg selv. Og selvom jeg synes punk, emo og diverse former for metal musik er afskyelige, så synes jeg da bestemt at der skal være en scene for de genrer også. Med andre ord: Jeg anerkender fuldt ud Ungdomshusets brugeres livsstil, på samme måde som jeg også – hårdt presset – mener at Richard Ragnvald og/eller Lars Lilholt fans har en berettiget plads i samfundet. Med andre ord er det ikke et spørgsmål om subkulturens eksistens – men derimod om dens finansiering. Jeg kan nemlig ganske enkelt ikke forstå hvorfor det dog skulle være en offentlig opgave at finansiere den slags. Hvorfor skal mine skattepenge gå til at forære en række individer et gratis hus? Køb dog et selv – så kan de udleve deres levevis ligeså tosset de vil. Jeg bryder mig mildt sagt ikke om Faderhuset (eller hvad det nu end er den sekt hedder), men jeg kan blot notere mig at de har købt og betalt Jagtvej 69. Derfor er der ikke mere at diskutere, brugerne af ungdomshuset skulle ud. Brugerne af ungdomshuset havde taget noget der ikke var deres og det skal man ikke belønnes for. At man så reagerer som man gør – med vold og ballade – gør absolut ikke ens sag mere legitim.

Man må håbe at den meget omtalt fond nu kan finde en passende ejendom til ungdomshusets brugere. De vil sikkert opnå meget mere respekt og almindelig opbakning hvis de køber noget selv – og ikke tror de skal belønnes for at stjæle.

PS. Som en lille tankevækker ift. danske mediers hysteriske dækning af forløbet igår (eftersigende 150 journalister på gaden!), kan jeg nævne at fem mennesker døde og ti blev såret, da en bilbombe ramte et bryllupsoptog i Falluja. Den slags sætter ligesom en række individers stenkasteri på Nørrebro lidt i perspektiv.

O RLY? – klummen

Visse læsere af denne blog vil vide, at ‘O RLY?’ (oh really?!) pryder døren ind til min jordhule. Der hænger den for at indikere min noget skeptiske og sarkastiske tilgang til verden i almindelighed. Med disse indledende ord vil jeg byde velkommen til et nyt fast indslag, nemlig min O RLY?-klumme. Den er dedikeret til nyheder og påstande så tåbelige eller selvmodsigende, at man efter min ringe mening ganske enkelt bliver nødt til at udbryde et højlydt O RLY?! Med andre ord er det mit eget bud på en ‘sur-gammel-mand’ kommentar.

Ovenpå weekendens besættelse af en privat ejendom på Dortheavej 63, kan det næppe overraske at de utilpassede unge mennesker fra det såkaldte ‘kulturcenter’ på Jagtvej 69, er de værdige hovedpersoner i klummens premiere. Som argumentation for deres ulovlige tyveri af andre menneskers ejendom benyttede de idealistiske talsmænd Mads og Anna følgende herlige svada:

Regeringen og kommunen gør meget for at normalisere og rette ind på alt. Vi er i god ret til at kræve frifum. Vi vil have et sted, hvor det er gratis at være. Et sted, hvor indvandrere ikke holdes ude, hvor bøsser ikke smides ud, og hvor man ikke bliver proppet med ecstacy eller bliver taget i røven, hvis man er kvinde

Smukt, ikke sandt? Så pluralistisk, så åbent, så tolerant. O RLY? Ja, altså, bortset fra at man sandsynligvis ville få tæsk hvis man dukker op i jakkesæt og har en anden mening, end hvad nu de mest højtråbende af aktivisterne til beboermøder har påduttet de andre (og i øvrigt synes jeg det er alt for sjældent at jeg automatisk bliver proppet med ecstacy når jeg er i byen). Selv hvis man går ind på deres arguments præmis om at ‘Ungerens’ brugere repræsenterer frisindet og alsidigheden, så føler jeg mig dybt krænket som borger i det her samfund. De er jo brand usolidariske. Ud over at Ungdomshuset ikke har skyggen af jura på deres side, så mangler jeg en forklaring på, hvorfor jeg som almindelig skatteborger, der forsøger at passe min uddannelse, mit arbejde osv. skal betale for, at en flok – for nu at benytte min specialemakkers ord – ‘forkælede og uartige børn’ skal have lov skabe sig. Hvorfor skal min kommunalskat dog gå til at betale for et gratis hus til en flok voldelige individer? Det bedste var nærmest da førnævnte Anna ligeledes udtalte:

Vi har nogle krav til politikerne. Vi vil beholde Jagtvej 69. Vi vil have Dortheavej 63 og Brandstationen på Jagtvej 155D. Og vi vil have el, vand og varme, lød det fra Anna på 21 år til de mange journalister, fotografer og kamerafolk, der var mødt op

Med andre ord: Først stjæler vi med fuldt overlæg noget der ikke er vores, dernæst kræver vi at få belønning fordi vi er kriminelle? Nu ved jeg godt at de unge himmelstormere næppe havde regnet med at få deres krav opfyldt, men: O RLY? Generelt må man ligeledes konkludere, at de unge mennesker er kognitivt udfordrede (statskundskab slang for: mindrebegavede), siden de ganske enkelt ikke kan forstå, at deres problemstilling er juridisk – og IKKE politisk, som de ellers konsekvent fastholder. Det er næsten synd for dem, fordi det gør bare at de aldrig kommer i nærheden af en holdbar løsning.

Endelig kan jeg ikke forstå deres helt overordnede krav om et ‘frirum’? Det er der vel ingen der har nægtet dem – det er bare ikke samfundets opgave at betale for det. Hvorfor ikke købe et selv? Måske på Lolland eller Falster, dér må de berømte 15 mio. kr. i Fonden til bevarelse af Jagtvej 69 vel nærmest kunne købe et helt lystslot, hvor de kreative unge mennesker kan boltre sig? Men ok, det er vel for langt væk fra forældrene i Charlottenlund og Rungsted?

Ganske amuserende er det dog at følge, hvordan visse i debatten forsøger at italesætte en flok kriminelle som en art frihedskæmpere, der fører en legitim kamp mod det oppressive, konforme, fremmegørende og ensrettende samfund. Den slags romantiske diskurser er ganske smukke, og at glorificere og forherlige det der reelt er tale om (afstumperede individer der er villige til at bruge vold mod uskyldige) er et gammelt retorisk trick. Eksempelerne er mange: Lige fra Savage Rose’s hyldester til Enver Hoxhas personkult i Albanien til at kalde selvmordbombere for ‘frihedskæmpere’, er det samme mekanisme: Romantificeringen af vold. Og det er måske det der egentlig driver mit egentlige problem med Ungdomshuset – hvis man dekonstruerer den sociale konstruktion de baserer deres identitet på, så kommer man i sidste ende frem til een ting: Vold. Mange er sikkert uenige med mig, heriblandt ‘ungdomsforsker’ (hvad det så end er for noget) Kevin Mogensen fra RUC. Hos DR kan man læse at:

“De unge har brug for at bestemme, hvilke typer af aktiviteter, der skal ske, og på den måde opøve sine demokratiske kompetencer”. Kevin Mogensen mener godt, at man kan se det som en sund reaktion, når unge mennesker besætter huse. “Det er en måde at få rum til at udtrykke nogle sociale og kulturelle aktiviteter, som der ellers ikke er så meget plads til i samfundet. Mange unge kan nemt komme ind i en idrætsforening eller en af de ungdomspolitiske organisationer, men det er straks sværere at få lov til at udtrykke noget, som ikke er bundet op på offentlige tilskud og faste regler”.

Uden på nogen måde at ville forklejne Kevin Mogensens sikkert ganske velmenende synspunkter, så har jeg svært ved at se hvilke ‘demokratiske kompetencer’ man opnår ved at krænke andre menneskers ejendomsret og dermed netop benytte udemokratiske midler. Ligeledes bygger hans argument på en falsk problemstilling. Der er – som nævnt – ingen der anfægter Ungdomhusets brugere ret til at leve eller udtrykke sig lige som de har lyst. Problemet opstår, når de forventer at andre mennesker skal betale for det. Det er jo dét der er stridens egentlige kerne. Mit sidste – og største O RLY? – bliver dog fremkaldt af Kevin Mogensens afsluttende ord:

Kevin Mogensen ser et stort kreativt potentiale i de såkaldt utilpassede unge, og derfor må samfundet indrettes, så de kan få lov at udfolde sig

Jeg er en varm fortaler for begrebet ‘kreativ destruktion’, men…..ærlig talt, Kevin. Du mener altså at det er samfundes indretning – og ikke de voldsforherligende individer – der skal ændre sig? Hvad skal man sige til den slags, andet end: O RLY?

UK

Aber doch, hvad er der ellers sket? Hmm, ikke just det store, jeg sidder og grifler lidt på praktikopgaven og hører Scissor Sisters. I grove træk har jeg hele opgaven i hovedet, det kniber bare lidt mere med at få den ned på papir. Så er det jo godt at jeg har IHT til at levere overspringshandlinger, der trods alt ikke gør mig dum. I den forbindelse vil jeg lige nævne, at jeg er glad for at Blair og Labour vandt valget i UK.

Man fortjener ikke at vinde valg på at køre en kampagne hvis eneste budskab stort set var anti-immigration (og manglende realistiske bud på finanspolitikken). Og på trods af at Liberal Democrats vægtning af civic rights da er vældig tiltalende, så får man ikke mange plus point i min bog, når ens eneste bud på at løse problemer er via øget offentligt forbrug. Sådan spiller klaveret ikke for os der foretrækker mindre stat og mere frihed. Og nu vi er i gang, så går dagens klaphat til vores allesammens eklatante fiasko af en folkesocialist – magen til politisk opportunisme skal man da lede længe efter.

Ellers så går jeg og glæder mig til UEFA Cup finalen den 18. maj i Lisboa. Lyder det nørdet? Måske, men når det ene af holdene er CSKA Mockba, så er jeg klar! Vi er stadig nogle der har varme minder om hin oktoberaften på Dinamo Stadion. Kedelig kamp, men sjov oplevelse anyway.