Irrelevansens tunge byrde

Det må ikke være rart at være politisk parti, som efter mange års indflydelser nu pludselig står med hatten i hånden, og folk egentlig er sådan ret ligeglad med ens holdninger. Andet kan reaktionen ikke rigtig være, når man iagttager Dansk Folkepartis seneste stunt:

Kristendemokraterne er langt fra tilfredse med, at DR i børne-tv viser mænd og dukker i dameundertøj. Partiet har indgivet en klage til DR, da Kristendemokraterne mener, at kanalen påtvinger børnene voksne problemstillinger, som de ikke kan forholde sig til.

Og det skal de have lov til at mene, siger Dansk Folkeparti, der dog ikke kan se det problematiske i selve videoen. Tilgengæld mener DF, at DR’s måde at forholde sig til kritikken er dybt problematisk.

»For Ramasjang er det vigtigt ikke at være fordømmende eller ensidigt holdningspræget, men derimod hylde værdier som mangfoldighed og tolerance,« sagde kanalredaktør Kirstine Vinderskov mandag overfor jp.dk

Og det svar afslører ifølge Dansk Folkeparti, at kanalredaktøren misforstår meningen med DR.

»Hendes holdninger afslører, at hun bruger børnekanalen til at propagandere for nogle holdninger. Og Kristendemokraterne skal have lov til at være forargede. De betaler også licens,« siger Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti, til jp.dk

»Hun siger, at der er en klar hensigt med at lave de videoer at hylde værdier som mangfoldighed og tolerance. Og jeg ved ikke om det er DR’s mål overfor børnene at være en smagsdommer. DR er flere gange blevet beskyldt for at køre propaganda, og man skal varsom overfor børnene,« siger Alex Ahrendtsen

Nuvel, jeg har ikke de stærke meninger om hvorvidt at mænd i dameundertøj er godt for børn eller ej. Generelt mener jeg jo (som den palæo-konservative, reaktionære og bitre gamle mand jeg er), at alle aktiviteter for børn, der ikke indebærer A) at klatre i træer som alle raske drenge gør,  B) at tie når de voksne taler og C) arbejde i marken, pr. definition er skadelige for børns moralske habitus og arbejdsetik. Så hvis de får en rask omgang cross-dressing, så skader det nok ikke mere end hvad den dekadente og nydelsessyge samfundsudvikling allerede HAR afstedkommet.

Jeg er ligeledes bevidst om, at det er så foruroligende nemt at gøre nar med DF’s yderste mandater. For de er denondelyneme ikke særlig skarpe.

For et par uger siden var det således tågehornet Martin Henriksen, der fik det yderste rimelige og velbegrundende svar ‘Nej’ på sit åndende  spørgsmål til Socialministeren om hvorvidt hun ville “kræve en undskyldning fra Dansk Folkehjælp i forlængelse af arrangementet på Lalandia, hvor der juleaften blev danset mavedans, på trods af at der både var etnisk danske gæster såvel som gæster af anden etnisk oprindelse”.

Men alligevel. Kunne Alex Ahrendtsen i det mindste ikke forsøge ikke at gøre det så nemt, at pille hans jammerlige udtalelser fra hinanden. Rent argumentatorisk og intellektuelt er han jo en omvandrende falliterklæring. Lad os tage hans udsagn og dets præmisser et for et:

1) Jeg er grundlæggende ligeglad med om der optræder mænd i dameundertøj på børne-tv.

2) Jeg synes at det er fint nok hvis de der kristne tosser vil sende en klage over det til DR.

3) Hov, jeg er faktisk ikke ligeglad med det der undertøj alligevel, fordi DR siger i deres svar til aborthaderne, at de gerne vil hylde mangfoldighed og tolerance.

4) Det er PROPAGANDA, er det! Og det skal man passe på med. Det er jo BØRN vi har med at gøre. Og I er jo som bekendt en flok røde lejesvende, DR, jeg har luret jer.

Men Alex Ahrendtsen, hvad mener du egentlig? Er cross-dressende dukker et problem eller ej? Hvorfor er de først et problem, hvis de cross-dresser af hensyn til tolerance og mangfoldighed? Og hvorfor er det din exceptionelt smalle og paranoide tolkning af begreberne ‘tolerance’ og ‘mangfoldighed’, som er gældende? Jeg ved godt at DF’ere har en tendens til at tolke de begreber på en ganske særpræget måde, men alligevel. Hvori består dit issue?

Hvis du er ikke har et problem med mænd i dameundertøj (og dermed netop er tolerant og værdsætter at mennesker kan have lyst til mange forskellige ting), hvordan kan du så opfatte de to begreber negativt? Skal man forstå det således, at du foretrækker at mennesker i deres almene interaktionen med hinanden helst foretrækker konform ensartethed og i øvrigt aktivt er intolerante overfor andres forskelligheder?

Hvad mener du egentlig? Hvorfor hænger dine argumenter, præmisser og handlinger ikke sammen? Kan vi ikke få et svar?

Årets bedste politiske video

Start ugen med lidt kreativ inspiration. Som I sikkert ved, er Super Bowl finalen det mest eftertragtede reklame-slot overhovedet. Derfor laver man hvert år nogle aldeles fremragende reklamer, som alle er dyre, lækre etc.

Årets bedste fra finalen i nat er ubetinget Chryslers fabelagtige ’It’s Halftime, America’. Jeg vil ikke sige så meget andet end at jeg stemmer på Clint Eastwood næste gang.

Eller jo, jeg vil gerne sige mere. Reklamen er genial i sig selv, men det skyldes også at titlen selvsagt er en reference til Reagans legendariske ’It’s Morning Again in America’ video fra valgkampen i 1984.

Det er måske lidt rigelig West Wing over min tolkning. Men seriøst, se det for jer. Flere hundrede millioner mennesker sidder i to minutter i mere eller mindre andægtig tavshed og hører Clint udlægge teksten. Stemmen er næsten for ru, men han virker jo. Også fordi han er vanskelig at placere politisk. Han er jo nok demokrat, men er vel den skuespiller, der appellerer allermest til konservative også.

’Engines roar’ afslutningen er exceptionelt godt skrevet. Dels som reference til Chrysler selv, men også fordi billedet af produktion og industri er milliarder af kilometer væk fra dem, som alle hader: Bankerne, den berygtede ‘1 pct’. osv.

Jeg tror samlet set ikke, at der bliver lavet en bedre politisk video i 2012. Ligegyldigt hvor mange inspirerende taler så end at Obama klipper sammen.

Aktuelt på natbordet

Forleden jamrede jeg over mit møje og besvær med at komme igennem Patrick Rothfuss’ uendeligt lange fantasyroman ‘The Wise Man’s Fear’. Min konklusion var efterfølgende at den ikke er tiden og den dårlige samvittighed værd. Derfor har jeg – meget begavet! – nu gang i seks bøger sideløbende. Yderst ineffektivt, bevares, men jeg har en undskyldning. De fleste af dem er non-fiction, hvorfor det ikke altid er så betydningsfuldt at læse hele bogen, ej heller at det sker kronologisk.

På det ganske lange sigt lav-intensivt læser jeg (stadig) Henrik Berggren ‘Underbara Dagar Framför Oss’. Den har været i dvale i lidt mere end et år, men jeg fragtede den med til Bruxelles sidst jeg var i Danmark. Olof Palme er en de politiske personligheder jeg er mest nysgerrig omkring, og jeg vil gerne forstå hans betydning for det svenske Socialdemokrati og samfund i almindelighed.

Moynihan døde i 2003, men nåede inden da at være embedsmand under adskillige præsidenter, FN-ambassadør, dekan på Harvard, senator for New York og filosofkonge i almindelighed. Han var sociolog og anvendte sine analytiske evner ekstensivt i sin politiske karriere. Ideologisk er han ikke nem at sætte i bås. Han var Demokrat, men havde måske allermest indflydelse i sin tid som rådgiver for Nixon. Bogen er en samling af hans brevkorrespondancer, og brevene er snart sagt allesammen knivskarpe og spækket med intellektuelle refleksioner. Jeg har altid godt kunne lide at læse om Moynihan, fordi han er så politisk og intellektuelt heterodox, og nægtede at blive sat i en bestemt bås. Man kan kun håbe på at få et blot moderat ligeså kreativt og skabende liv som ham.

Jeg har altid haft en lidt mærkelig fascination af Mao. Hans begrebsverden er så besnærende underlige (“Lad 100 blomster blomstre” og “Kulturrevolution”), samtidig med at han som person er aldeles skruppelløs. Jeg forstår egentlig godt at hans tanker kunne inspirere folk som Blekingegadebanden, for de maoistiske koncepter om permanent revolution, selvkritik og konflikt er markant mere ‘Sturm und Drang’-underholdende end de vanlige marxistisk-leninistiske tørvetrillere. Det er meget nemmere at operationalisere Maos militaristiske guerillatankegang i konkret handling, end det er at fortabe sig i esoterisk Frankfurterskole halløj og gramsciansk føle-røre teori. ‘Mao’s Great Famine’ omhandler netop et af Maos endog særdeles handlekraftige projekter: ‘Det Store Spring Fremad‘, verdenshistoriens måske største menneskeskabte katastrofe. Tvangskollektivisering, politisk vold, mislykket industrialisering og efterfølgende hungersnød kostede op imod 45 mio. mennesker livet. Det er forfærdende læsning, og står ‘Det Store Spring Fremad’ som et af de helt dystre vidnesbyrd om planøkonomien og kollektivismens intellektuelle fallit.

Som stor fan af Konstantinopel og det østromerske rige i almindelighed, var det en sand fornøjelse at min søster forærede mig Luttwaks bog i julegave. Bogen fik ved sin udgivelse i 2009 en del omtale i USA, fordi Luttwaks grundlæggende påstand er, at USA i dag følger en vestromersk strategi (baseret på militær og erobringer). Han argumenterer for, at man hellere burde lære af Byzans, der uagtet en svagere militær position og ugunstig geografi  via diplomati, alliancer og effektivt bureaukrati formåede at overleve som imperium næsten 1000 år længere end kollegerne i Rom. Personligt er jeg ikke fan af ‘grand strategies’ tankegangen, og mener at Luttwak trækker analogien for langt. Men bogen er spændende og velskrevet, og man får et fremragende indblik i hvordan det østromerske imperium var skruet sammen.

Som forsiden antyder, så er der tale om episk, storladen og galakse-rystende space opera. Jeg kan ikke ikke sige så meget om bogen endnu, for er ret beset ikke nået så langt i den. Problemet er, at jeg har læst bog et og to for flere år siden, og jeg kan ikke rigtig huske hvad de handler om. De par gange jeg har forsøgt at begynde på Cobleys bog, er jeg derfor gået i stå. Det er ikke rigtig optimalt, og selvom jeg husker begge bøgerne som rimelig fremragende, er jeg næsten for doven til at fræse de to forgængere igennem en gang til.

På bogens wiki-side bliver den beskrevet ‘biopunk science fiction’, hvad det så end skal betyde. Jeg så den første gang i Sterling Books her i Bruxelles, hvor den var varmt anbefalet af personalet. Når den tilmed har vundet samtlige prestigefyldte priser indenfor sci-fi genren (Nebula Award, Hugo Award, Locus Award), så burde der være noget om snakken. Bogen foregår i det 23. århundrede i en dystopisk verden hvor klimaforandringer og bioteknologi hærger. Handlingen udspiller sig i Thailand, og det hele er meget William Gibson’sk i sin beskrivelse af en dyster nær fremtid. De første 50 sider har været ret spændende, men jeg mangler endnu at blive helt draget ind i universet. Jeg er bevidst om at det er et kikset træk ved mig, men jeg har altså et småligt behov for at synes om en given hovedperson, før end at jeg gider engagere mig i hvad der sker med vedkommende. Og når nu Anderson Lake indtil videre har været en ganske irriterende støder, ja, så går det lidt langsomt. Jeg har dog fortsat store forhåbninger til bogen.

Den pelsklædte arm

Jeg kan heldigvis ikke se DR eller TV2. Og godt for det, for ellers var min sjæl nok døet ligeså stille hen over forrige uges royale røgelse. Jeg er ikke længere så rabiat republikansk som i mine yngre dage, men jeg kan stadig godt opbygge et solidt arsenal af galde og indebrændthed, når først medierne ruller sig ud i hyldesten af disse middelmådighedens kronede eksistenser.

Det sydede og boblede således lystigt i min sorte sjæl efter at have læst Politikens sært sykofante beretning fra hyldesten på Amalienborg Slotsplads. Den rummer mange fine passuser, her er et par lækkerbiskener:

Imens udråber pladsen et nifoldigt leve for majestæten, der slår ud med sin pelsklædte arm for hvert hurra.

Folk smiler helt spontant og er ganske givet lykkelige i det øjeblik, de kigger på deres dronning, som hun står der i levende live og vinker så flot.

Det står ikke klart for mig om hvorvidt Politikens udsendte medarbejder er ætsende sarkastisk. Jeg håber det næsten. For hvis ikke, så er vi nærmest på niveau med det nordkoreanske nyhedsbureau og deres herostratiske videoer af stortudende mennesker ovenpå Den Kære Leders død.

How we used to live

2012 bliver et transitions-år her i husholdningen. Først og fremmest bliver Den Bedre Halvdel færdig som læge. Hun skal derefter ud i det, der i gamle dage hed ‘turnus’ (og som i dag på bedste newspeak-vis er omdøbt til ‘Klinisk Basis Uddannelse’). For de ikke-medicinstudium-belæste, så er KBU’en et års praktisk uddannelse på et hospital, inden at de nye cand.med’er må virke som læger i det danske sundhedssystem.

Den store finte ved KBU’en er, at man ikke selv bestemmer hvor i landet, at den finder sted. Fordelingen af uddannelsespladser sker via lodtrækning. De medicinstuderende trækker således et nummer (fra 1 til 400). Den med laveste nummer bliver førstevælger til de opslåede KBU-pladser, mens nummer 400 må tage til takke med det, som ingen andre vil have. Da de færreste studerende har lyst til at forlade Århus og  København efter at have haft tilværelsen der igennem studietiden, så er det i sagens natur altid pladserne på hospitalerne i de byer, som bliver valgt først. Siden følger pladserne i pendlerafstand fra de store byer. Til sidst følger så uddannelsespladserne ved hospitalerne i Udkantsdanmark.

Systemet med KBU-lodtrækningen er et tveægget sværd.

Hvis man (som jeg!) efterhånden har tilbragt en del aftener i middagsselskaber med medicinstuderende, så har man med tiden hørt en del gange hvor ondt og uretfærdigt systemet er. For ih, hvor er det dog dybt, dybt urimeligt, at man kan blive tvunget til Viborg, når man nu har opbygget sin tilværelse i København. Hvorfor skal man dog tvinges ud? Er stavnsbåndet ikke ophævet, eller hvorledes?

På den ene side kan jeg godt forstå synspunktet, særlig hvis de pågældende studerende har været så letsindige at få børn undervejs i studiet. Det er heller ikke udpræget nemt at lokke en evt. husbond/ægteviv med til provinsen for et år, især hvis vedkommende allerede har et job i København. Så står der langdistance på programmet, en tilstand jeg har forståelse for ikke er decideret morsom.

På den anden side, så tror jeg de danske medicinstuderende glemmer hvor priviligerede de egentlig er. Systemet sikrer dem jo faktisk en uddannelsesplads, uanset hvad de har bedrevet under studierne. I Sverige skal de medicinstuderende selv søge deres uddannelsespladser, på linje med at søge et job. Hvis du har dårlige karakterer, så får du ikke en god uddannelsesplads, period. Og selv hvis du er dygtig og vil have en uddannelsesplads i eksempelvis Stockholm, Göteborg, Uppsala eller Lund, så må du forberede dig på at skulle arbejde som uklassificeret reservelæge i op til et år før du går igang med uddannelsen. I Danmark kan du komme igang med det samme.

Endelig medfører de studerendes København/Århus-centrisme, at de vægter geografiske hensyn alt for højt i forhold til læring og kompetencer. For sagen er den, at de mindre hospitaler i provinsen gør meget mere ud af at uddanne deres medicinstuderende samt at sikre dem et behageligt ophold. Når fagforeningen Yngre Læger laver rankings over de studerendes tilfredshed med KBU-opholdene, så scorer provinshospitalerne altid højest, mens hospitalerne i hovedstadsregionen og Århus havner i bunden.

Hospitalerne i provinsen har simpelthen en meget konkret egeninteresse i at de studerende er glade for KBU-opholdet, for det er en måde at sikre rekrutteringen af kvalificerede læger. Hvis man var glad for sit uddannelsesophold, så er chancen for at man bliver hængende i en introstilling og siden et speciale meget højere. På Rigshospitalet er de derimod grundlæggende ligeglade med deres KBU’ere, for folk skal nok søge pladserne alligevel – uanset kvaliteten af undervisningen eller arbejdsmiljøet.

Tingene kompliceres yderligere af, at man med omlægningen fra ‘Turnus’ til ‘KBU’ skar et halvt år af uddannelsen (vi skal jo alle hurtigere igennem pølsefabrikken). Tidligere var man sikret ophold på både medicinske og kirurgiske afdelinger samt et halvt år i almen praksis. Nu får man kun to ud af de tre, så man kan med et lavt lodtrækningsnummer risikere at få en fagpakke uden medicinsk ophold – hvilket gør én de facto uansættelig i en  kommende introstilling. Endelig er der en udbredt snob-effekt på Rigshospitalet og omegn, hvor det betragtes som mindre fint at have haft sin KBU uden for København. “Det er svært at komme ind i varmen og i betragtning til de spændende stillinger, hvis du ikke har skabt dig et netværk i København under KBU’en“, som en af Den Bedre Halvdels jamrende stud.med veninder sukkede til et middagsselskab i Bruxelles for nylig.

For Den Bedre Halvdels vedkommende, så skal hun trække sit KBU-nummer her i det tidlige forår.

Som indikeret ovenfor, er der meget på spil. Et lavt nummer og en plads i København vil selvfølgelig være det nemmeste qua at vi har Jordhulen på Østerbro. Omvendt var hun kisteglad for sit lægevikariat i Hjørring, og ingen af os drømmer på sigt om en tilværelse i hovedstaden. Så vil et ophold i provinsen være så slemt? Og hvad med ham Brøleaben i Bruxelles? Skal det være langdistanceforhold lige indtil KBU’en er ovre (estimat pr. 21. februar 2012: 19 måneder)? Og hvad med efter KBU? Hvor skal vi så bo? Hvad med hendes forjættede hjemland Sverige, hvor hun jo sådan set gerne vil tilbage til engang? Kan førnævnte papirnussende Brøleabe overhovedet finde blot nogenlunde begavet beskæftigelse derovre?

Så jo. Det er et transitionsår, hvor visse ting afklares, men hvor der også skal træffes nogle ret fundamentale beslutninger om fremtiden.

At times like this, I wish I was but a simple peasant

Der kører en ganske underholdende debat i Sverige i dag efter at Svenskt Näringsliv (Det Signede Lands svar på Dansk Industri) har udgivet en uddannelsespolitisk rapport, ‘Konsten att strula till ett liv’, med klassiske arbejdsgiverorganisations synspunkter. I vil muligvis genkende dem fra den danske debat: Studerende skal hurtigere gennem pølsefabrikken, de skal holde op med at læse fjollede fag indenfor humaniora og i stedet læse til ingeniør eller andre fag der ‘ger hög ekonomisk avkastning’.

Det skal i praksis ske ved at give de studerende incitament til at læse naturvidenskabelige fag (= højere SU, hvis du læser Svenskt Näringslivs yndlingsfag) og universiteterne skal have incitament til at mindske optaget på humaniora og øge optaget på ingeniørstudierne (= højere taxameterstøtte til uddannelsesretninger med ‘højt samfundsøkonomisk afkast’, som Svenskt Näringsliv skriver).

Så vidt, så skidt.

Der er for så vidt ikke noget galt med at Svenskt Näringsliv tager debatten. Sverige er plaget af høj ungdomsløshed og kandidaterne forlader i snit først universiteter når de er 29 år gamle. Det er med andre ord ikke illegitimt at komme med forslag til at udstyre unge med jobgivende kompetencer, ej heller at få dem en anelse hurtigere igennem studierne. Faktisk er det vel uhyre rimeligt.

Så hvorfor den heftige debat? Hvorfor koger kulturparnasset, lederskribenterne og undervisningsministeren over?

Der er selvsagt noget prestigetab over det. Det er aldrig rart at få at vide, at man er en ørkesløs drønnert, der ikke leverer samfundsmæssig værdi i en cost-benefit analyse. Reaktionerne er som sådan ganske forventelige. Det hænger også sammen med at Svenskt Näringsliv er nogle tosser med hensyn til kommunikationen. De sætter således en af deres (tørre) økonomer til at prædike i radioen om, at man som ung skal betragte sin uddannelse som en ‘investering’. Og når de skal fortælle hvad humaniora og kunst handler om, så er ‘Harry Potter och hans världar’ det eksempel økonomen hiver frem.

Det er i sig selv uhyre sigende for Svenskt Näringslivs åndelige fattigdom, at Harry Potter står for organisationen som det fremmeste eksempel på humanistisk forskning (og så glemmer vi tilmed et kort øjeblik hvor mange penge og skatteindtægter som J.K. Rowlings fjollede litteratur har skabt…).

Og det er, som uddannelsesminister Nyamko Sabuni skarpt bemærker det, påfaldende at en ellers så liberal organisation nu pludselig mener at politikerne (der ellers på alle andre tidspunkter er dumme og skal holde fingrene væk fra ting, som det frie marked selv kan klare) nu åbenbart bør vælge fremtidens vinderuddannelser.

Personligt køber jeg ikke Svenskt Näringslivs argumentation. Den bygger efter min mening på en usympatisk kræmmerlogik, ringeagt for klassisk dannelse og kultur og en misforståelse af hvad kreativitet handler om.

I mine øjne er humnioraen i dens mangfoldighed med til at berige samfundet med ånd og forståelse for andre ting end hvad der lige står på bundlinjen hos DI og Svenskt Näringslivs medlemmers bundlinjer. Og hvis det endelig er bundlinjen som tæller, så vil jeg faktisk gå så langt som til at mene, at hvis virksomhederne var bedre til at udnytte humanistiske kandidaters evner, så ville det tværtimod kunne medvirke til at skabe større overskud. Det er forsimplet og plat at postulere at humaniora er en underskudsforretning.

Bevares, jeg kommer da heller aldrig til at forstå hvorfor at folk vælger at studere de allermest esoteriske fag på KUA, der nærmest sætter en dyd i at uddanne kandidater der er uansættelige på det gængse arbejdsmarked. Men omvendt anerkender jeg ikke, at jobmuligheder og ‘samfundsøkonomisk afkast’ er de eneste relevante kritier for en uddannelses eller et forskningsområders berettigelse. Nej, det er da mulig at der ikke er mange jobs i forhistorisk akæologi, tibetologi eller lingvistik. Men de rummer viden, ånd og dannelse, som vi ville være et fattigere samfund uden.

Så at anspore folk økonomisk til at læse såkaldt ‘fornuftige’ studier indenfor teknik og naturvidenskab, mens at humanioraen aktivt nedprioriteres i universitetsbevillingerne, forekommer mig at være en særdeles kortsigtet og kræmmersjæls-agtig strategi.

Så mit fromme ønske er vel egentlig bare, at Svenskt Näringsliv vil holde op med at leve fra hånden og til munden. Det ville være det bedste for Sverige.

I topform på Rådhuspladsen

Nå, men altså, hos Financial Times’ hjemmeside har de artikler om Yemen og krisen i Eurozonen på forsiden. BBC News beretter om Mladic og vold i Syrien. Dagens Nyheter skriver om de samme emner, det samme gør The Guardian.

Politiken har til gengæld over 20 artikler om Distortion festivalen, herunder memorable artikler om manglen på toiletter.

Man må nok sige at Bo Lidegaard-effekten har sat sig godt og grundigt igennem.

We hold these truths to be self-evident

Jeg ved godt at YouTube er noget skidt og at Martin Luther King Jr. Day var i går. Men oven på dagens dramatiske kæledyrshistorie i TV-Avisen, så føler jeg mig alligevel kaldet til at bringe talen. Det tager 18 minutter. Det burde I nok kunne afse. Bagefter kan I jo passende gå tilbage og diskutere dommerne i X-Factor, Britney Spears og maden i kantinen på arbejdet, som I plejer.

“…Let freedom ring. And when this happens, and when we allow freedom ring – when we let it ring from every village and every hamlet, from every state and every city, we will be able to speed up that day when all of God’s children – black men and white men, Jews and Gentiles, Protestants and Catholics – will be able to join hands and sing in the words of the old Negro spiritual: “Free at last! Free at last! Thank God Almighty, we are free at last!”

Fabelagtigt.

Tak er kun et fattigt ord

Kære DR,

Normalt plejer jeg at have ganske stor respekt for jeres nyhedsredaktion. Jeg deltager ikke i den evindelige og efterhånden ganske trættende DR-bashing, jeres hjemmeside er normalt den første jeg besøger hver morgen og jeg føler mig som regel intellektuelt beriget efter at have lyttet til Orientering på P1. Så vidt, så godt. Jeg er også godt klar over at 18.30 udgaven af TV-Avisen sikkert ikke er beregnet for mig. Dengang i reformerede TV-Aviserne i november 2006, kunne Politiken jo berette følgende:

“I morgen går TV-avisen i luften i to nye udgaver. En let og underholdende klokken 18.30, der skal lokke kvinder og jyder med. Og en smart og seriøs klokken 21.00, der skal trække de unge til. Den første, klokken 18.30, skal somsædvanlig tale bredt til den danske befolkning. Men nu skal den også lokke kvinder og folk uden for de store byer tilbage til DR’s nyheder ved at servere en let anretning nyheder på et tidspunkt, hvor familierne ikke sidder dybt koncentreret foran tv-apparaterne. Præsenteret underholdende og med vinkler, der opleves tæt på den enkelte. Under 18.30-udsendelsen bejler man til Birte, en 49-årig hjemmesygeplejerske, der bor i en lejlighed i Vejle, interesserer sig for det nære, men meget lidt for 18.30-nyhederne. Et indslag til udsendelsen skal kunne passere det, der på redaktionen går under navnet Birte-testen. ‘Ingen emner må på forhånd udelukkes. Vi skal bare tvinge os selv til at vinkle alle emner, så de også fanger Birte’, forklarer Henrik Keith Hansen. Kl. 18.30-udsendelsen bliver underholdende, nær og vedkommende for også at tiltrække kvinder og seere i provinsen”

Nuvel, kære DR, jeg skal på ingen måde hævde at jeg er klogere end jeres sikkert ganske dyre fokusgrupper, kommunikationsrådgivere, konsulenter og andet godtfolk. Men her er en hemmelighed: Jeres Birte test er noget lort. Den taler ned til folk. Den giver ringere journalistik. Og frem for alt: Den betyder at jeres 18.3o TV-Avis kvalitetsmæssigt er lige til at kaste sig i døden over. Kombineret med jeres afsindigt rædselsfulde TV-2 rip-off ‘Aftenshowet’, har I formået at skabe en programflade mellem 18 og 19, som er decideret uudholdelig. Men hvorfor nu denne pludselige indebrændte vrede her fra jordhulen? Jo, såmænd, under aftensmaden sad jeg dags dato og lod mig passivt underholde af 18.30 Tv-Avisen.

Den indledtes først med det såkaldte ‘drama’ på Christiansborg. Siden fulgte så den sindsoprivende skandalehistorie “Dårlig rådgiving koster kæledyr livet“. I flere højspændte minutter hørte vi om hvordan dyreejere ikke kan finde ud af hvordan de skal fodre deres dyr. Skurken er de grumme dyrehandlere, der vist nok ikke er godt nok uddannede, og det derfor er tvingende nødvendigt at udvide dyrepasseruddannelsen fra to til fire år (siger den upartiske Dyrepasserskolen i Roskilde, der i sagens natur jo ikke har penge at tjene på den slags tiltag…). Suverænt initiativ. For når ens kæledyr er fejlernæret, så må det jo selvsagt skyldes at man er blevet dårligt rådgivet i butikken. Det kan i hvert fald umuligt være dyreejernes ansvar, naturligvis ikke. Vigtig historie. Ingen tvivl om det. Godt DR valgte at prioritere den. Oven på den essentielle, centrale, verdensomspændende, historieskabende nyhed, fulgte så den dybt irrelevante historie om hvordan den amerikanske centralbank har sænket renterne, efter at aktiemarkederne rundt omkring i verden har balanceret på kollapsets rand de seneste par dage. Ja, I læste korrekt. En større recession truer verdensøkonomien, men DR’s veludviklede Birte test bevirkede heldigvis, at kæledyrene blev prioriteret. Tak, DR – I har virkelig begrebet hvordan tingene hænger sammen.

Vorherre bevares!

The Pains Of Being Pure At Heart

Jyllands-Posten havde torsdag en interessant artikel i deres kultur sektion, hvor klummeskribent Per Nyholm under et ophold i Prag filosoferer omkring kulturens rolle i samfundet. Nu er jeg sandt for dyden noget nær det mest ukulturelle man kan forestille sig, ligesom jeg aldrig i mit liv har sat mine ben indenfor en radius af 500 meter af KUA. Alligevel fangede følgende sentenser min flygtige opmærksomhed:

“Men lige netop her, i Centraleuropas centrum, 40 år efter optakten til det såkaldte prager-forår, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at kunst og åndsliv faktisk har godt af modstand.

I januar 1968 – for nøjagtig 40 år siden – passerede jeg Prag for sydgående, undervejs til Gibraltar, hvor jeg havde en aftale med den lokale giftefoged og min kommende hustru. Jeg husker byen som nedsænket i spænding. Alle vidste, at der foregik en magtkamp uden lige i de 20 år, det kommunistiske styre havde stået på. Det var de unge mod de gamle. Det var en reformistisk kommunist ved navn Alexander Dubcek mod den forfærdelige stats- og partichef Antonin Novotny. Allehånde gode folk som Ludvik Vaculik, Vaclav Havel, Eduard Goldstücker, Ota Sik og ganske mange kommunister stillede op imod magtapparatet, der havde forvandlet en af Europas rigeste industristater til et undertrykt og ringe forsynet land.

Opgøret fandt sin foreløbige afslutning i Dubceks overtagelse af posten som partichef og egentlig statsleder, fulgt af et halvt års begrænset frihed. Så faldt Warszawapagtens hammer. Tjekkoslovakiet, som landet dengang hed og skulle hedde indtil skilsmissen i 1991, faldt tilbage i en reaktion, der fik selv Novotny-regimet til at virke liberalt.

Kunst og åndsliv havde trange kår efter den sovjetiske invasion i august, men trivedes ikke desto mindre hemmeligt, i undergrunden, konspirativt. Man mødtes i Letna Parken efter mørkets frembrud eller ved dagslys på Gottwald Museet, opkaldt efter kupmageren i 1948 og siden nedlagt. Jazz, samizdat og filosofi var henlagt til kældre og kviste og små lejligheder i fjerne forstæder.

Jeg vendte tilbage et par gange i 1970’erne og for alvor i 1980’erne. Hvad man ikke mødte af interessante mennesker, når man først havde fået en fod indenfor – journalister, forfattere, tænkere, malere og musikere. De gik ind og ud af regimets fængsler og ernærede sig i øvrigt som gadefejere, vinduespudsere, dyrepassere og kloakarbejdere. De var relevante. De vidste det. Alle vidste det. Også regimet.

I november 1989 slog deres time. Den ikke alt for kloge og heller ikke – trods sit ry – specielt venlige Dubcek ilede tilbage til Prag for at overtage præsidentposten, men på Vaclavske Namesti råbte titusinder af tjekker: »Havel til paladset, Havel til paladset.« Sådan blev det. Kommunisten Dubcek måtte nøjes med den dekorative, men ligegyldige post som parlamentsformand.”

Ak ja, sådan kan det gå når man lader en ældre mand som Nyholm svælge lidt rundt i sine nostalgiske minder om gamle dage. Men han har en pointe. Det tjekkiske kulturliv VAR virkelig frodigt dengang. Og filosofkongen over dem alle, Vaclav Havel, sad som præsident indtil 2003. Men i dag er det i følge Nyholm ikke helt så rosenrødt:

“Tjekkiet er i dag, som Danmark, et borgerligt land og dermed, hvad det har været igennem en stor del af sin historie; ikke blot den del, der begynder med Bøhmens genopstandelse som selvstændig stat vedhæftet Slovakiet i 1918, men tilbage til Middelalderen, da Prag var en af kontinentets kulturmetropoler, hvilket til denne dato fremgår af byens arkitektur, om end ikke af de horder af billigturister, der hærger i dens gader.

Lad dette sidste være en anden sag. Det påfaldende er, at ingen længere agter på kunsten eller åndslivet, som netop under kommunisterne havde en storhedstid, fordi disse genrer blev forfulgt. Kunstnerne og de intellektuelle er i dag betydningsløse. De må som alle andre tjene deres penge ude på markedet, og i øvrigt kan de mene og sige, hvad de vil. En ny generation er ikke trådt i stedet for Vaclav Havel, Ivan Klima og Milan Kundera, for der er ikke mere at skrive, allerhøjst kriminalromaner og kogebøger.

Forlag og aviser forsvinder, teatre og biografer lukker. Selvfølgelig. De har mistet deres betydning. Tidligere tiders eksistentielle behov for kunst, for udfordring og konfrontationer, for gråtoner og det antydede, er erstattet med hedonisme. Åndsmennesket Vaclav Havel er som præsident længst afløst af Vaclav Klaus, en økonom. Alt går op i penge, samtalelokummer og pensionsordninger.

Kan det blive ved på den måde? I et stykke tid formentlig ja. Tabt kultur lader sig vanskeligt genvinde, og magthaverne har lært, at holder de bare fingrene – for ikke at sige håndjernene – fra kulturen, så er dens ubekvemme rolle udspillet.”

Interessant. Uagtet at Vaclav Klaus ikke just er en ny skikkelse (faktisk har han været der ligeså længe som Havel, ligesom han står overfor at blive genvalgt til præsident), så er det meget godt set af Nyholm at de tjekkiske kunstnere sejrede sig selv ihjel. Da jeg slog mine folder i Prag i 2005 og berettede om min store beundring for Havel, så havde tjekkerne det med at smile overbærende. Jo, naturligvis er han en da en notabilitet for dem, men at have en digter siddende i Prags slot og filosofere over identitet, etik, demokrati, frihed og slige luftige tanker, bringer altså ikke brød på bordet. Så hellere den noget mere krasbørstige Klaus, som i dag – uagtet om man kan lide ham eller ej – er den ubestridte stjerne i tjekkisk politik.

Og kan man egentlig fortænke tjekkerne i at gå mere op i velstand end i kunst? Og hvis vi overfører det til danske forhold. Indledningsvist må jeg sige at jeg ikke kender standarden indenfor dramatik, opera og ballet. Men indenfor billedkunsten og filmen, hvorfor er det lige at man skal interessere sig for hvad en overvurderet fusentast som Tal R producerer af makværker? Hvad skal man bruge navlepillende ligegyldigheder som den nye film (“De Unge År”) om Lars Von Triers studietid i slut 70’erne på Filmskolen til? Er det relevant for ret mange andre end de 30 mennesker der var i miljøet på den tid? For tiden kører en lang række artikler i medierne omkring dansk films krise. I 2007 var der praktisk taget ingen danske publikumssucceser, og selvom jeg nærer en stærk foragt for pøbelen og populisme, så må man spørge sig selv: Skyldes den manglende relevans måske at det man laver ikke er særligt godt?

Så nej, Nyholm, jeg mener ikke man kan sammenligne de to situationer. For de tjekkiske kunstnere blev irrelevante netop fordi de var så gode. De danske filmskabere og billedkunstnere er aktuelt bare for uinteressante til at man behøver at ofre dem nogen større opmærksomhed.