Misbehaving

Jeg fik aldrig læst Richard H. Thaler og Cass R. Sunsteins ‘Nudge’ dengang hypen var på sit højeste. Siden blev det hele lidt vel offentlig sektor-agtigt, da Djøf-spæklaget i alt fra ministerier til kommuner og sygehuse så en mulighed for nye projektlederstillinger og konsulenthonorarer i at nudge borgerne.

Det var dermed med en vis forhåndsskepsis at jeg gik ombord i Thalers ‘Misbehaving: The Making of Behavioral Economics’.

Her halvvejs i bogen er jeg udmærket underholdt. Selvom mange af indsigterne er velkendt stof fra dengang jeg læste ‘Animal Spirits’ og ‘Thinking fast and slow’, så er Thaler en fortrinlig populærvidenskabelig formidler. Hvis man er blot en smule interesseret i krydsfeltet mellem psykologi og økonomi, så bør Thalers bog være øverst på læselisten.

Et enkelt usagligt ‘men’ skal der dog også være plads til.

Det bliver nemlig lidt trættende i længden, når en mand der har modtaget Nobelprisen i økonomi, rådgivet statsledere, spillet sig selv i Hollywoodfilm og været formand for American Economist Association konstant forsøger at give den i rollen som outsideren, der kæmper for at få anerkendelse af mainstream økonomisk teori. Det bør man stoppe med når man er en af de helt store superstjerner indenfor sit fag.

Men stoffet i bogen? Det er interessant nok. Anbefalet læsning.

Sinocentrisme

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.: 

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er mildest talt ikke en stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller. 

Jeg tænkte da også en del over de tre modeller mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’ (tidligere omtalt her). Der er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger1, hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden2. Og jeg har nok Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der – som Frankopan – mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde

Det er interessante tider vi lever i!

  1. Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan []
  2. Læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times []

Ud af hamsterhjulet

For et par uger siden spurgte Financial Times “If you could only rescue one book, which would it be?”.

Jeg er ikke for alvor kommet frem til et velovervejet svar endnu, men indenfor faglitteraturen er Gregory Clark ‘A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World’ (2007) et godt bud.

Det er et stykke tid siden jeg læste bogen sidst, og jeg mindes, at jeg ikke var overbevist af alle Clarks teser. Men hans helt centrale pointe var øjenåbnende for mig: at menneskeheden indtil ca. år 1800 var fanget i en ‘Malthusian trap’. Det betød at produktivitetsstigninger gennem de hidtidige inkrementelle teknologiske fremskridt var blevet ædt op af voksende befolkning.

Konsekvensen var at i det helt store billede, så var den ‘almindelige person’ i år 175o ikke økonomisk bedre stillet end en person i bronzealderen. Det er et svimlende perspektiv, som Clark åbnede mine øjne for. Menneskeheden befandt sig i et hamsterhjul, som vi ikke kom ud af før den industrielle revolution ændrede alt. De nye teknologier og maskiner var et kvantespring i vores fælles historie.

Det illustreres måske allerbedst af figuren ovenfor, som jeg har lånt fra Clarks bog. Der er i menneskeheden historie kort sagt et før og et efter den industrielle revolution1. Og antallet af mennesket er vigtigt at huske, når man diskuterer jordens fremtid og vores overordnede udvikling.

Jeg kom til at tænke på Clarks bog igen, da jeg for nylig læste om en række danske klimaforskere, der argumenterer for at overbefolkning er det største globale klimaproblem – og man bør derfor indføre en global etbarnspolitik.

Min reaktion på forslaget var og er stærkt negativ. Det er indtil videre kun totalitære diktaturer der har været villige og i stand til at gennemføre etbarnspolitikker. Det burde i sig selv sige noget om, hvad det er for en type politik: et grundlæggende drakonisk overgreb på den individuelle frihed.

Endelig er der det mere spekulative glidebane-aspekt.

For hvis overbefolkningen er et problem og vi derfor skal gøre noget ved de ufødte børn … hvorfor så ikke gøre noget ved de allerede fødte? Hvorfor er et liv pr. definition mere værd, bare fordi man er født, end hvis man ikke er?

Hvis jeg skal være lidt spydig og komme med en historisk parallel: I Vesteuropa havde man i 1450 en langt højere levestandard i end både i år 1300 og år 1800? Hvorfor? Fordi pesten havde gjort gjort kål på 50% af befolkningen, så der var meget mere velstand tilbage til de overlevende. Med tiden steg fødselsraterne dog som de altid havde gjort det, og så var europæerne ellers tilbage i hamsterhjulet igen for fuld kraft. Så hvis man som totalitært tænkende allerede er klar til at eliminere de ufødte børn fra fremtiden, så er det da oplagt også at lave en kritisk cost-benefit analyse af de allerede fødte menneskers værdi, I ved nok, for klimaet og klodens skyld.

Bevares, jeg er polemisk nu, og ingen af forskerne argumenterer i retningen af et democid. Men etbarnspolitikker og lignende indgreb er udtryk for en totalitær tankegang, som jeg finder skræmmende. Ikke fordi jeg ikke anerkender problemstillingen med overbefolkningens konsekvenser – man skal bare se på grafen ovenfor for at blive bekymret – men det er ikke løsningen med etbarnspolitikker eller andre indgreb mod individet og familiernes ret til at få de børn, de ønsker.

Hvad vi har brug for er det der har reddet og holdt menneskeheden ud af hamsterhjulet hidtil: Nye produktivitetsfremmende teknologier, bæredygtighed og ændrede forbrugsmønstre. Vi har brug for teknologiske landevindinger af industriel revolution’ske dimensioner, ikke for formynderiske regulering.

  1. Selvfølgelig er der også andre banebrydende opfindelser. Haber–Bosch processen, der muliggjorde fremstillingen af kunstgødning og bogstaveligt talt brødfødte milliarder af mennesker. Og Norman Borlaugs ‘grønne revolution’, der aflyse en ny-malthusisk situation. []

Blaserthed

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun brudstykker af det sociologi, som jeg havde på de første par semestre af statskundskabstudiet. Faget var grundlæggende spændende – faktisk er jeg nok mere sociologisk end politologisk interesseret -, men undervisningen var uambitiøst indrettet.

Fremfor at give et indblik i sociologien som samfundsvidenskab, blev det i stedet til en gennemgang af forskellige klassiske sociologers teorier. Succeskriteriet til eksamen var ikke at de studerende kunne ‘anvende’ sociologien, men blot at de kunne forstå og forklare de gængse teorier. Hvilket vel kan være relevant nok, men det føltes hverken intellektuelt mættende eller inspirerende. Der var derfor meget få statskundskabere, der skænkede sociologien en tanke igen efter at eksamen på andet semester var overstået. Hvilket vel samlet set ikke var meningen med det hele?

Nå, men for nu endelig at komme til sagen: Den tyske sociolog Georg Simmels teori om bylivet fra 1903, er en af de få ting, jeg rent faktisk kan huske noget af fra faget.

Simmel sammenlignede livet i landsbyen og storby. Hans pointe var ikke overraskende, at der er forskel – ikke mindst når det handler om menneskers sociale liv.

Hvor det sociale liv i landsbyen er karakteriseret ved ansigt-til-ansigt relationer, kendskab i lokalmiljøet, social kontrol og sladder, så er det sociale liv i den moderne storby præget af anonyme, ansigtsløse, abstrakte relationer og mindre grad af social kontrol. Bylivet giver dermed klare fordele mente Simmel – individet får plads til at være sig selv og der er øget tolerance for forskellighed –  men også store ulemper: mere ensomhed og rodløshed, overfladiskhed og oplevelsessyge.

Endelig mente Simmel, at livet i byen har en anden afledt effekt: blaserthed.

De blaserte storbyboere er svære at imponere og engagere. De bliver mindre begejstrede og er sløvede for indtryk. Er distancerede og uempatiske. Når relationerne er så abstrakte, så er det vanskeligt for det enkelte menneske at føle noget for dem, eller at engagere sig i de ting, der sker omkring en. Og det især hvis individet samtidig bliver bombarderet med sanseindtryk, distraktioner og kamp om ens opmærksomhed.

Dette fænomen – blaserthed – har jeg tænkt lidt over de senere dage, hvor Nørrebro gik amok efter Rasmus Paludans såkaldte demonstrationer.

For både Paludans idiotiske manifestationer og de efterfølgende uroligheder får mig til at føle … ingenting. Ej, det passer ikke; de fylder mig med en eksistentiel træthed og undren over menneskehedens kapacitet for stupiditet, men ellers ikke noget. Jeg bliver hverken vred, oprørt eller provokeret.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg blevet blasert og resigneret overfor begivenheder, som måske i gamle dage ville kunne have hidset mig op? Er det fordi det alligevel ikke gør nogen forskel alligevel, hvad jeg går rundt og mener om ting (og det derfor er nemmere og mere rationelt at fokusere på at få min egen tilværelse til at hænge sammen)?

Denne fundamentale afmagt over egen manglende betydning er utvivlsomt en del af forklaringen. Men det er ikke det eneste, der spiller ind. For henover de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere blasert og apatisk overfor politiske og ideologiske spørgsmål i almindelighed. Hvilket er et paradoks: Jeg er jo et aktivt partimedlem og burde være optændt af de helliges ild. Men jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har haft en seriøs politisk diskussion med nogen om et aktuelt emne. Hvilket vel ikke giver meget mening, når man tænker over det.

Jeg tror at det er den effekt, som moderne politisk kommunikation, teknokratiseringen, ‘nødvendighedens politik’ og Trump har på mig. Meget få ting kan virkelig engagere mig. Det hele er blevet for abstrakt, distanceret og ubehageligt til mig, så jeg er blevet sløvet og vil egentlig helst stå af nyhedsvognen. Det føles langt, langt mere relevant for mig at fordybe mig i mine børns trivsel eller nye produktivitetsfremmende apps, end det gør at diskutere ytringsfrihed og integrationspolitik.

Er bevidst om at det ikke er en positiv udvikling. Hvis for mange gør som mig og blasert stempler ud af kampen for at skabe et bedre samfund, så er det netop at tosser som Rasmus Paludan og bøllerne på Nørrebro får lov at sætte retningen.

Så jeg vil forsøge at engagere mig selv igen. Bryde med Simmels forudsigelser og komme ud af blasertheden.

Sverige efter valget

Det var ganske vist ikke en speciel original analyse, men jeg kommenterede på det daværende svenske valg i 2014. Jeg fremhævede dengang det helt principielt problematiske i, at majoriteten i Riksdagen i den såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ besluttede at udelukke et parti med 13% af vælgerne bag sig fra det parlamentariske arbejde. Og jeg forudså at det som konsekvens ville få Sverigedemokraterna til at vokse:

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, det ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketered: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr.

Jeg synes i al ubeskedenhed at min teori holdt stik.

Hvad jeg ikke forudså dengang i december 2014 var de store flygtningestrømme der kom året efter, og som for alvor satte strøm på immigrations- og integrationspolitikken i Sverige.

I 2018 har Sverigedemokraterna så fået knap 18% af stemmerne, og de er det største parti blandt svenske mænd. Decemberoverenskomsten var med andre ord en dundrende fiasko. De problemer og bekymringer som driver Sverigedemokraternas vælger er ikke blevet mindre, og det er partiets opbakning heller ikke.

Nu står vi så her september 2018 og partierne bag Decemberoverenskomsten har tilsyneladende stadig ikke lært noget. For tankespindet er præcis det samme som for fire år siden. Sverigedemokraterna skal bare holdes fra indflydelse for enhver pris, og det uanset hvad det har af demokratiske og parlamentariske konsekvenser.

Vi er således i den barokke situation, at Stefan Löfven mener, at han er den legitime kommende statsminister med under 40% af vælgerne bag sin parlamentariske koalition. Samfulde 60% bakker ikke op om ham og hans regering, men det betyder åbenbart ikke noget – for det primære mål er jo at isolere og ignorere Sveriges tredjestørste parti. Hvilket jo er meget heldigt for ham, for hvis de borgerlige partier spillede efter normale parlamentariske regler, så kunne de med implicit støtte fra Sverigedemokraterna sætte sig i regeringskontorerne.

Forstå mig ret: Jeg bryder mig ikke om Sverigedemokraterna og deres politik. Men den nuværende parlamentariske praksis i Sverige er helt uholdbar. Det kunne være interessant hvis de borgerlige partier i Sverige spurgte deres vælgere:

“Hvad vil du helst have? At Sverigedemokraterna for alt i verden forbliver isoleret, eller at det parti og den politik DU har sat kryds ved, danner regering?”

Jeg ved godt hvad jeg vil svare, og jeg har de svenske vælgere mistænkt for at ville svare det samme.

Det eneste der reelt undrer mig er, at ingen af de borgerlige partier de seneste 4 år sådan for alvor er begyndt at låne af Sverigedemokraternas politik for at appellere til immigrationskritiske vælgere.

Det kan man jo mene er et udtryk for smuk moralsk habitus fra partiernes side, men jeg tror ikke den tilbageholdenhed varer ved. Det er simpelthen for mange stemmer at lade gå til spilde, især hvis den dydige adfærd betyder at Löfven forbliver statsminister.

Hvis jeg var valgstrateg i et af de borgerlige partier, så ville jeg af valgtaktiske hensyn arbejde på at få nogle immigrationspolitiske varer på hylderne. Hvis Sverigedemokraterna er den eneste butik i byen som immigrationskritiske vælger kan handle i, så vil partiet fortsætte med at vokse – også ved valget i 2022. Det må siges at være læren her fra Danmark, hvor Dansk Folkeparti voksede og voksede fra valg til valg, indtil at de partier begyndte at skrue op for strammerretorikken.

Man kan så diskutere om det er positivt at det i dag er meget vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstres immigrations- og integrationspolitik.

Men jeg vil dog mene, at den situation trods alt er at foretrække fremfor at et parti med klare nynazistiske rødder får 18% af stemmerne – og at den parlamentariske situation efterfølgende primært handler om at holde dem fra indflydelse.

The World As It Is

Jeg er helt bevidst om at jeg burde sætte pris på Ben Rhodes ‘The World As It Is’. Den handler jo om globale forhold og udenrigspolitik, emner som Rhodes qua sin rolle som udenrigspolitisk taleskriver og rådgiver for Barack Obama om nogen kan give et førstehånds indblik i.

Men … bogen er kedelig.

Jeg ved godt at det er et underlødigt synspunkt. For emnet er spændende og vigtigt, det samme er begivenhederne. Men 200 sider inde i Rhodes’ velskrevne (men også ensformige) ordstrøm, så er jeg gået i stå.

Rhodes blev ofte betegnet som i besiddelse af ‘mind meld’ med Obama. Han vidste nærmest altid hvad præsidenten tænkte og mente. Det er jo en fortræffelig egenskab at have som taleskriver for en person.

Men Rhodes beundring og ukritiske dyrkelse af Obama antager til tider nærmest religiøs karakter. Jo-jo, han kan da sagtens finde småfejl ved ham (han bitcher når han er træt og ryger på hotelværelser), men du godeste, hvor er Obama dog en stor tænker, en transformativ figur, en verdenshistorisk skikkelse.

Det bliver alt sammen lidt trættende i længden. Især fordi Rhodes samtidig gør sit bedste for at skrive falsk ydmygt, være underspillet og likeable. Hvilket helt åbenlyst er noget vås. Man bliver ikke taleskriver for en præsident hvis man ikke er hyperambitiøs, har et megaego, er strategisk i sin tilgang til alting, er et politisk dyr og er klar til at ofre snart sagt hvad som helst. Rhodes narrer mig ikke med sin facon. Og det får mig til at spekulere over hvor meget af det han skriver, der mon er lidt vel skarpvinklet og spinnet til rette.

Men lad det nu være. Bogen er essentiel hvis man vil forstå hvordan Obamas stab så sig selv og forstå den fortælling om 2009-2016, som præsidenten og de gerne vil have eftertiden skal huske dem for. Forvent dog ikke at det bliver spændende undervejs.

De handler med dig

Jeg er hverken overrasket eller forarget over afsløringen af facebooks overdragelse af 50 mio. brugeres private oplysninger til diverse politiske operatører. Det er i deres natur at gøre den slags.

Salg af dine oplysninger er det facebook tjener deres penge på. Hvis du som bruger vælger at lægge ting, info og billeder på den platform, så gå ud fra at de bliver handlet med og anvendt til at profilere dig. Som de siger: Hvis en service er gratis, så er det dig der er varen – og det er dine private oplysninger, som er prisen du betaler.

At kritisere facebook for at sælge brugernes oplysninger svarer i mine øjne grundlæggende til at kritisere en løve for at spise kød. Eller at skælde ud på den livslange alkoholiker for at drikke. Eller at moralisere over at en religiøs institution forkynder religiøse budskaber. Det er fjollet at hidse sig op over. De kan jo ikke gøre andet – det er deres grundessens Det er derfor meningsløst at gå ud fra at facebook kan eller vil handle anderledes end de gør.

Så hvis du aktivt bruger facebook, så har du allerede implicit accepteret at der er et trade off mellem dit privatliv og de goder, som du synes du opnår af platformen – og at du er ok med den situation.

Jeg er stadig ikke selv helt nået til den erkendelse, at jeg bør slette min egen facebookprofil. Men det eneste der reelt holder mig på derinde er, at enkelte af mine venner bruger Messenger som primær kommunikationskanal. I den forbindelse læste jeg en af de uhyrligt mange think pieces der i disse dage skrives om facebook. Der stod bl.a.:

Should we all just leave Facebook? That may sound attractive but it is not a viable solution. In many countries, Facebook and its products simply are the internet. Some employers and landlords demand to see Facebook profiles, and there are increasingly vast swaths of public and civic life — from volunteer groups to political campaigns to marches and protests — that are accessible or organized only via Facebook.

Men er det virkelig sandt? At det meste af det vi kan kalde ‘civilsamfundets interaktion’ finder sted på facebook? At alt fra legeaftaler til den politiske dialog foregår derinde, og man derfor er nødt til at være der? Jeg oplever det ikke selv endnu, men jeg er omvendt også typen, der stadig foretrækker old-school kommunikationsmetoder som sms og email.