Fast break

Forleden læste jeg under en af de uendelige busture til og fra arbejde en fremragende artikel om basketholdet Oklahoma City Thunder og deres superstjerne Kevin Durant. Den er anbefalelsesværdig, selv hvis man ikke er stærkt optaget af basket. Og Thunder er et sympatisk hold.

Jeg har været interesseret i basket lige siden jeg fik en af Charlotte Hornets smukke kemisk affald-farvede t-shirts under en sommerferie i Italien i de tidligere 1990’ere. Der var således en del år, hvor jeg hver morgen klikkede ind på text-tv’et (ja, det var før internettet, kids!) på den nu hedengangne tyske sportskanal DSF for at blive opdateret på nattens resultater i basket (NBA) og ishockey (NHL). DR og TV2 leverede ikke den service, men det gjorde de altid prisværdige tyskere. Mit humør den dag kunne således gå fra svimlende dybder til euforiske højder, alt efter hvordan kampene med Hornets og Pittsburgh Penguins havde udartet sig.

Men tiden går jo, og jeg fik andre og mere pekuniære interesser. Jeg selv kom kun på Aalborg Katedralskoles pænt ringe B-hold på i gymnasieturneringen (vi vandt dog over Hasseris Gymnasiums om muligt endnu mere elendige dittohold), Charlotte Hornets gik nedenom og hjem (franchisen flyttede til New Orleans), min yndlingspiller Muggsy Bugues (den mindste spiller i NBA nogensinde) gik på pension, og AaB og Lazio begyndte at vinde mesterskaber (hvorfor mit fokus blev flyttet til andre sportsgrene).

Det står dog forhåbentlig nu klart for de hårdtprøvede læsere, at basket er en gammel kjærlighed for skribenten. Derfor var det en stor, ja, nærmest ENORM oplevelse, da vi forrige fredag var til mit livs første NBA-kamp. Det foregik i Pepsi Center i Denver, og opgøret stod mellem Denver Nuggets og Utah Jazz.

Egentlig havde jeg ikke det store forhold til Nuggets før vi skulle af sted til Colorado, men man skulle da være en skidt fugl, hvis man ikke elsker sin første, rigtige NBA-kæreste.

Og vi fik mere at glædes over. Denver vandt med 104-84 efter en stærkt underholdende kamp. Meget kan man sige om amerikanerne, men de formår altså at gøre deres sport til noget sjovt. Beklager det ikke specielt fremragende billede, men det var altså hvad jeg og min iPhone kunne bedrive det til. Jazz har straffekast. Vi buede naturligvis.

Jeg er også ret optaget af den elitisme, som amerikanerne dyrker deres sportsgrene med. Deres gennemført professionelle afvikling af basket og football på high school og universitetseniveau er dybt imponerende. Collegesporten og identificeringen med ens alma mater er enorm. I Boulder gik stort set alle rundt i trøjer fra University of Colorado’s hold (Buffaloes, eller mere alment: Buffs).

Hvis man tænker over det, så er alle spillerne på ovennævnte billede konsekvent være blandt de to-tre bedste på samtlige deres hold igennem hele livet. Der er kun 30 professionelle hold i USA, så man skal virkelig være creme de la creme for at slå igennem. Det er dybt imponerende.

Samlet set var det en kæmpe oplevelse at se en NBA-kamp. Stemningen var fremragende uden skyggen af europæisk hooliganisme (et fravær, jeg også bemærkede da vi var inde at se New York Yankees sidste maj). Og niveauet var i sagens natur lysår højere end da vi var inde og se Jämtland Basket sidste jul. Hvis I kommer i nærheden af en NBA-kamp i fremtiden, kan jeg kun anbefale at investere i en billet. For vores eget vedkommende bliver næste amerikanske sportsoplevelse antageligvis en college football kamp i Texas. Det skulle være noget af det største.

PS: Har I nogensinde funderet over hvorfor mormonerne i Utah skulle være specielt jazzede? Det skyldes – ved jeg nu -, at den oprindelige franchise hed ’New Orleans Jazz’, men at ejerne flyttede holdet til Salt Lake City tilbage i 1979. På samme måde, som at ikke specielt søagtige ’Los Angeles Lakers’ oprindeligt stammer fra markant mere vådlandsprægede Minneapolis.  Og nu ved I så også, hvorfor at New Orleans kunne stjæle Hornets franchisen fra Charlotte.

Suk.

Jetlag

Blot en kort bemækning her efter 17 timers rejser fra Denver via Minneapolis og Amsterdam. Skal nok kvække mere op, når jeg har mere styr på søvnbehovet.

Wanderlust

Nuvel, mine få, men faste, standhaftige og højtelskede læsere – den næste uge må I finde jeres enfoldigheder og lommefilosofi andetsteds. Mandag morgen drager Den Bedre Halvdel og jeg til USA – nærmere bestemt Boulder, Colorado -, hvor min svigerfar de kommende måneder fordriver tiden som gæsteprofessor ved University of Colorado.

Ja, sådan ser der ud. Vejret skulle blive fortryllende – 16 til 19 grader og solrigt – så jeg ser også frem til måske at få mulighed for at trave lidt i de omkringliggende bjerge og siden nyde en kop kaffe på en skinhellig biodynamisk cafe. Ifølge min noget lurvede udgave af Lonely Planet, så er Boulder en hippie by, der går under navnet ’The People’s Republic of Boulder’. Det kan således udvikle sig til en noget, hmmm, skizofren affære at bo på campus, såfremt at Mitt Romney skulle vinde præsidentvalget på tirsdag. Apropos det, så lagde Obama vejen forbi Boulder i torsdags.

Den Bedre Halvdel er ikke helt tilfreds med at vi netop missede det. Selv er jeg afklaret med mit tab. Men spændende bliver valget i hvert fald.

Det bliver en oplevelse af de helt store at opleve en NBA-kamp for første gang! Denver Nuggets har tabt sæsonens to første kampe, men de burde tage solid revanche mod Utah Jazz. Hvis det er ligeså godt som første gang jeg så basket live, bør det blive et af årets højdepunkter. Når vi ikke er involveret i politik eller basket, så skal der ses på brudekjoler (ikke mig, forstås) og den nye Kindle Paperwhite.

Hvis nogle af de nærværende læsere har været i Colorado, modtager jeg gerne gode rejsetips og info om ting, man bør se.

Nye sportslige horisonter

Var til mit livs förste basketkamp igår. En ganske fortrinlig oplevelse. De lokale yndlinge, Jämtland Basket, vandt således 86-70 over topholdet LF Basket. Basket er lidt af passion i svigerfamilien. Svigerfaderen var på ungdomslandholdet i sine yngre dage, mens Den Bedre Halvdel var lidt af bisse som centerspiller på Bollstanäs’ damehold. At se basket live passede derfor lige i deres kram.

Närvärende skribents egen aktive basketkarriere sträkker sig til én (vundet!) kamp over Hasseris Gymnasium, som alleryderste-mandats-spiller på Aalborg Katedralskoles b-hold hin efteråret 1998. Altså marginalt mindre glamouröst end svigerfamiliens bedrifter. Men sporten har alligevel altid tiltalt mig. Har set en del NBA på tv igennem årene, og drömmer stadig om at se en amerikansk kamp live. Er ingen tilfäldighed, at vi besögte Madison Square Garden som noget af det förste under vores New York tur sidste maj.

At dömme ud fra de svenske forhold, er basket en aldeles fremragende publikumssport. Kampen var spändende, blev först afgjort sent og er meget afhängig af teamgejst og taktik. Jeg havde nok undervurderet, hvor meget det sidste egentlig betyder. Der troppede 1064 mennesker op i sportshallen en tilfäldig torsdag aften, hvilket må siges at väre pänt i en provinsby med knap 60.000 indbyggere. I almindelighed er basket vist stort i det nordlige Sverige. Det er vel ikke så märkeligt taget i betragtning af at det i skrivende stund bliver mörkt heroppe seneste kl. 14.30. Noget skal man jo lave i de kolde og mörke vinterdage, og hvorfor ikke basket?

Bemärkelsesvärdigt nok blev kampen indledt med at spille den jämtlandske nationalsang. Muligvis mest af alt en kuriösitet, men man må tage hatten af for den regionale stolthed. Hvad mon AaB skulle spille til hjemmekampene, hvis noget lignende blev indfört på hjemstavnen? Lars Lilholt? Tanken gör mig ganske syg. De bör nok holde sig til Tina Turners ‘Simply the Best’ indtil videre.

Suburban Sweetheart

Hjemme fra en fin derbysejr til Djurgården på Råsunda. En endog særdeles underholdende kamp. Rigtig storartet stemning på stadion, hvor tilskuerne er markant mere medlevende end i Danmark. Ved ikke om det ligefrem er ‘Nordens största derby’, men det må være tæt på.

Det er ikke mit indtryk at FCK-Brøndby rivaliteten har samme glød som dengang, at Brøndby stadig var et relevant hold at hade og/eller elske. På trods af den falmende tilstand i fodbold-Stockholm, så må man sige, at den historiske og traditionelle antipati mellem AIK (proletarholdet fra forstaden) og Djurgården (overklasseklubben fra Östermalm) lever og har det godt. Det er herligt med den slags godt, gammeldags

Selve kampen var spændende, fuld af chancer og kunne være gået til begge sider. Nu vandt mine yndlinge så heldigvis, hvilket kultmålmanden Pa Dembo Touray bør krediteres for. Han er måske ikke verdens bedste målmand og kan muligvis ikke lave udspark og, men du godeste, hvor er han classy.

På turen hjem til Väsby var mine medfølgende AIK’ere (= hele svigerfamilien) ikke ganske enige i at sejren var fortjent. Det synes jeg selvsagt er noget pjat, men for familiefredens skyld skrydede og hånede jeg ikke så meget som vanligt.

Lidt nøgternt vurderet, så er Djurgården ikke noget specielt godt hold. Antageligvis ville de rode rundt i midt-bunden af den danske superliga. Deres unge nigerianske angriber Kennedy Igboananike har takter til noget stort, men den øvrige offensiv er ikke overbevisende. Meget sigende, så starter man med fire finske spillere på banen, suppleret af en række yngre svenskere og has-beens i karrierens tusmørke. Det er et udtryk for hvor i den internationale fødekæde, at Allsvenskan befinder sig.

For overordnet set, så er det ret tydeligt, at de magre økonomiske forhold i de svenske klubber præger Allsvenskans aktuelle helbredstilstand. Ligaen har stemning, mange tilskuere og en bred talentmasse, men klubberne sakker alligevel bagud i forhold til de øvrige skandinaviske ligaer.

Årsagen er at de svenske klubber ganske enkelt ikke kan tilbyde dygtige spillere en attraktiv løn. I Danmark har vi den forkætrede forskerordning, hvor udenlandske stjerner kan slippe med at betale 25 pct. i skat. I en verden hvor fodboldspillere først og fremmest er lejesvende, der søger derhen hvor pengene og udfordringerne er størst, så er den danske skatteordning et unfair konkurrenceparameter – i hvert fald set fra den anden side af Øresund.

Dagens taber AIK er et godt eksempel på tendensen. Klubben vandt i vinteren 2009-2010  mesterskabet, men skilte sig i det efterfølgende transfervindue af med tre nøglespillere: Ivan Obolo (ligaens bedste offensivspiller), Jos Hooiveld (ligaens bedste midterforsvarer) og Daniel Örlund (klassemålmand i udkanten af det svenske landshold). Ind kom kun Sebastian Eguren, en uruguayisk Dario, som engang havde et succesfuldt ophold i den tredje store Stockholmklub: Hammarby. Lige lidt hjælper det dog. Eguren er et sandt orgie af skader, udvisninger og underpræstation. Angrebet luffer forvildet rundt, selvom flamboyante Martin Mutumba kan og vil en masse. Mest grel er dog situationen i målet, hvor finske Tomi Maanoja er faldet helt sammen de sidste par kampe. Han spiller uden selvtillid, hans kolleger i forsvaret fornemmer hans usikkerhed og tilsammen skaber det et rystende og vaklende forsvar. AIK roder nu rundt nede omkring nedrykningsstregen, et slet skjult resultat af at sælge sit holds rygrad.

Det er synd og skam for svensk klubfodbold har strukturerne imod sig. Naturligvis giver det mulighed for de dygtige, unge spillere at få spilletid, men der mangler de rigtig gode udenlandske spillere til at hæve niveauet. Som det ser ud i dag, så er der ikke én spiller i dagens AIK og Djurgården trupper, som jeg sådan rigtig gerne ville have til AaB.

Ud over Dembo Touray, naturligvis. Han ville kunne give Nordjylland et hidtil uset boost af klasse, stil og ekstravagance. Karim Zaza har noget at lære.

Den Evige Stad

Der er ingen vej udenom: Det bliver tyst her på stedet de kommende dage.

Maria og jeg luffer rundt i Rom indtil på søndag, ganske uden adgang til net eller lignende distraherende elementer. Det kan kun blive en fremragende tur. Den unge dame har aldrig været dernede, og hun glæder sig som en dopet hamster. Med hendes katolske baggrund in mente, så er det stort for hende endelig at komme afsted – meget stort endda.

For undertegnede er det efterhånden snart 14 år siden seneste besøg, så det føles også nærmest som første gang for mit vedkommende. Rom-besøg er da mildest talt også skelsættende begivenheder for mig. Måske ikke så meget af af katolske årsager, selvom jeg ganske vist blev velsignet af den gamle pave på Peterspladsen dengang for mange år siden. Mere fordi der jo er tale om hjembyen for ét af holdene i den hellige fodbold treenighed: AaB, Saint Etienne og Lazio.

I den forbindelse er det selvfølgelig et lille ‘men’, at Lazio ikke er i byen under besøget. I weekendens runde i Serie A tumler de nemlig rundt på Sicilien, hvor Catania forhåbentlig bliver gennempryglet på det grusomste. Da anstændige mennesker ikke med samvittigheden i behold kan nedværdige sig til at se en kamp med Lazios ærkefjender i Roma, så bliver det en fodboldfri tur i denne omgang. Men mon ikke der alligevel ryger et enkelt stykke merchandise eller to med hjem?

I mellemtiden er der jo et hav af ting der skal ses, lækker mad der skal spises og stemninger der skal nydes. Jeg får slet ikke tid til at være utilfreds eller forfatte muggende indlæg her på siden. Så indtil da: Ciao!

Afraid you told someone about us

Når man lander i Arlanda, så er en af de förste ting man stöder på en raekke plakater hvor svenske notabiliteter (i.e: Det svenske kongepar, hippedihopperen Petter, Carolina Klüft og, Herren vaere min sjael nådig, E-Type) byder dig velkommen til det signede land. Og i ankomsthallen bliver man mödt med et banner der forkynder ‘Stockholm – the Capital of Scandinavia’. Da jeg igår stod og fordöjede denne påstand imens vi ventede på bagagen, så taenkte jeg at de gode 08’ere (08 er den stockholmske telefonkode) da vist var blevet ramt af noget så atypisk svensk som storhedsvanvid. Men måske de har ret. Byen virker ihvertfald vaesentlig mere metropolagtig end Köbenhavn, når man sådan går rundt en solbeskinnet lördag. Og jeg har tilmed fundet MASSER af svensk indiepop. Ja, jeg tror faktisk at jeg var dagens bedste kunde i Bengans. Jeg skal i al seriösitet passe på overvaegt i flyet. Naesten ihvertfald.

Og så har I ikke engang hört det bedste endnu.

For hvad opdager vi da vi i ovennaevnte butik? Jo, såmaend: Sveriges måske mest talentfulde falsetsanger/crooner/superstjerne-in-spe Montt Mardié ville give minikoncert i butikken senere på dagen. Jeg kan godt love at der var svedige håndflader og hurtigt bankende hjerte da jeg hörte det. Det gik storslået – han ligner en hobbit med dasket hår, synger glimrende og har ikke faerre end to synth-spillere med sig (og tre doo-doo-doo kor piger, som ryster måsen på uanstaendig vis). Selvsagt blev vi nödt til at köbe hans cd’er, samt få dem signeret. Så nu ejer Maria een og jeg (!Kåre! – som han skrev mit navn på coveret) hver. Stjernestöv og alt det der. Waaaauuuw!

Ellers fik vi slentret rundt i et forårskådt Stockholm, hört på hvide og vrede hippedihoppere på Medborgarplatsen på Söder, samt gaflet frokost på pladsen hvor yndlingskongen Christian d. 2 halshuggede det meste af den svenske adel i 1522 (hvorfor den arme stakkel i svenske historieböger er kendt som ‘Kristian Tyrann’. Utaknemmeligt folkfaerd, de svenskere!). Alt i alt en herlig dag, som nu afsluttes med at flygte fra det östeuropaeiske melodi gran prix. Vi er i Upplands-Väsby ca. 20 km nord for Stockholm, en provinsby hvorfra det meste af min svenske verden udspringer – det er Mekka for såvel Holmberg og Ghisler klanerne (= Marias familie). Rygterne vil vide at jeg i morgen bliver guidet hen at se hvor Bollstanäs Sportklubb holder til. Det er intet mindre end stedet hvor kvindebasketens Messias holdt til för hun drog til Köbenhavn. Nemlig.

Må hellere se om Ukraine har vundet Eurovision konkurrencen. Jeg kan ikke stå for sölvpapir og spejle. Uhhhmmmm!

Nu kan du få mig så lätt

Maria säger:
“Om Stockholm brinner, åker vi dit!
för där rör dom på fötterna, svänger på höfterna
från modkatterna till punkarna
vi kunde ha den bästa tiden i våra liv,
men jag tror inte vi lever så länge till”

Det er nu et almindeligt anerkendt faktum at Håkan Hellström er jordens mest geniale musiker. Jeg har til dags dato endnu ikke været til en bedre koncert end den han spillede i Pumpehuset i marts 2003. Det er blot et spørgmål om tid før han bliver verdenshersker. ‘Og hvorfor?’, spørger I måske. Jo, ser I, udover at kunne skrive uforståelig catchy melodier, så løfter han tekstmæssigt også stolt arven fra koryfæer som Morrissey, Stone Roses og the Clash. Man kan diskutere hvor god en sanger han er, men det er som bekendt ligegyldigt “för vi dansar och du har så mjuka läppar”. Det er en skam at han i øjeblikket holder pause, for jeg ville give meget for at se ham live snart igen. For i skrivende stund kan jeg ikke nævne mere musikalske mennesker end den gode Håkan.

Nu er han jo godt nok fra Göteborg. Det skal dog ikke holde mig fra at citere den aldeles dansable ‘Förhoppningar och Regnbågar’, for som Maria ganske rigtigt siger, så skal vi til Stockholm næste weekend. Det bliver stort. Jeg har ikke været der siden jeg besøgt min storesøster deroppe i efteråret 2000, hvor hun var i praktik på Karolinska. Og om Gud vil og bukserne holder, så er vejret storslået, Djurgårdsbron et yderst kysseværdigt sted og skærgårdsdoktoren huserer. Jep.

Øj, jeg glæder mig.

The bitter end

Tilbage i det – fnys! – sneløse Danmark efter en god lille ferie nordpå. Var rart at komme lidt væk fra hverdagens trummerum og lave noget helt andet. Nervøsiteten op til mødet med Marias familie viste sig helt ubegrundet. De var søde og det lader til at jeg ikke er den allermest umulige svigersøn man kan støve op. Har ligeledes lært en masse fascinerende ting. F.eks:

  • I Nord og Mellemsverige benyttes ordet ‘ja’ ikke. Derimod har man udviklet et bekræftende universalsvar på alle spørgsmål, nemlig lyden der opstår når man A) former læberne som når man skal suge af et sugerør, B) suger luft ind kortvarigt med et kort ‘svup!’. Denne lille mundøvelse betyder alt lige fra ‘ja’ over ’det går ok og ‘det har du ret i’ til ‘ja, tag du bare bilen op til langrend området’.
  • I det tysktalende Schweiz har ordene ‘Ebbe-ebbe’ samme funktion som det nordsvenske mundsvupperi.
  • Musikgenren ‘Schlager’ (groft sagt det man i Danmark forbinder med Melodi Grand Prix musik) er STOR i Sverige. Meget stor! Faktisk så stor at de underlødige Aftonbladet og Expressen (de svenske udgaver af Ekstra Bladet og BT) ikke har skrevet om andet de seneste par dage. Hold øje med sangen ‘Cara mia’. Den kommer til at feje gulv med de øvrige deltagerlande!

Through the Winter

Jeg fik en sms i dag. Den var ganske kort og var ordret således: ‘Hvad så, listeski?’. Uden at ville lave en närmere analyse af hvad der lägger i ordet ‘listeski’, så kan jeg berette at det går glimrende. Jeg er stadig i Östersund, hvor jeg i skrivende stund sidder i Marias foräldres lejlighed og plejer de ömme ben og arme. Har väret ude på skiene alle dagene jeg har väret her og det er noget af en oplevelse. Der er selvsagt blevet taget en del billeder af undertegnede (dog ingen af de cirka 53 gange jeg skvattede) ifört selvfed attitude og det svenske langrend landsholdstöj (….jep, folk kigger!). Jeg er endnu ikke nået til det punkt hvor jeg synes langrend er sådan ha-ha-HA sjovt, men det er god träning, og hvis jeg över noget mere teknik, så tror jeg nästen at jeg kan blive helt ok til det. Er ihvertfald ikke blevet skrämt fuldständigt af det.

Og hvordan er det förste möde med svigerforäldrene så forlöbet? Med fare for hybris/nemesis og alt det der, så er det egentlig gået over alt forventning. De er söde og har taget godt imod mig. Har vist heller ikke sagt noget fuldständigt dumt endnu, ja, det blev endda tilgivet da jeg kritiserede udfaldet af kvalifikationsrunden til det svenske melodi grandprix….de fravalgte jo Therese fra Drömhus!!! Bliver tilmed forkälet i lange baner, så ingen klager herfra. En anden stor oplevelse var fredag, hvor vi var til VM i Åre og se kvindernes slalom konkurrence. De lokale var naturligvis dybt deprimerede over at Anja Pärsson ikke vandt sin tredje guldmeldalje. Jeg var dog aldeles euforisk: Sarka Zahrobska fra Tjekkiet vandt guld. Undertegnede var vist den eneste blandt 15.000 tilskuere der virkelig jublede da hun vandt. Var ganske spas, isär fordi vi havde fået fribilletter via Marias far. Det er vist både förste og sidste gang at jeg kommer til at ryste rumpe sammen med en eller anden suspekt östrigske slalomlöbers fanklub….Vender snuden sydpå i aften, hvor vi atter tager nattoget. Turen op var lang (med et trangt togskifte i Stockholm), men turen i nat er heldigvis direkte til Malmö.PS. Er lige blevet overfaldet af Freestyle, den suspekte svenske gruppe der lavede Vill ha deg 17–18 år för Drömhus. Ja, faktisk står Maria lige nu og ryster måsen til omkvædet (måske man burde joine?). Ak, jeg som troede at Therese og company var de sande originaler.