Oakland, Denver og andre steder

Det er så sikkert som amen i kirken. Hver gang jeg har får en emotionel forbindelse, besøger eller bor et nyt (og helst eksotisk) sted, insisterer jeg på at blive fan af snart sagt samtlige sportshold fra området.

Da jeg mødte Den Bedre Halvdel, blev den latente sympati for Djurgårdens IF og Halmstads BK således til deciderede tilførsforhold.

Det skete også da jeg flyttede til Hvidovre (og rent faktisk fulgte HIF’s resultater i en periode), Østerbro (ditto for B.93), Prag (Bohemians i fodbold, Sparta i ishockey), Bruxelles (ok, ikke helt, det var Club Brugge) og Hjørring (FC Hjørring Vendsyssel FF).

Efter rejserne til New York havde jeg pludselig en Yankees trøje liggende (selvom jeg holdt mest med Mets, da vi så opgøret i the Subway Series), ligesom turen til Boulder og Denver sidste år automatisk gjorde mig til fan af Nuggets, Broncos, Rockies og Colorado Buffaloes. Det var ikke noget jeg kunne styre, det skete bare.

Det kommer således næppe bag på nogen, at vores kommende bryllupsrejse til San Francisco og Hawaii har afstedkommet en pludselig opstået (og ikke videre sund) fascination af alle sportshold fra the Bay Area. Vi skal ind og se NBA-kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors1, og jeg er ganske uden grund begyndt at følge MLB kampene for San Francisco Giants og Oakland A’s. Ja, faktisk er det mest irriterende ved hele affæren, at der ikke rigtig findes nogle sportshold på Hawaii at holde med2.

Derfor berører det mig pludselig også dybt, når jeg læser lange og oprevne artikler om at Oakland kan være på vej til at miste sine tre sportshold. Hidtil kendte jeg ellers kun til byen for dens tårnhøje kriminalitetsrate og Aaron Wildavskys statskundskabsklassiker ‘Implementation: How Great Expectations in Washington are Dashed in Oakland; or, Why it’s Amazing that Federal Programs Work at All’ fra 1973, men nu går jeg altså også op i byens sportsholds velbefindende3. Det er ganske irrationelt, og ikke så lidt fjollet.

Men hvad skal jeg gøre? Som den altid amuserende skribent Rembert Brown skriver inde på Grantland i forlængelse af at hans to notoriske yndlingstaberhold fra Atlanta igen er ude af alle turneringer:

You can’t pick your family and you can’t pick where you’re from. See everyone next year.

Og det er jo sandt. Man vælger heller ikke selv hvem man elsker. Uanset hvor meget AaB end svigter mig, så holder jeg jo ikke op med at følge dem af den grund. Dermed også sagt, at jeg allerede nu glæder mig til at lukke endnu flere sportshold end i mit lille sorte hjerte. Hvem ved, måske Stephen Curry, Harrison Barnes og de andre Golden State spillere vil besnære mig.

Uanset om de så bliver boende i Oakland, eller tager turen tilbage over broen og bliver San Francisco Warriors igen.

  1. Er dette det mest 90’er agtige navn til et sportshold nogensinde? Jeg tror det! []
  2. University of Hawaiis sportshold hedder ‘Rainbow Warriors’. Det kan jeg ikke rigtig håndtere følelsesmæssigt. []
  3. Og ikke kun som hadeobjekter, som da Golden State Warriors kylede mine elskede Denver Nuggets ud af slutspillet i NBA i foråret []

Golden State Disappointments

Det er jo forrykt. Salget af ‘single game tickets’ åbnede for to timer siden, og der er stort set ingen billetter tilbage til opgøret mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors d. 3. december.

Bevares, jeg kan læse mig til, at der er solgt 15.000 sæsonkort til 2013/2014 sæsonen, hvilket blot efterlader små 4.800 løse billetter til hver kamp i Oracle Arena. Men alligevel. To timer! Det kunne de nu godt have været lidt mere betænksomme omkring.

Det er trods alt ikke hver dag, at vi er på bryllupsrejse og lægger vejen forbi Oakland.

Sentiero

Sådan en grå, støvregnende, blæsende og lidt ligegyldig onsdag, kan man godt savne bjergvandringerne i Schweiz. Skal blive godt at komme afsted igen. Sidst vi oksede rundt i bjergene var sommeren 2011 i Müllerthal nær Echternach i Luxembourg. Eller, vent, det passer ikke. Faktisk var det en vandring i snevejr op af bjergene i Chautauqua Park i Boulder sidste november.

Savnet er dog ikke mindre af den grund. Det må gerne snart blive slut-august.

Wanderlust

Vi bruger stadig en del tid på at tænke over bryllupsrejse for tiden. Mange forskellige destinationer er i spil. I begyndelsen var vi meget forhippede på det sydlige USA. Vi skulle til Texas og besøge Coach T. & co. Siden tænkte vi på Sydafrika. Og nu er det så Hawaii, der er i førersædet.

Dels fordi man kan lave alt muligt der. Dase, vandre, snorkle, dykke. Men også fordi det muliggør et stop over i en interessant storby. Rejsebureauerne vil gerne sælge ud via San Francisco og siden hjem via Chicago, men man kunne jo også flyve den anden vej hjem. Måske via Tokyo?

Samlet set er der ganske megen udlængsel for tiden. Siden turen til Denver sidste år, har vi tilbragt det meste af tiden i det nordjyske. Nu begynder det at være nok. Vi må snart på nye eventyr igen.

Tvetydige monumenter

Tilbragte weekenden i Hamburg. Dels fordi det er en fremragende storby, dels fordi min fremmeste skopusher, Horsch Schuhe (“SCHUHMODE IN UNTERGRÖSSEN & ÜBERGRÖSSEN”), har en filial på Jungfernstieg. Der skulle rekvireres et par bryllupssko, ligesom jeg igennem et stykke tid har haft behov for en opdatering af skoporteføljen. Nuvel, det fik jeg så. Men eftersom dette ikke en modeblog, vil jeg selvsagt ikke bringe billeder af de nyindkøbte sko, men derimod af HSV‘s maskot Hermann.

Er han ikke bedårende? Jeg kunne slet ikke stå for ham, da jeg fandt en kaffekop med ovenstående billede på. Den blev fluks nyindkøbt og er perfekt for Den Bedre Halvdel, når hun ser børn i sin praksis. Selv de værste fodvorter og ondsinde vaccinationer håndteres snildt med Hermann i nærheden. Hvis I er interesserede, kan I læse meget mere om ham her. Det fremgår blandt andet, at han er 210 cm høj og hans vægt er “übergewichtig”. Hvilket vel blot gør ovenstående sparketeknik endnu mere imponerende.

På det mere spekulative plan, så tænkte jeg en del over monumentet, Hamburger Ehrenmal, på Rådhuspladsen.

Det er interessant, synes jeg. Og vakte konfliktende følelser hos mig. På den ene side er der ikke historisk belæg for at sige at 1. verdenskrig var Tysklands ‘skyld’, eller at landet var mere krigerisk end de øvrige dengang. På den måde er monument over byens mange ofre i en krig vel sådan set legitimt nok. Jeg kan læse mig til, at meningen med monumentet ved opførelsen i 1931 var pacifistisk (a la “40.000 hamburgere døde i en meningsløs krig, så lad være med den slags i fremtiden”). Budskabet forstærkes af den anden side af monumentet, nemlig et relief af “Trauernde Mutter mit Kind”.

Så vidt, så godt. Men på den anden side, så spiller budskabet “40000 Söhne der Stadt ließen ihr Leben für Euch” intuitivt på en række nationale tyske følelser – og potentielt også et militaristisk budskab. Det vidste de altid propagandabevidste nazisterne selvsagt også, hvorfor de i 1938 erstattede den sørgende moder med en tilpas arisk og vredladende ørn. Vupti, så var budskabet et ganske andet end oprindeligt tiltænkt. Den sørgende moder kom dog tilbage efter anden verdenskrig, og monumentet skal nu ære ofrene for begge de to verdenskrige.

Men jeg finder alligevel stadig monumentet vanskeligt at håndtere. For hvor er kvinderne henne? Hvis det vitterlig ER et monument, der er imod krig, hvorfor er det så kun byens sønner, der skal mindes? Hvor er deres mødre, søstre og døtre, for hvem ingen af verdenskrigene sandt for dyden var nogen fest? Vi skal vel ikke kun æres og mindes mændene på slagmarken? Hvad med kvinderne, der døde under bombardementerne? Hvad med kvinderne, der holdt gang i familien mens deres mænd var ude og slås i en urimelig og forbryderisk krig? Hvad med de kvinder, der blev udsat for voldtægter, mord og overgreb i 1945 og årene efter?

Nej, der er noget, der er forkert ved det monument. Kan ikke sætte fingeren på hvad, men budskabet er skævt. Det findes sikkert meget værre i USA eller andre patriotisk indstillede lande, men alligevel.

Fast break

Forleden læste jeg under en af de uendelige busture til og fra arbejde en fremragende artikel om basketholdet Oklahoma City Thunder og deres superstjerne Kevin Durant. Den er anbefalelsesværdig, selv hvis man ikke er stærkt optaget af basket. Og Thunder er et sympatisk hold.

Jeg har været interesseret i basket lige siden jeg fik en af Charlotte Hornets smukke kemisk affald-farvede t-shirts under en sommerferie i Italien i de tidligere 1990’ere. Der var således en del år, hvor jeg hver morgen klikkede ind på text-tv’et (ja, det var før internettet, kids!) på den nu hedengangne tyske sportskanal DSF for at blive opdateret på nattens resultater i basket (NBA) og ishockey (NHL). DR og TV2 leverede ikke den service, men det gjorde de altid prisværdige tyskere. Mit humør den dag kunne således gå fra svimlende dybder til euforiske højder, alt efter hvordan kampene med Hornets og Pittsburgh Penguins havde udartet sig.

Men tiden går jo, og jeg fik andre og mere pekuniære interesser. Jeg selv kom kun på Aalborg Katedralskoles pænt ringe B-hold på i gymnasieturneringen (vi vandt dog over Hasseris Gymnasiums om muligt endnu mere elendige dittohold), Charlotte Hornets gik nedenom og hjem (franchisen flyttede til New Orleans), min yndlingspiller Muggsy Bugues (den mindste spiller i NBA nogensinde) gik på pension, og AaB og Lazio begyndte at vinde mesterskaber (hvorfor mit fokus blev flyttet til andre sportsgrene).

Det står dog forhåbentlig nu klart for de hårdtprøvede læsere, at basket er en gammel kjærlighed for skribenten. Derfor var det en stor, ja, nærmest ENORM oplevelse, da vi forrige fredag var til mit livs første NBA-kamp. Det foregik i Pepsi Center i Denver, og opgøret stod mellem Denver Nuggets og Utah Jazz.

Egentlig havde jeg ikke det store forhold til Nuggets før vi skulle af sted til Colorado, men man skulle da være en skidt fugl, hvis man ikke elsker sin første, rigtige NBA-kæreste.

Og vi fik mere at glædes over. Denver vandt med 104-84 efter en stærkt underholdende kamp. Meget kan man sige om amerikanerne, men de formår altså at gøre deres sport til noget sjovt. Beklager det ikke specielt fremragende billede, men det var altså hvad jeg og min iPhone kunne bedrive det til. Jazz har straffekast. Vi buede naturligvis.

Jeg er også ret optaget af den elitisme, som amerikanerne dyrker deres sportsgrene med. Deres gennemført professionelle afvikling af basket og football på high school og universitetseniveau er dybt imponerende. Collegesporten og identificeringen med ens alma mater er enorm. I Boulder gik stort set alle rundt i trøjer fra University of Colorado’s hold (Buffaloes, eller mere alment: Buffs).

Hvis man tænker over det, så er alle spillerne på ovennævnte billede konsekvent være blandt de to-tre bedste på samtlige deres hold igennem hele livet. Der er kun 30 professionelle hold i USA, så man skal virkelig være creme de la creme for at slå igennem. Det er dybt imponerende.

Samlet set var det en kæmpe oplevelse at se en NBA-kamp. Stemningen var fremragende uden skyggen af europæisk hooliganisme (et fravær, jeg også bemærkede da vi var inde at se New York Yankees sidste maj). Og niveauet var i sagens natur lysår højere end da vi var inde og se Jämtland Basket sidste jul. Hvis I kommer i nærheden af en NBA-kamp i fremtiden, kan jeg kun anbefale at investere i en billet. For vores eget vedkommende bliver næste amerikanske sportsoplevelse antageligvis en college football kamp i Texas. Det skulle være noget af det største.

PS: Har I nogensinde funderet over hvorfor mormonerne i Utah skulle være specielt jazzede? Det skyldes – ved jeg nu -, at den oprindelige franchise hed ’New Orleans Jazz’, men at ejerne flyttede holdet til Salt Lake City tilbage i 1979. På samme måde, som at ikke specielt søagtige ’Los Angeles Lakers’ oprindeligt stammer fra markant mere vådlandsprægede Minneapolis.  Og nu ved I så også, hvorfor at New Orleans kunne stjæle Hornets franchisen fra Charlotte.

Suk.

Wanderlust

Nuvel, mine få, men faste, standhaftige og højtelskede læsere – den næste uge må I finde jeres enfoldigheder og lommefilosofi andetsteds. Mandag morgen drager Den Bedre Halvdel og jeg til USA – nærmere bestemt Boulder, Colorado -, hvor min svigerfar de kommende måneder fordriver tiden som gæsteprofessor ved University of Colorado.

Ja, sådan ser der ud. Vejret skulle blive fortryllende – 16 til 19 grader og solrigt – så jeg ser også frem til måske at få mulighed for at trave lidt i de omkringliggende bjerge og siden nyde en kop kaffe på en skinhellig biodynamisk cafe. Ifølge min noget lurvede udgave af Lonely Planet, så er Boulder en hippie by, der går under navnet ’The People’s Republic of Boulder’. Det kan således udvikle sig til en noget, hmmm, skizofren affære at bo på campus, såfremt at Mitt Romney skulle vinde præsidentvalget på tirsdag. Apropos det, så lagde Obama vejen forbi Boulder i torsdags.

Den Bedre Halvdel er ikke helt tilfreds med at vi netop missede det. Selv er jeg afklaret med mit tab. Men spændende bliver valget i hvert fald.

Det bliver en oplevelse af de helt store at opleve en NBA-kamp for første gang! Denver Nuggets har tabt sæsonens to første kampe, men de burde tage solid revanche mod Utah Jazz. Hvis det er ligeså godt som første gang jeg så basket live, bør det blive et af årets højdepunkter. Når vi ikke er involveret i politik eller basket, så skal der ses på brudekjoler (ikke mig, forstås) og den nye Kindle Paperwhite.

Hvis nogle af de nærværende læsere har været i Colorado, modtager jeg gerne gode rejsetips og info om ting, man bør se.

Nye sportslige horisonter

Var til mit livs förste basketkamp igår. En ganske fortrinlig oplevelse. De lokale yndlinge, Jämtland Basket, vandt således 86-70 over topholdet LF Basket. Basket er lidt af passion i svigerfamilien. Svigerfaderen var på ungdomslandholdet i sine yngre dage, mens Den Bedre Halvdel var lidt af bisse som centerspiller på Bollstanäs’ damehold. At se basket live passede derfor lige i deres kram.

Närvärende skribents egen aktive basketkarriere sträkker sig til én (vundet!) kamp over Hasseris Gymnasium, som alleryderste-mandats-spiller på Aalborg Katedralskoles b-hold hin efteråret 1998. Altså marginalt mindre glamouröst end svigerfamiliens bedrifter. Men sporten har alligevel altid tiltalt mig. Har set en del NBA på tv igennem årene, og drömmer stadig om at se en amerikansk kamp live. Er ingen tilfäldighed, at vi besögte Madison Square Garden som noget af det förste under vores New York tur sidste maj.

At dömme ud fra de svenske forhold, er basket en aldeles fremragende publikumssport. Kampen var spändende, blev först afgjort sent og er meget afhängig af teamgejst og taktik. Jeg havde nok undervurderet, hvor meget det sidste egentlig betyder. Der troppede 1064 mennesker op i sportshallen en tilfäldig torsdag aften, hvilket må siges at väre pänt i en provinsby med knap 60.000 indbyggere. I almindelighed er basket vist stort i det nordlige Sverige. Det er vel ikke så märkeligt taget i betragtning af at det i skrivende stund bliver mörkt heroppe seneste kl. 14.30. Noget skal man jo lave i de kolde og mörke vinterdage, og hvorfor ikke basket?

Bemärkelsesvärdigt nok blev kampen indledt med at spille den jämtlandske nationalsang. Muligvis mest af alt en kuriösitet, men man må tage hatten af for den regionale stolthed. Hvad mon AaB skulle spille til hjemmekampene, hvis noget lignende blev indfört på hjemstavnen? Lars Lilholt? Tanken gör mig ganske syg. De bör nok holde sig til Tina Turners ‘Simply the Best’ indtil videre.

Suburban Sweetheart

Hjemme fra en fin derbysejr til Djurgården på Råsunda. En endog særdeles underholdende kamp. Rigtig storartet stemning på stadion, hvor tilskuerne er markant mere medlevende end i Danmark. Ved ikke om det ligefrem er ‘Nordens största derby’, men det må være tæt på.

Det er ikke mit indtryk at FCK-Brøndby rivaliteten har samme glød som dengang, at Brøndby stadig var et relevant hold at hade og/eller elske. På trods af den falmende tilstand i fodbold-Stockholm, så må man sige, at den historiske og traditionelle antipati mellem AIK (proletarholdet fra forstaden) og Djurgården (overklasseklubben fra Östermalm) lever og har det godt. Det er herligt med den slags godt, gammeldags

Selve kampen var spændende, fuld af chancer og kunne være gået til begge sider. Nu vandt mine yndlinge så heldigvis, hvilket kultmålmanden Pa Dembo Touray bør krediteres for. Han er måske ikke verdens bedste målmand og kan muligvis ikke lave udspark og, men du godeste, hvor er han classy.

På turen hjem til Väsby var mine medfølgende AIK’ere (= hele svigerfamilien) ikke ganske enige i at sejren var fortjent. Det synes jeg selvsagt er noget pjat, men for familiefredens skyld skrydede og hånede jeg ikke så meget som vanligt.

Lidt nøgternt vurderet, så er Djurgården ikke noget specielt godt hold. Antageligvis ville de rode rundt i midt-bunden af den danske superliga. Deres unge nigerianske angriber Kennedy Igboananike har takter til noget stort, men den øvrige offensiv er ikke overbevisende. Meget sigende, så starter man med fire finske spillere på banen, suppleret af en række yngre svenskere og has-beens i karrierens tusmørke. Det er et udtryk for hvor i den internationale fødekæde, at Allsvenskan befinder sig.

For overordnet set, så er det ret tydeligt, at de magre økonomiske forhold i de svenske klubber præger Allsvenskans aktuelle helbredstilstand. Ligaen har stemning, mange tilskuere og en bred talentmasse, men klubberne sakker alligevel bagud i forhold til de øvrige skandinaviske ligaer.

Årsagen er at de svenske klubber ganske enkelt ikke kan tilbyde dygtige spillere en attraktiv løn. I Danmark har vi den forkætrede forskerordning, hvor udenlandske stjerner kan slippe med at betale 25 pct. i skat. I en verden hvor fodboldspillere først og fremmest er lejesvende, der søger derhen hvor pengene og udfordringerne er størst, så er den danske skatteordning et unfair konkurrenceparameter – i hvert fald set fra den anden side af Øresund.

Dagens taber AIK er et godt eksempel på tendensen. Klubben vandt i vinteren 2009-2010  mesterskabet, men skilte sig i det efterfølgende transfervindue af med tre nøglespillere: Ivan Obolo (ligaens bedste offensivspiller), Jos Hooiveld (ligaens bedste midterforsvarer) og Daniel Örlund (klassemålmand i udkanten af det svenske landshold). Ind kom kun Sebastian Eguren, en uruguayisk Dario, som engang havde et succesfuldt ophold i den tredje store Stockholmklub: Hammarby. Lige lidt hjælper det dog. Eguren er et sandt orgie af skader, udvisninger og underpræstation. Angrebet luffer forvildet rundt, selvom flamboyante Martin Mutumba kan og vil en masse. Mest grel er dog situationen i målet, hvor finske Tomi Maanoja er faldet helt sammen de sidste par kampe. Han spiller uden selvtillid, hans kolleger i forsvaret fornemmer hans usikkerhed og tilsammen skaber det et rystende og vaklende forsvar. AIK roder nu rundt nede omkring nedrykningsstregen, et slet skjult resultat af at sælge sit holds rygrad.

Det er synd og skam for svensk klubfodbold har strukturerne imod sig. Naturligvis giver det mulighed for de dygtige, unge spillere at få spilletid, men der mangler de rigtig gode udenlandske spillere til at hæve niveauet. Som det ser ud i dag, så er der ikke én spiller i dagens AIK og Djurgården trupper, som jeg sådan rigtig gerne ville have til AaB.

Ud over Dembo Touray, naturligvis. Han ville kunne give Nordjylland et hidtil uset boost af klasse, stil og ekstravagance. Karim Zaza har noget at lære.