Et eller andet obskurt sted i mit hovede gemmer der sig en lind strøm af dybsindige indlæg om min rejse til Washington D.C. sammen med Den Bedre Halvdel. Men skal lige over på den anden siden af jetlagget først.

Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Edinburgh

Edinburgh var lidt af en overraskelse for mig. Vel at mærke en positiv en af slagsen. Måske jeg blot ikke havde læst nok op på byen inden afrejsen. Jo, bevares, jeg havde da hørt om byens slot, ligesom jeg var bevidst om universitetets historiske betydning. Men ellers havde jeg ikke for alvor sat mig ind i stedet.

Her i retrospekt kan jeg konkludere, at Edinburgh er den perfekte destination for en forlænget weekend. For byen har bogstaveligt talt alting: Enestående arkitektur, historisk vingesus, et kompakt centrum hvor man kan gå til alt, masser af gode spisesteder, glimrende shopping og så er skotterne helt ualmindeligt venlige. Alting var let og enkelt, lige fra transporten fra lufthavnen til at finde rundt. Der er tilmed et rask lille bjerg til de vandrelystne lige udenfor centrum – det var en sand fornøjelse.

Vi var afsted uden børn, og selvom det da bestemt var prægtigt at dem igen ved hjemkomsten, så var det decideret fortryllende at kunne sove længe, spise uforstyrret og ligefrem få talt en smule sammen med Den Bedre Halvdel (for første gang i noget noget nær fire år).

Varmt anbefalet.

Oakland, Denver og andre steder

Det er så sikkert som amen i kirken. Hver gang jeg har får en emotionel forbindelse, besøger eller bor et nyt (og helst eksotisk) sted, insisterer jeg på at blive fan af snart sagt samtlige sportshold fra området.

Da jeg mødte Den Bedre Halvdel, blev den latente sympati for Djurgårdens IF og Halmstads BK således til deciderede tilførsforhold.

Det skete også da jeg flyttede til Hvidovre (og rent faktisk fulgte HIF’s resultater i en periode), Østerbro (ditto for B.93), Prag (Bohemians i fodbold, Sparta i ishockey), Bruxelles (ok, ikke helt, det var Club Brugge) og Hjørring (FC Hjørring Vendsyssel FF).

Efter rejserne til New York havde jeg pludselig en Yankees trøje liggende (selvom jeg holdt mest med Mets, da vi så opgøret i the Subway Series), ligesom turen til Boulder og Denver sidste år automatisk gjorde mig til fan af Nuggets, Broncos, Rockies og Colorado Buffaloes. Det var ikke noget jeg kunne styre, det skete bare.

Det kommer således næppe bag på nogen, at vores kommende bryllupsrejse til San Francisco og Hawaii har afstedkommet en pludselig opstået (og ikke videre sund) fascination af alle sportshold fra the Bay Area. Vi skal ind og se NBA-kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors1, og jeg er ganske uden grund begyndt at følge MLB kampene for San Francisco Giants og Oakland A’s. Ja, faktisk er det mest irriterende ved hele affæren, at der ikke rigtig findes nogle sportshold på Hawaii at holde med2.

Derfor berører det mig pludselig også dybt, når jeg læser lange og oprevne artikler om at Oakland kan være på vej til at miste sine tre sportshold. Hidtil kendte jeg ellers kun til byen for dens tårnhøje kriminalitetsrate og Aaron Wildavskys statskundskabsklassiker ‘Implementation: How Great Expectations in Washington are Dashed in Oakland; or, Why it’s Amazing that Federal Programs Work at All’ fra 1973, men nu går jeg altså også op i byens sportsholds velbefindende3. Det er ganske irrationelt, og ikke så lidt fjollet.

Men hvad skal jeg gøre? Som den altid amuserende skribent Rembert Brown skriver inde på Grantland i forlængelse af at hans to notoriske yndlingstaberhold fra Atlanta igen er ude af alle turneringer:

You can’t pick your family and you can’t pick where you’re from. See everyone next year.

Og det er jo sandt. Man vælger heller ikke selv hvem man elsker. Uanset hvor meget AaB end svigter mig, så holder jeg jo ikke op med at følge dem af den grund. Dermed også sagt, at jeg allerede nu glæder mig til at lukke endnu flere sportshold end i mit lille sorte hjerte. Hvem ved, måske Stephen Curry, Harrison Barnes og de andre Golden State spillere vil besnære mig.

Uanset om de så bliver boende i Oakland, eller tager turen tilbage over broen og bliver San Francisco Warriors igen.

  1. Er dette det mest 90’er agtige navn til et sportshold nogensinde? Jeg tror det! []
  2. University of Hawaiis sportshold hedder ‘Rainbow Warriors’. Det kan jeg ikke rigtig håndtere følelsesmæssigt. []
  3. Og ikke kun som hadeobjekter, som da Golden State Warriors kylede mine elskede Denver Nuggets ud af slutspillet i NBA i foråret []

Golden State Disappointments

Det er jo forrykt. Salget af ‘single game tickets’ åbnede for to timer siden, og der er stort set ingen billetter tilbage til opgøret mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors d. 3. december.

Bevares, jeg kan læse mig til, at der er solgt 15.000 sæsonkort til 2013/2014 sæsonen, hvilket blot efterlader små 4.800 løse billetter til hver kamp i Oracle Arena. Men alligevel. To timer! Det kunne de nu godt have været lidt mere betænksomme omkring.

Det er trods alt ikke hver dag, at vi er på bryllupsrejse og lægger vejen forbi Oakland.

Sentiero

Sådan en grå, støvregnende, blæsende og lidt ligegyldig onsdag, kan man godt savne bjergvandringerne i Schweiz. Skal blive godt at komme afsted igen. Sidst vi oksede rundt i bjergene var sommeren 2011 i Müllerthal nær Echternach i Luxembourg. Eller, vent, det passer ikke. Faktisk var det en vandring i snevejr op af bjergene i Chautauqua Park i Boulder sidste november.

Savnet er dog ikke mindre af den grund. Det må gerne snart blive slut-august.

Wanderlust

Vi bruger stadig en del tid på at tænke over bryllupsrejse for tiden. Mange forskellige destinationer er i spil. I begyndelsen var vi meget forhippede på det sydlige USA. Vi skulle til Texas og besøge Coach T. & co. Siden tænkte vi på Sydafrika. Og nu er det så Hawaii, der er i førersædet.

Dels fordi man kan lave alt muligt der. Dase, vandre, snorkle, dykke. Men også fordi det muliggør et stop over i en interessant storby. Rejsebureauerne vil gerne sælge ud via San Francisco og siden hjem via Chicago, men man kunne jo også flyve den anden vej hjem. Måske via Tokyo?

Samlet set er der ganske megen udlængsel for tiden. Siden turen til Denver sidste år, har vi tilbragt det meste af tiden i det nordjyske. Nu begynder det at være nok. Vi må snart på nye eventyr igen.

Tvetydige monumenter

Tilbragte weekenden i Hamburg. Dels fordi det er en fremragende storby, dels fordi min fremmeste skopusher, Horsch Schuhe (“SCHUHMODE IN UNTERGRÖSSEN & ÜBERGRÖSSEN”), har en filial på Jungfernstieg. Der skulle rekvireres et par bryllupssko, ligesom jeg igennem et stykke tid har haft behov for en opdatering af skoporteføljen. Nuvel, det fik jeg så. Men eftersom dette ikke en modeblog, vil jeg selvsagt ikke bringe billeder af de nyindkøbte sko, men derimod af HSV‘s maskot Hermann.

Er han ikke bedårende? Jeg kunne slet ikke stå for ham, da jeg fandt en kaffekop med ovenstående billede på. Den blev fluks nyindkøbt og er perfekt for Den Bedre Halvdel, når hun ser børn i sin praksis. Selv de værste fodvorter og ondsinde vaccinationer håndteres snildt med Hermann i nærheden. Hvis I er interesserede, kan I læse meget mere om ham her. Det fremgår blandt andet, at han er 210 cm høj og hans vægt er “übergewichtig”. Hvilket vel blot gør ovenstående sparketeknik endnu mere imponerende.

På det mere spekulative plan, så tænkte jeg en del over monumentet, Hamburger Ehrenmal, på Rådhuspladsen.

Det er interessant, synes jeg. Og vakte konfliktende følelser hos mig. På den ene side er der ikke historisk belæg for at sige at 1. verdenskrig var Tysklands ‘skyld’, eller at landet var mere krigerisk end de øvrige dengang. På den måde er monument over byens mange ofre i en krig vel sådan set legitimt nok. Jeg kan læse mig til, at meningen med monumentet ved opførelsen i 1931 var pacifistisk (a la “40.000 hamburgere døde i en meningsløs krig, så lad være med den slags i fremtiden”). Budskabet forstærkes af den anden side af monumentet, nemlig et relief af “Trauernde Mutter mit Kind”.

Så vidt, så godt. Men på den anden side, så spiller budskabet “40000 Söhne der Stadt ließen ihr Leben für Euch” intuitivt på en række nationale tyske følelser – og potentielt også et militaristisk budskab. Det vidste de altid propagandabevidste nazisterne selvsagt også, hvorfor de i 1938 erstattede den sørgende moder med en tilpas arisk og vredladende ørn. Vupti, så var budskabet et ganske andet end oprindeligt tiltænkt. Den sørgende moder kom dog tilbage efter anden verdenskrig, og monumentet skal nu ære ofrene for begge de to verdenskrige.

Men jeg finder alligevel stadig monumentet vanskeligt at håndtere. For hvor er kvinderne henne? Hvis det vitterlig ER et monument, der er imod krig, hvorfor er det så kun byens sønner, der skal mindes? Hvor er deres mødre, søstre og døtre, for hvem ingen af verdenskrigene sandt for dyden var nogen fest? Vi skal vel ikke kun æres og mindes mændene på slagmarken? Hvad med kvinderne, der døde under bombardementerne? Hvad med kvinderne, der holdt gang i familien mens deres mænd var ude og slås i en urimelig og forbryderisk krig? Hvad med de kvinder, der blev udsat for voldtægter, mord og overgreb i 1945 og årene efter?

Nej, der er noget, der er forkert ved det monument. Kan ikke sætte fingeren på hvad, men budskabet er skævt. Det findes sikkert meget værre i USA eller andre patriotisk indstillede lande, men alligevel.