Somatisk

De siger jo at det er i krise- eller tabssituationer, at man reflekterer over sit liv – og husker at værdsætte det man har (eller rettere: havde).

I forgårs skulle jeg lege tagfat efter den ældste arving gennem de lurvede plastikgange i et nedslidt legeland i et industriområde i Östersund. Jeg skulle dreje rundt om et hjørne, da det sagde et smældende OH SNAP! i lænden.

Jeg vidste desværre præcis, hvad det betyder: facetsyndrom, bedre kendt som hold i ryggen. For jeg har prøvet det før. Jeg fik et lignende hold i ryggen i juni 2017, og det var en plage i op mod halvanden måned efter. Jeg nærer absolut ingen illusioner om at denne gang bliver nemmere.  

Nu hvor jeg gradvist har mistet min mobilitet og er i konstant behov af en uhellig blanding af Ipren og Panodil, så kommer man melankolsk til at tænke over, hvilket privilegium det er at kunne bevæge sig helt frit og ubesværet. Hvor var jeg dog rig dengang for tre dage siden!

Et hold i ryggen er djævelsk kontra-intuitivt. Man mærker det ikke mens man sidder eller ligger ned, så det får man jo lyst til at gøre. Men når man så rejser sig igen? Så er det blevet lysår værre. Min kropsholdning er en parodi på Quasimodo, når jeg har siddet ned. Det der virker er at røre sig. Så jeg traver dag og nat (ok, aften) på veje og stier her i Åre. I 2017 var jeg også et par gange ved kiropraktoren, men jeg må forsøge mig ad uden denne gang – er trods alt stadig langt hjemmefra. 

Nu må I have mig undskyldt. Skal tilbage til at have ondt af mig selv.

Bjergene og fjeldet her i Åre virker mere imposante og relevante denne gang, måske fordi vi udforsker dem mere end sidst vi var her om sommeren. Dengang var den ældste arving ganske lille. På billederne fra turen luffer vi rundt med ham i en bæresele og sveder som grise i en hedebølge. Vi kunne ikke lave så meget.

Denne gang er temperaturerne barmhjertigt lavere, og vi kan tage ham og lillesøsteren med på fjeldvandringer. Det kan noget, synes jeg.

Det er dejligt med første udlandsrejse siden COVID-19-pandemien blev en ting. Jeg har længe savnet at se noget andet. Og selvom jeg holder af Odsherreds blide bakker, lyse skove og bølgende strande, så er det en behagelig afveksling med klipper og bjerge. Glæder mig til flere rejser, når verden bliver mere normal igen.

Et eller andet obskurt sted i mit hovede gemmer der sig en lind strøm af dybsindige indlæg om min rejse til Washington D.C. sammen med Den Bedre Halvdel. Men skal lige over på den anden siden af jetlagget først.

Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Edinburgh

Edinburgh var lidt af en overraskelse for mig. Vel at mærke en positiv en af slagsen. Måske jeg blot ikke havde læst nok op på byen inden afrejsen. Jo, bevares, jeg havde da hørt om byens slot, ligesom jeg var bevidst om universitetets historiske betydning. Men ellers havde jeg ikke for alvor sat mig ind i stedet.

Her i retrospekt kan jeg konkludere, at Edinburgh er den perfekte destination for en forlænget weekend. For byen har bogstaveligt talt alting: Enestående arkitektur, historisk vingesus, et kompakt centrum hvor man kan gå til alt, masser af gode spisesteder, glimrende shopping og så er skotterne helt ualmindeligt venlige. Alting var let og enkelt, lige fra transporten fra lufthavnen til at finde rundt. Der er tilmed et rask lille bjerg til de vandrelystne lige udenfor centrum – det var en sand fornøjelse.

Vi var afsted uden børn, og selvom det da bestemt var prægtigt at dem igen ved hjemkomsten, så var det decideret fortryllende at kunne sove længe, spise uforstyrret og ligefrem få talt en smule sammen med Den Bedre Halvdel (for første gang i noget noget nær fire år).

Varmt anbefalet.