Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Edinburgh

Edinburgh var lidt af en overraskelse for mig. Vel at mærke en positiv en af slagsen. Måske jeg blot ikke havde læst nok op på byen inden afrejsen. Jo, bevares, jeg havde da hørt om byens slot, ligesom jeg var bevidst om universitetets historiske betydning. Men ellers havde jeg ikke for alvor sat mig ind i stedet.

Her i retrospekt kan jeg konkludere, at Edinburgh er den perfekte destination for en forlænget weekend. For byen har bogstaveligt talt alting: Enestående arkitektur, historisk vingesus, et kompakt centrum hvor man kan gå til alt, masser af gode spisesteder, glimrende shopping og så er skotterne helt ualmindeligt venlige. Alting var let og enkelt, lige fra transporten fra lufthavnen til at finde rundt. Der er tilmed et rask lille bjerg til de vandrelystne lige udenfor centrum – det var en sand fornøjelse.

Vi var afsted uden børn, og selvom det da bestemt var prægtigt at dem igen ved hjemkomsten, så var det decideret fortryllende at kunne sove længe, spise uforstyrret og ligefrem få talt en smule sammen med Den Bedre Halvdel (for første gang i noget noget nær fire år).

Varmt anbefalet.

Oakland, Denver og andre steder

Det er så sikkert som amen i kirken. Hver gang jeg har får en emotionel forbindelse, besøger eller bor et nyt (og helst eksotisk) sted, insisterer jeg på at blive fan af snart sagt samtlige sportshold fra området.

Da jeg mødte Den Bedre Halvdel, blev den latente sympati for Djurgårdens IF og Halmstads BK således til deciderede tilførsforhold.

Det skete også da jeg flyttede til Hvidovre (og rent faktisk fulgte HIF’s resultater i en periode), Østerbro (ditto for B.93), Prag (Bohemians i fodbold, Sparta i ishockey), Bruxelles (ok, ikke helt, det var Club Brugge) og Hjørring (FC Hjørring Vendsyssel FF).

Efter rejserne til New York havde jeg pludselig en Yankees trøje liggende (selvom jeg holdt mest med Mets, da vi så opgøret i the Subway Series), ligesom turen til Boulder og Denver sidste år automatisk gjorde mig til fan af Nuggets, Broncos, Rockies og Colorado Buffaloes. Det var ikke noget jeg kunne styre, det skete bare.

Det kommer således næppe bag på nogen, at vores kommende bryllupsrejse til San Francisco og Hawaii har afstedkommet en pludselig opstået (og ikke videre sund) fascination af alle sportshold fra the Bay Area. Vi skal ind og se NBA-kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors1, og jeg er ganske uden grund begyndt at følge MLB kampene for San Francisco Giants og Oakland A’s. Ja, faktisk er det mest irriterende ved hele affæren, at der ikke rigtig findes nogle sportshold på Hawaii at holde med2.

Derfor berører det mig pludselig også dybt, når jeg læser lange og oprevne artikler om at Oakland kan være på vej til at miste sine tre sportshold. Hidtil kendte jeg ellers kun til byen for dens tårnhøje kriminalitetsrate og Aaron Wildavskys statskundskabsklassiker ‘Implementation: How Great Expectations in Washington are Dashed in Oakland; or, Why it’s Amazing that Federal Programs Work at All’ fra 1973, men nu går jeg altså også op i byens sportsholds velbefindende3. Det er ganske irrationelt, og ikke så lidt fjollet.

Men hvad skal jeg gøre? Som den altid amuserende skribent Rembert Brown skriver inde på Grantland i forlængelse af at hans to notoriske yndlingstaberhold fra Atlanta igen er ude af alle turneringer:

You can’t pick your family and you can’t pick where you’re from. See everyone next year.

Og det er jo sandt. Man vælger heller ikke selv hvem man elsker. Uanset hvor meget AaB end svigter mig, så holder jeg jo ikke op med at følge dem af den grund. Dermed også sagt, at jeg allerede nu glæder mig til at lukke endnu flere sportshold end i mit lille sorte hjerte. Hvem ved, måske Stephen Curry, Harrison Barnes og de andre Golden State spillere vil besnære mig.

Uanset om de så bliver boende i Oakland, eller tager turen tilbage over broen og bliver San Francisco Warriors igen.

  1. Er dette det mest 90’er agtige navn til et sportshold nogensinde? Jeg tror det! []
  2. University of Hawaiis sportshold hedder ‘Rainbow Warriors’. Det kan jeg ikke rigtig håndtere følelsesmæssigt. []
  3. Og ikke kun som hadeobjekter, som da Golden State Warriors kylede mine elskede Denver Nuggets ud af slutspillet i NBA i foråret []

Golden State Disappointments

Det er jo forrykt. Salget af ‘single game tickets’ åbnede for to timer siden, og der er stort set ingen billetter tilbage til opgøret mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors d. 3. december.

Bevares, jeg kan læse mig til, at der er solgt 15.000 sæsonkort til 2013/2014 sæsonen, hvilket blot efterlader små 4.800 løse billetter til hver kamp i Oracle Arena. Men alligevel. To timer! Det kunne de nu godt have været lidt mere betænksomme omkring.

Det er trods alt ikke hver dag, at vi er på bryllupsrejse og lægger vejen forbi Oakland.

Fast break

Forleden læste jeg under en af de uendelige busture til og fra arbejde en fremragende artikel om basketholdet Oklahoma City Thunder og deres superstjerne Kevin Durant. Den er anbefalelsesværdig, selv hvis man ikke er stærkt optaget af basket. Og Thunder er et sympatisk hold.

Jeg har været interesseret i basket lige siden jeg fik en af Charlotte Hornets smukke kemisk affald-farvede t-shirts under en sommerferie i Italien i de tidligere 1990’ere. Der var således en del år, hvor jeg hver morgen klikkede ind på text-tv’et (ja, det var før internettet, kids!) på den nu hedengangne tyske sportskanal DSF for at blive opdateret på nattens resultater i basket (NBA) og ishockey (NHL). DR og TV2 leverede ikke den service, men det gjorde de altid prisværdige tyskere. Mit humør den dag kunne således gå fra svimlende dybder til euforiske højder, alt efter hvordan kampene med Hornets og Pittsburgh Penguins havde udartet sig.

Men tiden går jo, og jeg fik andre og mere pekuniære interesser. Jeg selv kom kun på Aalborg Katedralskoles pænt ringe B-hold på i gymnasieturneringen (vi vandt dog over Hasseris Gymnasiums om muligt endnu mere elendige dittohold), Charlotte Hornets gik nedenom og hjem (franchisen flyttede til New Orleans), min yndlingspiller Muggsy Bugues (den mindste spiller i NBA nogensinde) gik på pension, og AaB og Lazio begyndte at vinde mesterskaber (hvorfor mit fokus blev flyttet til andre sportsgrene).

Det står dog forhåbentlig nu klart for de hårdtprøvede læsere, at basket er en gammel kjærlighed for skribenten. Derfor var det en stor, ja, nærmest ENORM oplevelse, da vi forrige fredag var til mit livs første NBA-kamp. Det foregik i Pepsi Center i Denver, og opgøret stod mellem Denver Nuggets og Utah Jazz.

Egentlig havde jeg ikke det store forhold til Nuggets før vi skulle af sted til Colorado, men man skulle da være en skidt fugl, hvis man ikke elsker sin første, rigtige NBA-kæreste.

Og vi fik mere at glædes over. Denver vandt med 104-84 efter en stærkt underholdende kamp. Meget kan man sige om amerikanerne, men de formår altså at gøre deres sport til noget sjovt. Beklager det ikke specielt fremragende billede, men det var altså hvad jeg og min iPhone kunne bedrive det til. Jazz har straffekast. Vi buede naturligvis.

Jeg er også ret optaget af den elitisme, som amerikanerne dyrker deres sportsgrene med. Deres gennemført professionelle afvikling af basket og football på high school og universitetseniveau er dybt imponerende. Collegesporten og identificeringen med ens alma mater er enorm. I Boulder gik stort set alle rundt i trøjer fra University of Colorado’s hold (Buffaloes, eller mere alment: Buffs).

Hvis man tænker over det, så er alle spillerne på ovennævnte billede konsekvent være blandt de to-tre bedste på samtlige deres hold igennem hele livet. Der er kun 30 professionelle hold i USA, så man skal virkelig være creme de la creme for at slå igennem. Det er dybt imponerende.

Samlet set var det en kæmpe oplevelse at se en NBA-kamp. Stemningen var fremragende uden skyggen af europæisk hooliganisme (et fravær, jeg også bemærkede da vi var inde at se New York Yankees sidste maj). Og niveauet var i sagens natur lysår højere end da vi var inde og se Jämtland Basket sidste jul. Hvis I kommer i nærheden af en NBA-kamp i fremtiden, kan jeg kun anbefale at investere i en billet. For vores eget vedkommende bliver næste amerikanske sportsoplevelse antageligvis en college football kamp i Texas. Det skulle være noget af det største.

PS: Har I nogensinde funderet over hvorfor mormonerne i Utah skulle være specielt jazzede? Det skyldes – ved jeg nu -, at den oprindelige franchise hed ’New Orleans Jazz’, men at ejerne flyttede holdet til Salt Lake City tilbage i 1979. På samme måde, som at ikke specielt søagtige ’Los Angeles Lakers’ oprindeligt stammer fra markant mere vådlandsprægede Minneapolis.  Og nu ved I så også, hvorfor at New Orleans kunne stjæle Hornets franchisen fra Charlotte.

Suk.

Wanderlust

Nuvel, mine få, men faste, standhaftige og højtelskede læsere – den næste uge må I finde jeres enfoldigheder og lommefilosofi andetsteds. Mandag morgen drager Den Bedre Halvdel og jeg til USA – nærmere bestemt Boulder, Colorado -, hvor min svigerfar de kommende måneder fordriver tiden som gæsteprofessor ved University of Colorado.

Ja, sådan ser der ud. Vejret skulle blive fortryllende – 16 til 19 grader og solrigt – så jeg ser også frem til måske at få mulighed for at trave lidt i de omkringliggende bjerge og siden nyde en kop kaffe på en skinhellig biodynamisk cafe. Ifølge min noget lurvede udgave af Lonely Planet, så er Boulder en hippie by, der går under navnet ’The People’s Republic of Boulder’. Det kan således udvikle sig til en noget, hmmm, skizofren affære at bo på campus, såfremt at Mitt Romney skulle vinde præsidentvalget på tirsdag. Apropos det, så lagde Obama vejen forbi Boulder i torsdags.

Den Bedre Halvdel er ikke helt tilfreds med at vi netop missede det. Selv er jeg afklaret med mit tab. Men spændende bliver valget i hvert fald.

Det bliver en oplevelse af de helt store at opleve en NBA-kamp for første gang! Denver Nuggets har tabt sæsonens to første kampe, men de burde tage solid revanche mod Utah Jazz. Hvis det er ligeså godt som første gang jeg så basket live, bør det blive et af årets højdepunkter. Når vi ikke er involveret i politik eller basket, så skal der ses på brudekjoler (ikke mig, forstås) og den nye Kindle Paperwhite.

Hvis nogle af de nærværende læsere har været i Colorado, modtager jeg gerne gode rejsetips og info om ting, man bør se.