Instagram detox

Det ville være løgn hvis jeg skrev, at jeg ikke lejlighedsvist er logget ind på facebook efter mit selvpålagte adieu tilbage i september. For det har jeg gjort. Flere gange endda.

Men det har enten været af arbejdsmæssige grunde (“se lige hvad nogen har været inde at skrive på vores facebookside!”) eller fordi jeg af nysgerrighed skulle følge med i facebookgruppen for min lokale partiforening. Besøgene har været af under to minutters længde og med uger imellem. Efterfølgende har jeg hver gang udført en hysterisk rensning af min browseraktivitet og cookies, så Zuckerberg & co. ikke efterfølgende skal overvåge min aktivitet. For den rene er alting rent, som de siger.

Nogen gange savner jeg siden. Men mest på samme måde som man savner en overspringshandling eller som eksrygere savner deres last.

Facebook var et sted jeg kiggede ind, når jeg kedede mig, når jeg skulle fylde et eksistentielt tomrum ud eller når der var noget ubehageligt, jeg ville undgå at forholde mig til. Det skabte ingen iboende værdi for mig. Jeg oplever derfor ikke at jeg har mistet noget eller at jeg er sakket bagud socialt ved ikke at følge med derinde.

Jeg overvejer nu om tiden er inde til også at kappe linen til Instagram.

I modsætning til facebook har jeg indtil nu ikke betragtet Instagram som et ondt sted1. Tværtimod har app’en lige siden jeg kom på i 2013 været et hyggeligt og ret intimt sted, hvor jeg kunne følge med i mine mere nære venner og bekendtes hverdag. Bevares, jeg er med på at ingen lægger grimme billeder eller dårlige situationer på Instagram. Der er tale om et glansbillede, ligesom jagten efter likes ikke er meget kønnere på Instagram end på facebook.

Hidtil har jeg været ok med den implicitte aftale brugerne indgår med hinanden om, at her er det altid det gode og smukke liv, vi deler med hinanden. Det er jeg sådan set stadig indforstået med … men der er slanger i paradiset.

Der er begyndt at dukke mange reklamer umotiveret op i mit feed. Og billeder fra profiler, som jeg ikke følger og heller ikke har lyst til at følge. Værst af alt: App’en er begyndt at stjæle af mit nærvær, opmærksomhed og produktivitet.

Instagram er således efterhånden den app, jeg åbner flest gange på telefonen i løbet af en dag. For hvad nu hvis nogen har lagt noget spændende op? Jeg må hellere liiiiige kigge efter. Det er ikke sundt og jeg vil gerne holde op.

Udfordringen er dog større med Instagram end det var med facebook.

Folk lægger jo rent faktisk gerne og ofte nyt stof op. Det er stadig ikke en indholdsmæssig ørken, sådan som facebook har udviklet sig til. Jeg fik (og får) langt mere endorfin ud af Instagram, end jeg nogensinde har fået med facebook. Desuden er Instagram i dag det sted, hvor jeg primært deler billeder med min familie – min mor er derinde for at se billeder af børnebørnene!

Men måske jeg trods alt bør indføre et stop fra det nye år. Tage et par måneder, hvor jeg ikke følger med eller lægger ting op. Bare for at se hvad der sker.

Har I erfaringer med at forlade sociale medier?

  1. Uagtet at jeg godt ved at de er ejet af, ja, facebook. Som jeg i høj grad betragter som onde. []

Facebook detox

Læste et par inspirerende anti-facebook artikler (her og her). Det var vand på min mølle. Har igennem længere tid været frustreret over min manglende selvdisciplin og den negative effekt, som sociale medier har på min produktivitet og evne til at koncentrere mig. Jeg oplever nøgternt vurderet ingen værdi af at være på facebook. Twitter distraherer også, men bidrager dog med interessante links og læsestof. Så har gjort følgende:

  • Unfollowed alle, så mit nyhedsfeed er tomt (og der dermed ikke er nogen grund til at logge ind)
  • Blokeret adgangen til facebook på telefon og iPad
  • Installeret Messenger, så jeg trods alt kan læse de ting folk skriver til mig via facebook, plus evt. kontakte dem, jeg har i mit adressekartotek1

Hvis jeg får det kombineret med lidt rygrad, så kan det være min måde at sige de facto adjøs til det mest ondskabsfulde af de sociale medier.

Nu skal jeg så blot finde ud af, hvordan jeg tøjler min måske værste overspringshandling: Behovet for hele tiden at følge med og læse nyheder. Det er en helt grotesk stor tidsrøver, og det gør mig i grunden hverken gladere eller mere veloplyst. De andre gange jeg har forsøgt at skære ned på det er projektet dog strandet på at jeg i virkeligheden har for lidt at lave i løbet af en arbejdsdag – og at jeg derfor har et oplevet behov for at fylde tomrummene ud.

Grundlæggende skal jeg lære at kede mig igen. Ikke hele tiden at skulle stimuleres af et eller andet. Eller, alternativt, at fylde tomrummene ud med mere produktive og analoge ting, såsom bøger.

  1. Netop adressekartotekfunktionen er det eneste, jeg reelt ville savne hvis jeg tog det fulde trin og lukkede min profil []

Excentriker

Der er noget skønt ved virkeligt excentriske mennesker. Og et sådant må man sige at komponisten Eric Satie (1866-1925) – som I nok kender bedst fra denne vidunderlige sag – var. Her er hvordan kunstneren selv beskriver sin dag:

I rise at 7:18; am inspired from 10:23 to 11:47. I lunch at 12:11 and leave the table at 12:14. A healthy ride on horseback round my domain follows from 1:19 P.M. to 2:53 P.M. Another bout of inspiration from 3:12 to 4:07 P.M. From 4:27 to 6:47 P.M. various occupations (fencing, reflection, immobility, visits, contemplation, dexterity, swimming, etc.)

Dinner is served at 7:16 and finished at 7:20 P.M. From 8:09 to 9:59 P.M. symphonic readings (out loud). I go to bed regularly at 10:37 P.M. Once a week, I wake up with a start at 3:19 (Tuesdays).

Jeg er vild med at geniet har tider på dagen, hvor den guddommelige inspiration rammer ham. Gid jeg selv kunne arbejde sådan. Han var også meget bestemt om sin diæt:

My only nourishment consists of food that is white: eggs, sugar, grated bones, the fat of dead animals, veal, salt, coconuts, chicken cooked in white water, fruit-mould, rice, turnips, camphorated sausages, pastry, cheese (white varieties), cotton salad, and certain kinds of fish (without their skin). I boil my wine and drink it cold mixed with the juice of the Fuchsia. I am a hearty eater, but never speak while eating, for fear of strangling.

Det kræver en ganske særegen mentalitet kun at ville spise hvide fødevarer, ligesom det forekommer moderat besynderligt at koge sin vin. Heldigvis var han også konsekvent i sin livsførelse i almindelighed:

  • I breathe with care (a little at a time). I very rarely dance. When walking, I clasp my sides, and look steadily behind me.
  • My expression is very serious; when I laugh it is unintentional, and I always apologize most affably.
  • I sleep with only one eye closed, very profoundly. My bed is round, with a hole to put my head through. Once every hour a servant takes my temperature and gives me another.
  • I have subscribed for some time to a fashion magazine. I wear a white cap, white stockings, and a white waistcoat.

Selvom jeg tror det vil være vanskeligt at implementere de Satie’ske principper i min hverdag uden at min opførsel vil blive betragtet som let afvigende, så er det inspirerende når geniale kunstnere opfinder deres egne splittergale, men internt konsistente, systemer.

I dag ville Satie sikkert få en diagnose, havne på kontanthjælp og blive sendt på aktiveringskurser i girafsprog. Vi skal jo sikre velfærdsstaten og konkurrenceevnen og alt det er der. Men lige nu vil jeg blot lytte til hans musik og glædes over, at denne mærkværdige mand var velhavende nok til at kunne udarte sig på den måde, han gjorde. Det er inspirerende.

Life Hacking

Den Bedre Halvdel var til diverse kandidatfester i København i weekenden, så jeg havde alt rigeligt tid til almindelig lediggang, en smule motion samt at kværne en sæson af ‘Californication’. Det var glimrende, grænsende til fremragende. Ingen tv-serie har beriget mig med så mange profaniteter, nøgenhed og memorable replikker siden første sæson af ‘Game og Thrones’.

Jeg brugte dog også en del tid på at arbejde på det, vi kan kalde min ‘IT-infrastruktur’. Eller, med et lidt bedaget ord, at life hacke min tilværelse.

Sagen er den, at jeg i de fleste af livets forhold har rygrad som en regnorm, selvdisciplin som Frederik Fetterlein (jeg ved det, for jeg har læst hans mesterlige selvbiografi ‘Forført af livet’), udholdenhed som et piftet dæk, og koncentrationsevner som et A.D.H.D barn totalt speedet på sukker. For at øge den personlige produktivitet har jeg brug for et mål at arbejde hen imod (hvilket er vanskeligt nok for en forbitret nihilist), men også rammer og strukturer, der ‘nudger’ mig på rette vej – og minimerer mine ellers utallige overspringshandlinger.

Har derfor arbejdet på at indrette min MacBook, iPad og iPhone på en sådan vis, at jeg (i hvert fald i teorien) kan få skrevet filosofkonge-status kronikker, besnærende blogindlæg, store femårsplaner, forskningsprojekter, min planlagte trilogi om om det østrig-ungarske kejserrige samt bare ord i almindelighed. Der er også et akut behov for at jeg får udviklet en mere stringent, langsigtet og proaktiv måde at køre mit arbejdsliv og fritidsprojekter på. Jeg bruger oceaner af tid på at gruble og spekulere over de store issues i min tilværelse, fremfor at nedbryde dem i mindre dele, som jeg  så rent faktisk kan forsøge at gøre noget ved. Det er kontraproduktivt, eftersom det grundlæggende blot fører til inaktivitet, manglende inspiration og ingen kreativitet. Desuden er der et behov for at få udnyttet de alt for mange timer jeg hver uge tilbringer i offentlig transport (ca. 12 timer) på en fornuftig måde. Jeg væmmes egentlig ved på den måde at italesætte mit liv som en virksomhed, men well, der er brug for at få strammet op.  Så her er mit set up:

Browser: ‘Chrome’.

Er det den bedste browser? Jeg ved det ikke. Hidtil har jeg kørt med Safari, og har vel som sådan været tilfreds med den. Jeg bilder mig dog ind, at Chrome kører hurtigere, og jeg kan godt lide dens layout. Er også lidt betaget af Chromes ‘extensions’ muligheder, som er bedre end Safaris. For at slippe for reklamer fra tatsdating.dk (“dating for dem der er vilde med tatoveringer”), tuning af knallerter og Invita (“Jeg elsker mit køkken, men mest af alt så elsker jeg min skuffe”), har jeg suppleret med den uundværlige Adblock. Da jeg er gammel, halvblind og synes det er trangt at læse lange tekster på skærmen, har jeg også installeret Readability. Det gør det ca. 7-8000 gange sjovere at læse artikler og essays på nettet. Nu er det sagt. Installer den før du bliver ligeså vred som mig.

Mailprogram: ‘Postbox’

Som alle gode mennesker (minus Den Bedre Halvdel), bruger jeg Gmail til mine private mails. Oprindeligt var den sat op på standard mailprogrammet på MacBook’en, men dets layout gjorde mig træt og askegrå indvendigt. Betalte derfor for det liflige program Postbox, og pludselig er mine mails smukke, bedårende og giver mig lyst til at skrive endnu mere.

Musik: ‘Spotify’

Spotify kører stort set hele tiden, mens jeg er på arbejde. Det er en god måde at opdage nye sange, synes jeg. Jeg køber stadig de essentielle udgivelser i fysisk form, men bread&butter musiklytningen finder sted via Spotify. Når altså ikke Den Bedre Halvdel stjæler min konto fra mig.

Til friskrivning: ‘Byword’

Egentlig er Byword vist udviklet til den såkaldte Markdown standard, men jeg bruger programmet til at skrive fristil i. Det har et dejligt, uforstyrrende layout, som ikke giver mig samme myrekryb som Microsoft Word. De fleste blogindlæg fostres her.

Til at holde mig på dydens smalle sti: ‘Freedom’ og ‘Antisocial’

Freedom kan bruges til at lukke for internetadgangen i et selvbestemt tidspum. Antisocial bruges til at blokere de såkaldte sociale sider (Facebook, Twitter et al), igen i så lang tid, som man selv synes er nødvendigt. Når man som undertegnede er mester i overspringshandlinger, er det nyttige redskaber begge to!

To-do listen: ‘Wunderlist’

Wunderlist er en fremragende to-do liste, og samtidig vist nok også en habil task manager, der hjælper med at dele projekterne og opgaverne op i mindre bidder. Den taler sammen på tværs af alle mine platforme, og tanken er, at det skal være mit løbende redskab til at holde styr på alt hvad jeg skal – og herigennem fjerne mit behov for at gruble og spekulere.

Noteskrivning: ‘Evernote’

Evernote fungerer som min online notesbog på tværs af min arbejdscomputer, MacBook, iPad og iPhone. Programmet samler mine løsrevne tanker, noter og indfald ét sted.

Det lyder sikkert altsammen ganske fjollet og enfoldigt, men grundlæggende forsøger jeg blot at gøre det lidt nemmere for mig selv at få gjort de ting, der skal gøres – og i øvrigt give mig selv de fornødne incitamenter til ikke at spilde min tid, eller samle bekymringer og dårlig samvittighed over ikke at få handlet. Ved siden af forsøger jeg så at implementere lidt generel selvdisciplin og forøget personlig produktivitet.

Hvis nogle af de nærværende læsere har gode erfaringer med apps, så lytter jeg gerne. Specifikt efterspørger jeg en god mindmapping app til brug på iPad’en og MacBook.