Say I am you

Argh, hvad skal man gøre, hvis ens kollega insisterer på at titulere en Homann Zwei, blot fordi man engang i vanvare er kommet til at investere i en Mads Nørgaard trøje?

Hvorfor tuder jeg nu over det? Jo, mest fordi SF’s Morten Homann kandiderer kraftigt til titlen som Danmarks mest irriterende politiker. Udover at være evigt følsom, god ved dyr og belærende på den der irriterende jeg-blev-vækket-politisk-i-gymnasiet-og-var-altid-klar-på-en-debat-i-samfundsfagstimerne agtige måde, så er han stort set altid at finde i medierne iført casual stribede trøjer – jvf. billedet. Den slags er irriterende, da jeg selv har en vis svaghed for trøjer af det tilsnit. Så når Jonas – selv iført lyserød polo – kalder mig Homann Zwei, så berører han et ømt, ømt punkt. Eneste trøst i dag har været at læse hvordan Peter Kurrild-Klitgaard basker Homann Eins rundt i manegen ovre hos Punditokraterne.

Generelt er der få politikere der kan få mig op af stolen – kynisme og let overbærenhed med politikere er tilsyneladende en konsekvens af mit studie – og Homann giver da også kun milde udslag på mit care-o-meter. Uden at være ekspert i hverken globaliseringen, international handel eller WTO, så synes jeg dog at det er ganske interessant at dykke lidt ned i Doha-rundens tilsyneladende sammenbrud. Hvorfor er det interessant og eller vigtigt? Bl.a. fordi globale frihandelsaftaler vil gøre alle – såvel rige som fattige lande – mere velstående. For de forvirrede der gerne vil have en oversigt hvem der er hvem og hvad de er mugne over i forhandlingerne, tag et kig her. Det er ganske underholdende.

Ellers ville jeg gerne have en dyb og indsigtsfuld mening omkring hvad der foregår i Mellemøsten i øjeblikket, men i erkendelsen af at konflikterne er så komplekse, indlejrede i hinanden og at det hele er så uigennemsigtigt, så synes jeg det er vanskeligt. Lederen om konflikten i sidste uges Economist opsummerer vist min holdning vældig godt. I almindelighed synes jeg dog de danske mediers noget ensidige fokus på evakueringen af danske statsborgere – bl.a. vores allesammens Ahmad Akkari – og vinklingen af Israel som den store skurk er urimelig.
De glemmer vist at Hezbollah mildt sagt heller ikke er nogle rare fyre. Når det så er sagt, så er det naturligvis ikke rart at høre om de lidelser og tab som civilbefolkningen i Libanon udsættes for. Som sagt – det er en kompliceret konflikt, hvor ingen af parterne er entydigt gode eller onde!

PPS. Dagens essentielle link: ‘Lav din egen langbue’. Bemærk i øvrigt den spændende og relevante afstemning på siden.

PPPS. Ifølge The Sun skal Pet Shop Boys producere det kommende Robbie Williams album ‘1974’. Tabloidskrivelsens sandhedsværdi i almindelighed, så skal den nyhed nok tages med et gran salt.

Lies, damn lies!

Så er der igen gang i det socialdemokratiske rivegilde, denne gang er det Mogens Lykketoft og Klaus Hækkerup der er i totterne på hinanden (se artikler her og her). Udover at det altid er en sand fornøjelse at se bitre mennesker for fuld udblæsning i medierne, så lancerer Lykketoft endnu en strålende retorisk perle til Socialdemokraternes efterhånden alen lange liste af sproglige fornyelser:

Det er fuldstændig på månen. Det er løgn, det er opspind og det har ikke overhovedet noget hold i virkelig­heden

Fuldstændig på månen? Hvad betyder det? Aner man en ny valgtaktik? Er det mon planlagt at man skal opfinde nye og aldeles mærkværdige metaforer? Jeg er målløs, ganske enkelt målløs over den snedige masterplan der helt sikkert ligger bag. Eller nej, faktisk er jeg efterhånden ganske trist over den mangel på kvalitet som oppositionen udviser. Guderne skal vide, at den nuværende samling taburetklæbende og trange V&K ministre har SERIØST brug for kvalificeret modspil.

I’m sorry, so sorry…

Kan man andet end at knuselske Socialdemokraternes nye politiske ordfører Henrik Sass Larsen? Jeg mener, de sproglige blomster og nytænkende retoriske vendinger vil ingen ende tage. Måske følger det med posten som politisk ordfører (Lotte Bundsgaard, nu på tragisk vis afsat, producerede jo også perler som en ‘beskidt gadedreng’ og ‘løsgående missil’)? I dagens Børsen er han fremme med følgende kommentar til Regeringens planer om at øge væksten i det offentlige forbrug fra 0.5 til 1 pct:

“Derimod undrer Henrik Sass Larsen, nyudnævnt politisk ordfører for Socialdemokraterne, sig over, at Venstre og De Konservative har kritiseret den socialdemokratiske plan om at skrue op for det offentlige forbrug, når regeringen kort tid efter selv vælger samme kurs.

»Jeg erindrer en ramsaltet kritik fra VK-regeringen, og derfor regner jeg med, at de nu giver undskyldnings-chokoladekage,« siger Henrik Sass Larsen.”

‘Undskyldnings-chokoladekage’?! Hvor i alverden kom den fra? Hvem er dog den mands retoriske rådgiver? Men fremragende idé, jeg foreslår hermed ‘undskyldnings-chokoladekage’ knæsat som fast princip i dansk udenrigspolitik. Måske vi ligefrem kan få rettet op på vores dårlige brand i Mellemøsten ved at spise undskyldnings-chokoladekage med stor-muftien af Jerusalem? Hvor er det dog betryggende og rart og hyggeligt, at vi har en så dygtig og konmpetent opposition i Danmark.

Things fall apart

Tidsskriftet Foreign Policy har lavet et indeks over såkaldte ‘failed states’. Det er interessant, både udfra et udviklings- og sikkerhedspolitisk perspektiv. Selvom der er visse akademiske kvababbelser indenfor International Relations disciplinen over hvad der præcist definerer en failed state, så opgør tidsskriftet ud fra parametre såsom demografisk pres, internt fordrevne, borgerkrige, økonomisk tilbagegang, ulighed, etniske uroligheder, kriminalitet, korruption, manglende governance, infrastruktur osv. osv. osv. Formuleret med andre ord: De lande hvori det VIRKELIG stinker at bo. Og hvor er det så? Ikke i Danmark tilsyneladende, vi er i den pæne ende (om end vores skandinaviske nabolande, Irland, Schweitz mv. vurderes til at være bedre). Derimod står det pænt skidt til her:

1. Sudan (3)
2. DR Congo (2)
3. Ivory Coast (1)
4. Iraq (4)
5. Zimbabwe (15)
6. Chad (7) / Somalia (5)
8. Haiti (10)
9. Pakistan (34)
10. Afghanistan (11)
(Skarpt forfulgt af så idylliske steder som Liberia, Yemen, Burundi og Nordkorea)

‘Og hvad så?’ fristes man til at spørge. Udover at Afrika dominerer på listen, hvad er så fællesnævneren? Et knap-så-dristigt gæt kunne være, at en forklarende variable for samtlige disse lande er, at de patriarkalske samfund, hvor kvinder til stadighed bliver undertrykt. Tid for lidt feminisme, venner!

PS. Somalia ligger måske ‘kun’ på en delt 6. plads, men læs lige denne beretning fra BBC – og blive dybt, dybt deprimeret.

Sommer i Europa

Jeg skrev i går om Kommunikationsforum, og i forlængelse heraf, stødte jeg i dag på denne lille artikel fra DR Nyhederne:

Det gamle argument om at EU er ‘fredens projekt’, bygget på ruinerne af anden verdenskrig duer ikke mere. Det appelerer ikke til de unge, så der skal andre midler til for at få europæerne til at elske unionen.

Det mener Rolf Annerberg, der er chef hos EU’s kommunikationskommissær Margot Wallström.

EU-kommissionen har derfor hyret en pr-ekspert for at rette op på unionens image efter, at EU-traktaten faldt på gulvet sidste sommer efter folkeafstemningerne i Holland og Frankrig, og dermed kastede EU ud i en krise.

EU minder om Al-Qaeda
Pr-eksperten Simon Anholt, der er britte, har tidligere arbejdet for Microsoft, Coca-Cola og Unilever.

Hans observationer af EU’s krise går på, at det er sværere at ændre et image på noget, som er multinationalt end på noget som er forankret i et enkelt land med en overskuelig ledelsesstruktur, skriver Financial Times.
– Min erfaring siger mig, at vi står overfor en model som minder om Al-Qaeda med seperate celler, der indbyrdes inspirerer hinanden men ikke har en overordnet kontrol, siger han i følge avisen.

Kun USA og Nigeria er en større udfordring
Anholt mener, at det at skulle ændre EU’s image er den største ‘branding’-udfordring næst efter at skulle gøre det samme for USA og Nigeria.
Han understreger også, at man normalt får det image som man fortjener.
Anholt vil sammen med en gruppe andre pr-eksperter gå igang med deres rådgivning af EU-kommissionen i næste uge, skriver Financial Times
” (Orginal artikel fra Financial Times her)

Og hvad skal man så udlede af dette? Først den helt oplagte: Det er tankevækkende, at man i EU stadig tror, at det kun er indpakningen og ikke er produktet der er noget galt med. At EU har et dårligt image skyldes altså ikke at institutionen er udemokratisk, hæmmet af nationale særinteresser, plaget af inefficiente økonomier, grufulde mængder regulering, lav vækst og at Europa sakker bagud i globaliseringen og slæber rundt på en angst for reformer og fremtiden i almindelighed – næh nej, det er kun fordi folk er for dumme/blinde til at se hvilken paradisagtig konstruktion EU er. Hvis vi bare får puttet lidt sjove farver på og laver et nyt brand, så skal I se løjer! Hurra-hurra! Selv som varm (om en noget disillusioneret) EU-tilhænger kan jeg se, at den slags skriger til himlen af arrogance.

Dernæst kan man jo tænke lidt over de udmeldinger Simon Anholt kommer med. Den gode mand er ekspert i at brande lande og byer. Mest af alt er han kendt for sit ‘Anholt Nation Brands Index’, omtalt i danske medier forleden, fordi Danmark ifølge opgørelsen fra 2006 – meget lidt overraskende – er styrtdykket rent brandmæssigt i Mellemøsten og muslimske lande.

Enhver der – som undertegnede – har været naiv og blåøjet nok til engang at være aktiv i en pro-EU organisation ved, at flosklen/metafortællingen om EU som fredens projekt er noget af det der sælger allerdårligst til debatarrangementer, for hvem kan relatere til det i dag? Så på den led har Anholt ret i det han siger. Men jeg vil tillade mig at stille spørgsmål ved hele tankegangen om at ‘brande’ EU. For det første fordi institutionen som regel tolkes med nationale briller af borgerne, samt fordi det er de nationale politikere der skal formidle EU videre. Det kan igen kobles med diskussionen om hvorvidt der overhovedet findes en fælles europæisk identitet der kan brandes. Eller er der tale om 25 forskellige lande, med 25 forskellige identiteter og 25 forskellige brands – der så igen skal brandes sammen? Det er vel også det som Anholt mener med sin lige lovlig kække sammenligning af EU og Al-Qaeda.

Indtil EU finder ud af at lave relevante og effektive politikker som betyder noget for borgerne i Europa, så kan jeg kun ønske held og lykke med branding projektet. Jeg synes imidlertid at det er en skam, at man i stedet for at koncentrere sig om at komme ud af det aktuelle post-forfatningstraktaen morads, straks falder tilbage i den gamle gænge og tror at EU ‘bare’ er noget der skal pakkes pænt ind, så køber borgerne det automatisk. Den slags hæmmer ikke ligefrem den udbredte euro-skepsis rundt omkring på kontinentet.

PS. Lidt gode nyheder er der dog på den europæiske front. Et par nye analyser indikerer, at EU udvidelsen har betydet større vækst i EU (omtalt i Financial Times og Centre for European Reform’s rapport for Dansk Industri her). Altså endnu en grund til at elske Tjekkiet 🙂

Refleksioner over en kampdag

Som den forstokkede og arrige liberale charlatan jeg er, så burde jeg nok flette et par spydige kommentarer ind omkring 1. maj, solidaritet, fællesskab og slige utopier. Imidlertid er jeg slet ikke så vred en ung mand som jeg var engang. Jeg har – gys og gru – ligefrem nået det punkt, hvor jeg sætter pris på at mine medmennesker har andre syn på tilværelsen end jeg selv, ganske enkelt fordi det er for kedeligt at diskutere med mennesker der er ligeså kedelige, konforme, pæne og straight som jeg selv.

Bevares, jeg synes da også det er sjovt at læse ‘Groft Sagt’ i Berlingske Tidende, især når de basker de selvfede hyklerne hos de Radikale i debatten. Men generelt irriterer det mig, at de fleste af de såkaldte intellektuelle borgerlige befinder sig indenfor en art national-konservativ diskurs, hvor det meste handler om hævn, hævn og mere hævn over, at de kulturradikale og venstreorienterede scorede de lækre piger dengang i 60’erne og 70’erne. I dag er det jo de bitre mænd som Claus Kastholm, Ulrik Høy, Søren Krarup og resten af slænget i Tidehverv som dominerer debatten, drevet af et notorisk had til alt andet end deres egen tolkning af danskheden, på bekostning af mere sindige, liberale og moderate typer.

Med andre ord: Hvor blev de sympatiske borgerligt liberale af? Hvorfor fokuserer en såkaldt liberal tænketank som CEPOS mest af alt kun på skat og rangordninger af skoler? Hvor blev frihedstanken af? Handler det virkelig kun om så lav skat og en så lille stat som muligt, mens resten så som frisind, tolerance og ansvar for egne handlinger kommer i anden række? Hvorfor er der ingen politikere i Venstre som man synes er sådan RIGTIG sympatiske? For det er ærligt talt svært at holde af en regering, ledet af en kold, mekanisk og fremmedgjort mand – og baseret på et velfærdsfascistisk og dybt, dybt væmmeligt parti som DF. Jeg ved godt at der ikke er nogle alternativer. Men alligevel. Jeg kan godt forstå at nogle længes efter en VKR regering. Det gør jeg også selv.

Men det er som nævnt 1. maj, og fanerne smælder jo nok lystigt ude i Fælledparken. Godt for dem, men jeg spekulerer nu alligevel lidt over om det betyder noget for nogen – altså andet end en fridag. Den såkaldte arbejderklasse sidder jo nu og hygger sig i parcelhuset, betalt til tavshed af velfærdsstatens lyksageligheder og porno på Kanal København lørdag nat. Imens sidder det egentlig proletariat, dvs. folk med anden etnisk baggrund, og vansmægter i Voldsmose og Gjellerup parken sammen med alkoholikerne og stofmisbrugerne, som Socialdemokraterne heller ikke kan samle op. Så dem finder man næppe ude at drikke øl og spise flæskesvær sammen med fagbevægelsens pampere i dag. Solidaritet indeed.

Selvom om det alligevel blev lidt harske ord til sidste, så vil jeg ikke holde mig for fin til at citere LO-fomand Hans Jensen: ‘De radikale er for folk med en lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet’ (nogle der føler sig ramt?) og linke lidt til Helle Thornings tale, så kan I selv bedømme om man tror på hende (jeg gør ikke). God 1. maj.

PS. Som med så mange andre ting, så går de væsentlig mere til den ovre østpå. Således også i Indonesien og Fillipinerne, hvor de slår sig løs til 1. maj.

Plads på midten

Helle Thorning er nu en amuserende politiker. Selv en så inkompetent borgerlig regering som den nuværende behøver intet frygte, når oppositionslederen frivilligt gør sig selv til genstand for spot og spe. Imidlertid er det ikke Fru Thorning jeg er ude efter i dag, men snarere Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup. Han udtaler til Jyllands Posten:

Alt, hvad Helle gør, er godt og rigtigt. Jeg er enig med hende, uanset hvad hun siger

Okeeeedokeee, Nick. Var du sarkastisk lige der? Eller er der en måde hvorpå man kan blive medlem af din sekt?

Bitter morning

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget desillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her).
Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede – sammen med Václav Havel – en stor rolle for demokratiet i landet.

En lidt mere alvorlige posting

1. december er ikke kun Messias’ fødselsdag, det er også den internationale AIDS dag. Selvom AIDS i dag er et forsvindende lille problem i Danmark – og at man med den rette behandling kan leve i ganske mange år selv efter at man er blevet testet HIV-positiv – så forholder det sig en del anderledes på verdensplan. Mellem 36 og 45 millioner mennesker, især i det sydliuge Afrika, er i dag smittet med AIDS, heraf mellem 2 eller 3 millioner børn. WHO og UNAIDS lancerede i 2003 deres ganske ambitiøse projekt ‘3×5’, hvor målet var af mindst 3 millioner smittede skulle modtage anti-virus medicin inden udgangen af 2005. Som det ser ud i dag, når man kun en tredjedel af det mål. Et problem er bl.a., at anti-virus medicin kræver en god infrastruktur, ordentlige sanitære, sundhedspersonale, medicinen virker bedst hvis man har en god ernæringstilstand osv, osv, osv. Ting som ganske enkelt ikke er til stede der hvor der er brug for det.

Så hvad skal man gøre? Jeg har selvsagt ikke løsning, og jeg næppe fikse samtlige institutionelle og strukturelle problemer i Afrika og Asien. Hvad jeg derimod kan gøre er at opfordre til forebyggelse sammen med behandlingen. Det sidste er vigtigt, men i det lange løb så virker uddannelse, oplysning, øget brug af kondomer, ændring af synet på kvinder altså bare bedre. Og så nytter det ikke noget at lade tåbelige ting som religion, normer og middelalderlige moralsystemer stoppe det eneste fornuftige der er at gøre.

Der er mange andre ting man kan og bør gøre noget ved: Malaria, sanitære forhold i udviklingslandene, hungersnød, liberalisering af verdenshandlen osv., men må hellere slutte dagens prædike her. Det er jo trods alt også min fødselsdag 😉

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….