Kim Ghattas – ‘Black Wave’

Kim Ghattas’ ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

AP 7902010607

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft – og har stadig – en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter – fraset, måske, israelernes invasion i Libanon – har haft. 

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave’, men klogere – det bliver man indiskutabelt.  

Riskær

Den var ret interessant, den meget omtalte dokumentar ‘Riskær – den dømte demokrat’. Måske ikke så meget angående hans politiske indhold1, men personen/kandidaten Klaus Riskær anno 2019 får man et glimrende indblik i.

Jeg ved ikke helt hvad min konklusion ender med at blive.

På den ene side er han en mand med en sag. Jeg tror egentlig på ham, når han udtrykker et ønske og en længsel om at forandre samfundsmodellen til det bedre. På den anden side, så fornemmer man hele tiden at han er en charlatan, lidt for smart og mangler et moralsk anker til at moderere sin impulsivitet. Han fremstår begavet, men ikke viis – og han har historisk set for ofte anvendt sin intelligens til at implementere sine forkerte valg. Jeg håber inderligt for ham (og det borgerlige Danmark), at han omgør sin beslutning om at stille op igen til næste folketingsvalg. 

Slutteligt forstår jeg ikke helt hvorfor politikere siger ja til at deltage i den type dokumentariske programmer. For er der nogen politikere, der er endt med at stå stærkere i eftertiden af at lade et kamerahold følge dem op til og under en valgkamp? Er de så forblændede af ønsket om at kunne forme fortællingen om sig selv, at de ikke ser risikoen? På stående fod kan jeg huske den inderligt tåkrummende ‘Dagbog fra midten’ (2009) om Ny Alliance og ‘Lykketoft Finale’ (2005) om titelpersonens tabte valgkamp mod Anders Fogh. Begge film der næppe glædede eller gavnede de involverede politikere. 

  1. Som jeg stadig er for uintelligent til at forstå i al dets kompleksitet og grandiose visioner []

30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.

Hobbypolitik

Måske problemstillingen er mindre akut i et foreningsland som Danmark, men jeg har alligevel tænkt en del over Eitan Hershs argument om det skadelige i ‘political hobbyism’. For selvom det kan føles som en ørkenvandring at sidde i endnu et møde i den lokale partiforening, så har Hersh ret. Valg vindes ikke af facebookkrigerne, og magt flyttes ikke af semi-passiv fordøjelse af den politiske nyhedsstrøm. Man er nødt til at møde op og være med. 

Anna Fifield – ‘The Great Successor’

Der var begrædeligt få stille stunder under familiens pilgrimstur til Lalandia, men jeg fik dog læst det meste af Anna Fifields portrætbog om Kim Jong Un.

Bogen har fået endog særdeles positive anmeldelser og den giver bestemt et interessant og journalistisk velskrevet indblik i forholdene i Nordkorea i disse år, både for den menige nordkoreaner og på et mere overordnet samfundsniveau. Det er muligvis ikke den mest tankevækkende bog jeg har læst om Nordkorea (det er stadig Brian Myers ’The Cleanest Race’, der argumenterer for at den nordkoreanske statsideologi er racebaseret/racistisk nationalisme snarere end kommunisme), men man bliver bestemt klogere efter endt læsning.

Opløftet bliver man dog ikke. Den tredje Kim i dynastiet efter Den Store Leder og Den Kære Leder fremstår i bedste fald som et skruppelløst magtmenneske, der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for regimets fortsatte overlevelse.

Nordkorea er en parasitagtig gangsterstat, der faciliterer international kriminalitet og terrorisme. Regimet har været villig til en helt ekstrem og totalitær undertrykkelse af befolkningen, og på trods af en bizar ideologi om selvstændighed eksisterer landet udelukkende så længe Kina at ser en interesse i at have en buffer mod Sydkorea. At der nu er atomvåben inde i billedet gør kun det hele endnu værre.

Nu kan man selvfølglig diskutere hvad en ’løsning på Nordkorea’ reelt bør handle om. Regimeskifte? Atomar afrustning? At få forvandlet Nordkorea til en blot nogenlunde normal international aktør?

Uanset hvad ens succeskriterium er, så er det dog vanskeligt at se hvad den nordkoreanske ledelse og Kim Jong Un personligt skulle få ud af øget åbenhed og nedrustning. Faktisk vil det outcome være noget nær det eneste, som et gangsterregime med atomvåben ikke er interesseret i. På den måde ryger ens personlige sikkerhed og mulighederne for at berige sig selv jo. Så hellere fastholde rollen som international paria. Uanset hvad man mener om Trumps nordkoreanske tilgang (og jeg betragter den som dybt imbecil og amoralsk), så er det vanskeligt at pege på noget, der rent faktisk har virket i at presse regimet. Sanktionerne omgås let via Kina, og så er man lige vidt.

Som det nok fornemmes, tror jeg vi kommer til at trækkes med Nordkorea og Kim-regimet i mange år fremover. I hvert fald indtil den dag, at kineserne får nok af at finansiere landet. Omvendt er de (og Sydkorea) næppe interesseret i at der strømmer 25 mio. ludfattige, underernærede og uoplyste racister ind over deres grænser, så mon ikke alle parter vil sig for næsen og gøre hvad de kan for at holde showet kørende.

Sinocentrisme

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.: 

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er mildest talt ikke en stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller. 

Jeg tænkte da også en del over de tre modeller mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’ (tidligere omtalt her). Der er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger1, hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden2. Og jeg har nok Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der – som Frankopan – mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde

Det er interessante tider vi lever i!

  1. Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan []
  2. Læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times []

Letná

Jeg er generelt skeptisk overfor folkelige protester. Både som koncept1 og overfor deres evne til at afstedkomme reel politisk forandring.

Magtrelationer har det med at være irriterende grumsede og gråtonede. Der er sjældent nogen aktører, der er entydigt onde eller gode. Det er ganske enkelt svært at gennemføre samfundsforandringer, ikke mindst i folks hoveder og i institutioner såsom retsvæsen, offentlig forvaltning og det politiske system.

Det er eksempelvis snart 30 år siden Muren faldt, og vi opererer stadig med ‘Østeuropa’ som en meningsdannende forklaringsmodel for landene, der af historiske årsager havnede på den forkerte side af jerntæppet. Den slags mentale billeder hjælper demonstrationer ikke på. Og som det har kunne ses i Sudan og Hong Kong indenfor de seneste 6 måneder, så er totalitært indstillede regimer fuldt ud villige til at ignorere eller anvende vold overfor store demonstrationer. Det arabiske forår skabte noget positivt i Tunesien, men de fleste andre steder er det udartet sig negativt – se bare på Egypten og Syrien.

Det er kort sagt mest på film, at ædle og demokratisk sindede folkemængder gnidningsfrit kan føre os ind i paradis.

Nu er det naturligvis langt fra fair at sammenligne et land som Tjekkiet med diktaturstater som Kina. Der er trods alt tale om et civiliseret samfund, med en stolt tradition for netop, ja, samfundsforandrende demonstrationer og et stærkt civilsamfund. Men jeg kan alligevel ikke dulme min skepsis overfor effekten af de aktuelle demonstrationer mod premierminister Andrej Babiš.

Bevares, 250.000 mennesker på Letná pladsen er mange. Men det tjekkiske politiske system har været dysfunktionelt længe – i hvert fald mindst siden jeg var praktikant på ambassaden i Prag i 2005 – og de strukturelle sygdomme bliver ikke kureret af, at man måske/måske ikke slipper af med en korrupt populist som Babiš.

Men lad os nu se. Måske undervurderer jeg tjekkerne. De har overrasket mig før.

  1. Store menneskemængder gør mig nervøs!

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

For nylig skrev jeg et kritisk indlæg om en udfordringerne med en SV-regering. Jeg ved ikke om jeg er blevet direkte klogere, men har sammen med en partifælle forfattet en kronik om behovet for en SVR-regering, som vi forhåbentlig får publiceret i en avis en forkortet udgave en af dagene. Nedenfor er dog den uforkortede udgave. De aktuelle udmeldinger fra Radikale in mente, så virker det som det relevante tidspunkt at få det kommunikeret:

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

Danskerne skal om få dage igen forbi stemmeboksen, og statsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om en SV-regering har skabt stor debat. Som de fleste andre medlemmer af Venstre, blev vi også overrasket. For er det virkelig en SV-regering, vi som liberale skal kæmpe for? Vores svar er ja, men at en sådan regering bør udvides med en central partner: Radikale Venstre. Det vil sætte reformsporet og en økonomiske ansvarlig politik i centrum, og som sidegevinst kan denne regering genudpege Margrethe Vestager som EU-kommissær.

Baggrunden for vores konklusion skal findes i det netop overståede valg til Europa-Parlamentet. For hvad er egentlig signalet fra vælgerne? Faktuelt fik Venstre heldigvis et flot valg. Dansk Folkepartis kollapsede nærmest, og Folkebevægelsen mod EU kom slet ikke ind i det nye parlament. SF og Radikale gik frem.

Så hvad kan vi lære?

Først og fremmest at bæredygtighed – klima, miljø, natur – er et centralt emne for vælgerne. Venstre har rykket sig kraftigt på denne dagsorden og er ikke mere et fodslæbende parti på den grønne front. På europæisk plan går liberale partier ligeledes forrest i bestræbelserne på at formulere kloge, markedsbaserede, globalt orienterede og teknologioptimistiske løsninger. Den dagsorden skal Venstre fortsat være en del af. Danmark har som land ikke råd til at bæredygtighed reduceres til venstrefløjens definition i form af forbud, afsavn og regulering.

For det andet at vælgerne ønsker et bredt samarbejde. I en usikker verden med Brexit, klimaforandringer, migration og nedbrud af internationale institutioner, sendte vælgerne med flotte valg til Venstre, Socialdemokratiet og Radikale et klart signal om, at de ønsker at de klassiske partier tager ansvar for at skabe varige løsninger.

For det tredje vidner den høje valgdeltagelse ved EP-valget om, at vælgerne ønsker en EU-positiv dagsorden og at EU går forrest med globalt lederskab. Danskerne efterspørger løsninger på grænseoverskridende problemer, og de forventer, at deres politikere medvirker til at finde dem.

Set i det lys mener vi, at hvis det parlamentarisk er muligt, så bør Socialdemokratiet, Venstre og Radikale danne en regering efter folketingsvalget 5. juni.

En SVR-regering vil være garanten for en stabil, ansvarlig og bæredygtig økonomisk politik. Vi vil i et fælles kompromis kunne skabe balance ved at føre en langsigtet og fornuftig politik, der kommer hele landet til gode. Fællesmængden mellem de tre partier er så stor, at vi sammen vil kunne skabe de varige løsninger, som vælgerne efterspørger og som kloden har brug for. Det vil skabe vækst og flere penge til velfærd. I stedet for parlamentarisk fastlåsthed, vil vi kunne få en handlekraftig dansk regering, der både passer på og udvikler Danmark.

I forhold til en smallere SV-regering vil Radikal regeringsdeltagelse give store fordele.

Dels er Radikale et ansvarligt parti, der kan sikre de nødvendige økonomiske reformer af velfærdssamfundet, og holde de værste økonomiske udskejelser fra døren, som en SV-regering kunne tvinges til. Dels har Radikale en stærk position indenfor bæredygtighed, hvilket kan holde de to regeringspartnere til ilden. Dels er Radikale et parti, der altid har kunne arbejde til begge sider. Måske det er tid at de gør det samtidigt.

Radikale vil i en regering med Socialdemokratiet og Venstre også kunne sikre globalt lederskab i EU. Er Radikale med i regeringen er de direkte med til at udpege kommissæren, som jo er regeringens suveræne kompetence. Margrethe Vestager har været en fremragende konkurrencekommissær, der nyder stor respekt og anerkendelse i Europa og resten af verden. Hun er den absolut mest kompetente repræsentant Danmark kan sende, er et brand i sig selv og er den mest indflydelsesrige dansker på globalt plan.
Var der direkte valg til kommissærposten, ville hun vinde afstemningen suverænt. Det vil være en stor svækkelse af Danmark, hvis hun ikke fortsætter i sin rolle.

Endelig vil det holde yderfløje og populister uden for indflydelse. Partier som Stram Kurs vil ikke igen kunne holde dansk politik som gidsler. Samtidig vil der på hver side af en SVR-regering vil der være et sundt lag af en konstruktiv kritisk opposition i form af SF, Alternativet, Konservative, DF og Liberal Alliance, der vil holde regeringen på tæerne og sikre, at den bliver holdt til regnskab for den førte politik. Det vil give dynamik og innovation.

Kritikerne vil indvende, at historien viser at en SVR-konstellation er ustabil, politikforskellen partierne imellem for store og at en sådan regering vil være handlingslammet.

Vi mener at de store samfundsudfordringer gør, at situationen i dag er helt anderledes end f.eks. for SV-regeringen i 1970’erne. Partierne er i dag nødt til at gå på kompromis, hvis løfterne til vælgerne om ansvarlighed skal holdes. Der er en klar bevidsthed om, at det politiske system ikke kan fortsætte med stilstand og den uproduktive blokpolitik.

I substansen er politikforskellen i dansk politik ikke særligt store. 90% af al lovgivning i folketinget vedtages med brede flertal. Og fraset yderfløjene er alle partier grundlæggende enige om, hvad det er for et fælles Danmark vi ønsker.

I valgkampen har vi set en tilnærmelse mellem Venstre og Radikale, ikke mindst i diskussioner om integration og udlændinge samt aftale om pension. Det er ikke et tilfælde, at den tidligere Venstre statsminister Poul Hartling som FN’s flygtningehøjkommissær modtog Nobels Fredspris i 1981 på vegne af UNHCR. Det var fordi han var en af hovedkræfterne i at muliggøre kvoteflygtninge. Det illustrerer at de socialliberale og liberale partier har fælles tankegods. Radikale vil skulle acceptere den fair og faste udlændingepolitik, som et stort flertal i befolkningen bakker op om. Til gengæld vil V og S skulle acceptere at modtage kvoteflygtninge. Stoppet for kvoteflygtninge var i forvejen en helt unødvendig stramning, som et bredt flertal bør gøre op med.

Selvom der er forskelle i partiernes udmeldinger – der er jo trods alt en valgkamp i gang -, så er forskellene kort sagt ikke større end at SVR sagtens kan arbejde sammen, også efter denne valgkamp.

Og det er værd at huske på, hvad det egentlig er vi i fællesskab har opbygget gennem tiden i Danmark.

For vi er et land, der gennem generationer i fællesskab har opbygget en universel velfærdsstat, et liberalt demokrati, en stærk retsstat, korruptionsfri institutioner, begrænset ulighed og en stabil økonomi. For mange andre lande er det en situation, de nærmest kun kan drømme om at befinde sig i.

Men tingene er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde, svære beslutninger og ikke mindst en vilje til forandringer og nytænkning. Socialdemokratiet, Venstre og Radikale har alle store aktier i succesen. Hvis man ser på opbygningen af velfærdsstaten i 1960’ere og de nødvendige økonomiske reformer i 1980’erne, så var de resultatet af modige politiske beslutninger og visioner. Det vidner om, at hvis politikerne tør tænke længere frem end til næste valg og tør tage ansvaret for det fælles bedste, så kan det forandre tingene markant.

Lokalt ved man godt, at vigtige beslutninger klogest træffes i fællesskab. At det er bedst, når man finder holdbare løsninger, som vi på tværs af partiskel og anskuelser kan bakke op om. Ansvarligt samarbejde mellem de tre partier ses ofte i kommunerne og regioner. Så hvorfor ikke nationalt?

Det er nu det nye folketing skal gå forrest.