Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge. 

Seeing Like a State

Det er uhyre sjældent at jeg læser politologiske bøger, men store dele af James C. Scott ‘Seeing Like a State’ er virkelig interessant og tankestimulerende. Bogen er vanskelig at opsummere i et kort blogindlæg, om end de særligt interesserede kan læse en diskussion af Scotts centrale teser her, her og her.

Grundlæggende er bogen et opgør med planlægning, ‘high modernism’ og central styring i bestræbelserne på at opbygge utopiske samfund.

Le Corbusiers forslag til ‘Ville radieuse’, hans utopiske og højmodernistiske vision for den idéelle by

Der er et decideret fantastisk kapitel om Le Corbusier og højmodernisme indenfor arkitekturen. Jeg vidste ikke meget om de bizarre principper bag opførelsen af Brasília , ligesom jeg ikke kendte til (de efter min mening helt vanvittige tanker i) Congrès Internationaux d’Architecture Moderne. Det var noget af en øjenåbner.

Det samme gælder kapitlet, hvor han illustrer uenigheden mellem Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg om hvorvidt man kan planlægge et samfund. Selv for en ikke-marxist er det berigende at udforske forskellene mellem den benhårde centralist Lenin og Luxemburg, der i langt højere grad så den marxistiske revolution som noget spontant og diverst.

Bogen er varmt anbefalet, hvis man – som jeg – kan hidse sig op over den slags emner.

Alternativet er også grimme indeni

Guderne skal vide at jeg politisk-ideologisk ligger ganske fjernt fra Alternativet. Men jeg forstår ikke hvorfor Niko Grünfeld ‘af hensyn til partiet’ var nødt til at trække sig som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune. Efter at have siddet på posten mindre end et år? Det er da om noget parti-selvskadelig virksomhed, som den københavnske partiforening har gang i.

For hvad er det præcist manden har gjort?

Dekoreret sit kontor for 130.000 skattekroner? Ok, men det er jo ikke ulovligt, og beløbet er tydeligvis indenfor hvad Københavns Kommune normalt finder er et rimeligt for indretningen af et borgmesterkontor. Så hvorfor den store opstandelse?

Besiddet et forskruet ego og haft et eksorbitant privatforbrug? Valgt en forkert borgmesterpost? Ok, men det har vi jo alt sammen vidst lige siden valget i november 2017 og det bizarre Børsen interview. Hvori består det nye?

Pyntet på sit CV? Altså, herregud, vi taler jo ikke ligefrem om Anna Castberg’sk bedrageri i Grünfelds tilfælde. Nå da da, er en bachelor blev til en master? “Sikke noget griseri!”, som min ældste arving ville sige det. Men hvor mange derude i den virkelige verden kan se sig helt fri for at have tilføjet 10-15% ekstra bullshit til et CV, når de skulle beskriver hvor vigtige og ansvarsfulde deres hidtidige stillinger har været? Jeg er selvsagt ren som nyfalden sne i den henseende, men jeg vil gætte på, at den slags CV-boosting ikke er … ualmindeligt.

Intet af det ovenstående – hverken isoleret eller i sin helhed – er begrundelse nok til at en politiker behøver trække sig fra en vigtig tillidspost.

Det siger meget om den amatørisme der kendetegner Alternativet, når de ikke besidder den fornødne rygrad og loyaliteten til at bakke op om deres spidskandidat og kulturborgmester. Enten det, eller også har der siddet et indebrændt bagland og bare ventet på at kunne vippe Grünfeld af pinden. Man behøver ikke engang – som undertegnede – være medlem af et iskoldt og kynisk magtparti for at spekulere lidt over om det mon var nogen i Alternativets bagland, der gavmildt fodrede Radio24syv og Berlingske med guf og rygter om Grünfeld. Alt andet ville være besynderligt.

Selvom Grünfeld som politiker irriterer mig grænseløst, så burde han ikke have trukket sig. De fleste kan nu se at Alternativet er præcist ligeså grimme indeni, som alle de andre partier er. Og det kommer ikke til at gavne dem på det lange sigt.