Frank er færdig

Opdatering: Indlægget blev skrevet før Frank Jensen indkaldte til pressemøde, og meddelte at han træder tilbage. Jeg havde egentlig troet, at han efter mødet og opbakningen i aftes ville få mulighed for at gå rundt som en zombie i en periode, så partiledelsen kunne finde en afløser for ham frem mod det opstillingsmøde, som de gerne vil koreografere. Det er nemt at være bagklog. Men Frank Jensen har vel hele tiden været en af dem, man vidste var problematisk. Og han må selv have været klar over risikoen. Hvorfor har han ikke lavet en politisk strategi, og forhandlet med sine kritikere og støtter? Det her er politisk leder nummer to, der undervurderer blodrusen/revolutionen. Østergaard troede også han kunne fortie/håndtere det i stilhed – og tilmed give den i rollen som #metoo-fortaler. De troede begge at hensynet til partiet og magten vejede tungere for medlemmerne end et blodigt opgør. Men sådan er det tydeligvis ikke. Revolutionen skader gerne partiet i jagten på hævn og retfærdighed. Så Radikale er i ruiner og S er svækket i København.

Har vi tidligere haft sådan et politisk fænomen? Hvor man på tværs af det politiske spektrum er klar til at brænde landsbyen ned? Der er helt klar “drain the swamp”-resonans i vælgerhavet. Ud med den bestående, semikorrupte og hykleriske politiske elite. Uden sammenligning i øvrigt, så skal ingen fortælle mig, at de mekanismer der drev Trumps valgsejr i 2016 – vreden, populismen – ikke også gør sig gældende i Danmark. Spørgsmålet er om partilederne kan ride stormen af ved at lave strategiske blodofre (ikke på for lavt niveau, men selvsagt heller ikke så det går udover deres egne allierede) og pseudo-katarsis manøvrer, à la Socialdemokraternes advokatundersøgelse. Omvendt er revolutionen jo en glimrende mulighed for at slippe af med politiske modstandere. Situationen rummer både risiko og muligheder. Det bliver spændende at følge de kommende måneder.


Frank Jensen er færdig som overborgmester(kandidat) i København. Andet kan man næsten ikke udlede efter at statsministerens udmelding i dag. Hun desavouerer ham fuldstændigt med udmeldinger om “der ikke er truffet konklusioner i sagen” (LÆS: Du er død, Frank) og “Chikane og krænkelser kan ikke forsvares. Vi skal i fællesskab skabe en kultur, hvor det ikke er i orden. Hverken i ord eller handling” (LÆS: Du er dødere end død, Frank).

Står det til troende, så har den socialdemokratiske top vurderet, at det i længden er for for dyrt at have en postuleret seriekrænker i den position. Hvis han bliver siddende som overborgmester, hvad har han så af indflydelse i borgerrepræsentationen det kommende år? De andre partier kan jo sagtens lugte stanken af død omkring ham og holde ham udenfor indflydelse. Og kan han overhovedet vinde et valg i 2021? Hvad nu hvis Enhedslisten stiller med en Pernille Skipper eller Johanne Schmidt-Nielsen som spidskandidat? Han vil blive blæst af banen. Københavns Kommune bliver Enhedsliste-land. Det har de ikke råd til Socialdemokratiet. København er for vigtig for selvforståelsen.

Mon ikke Karen Hækkerup kigger længselsfuldt på sin telefon efter et opkald med en opfordring til at stille op, nu hvor Frank Jensen beklageligvis måtte trække sig. Han kan nu se frem til tre års politisk karantæne inden Socialdemokratiet genopfinder ham som ren, reflekteret og reformeret kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2024. Stakkels mand. Lad os håbe at han har nogen velbetalte bestyrelsesposter, så han har lidt til dagen og vejen. Hvis han sygemelder sig eller søger orlov med løn – den slags kan borgmestrene jo godt lide at gøre i Københavns Kommune – så går det nok lige.

Således er alle glade.

Indtil videre da. Men hvad med Jeppe Kofoed? Statsministeren har heldigvis for ham lavet en lille genistreg med sin advokatundersøgelse, hvor de krænkede selv skal melde sig. For hvis pigen fra DSU-lejren ikke har meldt sig selv de seneste 12 år, hvorfor skulle hun så gøre det nu? Hokus pokus, når hun ikke gør det, så er der jo slet ikke en sexismesag med Kofoed, og han HAR jo sagt undskyld og det var jo ikke *ulovligt* det han gjorde, så skal vi ikke allesammen bare komme videre i teksten? Det er genialt fundet på. Magtpolitikeren Frederiksen udstiller igen og igen sin taktiske overlegenhed over den syge og svagelige Ellemann, der ikke engang kan få sin næstformand til at stoppe med at underløbe ham.

Så mangler vi kun én ting. Nemlig statsministeren selv.

Er det kun mænd, der kan krænke? Hvordan afgrænser man egentlig ‘krænkelser og chikane’? Handler det kun om køn? Hvad er det for en ‘kultur’, Frederiksen selv er eksponent for? Hvad med de velbelyste forhold i Frederiksens tid som justitsminister? Hvor embedsværket i ministeriet blev så oprørt over hendes barske ledelsesstil, at mange kontaktede medier for at fortælle om det? Hvor konflikten kulminerede, da embedsmændene en dag mødte på arbejde klædt i sort og nægtede at tale til ministeren i 24 timer? Vidner det om en politiker, der skal tale højt om at skabe sunde, inkluderende kulturer uden krænkelser og fornedrelser? Eller er vi igen ude i det iskolde magtmenneske, der ikke skyr nogen midler for at nå sine mål?

Der skal i hvert fald blive spændende at se, hvor sexismebølgen ruller hen herefter – og om vi som samfund er klar til at se krænkelser i et bredere perspektiv.

Normalisering

Misforstå mig nu ikke: jeg nedtoner ikke farligheden af COVID–19. Jeg taler på ingen måde for at slække på hverken hygiejnen, afstanden, hensyntagen, testning eller smitteopsporing. Som gift med en læge, der har haft sin daglige gang på en COVID–19-afdeling og nu arbejder i almen praksis, så ved jeg udmærket, hvad vi har med at gøre. Dødelige pandemier skal tages alvorligt.

Selv hvis der (hvilket ville være et uhørt tempo) kommer en vaccine lige om lidt, og den tilmed kan distribueres effektivt (hvilket er tvivlsomt eller i hvert fald en logistisk udfordring) og tilpas mange lader sig vaccinere, så vurderede Anthony Fauci forleden dag, at vi tidligst er tilbage til en ‘normal’ (hvad det så end betyder) situation i slutningen af 2021. I et best case scenarie er vi med andre ord ikke engang halvvejs i pandemien.

Netop fordi COVID–19 kommer til at være her i lang tid fremover, så er der brug for en mere normaliseret måde vi taler om ‘samfundet med COVID–19’. For hvor længe kan vi som samfund egentlig leve i en oplevet lavfrekvent undtagelsestilstand? Hvilke konsekvenser får det på det lidt længere sigt?

Hver dag kl. 14 kan man regne med, at samtlige danske nyhedsmedier laver en breaking nyhed om tallene fra SSI om antal nysmittede, antal indlagte og antal døde. Så spørger de en (af de efterhånden ganske mange) eksperter, hvordan man mon skal fortolke dages udvikling. De svarer som regel noget vævende, men normalt indenfor et spektrum mellem ‘DOMMEDAG NU!’ og ‘Vi må vente og se’.

Sådan kører det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Alt imens at de nationale myndigheder producerer en lind strøm af (gennem tiden meget varierende og til tider direkte indbyrdes modstridende) anbefalinger, retningslinjer, vejledninger og bekendtgørelser til implementering af de stadig mere trætte medarbejdere på landets hospitaler, dagtilbud, skoler, ældrecentre og private arbejdspladser.

Det hele foregår med den latente frygt for, at pandemien om et øjeblik trænger igennem vores fernis af normalitet og kontrol, så vi får Bergamo-tilstande i Danmark – ligesom statsministeren advarede om, dengang i marts. Things fall apart; the centre cannot hold, som Yeats så malerisk beskrev verdens ende.

Som understreget ovenfor: jeg siger ikke at frygten er uden grund. Det meste af det vi gør er rigtigt og nødvendigt. Men jeg spekulerer en del over, hvad den systemiske angstskabelse er udtryk for. Hvad dens funktion er. Og ikke mindst: hvordan den vil påvirke os som individer, socialt og samfundsmæssigt, når vi engang er ovre på den anden side af COVID–19?

Jeg ønsker virkelig, virkelig ikke at lyde som Saszeline eller de andre sølvpapirhatte. Og Guderne skal vide, at jeg afskyr den syndflod af amatør-epidemiologer og YouTube-uddannede virologer, der opstod efter COVID–19. Jeg hader de typer, der har regnet ud hvordan tingene virkelig hænger sammen. Konspirationsteorier ligger mig fjernt.

Men det er vanskeligt ikke at se den politiske magtudøvelse bag den systemiske angstskabelse. Kommunikationen af den permanente undtagelsestilstand. Udskamningen af de grupper (tidligere var det dem rejste til udlandet i ferierne, nu er det unge der holder for meget fest), der ikke udviser tilpas agtpågivenhed og overholdelse af myndighedernes krav. Alt sammen er jo uhyre effektivt til at sikre befolkningens accept af de nuværende (og fremtidige) restriktioner i den individuelle frihed.

Frihedstabet og angsten er åbenbart prisen for en samlet håndtering af en pandemi. Det egentlig spørgsmål er dog, hvad det får af langsigtede konsekvenser? Selvfølgelig dels for de somatiske sygdomme, hvor den manglende lyst til at gå til læge og udskydelsen af undersøgelser og operationer med statsgaranti vil føre til flere dødsfald og uopdagede sygdomme.

Men måske endnu mere dystert: hvordan har den mentale sundhed det, når vi kommer om på den anden side? Kommer vi til at få generationer af børn og unge, der lider af angst, OCD, depression og håndeksem? Hvordan klarer de i forvejen psykisk sårbare sig igennem denne tid, hvor nærværet er mindre og der er skruet op for angsten? Og er COVID–19 blot ouverturen til næste store angstøvelse i form af håndtering af klimakrisen? Hvor store veksler kan man egentlig trække på sammenhængskraften i et samfund ved at indføre permanent undtagelsestilstand?

Samlet set tror jeg, at der er brug for en ‘normalisering’ af måden vi opfatter og omtaler COVID–19. Den samlede indsats og den enkeltes ansvar for at vise agtpågivenhed, skal der naturligvis ikke lempes på. Men vi kan ikke vedblive med at opretholde det nuværende angstniveau og den mentale undtagelsestilstand. Myndighederne og medierne må skrue ned for retorikken.

Mangelfuld politisk analyse

Jeg fortryder allerede mit indlæg om Trump forleden. Ikke af et blødende hjerte over at han nu er testet COVID-19-positiv eller fordi indholdet som sådan ikke afspejler mine tanker her og nu. Men det var et indlæg af den type, jeg selv hader og foragter, når andre skriver dem. Grebet af en stemning, udelukkende baseret på holdninger og meget lidt langtidsholdbart. Med fokus på proces og spin fremfor en reel politisk analyse. 

Det er min ambition at blive bedre til at forstå politik, historie og samfund ud fra en ‘Longue durée’-tilgang. Altså en analyse af de langsigtede og tektoniske bevægelser, snarere end et fokus på begivenheder og sager. I det store billede er Trumps arbitrære adfærd, obskønne retorik og spin i mine øjne ikke det vigtige. Det er derimod de langsigtede geopolitiske effekter og de afledte negative konsekvenser for den liberale verdensorden. Den slags gradvise forandringer, som kumulativt ændrer retningen. Og som historikere vil se tilbage på om 10, 20 og 50 år som reelt betydningsfulde.

Desværre er den slags forandringer vanskelige at analysere mens tingene foregår. Men det er det perspektiv, jeg burde forsøge at efterleve – snarere end æh-bæh-buh reaktioner på noget aktuelt.

Kompetencer

Fik tilsendt et interessant indlæg fra Punditokraterne – en blog jeg husker at have læst tilbage urtidssuppen i midten af 00’erne – om hvem der vælger at blive politikere. Med den sande libertarianers skepsis overfor politikere, skriver de:

Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke politikernes personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Muligvis en lidt polemisk konklusion, men jeg kan følge den et stykke hen af vejen.

Jeg lyttede for et stykke tid siden til en Malcolm Gladwell podcast, hvor han behandlede selektionsmetoder af politiske kandidater (og CEO’s og videnskabelige artikler!). Fordi de fleste mennesker er så usandsynligt ringe til at vurdere andre menneskers reelle kompetencer og væsen, så lader vi os forblænde til at stemme på de kandidater, der er gode til ‘sælge sig selv’, holder gode taler, er skarpe i en politiske debat og er ekstroverte. Og det vel at mærke selvom disse egenskaber intet siger om kandidaternes lederevner, intelligens, indsigt, empati, etik, arbejdsmoral, samarbejdsevner, beslutningskraft eller evne til at skabe politiske resultater sammen med andre.

Denne bias betyder, at de indadvendte, stille og mindre opmærksomhedssøgende typer de facto bliver sorteret fra på jobmarkedet og politiske hverv, selvom de måske alt andet lige kan være mere kvalificerede – og derved ville være langt bedre at have i kommunalbestyrelsen, i folketinget eller som kolleger.

Jeg ved derfor ikke om der som sådan er noget galt med politikere per se. Men jeg er ret sikker på, at den måde vi rekrutterer og udvælger kandidater betyder, at enorme mængder potentiale og talent bliver spildt. Det kræver en særlig opmærksomhedssyg personlighed, at have lyst til at føre en valgkamp og være i rampelyset. De færreste har lyst til det, og dermed ender vi med Dunning-Kruger’ske politiske processer.

Jeg kom til at tænke yderligere over spørgsmålet om politikernes kompetencer – eller mangel på samme -, da jeg lyttede til (endnu!) en podcast. Det var et interview med forfatteren til en ny biografi om John Maynard Keynes, hvor de betonede Keynes’ evne til at tænke syntetisk og se de helt store sammenhænge. Uanset hvad man måtte mene om Keynes’ økonomiske teorier i øvrigt, så anerkende de fleste nok at han noget af et renæssancemenneske og en polymat. Og selvom han ikke var politiker, så kan man godt savne, at vi i dag på globalt plan havde visionære ‘stortænkere’ som ham til at hjælpe med at forme og fortolke verden i en omskiftelig tid. Af filosofkonger og statsmænd har vi vel i 2020 reelt kun Merkel (lidt endnu) og Xi Jinping (der må siges at være magtpolitikeren par excellence), mens typer som Macron gerne vil give indtryk af at være det. Ellers er der destruktive taktikere (Putin) og Hindutva-ekstremister (Modi). Trump magter jeg ikke engang at nævne i den samtale.

Lang historie kort, så virker det til, at vi pt. er begunstiget med et nærmest unikt svagt hold af inkompetente globale beslutningstagere. Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for nogen, der kan og vil genrejse den liberale verdensorden – og tage fat på at løse de globale problemer, først og fremmest klimakrisen. Tror vi med fordel kan holde på hat og briller i de kommende år.

Første og eneste politiske COVID-19-indlæg

Jeg har egentlig svoret at denne blog vil være COVID-19-fri zone. I hvert fald  de politiske aspekter. Men som alle de andre indespærrede og kuldrede tosser med fire ugers akkumuleret frustration og for let adgang til nettet, så brænder jeg inde med masser af uinformerede holdninger og opfattelser af verdens sande tilstand. Ikke mindst når det handler om de verserende diskussioner om oplukningen af landet.

Jeg blev decideret gal over statsministerens fjantede pressemøde i går. 23 minutters indholdsløst nonsens, indpakket i socialdemokratiske selvgodhed. Det var rædsomt.

Hidtil har jeg ellers – på trods af min borgerlige observans og myndighedernes skiftende udmeldinger – haft en tiltro til, at strategien var den rigtige og regeringen havde det fælles bedste for øje.

Efter i går tror jeg ikke på det længere. Nu hvor der skal åbnes og træffes vanskelige beslutninger, der ikke kun drejer sig om at lukke ned og indskrænke frihed, så handler det igen for regeringen om partipolitik og spin. Det er mit indtryk, at oplukningen kommer til at vare alt for længe og vil blive alt dyr – og at det primært vil være fordi Mette Frederiksen (den store, autoritære Strammer) ikke vil løbe en risiko med sit resolutte image.

Det ses bl.a. i den aktuelle genåbning af dagtilbud og skoler. Det er fuldstændig vanvittigt hvad pædagogerne og lærerne bliver udsat for i det hygiejne- og kontrolregime, som lige nu lægges ned over institutionerne. De vil ikke kunne udføre deres kerneopgaver i form af omsorg, tryghed og læring, når de skal holde afstand, vaske legetøj konstant og i øvrigt selv gå og være urolige. Det er dybt fremmedgørende for børnene og medarbejderne – og det er en Sisyfos-indsats, for børnene (og afledt heraf: deres forældre) vil blive smittet på et tidspunkt. Hvilket som udgangspunkt vil være ok, da børn, deres (relativt) yngre forældre og almindeligt raske medarbejdere ikke er i risikogrupperne. Så hvorfor gennemføre en masse foranstaltninger, der hverken er effektive eller meningsfulde – men som til gengæld reducerer livsglæden hos alle parter og skaber angste børn? Og altsammen for at regeringen ikke må fremstå som for overmodig. Det giver ikke mening.

Nå, så fik jeg raset ud. Jeg er fuldstændig tryg ved at mine børns børnehave kommer til at gøre alt hvad de kan for at skabe en tryg og omsorgsfuld (anderledes) hverdag, så længe det urimelige genåbningsregimet kører. Men jeg synes ikke det er fair overfor hverken dem eller børnene, at de skal udsættes for det. Og jeg stoler ikke længere på statsministeren. Nu er det desværre politisk hverdag igen.

Med fare for at lyde helt radikal: er det ikke bemærkelsesværdigt hvor tavse alle de nationalkonservative og højreorienterede er for tiden? Alle disse kulturkrigere, der går så sygeligt meget op i ‘danskhed’, og som i ikke-krisetider primært udmønter det i form af symbolpolitik, konspirationsteorier og kritik af minoriteter? Er det ikke pudsigt hvor ligegyldige de og deres identitets-bullshit er, når lokummet virkelig brænder? Hvor få svar de har i situationen? Hvor lidt de har at byde på, når det handler om at stå sammen og bygge op? Og det vel at mærke i en tid, hvor vi virkelig finder ud af, hvad vores værdier og kultur egentligt går ud på? Så har de intet reelt at byde ind med. Det er meget afslørende. 

Lost in the Plot

Jeg havde egentlig forbudt mig selv at læse mere om Covid-19 og dens konsekvenser, men det er vanskeligt at lade være, når verden tilsyneladende er i fuld gang med at nedsmelte. To artikler har fået mig til at tænke lidt ekstra efter endt læsning. Den første er rablende og alt for lang, men dens indledning siger noget klogt:

For the fourth time in my adult memory, humanity has collectively, visibly lost the plot at a global level. My criteria are fairly restrictive: The dotcom bust and the 2007 crash don’t make my list for instance, and neither do previous recent epidemics like SARS or Ebola. Global narrative collapse is a fairly severe condition, but apparently no longer as rare as it once was. Here’s my shortlist:

Fall of Berlin Wall (1989, I was 14)

9/11 (2001, I was 27)

Trump election (2016, I was 42)

Coronavirus (2020, I am 45)

It always seems to happen relatively suddenly (but is not always entirely black-swan-level unanticipated; it is typically a gray swan), and in each of the first three cases, by my estimate, it took humanity 1-2 years to reorient. I expect this one will take about 18 months, unless a bigger gray or black swan eats this one (one I’m watching out for is Trump losing in 2020 and refusing to honor the electoral verdict). We will find the plot again after the first vaccines are administered at a large scale, presumably during the 2021 southern hemisphere flu season. We will learn how effective the vaccines are, and the markets will decide how to reprice modern pandemic risks correctly.

So what do we do in the meantime?

Global narrative collapse events tend to have a very surreal glued-to-screens quality surrounding them. That’s how you know everybody has lost the plot: everybody is tracking the rawest information they have access to, rather than the narrative that most efficiently sustains their reality.

Jeg har i den grad lost the plot i den nuværende usikkerhed. At dømme ud fra medierne og min bekendtskabskreds reaktioner, så er jeg langt fra den eneste. Vi søger efter et nyt narrativ, nu hvor det gamle med ét er blevet forkastet.

Søndag publicerede Altingets redaktør – som jeg ellers normalt finder ulideligt selvsmagende – så en tankevækkende kronik, der måske kan tjene til at strukturere tankerne en anelse. Bevares, ingen af os ved hvor slem eller hvor lang den kommende økonomiske krise bliver. Men vi ved at den kommer, at det vil påvirke vores handlemuligheder (og klimaindsatsen) de næste mange år frem og at nedlukningen af Danmark bliver dyr – og at der på et tidspunkt kommer et opgør med den måde regeringen har valgt at håndtere krisen1.

I forhold til narrativet, så er det vigtigt for mig som liberal, at den aktuelle nødsituation ikke udvikler sig til en permanent tilstand. At frihedsrettighederne ikke bliver eroderet. At staten trækker sig tilbage fra menneskers liv igen.

Bevares, de dybt indgribende og vidtgående hastelove udløber af sig selv om et år, men alligevel … statsmagten er jo på både speed og steroider lige nu. Den slags er vanedannende, ikke mindst under den nuværende regering.

Allerede før krisen var der tegn på, at Mette Frederiksen havde autoritære tendenser og grundlæggende mente, at staten ved bedst og handler bedst – se bare diskussionen om tvangsfjernelser af børn. Civilsamfundet og markedet var ikke noget, som regeringen havde den store fidus til. Hvorfor skulle den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet har kunne udleve statens magt i sit absolutte zenit, reducere Mette Frederiksens tendenser til magtfuldkommenhed og L’état, c’est moi?

Selv nu under krisen ser vi regeringen træffe vidtgående beslutninger, der har et politisk snarere end et sundhedsfagligt formål. Dét er farligt og i mine øjne bliver opgøret med statens omklamring den afgørende kamp for de borgerlige i årene frem. Udover at fremlægge det bedste bud på den økonomiske genopretning, så skal det borgerlige Danmark insistere på frisindet, på den personlige frihed og på at ægte fremskridt skabes af mennesker der indgår i ægte fællesskaber – ikke af en altdominerende socialdemokratisk stat.

På positivsiden i forhold til fremtidens narrativet: livet og stemningen i karantænelande må føles i stil med det, befolkningerne oplevede i 1. og 2. verdenskrig samt under depressionen. Naturligvis langt mere bekvemt i dag, og selvfølgelig kan man ikke sammenligne fem ugers hjemmearbejde med fem års besættelse. Men der er den samme grundlæggende usikkerhed, bekymring for fremtiden, forvirringen og følelse af at noget er GALT. Den bevidsthed som de generationer bevarede forsvandt indledningsvist med 68’erne og blev så siden udslettet i 1989, hvor fremtiden virkede lys for den vestlige verden (for så flygtigt at genopstå efter 9/11). Måske vi vil reagere på samme måde, som generationerne dengang. Sige ‘aldrig igen!’ og opbygge mere bæredygtige institutioner, som de opbyggede FN og EF. Og sætte mere pris på, at vi lever (har levet?) i en unik fredelig og velstående epoke i menneskehedens historie.

Jeg håber det. Men som måske fornemmes, så leder jeg selv efter plottet lige nu.

Som det er nu, så er det sundhedspersonalet som skal træffe den konkrete beslutning og prioritering. Men der kommer et tidspunkt, hvor vi på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-tusinder 80 årige. Man gør det jo allerede med dyr medicin. Så hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning

  1. I kronikken rejser Altingets redaktør også diskussionen om, hvornår den aktuelle nedlukning bliver for dyr rent samfundsøkonomisk. Der kommer et tidspunkt, hvor vi (dvs. regeringen) på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-antal tusinder 80-årige. Hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Hvad er et menneskeliv værd? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning.

Kim Ghattas – ‘Black Wave’

Kim Ghattas’ ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

 

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft – og har stadig – en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter – fraset, måske, israelernes invasion i Libanon – har haft.

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave’, men klogere – det bliver man indiskutabelt.

Riskær

Den var ret interessant, den meget omtalte dokumentar ‘Riskær – den dømte demokrat’. Måske ikke så meget angående hans politiske indhold1, men personen/kandidaten Klaus Riskær anno 2019 får man et glimrende indblik i.

Jeg ved ikke helt hvad min konklusion ender med at blive.

På den ene side er han en mand med en sag. Jeg tror egentlig på ham, når han udtrykker et ønske og en længsel om at forandre samfundsmodellen til det bedre. På den anden side, så fornemmer man hele tiden at han er en charlatan, lidt for smart og mangler et moralsk anker til at moderere sin impulsivitet. Han fremstår begavet, men ikke viis – og han har historisk set for ofte anvendt sin intelligens til at implementere sine forkerte valg. Jeg håber inderligt for ham (og det borgerlige Danmark), at han omgør sin beslutning om at stille op igen til næste folketingsvalg. 

Slutteligt forstår jeg ikke helt hvorfor politikere siger ja til at deltage i den type dokumentariske programmer. For er der nogen politikere, der er endt med at stå stærkere i eftertiden af at lade et kamerahold følge dem op til og under en valgkamp? Er de så forblændede af ønsket om at kunne forme fortællingen om sig selv, at de ikke ser risikoen? På stående fod kan jeg huske den inderligt tåkrummende ‘Dagbog fra midten’ (2009) om Ny Alliance og ‘Lykketoft Finale’ (2005) om titelpersonens tabte valgkamp mod Anders Fogh. Begge film der næppe glædede eller gavnede de involverede politikere. 

  1. Som jeg stadig er for uintelligent til at forstå i al dets kompleksitet og grandiose visioner []

30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.