Med fare for at lyde helt radikal: er det ikke bemærkelsesværdigt hvor tavse alle de nationalkonservative og højreorienterede er for tiden? Alle disse kulturkrigere, der går så sygeligt meget op i ‘danskhed’, og som i ikke-krisetider primært udmønter det i form af symbolpolitik, konspirationsteorier og kritik af minoriteter? Er det ikke pudsigt hvor ligegyldige de og deres identitets-bullshit er, når lokummet virkelig brænder? Hvor få svar de har i situationen? Hvor lidt de har at byde på, når det handler om at stå sammen og bygge op? Og det vel at mærke i en tid, hvor vi virkelig finder ud af, hvad vores værdier og kultur egentligt går ud på? Så har de intet reelt at byde ind med. Det er meget afslørende. 

Lost in the Plot

Jeg havde egentlig forbudt mig selv at læse mere om Covid-19 og dens konsekvenser, men det er vanskeligt at lade være, når verden tilsyneladende er i fuld gang med at nedsmelte. To artikler har fået mig til at tænke lidt ekstra efter endt læsning. Den første er rablende og alt for lang, men dens indledning siger noget klogt:

For the fourth time in my adult memory, humanity has collectively, visibly lost the plot at a global level. My criteria are fairly restrictive: The dotcom bust and the 2007 crash don’t make my list for instance, and neither do previous recent epidemics like SARS or Ebola. Global narrative collapse is a fairly severe condition, but apparently no longer as rare as it once was. Here’s my shortlist:

Fall of Berlin Wall (1989, I was 14)

9/11 (2001, I was 27)

Trump election (2016, I was 42)

Coronavirus (2020, I am 45)

It always seems to happen relatively suddenly (but is not always entirely black-swan-level unanticipated; it is typically a gray swan), and in each of the first three cases, by my estimate, it took humanity 1-2 years to reorient. I expect this one will take about 18 months, unless a bigger gray or black swan eats this one (one I’m watching out for is Trump losing in 2020 and refusing to honor the electoral verdict). We will find the plot again after the first vaccines are administered at a large scale, presumably during the 2021 southern hemisphere flu season. We will learn how effective the vaccines are, and the markets will decide how to reprice modern pandemic risks correctly.

So what do we do in the meantime?

Global narrative collapse events tend to have a very surreal glued-to-screens quality surrounding them. That’s how you know everybody has lost the plot: everybody is tracking the rawest information they have access to, rather than the narrative that most efficiently sustains their reality.

Jeg har i den grad lost the plot i den nuværende usikkerhed. At dømme ud fra medierne og min bekendtskabskreds reaktioner, så er jeg langt fra den eneste. Vi søger efter et nyt narrativ, nu hvor det gamle med ét er blevet forkastet.

Søndag publicerede Altingets redaktør – som jeg ellers normalt finder ulideligt selvsmagende – så en tankevækkende kronik, der måske kan tjene til at strukturere tankerne en anelse. Bevares, ingen af os ved hvor slem eller hvor lang den kommende økonomiske krise bliver. Men vi ved at den kommer, at det vil påvirke vores handlemuligheder (og klimaindsatsen) de næste mange år frem og at nedlukningen af Danmark bliver dyr – og at der på et tidspunkt kommer et opgør med den måde regeringen har valgt at håndtere krisen1.

I forhold til narrativet, så er det vigtigt for mig som liberal, at den aktuelle nødsituation ikke udvikler sig til en permanent tilstand. At frihedsrettighederne ikke bliver eroderet. At staten trækker sig tilbage fra menneskers liv igen.

Bevares, de dybt indgribende og vidtgående hastelove udløber af sig selv om et år, men alligevel … statsmagten er jo på både speed og steroider lige nu. Den slags er vanedannende, ikke mindst under den nuværende regering.

Allerede før krisen var der tegn på, at Mette Frederiksen havde autoritære tendenser og grundlæggende mente, at staten ved bedst og handler bedst – se bare diskussionen om tvangsfjernelser af børn. Civilsamfundet og markedet var ikke noget, som regeringen havde den store fidus til. Hvorfor skulle den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet har kunne udleve statens magt i sit absolutte zenit, reducere Mette Frederiksens tendenser til magtfuldkommenhed og L’état, c’est moi?

Selv nu under krisen ser vi regeringen træffe vidtgående beslutninger, der har et politisk snarere end et sundhedsfagligt formål. Dét er farligt og i mine øjne bliver opgøret med statens omklamring den afgørende kamp for de borgerlige i årene frem. Udover at fremlægge det bedste bud på den økonomiske genopretning, så skal det borgerlige Danmark insistere på frisindet, på den personlige frihed og på at ægte fremskridt skabes af mennesker der indgår i ægte fællesskaber – ikke af en altdominerende socialdemokratisk stat.

På positivsiden i forhold til fremtidens narrativet: livet og stemningen i karantænelande må føles i stil med det, befolkningerne oplevede i 1. og 2. verdenskrig samt under depressionen. Naturligvis langt mere bekvemt i dag, og selvfølgelig kan man ikke sammenligne fem ugers hjemmearbejde med fem års besættelse. Men der er den samme grundlæggende usikkerhed, bekymring for fremtiden, forvirringen og følelse af at noget er GALT. Den bevidsthed som de generationer bevarede forsvandt indledningsvist med 68’erne og blev så siden udslettet i 1989, hvor fremtiden virkede lys for den vestlige verden (for så flygtigt at genopstå efter 9/11). Måske vi vil reagere på samme måde, som generationerne dengang. Sige ‘aldrig igen!’ og opbygge mere bæredygtige institutioner, som de opbyggede FN og EF. Og sætte mere pris på, at vi lever (har levet?) i en unik fredelig og velstående epoke i menneskehedens historie.

Jeg håber det. Men som måske fornemmes, så leder jeg selv efter plottet lige nu.

Som det er nu, så er det sundhedspersonalet som skal træffe den konkrete beslutning og prioritering. Men der kommer et tidspunkt, hvor vi på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-tusinder 80 årige. Man gør det jo allerede med dyr medicin. Så hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning

  1. I kronikken rejser Altingets redaktør også diskussionen om, hvornår den aktuelle nedlukning bliver for dyr rent samfundsøkonomisk. Der kommer et tidspunkt, hvor vi (dvs. regeringen) på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-antal tusinder 80-årige. Hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Hvad er et menneskeliv værd? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning.

Kim Ghattas – ‘Black Wave’

Kim Ghattas’ ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

AP 7902010607

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft – og har stadig – en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter – fraset, måske, israelernes invasion i Libanon – har haft. 

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave’, men klogere – det bliver man indiskutabelt.  

Riskær

Den var ret interessant, den meget omtalte dokumentar ‘Riskær – den dømte demokrat’. Måske ikke så meget angående hans politiske indhold1, men personen/kandidaten Klaus Riskær anno 2019 får man et glimrende indblik i.

Jeg ved ikke helt hvad min konklusion ender med at blive.

På den ene side er han en mand med en sag. Jeg tror egentlig på ham, når han udtrykker et ønske og en længsel om at forandre samfundsmodellen til det bedre. På den anden side, så fornemmer man hele tiden at han er en charlatan, lidt for smart og mangler et moralsk anker til at moderere sin impulsivitet. Han fremstår begavet, men ikke viis – og han har historisk set for ofte anvendt sin intelligens til at implementere sine forkerte valg. Jeg håber inderligt for ham (og det borgerlige Danmark), at han omgør sin beslutning om at stille op igen til næste folketingsvalg. 

Slutteligt forstår jeg ikke helt hvorfor politikere siger ja til at deltage i den type dokumentariske programmer. For er der nogen politikere, der er endt med at stå stærkere i eftertiden af at lade et kamerahold følge dem op til og under en valgkamp? Er de så forblændede af ønsket om at kunne forme fortællingen om sig selv, at de ikke ser risikoen? På stående fod kan jeg huske den inderligt tåkrummende ‘Dagbog fra midten’ (2009) om Ny Alliance og ‘Lykketoft Finale’ (2005) om titelpersonens tabte valgkamp mod Anders Fogh. Begge film der næppe glædede eller gavnede de involverede politikere. 

  1. Som jeg stadig er for uintelligent til at forstå i al dets kompleksitet og grandiose visioner []

30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.

Hobbypolitik

Måske problemstillingen er mindre akut i et foreningsland som Danmark, men jeg har alligevel tænkt en del over Eitan Hershs argument om det skadelige i ‘political hobbyism’. For selvom det kan føles som en ørkenvandring at sidde i endnu et møde i den lokale partiforening, så har Hersh ret. Valg vindes ikke af facebookkrigerne, og magt flyttes ikke af semi-passiv fordøjelse af den politiske nyhedsstrøm. Man er nødt til at møde op og være med. 

Anna Fifield – ‘The Great Successor’

Der var begrædeligt få stille stunder under familiens pilgrimstur til Lalandia, men jeg fik dog læst det meste af Anna Fifields portrætbog om Kim Jong Un.

Bogen har fået endog særdeles positive anmeldelser og den giver bestemt et interessant og journalistisk velskrevet indblik i forholdene i Nordkorea i disse år, både for den menige nordkoreaner og på et mere overordnet samfundsniveau. Det er muligvis ikke den mest tankevækkende bog jeg har læst om Nordkorea (det er stadig Brian Myers ’The Cleanest Race’, der argumenterer for at den nordkoreanske statsideologi er racebaseret/racistisk nationalisme snarere end kommunisme), men man bliver bestemt klogere efter endt læsning.

Opløftet bliver man dog ikke. Den tredje Kim i dynastiet efter Den Store Leder og Den Kære Leder fremstår i bedste fald som et skruppelløst magtmenneske, der ikke lader noget eller nogen stå i vejen for regimets fortsatte overlevelse.

Nordkorea er en parasitagtig gangsterstat, der faciliterer international kriminalitet og terrorisme. Regimet har været villig til en helt ekstrem og totalitær undertrykkelse af befolkningen, og på trods af en bizar ideologi om selvstændighed eksisterer landet udelukkende så længe Kina at ser en interesse i at have en buffer mod Sydkorea. At der nu er atomvåben inde i billedet gør kun det hele endnu værre.

Nu kan man selvfølglig diskutere hvad en ’løsning på Nordkorea’ reelt bør handle om. Regimeskifte? Atomar afrustning? At få forvandlet Nordkorea til en blot nogenlunde normal international aktør?

Uanset hvad ens succeskriterium er, så er det dog vanskeligt at se hvad den nordkoreanske ledelse og Kim Jong Un personligt skulle få ud af øget åbenhed og nedrustning. Faktisk vil det outcome være noget nær det eneste, som et gangsterregime med atomvåben ikke er interesseret i. På den måde ryger ens personlige sikkerhed og mulighederne for at berige sig selv jo. Så hellere fastholde rollen som international paria. Uanset hvad man mener om Trumps nordkoreanske tilgang (og jeg betragter den som dybt imbecil og amoralsk), så er det vanskeligt at pege på noget, der rent faktisk har virket i at presse regimet. Sanktionerne omgås let via Kina, og så er man lige vidt.

Som det nok fornemmes, tror jeg vi kommer til at trækkes med Nordkorea og Kim-regimet i mange år fremover. I hvert fald indtil den dag, at kineserne får nok af at finansiere landet. Omvendt er de (og Sydkorea) næppe interesseret i at der strømmer 25 mio. ludfattige, underernærede og uoplyste racister ind over deres grænser, så mon ikke alle parter vil sig for næsen og gøre hvad de kan for at holde showet kørende.

Sinocentrisme

For nylig læste jeg et blogindlæg af Andrew Batson, der fik mig til at stoppe og tænke. Han skrev bl.a.: 

A friend recommended I read Rana Mitter’s Modern China: A Very Short Introduction, and being a big fan of the Very Short Introduction series I was happy to do so. I’m glad I did: although the book surveys some fairly familiar material, it also puts forth some interesting historical ideas. What I found most useful is Mitter’s suggestion that our interpretations of modern Chinese history usually fall into one of three categories (the following are my terms not his):

Traditionalist. This is the view that “China has not essentially changed” despite the upheavals of the 20th century: that Mao and Deng were “new emperors” (as one book put it), that China is fundamentally Confucian and still on the same trajectory as in the rest of its supposed 5,000 years of history. This interpretation is quite common in popular discussions of China, and is implicitly invoked every time someone calls it “The Middle Kingdom” or talks about how Chinese foreign policy is still taking tips from Sun Tzu’s Art of War.

Socialist. This is the view that 1949 is the dividing line in Chinese history, and that the Communist victory in the civil war changed everything. Mitter associates this view mostly with romantic leftists of the 1960s, who were sympathetic to the Chinese revolution and willing to give Mao the benefit of the doubt. But there is a more contemporary version that also has a lot of currency, which emphasizes the present-day continuities with state socialism: how China remains politically authoritarian and how state-owned enterprises still play a major role in the economy.

Nationalist. This is Mitter’s own view: that the true dividing line in Chinese history is 1911, when the Qing dynasty was overthrown, not 1949. Since then Chinese politics has a “mass politics where there was a social contract between government and citizen” in which nationalism provides the major source of legitimacy. Both the Nationalists and the Communists sought national sovereignty, a strong state and economic development: Mitter sees both parties as engaged in “one long modernizing project.”

The standard academic thing to do would be to admit the obvious point that all three views have elements of truth and call for a nuanced combination: clearly some elements of Chinese traditional culture are still relevant, clearly it matters that the Communists and not the Nationalists have been in power since 1949, and clearly nationalism is a central issue in Chinese politics. So it’s nice that Mitter does not do this, and plants his flag firmly in the last camp.

Jeg er mildest talt ikke en stor Kina-analytiker, men jeg kan dog genkende de tre fortolkningsmodeller. 

Jeg tænkte da også en del over de tre modeller mens jeg læste Peter Frankopans ‘The New Silk Roads’ (tidligere omtalt her). Der er ganske vist ikke en Kina bog per se, men det er den type ‘big history’ bøger1, hvis geopolitiske vinkel i sidste ende er forankret i udsigterne til en neo-sinocentrisk verden2. Og jeg har nok Frankopan mistænkt for at være en smule for meget ovre i den traditionalistiske fortolkningsmodel. Vi er i hvert fald et godt stykke inde i Battlestar Galacticas mantra om at ‘All this has happened before, and all this will happen again’, når vi får at vide hvordan Kina er på vej til at genindtage sin ledende plads globalt.

Jeg vil ikke sige at jeg er direkte angst for at mine børn og børnbørn skal vokse op i en verden, hvor Kina (igen) er verdens centrum, og hvor Europa (igen) er en blindtarm langt ude mod vest. Der findes dem der – som Frankopan – mener, at det er den verdenshistoriske normaltilstand. Men nej, det huer mig da ikke, at en totalitær overvågningsstat med genopdragelseslejre for muslimer, kommer til at sætte dagsordenen. Og risikoen for øgede konflikter er helt reel, hvis ikke Kina og USA kommer ud af Thukydids fælde

Det er interessante tider vi lever i!

  1. Andre eksempler: Bruno Maçães ‘The Dawn of Eurasia’ eller et nyligt episk essay af Robert D. Kaplan []
  2. Læs evt. også dette interessante interview med Frankopan i Financial Times []