SV

Min spontane reaktion til Lars Løkkes ønsker om en SV-regering: Det er ikke en god ide.

På det korte sigt opfatter jeg hans udmelding som at Venstre selv og partiets valgstrategi er mere eller mindre i opløsning. Det indtryk bekræftes af næstformand Kristian Jensens afvisning af idéen. Hjulene er ved at falde af for mit parti, og det er ærligt talt ikke særlig morsomt at være en del af det.

På det mellemlange sigt vil en SV-regering også kunne udskyde den helt nødvendige ideologiske og organisatoriske oprydning i Venstre. Partiet fremstår i dag som Danmarks mest magtfuldkomne og korrupte. Ideologisk har Venstre alene i den seneste uges valgkamp lovet alt lige fra skattelettelser til mere velfærd. Jeg er med på at et partis politik ikke kan være rendyrket ideologisk i mødet med virkeligheden og de parlamentariske forhold. Men det nuværende brandudsalg hænger ikke sammen, og det gør det vanskeligt for mig at sige præcis hvad Venstre vil – altså udover at beholde magten.

En SV-regering vil også kunne udsætte udskiftningen i partiets ledelse. Lars Løkke kan finde på at stritte imod det formandsskifte, der er helt altafgørende for Venstres fremtidige trivsel. Jeg er her helt bevidst om at Løkke er et politisk dyr, der aldrig giver op. Men jeg fornemmer at hans ønske om en SV-regering mere handler om hans personlige interesser – enten som EU-kommissær eller minister -, end det handler om dybfølte bekymringer for yderfløjenes indflydelse på dansk politik.

På det langsigtede og mere systemisk plan er jeg nervøs for de konsekvenser, som en SV-regering vil få på den politiske kultur.

Konsensus er ikke altid godt eller ønskeligt. En monolit henover midten vil kunne kvæle debat, innovation og holde nødvendige stemmer og synspunkter ude. Jeg ønsker et demokrati, hvor meninger mødes, kæmper og er i dialog med hinanden. Den slags skaber fremdrift. Jeg ønsker ikke en endnu mere teknokratisk, apolitiseret og korporatistisk samfundsdebat. Det så vi i Østrig, hvor konservative og socialdemokrater i storkoalitioner sad på magten i over 50 år. Det var stabilt, ja, men det skabte ikke dynamik, og det fremelskede en særdeles kras højrefløj.

Endelig køber jeg heller ikke at et samarbejde hen over midten vil holde yderfløjene udenfor indflydelse. I Tyskland har de haft en tilsvarende monolit, og i dag ser vi det ekstreme AfD’s fremmarch. Jeg tror simpelthen ikke på at en SV regering er det rigtige svar på populismen, tværtimod.

Men ok, hvis alternativet er et brun-rødt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, så kan jeg da til nøds leve med en SV-regering.

Blaserthed

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun brudstykker af det sociologi, som jeg havde på de første par semestre af statskundskabstudiet. Faget var grundlæggende spændende – faktisk er jeg nok mere sociologisk end politologisk interesseret -, men undervisningen var uambitiøst indrettet.

Fremfor at give et indblik i sociologien som samfundsvidenskab, blev det i stedet til en gennemgang af forskellige klassiske sociologers teorier. Succeskriteriet til eksamen var ikke at de studerende kunne ‘anvende’ sociologien, men blot at de kunne forstå og forklare de gængse teorier. Hvilket vel kan være relevant nok, men det føltes hverken intellektuelt mættende eller inspirerende. Der var derfor meget få statskundskabere, der skænkede sociologien en tanke igen efter at eksamen på andet semester var overstået. Hvilket vel samlet set ikke var meningen med det hele?

Nå, men for nu endelig at komme til sagen: Den tyske sociolog Georg Simmels teori om bylivet fra 1903, er en af de få ting, jeg rent faktisk kan huske noget af fra faget.

Simmel sammenlignede livet i landsbyen og storby. Hans pointe var ikke overraskende, at der er forskel – ikke mindst når det handler om menneskers sociale liv.

Hvor det sociale liv i landsbyen er karakteriseret ved ansigt-til-ansigt relationer, kendskab i lokalmiljøet, social kontrol og sladder, så er det sociale liv i den moderne storby præget af anonyme, ansigtsløse, abstrakte relationer og mindre grad af social kontrol. Bylivet giver dermed klare fordele mente Simmel – individet får plads til at være sig selv og der er øget tolerance for forskellighed –  men også store ulemper: mere ensomhed og rodløshed, overfladiskhed og oplevelsessyge.

Endelig mente Simmel, at livet i byen har en anden afledt effekt: blaserthed.

De blaserte storbyboere er svære at imponere og engagere. De bliver mindre begejstrede og er sløvede for indtryk. Er distancerede og uempatiske. Når relationerne er så abstrakte, så er det vanskeligt for det enkelte menneske at føle noget for dem, eller at engagere sig i de ting, der sker omkring en. Og det især hvis individet samtidig bliver bombarderet med sanseindtryk, distraktioner og kamp om ens opmærksomhed.

Dette fænomen – blaserthed – har jeg tænkt lidt over de senere dage, hvor Nørrebro gik amok efter Rasmus Paludans såkaldte demonstrationer.

For både Paludans idiotiske manifestationer og de efterfølgende uroligheder får mig til at føle … ingenting. Ej, det passer ikke; de fylder mig med en eksistentiel træthed og undren over menneskehedens kapacitet for stupiditet, men ellers ikke noget. Jeg bliver hverken vred, oprørt eller provokeret.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg blevet blasert og resigneret overfor begivenheder, som måske i gamle dage ville kunne have hidset mig op? Er det fordi det alligevel ikke gør nogen forskel alligevel, hvad jeg går rundt og mener om ting (og det derfor er nemmere og mere rationelt at fokusere på at få min egen tilværelse til at hænge sammen)?

Denne fundamentale afmagt over egen manglende betydning er utvivlsomt en del af forklaringen. Men det er ikke det eneste, der spiller ind. For henover de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere blasert og apatisk overfor politiske og ideologiske spørgsmål i almindelighed. Hvilket er et paradoks: Jeg er jo et aktivt partimedlem og burde være optændt af de helliges ild. Men jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har haft en seriøs politisk diskussion med nogen om et aktuelt emne. Hvilket vel ikke giver meget mening, når man tænker over det.

Jeg tror at det er den effekt, som moderne politisk kommunikation, teknokratiseringen, ‘nødvendighedens politik’ og Trump har på mig. Meget få ting kan virkelig engagere mig. Det hele er blevet for abstrakt, distanceret og ubehageligt til mig, så jeg er blevet sløvet og vil egentlig helst stå af nyhedsvognen. Det føles langt, langt mere relevant for mig at fordybe mig i mine børns trivsel eller nye produktivitetsfremmende apps, end det gør at diskutere ytringsfrihed og integrationspolitik.

Er bevidst om at det ikke er en positiv udvikling. Hvis for mange gør som mig og blasert stempler ud af kampen for at skabe et bedre samfund, så er det netop at tosser som Rasmus Paludan og bøllerne på Nørrebro får lov at sætte retningen.

Så jeg vil forsøge at engagere mig selv igen. Bryde med Simmels forudsigelser og komme ud af blasertheden.

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

290103

Størrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt. 

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne.

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge. 

Seeing Like a State

Det er uhyre sjældent at jeg læser politologiske bøger, men store dele af James C. Scott ‘Seeing Like a State’ er virkelig interessant og tankestimulerende. Bogen er vanskelig at opsummere i et kort blogindlæg, om end de særligt interesserede kan læse en diskussion af Scotts centrale teser her, her og her.

Grundlæggende er bogen et opgør med planlægning, ‘high modernism’ og central styring i bestræbelserne på at opbygge utopiske samfund.

Le Corbusiers forslag til ‘Ville radieuse’, hans utopiske og højmodernistiske vision for den idéelle by

Der er et decideret fantastisk kapitel om Le Corbusier og højmodernisme indenfor arkitekturen. Jeg vidste ikke meget om de bizarre principper bag opførelsen af Brasília , ligesom jeg ikke kendte til (de efter min mening helt vanvittige tanker i) Congrès Internationaux d’Architecture Moderne. Det var noget af en øjenåbner.

Det samme gælder kapitlet, hvor han illustrer uenigheden mellem Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg om hvorvidt man kan planlægge et samfund. Selv for en ikke-marxist er det berigende at udforske forskellene mellem den benhårde centralist Lenin og Luxemburg, der i langt højere grad så den marxistiske revolution som noget spontant og diverst.

Bogen er varmt anbefalet, hvis man – som jeg – kan hidse sig op over den slags emner.