Jeg er vild med britiske journalister. Forestil dig, at en dansker havde skrevet nedenstående om et besøg i den svenske by Kiruna. Det er nærmest utænkeligt:

“The mine, Kiirunavaara, is the reason this Swedish town of roughly 20,000 people deep in northern Lapland exists at all. It is the world’s largest iron ore mine, and it dominates both economically and visually, the smokestacks sending up twin plumes of black smoke from the denuded mountain like a kind of Arctic Mordor”.

Når briter er gode, så er de virkelig gode. Det er velskrevet, indlevende og morsomt. Hele artiklen kan anbefales.

Nu 1 sejr i de seneste 12 AaB-kampe. Hvordan denne uendelige, blodfattige og konsekvente middelmådighed kan undgå at få sportslige konsekvenser for Gaarde og Wieghorst, er en gåde for mig.

Manifest

Jeg er ret sikker på, at ‘Manifest’ ikke er en decideret god serie, men derfor har jeg alligevel junket seks afsnit på under et døgn. Er dog bange for, at det går med den, som det gør med alle de andre Lost-esque serier, der igennem tiden har gjort mig momentant besat. Enten stopper de efter 1-2 uforløste sæsoner (‘Frequency’, ‘Dollhouse’, ‘Awake’, ‘Revolution’), kører af sporet (‘Heroes’), eller begge dele (‘FlashForward’).

‘Manifest’ har et spændende grundpræmis og et interessant persongalleri, men den er allerede nu ved at komme ud af det plotspor, som med statsgaranti slår alle sci-fi tv-seriers sjæl ihjel: “DET HELE ER ET KOMPLOT”. Lad os håbe manuskriptforfatterne er klogere end det. For sammen med ‘Castle Rock’ og ‘Counterpart’ er ‘Manifest’ den klart sjoveste serie, jeg har set i lang tid.

Jeg hænger ved lidt endnu.