Stødte på en skøn lille tekstbid i The Guardians anmeldelse af George Packers bog ‘Our Man’:

Holbrooke knew enough to see through the official Vietnam briefings that claimed success was just around the corner. And he received an early lesson that good intentions are not enough. A Peanuts cartoon strip, which was shared among his friends during the war, showed a downbeat Charlie Brown after his baseball team had been beaten 184-0. “I don’t understand it,” Charlie Brown says. “How can we lose when we’re so sincere?”

Er det ikke pragtfuldt? Hvordan kan vi tabe, når vi er så oprigtige? Det kunne være mit slogan!

Alternativ hygge i Nordjylland

Nuvel, denne historie fra hjemstavnen er muligvis ikke direkte sjov, men den er sjov. Tilmed er den god at blive klog af. I hvert fald for undertegnede.

Banket med cd-reol

En mand og en kvinde i tyverne opsøgte fredag aften ved 23-tiden en 27-årig mand i hans lejlighed i Ærøgade i Aalborgs østby.

Parret gennembankede herefter deres offer med slag fra en cd-reol i jern og med knytnæverne. Øj. Med de fire cd-reoler der står her i Jordhulen, så skal jeg da vist undlade at provokere Pingvinen alt for meget indenfor hjemmets fire vægge i fremtiden.

“Eating wisely will enhance beauty and health”

Du er sikkert ikke klar over det, men et af de mest betydningsfulde mennesker i dit liv døde for nylig. Momofuku Ando, opfinderen af instant noodles, gik bort den 5. januar, 96 år gammel. Denne hædersmand er noget nær ene ansvarlig for at utallige unge mennesker ikke er bukket under for sult og hungersnød igennem årene. Ville Roskilde Festivalen måske kunne fungere uden hans guddommelige indgriben? Jeg tror det næppe! Jeg sender en varm, varm og kærlig tanke til Japan. Ligeledes vil jeg snarest muligt fortære en cup noodle for at ære hans minde.

Acceptable in the 80s

Ah, Radio 100FM! Hvad skulle vi gøre uden jer? Først berigede I æteren med den infame ‘100 % Julemusik’ kampagne det meste af oktober, november og december – for tænk nu hvis man ikke fik hørt Last Christmas igen, igen og atter igen. Og nu er skal der skisme nye kvæg i folden, så I kører en ny – thi-hi, fnis – sjov og sikkert dyr kampagne.

På en herlig regntung cykeltur op af Strandboulevarden så jeg jeres ‘0% Avantgarde Jazz’ plakat. Den er underholdende. Nej, måske ikke ‘underholdende’ i betydningen ‘intelligent form for humor’, snarere underholdende i retningen af ‘YES! Vi har lige fået brandet os selv som radiokanalen for den laveste fællesnævner’.

Her er det vist tiden til en lille disclaimer: Jeg kan ikke lide jazz. Det tætteste forhold jeg til musikgenren er min viden fra Casper & Mandrilaften om, at de tibetanske munke spiller happy jazz sammen med Papa Boo når de har fri (og ja, det ER et ubestrideligt faktum). Men alligevel Radio 100FM: Hvorfor skal jeg høre hvad I IKKE er? Hvorfor må jeg ikke istedet høre hvad I er? 100% middelmådighed? 100% ufarlig musik? 100% plat humor? 100% fantasiløshed? 100% solcenter-radiokanal? 100% Bryan Adams? Nedenfor er 100FM’s playliste den seneste time:

2007-01-17 20:15:15 Rachel Stevens – Sweet Dreams My L.a. Ex
2007-01-17 20:10:47 Robbie Williams – Advertising Space
2007-01-17 20:06:25 One Two – Midt I En Drøm
2007-01-17 20:02:42 James Morrison – You Give Me Something
2007-01-17 19:58:41 Richard Marx – Right Here Waiting
2007-01-17 19:55:42 The Loft – Forever
2007-01-17 19:52:02 Tina Turner – When The Heartache Is Over
2007-01-17 19:47:55 Scissor Sisters – I Don’t Feel Like Dancin’
2007-01-17 19:44:12 Dodo And The Dodo’s – Pigen Med Det Røde Hår
2007-01-17 19:40:27 Gavin Degraw – I Don’t Want To Be
2007-01-17 19:37:22 Bruce Springsteen – Streets Of Philadelphia
2007-01-17 19:33:31 Madonna – Jump
2007-01-17 19:29:26 Joe Cocker – You Can Leave Your Hat On
2007-01-17 19:24:25 Daniel Powter – Bad Day
2007-01-17 19:20:57 Westlife – World Of Our Own

Sådan 100FM! Det er stærkt gået! Det må være noget nær det mest ligegyldige opkog af anonym musik fra Bilkas Musikafdeling. Ok, det var kanske en hård dom, Scissor Sisters trækker trods alt helhedsindtrykket lidt op. Der kippes med hatten herfra.

Everyone’s starting over

Er det meget unormalt at være en ung midaldrende mand på 25 år med udpræget PMS? Ihvertfald blev jeg ramt af et nærmest primalt anfald af lede, stress og ond-i-sulet da jeg inspicerede jordhulen her til morgen. Sådan en specialeskrivningsproces kan i sandhed tage magten over et domicil på 15 m2. Diverse juralærebøger (Evan Sølvkjær, jeg ELSKER dig!), utallige papirbunker med indhold af variende kvalitet, semi-fyldte kaffekopper og de sørgelige rester af en pose Cashew-nødder, havde allieret sig med hinanden og truede med at smide mig ud af mit eget hjem. I min berettigede harme og vrede tog jeg mig selv i nakken, og gav de infame bæster en lærestreg – og nu er her mere rent og klinisk end i en platikkirurgi klinik i Costa Rica. Ja, hvis jeg blot ikke havde et fyldt vasketøjsstativ stående og blomstre, så kunne Svanesøen opføres her uden større problemer.

Ak og ve, jeg er åbenbart typen der trives bedst når tingene ikke flyder alt for meget. Ikke fordi jeg ikke er et rodehoved – det tager jeg gerne på min kappe – og jeg anerkender ligeledes gerne at rod og kaos ligefrem kan være sundt. For nylig blev bogen ‘A Perfect Mess: The Hidden Benefits of Disorder – How Crammed Closets, Cluttered Offices, and On-the-Fly Planning Make the World a Better Place’ udgivet. Heri argumenterer forfatterne ifølge Economist for, at:

Untidiness, hoarding, procrastination and improvisation are not bad habits, but often more sensible than meticulous planning, storage and purging of possessions. That is because the tidiness lobby counts the benefits of neatness, but not its costs. A rough storage system (important papers close to the keyboard, the rest distributed in loosely related piles on every flat surface) takes very little time to manage. Filing every bit of paper in a precise category, with colour-coded index tabs and a neat system of cross-referencing, will certainly take longer. And by the end, it may not save any time.”

Ud over at jeg er helt pjattet med begrebet ‘the tidiness lobby’, så var det berigende for en disorganiseret person som undertegnede at opdage at:

Disorder creates much more room for coincidence and serendipity. Alexander Fleming discovered penicillin because he was notoriously untidy, and didn’t clean a petri dish, thus allowing fungal spores to get to work on bacteria.”

Det er jo både beroligende, læskende og trøstende, men jeg bliver desværre stresset når tingene hober sig op omkring mig. På et tidspunkt når rodet åbenbart en kritisk masse, hvorefter jeg er nødt til at få mit lille menstruelle rengøringstrip. Og så skal man jo ikke undervurdere oprydningens overspringshandlingsværdi. Den er tårnhøj, skulle jeg hilse at sige.

We Are Scientists

Nå, nå, nå! Så blev du afsløret, hva’? Ifølge en britisk undersøgelse bruger mænd i gennemsnit et halvt år af deres liv på tjekke kvinder ud, mens de dydige kvinder til sammenligning kun kaster lumre blikke i ca. én måned. Derudover hævdes det at mænds primære fokus er på bryster, rumpe og ben (i nævnte rækkefølge), mens kvinderne først ser efter øjnene, siden efter bagdelen. Nuvel, der bliver i sandhed bedrevet megen relevant og vigtig forskning rundt omkring i verden, og for os med store, dumme, troskyldige koøjne, så er undersøgelsens resultater sikkert gode nyheder. Eller noget. Hvor blev de seks måneder af mit liv dog af? Og nu vi taler om lødig videnskab, så har fysikprofessor Costas Efthimiou ved University of Central Florida konstrueret et matematisk argument for hvorfor eksistensen af vampyrer er en matematisk umulighed. Jeg er sikkert ikke i stand til at forstå alle mellemregningerne, men pyyyha, nu er jeg da lidt mindre bange end før.

PS. Ja, kan jo ikke løbe fra at jeg er og bliver en nørd, så derfor kan jeg more mig usigeligt meget over følgende artikel om ‘The 50 Worst Video Game Names of All Time’. Hvad siger I f.eks. til velovervejede titler som Frogger: Helmet Chaos, Princess Tomato in Salad Kingdom, Awesome Possum Kicks Dr. Machino’s Butt! eller måske No One Can Stop Mr. Domino? Awww, nu savner jeg Japan IGEN!

Et festskrift

Suk, ja, jeg ved godt at det er ubærligt hårdt, men nogle gange må man bare se den barske sandhed i øjnene: Ja, Klaus Riskær skal skilles fra sin 26 år yngre kone Jill. For nogle af os kommer det som et chok, jeg fristes næsten til at udbryde: ‘Hvem havde set det komme?!’. Man skal naturligvis ikke svælge i andre menneskers ulykke, men det er mig alligevel magtpåliggende at bringe følgende sekvens fra Se og Hørs hjemmeside. Det er journalistik af høj, høj klasse:

“Klaus Riskær: Hun var for umoden
Aldersforskellen kom til at betyde mere end beregnet, erkender finansmanden fra sit midlertidige eksil på Ibiza

‘Vi blev gift af kærlighed, men desværre ændrede det sig til, at hun kom til at betragte mig som en bedrevidende og dårlig kopi af sin far, mens jeg syntes, hun opførte sig som en forkælet tøs’. SE og HØR er blever inviteret indenfor hos den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen, som har forskanset sig i sit pragtfulde sommerhus på den spanske ferieø Ibiza. I disse omgivelser slikker han sårene efter bekendtgørelsen om skilsmissen fra den arkitekstuderende Jill Andersen, 25, som han blev gift med for tre år siden. ‘Det er sørgeligt at forlade Københavns bedste sild, men vores forhold havde altså ikke det indhold, det skulle have’, forklarer han afklaret over et glas rosévin på terrassen med fornem udsigt til Middelhavet.”

Hold da op! Min nabo Mikkel udtalte forleden de gyldne ord: ‘En playboy er blot en misforstået gentleman’. Og meget ondt kan man sige om om Monsieur Riskær, men en playboy – dét er han skisme! Sidder der med sin rosévin, kaster melankolske blikke ud over Middelhavet, mens han deler åbenhjertigt ud af sit forliste forhold til ‘Københavns bedste sild’. Sådan, skipperjasen! Hvis jeg blot blot opnår halvt så meget stil og integritet som ham, så kan jeg næppe bede om mere.

Update! Nu er også Ekstra Bladet med på vognen! Jeg bringer et fyldigt uddrag:

“Netop hjemvendt fra sit sommerhus på Ibiza taler den 51-årige finansmand Klaus Riskær Pedersen nu ud om, hvorfor han og hans 26 år yngre hustru, Jill, efter bare tre års ægteskab har besluttet sig for separation og skilsmisse.Ifølge Riskær er der tale om et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået. Et ægteskab, der nærmest var dødsdømt fra start.

‘Ikke på grund af de 26 år, der er mellem Jill og mig, men på grund af de forskellige livsstadier vi befandt os på’, siger Riskær og uddyber: ‘Hun er en purung pige med romantiske drømme og ungpige-fantasier, og jeg en voksen mand med erhvervserfaring, to børn og et forlist ægteskab. Simpelt hen alt for forskellige til at leve sammen i et ægteskab. Havde hun været 30 år, da vi mødtes, havde det måske fungeret’.

På gentlemanfacon påtager han sig det fulde ansvar for, at forholdet ikke holdt:

‘Jeg påtager mig ansvaret. Det var en ligning, der ikke kunne gå op. Det burde jeg have vidst. Det er så forudsigeligt. Andre i samme situation, som jeg var i dengang, kan roligt læse og lære. Jeg burde have holdt igen, men det er altså lettere sagt end gjort, når man er tindrende forelsket. Vi begyndte at glide fra hinanden lige fra starten. Allerede fra begyndelsen af ægteskabet opstod der en fremmedgørelse. Det er årsagen til, at vi satte planerne om et barn på hold. Heldigvis. Fra at have været totalt forelskede oplever vi et rolleskifte i hverdagen. Hun er meget optaget af det materielle og af at indrette hjemmet, så jeg kalder hende en forkælet tøs, der burde have giftet sig med julemanden, mens hun så mig som en type, der holder alt for meget igen – en alt for fornuftig praktisk gris, der har for travlt med sit arbejde. Vi gik og småbitchede ad hinanden, og det angriber først følelseslivet og så intimsfæren. Men vi holder enormt meget af hinanden. Derfor har vi jo også prøvet at få det til at fungere og været mand og kone i tre år. Vi har 80 procent passet skidegodt sammen, men når det ikke kan lade sig gøre at kickstarte de sidste 20 procent – og vi prøvet – må man erkende, at ægteskabet er brudt sammen. Man kan ikke have et venskabs-ægteskab. Derfor har vi valgt et clean cut. Både på papiret og i virkeligheden. Det, der ærgrer mig mest, er nogle af de jobmæssige ting, jeg droppede på grund af Jill. Økonomien er jeg ligeglad med. I denne forbindelse betyder penge intet for mig, så det bliver ikke advokaterne, der får lov at styre det her. Jeg vil have det lukket ned på en respektfuld måde. Det er vigtigt, at Jill og jeg stadig kan se hinanden i øjnene. Hvis vi ses om fire-fem år, vil jeg gerne invitere hende på en drink’.”

Det må man give ham. Efter at have kaldt sin eks-kone forkælet, umoden og materialistisk + udleveret hende i så seriøse medier som Ekstra Bladet og SE & Hør, så understreger Monsier Riskær vigtigheden af at kunne se hinanden i øjnene. Plus han åbner op for et comeback om fem år. Hvem sagde misforstået gentleman?

Black star

Afrika kan nu være et lidt deprimerende sted. Således vil jeg gerne henlede opmærksomheden på (endnu) en af de glemte konflikter på kontinentet. I det nordlige Uganda har der i efterhånden mange år hærget en grum, grum borgerkrig, hvor den såkaldte ‘Lord’s Resistance Army’ (ja, det hedder de faktisk) har kæmpet mod regeringen og den noget autokratiske præisent Yoweri Museveni. Konflikten er uforståelig ond. Måske er Uganda ikke just et mønsterdemokrati, men LRA – der eftersigende skulle lade sig lede af Bibelens ti bud – benytter sig af alt lige fra børnesoldater til mord og lemlæstelser. De gode nyheder er, at LRA har indvilliget i fredsforhandlinger (selvom deres motiver er noget uklare) og det er netop en beretning fra disse som motiverede mig til at skrive dagens lille indlæg. Det er ikke rar læsning og man kan nærmest sige sig selv, at når det af alle lande er Sudan (var der nogen der nævnte Darfur?) der er de ansvarlige fredsforhandlere, så ved man ligesom at der er tale om en usædvanlig beskidt affære. Alt skal dog ikke være tristhed i dag. Herren på billedet er Francis Obikwelu, nykåret europamester i 100 m løb ved EM i Göteborg. Normalt går jeg ikke særskilt meget op i atletik, men lige netop 100 m løb er jo kongen over alle sportsgrene – det må selv sportshaderen fra Amager erkende. Obikwelu er desuden lidt af en helt. Han blev nummer to ved OL i Athen i 2004 og er historien om den übertalentfulde stræber fra Nigeria, der som 16 årig tog til Portugal for at – bogstaveligt talt – løbe sin chance. Hatten af for ham og tillykke.

Poses

Weekendavisen havde i denne uge en højest underholdende artikel i deres bogsektion, skrevet af den ellers altid svagt enerverende Leonora Christina Skov. I artiklen omtales en amerikansk blog – Go Fug Yourself – der grundlæggende handler om een ting: På den mest perfide måde at svine amerikanske celebrities’ tøjstil (med konteksten i orden, kan jeg nu afsløre at ‘fug’ er en forkortelse for ‘fucking ugly’). Som den tøjte jeg i bund og grund er, kunne jeg ikke dy mig for at besøge hjemmesiden. Og ja, mine damer og herrer, det ER morsomt at læse med. Som en lille appetitvækker er f.eks. denne fabelagtige gennemgang af, hvorfor Alexis fra Dynasty altid har det rette tøj på i en rette situationer. Spitzenklasse!

PS. Japans afgående premierminister, Junichiro Koizumi (også kendt som ‘Lionheart’), er verdens sejeste politiker. Ikke kun pga. hans anseelige manke, men også fordi mandens passion for musik er ganske kuriøs. Læs blot her.