Fortidens skygge

På SVT viser de en romantisk komedie, og det eneste jeg kan tænke på mens den huserer i baggrunden er, at en af skuespillerne ligner en fed og beskægget udgave af Riley fra ‘Buffy The Vampire Slayer’.

Så jeg går ind på det dersens internet, og hey presto!, wikipedia fortæller mig at ja, det ER ganske rigtigt ham.

Så nu sidder jeg her og ved oprigtigt talt ikke om jeg er mest tragisk fordi jeg ser pladderromantiske film eller fordi jeg har set ‘Buffy’ nok (dvs. samfulde syv sæsoner) til jeg er skadet nok til at genkende de mere perifære personager i obskure filmroller 10 år senere.

This is why we can’t have nice things

Kære post-hipstere (eller hvad I nu end kalder jer selv for tiden),

Det var sådan set slemt nok med den der gudsjammerlige anlæg-overskæg-kampagne, som I har gang i. At se Farum Boldklub anlægge sig skovsnegle er jo omtrent ligeså meningsfyldt som at snitte sig i armen med en selvdød panda.

Men lad det nu ligge. Jeres overskæg er jo trods alt mest til skade for jeres eget udseende samt nære og kæres æstetiske nydelse.

Nej, det der for alvor kan gøre mig vredladen er, at jeres åh-så-selvhøjtidelige kaffevaner er med til at gøre min guilty pleasure (herlig, underskøn filterkaffe) dyrere. Så hvad med at holde op med det?

Når man har et eksorbitant kaffeforbrug som mit, vil det jo kunne lede til den rene og skære økonomiske ruin for mig. Og hvad nu hvis de holder op med kaffe-refill i amerikanske diners? Hvordan skal jeg så få mit behov dækket, hvis jeg en skønne dag kommer på rundrejse i Texas? Hva’? Kan I svare for jer selv?

Hundehoveder!

Fristil

Jeg har nu efterhånden været pjanket med Jay-Z & Kanye West: ‘Otis’ i et par uger. Ikke så meget på grund af teksten (som er decideret åndsvag), men samplingen af Otis Reddings ‘Try A Little Tenderness’ fungerer exceptionelt godt i mine øren. Otis’ opklippede stemme og det hårdt prøvede klaver skaber ganske enkelt 2011’s hidtil mest fængende sang, hvis man spørger mig.

Kanye er jeg lidt forbeholden overfor. Udover hans ulækre tendens til at søbe sine sange ind i auto-tune, så er han en lidt trist skæbne rent indholdsmæssigt (så spændende er dine diamanter altså heller ikke).

Jay-Z, derimod, han ejer et særlig sted i mit hjerte. ‘Empire State of Mind’ var en af 2009’s bedste sange, ’99 Problems’ er et mesterværk. Det er vel nærmest kun hans Neptunes-producede periode anno  2003, som er af ikke-optimal standard.

Hans slut-90’er sange har efter min mening en ganske særlig chame. I dag lyder produktionen i sangene måske lidt gumpetung, men samtidig er de ungdommeligt kåde. Det var først nogle år senere at han begyndte at brande sig selv som den store forretningsmand, men skryde – dét kunne han allerede dengang. Dyrk eksempelvis samspillet mellem Jay-Z og Foxy Brown i ‘Ain’t No N****’. Det er sublimt underholdende.

Ovenstående video er taget fra ‘The Mix Tape vol. II’, hvor Jay-Z laver freestyle på et af Funkmaster Flex’ beats. Jeg lånte albummet tilbage i gymnasietiden på det Nordjyske Landsbibliotek. Kom i tanke om sangen under en af mine talrige gennemlytninger af ‘Otis’ på vej hjem fra arbejde. Rodede derfor rundt i mine gamle MiniDiscs, og fandt ‘Freestyle’ igen igår aftes.

Det er en fornøjelse. Manden er jo et geni. Nyd den. Fra mig til jer. Værsgo.

Bon Temps og omegn

Den nye sæson af True Blood blev vist på amerikansk tv i søndags og blev fortæret i Bruxelles mandag aften. Det tør svagt antydes, at det var noget som gjorde Den Bedre Halvdel i godt humør. Ja, hun blev nærmest decideret kåd. Guderne må vide hvorfor. Det er ikke utænkeligt, at hendes Gemal gik og skumlede en smule, mens han lavede aftensmad under tv-serie seancen. Hmpf.

Men nuvel.

Jeg kommer nok aldrig sådan oprigtigt til at forstå hendes fascinationen af vampyrer. Jeg elsker at hun er næsten ligeså nørdet som undertegnede, men dér kan jeg alligevel ikke være med. Bevares, jeg kan da godt se hvorfor at vampyrer er velegnede som kulturfænomen. Særlig i den romanticerede og domesticerede udgave af vampyrer, der har plaget verden lige siden Twilight-bøgerne. Det er jo guf for enhver teenager (og åbenbart også en ung dame i midt-tyverne….). Men alligevel. Jeg undres.

True Blood er ikke så slem til at udvande vampyrfænomenet, for den serie har sandt for dyden nogle endog særdeles old-school og krasbørstige vampyrer. Og i øvrigt en sand underskov af andre overnaturlige væsener. Tilsyneladende er samtlige individer i Bon Temps en eller anden form for varulv, fairy, vampyr et al.

Men i Twilight og Vampire Diaries universerne er vampyrerne blevet reducerede til en karikatur. Som regel i form af at den nye høje, mørke og mystiske fyr (som er omdrejningspunkt for den sky, men selvsagt smukke, kvindelige hovedpersons begær) har nogle spændende overnaturlige evner og en beklagelig tendens til at drikke dyreblod. I længden bliver det lidt tamt, tænker jeg. Men ok, jeg er igang med at læse en uhørt episk fantasy serie, så jeg har næppe noget at lade nogen høre.

Kan ikke helt blive enig med mig selv om hvorvidt jeg også bør få set True Blood serien. Jeg har ikke det fornødne overskud til at kaste mig over samtlige 11 bøger i serien. Sideløbende med tv-serien fik Den Bedre Halvdel kværnet den nyeste af bøgerne bag serien. Den var god og åbenbart karakteristisk lummer, men dens slutning var vist nok noget af et antiklimaks. For lidt blod og sex, formoder jeg.

Men tv-serien burde jeg vel kunne se. Er den værd at investere tid i?

Den perfekte Tour de tv-serier

Jeg indrømmer gerne, at mine præferencer inden for snart sagt alle områder til tider er både usammenhængende og arbitrære. Således klappede jeg begejstret i de buttede hænder, da Dallas Mavericks forleden vandt NBA-turneringen. Selvsagt fordi jeg afskyr deres finalemodstandere, Miami Heat, men også fordi Mavericks er fra Texas. Og når man har set ‘Friday Night Lights’, står det tindrende klart for een, at Texas er et beundringsværdigt sted.

Fjollet kausalitet, muligvis, men sådan hænger det altså sammen. For en måned siden – før FNL – havde jeg nok været mindre lykkelig over Dirk Nowitzkis excesser og mærkværdigheder. Nu luffer jeg rundt og brummer ‘Texas Forver!’ i tide og utide, mens Den Bedre Halvdel konsekvent tituleres ‘babe’. Noget som hun, overraskende nok, ikke virker til at have særskilt meget imod.

Min passion for tv-serier sætter med andre ord solide fingeraftryk på mine kulturelle præferencer. Den Bedre Halvdel og jeg taler således ofte om, at vi i fremtiden skal lave en ‘Tour De tv-serier’ rundt i USA. Vi skal besøge de lokationer, som optræder i vores yndlingsserier. Det skal helst foregå i en ’67 Chevy Impala. Og hvor er det så henne?

Roswell, New Mexico

Nej, ikke så meget på grund af hele konspirationsteorien om den nedstyrtede UFO. Kun indirekte i hvert fald. Serien ‘Roswell’ kørte i tre sæsoner fra 1999-2002, og jeg var pinligt vild med den dengang. I serien følger man Max, Isabel og Michael, der er aliens (ja!) og går på den lokale high school. Jeg skal ikke kede de få nærværende læsere med en længere gennemgang af seriens ikke særlig dybe handling, men blot notere mig, at der selvsagt indgår kærlighedsforviklinger, onde regeringsfolk og ditto onde modstander-aliens i handlingen. Det er altsammen meget forvirrende. Af bemærkelsesværdige træk ved serien bør nævnes, at den katapulterede sangerinden Dido ind i rampelyset (sangen ‘Here With Me’ er seriens musikalske tema), at jeg var inderligt forelsket i Shiri Appleby samt at hovedpersonen Max blev spillet af den helt ualmindeligt irriterende Jason Behr. I et tilfælde af højere guddommelige retfærdighed, så har han heldigvis ikke haft en karriere af betydningen siden ‘Roswell’. Serien var desværre også Katherine Heigls gennembrud. Nogle af hende vil kende hende som Izzie fra ‘Grey’s Anatomy’. Også Claire fra ‘Lost’ blev set første gang i ‘Roswell’. Set i det lys må nok sige at serien’ er ansvarlig for en del graverende popkulturelle forbrydelser. Hvis man på trods heraf har sindelag for tilgivelse, så kan samtlige afsnit af serien ses inde på YouTube.

Odessa, Texas

Man skulle ikke lige tro det, men faktisk udspringer der hele to serier af Odessa. Den fiktive by Dillon i ‘FNL’ bygger således på Odessa, ligesom at væsentlige dele første sæson af ‘Heroes’ foregår i Odessa. Ja, I husker nok ‘Heroes’? Ikke? Nej? Ok, her er et par stikord: F.a.b.e.l.a.g.t.i.g første sæson. Superhelte, og sådan. Enormt potentiale for at blive historiens bedste adventure/sci-fi serie. Siden gigantisk deroute i kvalitet, for siden blot at udånde efter tre sæsoners uafbrugt styrt ned i afgrunden. Muligvis historiens mest vanrøgtede tv-serie franchise. Men den begyndte altså godt. Og heltinden Claire (hende med: ‘Save the Cheerleader! Save the World!’) vokser op i byen, bl.a. sammen med sin far, den enigmatiske (altså indtil at manuskriptforfatterne får ødelagt figuren fuldstændigt) Noah Bennet.

Baltimore, Maryland

Man ikke sige ‘The Wire’ uden at sige Baltimore. Serien kredser om byen, som vi på fascinerende vis får skildret i alt dens grimhed. Personligt kunne jeg godt tænke mig en tur ned omkring havnen, hvor det er muligt at jeg kan få prygl af grækerne. Subsidiært kan vi smutte forbi City Hall, hvor Clay Davis måske vil sige halløj. Eller sheeeeeeeeeeeeeeit.

Kearny eller Lodi, New Jersey

Det er ikke ganske nemt at vælge hvor man skal fokusere i New Jersey. Særligt ikke som ‘The Sopranos’ entutiast. Således kan man jo vælge Kearny, hvor den fiktive (og legendariske) pork store Satriale’s skulle ligge. Man kan også vælge Lodi, hvor stripklubben Bada Bing! hører hjemme. Decisions, decisions.

Lawrence, Kansas

Lawrence er byen hvor Sam og Dean Winchester voksede op i ‘Supernatural’. Det er også i Lawrence, at deres mor bliver myrdet af en ondsindet ilddæmon. Bare sådan til almen skræk og advarsel.

Er der andre tv-serie steder man bør besøge? Sunnydale fra ‘Buffy’ lader sig jo desværre ikke rigtig gøre (dels er byen fiktiv, dels blev den ødelagt af en hellmouth), men hvor ellers? Er der nogle lokationer fra ‘Lost’ eller lignende mesterværker, som kan meritere et besøg?

Förlåt att jag aldrig sagt förlåt

Jeg har ikke rigtig samlet indtryk til at grifle et langt og sammenhængende indlæg den seneste uges tid, men jeg dog haft modet til at formulere et opsamlingsheat af mindre bemærkninger til verdens gang:

  • Der er god stemning omkring AaB for tiden. Holdet vinder alle træningskampene, de nye spillere virker tændte og tidligere på ugen offentliggjorde klubben en sublim video på YouTube, som fik mit lille eksilerede nordjyske hjerte til at banke sværmerisk. Det er prægtigt.
  • Faktisk så prægtigt, at end ikke Ståle Solbakkens nonsens om at Parken Sport & Entertainment har været afgørende for at vinderen af Superligaen nu er direkte kvalificeret til gruppespillet i Champions League, kan ødelægge mit humør.
  • Ok, lidt måske. Jeg deler nemlig ærkeenglen Michael Laudrups ret enkle analyse: Den direkte kvalifikation til CL vil blot befæste det økonomiske hegemoni, som PSE har opnået i dansk klubfodbold. Det er sørgeligt.
  • Apropos sport, så morede jeg mig kosteligt over nyheden fra VM i Langrend om at de to danske deltagere blev pillet ud af løbet, fordi de var blevet hentet af de førende i feltet med én omgang. Nu forstår jeg bedre, at et medlem af svigerfamilien satser på at sælge masser af hans langrend-træningsmaskiner til danske fitnesscentre. Forbedringspotentialet er jo noget nær uendeligt!
  • Jeg ruinerede mig selv lørdag formiddag, da jeg investerede i nyt jakkesæt og skjorter inden afgangen til Bruxelles. Med to måneder til afgang, er der stadig mange ting der skal ordnes. Største usikkerhedspunkter lige nu er bolig og skatteforholdene under udstationeringen, som begge er lidt tricky at få på plads.
  • Til gengæld har jeg så småt fået styr på New York formalia (bortset fra Yankee’s billetter), pension, franskkursus, bankforhold, opsigelse af diverse medlemskaber og meget andet. Det skramler med andre ord derudaf.
  • For nylig afsluttede vi sæson 2 af ‘Fringe’, der har vist sig at være en endog særdeles velskabt serie. Siden købte jeg  i tirsdags sæson 1 af ‘X-files’ til den fyrstelige sum af 100 kr.. Det føles oprigtigt talt som at gå fra en velsmurt Porsche til en afbudsramt Lada.
  • Bevares, man kan da godt se at serien har enorm popkulturel betydning samt har været skoledannende for en lang række tv-serier og film (alene det faktum at alle sci-fi serier i dag har FBI agenter som helte!). Men billedkvaliteten er ringe, afviklingen af historierne gumpetung og Scully & Mulder karaktererne noget nær karikerede. I hvert fald her i første sæson. Der tilmed virker uhyre bedaget.
  • De første fem afsnit omhandler således (og hold nu fast): Bortførelser begået af aliens, militærets brug af UFO’er som fly, en mand der kan strække sin krop, endnu en alienbortførelse og slutteligt en yeti i New Jerseys skove. Måske jeg bare stadig er vranten over at aliens ødelagde den seneste Indiana Jones film. Det er muligt, ja, sandsynligt. Men aliens som tema er bare så forfærdelig 90’er-agtigt.
  • For der har vel, ret beset, ikke været en eneste seriøs amerikansk film eller tv-serie, der efter 11. september har italesat angsten for noget der kommer udefra.  Serier som ‘Fringe’, ‘Heroes’ og ‘Supernaturtal’ spiller snarere på det farlige indefra, altså de grumme fænomener som skjuler sig i os selv. Derfor føles ‘X-files’ besættelse af aliens noget forældet. Men jeg holder ved. For lige om lidt kommer afsnittet ‘Ice’, som selv her 17 år efter er helt suverænt.
  • Lørdag gik jeg også småamok i cd-rus. Med mig hjem havde jeg Josh Rouse – ‘El Turista’, AC/DC – ‘Back in Black’, My Morning Jacket ‘Z’ og The Radio Dept. – ‘Passive Aggressive’. Størst succes er nok My Morning Jacket albummet, som er uvirkeligt fyldt med gode sange. Men det er nok AC/DC der bliver spillet på højeste volumen.
  • Af bøger har jeg for nylig afsluttet Peter F. Hamiltons sci-fi trilogi om detektiven Greg Mandel. De var gode, uden at nå mesterværket i ‘The Reality Dysfunction‘. Og nu pølser jeg så rundt i Ian Morris’ murstenshistoriebog ‘Why the West Rules – for Now’. Den har fået så fine anmeldelser, men har været lidt sløv om at komme i gang. Så spændende er hulemænd heller ikke. Men nu på side 200( sic) er vi ved at nå til landbrugets opståen ved Eufrat og Tigris, så her fra kan det nærmest kun gå i hyperspeed!
  • Og nej, jeg savner ikke studierne på kræmmerskolen det fjerneste.

Further Into The Future

Det havde stor betydning for min musikalske verden, da jeg i 2006 investerede i min første iPod. Bevares, jeg havde i flere år rodet rundt med MP3’er, men det foregik på en noget nær antikvarisk Minidisc-afspiller. Dens software var træls og tungt at anvende, ligesom at formatet på det tidspunkt var afgået ved døden for længst. iPod’en, som jeg døbte ‘Emerson’, gjorde det hele meget mere nemt og bekvemt. Jeg holdt (og holder) meget af iTunes, ligesom resten af nettet er det perfekte sted at få udvidet de musikalske horisonter. Emerson har været en uundværlig følgesvend igennem årene, men har skrantet de senere måneder-  ligesom at de 4GB hukommelse var dybt utilstrækkelig.

 

Sidste weekend investerede jeg derfor i en ny iPod, denne gang døbt ‘Aldair’ og med 16GB hukommelse. Det er en vaskeægte fornøjelse. Normalt er jeg ikke den store Apple entutiast, men deres musikprodukter sætter jeg stor pris på. Det gode ved at frådse i den slags forbrugsgoder er, at det også kan virke som en kickstart for en måske lidt stagnerende musikinspiration. Måske er det blevet til lidt rigeligt mængder electropop, klynkende singer-songwritere og svensk shoegaze de senere år, men jeg mener selv, at jeg er på rettet vej nu. Jeg har købt en del cd’er af mere varieret tilsnit de senere måneder, og Aldair udvider mulighederne yderligere.

For tiden er jeg særligt inspireret af tv-serien ‘Supernatural’. Ud over at være fremragende underholdende, så er seriens soundtrack præget af 70’er rock og tidlig heavy. For tiden hører jeg således Rush – ‘Working Man’, AC/DC – ‘Back in Black’, Styx – ‘Renegade’, Black Sabbath – ‘Paranoid’ og The Stooges – ‘Down on the Street’ på repeat.  Det er muligvis ikke god smag, men det er godt.

Jeg frygter ikke umiddelbart at jeg kommer til at mæske i tungere musikalske sager fremadrettet. Men det er snu vært underholdende at udvide sin musiksmag på hidtil nye fronter. Apropos musikfronter, så skal vi her i hustanden til koncerten på Vega den 19. november med den svenske yndling Håkan Hällström. Håber at nogle af læserne vil med!

Alt for Alpha

Læste om begrebet ‘to live in a state of perpetual Beta’, altså at man køber en ting eller gadget lige med det samme, at den kommer på gaden – med risiko for at formatet flopper, eller at der bliver udgivet en nyere og bedre udgave af samme produkt. Som følge af sin first mover tendens, ender man derfor med at sidde tilbage med et forældet beta-version produkt.

En af mine kollegaer var med familien i USA for nylig. Selvom han strandede på Island under askeskyens hærgen, så var det nu ikke brok om de onde, onde flyselskaber, der fyldte mest i hans verden på hans første dag tilbage i trædemøllen. Derimod havde han travlt med at fremvise sin nyindkøbte iPad. Magen til barnlig lykke er sjældent set.

Min storebror er lidt i samme skuffe. Han får en ubændig trang til at udskifte sin mobil med få måneders mellemrum. Jeg tror at han pt. er på sin anden eller tredje iPhone. Og det stopper ikke foreløbigt. Vi taler et evindeligt kapløb om at have det nyeste og mest tacky udstyr.

Jeg kommer aldrig rigtig til at forstå det. Måske det skyldes min manglende interesse og ikke-eksisterende fascination for gadgets. Eller måske jeg blot er alt for risikoavers. Jeg ville hade migselv intenst, hvis jeg smed en mindre formue ud på en mobil/PDA, hvis formatet bliver skiftet i næste uge.

Forstå mig ret, jeg var glad for den MiniDisc jeg købte tilbage i 1997, men det var ligesom lidt nedtur efter at MP3-afspillerne (og siden iPod’en) slog formatet ihjel. Samme fornemmelse har ejerne af Betamax maskiner, HD DVD og et utal af videospil konsoller det sikkert. Penge lige ud af vinduet.

Det er sikkert også derfor, at jeg altid er så tung i røven og altid først kommer for sent med på vognen. Fladskærm efter alle andre, afdragsfrit lån efter alle andre. Det bliver næppe undertegnede, der kommer til at tjene penge ved at foretage en ny og banebrydende investering. Jeg er stor fortaler for ny teknologi og forandringer i almindelighed, men i privatlivet er jeg som taget direkte ud af de mest regressive elementer af det gamle testamente.

Kan jeg reddes? Og i så fald: Hvis jeg ønsker at udskifte min efterhånden lurvede iPod Nano, hvad bør jeg så købe?

Seriedød

Inde på den fremragende blog The Awl er at finde et amuserende indlæg omkring sidste afsnit af Buffy the Vampire Slayer’s sæson fem. Anledningen er den omkring-sig-gribende ’hvad vil vi så huske 00’erne for’ tendens. Buffy-afsnittet, ’The Gift’ (som jeg i parentes bemærket stadig ikke har set), står for skribenten som det ypperste populærkulturen kunne byde på i 00’erne:

Yes, I lined up for Lord of the Rings tickets and obsessively analyzed The Wire. Yes, I sent my daughter to her grandparents’ for the weekend so I could read the final Harry Potter book uninterrupted by actual children. But never again would a cultural artifact make me feel the way I did on May 22, 2001.

2001 was the year that I watched so much Buffy, and the season-five finale, The Gift’, was the ecstatic peak of my fandom.

‘The Gift’ isn’t the best episode of Buffy the Vampire Slayer ever. It’s maybe in the top 20. It’s not the best season finale (that’s ‘Graduation Day’, I’m pretty sure) or even the best episode in its season (that’s ‘The Body’, obviously). But living as we were in a fever pitch of Buffy obsession, the season finale seemed enormous.

Ovenstående fik mig til at filosofere over, hvilke popkulturelle fænomener der ramte mig allerhårdest i løbet af 00’erne. Der har været megen fremragende musik, mange fremragende film, masser af storartede film, masser af gode bøger, mange hæsblæsende stykker billedkunst. Det kan derfor næppe undre, at jeg endnu ikke er kommet frem til et fyldestgørende svar. Men jeg hører gerne jeres indspil? Hvad har været de vigtigste popkulturelle ting for jer igennem de sidste 10 års tid? Altsås ikke nødvendigvis de bedste eller mestfinkulturelle ting som hipster-Søren (og hans post-post Generation X venner fra midt-90’ernes København) og New York Times synes at I skal lide, men de ting der gav ekstra meget mening for jer.

Indlægget om ’The Gift’ er dog også interessant i forhold til den kommende serieafslutning(!) af Lost i sommeren 2010. For det vil utvivlsomt være et hårdt slag for mig, at serien ikke bare bliver ved og ved. Skribenten filosoferer over sin egen optakt til at ’The Gift’ afsnittet blev vist i tv:

I’d spent all day avoiding spoilers on the Internet—infuriatingly, people on the East Coast would learn Buffy’s fate six hours before I did—and calling my wife on the phone to ask her what she thought would happen. That night, as we settled down on the ripped and tattered couch with my brother-in-law and our still-alive dog, I felt a great and awful excitement, like a child’s unbearable anticipation on Christmas morning. To this day I have never felt anything like it. There was this thing, this story, and I wanted it so much, yet I didn’t want it to end, and I didn’t want to be disappointed, and I was terrified and thrilled at the same time. I had invested 99 hours of my life in watching this show, and countless more talking about it, thinking about it, reading about it, and it was all leading up to this. My stomach hurt.

Jeg formoder, at jeg vil have det på præcis samme måde inden det uigenkaldeligt sidste afsnit af Lost. Allerede nu får jeg koldsved ved tanken om, at de ødsler hele seriens betragtelige social kapital væk på en dårlig, utroværdig afslutningen af mytologien. Sæson 4 og 5 har været gode, men dog ikke på højde med den episke sæson 3. Så er vi nu på vej mod den helt store fortællemæssige rabundus i sæson 6? Det må ganske enkelt ikke ske. Men, bevares, måske det ikke er en helt let øvelse sådan at afslutte ting på en mageløs måde. Personligt synes jeg at afslutningen på Battlestar Galactica var helt eminent, men jeg ved at der er delte meninger om det i sci-fi kredse. Bekymrende nok har skribenten følgende dystre profeti omkring sæson seks og syv af Buffy:

As it turned out, the episode was the beginning of the end for the series. Seasons Six and Seven deteriorated in quality, yielding just one great episode (the musical, duh) and a lot of irritating narrative cul-de-sacs. Buffy never again attained the heights of cultural relevance it had at that moment, and Joss Whedon—despite a decade spent creating much-loved cult objects like Angel, Firefly and Serenity, Dr. Horrible, Dollhouse —is further from stardom now than he was that night in 2001. The series came out on DVD and we bought all seven seasons; skipping through DVD menus was much easier than fast-forwarding through a six-episode videotape, so needless to say we watched Buffy much less.

Nogle die-hard Buffy-fans, der har bemærkninger hertil? Eller andre der har fulgt en tv-serie igennem længere tid for siden at se den blive ringere og ringere – inden den fik en mere eller mindre værdig død?

Mesterværket der aldrig blev til noget

Man skulle have været i London, for The Drawing Room kører i øjeblikket udstillingen ‘Alejandro Jodorowsky’s ‘Dune’: An exhibition of a film of a book that never was’.

Sandorm

‘Dune’ er sci-fi historiens ubetinget bedste roman, en vaskeægte klassiker, som jeg har elsket lige siden jeg læste den engang i gymnasietiden. Den blev filmatiseret i en uværdig udgave af David Lynch i 1984, men udstillingen i London omhandler den for mig ukendte chilenske instruktør Alejandro Jodorowskys eksorbitant storladne udkast til en filmatisering allerede i 1976. Han fik blandt andre den klassiske tegneserietegner Moebius og den absurd uhyggelige sci-fi/gyser/cyber-punk designeren H.R. Giger til at udarbejde designs til sit ‘Dune’-projekt, og det er nu de skitser og tegninger som The Drawing Room udstiller. For en fan er det fabelagtigt, for alle andre bør det tjene som inspiration til at læse bogen:

Dune1

Til venstre er det Kejser Shaddam IV, en aldeles vanvittig herre, der bor på en kunstig planet af guld. Til højre er det den grotesk ondskabsfulde Feyd Rautha Harkonnen, der tilsyneladende har skiftet køn i forhold til bogen

Forfatteren Frank Herbert var stærkt optaget af mellemøstlig kultur og religion. Det afspejler sig kraftigt i skildringen af beboerne på ørkenplaneten Arrakis, der ret åbenlyst er inspireret af Shia islam. Helten i fortællingen, Paul Atredies, udvikler sig i løbet af bogen fra at være en usikker ung mand til at blive en messiaslignende skikkelse, ‘Mahdi’, der leder sin hær af ørkenfolkene, ‘Fedaykin’ i deres oprør, ‘Jihad’, mod imperiet og Atreides familiens arvefjender: Harkonnen klanen. På den måde er ‘Dune’ i disse post 9/11 tider mærkelig relevant læsning, også i forhold til temaer som ressourcekamp (ørkenplaneten leverer ‘The Spice’, et slags kombineret olie/narko, der driver rumskibe!) og økologiske forandringer. Nedenfor ses bogens helt, Paul Atreides, ørkenfolkenes Messias: Muad’dib og Mahdi

paul atreides

Arrakeen, hovedbyen på Arrakis, som Moebius forestillede sig den

Jodorowskys projekt var dog helt vildt. Fra beskrivelsen af udstillingen i London forlyder det:

Following the release of his mystical Western ‘El Topo’ (1970) and his psychedelic quest movie ‘Holy Mountain’, Jodorowsky embarked on his ‘Dune’ project, gathering around him a group of collaborators that included the French comics artist Moebius, the Swiss artist H.R. Giger (who would later design the 1979 film ‘Alien’), the British sci-fi artist Chris Foss, and the British band Pink Floyd, who would provide the soundtrack. Among Jodorowsky’s proposed cast were Orson Welles, Mick Jagger and Salvador Dali, the last of whom was to play the Emperor of the Universe, who ruled from a golden toilet-cum-throne in the shape of two intertwined dolphins. Unable to secure the money from Hollywood to create the ‘Dune’ of his imagination, Jodorowsky abandoned the film before a single frame was shot.

Det vil næppe være for stærkt at sige, at det helt åbenlyst havde været filmhistoriens mest ultimative projekt.