Thunder Up

Ikke at jeg kan forstå det, vel, men der findes tilsyneladende mennesker, for hvem James Hardens majestætiske skæg ikke er grund nok til at støtte Oklahoma City Thunder i årets NBA playoff.

Til disse få vildfarne, arrogante eksistenser for hvem tilstedeværelsen af knuselskelige basketgenier som Serge Ibaka, Russell Westbrook og über-maestroen Kevin Durant heller ikke er argument nok, sætter The Flaming Lips lige dødsstødet ind her.

Ja, I hører korrekt. Det ER forsanger Wayne Coyne, der har nyfortolket Flaming Lips klassikeren ’Race for the Prize’ i en hyldest til hjembyens fremgangsrige lokale hold. ’Thunder Up’, som den hedder, har allerede haft en positiv virkning. Thunder slog således de evigt belastende Los Angeles Lakers i første playoff runde – og er i skrivende stund på 2-2 i kampe mod favoritterne fra San Antonio. Alt er stadig åbent.

Med masser af unge, talentfulde og sympatiske spillere, er der faktisk kun ét problem ved Oklahoma City Thunder. Deres franchise bygger på de nedlagte Seattle SuperSonics, som blev lukket i 2008. Men selv med dette minus indregnet, er OKC så overlegent NBA’s oplagte elske-hold i disse år.

Cult of Love

Kære sektmedlemmer,

Her efter mit jobskifte er jeg blevet indrulleret fuldstændig i jeres abstrakte begrebsverden. Jeg er nu således ejer af noget nær samtlige af dødsregalierne: MacBook, iPhone, iPad og iPod. Er blevet godt og grundigt uniformeret. Men er stadig ikke troende.

Bevares, jeg er ikke blind for produkternes lækkerhed. Ej heller er jeg afvisende overfor at de tilmed kan være praktiske. iPhonen har næsten overbevist mig om, at touchscreens ikke er et slet skjult holocaust rettet mod vi folk med store fingre. Men også kun næsten.

Og jeg har altså stadig ikke set lyset. iPad’en er i mine øjne stadig et usolidarisk instrument, der kun kan forbruge andres kreativitet og andres produkter. Min MacBook er rar, men kunne jeg ikke have fået en bedre labtop til pengene? Det tror jeg.

Værst af alt: Forleden forsøgte jeg at ændre min ringetone på iPhonen. Til en MP3. Dawes – ‘Time Spent in Los Angeles‘. Det kunne snildt lade sig gøre på min gamle (og trælse) HTC.

Men på iPhonen? No can do. Man skal købe ringetonerne. Hvad er det for noget kræmmeradfærd, Apple? Jeg melder mig ud af jeres mærkværdige kirke, hvis ikke I holder op med at presse penge af mig.

Tidsrøvere

Der har været tavst hen over weekenden. Det er der flere årsager til.

Først og fremmest har det været aldeles prægtigt vejr i Bruxelles. Jeg har således ikke kunne undslå mig en løbe tur i Bois de la Cambre, ligesom at jeg sågar har fået slæbt det bagtunge korpus to gange i det lokale træningscenter. Samvittigheden funkler og glitrer med andre ord på den mest selvtilfredse, selvgode og pietistiske måde man overhovedet kan forestille sig.

Derudover har det været en stærk tv-serie weekend. Med nye afsnit af ‘Fringe’, ‘Supernatural’ og ‘Awake’ har jeg været endog særdeles godt underholdt. Ja, inkluder desuden sæson otte af ‘Stargate SG1’, og det faktum, at jeg i aften skal nyde søndagens afsnit af ‘Once Upon a Time’ og sæsonstarten på ‘Mad Men’, ja, så brummer jeg ualmindelig veltilfredst.

Den største tidsrøver har dog så ubetinget været min tur i FNAC lørdag. Her var jeg så letsindig at investere i ikke færre end to rollespil til min Playstation 3. Hidtil har jeg stort set kun anvendt den til at afspille dvd’er og BluRay.

Men da jeg opdagede, at ‘Final Fantasy XIII-2’ netop er udkommet, så kunne jeg ikke nære mig. Forgængeren var en skuffelse, da det var alt for lineært og med flere filmsekvenser end egentlig spilletid. Jeg spilled det et par timer og lagde det siden fra mig igen. ‘XIII-2’ er ikke helt på højde med mine favoritter i serien (dvs. VII, VIII, X, XII og det bedste af dem alle: VI), men det er stadig ganske overvældende god underholdning. Havde helt glemt, hvor meget jeg elskede (og elsker) at spille videospil.

Faktisk var det så god underholdning, at jeg ikke rigtig har fået spillet mit andet indkøb: ‘Elder Scrolls V: Skyrim’.

Nuvel, det spil har fået afsindigt gode anmeldelser, og det skulle være en tidsrøver uden lige. Jeg satte det på en halv times tid, og det er en flot oplevelse. Grafikken er mageløs, især for én hvis topmål i tilværelsen er Super Nintendo. Men måske er jeg ved at blive gammel, for blev ganske søsyg af at spille det. Og kunne ikke finde rundt. Kameraet hoppede og dansede. Gav op i frustration, da jeg blev dræbt af en emsig drage, som ikke ville lade mig søge ly i en borg. Meget belastende, faktisk. Men jeg skal nok give det en chance mere.

Efter at jeg har kværnet ‘Final Fantasy’, altså. Og der er tid nok – jeg er stadig på langdistance med Den Bedre Halvdel nogle måneder endnu! Ak og ve.

So you want to be swallowed whole by a whale?

Jeg har altid haft en sær fascination af det der med at blive ‘slugt levende’. Det er jo en urimelig stærk metafor, som øjeblikkelig giver billeder på nethinden. Og tænk bare på hvor absurd det ser ud, når en slange ligger og fordøjer en større gnaver. Netop derfor begejstrer det mig meget lidt, at en obsternasig type har fundet ud af, at man næppe kan overleve at blive slugt levende af en hval:

An idea’s been floating around for some time that whales more than chewed people — that they swallowed them, and people might have survived in the stomach. Jonah’s story came first, and then there were rumors from the 19th century Yankee Whale Fishery — whaling ships leaving New York and New England ports for years on the open ocean. I’d like to believe in swallowings, but it’s tough. There is no air in the stomach, for one. There are acids. And if we are talking about sperm whales, which we are most of the time, there is the deadly passage through the 30-foot jaws lined with 8-inch teeth.

Det der sårer mig allermest ved denne nedslående nyhed er, at ud over at Bibelens beretning om Jonas og hvalen åbenbart er det rene fiktion (forestil jer mit chok!), så passer det tilsyneadende heller ikke at Prop kunne overleve at blive slugt af en hval i historien ‘Prop som Livredder’ fra Prop & Berta 2 kasettebåndet. Og det underkender også hændelsesforløbet i det essentielle Rasmus Klump album ovenfor. Hvilket så igen rokker ved nogle ganske fundamentale elementer i min barndom og personlighedsudvikling.

Rasmus Klump har haft afgørende betydning for hvorledes jeg betragter pingviner og pandekager. På samme måde har Prop & Berta været formende for hvorledes jeg opfatter hekse, jerseykøer og tyttebøvser. Og hvis ikke Prop overlevede i hvalens mave og Rasmus Klump handlingen ligeledes er opdigtet, hvor efterlader det så mig? I en verden uden et moralsk og etisk kompas? Drivende rundt i relativismens malstrøm?

Jeg er fortvivlet.

So you want to build a death star?

Endelig, fristes man til at sige, noget økonomi man kan bruge til noget. Når nu the Dismal Science ikke kunne forebygge, endsige udbedre, den økonomiske krise, så kan dens tørvetriller-udøver vel i det mindste udregne hvad det vil koste at bygge dødsstjernen fra ‘A New Hope’. Søg ej mere:

We began by looking at how big the Death Star is. The first one is reported to be 140km in diameter and it sure looks like it’s made of steel. But how much steel? We decided to model the Death Star as having a similar density in steel as a modern warship. After all, they’re both essentially floating weapons platforms so that seems reasonable.

Scaling up to the Death Star, this is about 1.08×1015 tonnes of steel. 1 with fifteen zeros.

Which seems like a colossal mass but we’ve calculated that from the iron in the earth, you could make just over 2 billion Death Stars. You see the Earth’s crust may have a limited amount of iron, but the core is mostly our favourite metal and is both very big and very dense, and it’s from here that most of our death-star iron would come.

But, before you go off to start building your apocalyptic weapon, do bear in mind two things. Firstly, the two billion death stars is mostly from the Earth’s core which we would all really rather you didn’t remove. And secondly, at today’s rate of steel production (1.3 billion tonnes annually), it would take 833,315 years to produce enough steel to begin work. So once someone notices what you’re up to, you have to fend them off for 800 millennia before you have a chance to fight back.

Oh, and the cost of the steel alone? At 2012 prices, about $852,000,000,000,000,000. Or roughly 13,000 times the world’s GDP.

Nuvel, det er er da et greb i lommen. Omvendt, så kan sådan en dødsstjerne jo en ting eller to. Og hvis man er et intergalaktisk imperium, burde det vel være en smal sag at få dette lille hobbyprojekt op at køre væsentlig hurtigere. Skulle man jo mene.

Og nu må I have mig undskyldt. Jeg er på vej til Tosche Station efter for at hente de der power converters.

“Adventure. . . excitement . . . A Jedi craves not these things.”

Nå, men jeg sad inde på altid vidunderlige io9 og fik inspiration til nye sci-fi bøger. Og så støder jeg på den aldeles perlende og liflige artikel “10 Pieces of Advice from Science Fiction and Fantasy Movies That Can Transform Your Life”. Da jeg er en søgende og rodløs sjæl i konstant behov for gode råd og vejledning, slugte jeg den selvsagt råt.

Udover overskriftens neo-buddhistiske klassiker fra Yoda i ‘The Empire Strikes Back’ (som legitimerer din kedsommelige eksistens. Du er jo ikke kedelig, du er blot i jedi-træning), så må jeg giver io9 ret i, at citatet fra Conan The Barbarian (1982) om meningen med livet rammer aldeles plet. Adspurgt om hvad der bedst i livet, svarer Conan:

“To crush your enemies, see them driven before you, and to hear the lamentations of their women.”

Og lige dér må man sige, at Conan (mesterligt spillet af Arnold, hør blot hans smittende latter) har fat i den lange ende. Som io9-skribenten bemærker, så er alt det der snik-snak med at ‘vende den anden kind til’ jo noget, som tabere har opfundet. Næh, nej, fjender er til for at blive knust og udslettet. Så grundigt som muligt. Dét giver lykke og tilfredshed. Så find dig fluks en fjende at udslette. Ellers bliver du næppe nogensinde rigtig glad.

Patrick Ewings all over the place

Seriøst, TV2, hvis I havde ligeså fortryllende vejrværter, som de har i Michigan, så kunne jeg måske overveje at se jeres rædsomme danseprogrammer (der, som jeg har forstået det, er storaftagere af netop vejrværter). Han er lige til at spise. Det er hæphop referencer og basket hele vejen igennem. Pragtfuldt!

Dagens fund

Ok, så er det officielt. Efter at hjemmesiden Academic Coach Taylor opstod, så er der nu ingen grund til at udvikle internettet yderligere. Vi stopper her. Perfektionen er nået. Tak.

PS. Få så set ‘Friday Night Lights’. Det vil gøre dit liv bedre, smukkere og rigere.

Øh, nå?

Det er jo forrykt, Svenska Dagbladet. Jeres ‘mest populære Star Wars figur’ undersøgelse er kørt helt af sporet. Der må være noget galt med jeres metodologi.

Hvordan skulle den klynkende hængerøv Luke Skywalker (#1) være mere populær end Han Solo (#6)? Hvordan skulle Anakin Skywalker (#4) kunne?! Det infame, lille møgdyr, som ikke laver andet end at luffe rundt og surmule?

Og i øvrigt, bozos: Hvordan kan man adskille Anakin fra Darth Vader (#1)? Det er da konceptuelt forkert. Manden er muligvis ond, åndedrætsbesværet og har hang til at smadre planeter. Men skizofren og personlighedssplittet? Næppe. Endelig: Darth Maul (#11) foran Chewie (#12), R2D2 (#13) og Kejser Palpatine (#19)? Og dem alle foran Lando Calrissian (#33)? Javel, ja. Er I nu helt sikre?

Mere populær end ham her? Virkelig? VIRKELIG?! Jeg tillader mig at tvivle. Lando er et intergalaktisk sexsymbol med sin helt egen ret snazzy elskovshule i skyerne. Der findes næppe den bi- eller homoseksuelle mand, der ikke har drømt om en hed trekant med ham og Han Solo. Så hvordan kan han havne på en 33. plads? Det er jo naturstridigt!

Teknofob søger mage

Nå, men altså, Den Bedre Halvdel vil gerne købe en ny telefon. Det forstår jeg sådan set godt, hendes nuværende Nokia er gammel som bjergene, og den var heller ikke særlig god som ung.

Nu er det så en af de dersens jeg-telefoner fra Æble, hun gerne vil have. Eftersom jeg hader enhver form for smartphones, så har jeg med vilje indhyldet mig i ignorance om de forskellige modeller. Men da jeg jo elsker kvindemennesket, så vil jeg gerne hjælpe hende.  Eller i hvert fald lade hende blive i troen om, at jeg faktisk ved alt. Så kan nogle af de nærværende læsere oplyse, hvori forskellen består mellem en 4 og en 4s?

Skal hun købe en af dem, eller er den reinkarnerede Steve Jobs på vej med en afløser lige om lidt alligevel?