Giv mig mit keyboard tilbage

Jeg troede egentlig at jeg havde fået opbygget et tilpas repressivt og omfattende selvbedrag til, at jeg ikke længere havde et problem med det miserable keyboard på min MacBook Pro. Se bare hvor jeg skriver løs, tast tast tast.

Men … det er ikke sandt.

For jeg nyder ikke at skrive på keyboardet. Det er fladt, føles som at taste på en skærm, larmende og går i stykker. Jeg vil vove den påstand, at de flade taster udgør en mental barriere for at jeg får sat mig ned og griflet. For at lindre den kroniske tilstand af lavfrekvent utilfredshed, købte jeg derfor for nylig et absurd dyrt Topre keyboard til mit desktop setup – og det er simpelthen så himmelstræbende vidunderligt at skrive på i forhold til Mac’ens provokerende flade taster. Og når jeg i arbejdsregi arbejder på en ThinkPad, så bliver jeg også der mindet om hvor meget mere behagelige de er at skrive på. 

Nu læser jeg så at Apple eftersigende vil gå væk fra den forhadte keyboardmodel. Det er en glimrende idé. Apple har i for lang tid ofret brugernes skrivekomfort til fordel for at udleve deres designortodoksi. Det kan være fint nok at være dogmatisk og principiel, især hvis man som Apple indiskutabelt er en markedsleder indenfor design. Men fanatismen har taget overhånd, og jeg skriver ganske enkelt bedre og mere på andre maskiner end min MacBook. Hvilket er en smertefuld erkendelse, ikke mindst fordi jeg gerne vil forblive i Apples økosystem.

For når det nu er evident at tastaturet ikke fungerer og mange af de flade taster ender med at være defekte – Politiken skriver jeremiader om det og jeg lever selv i en eksistentiel angst for at min Y-tast skal sætte sig fast – så er tiden inde til at  gøre noget. Der burde ikke være et trade-off mellem et fremragende keyboard og en fremragende laptop, især ikke til Apples priser.

Nu håber jeg blot at Apple er fundet tilbage på keyboardsporet, når tiden om et par år igen er inde for mig til at købe en ny laptop.

Ellers står den på en ThinkPad igen. 

Mit liv er komplet

Vidunderligt nyt! Først offentliggjorde Nintendo at de genudgiver ‘Zelda: Link’s Awakening’ til deres Nintendo Switch. Nu udgiver Square så – med en mindre forsinkelse på 25 år – for første gang ‘Seiken Densetsu 3’ udenfor Japan.

Jeg har været fan af spilserien siden 1993, og den fortabte 3’er har smertet mig igennem alle disse år. Måske jeg nu endelig kan få lidt ro i min martrede sjæl? 

Uanset hvad kan jeg ganske enkelt ikke længere forsvare det moralsk og etisk at undlade at købe en Switch. 

Retro

Jeg er meget begejstret for Jimmy Maher og hans retrogaming-blog ‘The Digital Antiquarian’. Et af hans nye indlæg førte mig direkte tilbage til en svunden tid, hvor jeg var en præpubertær nørd med en usund interesse for computerspil:

This one isn’t just any old year: a strong argument could be made that 1993 was the pivotal year in the entire history of computer gaming, the dividing line between its antiquity and modernity.

For this was the year when CD-ROM finally went mainstream, virtually eliminating any and all technical restrictions on the size of games.

The transformation this wrought on the graphics and sound of games, on their budgets, on their potential consumer appeal, and, indeed, on their very nature is almost impossible to overstate. We’ll have to wait until the rise of ubiquitous digital distribution well into the 2000s before we again see any single technology remotely as disruptive.

But as if the CD-ROM revolution wasn’t enough to make 1993 a special year, there was also the 3D graphics revolution, as exemplified by Doom, the game many would doubtless consider the game of the 1990s, at least in terms of pure populist appeal

Jeg var 11 år, bebrillet og sublimt kikset i 1993. Jeg kan derfor med betydelig autoritet bekræfte at ovenstående udvikling var sindssvagt spændende. Maher fremhæver bl.a. følgende højdepunkter, som også fik skelsættende betydning for mig:

Jeg er helt bevidst om det sørgelige i at min popkulturelle glansperiode ligger mere end 25 år tilbage. Men det er helt uden sammenligning de spil, jeg spillede i årene 1993-1997, som selv i dag fremkalder min allermest uironiske og lyserøde begejstring. Mon man i en alder af 37 stadig kan blive utvetydigt begejstret og fan af noget? Jeg håber det.

Indtil da vil jeg svælge i nostalgien …

Det gør mig trist og grå indeni at Fantask lukker. Der er nu nul interessante bogbutikker tilbage i København. Men jeg er jo selv en del af problemet, når jeg ikke længere køber science fiction og fantasyromaner i bogform – men kun læser dem på min Kindle 📚

Anglofili

Læste en anmeldelse af genudgivelsen af den gamle koldkriger Robert Conquests klassikere ‘The Great Terror: Stalin’s Purge of the Thirties’ (1968) og ‘The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivisation and the Terror-Famine’ (1986).

Det var i sig selv interessant læsning, men endnu vigtigere; anmeldelsen mindede mig om hvorfor at jeg (Brexit eller ej) antageligvis altid vil forblive håbløst anglofil.

Satire and light verse were among Conquest’s strengths as a poet. He also wrote science fiction, co-operating with Kingsley Amis on five anthologies of new sci-fi writing in the 1960s as well as publishing his own sci-fi novel, A World of Difference (1955), and was a lifelong member of the British Interplanetary Society.

I hvilke andre lande end dybt excentriske Storbritanien kan man i ramme alvor forestille sig, at nogen danner et interplanetarisk selskab? Som lobbyer for mere udforskning af rummet? Det er jo helt og aldeles vidunderligt. Og foreningen findes i øvrigt stadig.

Solo: A Star Wars Story

Jeg har været sløv til at se de nyere Star Wars anthology-film, og jeg mangler da også stadig ‘Rogue One’. Men på vej hjem fra nytårsferien i Sverige fik jeg endelig set ‘Solo’. Den var fortrinlig underholdning og jeg forstår efterfølgende ikke helt, hvorfor at filmen floppede kommercielt og fik så vredladne reaktioner fra puristerne.

Indrømmet, ‘Solo’ er ikke et mesterværk og plotmæssigt er der vel tale om en glorificeret ungdomsfilm. Valget af at lave en heist film i Star Wars universet er også kontroversielt. Men der er trods alt tale om en historie om Han Solo, Star Wars franchisens eneste reelt interessante, tvetydige og underholdende karakter. Han er en smugler og en tyv (bevares, en elskelig en af slagsen, men alligevel), og det ville være sært at lave en prequel, der ikke afspejlede det faktum. Manuskriptmæsigt giver ‘Solo’ derfor fint mening for mig, især hvis man tager filmen for det den er: Letbenet underholdning.

Selvom der desværre – som i alle nyere Star Wars film – er infantile scener, hvor tæerne krummes nærmest ubærligt meget sammen1, så er der omvendt store dele af ‘Solo’, der bare fungerer:

  • På det helt basale fanboy-niveau, så elskede jeg alle scener, hvor man lærte mere om Solos baggrund. Hans møder med Chewy og Lando Calrissian var perfekte, og kemien/dynamikken mellem karaktererne ramte plet. Donald Glovers portræt af Star Wars-universets førsteelsker Lando var en fornøjelse.
  • De fleste actionscener er underholdende og spændende. Få ting er så tilfredsstillende som lyden af en laserpistol.
  • Det er og bliver den rene narko for en 80’er nørd, når Millenium Falcon entrerer hyperspace – swuuuuuuusj!
  • Alden Ehrenreich er aldeles udmærket som en ung Han Solo. Nuvel, vi taler ikke om Harrison Ford, men det ville også være unaturligt. Den mand er jo en afgud.

‘Solo’ er samlet set en udmærket tilføjelse til Star Wars universet, der i det store hele er bedre og mere underholdende end de nyeste indslag i hovedfilmserien.

  1. Se: Scenen med ulækker episk musik, hvor det afsløres at den postulerede skurk i virkeligheden er en godhjertet feminist, der på sine søstres vegne igangsætter oprøret mod det onde og patriarkalske imperium. Yddrrrrk! []

Retrospil

Stødte på denne intro til en ‘Hall of Fame’ over adventurespil:

One of the problems with trying to experience the history of gaming for yourself, by actually playing games, is that so many games are so very, very bad. I obviously can’t do much about that directly, but I can offer a roughly chronological list of games that balances claims of historical importance against playability and fairness.

Det udsagn ræsonnerer stærkt hos mig. Jeg sætter stor pris på at skribenten rent faktisk vil evaluere spillene for deres ‘nutidsværdi’, fremfor bare at forfalde til nostalgi. For guderne skal vide, at jeg har brugt en del penge på at købe retrospil, der muligvis er klassikere og var banebrydende for deres tid, men som i dag er forældede og som ingen orker at spille.

Det var også derfor jeg aldrig helt forstod det hysteri, der opstod, dengang at Nintendo forrige år udsendte deres NES Classic.

Når nu man eksempelvis kan spille Super Mario platformsspil, der helt objektivt er langt, langt bedre end de oprindelige fra midt-80’erne1, hvorfor skulle man så udsætte sig selv for 8-Bit selvpineri? Spil fra 16-Bit æraen, ja, måske, det giver i hvert fald mere mening grafisk og spillene var langt mere avancerede. Men 8-Bit? Nej. Bare nej.

1986 the legend of zelda
Nej, Zelda. Jeg magter dig ikke.

For selv om jeg som ‘Zelda’-fanboy godt ved at det oprindelige ‘The Legend of Zelda’ fra 1986 er en veritabel klassiker, som jeg burde spille (og derfor selvsagt har købt), så kan jeg ikke. Det er ubærligt svært, kontrollen er kluntet og i øvrigt er spillet grimt som arvesynden. Jeg er aldrig kommet videre end de første par screenshots før jeg slukker for lortet i ren frustration.

Lige nu spiller jeg ‘Final Fantasy III’ på min Nintendo 3DS. Vel at mærke et remake fra 2006 af et spil fra 1990, for nu at skrue ekstra op for meta-niveauet. Det er så spilretro, jeg er i øjeblikket.

  1. Seriøst, har I prøvet de nyere udgaver til Wii? De er små mesterværker []

Yndlingspuzzles

Jeg er ikke gammel nok til at have spillet særlig mange af de old-school spil på denne liste, men den fik mig naturligvis til at gruble over, hvad mine egne favorit Adventure-Game puzzles er. Jeg har ikke haft lejlighed til virkelig at tænke mit svar igennem, men her er min spontane favorit:

Insult sword fighting fra ‘The Secret of Monkey Island’.

Maxresdefault

Jeg hadede denne puzzle dengang jeg som 11-12 årig spillede Monkey Island første gang. Jeg var simpelthen ikke god nok til engelsk til at jeg kunne at forstå de underfundige sproglige skudvekslinger undervejs. Det blev en værre omgang trial and error, eftersom der ikke var noget internet at snyde løsningerne frem med. Alt sammen meget frustrerende for en præteenager med uren hud. I dag kan jeg se hvor genialt og innovativt det var. Se bare den episke sværdkamp med The Sword Master. Det er vidunderligt!

Jeg har brug for mere tid til at tænke, hvis jeg skal lave en top 5 over yndlingspuzzles. Der må være noget fra ‘Indiana Jones and the Fate of Atlantis’, men det er så mange år siden jeg spillede det, at det kræver en opfrisker.

Men når jeg laver  øvelsen vil jeg gerne udvide spørgsmålet til andre spilgenre end blot de klassiske point-and-click adventurespil. Der er også en del gåder i ‘Final Fantasy’ og ‘Zelda’ spillene, som jeg satte pris på.

De bør retteligt komme med.