Som den omvandrende kliché jeg tydeligvis er, så er jeg begyndt at lytte til true crime podcasts i mine herostratiske bestræbelser på at lade som at COVID-19-situationen ikke eksisterer. Efter at have fedtet rundt i den ikke helt tilstrækkeligt spændende ‘Up and Vanished’, er jeg nu kommet til absolut sidste stop inden horrorgenren: ‘Casefile’. Her får man i den grad mord og lemlæstelser for alle pengene. Aktuelt lytter jeg til et afsnit om ‘the backpacker murders’, der i den grad ikke er for sarte sjæle. Klart anbefalet hvis du er til den slags.

Rumretro

Drengen bliver seks i dag, og vi gør hvad vi kan for at gøre det til en god fødseldag – på trods af den aflyste fest i karateklubben og det annullerede besøg hos mormor og morfar i Åre. Hårde odds, men han er glad alligevel.

Bedsteforældrene leverede heldigvis på distancen endnu en dosis narko til hans aktuelle Lego-afhængighed i form af et mægtigt rumraket-sæt. Under bygningen fik jeg en pludselig indskydelse: mon jeg kunne genfinde de gamle hørespiludgaver af Tintin tegneserier, som jeg lånte på bånd på Hasseris Bibliotek og lyttede uendelig meget til dengang? Kunne jeg helt specifikt finde de to indspilninger af ‘Månen Tur-Retur’ (min favorit sammen med ‘Tintin i Tibet’)?

Svaret er – utroligt nok – ja. De er på Spotify, alle indspilningerne fra 1972 – 1983, og jeg kunne huske dem ord for ord. Ved ikke om drengen fik så meget ud af historien – alt det rumkapløb-politiske gik over hovedet på ham – men for mig var det episk at bygge løs med indspilningen kørende i baggrunden.

Bob Goldenbaum og Peter Kitter er decideret vidunderlige som Tintin og Kaptajn Haddock, og det lyder som at skuespillerne havde det sjovt under arbejdet.

Og hvor er det egentlig et fantastisk koncept, det med at lave hørespil over tegneserier. Nu vil jeg søge efter Asterix og Lucky Luke hørespillene, begge med Ove Sprogøe i hovedrollerne. Der er intet som tryg retro til at dulme den aktuelle eksistentielle rædsel!

Fz2qm1i0szexe8yhzrcy

I dag er det 20 år siden Sony lancerede sin PlayStation 2. Noget af en popkulturel mastodont og en produktivitetsdræber af episke proportioner. Selv har jeg tilbragte uendelig mange timer med min konsol, ikke mindst i selskab med ‘Final Fantasy X’. Kærligheden til trods, så er PlayStation 2 dog ikke i nærheden af at have haft samme skelsættende betydning for mig, som min Super Nintendo eller den oprindelige PlayStation havde det. De var decideret formative for min nørdidentitet. Men alligevel: tillykke med fødselsdagen, PS2. Tænk at vi skulle nå så vidt.  

Etiske kvaler

Jeg er blevet et af den slags mennesker, der meget nødigt færdes alene i det offentlige rum uden at have mine bombastiske høretelefoner på. De er min kilde til musik og podcasts, ligesom de lukker så dejligt effektivt af for knævrende kolleger og råbende børn.

Stor var sorgen derfor da mine hidtidige tro følgesvende gik i stykker forleden dag. Nu er jeg så i intense forhandling med mig selv om hvor ekstravagant, jeg moralsk og etisk kan tillade mig at være i at købe en erstatning. Der er grundlæggende konsensus i alskens tests om at Sonys WH-1000XM3 er det helt rigtige faglige valg. Men prisen? At anvende +2.000 kr. på et par høretelefoner føles forbryderisk og ødselt. Omvendt anvender jeg dem jo konstant, så det vil et fjollet sted at spare. Hvilket horribelt dilemma!

Må hellere sove på det. Heldigvis holder butikkerne her i Korsbæk søndagsåbent i morgen.

Med 52 mio. solgte enheder af Nintendo Switch, overgår den nu det samlede salg af min elskede Super Nintendo. Det forstår jeg egentlig godt. Switch’en er en skøn konsol, som jeg har tilbragt (alt for) mange timer sammen med det seneste halve års tid. Mestendels intenst optaget af mesterværket ‘Octopath Traveler’, men den seneste måned også af retrorollespil som ‘Final Fantasy’ IX og XII. Switchen leverer på alle fronter, og jeg er vild med den 🎮

Retronostalgi

Læste et helt og aldeles vidunderligt blogindlæg af Mikkel Lodahl, hvori han erklærer sin kærlighed til Amiga-spillet ‘Duck Tales: The Quest for Gold’ fra 1990. Nu havde vi – til min store sorg og misundelse dengang – desværre aldrig en Amiga i mit barndomshjem. Men det havde min klassekammerat Morten, og ‘Duck Tales’ er et af de spil, som jeg husker at vi spillede dengang hjemme på hans værelse. Det har gemt sig et sted i min hjerne. For selvom jeg ikke har skænket spillet en tanke i måske 25-30 år, så kunne jeg huske samtlige scener, musik og lydeffekter i den longplay video, jeg opsøgte for lidt siden.

Men ikke nok med det; blogindlægget og det pludselige rush af nostalgi sendte mig endnu længere tilbage i tiden. Nærmere bestemt til ‘Donald Duck’s Playground’ (1986), som jeg spillede på min storebrors Commodore 128 tilbage i slut-80’erne.

Jeg har svage erindringer om at det kun var sjældent jeg fik lov til at spille det. Måske ikke så underligt, jeg er 8 år yngre end min storebror, spillet er mere undervisning end spil, og indholdet er ikke ligefrem rettet mod større børn. Alligevel er alting blevet lagret et eller andet obskurt sted i mit hoved. For endnu engang kunne jeg huske alting i longplay videoen, som efterlod mig ubevidst smilende flere gange. Jeg kan stadig huske Anders’ vrede rappen, når man taber et græskar. Og jeg kan huske den intense glæde jeg fik, når jeg havde færdiggjort legepladsen til Rip, Rap og Rup. Det er mageløst.

Det ophører aldrig med at undre mig, hvorfor vi husker og glemmer de ting vi gør. Hvor gemmer man alle de ubevidste erindringer? Hvorfor vil jeg som dement engang givetvis kunne huske McDonald’s, men have glemt mine børn? Tanken har altid skræmt mig – og gør det stadig.

De seks årstider

Stødte på et ikke helt ueffent citat af Kurt Vonnegut, der i en tale i 1978 fremhævede at der i nordlige områder er seks fremfor fire årstider:

One sort of optional thing you might do is to realize that there are six seasons instead of four. The poetry of four seasons is all wrong for this part of the planet, and this may explain why we are so depressed so much of the time. I mean, spring doesn’t feel like spring a lot of the time, and November is all wrong for autumn, and so on.

Here is the truth about the seasons: Spring is May and June. What could be springier than May and June? Summer is July and August. Really hot, right? Autumn is September and October. See the pumpkins? Smell those burning leaves? Next comes the season called Locking. November and December aren’t winter. They’re Locking. Next comes winter, January and February. Boy! Are they ever cold!

What comes next? Not spring. ‘Unlocking’ comes next. What else could cruel March and only slightly less cruel April be? March and April are not spring. They’re Unlocking.

Principielt opfatter jeg det danske klima som bestående af 11 måneders permafrost, der flygtigt afløses af en måneds moderat lunkenhed.

Men jeg kan nu godt lide at Vonnegut har givet mig locking/unlocking typologien til at de beskrive de tre fuldstændig nytteløse og ofte særdeles ubehagelige måneder november, marts og april1. De er mellemmåneder, der ikke rigtig er noget som helst bevendt og bare skal overstås. De er kalenderårets svar på Fyn – et sted man passerer igennem på vej mod bedre steder.  

  1. December regner jeg fortsat som en vintermåned []

Prop og Berta

En af de forsvindende få ambitioner for denne blog er at den aldrig må udvikle sig i retningen af en mommyblog. Eller en daddyblog. Eller hvad det nu hedder, når mænd pakker deres kommercielle ambitioner ind i sponserede navlebetragtninger om faderskabets mysterier.

Men derfor vil jeg dog alligevel filosofere en del over ‘Prop og Berta’.

Bent Solhofs klassiske børnefortællinger er fra min egen tidlige barndom i begyndelsen af 80’erne, hvor kasettebåndene med historierne blev lånt uhyre flittigt på det nu hedengangne bibliotek i Hasseris bymidte.

Jeg var (og er) ‘Prop og Berta’ fan. Solhofs blide røst er stadig et nostalgisk og helende helle for min martrede sjæl. Derfor er jeg naturligvis i gang med systematisk at indoktrinere arvingerne med historierne om den lille tykke mand Prop, der bor alene i skovbrynet sammen den talende jerseyko Berta.

Spørgsmålet er imidlertid om det er sundt for deres sjæle.

For ‘Prop og Berta’ ville antageligvis aldrig blive lavet i dag. På trods af Bent Solhofs åbenlyse forståelse for hvad der virker i en god børnefortælling, så er hans univers, persongalleri og hele mikrokosmoset i ‘Prop og Berta’ simpelthen for politisk ukorrekt. Og hvis man dekonstruerer personerne og universet i ‘Prop og Berta’ med 2019-intersektionelle briller, bliver Solhofs fortælling en nådesløs uhyggelig og dystopisk thriller om ‘toxic masculinity’1.

Bent solhof og prop berta

Det samlede persongalleri i børnedystopien ‘Prop og Berta’. Bemærk politimester Frederiksens påfaldende røde næse. Bemærk hvorledes ‘Heksen’ udskammes for ikke at passe ind i majoritetssamfundets normer.

Anskuet fra den ellers etablerede skurks side, så handler ‘Prop og Berta’ nemlig ikke om den hyggelige Prop, der sammen med den sært kone-agtige ko Berta (assisteret af de hjælpsomme skovvæsener Tyttebøvserne) løser mysterier, forbrydelser og hjælper deres medmennesker. Det handler ikke om en hadefuld heks, der drevet af gemen ondskab gør alt hvad hun kan for at plage dyrelivet, landsbyboerne eller den lokale (grotesk inkompetente) politistyrke.

Nej, alternativt fortolket handler ‘Prop og Berta’ om en stakkels stigmatiseret kvinde (konsekvent omtalt af det intolerante lokalsamfund som ‘Heksen’), der egentlig bare gerne vil bo i fred i sit hus i skoven, dyrke sine interesser og lave en enkelt gryderet eller to. Hun bliver desværre konstant chikaneret af en enlig mandsperson uden fast beskæftigelse, der bor alene i et ikke-vedligeholdt hus med en jerseyko, som han måske/måske ikke har et sensuelt forhold til (de sover i hvert fald i samme seng). Mange af historierne i ‘Prop og Berta’ involverer således manden og hans kos gentagne indbrud i kvindens private hjem, flere eksempler på trusler og afspresning af hende, hærværk af hendes ejendom og sidst, men bestemt ikke mindst: Adskillige (vellykkede) forsøg på at få kvinden til at fraflytte sit hjem. Det er virkelig ubehageligt, ikke mindst fordi den lokal politistyrke ubetinget er på mandens side, hvorved hun absolut ingen retssikkerhed har og ikke får nogen beskyttelse mod overgrebene.

Det er selvsagt helt uansvarligt at jeg som ikke-fagperson begiver mig ud i at stille psykiatriske diagnoser. Men givet at A) manden helt irrationelt mener sig forfulgt af kvinden, B) manden mener at kunne tale med en ko og C) manden hører stemmer i form af de usynlige skovvæsener Tyttebøvserne, så er det nærliggende at Prop er paranoid-skizofren – evt. kombineret med en dyssocial personlighedsstruktur. Prop hallucinerer tidligt og sent, og bortset fra hans intime følelser for koen Berta og et manipulerende “venskab” med den påvirkelige og intelligensmæssigt jævne politimester Frederiksen, så hører vi intet om Props evt. sunde sociale relationer med andre mennesker. Det står heller ikke klart hvordan de sociale myndigheder monitorerer hvad der foregår hjemme i huset i skovbrynet.

OK Prop og Berta

Hvad er den præcise relation mellem Prop og Berta? Ingen ved det.

Der tegner sig samlet set et ubehageligt og chauvinistisk mønster, som ikke burde indgå i en pædagogisk opbyggelig børnehistorie. Samlet set kan der derfor ikke være tvivl om at ‘Prop og Berta’ bør fjernes fra alle offentlige biblioteker. Og den konklusion kan man endda drage før man analyserer det åbenlyst racistiske i at alle småskurkene i ‘Prop og Berta’ – loppecirkusdirektøren, Bukserysterbanden, den hævngerrige elefantpasser, tivolidirektøren der får en dresseret abe til at blive indbrudstyv – alle tilfældigvis er skåret efter en fordomsfuld arketype af romaer.

Man kan selvfølgelig også vælge at betragte ‘Prop og Berta’ som det de er, nemlig eventyr for mindre børn om venskab og sjove mysterier. Eller er det for kedeligt? Uanset hvad, så lader jeg arvingerne lytte til historierne. Bent Solhof fylde mit hjem med gode historier og betydelige mængder mental balsam. Og hvem har ikke lyst til at brøle “TYT-TE-BØVSER! TYT-TE-BØVSER!” for hjælp til de vanskelige sager i dagligdagen?

Jeg har i hvert fald.

  1. Denne analyse er klart inspireret af dette tweet, som vender hele Star Wars på hovedet []

Octopath Traveler

Nu fik jeg forleden kåret genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ til årets bedste spil. Men … det er en sandhed med modifikationer. For det er sandt hvis man ser på den samlede husstand, men hvis det kun handler om mig? Så er jeg dybt og inderligt forelsket i ‘Octopath Traveler’; et neoklassisk JRPG der er helt, helt fantastisk.

Jeg ved dog ikke helt hvordan man skal forklare spillets vidunderlighed for normale mennesker, der ikke er socialt akavede, ikke var nørder og ikke dyrkede ‘Final Fantasy VI’ (og de fleste andre Square-spil) som en sekulær religion i midten af 90’erne.

Hvordan anskueliggør man for folk, der ikke nærlæste ‘Nintendo Magasinet’ og ‘Power Player’ (og græd bittert hver gang at et japansk rollespil ikke udkom til den europæiske udgave af Super Nintendo), at det i 2019 er meningsfuldt at spille noget, der bygger på og forbedrer skabelonen fra et 16-bit rollespil? At ‘Octopath Traveler’ føles som den legemeligegjorte og perfekte fusion af alt det, jeg satte pris på dengang – og tydeligvis stadig higer efter den dag i dag? At det ikke engang – det vil jeg benægte til hver en tid – handler om nostalgi eller om at søbe rundt i noget, der (måske/måske-ikke) var bedre engang.

‘Octopath Traveler’ har det hele. Fængende historie, interessante karakterer, et flydende og veleksekveret kampsystem, distinkt æstetik og 2D/3D-grafik (der er smuk i mine øjne, antageligvis håbløst gammeldags i andres) og episk musik. At spille det er for mig som at være i den bedste af alle fantasiverdener, hvor alt går op i en højere enhed.

Jeg har ikke haft det sådan med et computerspil i … 10 år? Mere måske? Bevares, det var sjovt at spille ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ og ‘Blackwell’-spillene og ja, det var læskende at genspille ‘Final Fantasy VIII’ igen her i september. Men de førstnævnte er retrospil og jeg gennemførte jo FFVIII for første gang allerede for 20 år siden. Det samme gælder alle de andre reissues, jeg har spillet igennem de senere år. Det er fint nok med retro og genkendelsens glæde, men … det er noget ganske andet at opleve et nyt eventyr for første gang.

Jeg glæder mig allerede til at børnene er lagt i seng, så jeg igen kan fordybe mig i ‘Octopath Traveler’.