De seks årstider

Stødte på et ikke helt ueffent citat af Kurt Vonnegut, der i en tale i 1978 fremhævede at der i nordlige områder er seks fremfor fire årstider:

One sort of optional thing you might do is to realize that there are six seasons instead of four. The poetry of four seasons is all wrong for this part of the planet, and this may explain why we are so depressed so much of the time. I mean, spring doesn’t feel like spring a lot of the time, and November is all wrong for autumn, and so on.

Here is the truth about the seasons: Spring is May and June. What could be springier than May and June? Summer is July and August. Really hot, right? Autumn is September and October. See the pumpkins? Smell those burning leaves? Next comes the season called Locking. November and December aren’t winter. They’re Locking. Next comes winter, January and February. Boy! Are they ever cold!

What comes next? Not spring. ‘Unlocking’ comes next. What else could cruel March and only slightly less cruel April be? March and April are not spring. They’re Unlocking.

Principielt opfatter jeg det danske klima som bestående af 11 måneders permafrost, der flygtigt afløses af en måneds moderat lunkenhed.

Men jeg kan nu godt lide at Vonnegut har givet mig locking/unlocking typologien til at de beskrive de tre fuldstændig nytteløse og ofte særdeles ubehagelige måneder november, marts og april1. De er mellemmåneder, der ikke rigtig er noget som helst bevendt og bare skal overstås. De er kalenderårets svar på Fyn – et sted man passerer igennem på vej mod bedre steder.  

  1. December regner jeg fortsat som en vintermåned []

Prop og Berta

En af de forsvindende få ambitioner for denne blog er at den aldrig må udvikle sig i retningen af en mommyblog. Eller en daddyblog. Eller hvad det nu hedder, når mænd pakker deres kommercielle ambitioner ind i sponserede navlebetragtninger om faderskabets mysterier.

Men derfor vil jeg dog alligevel filosofere en del over ‘Prop og Berta’.

Bent Solhofs klassiske børnefortællinger er fra min egen tidlige barndom i begyndelsen af 80’erne, hvor kasettebåndene med historierne blev lånt uhyre flittigt på det nu hedengangne bibliotek i Hasseris bymidte.

Jeg var (og er) ‘Prop og Berta’ fan. Solhofs blide røst er stadig et nostalgisk og helende helle for min martrede sjæl. Derfor er jeg naturligvis i gang med systematisk at indoktrinere arvingerne med historierne om den lille tykke mand Prop, der bor alene i skovbrynet sammen den talende jerseyko Berta.

Spørgsmålet er imidlertid om det er sundt for deres sjæle.

For ‘Prop og Berta’ ville antageligvis aldrig blive lavet i dag. På trods af Bent Solhofs åbenlyse forståelse for hvad der virker i en god børnefortælling, så er hans univers, persongalleri og hele mikrokosmoset i ‘Prop og Berta’ simpelthen for politisk ukorrekt. Og hvis man dekonstruerer personerne og universet i ‘Prop og Berta’ med 2019-intersektionelle briller, bliver Solhofs fortælling en nådesløs uhyggelig og dystopisk thriller om ‘toxic masculinity’1.

Bent solhof og prop berta
Det samlede persongalleri i børnedystopien ‘Prop og Berta’. Bemærk politimester Frederiksens påfaldende røde næse. Bemærk hvorledes ‘Heksen’ udskammes for ikke at passe ind i majoritetssamfundets normer.

Anskuet fra den ellers etablerede skurks side, så handler ‘Prop og Berta’ nemlig ikke om den hyggelige Prop, der sammen med den sært kone-agtige ko Berta (assisteret af de hjælpsomme skovvæsener Tyttebøvserne) løser mysterier, forbrydelser og hjælper deres medmennesker. Det handler ikke om en hadefuld heks, der drevet af gemen ondskab gør alt hvad hun kan for at plage dyrelivet, landsbyboerne eller den lokale (grotesk inkompetente) politistyrke.

Nej, alternativt fortolket handler ‘Prop og Berta’ om en stakkels stigmatiseret kvinde (konsekvent omtalt af det intolerante lokalsamfund som ‘Heksen’), der egentlig bare gerne vil bo i fred i sit hus i skoven, dyrke sine interesser og lave en enkelt gryderet eller to. Hun bliver desværre konstant chikaneret af en enlig mandsperson uden fast beskæftigelse, der bor alene i et ikke-vedligeholdt hus med en jerseyko, som han måske/måske ikke har et sensuelt forhold til (de sover i hvert fald i samme seng). Mange af historierne i ‘Prop og Berta’ involverer således manden og hans kos gentagne indbrud i kvindens private hjem, flere eksempler på trusler og afspresning af hende, hærværk af hendes ejendom og sidst, men bestemt ikke mindst: Adskillige (vellykkede) forsøg på at få kvinden til at fraflytte sit hjem. Det er virkelig ubehageligt, ikke mindst fordi den lokal politistyrke ubetinget er på mandens side, hvorved hun absolut ingen retssikkerhed har og ikke får nogen beskyttelse mod overgrebene.

Det er selvsagt helt uansvarligt at jeg som ikke-fagperson begiver mig ud i at stille psykiatriske diagnoser. Men givet at A) manden helt irrationelt mener sig forfulgt af kvinden, B) manden mener at kunne tale med en ko og C) manden hører stemmer i form af de usynlige skovvæsener Tyttebøvserne, så er det nærliggende at Prop er paranoid-skizofren – evt. kombineret med en dyssocial personlighedsstruktur. Prop hallucinerer tidligt og sent, og bortset fra hans intime følelser for koen Berta og et manipulerende “venskab” med den påvirkelige og intelligensmæssigt jævne politimester Frederiksen, så hører vi intet om Props evt. sunde sociale relationer med andre mennesker. Det står heller ikke klart hvordan de sociale myndigheder monitorerer hvad der foregår hjemme i huset i skovbrynet.

OK Prop og Berta
Hvad er den præcise relation mellem Prop og Berta? Ingen ved det.

Der tegner sig samlet set et ubehageligt og chauvinistisk mønster, som ikke burde indgå i en pædagogisk opbyggelig børnehistorie. Samlet set kan der derfor ikke være tvivl om at ‘Prop og Berta’ bør fjernes fra alle offentlige biblioteker. Og den konklusion kan man endda drage før man analyserer det åbenlyst racistiske i at alle småskurkene i ‘Prop og Berta’ – loppecirkusdirektøren, Bukserysterbanden, den hævngerrige elefantpasser, tivolidirektøren der får en dresseret abe til at blive indbrudstyv – alle tilfældigvis er skåret efter en fordomsfuld arketype af romaer.

Man kan selvfølgelig også vælge at betragte ‘Prop og Berta’ som det de er, nemlig eventyr for mindre børn om venskab og sjove mysterier. Eller er det for kedeligt? Uanset hvad, så lader jeg arvingerne lytte til historierne. Bent Solhof fylde mit hjem med gode historier og betydelige mængder mental balsam. Og hvem har ikke lyst til at brøle “TYT-TE-BØVSER! TYT-TE-BØVSER!” for hjælp til de vanskelige sager i dagligdagen?

Jeg har i hvert fald.

  1. Denne analyse er klart inspireret af dette tweet, som vender hele Star Wars på hovedet []

Octopath Traveler

Nu fik jeg forleden kåret genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ til årets bedste spil. Men … det er en sandhed med modifikationer. For det er sandt hvis man ser på den samlede husstand, men hvis det kun handler om mig? Så er jeg dybt og inderligt forelsket i ‘Octopath Traveler’; et neoklassisk JRPG der er helt, helt fantastisk.

Jeg ved dog ikke helt hvordan man skal forklare spillets vidunderlighed for normale mennesker, der ikke er socialt akavede, ikke var nørder og ikke dyrkede ‘Final Fantasy VI’ (og de fleste andre Square-spil) som en sekulær religion i midten af 90’erne.

Hvordan anskueliggør man for folk, der ikke nærlæste ‘Nintendo Magasinet’ og ‘Power Player’ (og græd bittert hver gang at et japansk rollespil ikke udkom til den europæiske udgave af Super Nintendo), at det i 2019 er meningsfuldt at spille noget, der bygger på og forbedrer skabelonen fra et 16-bit rollespil? At ‘Octopath Traveler’ føles som den legemeligegjorte og perfekte fusion af alt det, jeg satte pris på dengang – og tydeligvis stadig higer efter den dag i dag? At det ikke engang – det vil jeg benægte til hver en tid – handler om nostalgi eller om at søbe rundt i noget, der (måske/måske-ikke) var bedre engang.

‘Octopath Traveler’ har det hele. Fængende historie, interessante karakterer, et flydende og veleksekveret kampsystem, distinkt æstetik og 2D/3D-grafik (der er smuk i mine øjne, antageligvis håbløst gammeldags i andres) og episk musik. At spille det er for mig som at være i den bedste af alle fantasiverdener, hvor alt går op i en højere enhed.

Jeg har ikke haft det sådan med et computerspil i … 10 år? Mere måske? Bevares, det var sjovt at spille ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ og ‘Blackwell’-spillene og ja, det var læskende at genspille ‘Final Fantasy VIII’ igen her i september. Men de førstnævnte er retrospil og jeg gennemførte jo FFVIII for første gang allerede for 20 år siden. Det samme gælder alle de andre reissues, jeg har spillet igennem de senere år. Det er fint nok med retro og genkendelsens glæde, men … det er noget ganske andet at opleve et nyt eventyr for første gang.

Jeg glæder mig allerede til at børnene er lagt i seng, så jeg igen kan fordybe mig i ‘Octopath Traveler’.

H2x1 NSwitch TheLegendOfZeldaLinksAwakening image1600w

Jeg tror egentlig at det bedste ved genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ er at det er en enestående mulighed for at gøre mine børn ligeså hooked, som jeg selv er det. Bortset fra det er genudgivelsen udført med stor kærlighed og nænsomhed. Årets videospil for os.

Switch

Jeg er vild med min nye Nintendo Switch, det er en pragtfuld maskine. Jeg har udskudt købet af den i længere tid, men nu kunne jeg ikke rigtig finde på flere overspringshandlinger. Forleden lørdag blødte jeg adskillige tusinder kroner i den lokale Gamestop, og siden har jeg været tryllebundet.

Man kan selvfølgelig altid diskutere det begavede i, at jeg overfører tid fra jobsøgning, boligjagt, nærvær med familie og venner, motion, politisk aktivitet, at lære et håndværk og klog boglæsning til at spille videospil. En nogenlunde ædruelig analyse ville nok nå frem til, at en 37-årig familiefar kunne finde på mere konstruktive ting at bruge sin tid på.

Men det glemmer jeg rask væk, når først musikken spiller.

Og det har været skønt at genoplive min passion for ‘Final Fantasy’-spillene igen, de er alle blevet genudgivet i nye remastered udgaver. Det samme er min evergreen ‘Zelda: Link’s Awakening’, som jeg allerede nu forudser vil fylde en god del af min oktober måned.

I en tid med lidt vel mange bekymringer, så har det været befriende med en smule eskapisme. Den virkelige verden skal nok melde sin ankomst tids nok.

Giv mig mit keyboard tilbage

Jeg troede egentlig at jeg havde fået opbygget et tilpas repressivt og omfattende selvbedrag til, at jeg ikke længere havde et problem med det miserable keyboard på min MacBook Pro. Se bare hvor jeg skriver løs, tast tast tast.

Men … det er ikke sandt.

For jeg nyder ikke at skrive på keyboardet. Det er fladt, føles som at taste på en skærm, larmende og går i stykker. Jeg vil vove den påstand, at de flade taster udgør en mental barriere for at jeg får sat mig ned og griflet. For at lindre den kroniske tilstand af lavfrekvent utilfredshed, købte jeg derfor for nylig et absurd dyrt Topre keyboard til mit desktop setup – og det er simpelthen så himmelstræbende vidunderligt at skrive på i forhold til Mac’ens provokerende flade taster. Og når jeg i arbejdsregi arbejder på en ThinkPad, så bliver jeg også der mindet om hvor meget mere behagelige de er at skrive på. 

Nu læser jeg så at Apple eftersigende vil gå væk fra den forhadte keyboardmodel. Det er en glimrende idé. Apple har i for lang tid ofret brugernes skrivekomfort til fordel for at udleve deres designortodoksi. Det kan være fint nok at være dogmatisk og principiel, især hvis man som Apple indiskutabelt er en markedsleder indenfor design. Men fanatismen har taget overhånd, og jeg skriver ganske enkelt bedre og mere på andre maskiner end min MacBook. Hvilket er en smertefuld erkendelse, ikke mindst fordi jeg gerne vil forblive i Apples økosystem.

For når det nu er evident at tastaturet ikke fungerer og mange af de flade taster ender med at være defekte – Politiken skriver jeremiader om det og jeg lever selv i en eksistentiel angst for at min Y-tast skal sætte sig fast – så er tiden inde til at  gøre noget. Der burde ikke være et trade-off mellem et fremragende keyboard og en fremragende laptop, især ikke til Apples priser.

Nu håber jeg blot at Apple er fundet tilbage på keyboardsporet, når tiden om et par år igen er inde for mig til at købe en ny laptop.

Ellers står den på en ThinkPad igen. 

Mit liv er komplet

Vidunderligt nyt! Først offentliggjorde Nintendo at de genudgiver ‘Zelda: Link’s Awakening’ til deres Nintendo Switch. Nu udgiver Square så – med en mindre forsinkelse på 25 år – for første gang ‘Seiken Densetsu 3’ udenfor Japan.

Jeg har været fan af spilserien siden 1993, og den fortabte 3’er har smertet mig igennem alle disse år. Måske jeg nu endelig kan få lidt ro i min martrede sjæl? 

Uanset hvad kan jeg ganske enkelt ikke længere forsvare det moralsk og etisk at undlade at købe en Switch. 

Retro

Jeg er meget begejstret for Jimmy Maher og hans retrogaming-blog ‘The Digital Antiquarian’. Et af hans nye indlæg førte mig direkte tilbage til en svunden tid, hvor jeg var en præpubertær nørd med en usund interesse for computerspil:

This one isn’t just any old year: a strong argument could be made that 1993 was the pivotal year in the entire history of computer gaming, the dividing line between its antiquity and modernity.

For this was the year when CD-ROM finally went mainstream, virtually eliminating any and all technical restrictions on the size of games.

The transformation this wrought on the graphics and sound of games, on their budgets, on their potential consumer appeal, and, indeed, on their very nature is almost impossible to overstate. We’ll have to wait until the rise of ubiquitous digital distribution well into the 2000s before we again see any single technology remotely as disruptive.

But as if the CD-ROM revolution wasn’t enough to make 1993 a special year, there was also the 3D graphics revolution, as exemplified by Doom, the game many would doubtless consider the game of the 1990s, at least in terms of pure populist appeal

Jeg var 11 år, bebrillet og sublimt kikset i 1993. Jeg kan derfor med betydelig autoritet bekræfte at ovenstående udvikling var sindssvagt spændende. Maher fremhæver bl.a. følgende højdepunkter, som også fik skelsættende betydning for mig:

Jeg er helt bevidst om det sørgelige i at min popkulturelle glansperiode ligger mere end 25 år tilbage. Men det er helt uden sammenligning de spil, jeg spillede i årene 1993-1997, som selv i dag fremkalder min allermest uironiske og lyserøde begejstring. Mon man i en alder af 37 stadig kan blive utvetydigt begejstret og fan af noget? Jeg håber det.

Indtil da vil jeg svælge i nostalgien …

Det gør mig trist og grå indeni at Fantask lukker. Der er nu nul interessante bogbutikker tilbage i København. Men jeg er jo selv en del af problemet, når jeg ikke længere køber science fiction og fantasyromaner i bogform – men kun læser dem på min Kindle 📚