Anglofili

Læste en anmeldelse af genudgivelsen af den gamle koldkriger Robert Conquests klassikere ‘The Great Terror: Stalin’s Purge of the Thirties’ (1968) og ‘The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivisation and the Terror-Famine’ (1986).

Det var i sig selv interessant læsning, men endnu vigtigere; anmeldelsen mindede mig om hvorfor at jeg (Brexit eller ej) antageligvis altid vil forblive håbløst anglofil.

Satire and light verse were among Conquest’s strengths as a poet. He also wrote science fiction, co-operating with Kingsley Amis on five anthologies of new sci-fi writing in the 1960s as well as publishing his own sci-fi novel, A World of Difference (1955), and was a lifelong member of the British Interplanetary Society.

I hvilke andre lande end dybt excentriske Storbritanien kan man i ramme alvor forestille sig, at nogen danner et interplanetarisk selskab? Som lobbyer for mere udforskning af rummet? Det er jo helt og aldeles vidunderligt. Og foreningen findes i øvrigt stadig.

Solo: A Star Wars Story

Jeg har været sløv til at se de nyere Star Wars anthology-film, og jeg mangler da også stadig ‘Rogue One’. Men på vej hjem fra nytårsferien i Sverige fik jeg endelig set ‘Solo’. Den var fortrinlig underholdning og jeg forstår efterfølgende ikke helt, hvorfor at filmen floppede kommercielt og fik så vredladne reaktioner fra puristerne.

Indrømmet, ‘Solo’ er ikke et mesterværk og plotmæssigt er der vel tale om en glorificeret ungdomsfilm. Valget af at lave en heist film i Star Wars universet er også kontroversielt. Men der er trods alt tale om en historie om Han Solo, Star Wars franchisens eneste reelt interessante, tvetydige og underholdende karakter. Han er en smugler og en tyv (bevares, en elskelig en af slagsen, men alligevel), og det ville være sært at lave en prequel, der ikke afspejlede det faktum. Manuskriptmæsigt giver ‘Solo’ derfor fint mening for mig, især hvis man tager filmen for det den er: Letbenet underholdning.

Selvom der desværre – som i alle nyere Star Wars film – er infantile scener, hvor tæerne krummes nærmest ubærligt meget sammen1, så er der omvendt store dele af ‘Solo’, der bare fungerer:

  • På det helt basale fanboy-niveau, så elskede jeg alle scener, hvor man lærte mere om Solos baggrund. Hans møder med Chewy og Lando Calrissian var perfekte, og kemien/dynamikken mellem karaktererne ramte plet. Donald Glovers portræt af Star Wars-universets førsteelsker Lando var en fornøjelse.
  • De fleste actionscener er underholdende og spændende. Få ting er så tilfredsstillende som lyden af en laserpistol.
  • Det er og bliver den rene narko for en 80’er nørd, når Millenium Falcon entrerer hyperspace – swuuuuuuusj!
  • Alden Ehrenreich er aldeles udmærket som en ung Han Solo. Nuvel, vi taler ikke om Harrison Ford, men det ville også være unaturligt. Den mand er jo en afgud.

‘Solo’ er samlet set en udmærket tilføjelse til Star Wars universet, der i det store hele er bedre og mere underholdende end de nyeste indslag i hovedfilmserien.

  1. Se: Scenen med ulækker episk musik, hvor det afsløres at den postulerede skurk i virkeligheden er en godhjertet feminist, der på sine søstres vegne igangsætter oprøret mod det onde og patriarkalske imperium. Yddrrrrk! []

Retrospil

Stødte på denne intro til en ‘Hall of Fame’ over adventurespil:

One of the problems with trying to experience the history of gaming for yourself, by actually playing games, is that so many games are so very, very bad. I obviously can’t do much about that directly, but I can offer a roughly chronological list of games that balances claims of historical importance against playability and fairness.

Det udsagn ræsonnerer stærkt hos mig. Jeg sætter stor pris på at skribenten rent faktisk vil evaluere spillene for deres ‘nutidsværdi’, fremfor bare at forfalde til nostalgi. For guderne skal vide, at jeg har brugt en del penge på at købe retrospil, der muligvis er klassikere og var banebrydende for deres tid, men som i dag er forældede og som ingen orker at spille.

Det var også derfor jeg aldrig helt forstod det hysteri, der opstod, dengang at Nintendo forrige år udsendte deres NES Classic.

Når nu man eksempelvis kan spille Super Mario platformsspil, der helt objektivt er langt, langt bedre end de oprindelige fra midt-80’erne1, hvorfor skulle man så udsætte sig selv for 8-Bit selvpineri? Spil fra 16-Bit æraen, ja, måske, det giver i hvert fald mere mening grafisk og spillene var langt mere avancerede. Men 8-Bit? Nej. Bare nej.

1986 the legend of zelda
Nej, Zelda. Jeg magter dig ikke.

For selv om jeg som ‘Zelda’-fanboy godt ved at det oprindelige ‘The Legend of Zelda’ fra 1986 er en veritabel klassiker, som jeg burde spille (og derfor selvsagt har købt), så kan jeg ikke. Det er ubærligt svært, kontrollen er kluntet og i øvrigt er spillet grimt som arvesynden. Jeg er aldrig kommet videre end de første par screenshots før jeg slukker for lortet i ren frustration.

Lige nu spiller jeg ‘Final Fantasy III’ på min Nintendo 3DS. Vel at mærke et remake fra 2006 af et spil fra 1990, for nu at skrue ekstra op for meta-niveauet. Det er så spilretro, jeg er i øjeblikket.

  1. Seriøst, har I prøvet de nyere udgaver til Wii? De er små mesterværker []

Yndlingspuzzles

Jeg er ikke gammel nok til at have spillet særlig mange af de old-school spil på denne liste, men den fik mig naturligvis til at gruble over, hvad mine egne favorit Adventure-Game puzzles er. Jeg har ikke haft lejlighed til virkelig at tænke mit svar igennem, men her er min spontane favorit:

Insult sword fighting fra ‘The Secret of Monkey Island’.

Maxresdefault

Jeg hadede denne puzzle dengang jeg som 11-12 årig spillede Monkey Island første gang. Jeg var simpelthen ikke god nok til engelsk til at jeg kunne at forstå de underfundige sproglige skudvekslinger undervejs. Det blev en værre omgang trial and error, eftersom der ikke var noget internet at snyde løsningerne frem med. Alt sammen meget frustrerende for en præteenager med uren hud. I dag kan jeg se hvor genialt og innovativt det var. Se bare den episke sværdkamp med The Sword Master. Det er vidunderligt!

Jeg har brug for mere tid til at tænke, hvis jeg skal lave en top 5 over yndlingspuzzles. Der må være noget fra ‘Indiana Jones and the Fate of Atlantis’, men det er så mange år siden jeg spillede det, at det kræver en opfrisker.

Men når jeg laver  øvelsen vil jeg gerne udvide spørgsmålet til andre spilgenre end blot de klassiske point-and-click adventurespil. Der er også en del gåder i ‘Final Fantasy’ og ‘Zelda’ spillene, som jeg satte pris på.

De bør retteligt komme med.

Here be dragons

De små, besynderlige detaljer fra virkeligheden er noget af det, jeg sætter allermest pris på ved at læse murstensbøger om esoteriske emner. I den ellers ganske sejtrækkende ‘Money Changes Everything’ bog om finanshistorie faldt jeg således over følgende perle:

The Muscovy Company traces its roots to the Company of Merchant Adventurers to New Lands (in full: “Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown”) founded in 1551 by Richard Chancellor, Sebastian Cabot and Sir Hugh Willoughby, who decided to look for the Northeast Passage to China.

Læs lige den virksomhedstitel en gang til: ‘Mystery and Company of Merchant Adventurers for the Discovery of Regions, Dominions, Islands, and Places unknown’.


Er det ikke vidunderligt? Måske jeg er blevet farvet af at have godnatlæst ‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ én gang for mange, men emmer den titel ikke af eventyr og opdagelsesrejser? Af gulnede skattekort, hvor der længst ude i siderne er advarsler mod drager? Man få jo selv lyst til at finde nordøstpassagen mod Kina!

Savner æblet

Den kommer altid snigende med et års mellemrum: Lysten til at købe en ny computer.

Jeg har hungret efter at købe en iMac lige siden Apple præsenterede en opdateret udgave tilbage i juni måned. Det passer med ca. et års tid efter at jeg i sommeren 2016 købte min nye svinedyre Lenovo T460s laptop. Som jeg forinden brugte måneder og år på at researche og gruble over, og som jeg egentlig er glad for. Især fordi Lenovoen har det bedste tastatur, jeg nogensinde har skrevet på.

Men maskinen hæmmes af et stort minus: Den er Windows-baseret. Og selvom jeg tidligere har bedyret at skiftet fra MacOS til Windows skam ikke var et problem for mig, så nuvel, jeg har skiftet mening.

For når man som jeg er så investeret i Apples økosystem via min iPhone og iPad, så savner jeg det sømløse samspil. Jeg savner at programmerne ganske enkelt bare er bedre end det, jeg i skrivende stund må slå mig til tåls med i Windows. Jeg savner at kunne sende iMessage beskeder fra min hovedcomputer.

Det er luksusproblemer, jeg ved det, men en attraktiv arbejdsstation betyder meget for en papirnusser som mig.

Derfor var jeg meget interesseret i Apples stationære 5K iMac. Guddommelig skærm og smukt design. En entre tilbage til det styresystem, som jeg har lært at elske siden 2012. Og jeg ville slippe for de rædderlige keyboards, som Apple det seneste år er begyndt at påklistre samtlige deres keyboards.

Men den er dyr. Urimeligt dyr. For dyr. Jeg kan ikke forsvare et køb af den overfor mig selv og ambitionerne om at spare op udbetalingen til boliglån.

Så egentlig havde jeg udskudt købte af en ny Applemaskine på ubestemt tid. Men så læste jeg endnu et af de her indlæg på en af de utallige Mac blogs jeg abonnerer på.

Og det gentændte lysten.

For der er en kampagne i gang. Et vaskeægte oprør! For at få Apple til at udskifte de miserable tastaturer på deres bærebare MacBooks. Og som det måske fornemmes af teksten ovenfor, så er tastaturer noget jeg kan bruge betragtelige mængder energi på.

Så hermed et løfte: Hvis Apple udskifter deres tastatur på en af de nye modeller der kommer i 2018, så slår jeg til. HAPS!

Transformers

Jeg kan ikke helt afgøre om jeg projicerer for meget over på min stakkels søn. Men det gør mig ellevilde at han er blevet fan af Transformers. Ikke af de miserable film, men derimod af legetøjet og tegnefilmene. Som jeg selv har elsket upassende meget det meste af min levetid.

Han elsker de 30 år gamle legetøjsrobotter, som vi fragtede med over fra Aalborg sidst vi besøgte mine forældre. Han elsker de nye legetøjsudgaver af Bumblebee og Optimus Prime. Han elsker den fabelagtige intro til den oprindelige tv-serie fra midt-80’erne. Og det gør mig selvsagt alt sammen glad, for jeg elsker også stadig Transformers.

I går modtog vi tilmed en Transformers-trøje med posten, og jeg har sjældent set en dreng glæde sig så meget til at komme i børnehave og vise sit nye haute couture frem.

Allerbedst er faktisk tegnefilmsudgaven ‘Robots in Disguise’ fra 2015 og frem. Den er flot, sjov, cool og handlingen er tilpas afbalanceret til at være spændende for små drenge – uden at være for voldsom. Alene introen er fantastisk:

Det er en stor fornøjelse at (gen)opdage barndommes legetøj med sønnen. Håber at jeg også kan lokke datteren med i kulturen, når hun bliver lidt ældre. Hun vil i hvert fald gerne lege med robotterne!