Goodwill

Fik endelig slæbt os sammen til at bruge det lokale folkebibliotek igen her post de allermest drakoniske COVID-19-restriktioner. Jeg forstod aldrig helt behovet for coronapas for at kunne komme ind på et bibliotek, men nuvel. 

Da jeg stræber efter at forme mine børn 1:1 i mit billede, låner jeg udelukkende bøger og tegneserier af den type, der influerede mig tilbage i de glade slut-80’ere. Hidtil har det især været ‘Yoko Tsuno’-serien, men denne gang stødte jeg på ‘Ridder Goodwill’-tegneserierne. Fluks røg der seks bind med hjem. 

Goodwill tre stjerner
Tror det er mere end rimeligt at henføre store dele af min forkærlighed for kitschet 80’er-fantasy til netop ‘Ridder Goodwill’. 

Må have læst de første seks bind – ikke mindst ‘De tre stjerner’ og efterfølgeren ‘Graven af is’ – usandsynligt mange gange. Koncepterne, tegnestilen, de episke sværdkampe gik rent ind. Vi skal vel hen til ‘Dungeons & Dragons’ og ‘Robocop’ tegnefilmene på TV Danmark for at finde noget sejere.

Før biblioteksturen i weekenden huskede jeg imidlertid ikke så meget af handlingen. Det var mest flygtige glimt og en bevidsthed om, at ‘Ridder Goodwill’ var fremragende og noget, som enhver rask dreng og pige med fordel bør læse. Men hvad så nu, hvor jeg har søgt at læse dem sammen med den ældste? Følgende to ting kan konkluderes:

Det er ikke børnetegneserier
Der er en underlig diskrepans mellem tegnestilen og handlingen. Se blot på Goodwills fjantede væbner Kervin, der er tegnet et sted mellem Lucky Luke og smølferne. Der er et umiskendeligt barnligt touch. Men historierne? Der flyder blod i stride strømme. Der er afhuggede lemmer. Der er scener, der får pagtens ark sekvensen fra ‘Indiana Jones’ til at ligne en søndagsskole. Kvinder brændes på bål. Bordeller besøges. Vanvittige troldmænd vender om på tid og rum. Og jeg kunne ikke huske noget af dette. Min kapacitet til fortrængelser er beundringsværdig, tænker jeg.

Goodwill er en værre liderkarl
Jeg husker Goodwill som en meget ædel og ridderlig skikkelse. Men et gennemgående træk er, at han drikker og horer sig igennem sine rejser og eventyr. Flere af tegneseriernes historier har som præmis, at tingene først og fremmest går galt fordi Goodwill i al væsentlighed er styret af sine genitalier. Bevares, hans væbner Kervin er intellektuelt mindrebemidlet og spiser for meget ‘bønner og flæsk’ (en utiltalende ret, der går igen og igen i tegneserierne), men hans moralske kompas er dog nogenlunde konsistent. Jeg var vist en forholdsvist ringe menneskekender som barn.

Samlet set tror jeg ikke at vi ikke på denne side af de 10 år får læst mere end de første album, hvor tegnerne dog lagde en smule bånd på de mest excessive udskejelser. Og jeg vil nu fundere over, hvilke ting jeg ellers har fortrængt for min barndom. Noget tyder på at det ikke er småting.

Lego er et djævelsk pyramidespil

Det er ikke fordi at jeg ikke forstår markedskræfterne; udbud og efterspørgsel og alt det der. Men Lego er og bliver altså et Scientology-selvudviklingskursus for børnefamilier. Man skal hele tiden købe mere. Nye sammenhængende sæt, der naturligvis stiger eksponentielt i pris. Først når man har ruineret sig selv, har man nået det øverste sakrale niveau. I en forsvindende kort periode. Altså indtil at der er et nyt personlighedsudviklende sæt, som ens arvinger kan plage en om. Og så begynder pyramidespillet ellers igen. Lige indtil de bliver trætte af Lego, og alle klodserne ender ensomme, støvede og forladte i anonyme kasser bagerst i børneværelset.

For nylig har Lego således udgivet en legetøjsserie med Super Mario, hvilket jeg formoder er en fremragende forretning for både Lego og Nintendo. For det er tårefremkaldende dyrt. Klodserne på dette billede repræsenterer således en udbetaling i omegnen af 750 kr.

Det burde være åbenlyst for de fleste, at det er vanvid. En grotesk prissætning. En gedigen svinestreg. En vederstyggelighed. Men jeg betaler det. Naturligvis gør jeg det. For udover at være et perfekt gateway drug til at lokke uskyldsrene børn ind i Nintendos klør, så er der et stort marked af nostalgiske midaldrende og nørdede mænd. Sådan én som mig. Vi er klar til at betale herfra og til evighed for at blive mindet om, at der var engang, hvor vi ikke var så trætte, sure og

Så Lego har fat i den lange ende. De ved at folk er villige til at betale langt mere for byggesæt i deres mere prestigefyldte serier – i.e. Super Mario, Harry Potter, Star Wars – end for deres inhouse franchises. Og det er uanset, at kvaliteten, opfindsomheden og legeværdien ofte er højere i deres Ninjago-univers. Jeg må derfor arbejde på at få den Ældste til at ønske sig mere Ninjago, da jeg i længden ikke vil betale absurde summer for fesne busser eller et crappy hus.

Men det er altsammen ønsketænkning. De næste par år jeg med i Lego-sekten. Uanset hvor ondt det gør. Man vil jo gerne gøre de dumme unger glade.

Broken Age

Det var en ren tilfældighed, ja, vel nærmest et gedigent lykketræf, at jeg opdagede at ‘Broken Age’ var gratis i Appstore henover weekenden.

Hvilket egentlig er en blodig uretfærdighed målt på den helt store kosmiske skala. For spillet har givet mig uproportional stor glæde og fornøjelse de senere dage. Det er et vidunderligt old-school point-and-click adventurespil, som vækkede minder om ‘Monkey Island’ et al. Så jeg burde have betalt for det, hvis der da ellers var nogen større himmelsk retfærdighed til.

Nuvel, jeg er pinligt bevidst om at nostalgi og dyrkelse af retroæstetik er et trist og sølle fænomen, som vi midaldrende typer alt for ofte forfalder til. Det samme gælder længsel efter popkultur fra dengang man var 12 år gammel1.

Men ‘Broken Age’ gør netop det; fører mig tilbage til de adventurespil, jeg var så vild med dengang. Den vittige dialog, de enkelte puzzles, selve spilkonceptet. Det går altsammen op i en større enhed. Mentalt fører det mig tilbage til engang, hvor jeg sad foran 286’eren og løste gåder. Hvad mon mine egne børn kommer til at blive besatte af, når de er 12? Jeg håber det er noget, der også vil give dem glæde den dag de selv er 38!

  1. Adm. note: det er som bekendt et objektivt faktum at intet er mere formende for et ungt menneskes livslange popkulturelle præferencer, end de ting, man var besat af som 12 årig []

Som den omvandrende kliché jeg tydeligvis er, så er jeg begyndt at lytte til true crime podcasts i mine herostratiske bestræbelser på at lade som at COVID-19-situationen ikke eksisterer. Efter at have fedtet rundt i den ikke helt tilstrækkeligt spændende ‘Up and Vanished’, er jeg nu kommet til absolut sidste stop inden horrorgenren: ‘Casefile’. Her får man i den grad mord og lemlæstelser for alle pengene. Aktuelt lytter jeg til et afsnit om ‘the backpacker murders’, der i den grad ikke er for sarte sjæle. Klart anbefalet hvis du er til den slags.

Rumretro

Drengen bliver seks i dag, og vi gør hvad vi kan for at gøre det til en god fødselsdag – på trods af den aflyste fest i karateklubben og det annullerede besøg hos mormor og morfar i Åre. Hårde odds, men han er glad alligevel.

Bedsteforældrene leverede heldigvis på distancen endnu en dosis narko til hans aktuelle Lego-afhængighed i form af et mægtigt rumraket-sæt. Under bygningen fik jeg en pludselig indskydelse: mon jeg kunne genfinde de gamle hørespiludgaver af Tintin tegneserier, som jeg lånte på bånd på Hasseris Bibliotek og lyttede uendelig meget til dengang? Kunne jeg helt specifikt finde de to indspilninger af ‘Månen Tur-Retur’ (min favorit sammen med ‘Tintin i Tibet’)?

Svaret er – utroligt nok – ja. De er på Spotify, alle indspilningerne fra 1972 – 1983, og jeg kunne huske dem ord for ord. Ved ikke om drengen fik så meget ud af historien – alt det rumkapløb-politiske gik over hovedet på ham – men for mig var det episk at bygge løs med indspilningen kørende i baggrunden.

Bob Goldenbaum og Peter Kitter er decideret vidunderlige som Tintin og Kaptajn Haddock, og det lyder som at skuespillerne havde det sjovt under arbejdet.

Og hvor er det egentlig et fantastisk koncept, det med at lave hørespil over tegneserier. Nu vil jeg søge efter Asterix og Lucky Luke hørespillene, begge med Ove Sprogøe i hovedrollerne. Der er intet som tryg retro til at dulme den aktuelle eksistentielle rædsel!

Fz2qm1i0szexe8yhzrcy

I dag er det 20 år siden Sony lancerede sin PlayStation 2. Noget af en popkulturel mastodont og en produktivitetsdræber af episke proportioner. Selv har jeg tilbragte uendelig mange timer med min konsol, ikke mindst i selskab med ‘Final Fantasy X’. Kærligheden til trods, så er PlayStation 2 dog ikke i nærheden af at have haft samme skelsættende betydning for mig, som min Super Nintendo eller den oprindelige PlayStation havde det. De var decideret formative for min nørdidentitet. Men alligevel: tillykke med fødselsdagen, PS2. Tænk at vi skulle nå så vidt.  

Etiske kvaler

Jeg er blevet et af den slags mennesker, der meget nødigt færdes alene i det offentlige rum uden at have mine bombastiske høretelefoner på. De er min kilde til musik og podcasts, ligesom de lukker så dejligt effektivt af for knævrende kolleger og råbende børn.

Stor var sorgen derfor da mine hidtidige tro følgesvende gik i stykker forleden dag. Nu er jeg så i intense forhandling med mig selv om hvor ekstravagant, jeg moralsk og etisk kan tillade mig at være i at købe en erstatning. Der er grundlæggende konsensus i alskens tests om at Sonys WH-1000XM3 er det helt rigtige faglige valg. Men prisen? At anvende +2.000 kr. på et par høretelefoner føles forbryderisk og ødselt. Omvendt anvender jeg dem jo konstant, så det vil et fjollet sted at spare. Hvilket horribelt dilemma!

Må hellere sove på det. Heldigvis holder butikkerne her i Korsbæk søndagsåbent i morgen.

Med 52 mio. solgte enheder af Nintendo Switch, overgår den nu det samlede salg af min elskede Super Nintendo. Det forstår jeg egentlig godt. Switch’en er en skøn konsol, som jeg har tilbragt (alt for) mange timer sammen med det seneste halve års tid. Mestendels intenst optaget af mesterværket ‘Octopath Traveler’, men den seneste måned også af retrorollespil som ‘Final Fantasy’ IX og XII. Switchen leverer på alle fronter, og jeg er vild med den 🎮

Retronostalgi

Læste et helt og aldeles vidunderligt blogindlæg af Mikkel Lodahl, hvori han erklærer sin kærlighed til Amiga-spillet ‘Duck Tales: The Quest for Gold’ fra 1990. Nu havde vi – til min store sorg og misundelse dengang – desværre aldrig en Amiga i mit barndomshjem. Men det havde min klassekammerat Morten, og ‘Duck Tales’ er et af de spil, som jeg husker at vi spillede dengang hjemme på hans værelse. Det har gemt sig et sted i min hjerne. For selvom jeg ikke har skænket spillet en tanke i måske 25-30 år, så kunne jeg huske samtlige scener, musik og lydeffekter i den longplay video, jeg opsøgte for lidt siden.

Men ikke nok med det; blogindlægget og det pludselige rush af nostalgi sendte mig endnu længere tilbage i tiden. Nærmere bestemt til ‘Donald Duck’s Playground’ (1986), som jeg spillede på min storebrors Commodore 128 tilbage i slut-80’erne.

Jeg har svage erindringer om at det kun var sjældent jeg fik lov til at spille det. Måske ikke så underligt, jeg er 8 år yngre end min storebror, spillet er mere undervisning end spil, og indholdet er ikke ligefrem rettet mod større børn. Alligevel er alting blevet lagret et eller andet obskurt sted i mit hoved. For endnu engang kunne jeg huske alting i longplay videoen, som efterlod mig ubevidst smilende flere gange. Jeg kan stadig huske Anders’ vrede rappen, når man taber et græskar. Og jeg kan huske den intense glæde jeg fik, når jeg havde færdiggjort legepladsen til Rip, Rap og Rup. Det er mageløst.

Det ophører aldrig med at undre mig, hvorfor vi husker og glemmer de ting vi gør. Hvor gemmer man alle de ubevidste erindringer? Hvorfor vil jeg som dement engang givetvis kunne huske McDonald’s, men have glemt mine børn? Tanken har altid skræmt mig – og gør det stadig.