Tell me the truth (if it makes me feel better)

Endnu en posting fra det nordjyske (det er glidebane, siger jeg jer, en GLIDEBANE!). Er nu ikke fordi der er så meget nyt at fortælle. Har brugt formiddagen på at være et smut inde i byen at kigge, og kan konstatere, at Aalborg måske nok har oprustet på dametøjsfronten, men så sandelig ikke på herresiden. Dagens dramatiske hovedpunkt var, da Henriette brødebetynget ringede og fortalte at hun havde glemt at melde sig til eksamen. Da de kære sjæle på KU jo er bureaukrater i bund og grund, så må vi vente helt til den 25. april med at få svar på hvorvidt hendes eksamensdispensation bliver godkendt.

Ellers så er jeg at finde i København igen fra søndag aften, og er i fuld gang på arbejdet fra mandag. Musikanbefalinger har jeg ingen af, jeg orkede ikke at betale 180 kr(!!!) for det nye Morrissey album, og da jeg allerede har smuglyttet til det tilsvarende nye Flaming Lips album, så kan jeg godt vente med at købe det også. Til gengæld var jeg lige ved at rive den flabede møgunge i Stereo Studio i hans fedtede lokker, da han benægtede at kende noget som helst til Josh Rouse (“Undskyld, men er du helt sikker på at det der album overhovedet udkommer i Danmark? Jeg har sgu da aldrig hørt om ham“). Grrrrrrr!

Take it easy (love nothing)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det blev – som forventet, fristes man næsten til at sige – dagen, hvor jeg ikke fik lavet særlig meget fornuftigt. Jo, altså, udover at høre musik, læse avis, spille lidt Playstation, være social med folk på køkkenet plus spise sammen med den hårde kerne af gårsdagens indflyttermiddag – dvs. Peter, Marie og Johanna. Det var hyggeligt og fornøjeligt, inter-gang kontakter har aldrig skadet. Har dog lidt dårlig samvittighed over, at der er gået endnu en weekend hvor jeg ikke var faglig. Og der vanker en større opgave på arbejdet i morgen, som jeg ikke fik set ordentligt på fredag. Utroligt at jeg ikke snart lærer at hanke mig op i den nakke.

Og så oprandt dagen, hvor mit største litterære idol Douglas Coupland interviewede mit største musikalske idol Morrissey. Titanernes møde kan læses i artiklen fra The Observer. Klasselæsning! Nu vi taler om musik, så informerede Thomas mig just om, at Pet Shop Boys skal spille til Zulu Rocks i juni. Behøver jeg nævne, at jeg just har danset en vild, vild triumfdans og flænset min t-shirt i stumper og stykker af bare glæde? Ok, måske gjorde jeg ikke det sidste, men tilfreds – dét er jeg. Mon ikke man kan lokke ‘ze usual suspects’ med? Det tror jeg nok at man kan!

Den kommende uge minder til forveksling om de forrige: Arbejde, studier, træning osv. Har endnu ikke de store vilde planer for weekenden, men det kommer forhåbentlig.

Update! Nu også med billede af Morrissey – fotograferet af Wolfgang Tillmans.

Mystery within reason

Først den rituelle lørdags-musikanbefaling: Guillemots laver fantastisk indiepop, som jeg hører konstant i disse dage. Deres to bedste sange kan hentes her (Who left the lights off, Baby) og her (Trains to Brazil), hvor længe de er tilgængelige ved jeg ikke, men skynd jer: Det er så godt at det næsten gør ondt.

Og nu vi taler om musik, så var jeg med Mads (og hans to venner Emil og Niels) inde at se Gasolin’ dokumentarfilmen i Vester Vov Vov. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om den. Jeg anerkender at Gasolin’ har haft en enorm betydning for dansk musik, og i min verden er Rabalderstræde og Kvinde Min naturligvis også uangribelige klassikere. Men jeg har ikke det store emotionelle forhold til gruppen, og da jeg er så (u)heldig ikke at have været ung i 70’erne, så er det ikke den helt store hurra-hurra reaktion jeg kan mønstre ovenpå filmen. Måske mest fordi den er lidt uforløst. Den bruger en masse tid på at skildre gruppens arbejdsprocesser, interne konflikter, problemer med at skrive sange osv. osv. osv., men når de så endelig får succes, så bliver det lidt en nå-og-hvad-så oplevelse i filmen. Selvfølgelig er det lidt svært at lave en happy end (de blev jo opløst, og kun ét af medlemmerne, Kim Larsen, formåede at få rigtig succes bagefter), men jeg forlod nu biografen med en lidt flad var-det-virkelig-alt fornemmelse bagefter. Filmen er med andre ord ikke den fødte introduktion til Gasolin’ for folk der ikke har noget forhold til den, snarere er den en bekræftelse i koryfæernes storhed for dem der allerede holder af dem – og det er jo nok som det skal være.

Lånte deres ‘Black Box’ af Mads, og har hørt den lidt i dag. En halv times lytning bekræfter mit første indtryk: Utvivlsomt et indflydelsesrigt band, men meget tidstypisk og tildels ødelagt af, at en smuk og ærligt ment sang som Kvinde Min er blevet vulgariseret og skamspillet så mange gange, at man ikke rigtigt kan tage den seriøst længere. Og det karakteriserer nok alt i alt meget godt mit forhold til Gasolin’ i almindelig. På den mere positive front, så blev jeg meget glædeligt overrasket over Vester Vov Vov, det er en usædvanlig hyggelig og rar biograf (med flysæder – hva’behar!). Tror nok at Empire har fået konkurrence om min gunst.

Ellers er de sidste par dage gået med arbejde, et læsergruppemøde, rengøring og slige interessante sager. Lige om lidt griber jeg den allerede pakkede taske og drøner i SATS, hvorefter jeg skal besøge Jens og spille Risk med de andre abekatte. Det skal nok blive spas!

…and then you gave me something that I won’t forget too soon.

Har lavet et par ændringer på bloggen i dag, besluttede mig til at fjerne oversigten over hvad jeg lytter til for tiden, da der alligevel sikkert ikke er nogen der gider læse den slags. I stedet kan I besøge min Last.FM profil og se hvad jeg lytter til på computeren.

For yderligere at tilfredsstille min indre exhibitionist, har jeg lavet en MySpace profil, så hvis I også er oprettede der, så link endelig videre. Slutteligt har jeg fjernet linket til familiealbummet, på et eller andet plan var der vel ingen grund til at smække dem op øverst.

Ellers er dagen gået med at træne, styrelsesmøde (langt, trangt og kedeligt) og med at være muggen på migselv over, at jeg ikke rigtig har nået det faglige jeg gerne ville. Mugge, mugge, mugge!

Lørdagens musik rumlerier

Det er lørdag og dermed tid til lidt snak om musik. Selvom jeg er fattig som en kirkerotte, så investerede jeg i denne uge i M83: ‘Before the Dawn heals us’. Albummet er meget ujævnt, fra den aldeles geniale Teen Angst til den fæle og fesne Can’t stop. Meget af musikken bliver dog opvejet af det fabelagtige cover.

Af andet musik, skal jeg i denne uge anbefale følgende godter:

Den amerikanske gruppe Voxtrot spiller glad indiepop, som jeg ikke har kunne få ud af hovedet de sidste dage. Lyt især til The Start of something herfra. Uhhhmmm! Der skal også lyde en anbefaling til at besøge endnu en musikblog, nemlig ‘The Rich Girls are weeping’ (hvorfor er det, at alle andre end mig finder på seje blognavne?!). Jeg har på det seneste hørt adskillige fremragende sange derfra, f.eks. Art Bru: Good weekend og I love you but I’ve chosen darkness – According to plan.

You stumble in my footsteps

Suk. Endnu en semi-spildt dag. Havde højtflyvende ambitioner om træning og gavekøb til min mor, men det endte mest med ingenting. Når jeg kigger på min to-do liste, så er den stadig sørgeligt lang. Ved ikke hvorfor jeg har så mange af den slags dage. Fik dog ordnet lidt praktisk omkring praktikopgaven, købt ind, hjulpet Daniela med at flytte møbler ned, vasket tøj + et par andre overspringshandlinger.

Kan stadig ikke komme mig over hvor god en sang Depeche Mode ‘Walking in my shoes’ er. Må se at få investeret i Songs of Faith and Devotion ved lejlighed. Bliver dog ikke nemt, eftersom jeg har nogle fæle barndomstraumer fra dengang i midten af 90’erne, hvor jeg lånte albummet af min storebror. Mit spæde plinky-plonky musik elskende sind blev slemt hærget af guitarerne dengang. Må se om jeg er blevet mere robust siden. Nu vi taler om DM, så har jeg just haft det forsinkede søndagsopkald til min mor (I andre landflygtige jyder ved hvad jeg taler om). Hun fortalte, at hun i lørdags havde hørt en udsendelse i radioen omkring den, og at hun i øvrigt syntes det var en frygtelig omgang klagemusik. Så kan jeg lære det, kan jeg 🙂

Nu vi taler om musik, så vil jeg anbefale alle blot lidt musikinteresserede at klikke HER for at høre et andet fabelagtigt nummer: VHS or Beta: ‘You got me’. Enjoy.

Reach out and touch faith

Det var Depeche Mode aften i går, og hvad kan jeg sige? Det var stort, endda målt på flere parametre. Koncerten var naturligvis fremragende. Hvis man har blot en lille flig af synth-musik fan i sig, så er DM jo helt oppe i det røde felt. Og de er superdygtige, ingen tvivl om det. Synes ikke sangene fra Playing the Angel albummet fungerede helt optimalt – udover ‘A pain that I’m used to’ – og det stod ret klart, at det er de ældre travere, som publikum bedst kan relatere sig til. Det var da heller ikke hordere af sortklædte, blege mænd, som manglede på Østerbros gader i går. Dunsten af forfald, vigende hårgrænser, lidt for slidte sorte jeans, gamle ‘Elektriske Barometer’ minder fra Tine Bryld tiden + desperationen over barneskrål hjemme i parcelhuslivet, var ganske gennemtrængende.

Højdepunkterne (for mig) var ‘Personal Jesus’, ‘Everything Counts’, ‘World in my eyes’ (som var fremragende udført), ‘Never let me down again’ og sidst, men bestemt ikke mindst: ‘Enjoy the silence’. Sidstnævnte må ganske enkelt være verdens bedste sang. Måske ikke den jeg subjektivt holder mest af, men objektivt set er den urørlig. Og fremførelsen af den var da også højdepunktet i går. Gahan, Gore og co. behøvede slet ikke synge omkvædet af sangen, det klarede publikum helt fint for dem. Opvarmning til koncerten var The Bravery, som startede skidt med fæl, fæl metervare rock, men endte godt med lækre keyboarddrevne sange. De mindede mig lidt om The Killers.

Depeche Mode bliver nok aldrig det band som jeg får et virkelig stærkt emotionelt forhold til, dertil er de lidt for patetiske og inkonsistente. Synes de har lavet et hav af gode singler, men deres albums skuffer mig hver gang jeg har købt et af dem. Plus det der evindelige goth, se-hvor-dystre-og-mørke-vi-er image keder mig grufuldt. Så hellere Pet Shop Boys, New Order og The Smiths. Det skal dog ikke skygge over, at koncerten i går var aldeles glimrende, og jeg kan varmt anbefale at tage ind at se dem.

Update! Gaffa har en anmeldelse fra koncerten.

Is it always this dark?

Siden jeg er kronisk fanget i 80’erne synth-tunge kældre, så frekventerer jeg af og til et Pet Shop Boys Forum. Den slags diskussionsfora på nettet er jo notoriske steder for ulovlig fildeling, og ja, dette forum er ikke en undtagelse. For tiden kan man hente det endnu uudgivne Flaming Lips album ‘At war with the Mystics’. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Deres to forrige albums ‘Soft Bulletin’ og ‘Yoshimi battles the pink robots’ ligger begge på min personlige top 10 over fabelagtige albums, så når de udgiver nyt, så begynder jeg at ryste som et lille espeløb i ren spænding. Og for Guds skyld: De har en sang der hedder Pompeii Am Götterdämmerung. Hvad vil man så mere her i livet?!? Hvilket dilemma. Selvfølgelig køber jeg albummet når det kommer, men jeg kan få fornøjelsen af at høre det allerede nu….oh, what to do, what to do?

Et par timer senere: Jeg kom til at hente albummet alligevel. Visse af sangene er så gode at jeg ikke ved hvordan jeg skal formulere det med ord.

All that is solid melts into air

Argh! Gisp! Ralle! Jeg dør af fugt! Kollegieværelser er ikke optimale at tørre tøj i, skulle jeg lige hilse at sige. Sidder og hører Depeche Modes nyeste album (endelig hjemme i folden efter at være blevet kidnappet på det groveste af Stine), men det er sandt for dyden ikke særlig godt. Desværre optræder en del sange fra albummet på setlisten til deres Playing the Angel Tour. Den ser tilsyneladende sådan ud:

Intro (mjoh?)
A Pain That I’m Used To (Ja, ok)
John The Revelator (åh nej)
A Question Of Time (HURRA!)
Policy Of Truth (YUP!)
Precious (Woo-pee-doo!)
Walking In My Shoes (Tjoh, bum-bum-bum)
Suffer Well (suk!)
Damaged People/Macro (Jeg håber de fem-syv minutter går hurtigt)
Home (Kender jeg ikke)
I Want It All (Ditto)
The Sinner In Me (et af de bedre numre fra den nyeste cd)
I Feel You (Glimrende!)
Behind The Wheel (JA!)
World In My Eyes (JA! JA! JA!)
Personal Jesus (JA!)
Enjoy The Silence (Her bryder Kåre ud i spontan gråd af ren lykke)
Somebody/A Question Of Lust (Ikke rigtigt noget forhold til dem)
Just Can’t Get Enough (Man er vel en 80’er skøge)
Everything Counts (Bliver uden tvivl det lykkeligste øjeblik i mit liv)
Never Let Me Down Again (Næsten ligeså stort som Everything Counts)
Goodnight Lovers (Kender jeg ikke, men med den titel kan det kun blive godt)

Hvad skal man konkludere af det? Det bliver utvivlsomt en stor, stor koncert (og jeg kan jo altid gå på toilettet under Damaged People), min eneste hovedpine er nu, hvilket semi-deprimeret 80’er punker tøj jeg skal have på. Hvis nogle er friske, så forsøger jeg at arrangere en lille picnic-tour på Stengade 30 aftenen før Depeche Mode koncerten. Der er indienight, hvor Mike Joyce (ex-The Smiths!!!!!!!!!!!!!, men også ond, ond mand) leger DJ, plus nogle flabede svenske indiepoppere giver koncerter (Se DoCopenhagen for smagsprøver). Godt nok var det begrænset hvad Monsieur Joyce bidrog med i The Smiths, men det lugter da lidt af fisk. Og så kan man endelig danse til god musik. Aaaaaaah!

All good Naysayers, speak up!

Nøj, ingen weekend uden pladekøb, denne gang gik det ud over endnu et Sufjan Stevens album. Illinois var glimrende, så blev jo nødt til at høre hvorvidt Michigan var i samme liga. Er kun nået et par sange ind i det indtil videre, men det er bestemt lovende.

Stadig ingen spor af Embassy ‘Tacking’ i butikkerne. Jeg bliver snart tvunget ud i noget jeg bestemt ikke er glad for: At donere penge til cdon.com. Den slags smuds er ellers langt under min værdighed, men når nu man ikke kan få fat i den på andre måder. Af andre musikalske nyheder, så skal jeg nævne, at første sang på Morrissey’s nye album er at finde på DoCopenhagen. Personligt er jeg lidt skuffet, men på den anden side har jeg jo altid ment, at musikhistorien stoppede med The Smiths’ opløsning i 1987, så tag ikke mig som sandhedsvidne.