web analytics

Musikalske stikpiller

Det er vist et stykke tid siden at jeg har griflet om musik. Sagen er den, at jeg tror min kvote er opnået. Har købt et hav af cd’er mens jeg har været afsted (når man ikke kan få karrysild, så må man jo substituere sine laster….). Hvad går jeg så og hører for tiden? Jeg er gået lidt i retromode igen. F.eks. er jeg igen begyndt at høre David Gray: White Ladder (1998). Det er et fantastisk album. Perfekt til en depressiv søndag. Dernæst er der Pete Yorn: MusicForTheMorningAfter (2001), som bortset fra et par små missere, er noget nær det fuldendte indiepop album.

 

Mondays are like tuesday and tuesdays are like wednesdays

Så blev det mandag igen. Min weekend gik med lal, en enkelt træning, købe de nye cd’er med Röyksopp (skuffende) og Common (godt!), en tur i byen (og medpraktikanten gaflede minsandten et australsk pungdyr!) og afslapning. Alt i alt er jeg nu klar til endnu en hård, hård dags arbejde – inden der er helligdag imorgen og onsdag. Jæs-jæs, livet er skam ikke altid lige nemt 😀

Ellers var der jo Live8 i weekenden, og hvad skal jeg sige? Jeg så vel en tre-fire timer af det (godt nok mens jeg spillede pool, men stadigvæk) og umiddelbart må jeg sige:

* Madonna kan tæve mig SÅ nemt!
* Hvorfor var Youssou N’Dour den eneste der udtalte det rigtige, nemlig at det der skal til er frihandel og IKKE hattedame-godgørenhed?
* Afslutningen med Robbie, The Who og Sting var edderbankeme vild.

That’s hot

Lørdag igen, og jeg er ved at dø at varme. Vappede rundt i byen i formiddags, og så et termometer på intet mindre end 37 grader. Ganske vist i solen, men alligevel – you get the picture! Har været inde og se fodbold idag, det var kedeligt, især fordi Sparta syntes at de ville tabe til Teplice. Det var bare ikke godt nok. Nu sidder jeg så her med tre yderst ambitiøse punkter på dagsordenen:

1) Vær faglig!
2) Få trænet i aften!
3) Undlad at drikke for meget kaffe igen!

Det siger naturligvis sig selv, at jeg næppe vil kunne indfri nogen som helst af punkterne…! Bortset fra det, så er jeg i fuld gang med jobansøgningerne til når jeg engang kommer hjem. Synes selv jeg har fået bakset en fornuftig grundansøgning sammen, så håber da at de giver bid.

Slog også vejen forbi Bontonland idag. Fandt Ben Folds album ‘Songs for Silverman’, som jeg var milimeter fra at købe. På Expresradio har de tidligere spillet sangen Landed en del, og den er pænt fantastisk…albummet overbeviste mig ikke helt, men jeg er ihvertfald helt sikker på at jeg skal have fundet det på biblioteket når jeg engang kommer hjem.

Ellers har jeg bestilt ‘Back to mine’ med Pet Shop Boys og ‘Tales from Turnpike House’ med Saint Etienne. Især sidstnævnte ser jeg meget frem til. ‘Back to mine’ har jeg hørt bidder af og det var ikke overbevisende. Men som det 80’er levn jeg er, så kan jeg ikke lade være med at købe det….

Og så vil jeg lige gøre opmæksom på følgende del af ambassadens hjemmeside. Det er ren klasse.

Blandingsmisbrug

Ikke meget nyt herfra. Jeg brugte min torsdag med arbejde, træning (7km, sandelig, sandelig siger jeg jer!) og bagefter rengøring. Idag har jeg været lidt ude og købe ind og tog også ud til Toyota Arena for at besøge Spartas fanshop. Imidlertid havde de ikke så meget interessant…og jeg forstår stadig ikke hvordan deres trøjer kan være SÅ billige….der må være ugler i mosen!

Jeg besluttede mig derfor for at købe cd’er istedet – det kan man jo altid bruge! Jeg har investeret (eller ‘smidt penge ud af vinduet på’ afhængigt af temperament) i lidt håret-sat-op-til-narrestreger-musik og købt Gwen Stefanis ‘Love.Angel.Music.Baby’. Den er noget ujævn. Visse dele af albummet er lidt for ungt til mig – f.eks. irriterer sange som ‘Rich Girl’ og ‘Bubble Pop Electric’ mig grænseløst. Til gengæld er det ren pop paradis når Peter Hook spiller bas på ‘Real thing’, der lyder som New Order med kvindelig vokal. Og så kan jeg ikke sidde stille til ‘What you waiting for?’. Den sparker – stadig – solidt mås.

Derudover købte jeg Human League’s klassiker ‘Dare’. Den blev genudsendt i en luksusudgave i 2002, og da jeg så den til kun 70 DKK, så kunne jeg ikke lade den være. Jeg hører den just nu, og hvis man er til synth (hvilket jeg jo vist er!), så er det klasse….den har manglet i min cd samling, og det varmer mit kolde, kolde stenhjerte at kunne byde den velkommen!

There’s a river in my head

Jeg er glad idag. Og hvorfor nu det, spørger den opmærksomme læser. Jo, såmænd: Aimee Mann udgiver nyt album. Det ser jeg rigtig frem til – alene fordi titlen er noget nær det særeste jeg endnu har hørt om. I den forbindelse vil jeg godt undskylde overfor moi Caprice. Min påstand var usand. Jeg er en løgnagtig brilleabe. Der ER faktisk gode popsange på deres nye album. Det opdagede jeg igår på løbebåndet i mit lokale fitnesscenter. Ude omkring de fem-og-en-kilometer hvor det føltes som om at jeg endelig skulle udfries fra de jordiske lidelser kom ‘My girl you blush’ flyvende som en blid, blid fredsdue og halede mig tilbage i de levendes rækker.

Andre albums der ses frem til med længsel her i Böhmen, er bl.a. det kommende Back to Mine album (25. april). Bidragyderne denne gang er Pet Shop Boys, og venner af huset vil vide, at de rangerer pænt højt på mine hitlister. Andet kommende guf er nyt Saint Etienne album ‘Tales from Turnpike House’ (6. juni). Ellers kunne jeg mordeligt gerne tænke mig at få fingrene i ‘Late night tales’ med Flaming Lips, ‘To die alone’ med Moneybrother, ‘Silent Alarm’ med Bloc Party (ja, jeg ved godt at de er blevet hypet alt for meget, men alligevel…!). I øjeblikket hører jeg meget Feist: ‘Let it die’, Everything But The Girl: ‘Adapt or die’ og Josh Rouse: ‘Nashville’. Til gengæld er jeg blevet skuffet over Interpol’s ‘Antics’ og – som nævnt – moi Caprice’s ‘You can’t say no forever’.

Alt i alt er der altså kommet eller kommer nye albums med stort set samtlige af mine yndlingsmusikere. Ja, selv Morrissey udsender dvd’er og cd’er, selvom det dog ‘kun’ er live. Og så kan man jo ikke tillade sig at gå rundt og være muggen.

You know where you went wrong

Ok, jeg opgiver! Jeg kan ikke finde ud af at skrive dagbog eller lignende. Istedet vil jeg transformere min blog om til mit personlige lille rambling univers.

…..Dagens bittermås:

Hvad skete der for moi Caprice? Hvorfor holdt de op med at lave god musik? Godt nok er jeg ikke den eneste der synes at de aldrig har været overbevisende live, men alligevel: Deres nye album ‘You can’t say no forever’ lider ganske enkelt under en eklatant mangel på solide popsange. Er jeg blevet reaktionær? Er jeg sær fordi jeg ikke synes moi Caprice behøver lyde som en klon af Mew? Og er jeg den eneste der ikke synes det er cool med 9 minutter lange soniske eksperimenter – der i parantes bemærket ikke er specielt cutting edge, men blot gabende kedsommelige? Om igen, unge venner! Jeg vil stadig gerne spankulere rundt i jeres t-shirt her i Prag, men det kræver altså I holder op med jeres studentikose insisteren på at snørkle jeres musik til ukendelighed!