musiksmag

Nu har jeg data fra Spotify og peer reviewed artikler til at bakke mine lommefilosofiske, underlødige og halvbagte postulater op: Du, kære læser, kan i virkeligheden bedst lide den musik, du var vild med, da du var 13 (kvinder) eller 14 (mænd) år gammel. Der har ikke været nogen progression. Du er den samme. Tallene afslører dig:

The most important period for men in forming their adult tastes were the ages 13 to 16.

What about women? On average, their favorite songs came out when they were 13. The most important period for women were the ages 11 to 14.

Ja-ja, du kan iklæde dig lånte fjer og lade som at du er au courant, et kronisk nysgerrigt og åbensindet renæssancemenneske. Men det er løgn. Det er dine tidlige teenageår, hvor dit musikalske fundement blev støbt. Din yndlingssang er med statsgaranti fra den periode af dit liv. Hvis den ikke blev udgivet i de år, så var det dér, du blev eksponeret for den.

For mit eget vedkommende? Jeg var 13-14 år i perioden 1994-1996. Hvis jeg kigger på hitlisterne i den periode, så var det smågrum periode. Men der er ingen tvivl om, at Pet Shop Boys albummet ‘Very’ (1993) – og de afledte singleudgivelser – var formende for min musiksmag. Det samme var ‘Alternative’ (1995), en opsamling af B-sider – som rummer en af mine ubetingede yndlingssange.

Jeg vil vædde på at de samme mekanismer gør sig gældende for dig.

Beatles

Eftersom det har været Beatles-uge på den ældstes skole (og jeg derfor har været tvangsindlagt til lytte til gruppens musik), så røg mine øjenbryn op i nærmest groteske vinkler, da jeg læste dette citat fra Paul McCartney i New Yorker:

“I’m not sure I should say it, but they’re a blues cover band, that’s sort of what the Stones are,”

‘Shots fired!’, eller hvad man nu end udbryder. Jeg er delvist enig. Om end det er en grov og reduktionistik karakteristik af Stones‘ sangkatalog, så vil jeg medgive McCartney at Beatles var mere originale og tog flere chancer. MEN: omvendt var og er Stones’ rocksange langt, langt bedre og hårdere end det infantile skvalder, som Beatles præsterede. Flertallet af deres ding-dong-dynamolygte popsange er uudholdelige, kan jeg med autoritet sige efter den seneste uge.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg hellere lytte til Stones i deres prime end Beatles. Mindes ikke jeg frivilligt har lyttet til en Beatles sang for dens egen skyld, snarere end som en nostalgisk kitschøvelse. Så et blues cover band? Ah, Paul. Ikke helt.

Jeg er så nem. Nu havde jeg lige fået parkeret både Kings of Convenience og Feist i en hengemt og lidt vel gennemtæsket flyttekasse, påklistret mærkaten ‘easy listening fra 00’erne’. Men ‘Catholic Country’ er jo fuldstændig uimodståelig. Bevares, nok mest på den der ufarlige kan-spilles-i-baggrunden-til-middagsselskab-måde, men det har jo også en funktion.

Det var ikke en nem opgave at overse Rolling Stones opdatering af deres absurde ‘The 500 Greatest Songs of All Time’-liste på sociale medier i sidste uge. Jeg kunne selvsagt heller ikke dy mig for at gå en smule på opdagelse i det hybristiske projekt. Fik ikke dissekeret samtlige 500 sange, men lavede blot en række uvidenskabelige og metodemæssigt problematiske nedslag.

Det var stærkt desorienterende. Mest af alt savner jeg mening og en relevant målestok. Altså, kan jeg intellektuelt, emotionelt, moralsk og etisk håndtere, at Aretha Franklin – ‘Respect’ skulle være den bedste sang nogensinde? Ja, måske? Det er en vidunderlig evergreen. Men den bedste sang relativt til hvad? Den samlede internationale sangskat? Nr. 2 på listen Public Enemy – ‘Fight the Power’ (der har stor musikhistorisk indenfor sin genre, men er det den næstbedste sang nogensinde? Mon dog)? Nr. 9, en Missy Elliott sang? Virkelig?

Lang historie kort finder jeg det dog primært forbryderisk at første Marvin Gaye-sang ikke dukker op før på sjettepladsen. Hvis man anvendte et dejligt klassisk John Rawlsk ‘veil of ignorance’-scenarium, og lod den forudsætningsløse lytter bedømme, så ville ‘What’s Going On’ ligge øverst. Hver gang.

I’ve been trying to tell you

Venter fortsat på at modtage den fysiske udgave af Saint Etienne – ‘I’ve Been Trying to Tell You’ fra fanklubbens butik. Lytter i mellemtiden til albummet via streaming. Det er umiddelbart en skuffelse.

Ive been trying to tell you

Sangene flyder sammen i hinanden. De er langt fra den friskhed, der kendetegnede deres tidligere samplebaserede album. Og når jeg nu ellers sprøjtet mig direkte i blodårene med diverse stadig mere outrerede vaporwave-artister, så føles Saint Etienne anno 2021 lidt for konservative og umodige. Selv deres disciple i Air France helt tilbage i 2008 var mere interessante. Der mangler noget psykedelisk vildskab. Måske jeg ændrer mening efter flere gennemlytninger, men lige nu er det en grå omgang. Det er ikke direkte dårligt, blot … meh!

Har frenetisk gennemtrawlet mine Spotify-playlister efter sange at skrive om. Det er trods alt mit klassiske der-er-skam-liv-her-på-siden-her-i-min-tilsyneladende-permanente-skriveblokering move i fraværet af reelt interessant indhold.

Men omtalte playlister er degenereret i en stadig mere absurd retning, så nærmest alt musik jeg lytter til er bastardiserede sammenklipninger af klamme Billy Idol sange. Det er ganske uholdbart. Nå, alt dette til trods, så ville jeg egentlig gerne fortælle jer om The Waitresses’ sjasklumre mesterværk fra 1982: ‘I Know What Boys Like’. Vi er et godt stykke fra, nuvel, god og smagfuld musik, men hvis du kan få den ud af hovedet igen, så er du i sandhed et stærkere menneske end mig. 

En skamstøtte over ‘Danmarks Dynamite’

I går præsenterede DBU den officielle danske sang til den kommende slutrunde. Jeg har ikke set en landskamp i årevis, da jeg ikke er interesseret i konglomeratet af Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg naturligvis MENINGER. Og Alphabeat – ‘Danmarks Dynamite’ er objektivt set rædsom og bør aflyses snarest. Ikke kun fordi den er bøvet, bovlam og kluntet, men mest af alt fordi den fejler i alt det, som en god fodboldslagsang skal kunne:

  • Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ❌  
  • Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til ved næste slutrunde: ❌ 
  • Et intellitgentlyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon): ❌ 

‘Danish Dynamite’ lyder som en træt Rollo & King produktion, vi er få meter fra at der står et billede af dig på mit bord. Melodien er gumpetung, grimassen anstrengt. Konceptet i sangen giver ingen mening. Hvad er fortællingen? Hvad er det, jeg skal føle, Alphabeat? Titlen er selvsagt et kip med hatten til 80’ernes ‘Danish Dynamite’. På den måde er Alphabeats bras meget tidstypisk, da den mest af alt er en træt og ikke særlig begavet mimetisk klon af fortidens popkultur. Ingen originale selvstændige tanker her, tak.

Klassiske fodboldsange er nogen, der er tænkt over. De kræver en genial melodi og de kræver en indsigt i nationalkarakteren. Lad os tage de to bedste: Del Amitri – ‘Don’t Come Home Too Soon’ (Skotland, 1998) og Lightning Seeds – ‘Three Lions (Football’s Coming Home)’ (England, 1996).

Alene titlen på Del Amitri sangen siger det hele. Den rammer 100% plet hos en lille fodboldnation, der er vant til skuffelser og at andre ser ned på dem. En nation, der endelig har kvalificeret sig til en slutrunde, og nu med misantropi, trodsig optimisme og kærlighed sender det hold afsted, de godt ved er oppe mod overmagten:

So long, go on and do your best
Let all France have whiskey on its breath
The world may not be shaking yet but you might prove them wrong
Even long shots make it

So go then, out into history
And show them how easy it can be
And you might not believe it yet but pretty soon you’ll see
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Elegant, ikke? Vi får en skotsk reference og hele den nationale selvforståelse foldet ud.

I don’t care what people say
We can laugh it all away
If I have a dream at all it’s that for once you won’t be on that stupid plane

And the world may not be shaking yet
But you might prove them wrong
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Ser I trodsigheden? Håbet? Drømmen? Om at ja, vi kan selvfølgelig sagtens smile af det hvis det går galt, jeg holder ikke mindre af dig af den grund … men tænk nu hvis vi bryder deres fordomme om os? Tænk nu hvis vi gjorde det? Det er en vidunderlig fodboldsang, da den netop er kompleks og Del Amitri faktisk har tænkt over, hvem det er de synger på vegne af.

‘Three Lions’ er blevet spillet alt for mange gange siden 1996. Men det er fordi den er genial og har fodboldslagsangenes mest syng-med-egnede omkvæd. Og så rammer den noget eksistentielt. Håb, drømme, desillusion, stolthed på trods. Den geniale frase “Thirty years of hurt/Never stopped me dreaming”. Hvilken fodboldfan (med et knust hjerte hæftet nødtørftigt sammen) kan ikke relatere til det? Tilmed er smerten ikke blevet mindre relevant af at der er kommet yderligere 25 år oven i de 30. Og det egentlige mestertræk: henvisningen til et mytologisk HJEM. Slutrunden i 1996 var i England og sporten kom dermed ‘hjem’. Det er godt set af Lightning Seeds, ikke mindst fordi det har så stærk en dragende karakter. Hvem vil ikke gerne HJEM? Til en mytologisk fiktion, fællesskabet, til det vi engang delte med hinanden (før alting gik galt, åh Gud, jeg elskede dig sådan dengang)? Igen: der er tænkt over tingene. Sangen skriver sig ind i et nationalt narrativ om fortidig stortid (det engelske imperiekompleks forsvinder nok aldrig), en forfaldsfortælling og nu, nu, NU er tiden inde til at finde HJEM til os selv, til storheden, til kærligheden, SAMMEN. Genialt. Ganske enkelt genialt.

Pointen er her, at Alphabeat ikke er i nærheden af at have hverken Del Amitri eller Lightning Seeds indsigt i, hvad der skaber en god fodboldslagsang. De er ikke engang tæt på at de næst- og tredjebedste. 

GES – ‘När vi gräver guld i USA’ fra 1994 er eksempelvis en gedigen popsang, der kan synges med på – og spillede begavet på slutrundens lokation og da 1,3 mio. svenskere emigrerede vestpå for at søge et nyt og bedre liv. Vi graver guld på alle mulige metaforiske planer. Ja, sangen er kitsch, nej, den skal ikke lyttes til hver dag, men der var begavede mennesker, der havde tænkt og følt noget, da de lavede sangen. Hvad tænkte I, Alphabeat, da I skrev teksten? Ikke noget dybsindigt i hvert fald.

Og giv mig nu for Guds skyld et omkvæd. Det må gerne være fjollet, Frank Arnesen må gerne skabe sig. Men både ‘Re-Sepp-ten’ og ‘En for alle’ kan synges højt (i både fuld og ædru tilstand) og er intuitivt gode melodier. ‘Re-Sepp-ten’ kørte endda et eventyr/H.C. Andersen tema, der nok var lidt forceret, men dog havde en funktion og var tænkt over. Rocazinos ‘En for alle, alle for en’ er den bedste danske fodboldsang, sandsynligvis fordi det er Danmarks bedste synthesizerepopband der stod bag. Omkvædet er uangribeligt og teksten kan forstås bogstaveligt og i overført betydning. Den er et mesterværk.

Og Alphabeat, hvorfor er jeres makværk en blanding af dansk og engelsk? Det er konceptuelt meningsløst. Det var åndssvagt allerede med Nephew, hvad er formålet med den slags start-00’er idioti? Det virker så frygtelig provinsielt, at man ikke har selverkendelsen og selvværdet til at stå på egne sproglige ben, men i stedet forlader sig på nonsens som “Vi er red og white, Danmarks dynamite/Vi står side by side, sammen du og jeg”. Men … hvorfor? Det er ikke begavet, det er ikke fængende, det er bondsk. Hvad havde I håbet på at fremmane? Min uhæmmede foragt? I så fald er I lykkedes.

‘Danmarks Dynamite’ er blot endnu et argument for, at vi her i husstanden bør prioritere at holde med Den Bedre Halvdels hjemland Sverige. Der bør rejses en skamstøtte over Alphabeat på en indfaldsvej i Silkeborgs periferi. Det er dér, de hører hjemme.