Det siger sikkert mest om min manglende musikalske nysgerrighed i disse år, men jeg kan stadig ikke se at der har været en bedre og mere talentfuld dansk musiker end Emil Kruse. Han holder et nærmest absurd højt niveau i alt hvad laver. Det nye album, ‘December’, er fremragende fra den ende til anden. Lige nu har jeg ‘Bare sig’ på repeat. Perfekt til aftengåturen.

Gentagelser

Livet er cirkulært; historien kører ring. Alt er mimetisk gentagelser, intet er nyt. Var det ikke nogenlunde det, der var hovedkonklusionen i første sæson af ‘True Detective’ og i ‘Battlestar Galactica’?

Der er sikkert noget om det. Hvorfor sidder jeg f.eks. her i november 2020 og spiller ‘Magic The Gathering’-kort med min søn, når jeg nu ikke har skænket spillet en tanke siden de var en kortvarig besættelse for mig og de andre uberørt-af-menneskehånd-nørder tilbage i 1995-1996? Occam Razor-forklaringen er at de spiller kortene i SFO’en. Og da den arme dreng deler min ukritiske begejstring for kitsch, eskapisme og tung ‘Dungeons & Dragons’-æstetik, så er ‘Magic’ altså megasejt. Men er der en dybere og mere eksistentiel sammenhæng? Måske at vi mennesker er dømt til at gentagelser, hvis ikke med os selv, så overfor de stakkels forsvarsløse børn? Tænk, hvad min brave søn ikke kunne blive til, hvis blot han ikke arver sin fars aparte interesser, neuroser og uafbalanceret skeptiske livssyn?

Men nuvel, mine rablende tanker om den cirkulære og repetitive tilværelse startede nu ikke med orker og magiske formularer, men med noget så ophøjet som tømning af vores i øvrigt ganske utiltalende og tilgroede kælderrum.

Og endelig lykkedes det mig – efter kun to forbitrede års ærgrelse – at finde kassen med min oldnordiske MiniDisc-afspiller og den betragtelige samling af kasetter, som jeg opbyggede i årene 1997-2003. Der er ikke den obskure electronica-cd fra hovedbiblioteket i Aalborg, der ikke i den periode blev kopieret over til mine disks, kan jeg godt love.

Afspilleren virkede dog kun delvist; låget driller og efter med succes at have afspillet tre disks, lukkede den i som en østers. Jeg forsøgte at skifte dens knap 25 år gamle genopladelige batteri (spørgsmålet er om jeg nu endegyldigt er steril efter at have håndteret det), men uden den store effekt. Vil dog stadig gerne udforske den musik, der er i min samling. Det var en periode af mit liv, hvor jeg lyttede til musik på andre måder, og jeg har glemt en del af det. Alene de tre disks jeg fik lyttet til var ganske inspirerende. Sange jeg bogstaveligt talt ikke havde skænket en tanke i årtier, og som ikke kan findes på streamingtjenesterne.

Nu kommer vi så til det reelt cirkulære: jeg skrev et blogindlæg med præcis samme indhold som dette i 2007.

Bevares, min søn var ikke en storspiller dengang, men ellers holder det stik. Som i dag var jeg også dengang ulideligt selvsmagende, nostalgisk og koketterede med, hvordan den nye teknologi (iPod! 4 GB! iTunes!) havde gjort MiniDiscs og de fysiske formater irrelevante. Jeg lavede også dengang arkæologiske ekspeditioner i den musiksmag, jeg allerede dengang havde nostalgisk længsel efter. Jeg kaldte sågar indlægget for “Last Century Modern” efter Towa Teis 1999-album af samme navn, fordi jeg – dengang som nu – ikke kan stå for en pseudo-intellektuel/wink-wink ironisk engelsksproget titel til mine indlæg1.

Så hvornår kan vi forvente næste blogindlæg, hvor jeg graver i min musikalske navle? Jeg ville nok sætte uret på omkring 2025, hvis jeg var jer.

Nå, men de tre disks, jeg nåede at lytte til før der spildte NiMH ud over det hele? De var fabelagtige. Masser af sange jeg elskede engang, men havde glemt. Jeg nævner i flæng Daúde – ‘Não Identificado’, Sneaker Pimps – ‘Six Underground’, Les Baxter – ‘Tropicando’, A Tribe Called Quest – ‘Find A Way’, Jungle Brothers – ‘True Blue’ og Stars – ‘The Vanishing’. Den mest funklende stjerne var dog et synthpop-mesterværk, som jeg har vanskeligt ved at tilgive mig selv at have glemt. Jeg mener: Human League – ‘Tell Me When’ er urørlig. Der kan ikke laves en bedre popsang. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre. Det skulle da lige være Sophie Ellis-Bextor – ‘Take Me Home’, Saint Etienne – ‘The Way I Fell For You’ eller måske Human Leagues egen ‘Don’t You Want Me’. Men eller sikke. ‘Tell Me When’ er vidunderlig, og jeg skammer mig over ikke at tænkt på den så længe.

Men hvem ved. Måske jeg tilgiver mig selv, når jeg om et par år skriver dette indlæg igen.

  1. Næste afkørsel: Dua Lipa – ‘Future Nostalgia’, endnu en fantastisk albumtitel/indlægsoverskrift []

Lahavas

OK, jeg indrømmer at coverbilledet spillede en rolle, da jeg opdagede Lianne La Havas – ‘Bittersweet’ på en playliste. Og ja, det er sikkert både klamt og upassende at indrømme i disse tider, men jeg kunne altså ikke stå for det. Se da lige den glæde, der strømmer ud af billedet! Det solbeskinnede portræt er tilmed en kontrast til selve sangen, der er en aldeles henrivende melankolsk sag om et forhold i opløsning – endda baseret på en lummer Isaac Hayes sample. Det er er perfektion. Intet mindre.

COVID-19-musik

Jeg lavede en COVID-19-playliste tilbage under nedlukningen i marts måned, men har ikke siden haft den store lyst til at lytte til pandemimusik. Men … nu hvor smitteudbruddene blusser op igen og nye restriktioner er på vej, så bør listen suppleres af et par sange, der indkapsler situation:

Blue Monday

Jeg havde egentlig – inspireret af de senere ugers begivenheder i dansk politik – besluttet mig for at dagens sang skulle være ‘Age of Consent’ fra New Orders prægtige synth-juvel af et album ‘Power, Corruption & Lies’. Det forekom mig tidligere på aftenen at være en tilpas vrængende metakommentar til det hele.

Men … jeg endte naturligvis ud af en tangent, da jeg først begyndte at lytte til musik her efter en lang arbejdsdag hjemme med en forkølet søn. Og som vanligt endte den tangent langt ude i et bizart parallelunivers i form af talrige lyt af New Order – ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix)’.

Jeg kan slet ikke understrege, hvor meget det remix influerede mig dengang i 1995. Jeg var 13 år den sommer, (præ?)pubertær og meget beklageligt påvirkelig for min storebrors daværende interesse for techno. Lad mig blot sige, at Marusha – ‘Deep’, Underworld – ‘Born Slippy’ og diverse remixes af Moby blev spillet mere på anlægget end godt er. Og hvis man ser musikvideoen til ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix), som jeg så ofte og gerne på MTV, så er det vist et ikke ubetydeligt mirakel at jeg ikke endte som storforbruger af psykedeliske stoffer og/eller ecstasy.

Nuvel, det er ikke en musikalsk periode i mit liv, der medfører megen stolthed i dag. Men jeg har hørt, at erkendelsen af et problem er første trin mod tilgivelse og frelse. Så jeg indrømmer at jeg i årene 1994-1996 var på vildspor musikalsk. Det var … utiltalende. Og var åbenlyst nogle grumme sidste år i folkeskolen. Jeg skal gøre mit bedste for at skåne mine børn for, at de nogensinde kommer ud i samme deroute.

Det er ikke altid at Lefsetz rammer rigtigt, men hans anbefaling af London Grammar åbnede mine øjne for at ikke al nyere elektropop er skrald. Ganske vist gør hans specifikke sangforslag, den søde men også lidt anæmiske Air-klon ‘California Soil’, ikke noget særligt for mig.

Men så lyttede jeg til den nærmest hysterisk fremragende ‘Baby It’s You’. Milde himmel, det er godt. Lige i dét perfekte tindrende øjeblik er London Grammar et smukt snefnug, de er Sarah i ‘Party of Five’ før Bailey (det fordrukne svin!) ødelagde alting. De er den legemliggjorte efterårsmelankoli, og I finder ikke en finere sang i 2020 🎵

Man skal lige give den et minut eller to, men så går Paolo Nutini – ‘Iron Sky’ i den grad i gang. Klart den mest fængende og episke frihedssang, jeg er stødt på i 2020 – også selvom den er seks år gammel og soulgenren egentlig mere er Den Bedre Halvdels gebet. Sikke en vokal. Og så endda fra Skotland. Det bliver ikke bedre end det her 🎵