Max Pope

Der er en reel sandsynlighed for at ‘Hologram’ er den bedste popsang, du kommer til at lytte til i 2020. Nu har jeg sagt det. Eller ‘Just Friends’ for den sags skyld. Måske den indiepoppede ‘6AM’ mere er noget for dig? Hvis intet af det fungerer, hvad så med hans dejlige coverudgave af ‘Didn’t I’? Gør den ikke noget ved dig? Jo, det tror jeg nok at den gør. Uanset hvad, så er Max Pope en kommende superstjerne. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. 

Beat City

Jeg har dyrket ‘Ferris Bueller’s Day Off’ en del den seneste uge, vanen tro fremprovokeret af podcasten ‘The Rewatchables’. Det har efterladt mig med to hovedkonklusioner.

Dels at det er en af de retrofilm, der bedst nydes i greatest hits scener på YouTube. Der er et hav af fremragende momenter og popkulturelle højdepunkter, men summen af dem bliver ikke opløftet til noget episk. Forsøgte at se noget af den med min post-nattevagtramte viv, og den fungerede ikke helt.

Dels at det er en forbrydelse at sangen ’Beat City’ af The Flowerpot Men ikke er at finde på nogen streamingtjenester. Det er vanvid, da den er absurd fængende. Når Ferris, Cameron og Sloane kører ind i Chicago med sangen i baggrunden, så er det perfekt.

Hvad gør man når de gode sange er forsvundet eller fraværende fra de digitale siloer? Det er og bliver frustrerende.

Det er en pÃ¥ alle mÃ¥der besynderlig morgen. Først KÃ¥re Mølbaks livsbekræftende udmelding om behovet for sociale afstand i mindst et Ã¥r (og al den eksistentielle rædsel det medførte), siden fik jeg den stenede Bran Van 3000 – ‘Drinking in L.A.’ pÃ¥ hjernen pÃ¥ vej hjem fra børneaflevering. Den sang har jeg ellers ikke skænket en tanke i en menneskealder, men den er helt overvældende god (og dybt underlig) her pÃ¥ 23 Ã¥rs afstand. Det er i retrospekt helt uforstÃ¥eligt at den blev et hit1, men 90’erne var vel et grundlæggende absurd Ã¥rti.

  1. Eller gjorde den? Jeg husker det blot som at de spillede den ofte i radioen og på MTV. Måske jeg igen betrager fortiden gennem et rosenrødt skær. []

The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.

COVID-19 Playlisten

Det er givetvis udtryk for fremskreden alder og uklædelig sentimentalitet at jeg er sÃ¥ vild med Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’, som tilfældet er. De lyder jo fuldstændig som Dubstar pÃ¥ deres to mesterlige synthpopalbums ‘Disgraceful’ (1995) og ‘Goodbye’ (1997), hvilket gør mig uhæmmet glad indeni.

Men … jeg er begyndt at fundere over hvordan jeg kan frigøre mig fra at nostalgien spiller en så stor rolle i mit musikforbrug. Jeg burde kunne finde større glæde og entusiasme for reelt ny musik. Er usikker på om Spotifys algoritmer (som jeg forlader mig alt for meget på til at finde ny musik) har en positiv effekt på at udforske nye ting, eller om de snarere fanger mig i en bedaget og tilbageskuende boble.