Har lyttet til størstedelen af Josh Rouses bagkatalog de senere dage. Han holder et imponerende højt niveau over tid; der er ikke mange sangskrivere med så mange fængende melodier på samvittigheden. Min favorit må vel være ‘Directions’, om end ‘Winter in the Hamptons’ er tæt på.

Lexii Alijai – ‘Hoodie SZN’ irriterer mig grufuldt. For hvad er det for en æterisk soulsang, der bliver samplet? Ingen af mine vanlige smutveje – whosampled.com, Shazam – kan hjælpe mig. Det er meningsløst at have en melodistump kørende i hovedet i et uendeligt loop, når jeg ikke kan få identificeret hvor det stammer fra.

For et stykke tid siden gjorde min chef (sic) mig opmærksom på, at der er en vaskeægte japaner i Rørvig, der hver anden fredag vender plader i en grynet livestreaming. Jeg ved ikke helt præcist, hvad jeg følte, da jeg sad der og iagttog en tynd, midaldrende japaner danse akavet foran et webcam i hans kimonobutiks lurvede baglokale. Men han spillede Prince – ‘Controversy’ undervejs, og det tæller vel også for et eller andet? Den har i hvert fald været boltet fast i mit baghoved de senere uger. 

Det er dovent med de her korte anbefalinger af den musik eller billedkunst, jeg støder på under den doomscrolling af Twitter og RSS-feedet, som jeg bruger som substitut for meningsfulde, produktive og personlighedsudviklende aktiviteter efter at børnene er kommet i seng. Men jeg har så få genuint interessante ting på hjertet, at det er ikke bliver meget bedre end Sweet Trip – ‘Walkers Beware! We Are Driving Into the Sun’.

Jason Anderson Terminus

Jeg aner ikke hvilken prefab bås, jeg skal proppe sangen i. Jo, det er melodisk dreampop, men det er også et sfærisk gadekryds af syret synth, knitren, jangleguitar og sværmerisk englevokal. Uanset hvad er den (og dens mere elektroniske b-side ‘Stab-Slow’) et lille mesterværk at fylde karantæneaftenerne ud med.

Jeg er småoprørt over The Guardians liste over de 30 bedste New Order sange. ‘True Faith’ er da ikke deres bedste sang. Og hvad i alverden laver ‘Thieves Like Us’ på tredjepladsen? Lad os få det på det rene én gang for alle, at den korrekte top 3 er: ‘Blue Monday’, ‘Temptation’ og ‘Age of Consent’. 

DJ Kicks

Der er mange enerverende ting ved at flytte, men det er entydigt positivt, at jeg har fået mine cd’er op ad deres skærsildtilværelse i flyttekasserne i kælderen. Det har givet mig mulighed for at lytte til et af de (begrædeligt mange) album, som stadig ikke er på streamingtjenesterne: DJ Kicks: Erlend Øye

Erlend

Det er et helt forrygende mix album, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’. Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.

Jeg kommer ikke til at erstatte mit Spotify (mis)brug med de mange cd’er, der lige nu ligger usorteret i diffuse bunker på gulvet ved siden af mig (cd-reolerne røg ud for en flytning eller to siden).

Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverse (hvilket er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen.

Administrativ note: Jeg købte albummet tilbage i foråret 2006, kan jeg læse af et gammelt indlæg

Årets sange 2020

Medusa2

Som alle andre Spotify-brugere har jeg også fået min ‘wrapped’-liste med de sange, som jeg har lyttet mest til det seneste år. For mig var den dog relativt ubrugelig. Den er fyldt med den musik, som jeg streamer når jeg skal fokusere, hvilket vil sige musik fra gamle videospil og min ungdoms japanske rollespil. Derfor er her de sange, som jeg vil mene betød mest i 2020:

Richard Hawley – ‘Tonight’
‘Tonight’ var min COVID-19-karantænesang – og årets sang, selvom den har 15 år på bagen. En meget smuk og trist sag om knuste hjerter, fortvivlede eksistenser og natlige vandreture i Sheffields bakker

Emil Kruse – ‘Lad det gå’ eller ‘Bare sig’
Kruse fortsætter med at være Danmarks bedste musiker. Jeg kan ikke beslutte mig for hvilken af de to sange, der er bedst – så de er

London Grammar – ‘Baby It’s You’
Elegant electropop og en storslået kærlighedssang

Marcus Gordon – ‘Sig mig’
Bedste danske popsang

Susumu Yokota – ‘Long Long Silk Bridge’
Mystisk instrumentalt mesterværk, der tryllebandt mig store dele af året

Chris Stapleton – ‘Joy of My Life’
Kæft, det er en sød kærlighedssang. Stapleton er typen, man kun kan knuselske

Drive-By Truckers – ’Thoughts and Prayers
Verdens bedste rockband med en smuk sag om skyderier i USA

Flowerpot Men – ‘Beat City
Mesterværk, der ikke kan købes eller streames nogen steder – så I må se den på YouTube. Det er en forbrydelse.

Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’
Årets Pet Shop Boys/Dubstar-klon, som jeg elskede sørgerligt højt

The Style Council – ‘The Lodgers (Or She Was Only a Shopkeeper’s Daughter)’
Style Council er svære at få ind i mit liv. De er hvide mænd, der spiller sort musik, hvilket mange sikkert kan finde at klage over. Jeg har elsket ‘Shout to the Top’ i mange år, men det er først for nylig, jeg opdagede den svært forførende ‘The Lodgers’.

The Human League – ‘Tell Me When’
Skammeligt glemt synthpopperle fra 1995. Jeg læste et sted, at de sange der hittede det år man fyldte 14 år, intuitivt vil være dem man glædet mest over. Det er tilsyneladende sandt i dette tilfælde

Lou Halter – ‘My Baby Just Cares for Me’
Egentlig har jeg et problem med Hayters persona som ‘DJ ved modelfester’. Og måske er ‘My Baby Just Cares for Me’ for kalkuleret og en pastiche, snarere end en rigtig sang. Men den virker på mig. Det må jeg blankt erkende

Lianne La Havas – ‘Bittersweet’
Årets soulsang, og den måske grummeste break-up sangen siden ‘Ex-Factor

Roedelius – ‘Geradewohl’
Absurd og underlig instrumental electronica. Jeg kan ikke forklare på en meningsfuld måde, hvorfor jeg har lyttet så meget til den. Sangen er lidt som at være fanget i et vortex af morsekoder

The Makers – ‘Don’t Challenge Me’
Et højest besynderligt gadekryds af electronica, reggae, jazz og blip-blop lyde fra 1972. Hvis jeg var selvoptaget nok, ville jeg bruge et adjektiv som ‘idiosynkratisk’ om sangen, men måske ‘mærkelig’ er mere dækkende

Porches – ‘I Miss That’
Jeg tror jeg hader vokalen intenst og at jeg er for gammel til Porches teenangst’ede image. Men ‘I Miss That’ er ikke desto mindre et mesterværk

Aaron Copland – ‘Clarinet Concerto: 1. Slowly and Expressively’
Jeg ved ikke hvilken ‘Classical Music for Studying’-playliste jeg fandt den, men Copland er som balsam på min betændte sjæl

PATINA – ‘Flammer Rammer’
Ja-ja, det bliver ikke mere normcore end det her, men det er en skøn og uforpligtende popsang

Macross 82-99 – ‘葛城 ミサトYEBISU’
Macross 82-99 og Vaporwave/City pop/Future Funk styrede store dele af min musiksmag i 2020. YEBISU er måske endnu bedre i remix-udgaven, men jeg kan ikke stå få den støjede lyd og den forvrængede sample af den vidunderlige Khemistry – ‘Can You feel My Love?’

Yung Bae – ‘Bad Boy’
Hvis der havde eksisteret dansegulve i 2020, så burde denne have været en decideret banger. Nu må den nøjes med at blive voldspillet af grånende 39-årige mænd i den ydre provins

Smokey Brights – ‘Flash Your Lights (Rudy Willingham Remix)
God, gammeldags housekreation. Burde have lagt gaderne øde

Yves Tumor – ‘Noid’
Paranoidt støjhelvede. Og fremragende

Steve Reich – ‘Duet for Two Violins and String Orchestra
Jeg ville gerne kunne skrive noget mere begavet end ‘smuk klassisk musik’, men det er ikke desto mindre, hvad der er tale om