Blind Faith – Can’t Find My Way Home’

Var med børnene på burgerrestaurant i dag. Mens vi ventede på maden studsede jeg over, at indretningen er uniformt ens sådanne steder. Den samme kitschede Americana, de samme udvandede iterationer af, hvordan en diner så ud i 50’erne – hvis man skal tro Hollywood.

Selv deres baggrundsmusik er mere eller mindre identisk. Dér spiller de Israel Kamakawiwoʻole udgaven af ‘Somewhere Over the Rainbow’, hér spiller de ‘Wonderwall’. Og så lige suppleret af glimt-i-øjet-covers af 60’er soul. De må abonnere på de samme lurvede playlister på streamingtjenesterne, går jeg ud fra.

Hvilket altsammen er helt fint. Det er åbenbart sådan at en konceptrestaurant som Halifax skal se ud, her +10 år efter det igen blev populært med burgerrestauranter.

Men det fik mig til at længes efter noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af fortidens popkultur. Noget med en original kerne, noget, ja, autentisk (i ordets egentlige betydning, ikke den perverterede postmoderne instagram-influencer udgave).

Måske det er derfor, jeg her til aften har lyttet en del til Blind Faith ‘Can’t Find My Way Home’. Det er en fantastisk sang, der selv her mere end 50 år senere lyder frisk og ægte – og principielt kunne være udgivet på et hvilket som helst givet tidspunkt i perioden.

Jeg er smerteligt klar over, at ingen længere laver den type sange. Men ‘Can’t Find …’ har alligevel en tidløs melankolsk kvalitet, der stadig fungerer. Hvem ved, måske de burde spille den på burgerrestauranter?

Sonic Youth

Jeg havde ikke hørt om filmen ‘Pump Up the Volume’ før de omtalte den i The Rewatchables podcasten, men ret skal være ret: soundtracket er jævnt fantastisk.

Jeg bed især mærke i ‘Titanium Exposé’ af Sonic Youth, et band jeg ellers har haft vanskeligt ved at få til at passe konceptuelt ind i mit musikalske univers. Jeg har længe kunne godt lide ‘Teenage Riot’, ‘Superstar’ og deres småabsurde cover af Madonnas ‘Into the Groove’, men ellers? Mjah. Lidt for selvhøjtideligt støjrock dyrket af en ældre generation.

‘Titanium Exposé’ kan dog et eller andet (når man først er kommet ind igennem den alt, alt for lange intro), og jeg sætter pris på det meget Generation X’ede albumcover. Vil forsøge at udforske deres bagkatalog lidt mere i den næste tid.

Mer & mer

Nå, men vi var på hjem i bilen efter turen i Bauhaus i Holbæk ( … ), og pludselig spiller P4 Sjælland helt umotiveret MC Clemens – ‘Mer & mer’.

Den sang kan jeg af et ærligt hjerte sige, at jeg ikke har skænket en tanke siden den blev udgivet i 2001 og huserede i ‘Funkshowet’. Men du fredsens, det er en BANGER og et MESTERVÆRK.

Det er den spirituelle lillebror til ‘Spændt op til lir’. Tilsammen udgør de to sange peak år 2000 discorap, en periode hvor det var helt legitimt at skamsample et 70’er disco/soul hit, smide en tung housebas ind i baggrunden og så ellers bare gå i gang med bøvet rap.

Heldigvis er samplen, The Whispers – ‘Make It With You’ fra 1977, helt uimodståelig1. Derfor er beatet i ‘Mer & Mer’ så godt, at man kun hader Clemens 80% af tiden og snildt tilgiver de tåkrummende tekster. Og hvem vidste at den kælne sangerinde i omkvædet er et af medlemmerne i slut-90’er soulgruppen Juice?.

Alt i alt den perfekte sang til næste hjemmefest, når COVID-19 engang er væk.

  1. Det gælder i øvrigt også samplen i ’Spændt op til lir’ []

Max Pope

Der er en reel sandsynlighed for at ‘Hologram’ er den bedste popsang, du kommer til at lytte til i 2020. Nu har jeg sagt det. Eller ‘Just Friends’ for den sags skyld. Måske den indiepoppede ‘6AM’ mere er noget for dig? Hvis intet af det fungerer, hvad så med hans dejlige coverudgave af ‘Didn’t I’? Gør den ikke noget ved dig? Jo, det tror jeg nok at den gør. Uanset hvad, så er Max Pope en kommende superstjerne. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.