Yacht Rock

Jeg havde stor glæde af det nyeste afsnit af Bill Simmons’ podcast, hvor han og Zane Lowe talte om musik. De drøftede bl.a. den vidunderlige genre Yacht Rock, som er ganske uimodståelig. Det er vel musikkens svar på flamingofugle; flamboyante og lyserøde. Den slags musik man lytter til på sin yacht i selskab med solnedgangen og champagne. Lækkerhedsfaktoren er kort sagt skruet helt op.

Undervejs spillede de Christopher Cross – ‘Ride Like the Wind’ som er decideret umulig at få ud af hovedet igen.

Lyt kun til sangen, hvis du er klar på en romatisk sejlads langs den californiske kyst sammen med en solkysset blodine på din pastelfarvede yacht.

Mmmmm!

Why Hip Hop sucks in ’96

Egentlig var det planen at jeg ville bruge min børne- og konefri fredag aften på at se videre i ‘Dark’, men da plottet i tv-serien hele tiden handler om børn, der på bestialsk vis bliver bortført fra deres forældre, så kom jeg fra det igen.

Brugte i stedet aftenen aften på så dramatiske ting som at lytte til musik og finde ny ringetone. Jeg har et godt stykke tid haft J. Mascis cover af ‘Fade Into You’, men ville efterhånden gerne have lidt forandring.

Jeg kom vidt omkring: The Kills – ‘Pull A U’ (lidt vel aggressiv), The Flames – ‘Stand Up a Be Counted’ (men blæserne giver mig et urimeligt chok hver gang) og Monkey Swallows the Universe – ‘Sheffield Shanty’ (for stille).

Det endte dog med en 20+ år gammel retrotur til DJ Shadow – ‘Why Hip Hop Sucks in ’96’. Har altid haft en svaghed for beatet, og jeg synes egentlig den fungerer storartet – ja, den vil måske ligefrem give mig lyst til at tage telefonen!

Årets sange

2018 var endnu et fragmenteret musikår. Generelt lod jeg mig viljeløst styre af, hvad Spotifys ‘Discover Weekly’ algoritme mente jeg burde opdage. Jeg købte ingen nye albums og det var samtidig året, hvor cd-samlingen blev lagt i kælderrummet og alt musik i hjemmet nu kører via Sonos og streamningtjenester.

Det er ikke en udvikling jeg glædes over.

Dels er jeg glad for min musiksamling, dels fornemmer jeg et behov for et mindre friktionsløst musikforbrug. Mine seneste 5 års småhysteriske fokus på streaming, enkelte sange, playlister og helt ubesværet adgang til nærmest alt musik, gør det for nemt for mig. Jeg skifter sang for hurtigt, fordyber mig sjældent i en kunstner. Det hele er for flakkende og frenetisk.

Der er brug for at jeg igen (med en arkaisk vending) sætter et album på anlægget – og rent faktisk lytter det til ende. Som i så mange andre facetter af livet, skal jeg kæmpe for at få min opmærksomhed og nærvær tilbage igen. 

Når det så alt sammen er sagt, så synes jeg egentlig at nedenstående sange er en fornuftig blanding af nyt og gammelt. Genremæssigt må jeg konstatere, at der ikke er meget hiphop, jeg gider lytte til længere. Fraværet af danske kunstnere er også markant. Måske det er noget jeg bør opdyrke mere det kommende år.