The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.

COVID-19 Playlisten

Det er givetvis udtryk for fremskreden alder og uklædelig sentimentalitet at jeg er så vild med Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’, som tilfældet er. De lyder jo fuldstændig som Dubstar på deres to mesterlige synthpopalbums ‘Disgraceful’ (1995) og ‘Goodbye’ (1997), hvilket gør mig uhæmmet glad indeni.

Men … jeg er begyndt at fundere over hvordan jeg kan frigøre mig fra at nostalgien spiller en så stor rolle i mit musikforbrug. Jeg burde kunne finde større glæde og entusiasme for reelt ny musik. Er usikker på om Spotifys algoritmer (som jeg forlader mig alt for meget på til at finde ny musik) har en positiv effekt på at udforske nye ting, eller om de snarere fanger mig i en bedaget og tilbageskuende boble.

Fortærede en liste med ‘The 50 Greatest Breakup Songs of All Time’, og Fleetwood Mac – ‘Dreams’ er naturligvis på. Jeg holder meget af den sang, også selv den er så stor (og så gammel), at den er i territoriet for evergreens og særudsendelser på Tv2 Charlie. Men gør alligevel dig selv en tjeneste og lyt til den ufærdige ’Take 2’-udgave. Den er rå, søgende og sårbar, og uden trommebeatet til at skjule, at Stevie Nicks synger om bruddet med sin kæreste gennem 8 år … der bogstaveligt talt sidder tre meter fra hende og spiller guitar på sangen. Det er på alle måder episk.

Jeg havde nærmest glemt alt om Badly Drawn Boy og hans ærkebritiske pop. Men så udgiver han ‘Is This a Dream’ og jeg tilgiver ham straks det lange fravær. Verset er næsten bedre end omkvædet, og det er skønt at have ham tilbage.

Pet Shop Boys – ‘Hotspot’

Jeg har dødserklæret Pet Shop Boys adskillige gennem årene på nærværende blog (senest i 2016, før da i 2013), så det er måske ikke overraskende, at jeg på trods af mange års religiøs dyrkelse af dem har set meget lidt frem til deres nye album ’Hotspot’. Bevares, jeg har naturligvis forudbestilt fysiske udgaver af albummet og de tilhørende singler for længe side, men det var nu mere af pligt og loyalitet end af lyst.

I dag blev sangene så frigivet på Spotify og … ja. Jeg har lyttet albummet igennem. Hvilket ikke var en decideret ubehagelig eller pinlig oplevelse. Men der er omvendt ikke en eneste af sangene, som jeg i skrivende stund er fristet til at putte ind på mine playlister – endsige har lyst til at spille for andre mennesker med ordene ”hey, du skal lige høre det her, det er ret godt”. Der er mestendels tale om middelmådig electropop med en aldrende lyd og kun moderat fængende melodier, begået af to 65-årige herrer med tekster om clubbing og om at være forelsket i dragende unge mænd.

Denne ’3 stjerner ud af 6’-tilstand er ekstra trist, da jeg kunne have ønsket for Neil og Chris at de denne gang havde begået én vaskeægte popperle med hitlistepotentiale. I stedet for den her langstrakte og indelukkede fis af en musikalsk karriere, så kunne de gå på pension med god samvittighed og følelsen af aldrig at have været irrelevante. Hvilket ville være tiltrængt, de burde jo være stoppet for længst.

’Fundamental’ fra 2006 var ikke mit favoritalbum, men indeholdt i hvert fald 3-4 reelt glimrende sange. Det havde været et optimalt og ædelt tidspunkt for et 80’er-band at takke af på. Andet relevante exit var ’Yes’ fra 2009. Nok engang et album med et par fine sange (og nogle tilsvarende fæle stinkere), og flere – ironisk nok – absurd stærke b-sider. Det havde ikke været unaturligt at nyde otiummet efter det. Sidste holdbarhedsdato blev overskredet med ’Elysium’ i 2012. De to første sange på albummet er fantastiske, men resten er noget forvirret bras. ’Electric’ fra 2013 og ’Super’ fra 2016 rummer tilsammen 5 fremragende sange, men er ellers pinagtige.

Og nu er vi så her i selskab med ’Hotspot’, som ikke gør nogen forskel for nogen. Det er ikke elendigt, men det er langt fra fremragende. Men nej. Pet Shop Boys hverken kan eller vil stoppe. Som de ungdomsfikserede og stadig liderlige boomere de er, så hungrer de hele tiden efter hitTET, som de unge vil elske. Hvilket de ikke har kunne levere i ganske mange årtier nu. Deres desperation skriger nærmest ud af ordene i det interview, som man kan læse i dagens Guardian. De forsøger nu på år 20 at italesætte sig som modsætningen til ”de gamle menneskers musik”, dvs. rock. Hvilket er bizart taget i betragtning af at rockgenren som mainstream har været død stort siden år 2000. Det er trist, det er trættende og jeg gider ikke rigtig længere

Jeg gentager mig selv, jeg ved det godt. Men gid de dog ville stoppe. Det ville være en lettelse.

The Beloved

Jeg er med tiden blevet mere skeptisk over at Spotifys algoritme har opnået hegemoni over min musiksmag – ikke mindst fordi der bliver stadig længere mellem at de rammer virkelig rent i deres ugentlige musikanbefalinger.

Denne uge er dog en undtagelse; de har gravet The Beloved – ‘A Hundred Words’ frem af urtidshavet i 1986. Der er tale om en catchy indiepoppet sag, som fluks er røget ind på mine playlister.

I min bevidsthed var The Beloved ellers ensbetydende med den lidt rigeligt softporn’ede synthpopklassiker ‘Sweet Harmony’, der er en af de sange, man ikke sådan for alvor kan sætte på mens andre mennesker er til stede.

Men et par år tidligere lød de åbenbart som derivater af New Order anno ‘Dreams Never End’ og ’Age of Consent’. Dengang var sangen sikkert gudsjammerligt uoriginal og The Beloved som sølle plagiatorer, men her 34 år senere virker den slags overvejelser ganske overflødige. Jeg mener; jeg har jo dyrket The Radio Dept., gruppen der om nogen lyder som et derivat af et derivat. Hvem er jeg så til at dømme en stakkel musikers engang i midt-80’ernes tvivlsomme karrieredispositioner engang i midt-80’erne?.

‘A Hundred Words’ er i hvert fald underskøn, og sendte mig straks på videre udforskning af nye og ældre sange indenfor genren. Hvilket så absolut er en af mine favoritaktiviteter.