The Delines

Jeg er ret begejstret for The Delines og deres nye materiale. For et par år siden ramte deres sang ’Calling In’ mig jævnt perfekt med sin melankolske efterårsstemning, men deres nye (og mærkbart mere livsglade) sange er besynderligt nok endnu bedre.

Har absolut ingen forventninger om at dette blogindlæg vil omvende jer til frådende Delines-proselytter. Men jeg tror af et ærligt hjerte, at I efter at have lyttet til ’A Room on the Tenth Floor’, ’The Imperial’ eller ’Let’s Be Us Again’ også vil være en smule forelsket.

Tears For Fears

Tears For Fears spillede på Roskilde festivalen i går, hvilket ansporede mig til at lytte lidt mere til dem under dagens arbejde. ‘Advice for the Young at Heart’ var et af mine popmusikalske fund i 2018, men hele gruppens A-kæde af hits er voldsom: ‘Everybody Wants to Rule the World’, ‘Shout’, ‘Sowing the Seed of Love’, ‘Mad World’ og ‘Head Over Heels’. Altsammen henover en 5-6 årig periode. Det er imponerende.

Domino Dancing

Lyttede til Pet Shop Boys ‘Introspective’, og fandt under lytningen en eddikesur anmeldelse i Rolling Stone af albummet. Undervejs skriver anmelderen:

‘Domino Dancing’ features a salsa-flavored piano break amid the synthesized heel clicks of Latin hip-hop. Nevertheless, the Pet Shop Boys can’t help sounding instantly identifiable – and essentially British above all else. Take ‘Domino Dancing’: despite all those Latin samples, Chris Lowe’s languid synth lines and Neil Tennant’s wan, somewhat nasal vocals combine in a hook that uncannily recalls Al Stewart’s “Year of the Cat.” Nobody in his right mind would do that on purpose.

Jeg elsker ‘Domino Dancing’ betingelsesløst og tog derfor spydighederne ganske ilde op. Nu hvor jeg så rent faktisk har lyttet til ‘Year of the Cat’ (som jeg i parentes bemærket aldrig havde hørt om før), så må jeg indrømme, at der er noget om snakken. Men i modsætning til Rolling Stone, så synes jeg her efter et par gennemlytninger egentlig det er en fortrinlig sang, og har derfor vanskeligt ved at se inspirationen som et problem.

Og ‘Introspective’? Det er stadig et mesterværk.

Yacht Rock

Jeg havde stor glæde af det nyeste afsnit af Bill Simmons’ podcast, hvor han og Zane Lowe talte om musik. De drøftede bl.a. den vidunderlige genre Yacht Rock, som er ganske uimodståelig. Det er vel musikkens svar på flamingofugle; flamboyante og lyserøde. Den slags musik man lytter til på sin yacht i selskab med solnedgangen og champagne. Lækkerhedsfaktoren er kort sagt skruet helt op.

Undervejs spillede de Christopher Cross – ‘Ride Like the Wind’ som er decideret umulig at få ud af hovedet igen.

Lyt kun til sangen, hvis du er klar på en romatisk sejlads langs den californiske kyst sammen med en solkysset blodine på din pastelfarvede yacht.

Mmmmm!