Håkan på Ullevi

Den Bedre Halvdel forærede mig i julegave en tur med hende til en af Håkan Hellströms koncerter på Ullevi i august måned. Det ser jeg meget frem til; min seneste rigtige (svensk P3 Gull i januar 2011 tæller ikke i den sammenhæng) koncert med ham i 2010 blæste mig bagover af begejstring. Med mindre han er blevet aldeles afdanket, så er der potentiale for noget decideret episk.

Jeg har ikke fordybet mig intenst i hans 2-3 seneste albums, der har virket som lidt rigeligt trædende i vande. Som at det har været en vanskelig musikalsk transformation videre fra hans yngre års Sturm-und-Drang teenangstmusik. Altså præcis den musik, som – må jeg erkende – er det, som en tilbageskuende, permanostalgisk midalderende proto-boomer som mig helst vil høre live. 

Hans nye single,Jag vil bare va me dej’, er dog en sød og uforpligtende synthsommersang, som jeg sagtens kan varme mig lidt med og bruge til at komme i gang med bagkataloget. Min seneste koncert ligger helt tilbage i januar 2017 (det var med Radio Dept.). Jeg håber derfor også at turen til Göteborg kan blive starten på at jeg får lettet bagdelen, kommer ud af mit komatøse kulturforbrug – og får oplevet noget mere.

Photobooth

Lyttede til fysiske cd’er på mit anlæg igen for første gang i lang tid. Først forskellige albums med The Smiths, siden Depeche Mode – ‘Violator’.

Jeg husker sidstnævnte som fremragende og helstøbt (faktisk skrev jeg engang et hyldestindlæg til ‘Violator’, der dog mest af alt var en slet skjult reklame for Pet Shop Boys – ‘Behaviour’). Men her efter flere års musikforbrug frigjort fra albumformatet af streamingtjenesternes playlister, så må jeg tage min hidtidige vurdering op til fornyet revision. Fire ud af ni sange (‘World in My Eyes’, ‘Policy of Truth’, ‘Personal Jesus’ og – naturligvis – ‘Enjoy the Silence’) er episke mesterværker, men resten kan ærligt talt godt aflyses uden nogen vil savne dem igen. 

Albummet kom derfor tilbage på hylden (og bliver næppe taget ud igen foreløbigt), men forførende tæt på fandt jeg Death Cab For Cutie – ‘Forbidden Love EP’ (2000), som jeg ikke har skænket en tanke i muligvis 15 års tid.

Death Cab For Cutie var et af de bands jeg lyttede til på MySpace i begyndelsen af 00’erne, ikke mindst grundet Ben Gibbards alt for oprigtige vokal, de kække titler (‘We Have The Facts and We’re Voting Yes!) og deres studentikost fremmedgjorte/melankolske tekster. Den funklende stjerne på ‘Forbidden Love EP’ er sangen ‘Photobooth’, der på en en baggrund af et æggende Casio-style dance beat handler om et liv levet før børn (I ved nok: ung forelskelse, knuste hjerter, Sturm und Drang), som jeg har meget vanskeligt ved at erindre her i midalderens hamsterhjul.

Som jeg sidder her lytter til den kan jeg næsten (men også kun næsten) visualisere mig selv i begyndelsen af 20’erne på et kollegieværelse på Strandboulevarden. Det er en menneskealder siden, og det samme er Death Cab For Cutie, som jeg aldrig rigtig lyttede til igen efter ‘Plans’ albummet udkom i 2005. Måske jeg bør sætte det på nu, bare for gammel venskabs skyld.

Addendum: Det er ikke første gang jeg skriver om Ben Gibbard i kvalmende nostalgiske vendinger. Tilbage i 2012 (sic) var jeg således retrosentimental over hans sideprojekt The Postal Service, der allerede dengang nærmede sig et jubilæum. 

Get Back

Jeg får næppe set alle de otte timer af The Beatles ‘Get Back’-filmen, men jeg brugte dog halvanden times tid i selskab med dem i går. Og det var fascinerende, selv for en småskeptiker som mig.

For det er dybt interessant at se kunstnere skabe ting. Man følger processen, hvor det (på dette tidspunkt dysfunktionelle) band skriver og indspiller et album i et hangarlignende studie under et betydeligt tidspres. Det er ikke altid lige kønt og heller ikke altid særlig dramatisk. Efter en guddommelig kreativ inspiration arbejder de inkrementelt, forbedrer, sliber til, diskuterer – konstant.

McCartney og Lennon er aksen, mens den tydeligt beklemte Harrison angler efter opmærksomhed og anerkendelse fra de to, der omvendt er gledet fra hinanden. Starr sidder i baggrunden, stum og nærmest demonstrativt i afstand fra den skabende trio. Ved siden af, altid tavs, ildevarslende og klædt i sort, sidder Lennons strikkende muse Yoko Ono. Lennon har tydeligvis brug for hende, der udveksles usikre berøringer konstant, de andre interagerer aldrig med hende undervejs. 

McCartney er på dette tidspunkt de facto lederen i bandet. Man mærker hans passivt-aggressive frustration over de andres manglende nærvær og hans melankolske afkobling fra Lennon. McCartney VIL det her, de andre er mere tøvende, opgivende. Det er da også McCartney der leverer magien; man fornemmer verden vende sig i de øjeblikke, når han skaber den der magiske melodi ud af tilsyneladende ingenting. Han er så talentfuld at det nærmest er pinefuldt at se på. Måske jeg ikke har givet ham kredit nok hidtil. Der er tale om en kunstner af højeste klasse. Lennon – tynd, fragil – liver mest op, når melodien og harmonierne bringer ham og McCartney sammen en stund. 

Teknisk er ‘Get Back’ ligeså fascinerende at se. 1969 er nu. Optagelserne er helt rene, filmen kunne næsten være optaget i dag. Bandet fremstår som vaskeægte levende mennesker, ikke grynede sort-hvide artefakter fra en forlængst glemt verden for 50 år siden.

Den er virkelig værd at se.

Musiksmag

Nu har jeg data fra Spotify og peer reviewed artikler til at bakke mine lommefilosofiske, underlødige og halvbagte postulater op: Du, kære læser, kan i virkeligheden bedst lide den musik, du var vild med, da du var 13 (kvinder) eller 14 (mænd) år gammel. Der har ikke været nogen progression. Du er den samme. Tallene afslører dig:

The most important period for men in forming their adult tastes were the ages 13 to 16.

What about women? On average, their favorite songs came out when they were 13. The most important period for women were the ages 11 to 14.

Ja-ja, du kan iklæde dig lånte fjer og lade som at du er au courant, et kronisk nysgerrigt og åbensindet renæssancemenneske. Men det er løgn. Det er dine tidlige teenageår, hvor dit musikalske fundement blev støbt. Din yndlingssang er med statsgaranti fra den periode af dit liv. Hvis den ikke blev udgivet i de år, så var det dér, du blev eksponeret for den.

For mit eget vedkommende? Jeg var 13–14 år i perioden 1994–1996. Hvis jeg kigger på hitlisterne i den periode, så var det smågrum periode. Men der er ingen tvivl om, at Pet Shop Boys albummet ‘Very’ (1993) – og de afledte singleudgivelser – var formende for min musiksmag. Det samme var ‘Alternative’ (1995), en opsamling af B-sider – som rummer en af mine ubetingede yndlingssange.

Jeg vil vædde på at de samme mekanismer gør sig gældende for dig.

Beatles

Eftersom det har været Beatles-uge på den ældstes skole (og jeg derfor har været tvangsindlagt til lytte til gruppens musik), så røg mine øjenbryn op i nærmest groteske vinkler, da jeg læste dette citat fra Paul McCartney i New Yorker:

“I’m not sure I should say it, but they’re a blues cover band, that’s sort of what the Stones are,”

‘Shots fired!’, eller hvad man nu end udbryder. Jeg er delvist enig. Om end det er en grov og reduktionistik karakteristik af Stones‘ sangkatalog, så vil jeg medgive McCartney, at Beatles var mere originale og tog flere chancer.

MEN: omvendt var og er Stones’ rocksange langt bedre og hårdere end det meste af det infantile skvalder, som Beatles præsterede. En betydelig del af deres ding-dong-dynamolygte popsange/evergreens er uudholdelige. Det kan jeg med autoritet sige efter den seneste uges eksponering.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg hellere lytte til Stones i deres prime end Beatles. Mindes ikke jeg i nyere tid frivilligt har lyttet til en Beatles sang for dens egen skyld, snarere end som en nostalgisk kitschøvelse. Så et blues cover band? Ah, Paul. Ikke helt. 

Jeg er så nem. Nu havde jeg lige fået parkeret både Kings of Convenience og Feist i en hengemt og lidt vel gennemtæsket flyttekasse, påklistret mærkaten ‘easy listening fra 00’erne’. Men ‘Catholic Country’ er jo fuldstændig uimodståelig. Bevares, nok mest på den der ufarlige kan-spilles-i-baggrunden-til-middagsselskab-måde, men det har jo også en funktion.

Det var ikke en nem opgave at overse Rolling Stones opdatering af deres absurde ‘The 500 Greatest Songs of All Time’-liste på sociale medier i sidste uge. Jeg kunne selvsagt heller ikke dy mig for at gå en smule på opdagelse i det hybristiske projekt. Fik ikke dissekeret samtlige 500 sange, men lavede blot en række uvidenskabelige og metodemæssigt problematiske nedslag.

Det var stærkt desorienterende. Mest af alt savner jeg mening og en relevant målestok. Altså, kan jeg intellektuelt, emotionelt, moralsk og etisk håndtere, at Aretha Franklin – ‘Respect’ skulle være den bedste sang nogensinde? Ja, måske? Det er en vidunderlig evergreen. Men den bedste sang relativt til hvad? Den samlede internationale sangskat? Nr. 2 på listen Public Enemy – ‘Fight the Power’ (der har stor musikhistorisk indenfor sin genre, men er det den næstbedste sang nogensinde? Mon dog)? Nr. 9, en Missy Elliott sang? Virkelig?

Lang historie kort finder jeg det dog primært forbryderisk at første Marvin Gaye-sang ikke dukker op før på sjettepladsen. Hvis man anvendte et dejligt klassisk John Rawlsk ‘veil of ignorance’-scenarium, og lod den forudsætningsløse lytter bedømme, så ville ‘What’s Going On’ ligge øverst. Hver gang.

I’ve been trying to tell you

Venter fortsat på at modtage den fysiske udgave af Saint Etienne – ‘I’ve Been Trying to Tell You’ fra fanklubbens butik. Lytter i mellemtiden til albummet via streaming. Det er umiddelbart en skuffelse.

Ive been trying to tell you

Sangene flyder sammen i hinanden. De er langt fra den friskhed, der kendetegnede deres tidligere samplebaserede album. Og når jeg nu ellers sprøjtet mig direkte i blodårene med diverse stadig mere outrerede vaporwave-artister, så føles Saint Etienne anno 2021 lidt for konservative og umodige. Selv deres disciple i Air France helt tilbage i 2008 var mere interessante. Der mangler noget psykedelisk vildskab. Måske jeg ændrer mening efter flere gennemlytninger, men lige nu er det en grå omgang. Det er ikke direkte dårligt, blot … meh!