web analytics

Kunst og slige sager

Hmmm, ikke meget nyt herfra! Jeg spenderede noget af min søndag på Mucha-museet i Prag, og selvom det var småt, så var det ganske fascinerende. Andre af mine yndlingskunstnere er: Jenny Holzer (især hendes ‘Truisms’), Barbara Kruger, Wolfgang Tillmans, Edward Hopper, Robert Rauschenberg og James Rosenquist.

Den maler der betyder mest for mig er dog den stort set ukendte nordjyske maler Kaj K. Nørkjær. Han hænger vel ikke andre steder end rundt omkring på skoler og gymnasier i Nordjylland – og så lige hjemme hos mine forældre…..og hjemme hos mig selv. Mine forældre havde bestilt et billede hos ham dengang for meget længe siden, og han kom forbi med det den dag jeg skulle døbes. Tilmed havde han lavet et lille billede til mig – og det er, bliver og vil altid være mit yndlingsbillede.

En sommerdag for alt for længe siden

Ja, så starter sæsonen igen. Der er mange gode gætterier igang, men jeg tror og håber at de mægtige Hearts of Oak vil genvinde svundne tiders storhed.

I den forbindelse kan nævnes, at weekenden i Prag blev spenderet i strålende solskin på Evzena Rosickeho stadion, hvor der var det traditionelle Derby mellem Slavia og Sparta.

Selve kampen var ikke det helt store sus, Sparta var tydeligvis et bedre hold (kom foran ved den gamle yndling Poborský,) men Slavias Piták fik scoret et heldigt kludemål fem minutter før tid. Det sjoveste var at se forskellen på de to holds fans. Slavias var ganske tavse, hvorimod Spartas var en flok lystige abekatte, der fornøjede sig med at smide med fyrværkeri, brænde sæder af og alt i alt være ganske bølleagtige.

Transatlantism

For et stykke tid siden var jeg til et seminar (‘US relations with the New Europe – how to face new threats’) på The Polish Institute her i Prag. Det var arrangeret af New York University’s Prag afdeling, PASS og der deltog en hel række af de større tjekkiske samfundsdebattører: Den allesteds nærværende Jiří Pehe, den selvsmagende Alexandr Vondra, tidligere golden boy i det tjekkiske udenrigsministerium Jiří Schneider og MEP Josef Zieleniec. Denne kerne af personer lader til at være de toneangivende indenfor debatten om trans-atlantiske forhold i Tjekkiet – ihvertfald går de igen i en masse sammenhænge. Imidlertid er de ikke så interessante, det var derimod nogle af de udlandske deltagere. En af dem var Jeff Gedmin fra Aspen Institute (som jeg – på trods af talrige besøg på deres hjemmeside – stadig ikke ved hvad laver!). Det kan anbefales at læse hans pænt skarpe kommentarer her.

Er man sær hvis man også gerne vil arbejde i en tænketank engang?