web analytics

Konformitet

Læste en interessant artikel om konformitet og behovet for at tænke mere selvstændigt og frit. Den er biased i retning af hylde de store unikummer i Silicon Valley, men jeg tror Paul Graham har en pointe. Ikke mindst set i lyset af COVID-19-perioden, hvor vi har set hvordan Mette Frederiksen med stor succes har kunne appellere til de ‘aggressively convention-minded’, så de kunne patruljere deres omgivelser og udskamme dem, der måske tænkte og handlede anderledes end hvad Regeringen dikterede.

Det kræver mod til at tænke anderledes, og jeg ville ønske jeg var bedre til det. Dels for mig selv og mit eget perspektiv, hvor jeg ville ønske at jeg tænkte mere utraditionelt, vildt, udenfor rammerne, mindre teknokratisk. Det er netop min tendens til at tænke og agere indenfor de udstukne retningslinjer, der gør, at jeg til tider har en tendens til at betragte alting som værende for komplekst og derfor i praksis vælger apati fremfor handling. Det er også derfor, jeg er grundlæggende tvivlende overfor om jeg nogensinde vil være en god politiker – jeg tænker i begrænsninger fremfor muligheder.

Men det gælder også i den måde, jeg guider og interagerer med mine børn. Her har jeg i pressede stunder en beklagelig overvægt i retning af ‘I skal overholde reglerne og gøre hvad jeg/de voksne siger!!!!’, fremfor: ‘I skal følge reglerne, men I skal også stille spørgsmål, tænke selv og bryde mønstrene, hvis de åbenlyst er forkerte, skader de svage eller bare kan forbedres til alles bedste’. Jeg må tænke over hvordan jeg kan agere mere hensigtsmæssigt, når mine børne udfordrer mine beslutninger, der (må jeg indrømme) ofte er mere forankret i min egen magelighed og dovenskab, end i hvad der gavner helheden mest muligt.

Gefion

Jeg holder meget af min adopterede landsdel Sjælland.

Naturligvis vil min primære identitet altid være aalborgenser, og Aalborg er mit ‘hjem’ i en større metafysisk forstand. Men Sjælland er der hvor jeg lever og har gjort det længe. Det er her hvor mine børn er født og opvokset – og det er her, de vil udspringe fra og få deres stedbundne identitet.

Det skurrer ganske vist stadig i mine ører, når min ældste i glimt har sjællandsk dialekt (men ikke københavnsk, for Guds skyld, ikke københavnsk!). Men det er jo blot en æstetisk detalje. Det er i hvert fald hvad jeg forsøger at overbevise mig selv om.

Men nuvel, jeg føler mig hjemme på Sjælland, kan lide landskabet, mentaliteten og sjællænderne. Som det udtrykkes i ‘Den danske sang et en ung blond pige’:

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde / de tvende klange af blidt og hårdt

Hvilket selvsagt er noget højstemt romantisk vås, men nok heller ikke helt forkert.

Sjælland og sjællændere har en anden, måske mere mild mentalitet. Landsdelen og dem der bor her er formet af at være bagland for den altdominerende hovedstad, der suger kapital, talent og dynamik til sig. Det er måske derfor her ikke er de kæmpestore virksomheder – og det er givetvis derfor, at der med 99,9% sikkerhed kun er én sjællandsk fodboldklub i de to bedste rækker efter denne sæson.

Netop Roskilde, Næstved og Nykøbings aktuelle nedrykning til 2. division er anstødsstenen til mine tanker om Sjælland i dette indlæg. Landsdelens fodboldmæssige udslettelse gør mig dybt nedtrykt. AaB er min hjerteklub, men jeg mangler nogen at holde med lokalt. Jeg ved ikke hvad det skal til for at skabe et holdbart konkurrencekraftigt fodboldprojekt på Sjælland. Men jeg håber at Køge nu gør det godt, og at de øvrige får strammet sig an.

Sjælland fortjener det.

Navlepilleri

Burde jeg skrive mere om mit intenst uinteressante liv her uge nummer ∞ inde i COVID-19-tidsalderen?

Om hvordan mit liv består af mere eller mindre (primært mindre) personlighedsudviklende hjemmearbejdsdage, daglig (forgæves) opretholdes af et meget lavt minimum af rengøring og hygiejne i hjemmet samt af at råbe af mine sagesløse kone og børn, når de kommer hjem og forstyrrer mig?

Om at jeg absolut intet udviklende eller langsigtet får foretaget mig, og ingen beslutninger får truffet (endsige ført ud i livet)?

Om at jeg ikke kan tage mig sammen til at tænke mere komplekse tanker, end hvordan jeg får overstået logistikken og afviklet driftssituationen i de kommende dage?

Om hvordan min skønlitterære læsning er gået i stå? Naturlig samtidig med at jeg ikke kan styre mig selv i læsningen sjæle- og livsglædeudslettende essays om de kommende års økonomiske og politiske apokalypse?

Om hvordan jeg ikke får motioneret nok, hvorfor det nok er meget heldigt at min arbejdsdag primært kan foregå i ikke-strammende spækvenligt tøj.

Om at jeg nu kan castes som skovtrold i en familievenlig film, da jeg ikke engang kan slæbe mig sammen til at komme forbi frisøren – og derfor nu har en hårpragt, der ville gøre Trolderik stolt?

Om hvordan jeg nu – fraset en enkelt ekspedition ud på Sjælland – ikke har været mere end 5 km i radius væk fra hjemmet siden 11. marts 2020?

Nej. Det burde jeg nok ikke skrive mere om. Dels er forkælet klynk ret ucharmerende, dels går det nøgternt vurderet ok, og jeg lider ingen nød i sammenligning med så mange andre.

Men en traurig tid? Det er det nu.

Jeg går olmt fnysende rundt her i karantænebunkeren hele dagen – vred, irritabel, frustreret – og forsøger at passe arbejdet fra distancen. Mens Den Bedre Halvdel redder verden på sygehuset, er jeg alene hjemme med to børn på 3 og 6. De har underligt nok ikke den store sympati eller forståelse for at jeg ikke er tilgængelig for leg, opmærksomhed og pleje hele tiden. Det fungerer kort sagt ad helvede til.

Det eneste jeg ønsker er ro, fred og muligheden for at fordybe mig mere end 30 sekunder af gangen. Når det mirakel så endelig indtræffer her ved aftenstide, så er jeg ør, drænet og kan ikke samle mig om noget.

De her fire uger (måneder?) bliver de længste nogensinde. 

Normal er ikke længere en mulighed

Er det forbandelsen ved at blive midaldrende? Den her higen efter en verden, der skal blive ‘normal’ igen? Det idelige ønske om at alting skal blive, som det (vistnok) var engang? Idéelt set gerne verden fra da jeg selv var ung, verden var åben og jeg tog fremtiden og menneskehedens progression for givet? I ved nok, tiden før Trump, før Brexit, før flygtningstrømmene, før finanskrisen, før 9/11?

Nuvel, det kan da godt være at denne ‘normal’ er 25 år gammel og længe intet har haft noget med virkeligheden at gøre. Men det kan I godt glemme at forklare mit længselsfulde hjerte. Det vil tilbage.

Kritikere af min rosenrøde fortidslængsel vil (med rette) kunne beskylde mig for privilegieblindhed. Den ’normal’ jeg længes efter var baseret på en uholdbar udnyttelse af jordens ressourcer. På en global økonomisk ulighed. På en vestlig samfundsmodel og en globalisering, der nok skabte vækst generelt, men fordelte goderne på en skæv måde – og som efterlod mange tilbage som marginaliserede. På en sikkerhedspolitik, der fordrede evige krige som Irak og Afghanistan. Måske min ‘normal’ primært var ‘normal’ fordi den tilgodese folk som mig og lande som mit?

Jeg tror at alt det vi oplever lige nu vil forandre os. Som samfund og globalt. Hvordan forandringerne vil manifestere sig ved jeg ikke. Jeg kan visualisere postive scenarier, hvor det her leder til en mere bæredygtig fremtid. Men jeg kan også sagtens se hvordan mine børns fremtid vil være væsentlig mindre positiv, end de muligheder jeg selv voksede op med. Hvor verden lukker sig og vi får en de-globalisering. Hvordan de ikke kan tage det for givet, at livet bliver bedre. 

Uanset hvad kommer vi aldrig tilbage til det, der var engang. ‘Normal’ er ikke en mulighed mere. Verden var i forandring, allerede før COVID-19-smitten dukkede op. Mange af de ting der styrter sammen netop nu, kommer ikke til at blive bygget op igen. Måske det er ok og en kilde til læring. Og det er vel netop i kriser at der kommer reelle innovationer, netop fordi vi er tvunget til det. 

Men normalt bliver det ikke.

Du drømmer om et andet sted

Jeg er nødt til at gøre et eller andet ved mit medieindtag for tiden. Der er brug for en stoisk tilgang. Jeg kan ikke bestemme hvad der sker, men jeg kan bestemme (eller i hvert fald forsøge på at bestemme) hvordan jeg reagerer på begivenhederne. Og hvad er egentlig pointen i at manisk at læse alle artiklerne, alle analyserne, alle tweets, alle de seneste (dårlige og urovækkende) nyheder? Intet af det løser Covid-19 pandemien eller den kommende økonomiske krise, det gør mig blot endnu mere sortseende og apatisk.

I teorien burde jeg (i pauserne fra børn og arbejde) søge eskapistisk frelse i læsning af god skøn- og faglitteratur. Det plejer at virke for mig. Men det virker som om at noget af det første, der er forsvundet, er min koncentrationsevne. Alle de mange usikkerheder, bekymringer, ‘known unknowns’ og ‘unknown unknowns’ … det giver en baggrundsstøj, som reducerer min lyst og evne til at sætte mig ned og læse en bog. Hvilket ellers nok ville være det bedste for mig at gøre – især i en tid som denne.