Jeg går olmt fnysende rundt her i karantænebunkeren hele dagen – vred, irritabel, frustreret – og forsøger at passe arbejdet fra distancen. Mens Den Bedre Halvdel redder verden på sygehuset, er jeg alene hjemme med to børn på 3 og 6. De har underligt nok ikke den store sympati eller forståelse for at jeg ikke er tilgængelig for leg, opmærksomhed og pleje hele tiden. Det fungerer kort sagt ad helvede til.

Det eneste jeg ønsker er ro, fred og muligheden for at fordybe mig mere end 30 sekunder af gangen. Når det mirakel så endelig indtræffer her ved aftenstide, så er jeg ør, drænet og kan ikke samle mig om noget.

De her fire uger (måneder?) bliver de længste nogensinde. 

Normal er ikke længere en mulighed

Er det forbandelsen ved at blive midaldrende? Den her higen efter en verden, der skal blive ‘normal’ igen? Det idelige ønske om at alting skal blive, som det (vistnok) var engang? Idéelt set gerne verden fra da jeg selv var ung, verden var åben og jeg tog fremtiden og menneskehedens progression for givet? I ved nok, tiden før Trump, før Brexit, før flygtningstrømmene, før finanskrisen, før 9/11?

Nuvel, det kan da godt være at denne ‘normal’ er 25 år gammel og længe intet har haft noget med virkeligheden at gøre. Men det kan I godt glemme at forklare mit længselsfulde hjerte. Det vil tilbage.

Kritikere af min rosenrøde fortidslængsel vil (med rette) kunne beskylde mig for privilegieblindhed. Den ’normal’ jeg længes efter var baseret på en uholdbar udnyttelse af jordens ressourcer. På en global økonomisk ulighed. På en vestlig samfundsmodel og en globalisering, der nok skabte vækst generelt, men fordelte goderne på en skæv måde – og som efterlod mange tilbage som marginaliserede. På en sikkerhedspolitik, der fordrede evige krige som Irak og Afghanistan. Måske min ‘normal’ primært var ‘normal’ fordi den tilgodese folk som mig og lande som mit?

Jeg tror at alt det vi oplever lige nu vil forandre os. Som samfund og globalt. Hvordan forandringerne vil manifestere sig ved jeg ikke. Jeg kan visualisere postive scenarier, hvor det her leder til en mere bæredygtig fremtid. Men jeg kan også sagtens se hvordan mine børns fremtid vil være væsentlig mindre positiv, end de muligheder jeg selv voksede op med. Hvor verden lukker sig og vi får en de-globalisering. Hvordan de ikke kan tage det for givet, at livet bliver bedre. 

Uanset hvad kommer vi aldrig tilbage til det, der var engang. ‘Normal’ er ikke en mulighed mere. Verden var i forandring, allerede før COVID-19-smitten dukkede op. Mange af de ting der styrter sammen netop nu, kommer ikke til at blive bygget op igen. Måske det er ok og en kilde til læring. Og det er vel netop i kriser at der kommer reelle innovationer, netop fordi vi er tvunget til det. 

Men normalt bliver det ikke.

Du drømmer om et andet sted

Jeg er nødt til at gøre et eller andet ved mit medieindtag for tiden. Der er brug for en stoisk tilgang. Jeg kan ikke bestemme hvad der sker, men jeg kan bestemme (eller i hvert fald forsøge på at bestemme) hvordan jeg reagerer på begivenhederne. Og hvad er egentlig pointen i at manisk at læse alle artiklerne, alle analyserne, alle tweets, alle de seneste (dårlige og urovækkende) nyheder? Intet af det løser Covid-19 pandemien eller den kommende økonomiske krise, det gør mig blot endnu mere sortseende og apatisk.

I teorien burde jeg (i pauserne fra børn og arbejde) søge eskapistisk frelse i læsning af god skøn- og faglitteratur. Det plejer at virke for mig. Men det virker som om at noget af det første, der er forsvundet, er min koncentrationsevne. Alle de mange usikkerheder, bekymringer, ‘known unknowns’ og ‘unknown unknowns’ … det giver en baggrundsstøj, som reducerer min lyst og evne til at sætte mig ned og læse en bog. Hvilket ellers nok ville være det bedste for mig at gøre – især i en tid som denne.

Life During Wartime

Nå, det gik stærkt, hva’?

Sikke en uge. Meget kan man sige om vores regering, men den er ikke bange for at lukke samfund ned og udleve sit fulde autoritære potentiale. Det lød måske kritisk, men det er jeg nu egentlig ikke. Som gift med en af dem, der har den tvivlsomme at stå på sygehusafdelingen om de 10-12 dage, når epidemien raser og sundhedssystemkollapset truer, så ved jeg godt hvorfor de nuværende tiltag er nødvendige.

Men jeg er nervøs for hvad den her uhæmmede statsmagt, de vidtgående og meget indgribende hastelove, de lukkede grænser kommer til at gøre ved os som samfund – og den sociale kontrakt mellem stat, borger og civilsamfund. Det er svært for en hegemonisk og autokratisk tænkende statsleder at fralægge sig magtinstrumenter, når de først har været i hænderne på dem. Og Mette Frederiksen var i ikke-krisetid en politiker med en udpræget ‘staten-ved-bedst/Socialdemokratiet-er-staten’-tankegang. Lad os nu se. Det bliver spændende hvad der sker, når (hvis?) vi kommer tilbage til en normaltilstand igen. 

Men der er langt derhen. I dag gik både Frankrig og Spanien i fuldt lockdown, og jeg forventer at vi senest tirsdag aften får endnu et af de rædselsvækkende pressemøder, hvor Frederiksen melder næste restriktion ud – hvilket bliver et egentlig udgangsforbud.

Og, ja, indrømmet: jeg glæder mig ikke til at arbejde hjemme alene sammen med to børn på 3 og 6 år. Hvordan skal jeg få lavet noget? Hvordan skal jeg forhindre dem i at blive bindegale, hvis de ikke kan komme udenfor eller lege sammen med andre børn? 

Det bliver en grum tid. Og selvsagt endnu grummere, hvis alle dommedagsprofetierne jeg kan læse på nettet i denne tid går i opfyldelse.

Blot en note: jeg fortryder ikke købet af et par alt, alt for dyre høretelefoner et eneste sekund. Endte til og med at investere i en endnu dyrere model end planlagt. Og ja, de er vidunderlige og har forøget min livskvalitet med 7-800% Det ville faktisk have været direkte uansvarligt ikke at købe dem.

Her går jeg og fortæller mig selv at 38 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev ikoner. Hvad har jeg nået på længere tid end de fik? Måske tiden er inde til en selvransagelse.