Overspringshandlinger

Man skal kende sig selv. Og et monomant fokus på og detaljeret dyrkelse af noget, der i realiteten er inderligt ligegyldigt, er et stensikkert tegn på at jeg er eksistentielt frustreret, føler mig småfortabt og at jeg har behov for eskapisme til en lille verden, hvor alting giver mere mening.

I mit tilfælde er det lig med at fordybe mig i ting, som jeg kan kontrollere til perfektion.

Det kan være at optimere mit hold i Football Manager. Med et dertil indrettet snydeprogram kan jeg give min klub uendelig god økonomi, det fuldendte scouting setup, et suverænt trænerteam og et væld af stjerner i svøb. Jeg har igennem tiden bygget episke storhold op i Porto Alegre, Moskvas forstæder og Hjørring. Det er absolut intet problem, hvis man er omnipotent. Og hvis det helt uventede skulle ske – altså at jeg taber en kamp – så kan jeg heldigvis altid genstarte spillet, og spille kampen om indtil jeg får det ønskede resultet. Det er et drømmeunivers. Det er reguleret. Det er ordentligt. Det er perfekt.

Det kan også være at se på mit produktivitetsworkflow (sic). Hvilke apps bruger jeg til at optimere min produktivitet? Er Todoist eller Things den bedste til formålet? Hvordan får jeg flettet Evernote ind? Eller hvad med Trello? Hvordan styrer jeg alle mine åh-så-vigtige projekter?1

Og så er der en golden oldie, som er flugtdestinationen i disse dage: Mit blog-setup. Eller foldet endnu mere selvhøjtideligt ud: mit eksterne kommunikationssystem. Hvilke sociale medier er jeg på? Hvordan bruger jeg dem optimalt? Hvordan distribuerer jeg bedst mine indlæg? Hvad er balancen i indholdet mellem Sofisten og min anden ikke-anonyme blog? Hvordan skal designet være? Hvilke redskaber (Ulysses? MarsEdit? Og hvad med på mobilen?!) er bedst til at maksimere min skrivelyst og kreativitet? Hvordan får jeg bygget et perfekt skribentpalads op? Bør jeg snart investere i et mekanisk keyboard, så jeg virkelig kan tampe igennem med min to-finger skrivestil?

Altsammen er store spørgsmål, der heldigvis sørger for, at jeg ikke behøver forholde mig til de større ting i skriveligningen: A) At mit uendelige pilleri med platforme og kanaler betyder at jeg ikke får skrevet noget og B) Jeg ikke har nogen læsere.

Og således når vi den fulde cirkel. For selvom de eskapistiske aktiviteter virkelig giver mig en stor (tom) glæde, så har de desværre en tendens til ikke at løse de rigtige problemer. Men indtil det sker, så håber jeg at I sætter pris på det lækre blogdesign og de mange forførende måder, man kan nyde min spændende personlighed på flere platforme.

  1. Og så taler vi selvsagt ikke højt om, at de nævnte projekter alle har det med at gå i stå.

Feriefri

Holder en uges ferie. Der var pludselig akkumuleret en farlig masse feriedage, der skulle brændes af inden ferieåret slutter.

Jeg ville i den forbindelse gerne kunne sige, at jeg har brug de første dage fornuftigt. At jeg har fået ordnet en masse praktisk, fået styr på den erhvevs- og boligmæssige fremtid samt løbet 8 km hver dag i et forrygende tempo. Altsammen efter at jeg har været nærværende med mine børn og dybdeanalyseret konsekvenserne af gårdagens fallerede Brexit-afstemning.

Men det ville altsammen være løgn.

Sandheden er at jeg primært har genspillet ‘The Curse of Monkey Island’, et episk og meget beroligende trip tilbage til slut-90’erne. Derudover har jeg obsessivt nørklet med diverse cross-posting redskaber, så indlæg skrevet på min offentlige blog automatisk også bliver publiceret på facebook og twitter. Bevares, jeg får ganske vist ikke produceret meget nyt indhold og antallet af læsere er selvsagt stadig ikke-eksisterende, men nu er der i hvert fald styr på infrastrukturen og designet. Altså lige indtil jeg igen får brug for en overspringshandling. Så skal jeg nok igen finde noget at rumstere med i formen.

I morgen tager vi på en forlænget weekendtur til Stockholm. Er ved at være to år siden jeg var der sidst, så ser frem til at komme tilbage – om end vejret ser jævnt bøvlet ud.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i løbet af de kommende måneder får mere overskud til at udvikle ting. En god (og lidt ældre) bekendt fortalte engang, at familien i årene med små børn er en ren driftsorganisation. Den daglige drift og logistik skal fungere, der er ikke tid eller rum til meget andet end at opretholde systemet. Det er jeg indforstået med. Men det er ved at være lidt rigeligt nu. Driften har vi styr på, men projekterne, fremtidsplanerne og drømmene sander til. Må se på om vi ikke kan få udvidet rammerne lidt.

Ferie

De tre ugers ferie er begyndt – og med dem også regnvejret, blæsten og den cementgrå himmel. Men jeg skal ikke jamre, jeg har jo higet efter køligere vejr i et stykke tid nu. Og så bør jeg vel ikke sidde her og flæbe, når jeg nu får det, jeg så gerne ville have?

Foråret og sommeren 2018 vil ikke blive bogført under ‘optimistiske’, ‘livsglade’ eller ‘positive’ i mine annaler. Vi er nok snarere ovre i den ‘bekymrede’ og ‘frustrerede’ genre. Skriveinspirationen har været begrænset, det samme har overskuddet. Ferien er tiltrængt, om ikke andet så for at få et afbræk.

Ambitionen er et efterår med progression. Der er brug for det.

Effektiv putning

Den Bedre Halvdel er på aften-/nattevagt, det er infernalsk varmt og arvingerne vil (forståeligt nok) egentlig hellere pjatte rundt end at sove, når deres vrantne far synes de skal. I den situation ser jeg det som min borgerpligt at dele de fragmenter af popsange, som brummet/sunget i tilpas falsk toneleje altid fungerer til at få de to til at falde i søvn:

De danske
De svenske
De engelske

Deltid

Forleden læste jeg en let rablende artikel om hvorfor det at fokusere på personlig produktivitet og effektivitet er en farlig affære. Undervejs var der et ret rammende citat:

“No one really cares what you do. Think about it this way. You’ll be working for another 50 years or something. If you took an entire year or two off, to do nothing, to like, smoke weed and game, you could still bounce back without really affecting your long-term career trajectory. When someone steps back in the future and looks at your life output after you’re gone, that part won’t even matter.“

Jeg tror – eller er det ‘håber’? – at det perspektiv på livet er det rigtige.

For her som 36-årig, der har en oplevelse af at min karriere i bedste fald er stagnerende (og de ting jeg skaber i mit dagjob hverken er særlig meningsfulde eller gør en større forskel for nogen), så det vanskeligt ikke at længes efter en forandring, en ny start eller måske blot en pause til at tænke mig om.

Set i det lys er det trøstende at tænke, at jeg stadig har mere end 30 år tilbage til at finde den rette hylde – og at det på langt sigt næppe heller gør den store skade, at jeg her i juni, juli og august arbejder på halv tid. For den ældste arving har brug for kortere dage i børnehaven i en periode, så i de kommende måneder henter jeg ham hver dag mellem kl. 12 og 13. Hans trivsel er det vigtigste projekt i vores tilværelse lige nu, og er det vi prioriterer over alt andet.

Så må jeg satse på at jeg et senere tidspunkt kan udvikle på karrieren. Der er, må vi håbe, stadig mange år at gøre det i.

Vejle

Er i Vejle med arbejdet. Har overnattet på hotel og byen viser sig fra sin pænere side fra morgenstunden. Driftig jysk E45-provinsby. Morgenen er blidt solbeskinnet, villaerne spejler sig i fjorden og Nørreskoven er grøn.

Der er ikke meget finkultur eller Berlinsk ‘Arm, aber sexy’ over Vejle. Til gengæld lugter her af velstand og erhvervsmæssig dynamik. Når man nu selv bor i Roskilde – en større sjællandsk provinsby med stor kulturkapital og ret begrænset erhvervssucces, og med en omvendt proportional stor fisefornem selvforståelse – er kontrasten markant.

Leves det gode liv her i Vejle (og lignende steder)? Måske. Men jeg tror nu at vi bliver hvor vi er. Man er vel blevet for glad for (og snasket for meget ind i) Korsbæk til at flytte landsdele nok engang.

Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!