My Little Pony

Har jeg fejlet? Alle ponyerne i ‘My Little Pony’ har forskellige karaktertræk. Twilight Sparkle er klog. Fluttershy er loyal og empatisk. Pinkie Pie er vennernes ven. Men min datters favorit er Rainbow Dash, den måske allermest maniske og uflekterede af figurerne. Hendes primære force er at hun kan lave regnbuer, når hun flyver, samt være utrolig næsvis. Hvordan kan jeg indoktrinere min datter over mod en pony med værdier, der er ligeså kernesunde og småborgerlige som mine? Skal man virkelig lade børn vælge selv og være selvstændige individer? Det virker ganske uholdbart!

På landet

Jeg tænker af og til over, hvordan de valg Den Bedre Halvdel og jeg træffer på familiens vegne påvirker vores børns fremtid. Det gælder selvfølgelig ‘la longue durée’ i form af hverdagen, vores måde at være sammen med dem på og den daglige interaktion. Men også de mere strukturelle valg.

Hvad vil det få af betydning for deres livsbane, udsyn og muligheder, at vi i 2020 valgte at flytte til Odsherred? Gør vi dem til knallertkørende bonderøve? Fratog vi dem noget, da vi tog dem ud af det ressourcestærke miljø og det større udbud af kultur og fritidsaktiviteter i Roskilde? Hvad får de i stedet for? Hvad betyder det for dem, at de vokser op på landet, hvor der (når vinden vender uheldigt) dufter blidt og blødt af harsk gylle på landsbyskolens legeplads? Hvor klassekammeraterne afleveres i lastbilen fra fars vognmandsforretning, fremfor i en Tesla på Frederiksborgvej? Hvor klasserne er små og tiden måske lidt mindre hektisk? Hvilke forudsætninger får de til at vælge det liv, som gør dem glade?

Tilbage i sommerferien 2011 læste jeg i et tog mellem München og Salzburg i Edward Glaeser: ‘Triumph of the City: How Our Greatest Invention Makes Us Richer, Smarter, Greener, Healthier, and Happier’. Bogen er et flammende kampskrift for storbyen, ikke mindst den funktion som mødesteder og smeltedigler, hvor de dygtige, ambitiøse og stræbsomme individer mødes for at blive matchet med (og udfordret af) andre dygtige, ambitiøse og stræbsomme mennesker. Derfor opstår kreativitet og nye løsninger primært i byerne, da det er her, at de skarpeste hjerner mødes.

Heri ligger der også en erkendelse af, at man ikke – modsat hvad den socialdemokratiske regering tror – kan tvinge talentfulde mennesker til at blive i yderområder, hvis de ikke vil. I hvert ikke i de år, hvor de gerne vil prøve sig af. Så uanset hvor mange uddannelsespladser man flytter ud på Sjælland, så får det ikke kløgtige unge mennesker herud til os – og det fastholder næppe heller dem, der higer efter at prøve sig af på en større scene.

Min indsigt er den ganske banale, at jeg håber vi kan give vores børn en opvækst, hvor de trives i nærheden af natur, skov og vand. Hvor de med rod i det små og det nære udvikler et globalt udsyn. Hvor de i teenagetiden begynder at længes efter at komme væk; ind til storbyen for at vokse yderligere. Og hvem ved, måske de så sætter ekstra stor pris på dér de voksede op, når de af og til tager ud og besøger de gamle tosser i Strandhusene.

Midt i driften

Hvad kan jeg egentlig fortælle om den seneste måneds tid? Tingene og dagene flyder sammen. Hver eneste dag er grundlæggende den samme; statisk og tvangsritualiseret (KL. 14 KOMMER DAGENS TAL og derefter endnu en mere eller mindre videnskabeligt baseret vurdering fra en af mediernes 3-4 roterende virusvismænd). De latent-rædselsslagne rutiner og Teamsmøderne bliver blot momentvis afbrudt af endnu et pressemøde, hvor en utilpas (og ældre, meget ældre) udseende sundhedsminister udlægger situationen med eksotiske varianter og kontakttal.

Imens holder vi driften af Småbørnsfamilie A/S kørende under COVID-19-restriktionerne, med alt hvad det indebærer af logistik, indkøring i ny børnehave af den yngste og nødtørftig varetagelse af papirnusseropgaverne på hjemmearbejdspladsen. Indtil i dag foregik det i kombination med hjemmeundervisning af en stadig mere traurig 6-årig, der savner sin gamle klasse, aldrig har prøvet andet end coronaskole og først i dag – halvanden måned forsinket – mødte sin nye klasse fysisk. Hvad mon det egentlig gør af skade på sådan et lille menneske, at de isoleres på den måde fra andre børn i så lang tid? Hvordan påvirker det at vokse op i en fundamentalt usikker tid, hvor de voksne er bange og verden er farlig? Forældrene undertrykker tankerne om de langsigtede konsekvenser, der dog har det med at dukke op i de mørkere stunder.

Læg dertil en ufuldstændige indflytning i nyt hus, click-and-collect ture til i Bauhaus Holbæk (mit tempel) efter elradiatorer, da gulvvarmen i den ene halvdel af huset selvsagt valgte at sætte ud midt i permafrostperioden. Drys dertil tristesse over manglende mulighed for at se bedsteforældrene i Nordjylland og i Sverige.

Men det kører da. Vi mosler videre. Der er ikke noget, der falder på gulvet sådan for alvor. Vi gør det vi skal. Håret vokser vildt, hvilket jo er en uventet bonus. Men det kunne være godt med en smule optimisme snart. Så der bliver overskud til andet og mere end drift. Det kunne være rart med lidt plads til drømme. Mon ikke de fleste har det sådan lige nu.

2020/2021

Jeg gider ikke rigtig lave et ‘sikke-et-lorteår-lad-os-håbe-2021-bliver-bedre’-indlæg eller et af de der ‘hvilke-ting-siger-pandemien-mon-om-os-som-mennesker-og-samfund’-essays, der inficerer sociale medier lige nu.

Roerup sejeroebugten odsherredskunstmuseum 1024

Dels orker jeg ikke at reflektere dybere over året der gik. Dels har jeg næppe haft nogen oplevelser eller indsigter under COVID-19, som ikke er blevet oplevet bedre eller tænkt dybere af andre mennesker end mig.

Jeg vil derfor primært pege på et par af de personlige ting og begivenheder, der trods alt føltes som sejre i 2020:

  • Den ældste begyndte i skole, en transition vi havde været ganske bekymrede for. Det gik heldigvis over alt forventning 
  • Jeg fik nyt arbejde, som jeg er grundlæggende er glad for og ser lovende perspektiver i
  • Vi købte hus og flyttede til Odsherred. Det skaber fundamentet for en anden tilværelse

Der står en syndflod af ting på minuslisten (verden i almindelighed, mine forældres helbred, min hastigt ekspanderende bug, mit svingende generelle humør og forsvindende overskud, stagnation eller tilbagegang i de fleste større projekter), men det er jeg næppe ene om. Tror de fleste har haft et genuint lorteår. 

I skrivende stund har jeg derfor ingen andre mål og ambitioner for 2021 end at blive integreret socialt her i udkanten, arbejde på ikke at være kronisk gnaven og måske endda rejse en tur til udlandet. Måske ikke videre visionært, men det er desværre på det plateau at jeg befinder mig på. Håber at I har mere vidtløftige planer end jeg.

Strandhusene

Landscape Gloucestershire Stanley Spencer

Den nærmer sig efterhånden, vores flytning til udkanten. Jeg har ganske vist ikke skrevet så grufuldt meget om det, men udover en kollapsende verdensorden, så betød 2020 også et jobskifte for mig ud i en kommunal administration på Sjælland. I takt med at verden lukkede ned og boligmarkedet i Roskilde fortsat var hysterisk, så tog vi tingene op til revision. Hvorfor var det egentlig så inderligt vigtigt at bo i nærheden af Hovedstadsområdet? Benyttede vi os overhovedet af de tilbud og karrieremuligheder, som nærheden til storbyen giver – og var det samlet set vigtigt nok til at vi skulle gældsætte os i al evighed? Betyder et ryk længere væk, at man ikke kan se sine venner? Og givet at jeg de facto efter lang tids frugtesløs jobjagt allerede havde opgivet at få en intens karriere, var så det meningsfuldt at betale eksorbitante summer for at bo i et livsfornægtende istandsættelseshungende parcelhus i Roskildes periferi (hvilket var hvad budgettet rakte til)? Hvad var det helt præcis for en model for tilværelsen, vi ønskede i fremtiden for os selv og de to arvinger? 

I sidste ende så vi ud. Kiggede på hvad boligmarkedet kunne tilbyde. Hvordan det kunne kombineres med vores respektive karrierer og håb for børnenes opvækst. Fandt et fantastisk hus i Strandhusene i Odsherred til samme pris, som vi kunne få et rottebefængt, utæt og motorvejsnært udhus for i Roskildes dystopiske udkant.

Vi overtog huset i juli, og har været heroppe de fleste weekender. Om små tre uger flytter vi så endelig alle vores ting. Det bliver et andet liv, med helt nye dynamikker. Med mindre forhold, færre ‘muligheder’ (hey, den nærmeste metropol er … Holbæk), mere logistik og en ikke så lidt skræmmende tilværelse som hus- og haveejer. Socialt skal vi begynde forfra og komme ind i nye fællesskaber. De to arvinger skal rives op med rode fra børnehave og skolen, hvilket er den reelt største bekymring. Jeg skal lære at køre bil igen; det er vanskeligt at forlade sig på offentlig transport i udkanten, skulle jeg hilse at sige. Nye tider, kort sagt.

Er det den rigtig beslutning? Jeg ved det ikke. Lå det i kortene at jeg skulle ende mine dage i de yderste afkroge af Sjælland. Måske ikke. Men det er en ny start, med nye muligheder. Og selvom jeg naturligvis altid er perma-skeptisk og melankolsk sortseer, så kan jeg godt visualisere en god fremtid herude. Jeg tror, at livsmodellen kan fungere. Vi krydser fingre.

I stå

Det står lidt stille med skriveriet for tiden. I hvert fald når vi taler den eksterne del. For efter at have opdaget det ret fantastiske note-/skriveværktøj Roam, så får jeg egentlig dagligt nedfældet en masse tanker og noter til mig selv. Indholdet af dem er dog primært småflæbende solipsistisk nonsens af terapeutisk og mentalhygiejnisk karakter. De egner sig mildest talt ikke til at blive publiceret for andre end mig selv.

Samtidig mangler jeg relevante meninger og indsigter i øjeblikket.

Med mindre noget handler om det helt nære – min familie, min hverdag – så har det en tendens til at flyde forbi min bevidsthed. Ser vi bort fra AaB’s sommertransfervindue (HVAD LAVER DU, INGE?!), så er der vitterligt ingen udefrakommende begivenheder, der har kunne fremkalde større reaktioner end et ‘nå nå’ og/eller mild irritation hos mig. Black Lives Matter? Hviderusland? Mundbind? Kommende økonomisk krise? Pensionsreform? Næh, tak, det magter jeg ikke lige at forholde mig til for tiden. Ring igen næste år.

Jeg får heller ikke læst bøger, set spændende film eller forholdt mig dybt til noget. Min politiske aktivitet er tilsvarende helt tørret ind. Jeg passer mit arbejde, læser nyhederne, forsøger at orkestrere vores kommende flytning til Odsherred, følger den ældstes skolestart. Og det er så nogenlunde, hvad min kapacitet rækker til.

Om det er COVID-19-tiden, der har bedøvet min intellektuelle nysgerrighed og paralyseret mit emotionelle engagement, kan jeg ikke afgøre. Måske er et engagementmæssigt lockdown ganske enkelt den måde, jeg håndterer tilværelsen i en periode med fundamental usikkerhed og bekymringer på.

Uanset hvad, så håber jeg på at udvikle lidt mere overskud, så jeg kan få hovedet ud af røven på mig selv / hovedet op ad sandet (kan ikke helt blive enig med mig selv om hvilken af de to metaforer, der er mest rammende). Verden stopper jo ikke bare fordi jeg er blevet COVID-19-apatisk og kronisk lavfrekvent bekymret.

Konformitet

Læste en interessant artikel om konformitet og behovet for at tænke mere selvstændigt og frit. Den er biased i retning af hylde de store unikummer i Silicon Valley, men jeg tror Paul Graham har en pointe. Ikke mindst set i lyset af COVID-19-perioden, hvor vi har set hvordan Mette Frederiksen med stor succes har kunne appellere til de ‘aggressively convention-minded’, så de kunne patruljere deres omgivelser og udskamme dem, der måske tænkte og handlede anderledes end hvad Regeringen dikterede.

Det kræver mod til at tænke anderledes, og jeg ville ønske jeg var bedre til det. Dels for mig selv og mit eget perspektiv, hvor jeg ville ønske at jeg tænkte mere utraditionelt, vildt, udenfor rammerne, mindre teknokratisk. Det er netop min tendens til at tænke og agere indenfor de udstukne retningslinjer, der gør, at jeg til tider har en tendens til at betragte alting som værende for komplekst og derfor i praksis vælger apati fremfor handling. Det er også derfor, jeg er grundlæggende tvivlende overfor om jeg nogensinde vil være en god politiker – jeg tænker i begrænsninger fremfor muligheder.

Men det gælder også i den måde, jeg guider og interagerer med mine børn. Her har jeg i pressede stunder en beklagelig overvægt i retning af ‘I skal overholde reglerne og gøre hvad jeg/de voksne siger!!!!’, fremfor: ‘I skal følge reglerne, men I skal også stille spørgsmål, tænke selv og bryde mønstrene, hvis de åbenlyst er forkerte, skader de svage eller bare kan forbedres til alles bedste’. Jeg må tænke over hvordan jeg kan agere mere hensigtsmæssigt, når mine børne udfordrer mine beslutninger, der (må jeg indrømme) ofte er mere forankret i min egen magelighed og dovenskab, end i hvad der gavner helheden mest muligt.

Gefion

Jeg holder meget af min adopterede landsdel Sjælland.

Naturligvis vil min primære identitet altid være aalborgenser, og Aalborg er mit ‘hjem’ i en større metafysisk forstand. Men Sjælland er der hvor jeg lever og har gjort det længe. Det er her hvor mine børn er født og opvokset – og det er her, de vil udspringe fra og få deres stedbundne identitet.

Det skurrer ganske vist stadig i mine ører, når min ældste i glimt har sjællandsk dialekt (men ikke københavnsk, for Guds skyld, ikke københavnsk!). Men det er jo blot en æstetisk detalje. Det er i hvert fald hvad jeg forsøger at overbevise mig selv om.

Men nuvel, jeg føler mig hjemme på Sjælland, kan lide landskabet, mentaliteten og sjællænderne. Som det udtrykkes i ‘Den danske sang et en ung blond pige’:

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde / de tvende klange af blidt og hårdt

Hvilket selvsagt er noget højstemt romantisk vås, men nok heller ikke helt forkert.

Sjælland og sjællændere har en anden, måske mere mild mentalitet. Landsdelen og dem der bor her er formet af at være bagland for den altdominerende hovedstad, der suger kapital, talent og dynamik til sig. Det er måske derfor her ikke er de kæmpestore virksomheder – og det er givetvis derfor, at der med 99,9% sikkerhed kun er én sjællandsk fodboldklub i de to bedste rækker efter denne sæson.

Netop Roskilde, Næstved og Nykøbings aktuelle nedrykning til 2. division er anstødsstenen til mine tanker om Sjælland i dette indlæg. Landsdelens fodboldmæssige udslettelse gør mig dybt nedtrykt. AaB er min hjerteklub, men jeg mangler nogen at holde med lokalt. Jeg ved ikke hvad det skal til for at skabe et holdbart konkurrencekraftigt fodboldprojekt på Sjælland. Men jeg håber at Køge nu gør det godt, og at de øvrige får strammet sig an.

Sjælland fortjener det.