Her går jeg og fortæller mig selv at 38 år ikke er nogen alder, at jeg stadig har en prægtig fremtid foran mig og at jeg naturligvis nok skal nå at forandre verden. Det varer lige indtil jeg opdager at to af de helt afgørende afrikanske afkoloniseringsskikkelser – filosoffen Frantz Fanon og Congos første premierminister Patrice Lumumba – begge døde som 36 årig. De inspirerede et kontinent og blev ikoner. Hvad har jeg nået på længere tid end de fik? Måske tiden er inde til en selvransagelse. 

Årtiet

Nettet flyder i disse dage over med klummer og essays, der reflekterer (mere eller mindre) dybsindigt over 10’erne. Nogen går makrovejen. Hvad var det for et årti for kloden, hvordan skal det hele fortolkes, hvad siger begivenhederne om fremtiden? Andre intimudforsker skribentens egen uendeligt interessante navle. Hvad skete der i årtiet for lige netop dette her unikke og fascinerende individ? Hvad betyder det altsammen for mig.

Egentlig ville jeg gerne skrive en tilsvarende tekst. Jeg har jo trods alt haft en blog i snart 15 år; det at selvudlevere min egen middelmådighed til et (ak, forsvindende lille) publikum på nettet er en hofdisciplin for mig.

Men egentlig tror jeg at det kræver en vis tidsmæssig distance at kunne forstå og fortolke ting og begivenheder nogenlunde ædrueligt. Jeg er først nu for alvor begyndt at forstå og kunne sætte mine 90’ere og 00’ere ind i den store fortælling om mit liv.

Hvis jeg da overhovedet kan det. For hvem fa’en var man for flere årtier siden? Kan man overhovedet huske sig selv troværdigt på årtiers afstand? Eller rekonstruerer jeg blot et forvrænget billede af, hvem jeg gerne ville have været? For når jeg læser mine blogindlæg fra 2005, hvem er så den 23-årige narrehat der sad på et kollegieværelse på Østerbro og skrev den slags enfoldigheder?

Netop tidsforvrængningen var en af de ting, jeg tænkte over efter at have læst Sally Rooney ‘Normal People’ tidligere i år. Hovedpersonerne i bogen er alle i begyndelsen af 20’erne. De føler så stærke følelser. De tænker så abstrakte tanker. De er så … udviklede. Fejlbehæftede og søgende, måske, men udviklede. Og normalt betragter jeg ikke mig selv som et decideret ukompliceret og overfladisk menneske. Men jeg mindes ikke at have haft et komplekst følelsesliv dengang. Jeg tror ikke jeg var sådan. Men igen: Hvad ved jeg egentlig om mig selv her 15 års fortrængninger senere? Og vupti, så fik jeg alligevel skrevet en navleudforskende klumme!

Så 10’erne? Ingen anelse om hvad de betød. Spørg mig i midten af 2030’erne, når jeg er et gammelt røvhul, børnene er flyttet og mine egne 30’er er en fjern epoke, jeg på det tidspunkt kan længes nostalgisk efter (og rekonstruere fortællingen om).

Coping

Vi har alle vores copingstrategier i perioder med bekymringer, frustrationer og usikkerhed. For mit vedkommende, så er det i form af besynderlige indadvendte eskapistiske aktiviteter, hvor jeg kan fortabe mig i at perfektionere noget aldeles ligegyldigt. Helst i et miljø hvor jeg er fuldstændig i kontrol, er omnipotent og kan gå langt, langt ud af en tangent. Det kunne f.eks. være:

  • Bruge 90+ timer på at spille ‘Octopath Traveler’ for at få mine personer op på et (alt for) højt level, og rekvirere lige netop det helt rigtige våben til magiker
  • Spille ‘Football Manager’ med maksimale snydekoder (dvs.: Uendelige likvide midler, et grotesk stort scoutingnetværk, et voldsomt trænerteam, rugekasseklubber i samtlige talenter samt verdens bedste ungdomsset-up), så jeg nu har vundet Champions League med FC Hjørring 7 år i træk1
  • Researche mekaniske tastaturer i en uendelighed, herunder typer af taster. Det vel at mærke samme år, som jeg brugte knap 2.000 kr. på at købe et læskende Topre Realforce tastatur
  • Bruge timevis på at vælge den helt rigtige ringetone til min mobil, selvom jeg egentlig er glad for den nuværende
  • Neurotisk skifte skrifttyper i min standardskabelon i Word, så jeg rammer den helt rigtige kombination af serif og sans serif, der ubevidst kan påvirke læseren om at teksten er rigtig (lige nu: Charter og Helvetica)

Alle ovenstående har fundet sted indenfor de senere måneder. Tænk hvis jeg havde kanaliseret min energi over på noget nyttigt i stedet for.

  1. Ja, jeg spiller 2012-udgaven af ‘Football Manager’, hvor klubben endnu ikke har skiftet navn til Vendsyssel FF. []

I know I need a small vacation

Han havde helt ret, salige Glen Campbell, da han i ‘Wichita Lineman’ bekendtgjorde at “I know I need a small vacation”. Thi det gør både Den Bedre Halvdel og jeg efter en lang arbejdssommer.

De kommende uger står på et par dage i Lalandia (ikke just min præference, men de reelle magthavere i husstanden insisterer), hvorefter vi kører rundt i Sverige. Det er den mest diffuse ferie jeg til dato har entreret, eftersom vi nærmest intet har planlagt udover en nat i Astrid Lindgrens Värld. Men energien og overskuddet til minutiøs ferieplanlægning har ikke helt været der, så nu må må det gå som det går. Stockholm burde da kunne rumme os noget tid.

Bortset fra det er jeg underligt tom for skriveinspiration for tiden. Måske igen noget en ferie kan kurere.

Overspringshandlinger

Man skal kende sig selv. Og et monomant fokus på og detaljeret dyrkelse af noget, der i realiteten er inderligt ligegyldigt, er et stensikkert tegn på at jeg er eksistentielt frustreret, føler mig småfortabt og at jeg har behov for eskapisme til en lille verden, hvor alting giver mere mening.

I mit tilfælde er det lig med at fordybe mig i ting, som jeg kan kontrollere til perfektion.

Det kan være at optimere mit hold i Football Manager. Med et dertil indrettet snydeprogram kan jeg give min klub uendelig god økonomi, det fuldendte scouting setup, et suverænt trænerteam og et væld af stjerner i svøb. Jeg har igennem tiden bygget episke storhold op i Porto Alegre, Moskvas forstæder og Hjørring. Det er absolut intet problem, hvis man er omnipotent. Og hvis det helt uventede skulle ske – altså at jeg taber en kamp – så kan jeg heldigvis altid genstarte spillet, og spille kampen om indtil jeg får det ønskede resultet. Det er et drømmeunivers. Det er reguleret. Det er ordentligt. Det er perfekt.

Det kan også være at se på mit produktivitetsworkflow (sic). Hvilke apps bruger jeg til at optimere min produktivitet? Er Todoist eller Things den bedste til formålet? Hvordan får jeg flettet Evernote ind? Eller hvad med Trello? Hvordan styrer jeg alle mine åh-så-vigtige projekter?1

Og så er der en golden oldie, som er flugtdestinationen i disse dage: Mit blog-setup. Eller foldet endnu mere selvhøjtideligt ud: mit eksterne kommunikationssystem. Hvilke sociale medier er jeg på? Hvordan bruger jeg dem optimalt? Hvordan distribuerer jeg bedst mine indlæg? Hvad er balancen i indholdet mellem Sofisten og min anden ikke-anonyme blog? Hvordan skal designet være? Hvilke redskaber (Ulysses? MarsEdit? Og hvad med på mobilen?!) er bedst til at maksimere min skrivelyst og kreativitet? Hvordan får jeg bygget et perfekt skribentpalads op? Bør jeg snart investere i et mekanisk keyboard, så jeg virkelig kan tampe igennem med min to-finger skrivestil?

Altsammen er store spørgsmål, der heldigvis sørger for, at jeg ikke behøver forholde mig til de større ting i skriveligningen: A) At mit uendelige pilleri med platforme og kanaler betyder at jeg ikke får skrevet noget og B) Jeg ikke har nogen læsere.

Og således når vi den fulde cirkel. For selvom de eskapistiske aktiviteter virkelig giver mig en stor (tom) glæde, så har de desværre en tendens til ikke at løse de rigtige problemer. Men indtil det sker, så håber jeg at I sætter pris på det lækre blogdesign og de mange forførende måder, man kan nyde min spændende personlighed på flere platforme.

  1. Og så taler vi selvsagt ikke højt om, at de nævnte projekter alle har det med at gå i stå.

Feriefri

Holder en uges ferie. Der var pludselig akkumuleret en farlig masse feriedage, der skulle brændes af inden ferieåret slutter.

Jeg ville i den forbindelse gerne kunne sige, at jeg har brug de første dage fornuftigt. At jeg har fået ordnet en masse praktisk, fået styr på den erhvevs- og boligmæssige fremtid samt løbet 8 km hver dag i et forrygende tempo. Altsammen efter at jeg har været nærværende med mine børn og dybdeanalyseret konsekvenserne af gårdagens fallerede Brexit-afstemning.

Men det ville altsammen være løgn.

Sandheden er at jeg primært har genspillet ‘The Curse of Monkey Island’, et episk og meget beroligende trip tilbage til slut-90’erne. Derudover har jeg obsessivt nørklet med diverse cross-posting redskaber, så indlæg skrevet på min offentlige blog automatisk også bliver publiceret på facebook og twitter. Bevares, jeg får ganske vist ikke produceret meget nyt indhold og antallet af læsere er selvsagt stadig ikke-eksisterende, men nu er der i hvert fald styr på infrastrukturen og designet. Altså lige indtil jeg igen får brug for en overspringshandling. Så skal jeg nok igen finde noget at rumstere med i formen.

I morgen tager vi på en forlænget weekendtur til Stockholm. Er ved at være to år siden jeg var der sidst, så ser frem til at komme tilbage – om end vejret ser jævnt bøvlet ud.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i løbet af de kommende måneder får mere overskud til at udvikle ting. En god (og lidt ældre) bekendt fortalte engang, at familien i årene med små børn er en ren driftsorganisation. Den daglige drift og logistik skal fungere, der er ikke tid eller rum til meget andet end at opretholde systemet. Det er jeg indforstået med. Men det er ved at være lidt rigeligt nu. Driften har vi styr på, men projekterne, fremtidsplanerne og drømmene sander til. Må se på om vi ikke kan få udvidet rammerne lidt.

Ferie

De tre ugers ferie er begyndt – og med dem også regnvejret, blæsten og den cementgrå himmel. Men jeg skal ikke jamre, jeg har jo higet efter køligere vejr i et stykke tid nu. Og så bør jeg vel ikke sidde her og flæbe, når jeg nu får det, jeg så gerne ville have?

Foråret og sommeren 2018 vil ikke blive bogført under ‘optimistiske’, ‘livsglade’ eller ‘positive’ i mine annaler. Vi er nok snarere ovre i den ‘bekymrede’ og ‘frustrerede’ genre. Skriveinspirationen har været begrænset, det samme har overskuddet. Ferien er tiltrængt, om ikke andet så for at få et afbræk.

Ambitionen er et efterår med progression. Der er brug for det.