Kunstnerisk konservatisme

Kunstnere jeg var begejstret for i mine 20’ere: Alphonse Mucha (vel kickstartet af en tur til Berlin i 2003, hvor der var en specialudstilling på Bröhan Museum, siden boostet af praktikopholdet på ambassaden i Prag) og popkunstnerne Barbara Kruger og Jenny Holzer. Ikke mindst de to sidstnævnte havde jo skarpe, ironiske og anti-fremmedgørelses slogans. Det var lige noget for en faux-intellektuel og følsom ung mand, nyligt fragtet ind fra provinsen.

04057 BK HIGH RES 300

Men for nylig genbesøgte jeg Muchas slaviske epos (som jeg så i Moravský Krumlov i sommeren 2005) og det er kitsch ud over det acceptable. Hvad var det jeg i billederne dengang? Udover den imposante størrelse, naturligvis.

GettyImages 144132127

I dag er Holzer for usubtil og gimmickagtig med sine slagord, Krugers facon er fastlåst og hendes budskaber er ferske her +30 år senere. Popkunst er generelt blevet for studentikost til mig nu, især hvis jeg ikke synes de er dygtige håndværkere/billedkunstnere (sådan som en Robert Rauschenberg åbenlyst er det).

Jenny holzer protect me from what i want survival 1983 85 1985 aware women artists artistes femmes 1500x1039

Ens smag i kunst ændrer sig åbenbart. For mit vedkommende i retning af at jeg har brug for andet og mere end et kløgtigt koncept. Jeg har behov for at jeg kan se den dygtige, unikke håndværker i kunstværket. Nå, ja, og at det ikke er installations-, video- eller performancekunst. Intet gør mig mere gnaven. Sådan er vi kulturelt regressive midaldrende mænd.

The Fighting Temeraire

Lyttede for nyligt til et rent ud sagt vidunderligt afsnit af ‘In Our Time’ om JMW Turner’s maleri ‘The Fighting Temeraire’ (1838).

Det var en herligt nørdet podcast, hvor jeg lærte en masse om Turner, romanticisme og den britiske samtid. Og sikke et maleri! Se lige den himmel. Se hvordan solnedgangen markerer afslutningen på en epoke for den britiske flåde. Nyd hvordan her er en mester indenfor sit fag, der vitterligt kan male så symbolikken sprøjter.