Prop og Berta

En af de forsvindende få ambitioner for denne blog er at den aldrig må udvikle sig i retningen af en mommyblog. Eller en daddyblog. Eller hvad det nu hedder, når mænd pakker deres kommercielle ambitioner ind i sponserede navlebetragtninger om faderskabets mysterier.

Men derfor vil jeg dog alligevel filosofere en del over ‘Prop og Berta’.

Bent Solhofs klassiske børnefortællinger er fra min egen tidlige barndom i begyndelsen af 80’erne, hvor kasettebåndene med historierne blev lånt uhyre flittigt på det nu hedengangne bibliotek i Hasseris bymidte.

Jeg var (og er) ‘Prop og Berta’ fan. Solhofs blide røst er stadig et nostalgisk og helende helle for min martrede sjæl. Derfor er jeg naturligvis i gang med systematisk at indoktrinere arvingerne med historierne om den lille tykke mand Prop, der bor alene i skovbrynet sammen den talende jerseyko Berta.

Spørgsmålet er imidlertid om det er sundt for deres sjæle.

For ‘Prop og Berta’ ville antageligvis aldrig blive lavet i dag. På trods af Bent Solhofs åbenlyse forståelse for hvad der virker i en god børnefortælling, så er hans univers, persongalleri og hele mikrokosmoset i ‘Prop og Berta’ simpelthen for politisk ukorrekt. Og hvis man dekonstruerer personerne og universet i ‘Prop og Berta’ med 2019-intersektionelle briller, bliver Solhofs fortælling en nådesløs uhyggelig og dystopisk thriller om ‘toxic masculinity’1.

Bent solhof og prop berta
Det samlede persongalleri i børnedystopien ‘Prop og Berta’. Bemærk politimester Frederiksens påfaldende røde næse. Bemærk hvorledes ‘Heksen’ udskammes for ikke at passe ind i majoritetssamfundets normer.

Anskuet fra den ellers etablerede skurks side, så handler ‘Prop og Berta’ nemlig ikke om den hyggelige Prop, der sammen med den sært kone-agtige ko Berta (assisteret af de hjælpsomme skovvæsener Tyttebøvserne) løser mysterier, forbrydelser og hjælper deres medmennesker. Det handler ikke om en hadefuld heks, der drevet af gemen ondskab gør alt hvad hun kan for at plage dyrelivet, landsbyboerne eller den lokale (grotesk inkompetente) politistyrke.

Nej, alternativt fortolket handler ‘Prop og Berta’ om en stakkels stigmatiseret kvinde (konsekvent omtalt af det intolerante lokalsamfund som ‘Heksen’), der egentlig bare gerne vil bo i fred i sit hus i skoven, dyrke sine interesser og lave en enkelt gryderet eller to. Hun bliver desværre konstant chikaneret af en enlig mandsperson uden fast beskæftigelse, der bor alene i et ikke-vedligeholdt hus med en jerseyko, som han måske/måske ikke har et sensuelt forhold til (de sover i hvert fald i samme seng). Mange af historierne i ‘Prop og Berta’ involverer således manden og hans kos gentagne indbrud i kvindens private hjem, flere eksempler på trusler og afspresning af hende, hærværk af hendes ejendom og sidst, men bestemt ikke mindst: Adskillige (vellykkede) forsøg på at få kvinden til at fraflytte sit hjem. Det er virkelig ubehageligt, ikke mindst fordi den lokal politistyrke ubetinget er på mandens side, hvorved hun absolut ingen retssikkerhed har og ikke får nogen beskyttelse mod overgrebene.

Det er selvsagt helt uansvarligt at jeg som ikke-fagperson begiver mig ud i at stille psykiatriske diagnoser. Men givet at A) manden helt irrationelt mener sig forfulgt af kvinden, B) manden mener at kunne tale med en ko og C) manden hører stemmer i form af de usynlige skovvæsener Tyttebøvserne, så er det nærliggende at Prop er paranoid-skizofren – evt. kombineret med en dyssocial personlighedsstruktur. Prop hallucinerer tidligt og sent, og bortset fra hans intime følelser for koen Berta og et manipulerende “venskab” med den påvirkelige og intelligensmæssigt jævne politimester Frederiksen, så hører vi intet om Props evt. sunde sociale relationer med andre mennesker. Det står heller ikke klart hvordan de sociale myndigheder monitorerer hvad der foregår hjemme i huset i skovbrynet.

OK Prop og Berta
Hvad er den præcise relation mellem Prop og Berta? Ingen ved det.

Der tegner sig samlet set et ubehageligt og chauvinistisk mønster, som ikke burde indgå i en pædagogisk opbyggelig børnehistorie. Samlet set kan der derfor ikke være tvivl om at ‘Prop og Berta’ bør fjernes fra alle offentlige biblioteker. Og den konklusion kan man endda drage før man analyserer det åbenlyst racistiske i at alle småskurkene i ‘Prop og Berta’ – loppecirkusdirektøren, Bukserysterbanden, den hævngerrige elefantpasser, tivolidirektøren der får en dresseret abe til at blive indbrudstyv – alle tilfældigvis er skåret efter en fordomsfuld arketype af romaer.

Man kan selvfølgelig også vælge at betragte ‘Prop og Berta’ som det de er, nemlig eventyr for mindre børn om venskab og sjove mysterier. Eller er det for kedeligt? Uanset hvad, så lader jeg arvingerne lytte til historierne. Bent Solhof fylde mit hjem med gode historier og betydelige mængder mental balsam. Og hvem har ikke lyst til at brøle “TYT-TE-BØVSER! TYT-TE-BØVSER!” for hjælp til de vanskelige sager i dagligdagen?

Jeg har i hvert fald.

  1. Denne analyse er klart inspireret af dette tweet, som vender hele Star Wars på hovedet []

Kunstværker

Jeg er pinligt bevidst om at jeg nu outer mig selv som vredladne og reaktionære rindalist, jeg i virkeligheden er.

Men der er virkelig ikke meget på NYT’s ‘The 25 Works of Art That Define the Contemporary Age’som for alvor hidser mig op. Hvis dét er den øverste og såkaldt definerende échelon indenfor kunst™️ 1, så står det skidt til med dens evne til at forandre verden.

På det mere personlige plan, så fremstår både Jenny Holzer og Barbara Kruger (her 20 år efter at jeg læste Douglas Couplands romaner og havde postkortudgaven af ‘I Shop Therefore I am’ indstukket i min kalender) mest af alt … studentikose. Og så har vi ikke engang nævnt det notoriske bluffnummer Jeff Koons. Det er beskæmmende at det sølle vraggods fra 80’erne nogensinde har kunne leve af sin ‘kunst’.

Nu vil jeg trække mig tilbage til 1890’erne igen.

  1. Som defineret af eliten og dem med reelt god smag

Solo: A Star Wars Story

Jeg har været sløv til at se de nyere Star Wars anthology-film, og jeg mangler da også stadig ‘Rogue One’. Men på vej hjem fra nytårsferien i Sverige fik jeg endelig set ‘Solo’. Den var fortrinlig underholdning og jeg forstår efterfølgende ikke helt, hvorfor at filmen floppede kommercielt og fik så vredladne reaktioner fra puristerne.

Indrømmet, ‘Solo’ er ikke et mesterværk og plotmæssigt er der vel tale om en glorificeret ungdomsfilm. Valget af at lave en heist film i Star Wars universet er også kontroversielt. Men der er trods alt tale om en historie om Han Solo, Star Wars franchisens eneste reelt interessante, tvetydige og underholdende karakter. Han er en smugler og en tyv (bevares, en elskelig en af slagsen, men alligevel), og det ville være sært at lave en prequel, der ikke afspejlede det faktum. Manuskriptmæsigt giver ‘Solo’ derfor fint mening for mig, især hvis man tager filmen for det den er: Letbenet underholdning.

Selvom der desværre – som i alle nyere Star Wars film – er infantile scener, hvor tæerne krummes nærmest ubærligt meget sammen1, så er der omvendt store dele af ‘Solo’, der bare fungerer:

  • På det helt basale fanboy-niveau, så elskede jeg alle scener, hvor man lærte mere om Solos baggrund. Hans møder med Chewy og Lando Calrissian var perfekte, og kemien/dynamikken mellem karaktererne ramte plet. Donald Glovers portræt af Star Wars-universets førsteelsker Lando var en fornøjelse.
  • De fleste actionscener er underholdende og spændende. Få ting er så tilfredsstillende som lyden af en laserpistol.
  • Det er og bliver den rene narko for en 80’er nørd, når Millenium Falcon entrerer hyperspace – swuuuuuuusj!
  • Alden Ehrenreich er aldeles udmærket som en ung Han Solo. Nuvel, vi taler ikke om Harrison Ford, men det ville også være unaturligt. Den mand er jo en afgud.

‘Solo’ er samlet set en udmærket tilføjelse til Star Wars universet, der i det store hele er bedre og mere underholdende end de nyeste indslag i hovedfilmserien.

  1. Se: Scenen med ulækker episk musik, hvor det afsløres at den postulerede skurk i virkeligheden er en godhjertet feminist, der på sine søstres vegne igangsætter oprøret mod det onde og patriarkalske imperium. Yddrrrrk! []

Årets film og tv-serier

Det var endnu et spagfærdigt år på film og tv-serie fronten. 2017 var dårligt, men 2018 endnu værre.

Det skyldes især at jeg ikke får set noget sammen med Den Bedre Halvdel. Visse af vores ‘fælles’ serier føles efterhånden mest af alt som træls arbejde, der bare skal overstås. Det gælder især ‘The Americans’ (for traurig) og ‘The Path’ (første afsnit af sæson 3 var episk ringe, ingen af os gad se videre). Og de serier som hun sluger råt – ‘Nashville’, ‘A Discovery of Witches’, ‘Parenthood’ – gider jeg ikke rigtig investere energi i. 

Så når børnene endelig sover om aftenen, vil jeg hellere læse, skrive eller bare nyde de få timer, hvor jeg ikke er på og ikke skal nå noget. Reelt set er derfor kun ‘The Blacklist’, som jeg har set sammen med hende, det seneste års tid. Vi må gøre det bedre i 2019.

Hvad så jeg ellers? 

Jeg var glad for ‘Castle Rock’ tilbage i september. Slutningen var fesen, men ellers var det en sublim tv-serie oplevelser. Dens historie sendte mig kortvarigt tilbage til de glade ‘Lost’-dage, hvor jeg tilbragte ganske mange timer på nettet med at læse dubiøse spekulationer om plottet.

I november var jeg optaget af ‘Manifest’, endnu en ‘Lost’-esque serie. Den begyndte stærkt, jeg var hooked. Men så blev plottet fjollet. Jeg har til dato stadig ikke fået set hele afsnit 9, da handlingen kørte af sporet. Jeg venter nu spændt på, at serien kommer tilbage til foråret. Hvis afsnit 10 er godt, så stiger jeg på vognen igen. Hvis ikke, så afskriver jeg serien. Det går nok. Mere værdifuld er den heller ikke. 

I juni så jeg ‘Travelers’, men – surprise! – jeg gik i stå henimod slutningen af første sæson. Det er endnu en ok sci-fi serie med et interessant grundpræmis, der dog sandede til som sæsonen skred frem. Serien lider også under, at dens hovedpersoner ikke er særlig interessante. 

Og det var så det. Mere så jeg ikke. Faktisk så jeg ikke engang en eneste film. Eller nej, det er vist ikke rigtigt, jeg tror også det var i 2018 at jeg så Churchill-filmen ‘Darkest Hour’, men jeg er ikke 100% sikker. Og så er jeg i gang med ‘Counterpart’, men da sæson 2 er kun lige begyndt og der er så få dage tilbage af 2018, at det næsten ikke tæller. Jeg så lidt af ‘Sharp Objects’, ‘La Mante’ og sæson to af ‘West World’, fik aldrig set dem færdigt. Prøvede også for Gud-ved-hvilken-gang at få set sæson to af ‘Leftovers’ færdig, men jeg kan simpelthen ikke. Som sagt i indledningen: Det var ikke et godt tv-serie eller filmår.

Hvad ser jeg frem til i 2019?

Af underlødig underholdning glæder jeg mig til at ‘The Blacklist’ begynder igen i januar. Jeg ser også frem til næste omgang af ‘Stranger Things’, ligesom jeg for nylig så en lovende trailer til tredje sæson af ‘True Detective’. Den kunne godt gå hen og blive seværdig. 

Manifest

Jeg er ret sikker på, at ‘Manifest’ ikke er en decideret god serie, men derfor har jeg alligevel junket seks afsnit på under et døgn. Er dog bange for, at det går med den, som det gør med alle de andre Lost-esque serier, der igennem tiden har gjort mig momentant besat. Enten stopper de efter 1-2 uforløste sæsoner (‘Frequency’, ‘Dollhouse’, ‘Awake’, ‘Revolution’), kører af sporet (‘Heroes’), eller begge dele (‘FlashForward’).

‘Manifest’ har et spændende grundpræmis og et interessant persongalleri, men den er allerede nu ved at komme ud af det plotspor, som med statsgaranti slår alle sci-fi tv-seriers sjæl ihjel: “DET HELE ER ET KOMPLOT”. Lad os håbe manuskriptforfatterne er klogere end det. For sammen med ‘Castle Rock’ og ‘Counterpart’ er ‘Manifest’ den klart sjoveste serie, jeg har set i lang tid.

Jeg hænger ved lidt endnu.

Future Me Hates Me

Vidste du at dit lokale folkebibliotek giver dig adgang til en mindre syndflod af elektroniske ressourcer? Næppe, men det er et nærmest overvældende godt tilbud.

Udover at gå i gang med det trods alt lidt sparsomme udvalg af danske og engelske ebøger, så kan du via din bibliotekskonto logge ind på RBdigital. Det er en decideret vidunderlig service, der giver adgang til en lang række magasiner. Jeg har således brugt min aften på at læse bl.a. New Yorker, The Atlantic, Vanity Fair og Q1.

Nå, men hvad jeg egentlig ville fortælle er, at jeg i forbindelse med læsningen af det i øvrigt udmærkede magasin Rolling Stone stødte på deres top 10 liste over de bedste sange lige nu. På 9. pladsen havde de en sand guitar-pop perle i form af new zealandske The Beths ‘Unhappy Happy’.

Jeg kunne bestemt lide den, men en detour på Spotify ledte mig til den endnu bedre ‘Future Me Hates Me’. Videoen er lidt fjollet og sangen er i sig selv en sødmefuld bagatel. Men det gør ikke noget. For det lyder som en gladere og knap så sarkastisk udgave af Courtney Barnett, og det er lige hvad jeg leder efter i en sommersang. Jeg elsker det lille mellemspil omkring 01:30, hvor fortælleren i et elegant lille melankolsk mellemspil overbeviser sig selv om “… but there’s something about you”, og hun derfor selvsagt denne gang ikke vil få knust sit hjerte.

Ak ja.

  1. Og hvis jeg ikke allerede selv abonnerede på The Economist i forvejen, ville jeg også kunne læse bladet derinde []

Road to Hana

Normalt er jeg en smule skeptisk overfor kunstnere, hvis malerier har det med – uanset motiv – at minde om kønsorganer. Så jeg ved ikke rigtig hvad jeg egentlig synes om Georgia O’Keeffe, der må siges at være vulva-maleren par excellence.

Men jeg må indrømme, at da jeg læste om den nye udstilling Georgia O’Keeffe: Visions of Hawai’i, så blev jeg glad, nostalgisk og rejselysten på samme tid. Hendes blomster og landskabsbilleder derfra er fremragende. Til december er det fem år siden vores bryllupsrejse gik til Big Island og Maui – og der er sket en masse siden da (to børn etc.). Jeg drømmer mig ofte tilbage, og O’Keeffes billeder er meget dækkende for det rosenrøde syn jeg har på øerne i dag.

Vi må snart afsted igen.

Før jeg fik børn var jeg af den opfattelse, at moderne børne-tv var et inferno af lort, som ikke kunne måle sig med min barndoms B&U vemodige produktioner fra DR. Men det var forkert. Der er masser af gode ting til mindre børn på Ramasjang, Netflix og Viaplay. Hvis ting som ‘Paw Patrol’, ‘Zack & Quack’ og ‘Kazoops’ havde eksisteret i 80’erne, ville DR have haft svært ved at konkurrere om opmærksomheden. Ikke alting var bedre i gamle dage.