Pravda vítězí

Det lyder utvivlsomt både ferskt og pastelfarvet, men jeg kan virkelig godt lide Václav Havels moralske imperativ fra kommunisttidens Tjekkoslovakiet: “Pravda a láska musí zvítězit nad lží a nenávistí” (“Truth and love must prevail over lies and hatred”).

Banalt? Naivt? En venindebogs-agtig kliché? På niveau med ‘fred i verden’ eller CARPE DIEM?.

Måske. Men det var den ufortrødent idealistiske tilgang, der bragte totalitære styreformer i knæ – og som det kan være vanskeligt at huske her mange år efter, hvor den liberale-demokratiske orden virker i defensiven. 

Normalt er jeg hverken til 1800-tals malere eller søfart, men Ivan Aivazovsky kunne altså en ting eller to når det handler om at male havet. Se lige hvor dramatisk, tumultarisk og smukt det er. Vi er nærmest ovre i magisk realisme eller besjælet natur. Se flere episke billeder af ham her.

W6CJ2j5nuD9f5PyhJdHu 1082131459

Prop og Berta

En af de forsvindende få ambitioner for denne blog er at den aldrig må udvikle sig i retningen af en mommyblog. Eller en daddyblog. Eller hvad det nu hedder, når mænd pakker deres kommercielle ambitioner ind i sponserede navlebetragtninger om faderskabets mysterier.

Men derfor vil jeg dog alligevel filosofere en del over ‘Prop og Berta’.

Bent Solhofs klassiske børnefortællinger er fra min egen tidlige barndom i begyndelsen af 80’erne, hvor kasettebåndene med historierne blev lånt uhyre flittigt på det nu hedengangne bibliotek i Hasseris bymidte.

Jeg var (og er) ‘Prop og Berta’ fan. Solhofs blide røst er stadig et nostalgisk og helende helle for min martrede sjæl. Derfor er jeg naturligvis i gang med systematisk at indoktrinere arvingerne med historierne om den lille tykke mand Prop, der bor alene i skovbrynet sammen den talende jerseyko Berta.

Spørgsmålet er imidlertid om det er sundt for deres sjæle.

For ‘Prop og Berta’ ville antageligvis aldrig blive lavet i dag. På trods af Bent Solhofs åbenlyse forståelse for hvad der virker i en god børnefortælling, så er hans univers, persongalleri og hele mikrokosmoset i ‘Prop og Berta’ simpelthen for politisk ukorrekt. Og hvis man dekonstruerer personerne og universet i ‘Prop og Berta’ med 2019-intersektionelle briller, bliver Solhofs fortælling en nådesløs uhyggelig og dystopisk thriller om ‘toxic masculinity’1.

Bent solhof og prop berta
Det samlede persongalleri i børnedystopien ‘Prop og Berta’. Bemærk politimester Frederiksens påfaldende røde næse. Bemærk hvorledes ‘Heksen’ udskammes for ikke at passe ind i majoritetssamfundets normer.

Anskuet fra den ellers etablerede skurks side, så handler ‘Prop og Berta’ nemlig ikke om den hyggelige Prop, der sammen med den sært kone-agtige ko Berta (assisteret af de hjælpsomme skovvæsener Tyttebøvserne) løser mysterier, forbrydelser og hjælper deres medmennesker. Det handler ikke om en hadefuld heks, der drevet af gemen ondskab gør alt hvad hun kan for at plage dyrelivet, landsbyboerne eller den lokale (grotesk inkompetente) politistyrke.

Nej, alternativt fortolket handler ‘Prop og Berta’ om en stakkels stigmatiseret kvinde (konsekvent omtalt af det intolerante lokalsamfund som ‘Heksen’), der egentlig bare gerne vil bo i fred i sit hus i skoven, dyrke sine interesser og lave en enkelt gryderet eller to. Hun bliver desværre konstant chikaneret af en enlig mandsperson uden fast beskæftigelse, der bor alene i et ikke-vedligeholdt hus med en jerseyko, som han måske/måske ikke har et sensuelt forhold til (de sover i hvert fald i samme seng). Mange af historierne i ‘Prop og Berta’ involverer således manden og hans kos gentagne indbrud i kvindens private hjem, flere eksempler på trusler og afspresning af hende, hærværk af hendes ejendom og sidst, men bestemt ikke mindst: Adskillige (vellykkede) forsøg på at få kvinden til at fraflytte sit hjem. Det er virkelig ubehageligt, ikke mindst fordi den lokal politistyrke ubetinget er på mandens side, hvorved hun absolut ingen retssikkerhed har og ikke får nogen beskyttelse mod overgrebene.

Det er selvsagt helt uansvarligt at jeg som ikke-fagperson begiver mig ud i at stille psykiatriske diagnoser. Men givet at A) manden helt irrationelt mener sig forfulgt af kvinden, B) manden mener at kunne tale med en ko og C) manden hører stemmer i form af de usynlige skovvæsener Tyttebøvserne, så er det nærliggende at Prop er paranoid-skizofren – evt. kombineret med en dyssocial personlighedsstruktur. Prop hallucinerer tidligt og sent, og bortset fra hans intime følelser for koen Berta og et manipulerende “venskab” med den påvirkelige og intelligensmæssigt jævne politimester Frederiksen, så hører vi intet om Props evt. sunde sociale relationer med andre mennesker. Det står heller ikke klart hvordan de sociale myndigheder monitorerer hvad der foregår hjemme i huset i skovbrynet.

OK Prop og Berta
Hvad er den præcise relation mellem Prop og Berta? Ingen ved det.

Der tegner sig samlet set et ubehageligt og chauvinistisk mønster, som ikke burde indgå i en pædagogisk opbyggelig børnehistorie. Samlet set kan der derfor ikke være tvivl om at ‘Prop og Berta’ bør fjernes fra alle offentlige biblioteker. Og den konklusion kan man endda drage før man analyserer det åbenlyst racistiske i at alle småskurkene i ‘Prop og Berta’ – loppecirkusdirektøren, Bukserysterbanden, den hævngerrige elefantpasser, tivolidirektøren der får en dresseret abe til at blive indbrudstyv – alle tilfældigvis er skåret efter en fordomsfuld arketype af romaer.

Man kan selvfølgelig også vælge at betragte ‘Prop og Berta’ som det de er, nemlig eventyr for mindre børn om venskab og sjove mysterier. Eller er det for kedeligt? Uanset hvad, så lader jeg arvingerne lytte til historierne. Bent Solhof fylde mit hjem med gode historier og betydelige mængder mental balsam. Og hvem har ikke lyst til at brøle “TYT-TE-BØVSER! TYT-TE-BØVSER!” for hjælp til de vanskelige sager i dagligdagen?

Jeg har i hvert fald.

  1. Denne analyse er klart inspireret af dette tweet, som vender hele Star Wars på hovedet []

Kunstværker

Jeg er pinligt bevidst om at jeg nu outer mig selv som vredladne og reaktionære rindalist, jeg i virkeligheden er.

Men der er virkelig ikke meget på NYT’s ‘The 25 Works of Art That Define the Contemporary Age’som for alvor hidser mig op. Hvis dét er den øverste og såkaldt definerende échelon indenfor kunst™️ 1, så står det skidt til med dens evne til at forandre verden.

På det mere personlige plan, så fremstår både Jenny Holzer og Barbara Kruger (her 20 år efter at jeg læste Douglas Couplands romaner og havde postkortudgaven af ‘I Shop Therefore I am’ indstukket i min kalender) mest af alt … studentikose. Og så har vi ikke engang nævnt det notoriske bluffnummer Jeff Koons. Det er beskæmmende at det sølle vraggods fra 80’erne nogensinde har kunne leve af sin ‘kunst’.

Nu vil jeg trække mig tilbage til 1890’erne igen.

  1. Som defineret af eliten og dem med reelt god smag

Solo: A Star Wars Story

Jeg har været sløv til at se de nyere Star Wars anthology-film, og jeg mangler da også stadig ‘Rogue One’. Men på vej hjem fra nytårsferien i Sverige fik jeg endelig set ‘Solo’. Den var fortrinlig underholdning og jeg forstår efterfølgende ikke helt, hvorfor at filmen floppede kommercielt og fik så vredladne reaktioner fra puristerne.

Indrømmet, ‘Solo’ er ikke et mesterværk og plotmæssigt er der vel tale om en glorificeret ungdomsfilm. Valget af at lave en heist film i Star Wars universet er også kontroversielt. Men der er trods alt tale om en historie om Han Solo, Star Wars franchisens eneste reelt interessante, tvetydige og underholdende karakter. Han er en smugler og en tyv (bevares, en elskelig en af slagsen, men alligevel), og det ville være sært at lave en prequel, der ikke afspejlede det faktum. Manuskriptmæsigt giver ‘Solo’ derfor fint mening for mig, især hvis man tager filmen for det den er: Letbenet underholdning.

Selvom der desværre – som i alle nyere Star Wars film – er infantile scener, hvor tæerne krummes nærmest ubærligt meget sammen1, så er der omvendt store dele af ‘Solo’, der bare fungerer:

  • På det helt basale fanboy-niveau, så elskede jeg alle scener, hvor man lærte mere om Solos baggrund. Hans møder med Chewy og Lando Calrissian var perfekte, og kemien/dynamikken mellem karaktererne ramte plet. Donald Glovers portræt af Star Wars-universets førsteelsker Lando var en fornøjelse.
  • De fleste actionscener er underholdende og spændende. Få ting er så tilfredsstillende som lyden af en laserpistol.
  • Det er og bliver den rene narko for en 80’er nørd, når Millenium Falcon entrerer hyperspace – swuuuuuuusj!
  • Alden Ehrenreich er aldeles udmærket som en ung Han Solo. Nuvel, vi taler ikke om Harrison Ford, men det ville også være unaturligt. Den mand er jo en afgud.

‘Solo’ er samlet set en udmærket tilføjelse til Star Wars universet, der i det store hele er bedre og mere underholdende end de nyeste indslag i hovedfilmserien.

  1. Se: Scenen med ulækker episk musik, hvor det afsløres at den postulerede skurk i virkeligheden er en godhjertet feminist, der på sine søstres vegne igangsætter oprøret mod det onde og patriarkalske imperium. Yddrrrrk! []