‘Severin Jørgensens Belæringer: Fyndige ord om brugsforening og fællesforening’

Fængende overskrift, ikke sandt? Hvis jeg dog blot kunne have smykket mig med selv at have fundet på den, men nej: Det er titlen på en af de publikationer jeg just har arkiveret lodret i en sort sæk. Er på arbejdet og er i fuld gang med at muge ud i kontorets labyrintiske bibliotek. De utallige mærkværdige bøger, pjecer, afhandlinger og andre fornøjeligheder fylder efterhånden så meget, at det er problematisk – og fluks studentermedhjælperen blev sat igang!

Vågnede ellers i morges kl. 06.30 ved lyden af blid kvindesang. Det viste sig at være et mindre Lucia-optog, der drog hærgende gennem kollegiets gange. Underholdende og hyggeligt, bl.a. fordi vi bagefter sad og vågnede med kaffe og pebernødder. Jeg har altid tidligere været lidt uforstående overfor at alle var så vilde med december måned, men man må sige at den giver så mange anledninger og undskyldninger til at hygge og socialisere, at det er svært ikke at synes det er en god tid. Omvendt er den også ganske stressende: Der er i skrivende stund 11 dage til jul og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvad jeg skal give folk i julegave. Satser på en køb-alle-julegave-på-een-gang session på lørdag sammen med de 14 mia. andre mennesker inde i Københavns gader. Det bliver læskende. Ahhhhh!

Ellers går tiden med specialet. Har fået lyttet en del af vores interviews igennem og er nu gået igang med at grifle på analyse delen. Synes – heldigvis da! – at det er væsentligt sjovere at skrive substans end at ‘databehandle’. Har også været et smut forbi den rare tandlæge og blive flået lidt i såvel tænder, som pengepung. Bortset fra det, så synes jeg at tiden flyver afsted og at der er en masse ting at tænke på (og være bekymret over): Specialet (som efterhånden skrumler en del rundt rent tidsplansmæssigt), arbejdet der skal passes, jobansøgninger, julegaver der skal findes, boligsituation der skal overvejes osv., osv., osv. Alligevel går jeg rundt i permanent godt humør, hvilket man vist må tilskrive en vis repræsentant fra hinsidan. Med andre ord er der i virkeligheden ikke mange klager her fra den billige langside.

Så er der konfekt!

Nu er det officielt: Jeg vil lære at danse electric boogie. Var som nævnt i Tivolis Koncertsal igår og se Nøddeknækkeren, og man må give de medvirkende at de er fint blærede til at danse. Således kunne en af de medvirkende bevæge sig så det så ud som om at han danser i stroboskop lys. Måske er jeg nørd for at elske den slags detaljer, måske er breakdance mere imponerende, men jeg synes stadig at electric boogie er meget mere retro-cool på den Vesterbrosmarte måde, dér! Medvirkende var bl.a. også Josephine Raahauge (I kender hende måske fra en Danske Bank reklame fra et par år siden) som den arme Clara. Med andre ord var det en glimrende nyfortolkning af det hæderkronede juleeventyr, som jeg kun varmt kan anbefale. Især hvis man, som undertegnede, har memoreret stort set alle tænkelige dansemoves, så jeg nu er mere end klar til julefrokosttiden. Vraaaaauuw!

Inden forestillingen var jeg ude at kigge på julegaver sammen med Maria, samt en tur på Wagamama. Tilsyneladende er japansk inspireret mad helt urimeligt populært her i det danske smørhul, ihvertfald var der så rigelig ventetid på såvel bord, som betjening. Jeg spekulerer lidt over hvilken sekt der monstro ejer Wagamama kæden. Deres slogan ‘Positive eating + Positive living’ lyder ihvertfald som noget fra en new age kults gør-det-selv-håndbog. Synes egentlig deres mad er ok, men nu har der været mindre heldig service to ud af fire gange jeg har været der. Tillad mig derfor at lufte min mavesure holdning lidt: Det er altså ikke helt godt nok til at blive kåret til ‘bedste billige restaurant’ i min verden. Oh, well. Det kunne dog ikke ændre indtrykket af en pænt fantastisk onsdag. Gåturen hjem fra Tivoli var også henrivende: Masser af snak, samt horder af berusede skotter (FCK spillede mod Celtic) der urinerede stort set overalt hvor de kunne komme til det. Et ømt skue, skulle jeg hilse at sige.

….og de taler stadig om innovation

Så er der lidt live-blogging her fra Energy Camp på Hotel Hvide Hus i Køge. Jeg agerer såkaldt ‘fact-finder’ for gruppen der skal tænke over energiteknologier der kan eksporteres til USA, og det er en liflig omgang. Ihvertfald fornøjer jeg mig tit og ofte på Department of Energy’s statistik hjemmeside og andre slige steder der kan bidrage med info om boliger og befolkningen i Staten New York. Det hele slutter imorgen eftermiddag, hvor miljø- og energiministrene kigger forbi for at høre deltagernes oplæg. Har været en lang dag, og den slutter nok ikke foreløbigt…er vist akut kaffetid nu.

Efterfest

Hvordan har du det med kl. 7.13 om morgenen? Normalt er omkring det tidspunkt at jeg (med skiftende held) forsøger at overtale mig selv og mit urimeligt dovne legeme til at krybe ud af den lumre dyne, men i dag var det der at jeg ruflede ind under selvsamme dyne for at sove et par timer. Vi arrangerede gallafest lørdag nat, og lad mig blot løfte spændingen med det samme: Ja, det ER amuserende, læskende, morsomt, sjovt, personlighedsudviklende, eksalterende, storslået, lækkert og knuselskeligt at rydde op efter en abefest med 150 gæster. Især meget sent om natten/meget tidligt om morgenen. Prøv det før din nabo!

Bortset fra oprydningen, så var det nu ganske fornøjeligt. Dagen gik med køkkenvagt, oppyntning til festen og besøg af Stine, der også skulle med til festen. Selve festen var spas, fik danset som en gal, gal dingo og konsumeret betydelige mængder alkohol. Resultatet kan næppe overraske: Min søndag er i sjælden grad forløbet med at dvaske og være uproduktiv. Forhåbentlig er jeg mere klar i hovedet til i morgen, de seneste ugers interview rundfart har medført at der sikkert ligger en større arbejdspukkel og venter på mig på arbejdet.

Slutteligt en lille filmanmeldelse, var jo inde at se Little Miss Sunshine med Maria fredag aften. Forinden var vi på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv, en hyggelig lille café der varmt kan anbefales. Dels var deres varme chokolade ikke sådan at spøge med, dels er den røgfri! Normalt er jeg ganske liberal i mine holdninger og mener at folk kan gøre hvad de vil med deres livsstil, mad- og motionsvaner. Men lige netop rygning synes jeg ikke udelukkende er et personligt valg: Rygere overfører sundhedsmæssig omkostninger til mig gennem deres handlinger. Jeg er derfor varm tilhænger af et røgforbud på diskoteker, restauranter, cafeer og værtshuse – tilsyneladende i lighed med de fleste andre danskere. Anyway, pointen med denne lille ekskurs var bare at sige, at Kaffeplantagen er et godt sted. Også fordi det ligger tæt på Empire hvor vi altså så Little Miss Sunshine. Filmen følger en mere eller mindre dysfunktionel familie (teenagesønnen har aflagt et tavshedsløfte pga. Friedrich Nietzsche!), der tager på en længere tur i et faldefærdigt folkevognsrugbrød, da den ni årige datter skal deltage i en skønhedskonkurrence for børn. Det er en underholdende og rørende lille film, som er værd at se alene for dens humor. Dialogerne er tilmed ganske begavede, så ros herfra.

Stand up an be counted!

I St James’s Park i London udspillede sig i går et grusomt skue. Mens børnefamilie, motionister og andre uskyldige så til, benyttede en ondsindet pelikan sig af lejligheden til på nederdrægtig og brutal vis at hapse en due i sit gab – og sluge den levende! Dog ikke før efter 20 minutters kamp, hvor den arme due forsøgte at slippe fri fra pelikanes dødsfælde af et næb. Til sidst måtte den bravt kæmpende martyr give fortabt. Et chokeret vidne sagde ifølge BBC: “It was kicking and flapping the whole way down“. Jeg ved det er et stærkt billede, men det er nødvendigt for at åbne jeres øjne for den fare som pelikaner udgør.

Ovenstående hidtil usete massakre bør få konsekvenser. Det står nu med al tydelighed klart, at pelikaner ikke er venligsindede, samt at de konstituerer en trussel mod menneskeheden på niveau med terror, byldepest og Joan Ørting. Det må undre at FN’s Sikkerhedsråd endnu ikke har sat udåden på sin dagsorden. Nogle må imidlertid sige fra overfor den stigende pelikantrussel. Vi kan ikke leve med at man end ikke kan bevæge sig uden for en dør, uden at være akut truet af bidske pelikaner.

Vi har derfor taget initiativ til en ny forening: ‘Anti-Pelikan Fronten’, der vil arbejde på at forbyde pelikaner. Vores første og primære mål er at få fjernet pelikanen Pelle fra Rasmus Klump bøgerne. Denne revisionistiske børnebogsserie tegner et løgnagtigt propagandabillede af pelikaner som rare, venlige og kække dyr, der altid liiiiiiige har hvad man har brug for i deres endog yderst rummelige næb. Dette forvrængede billede er generationer af danske børn blevet indoktrinerede af – og nu må det ganske enkelt høre op!

Støt vores kamp! Forbyd pelikanerne! Skriv under på vores underskriftshjemmeside.

Broken social scene

Weee, så kom der en whopper-opgave på arbejdet. I slutningen af november skal jeg agere såkaldt ‘factfinder’ til Energy Camp’06. Formuleret med tilpas floskelagtige vendinger, så er Energy Camp en såkaldt ’30 timers intens innovationslejr’, hvor man smider 60 eksperter indenfor energipolitik sammen i et forholdsvist lille rum og så beder dem komme med bud på løsninger til de fremtidige udfordringer på energiområdet (begrænsede fossile brændstoffer, hvad rolle skal vedvarende energi spille, er biobrændstoffer fremtiden osv. osv. osv.).

I år er fokus rettet mod mulighederne for eksport af miljø- og energiteknologier. Derfor skal der op til selve camp’en laves analyser af forholdene for vedvarende energiteknologier på forskellige markeder – og da vores hidtidige factfinder har meldt fra, så har jeg fået smidt opgaven med at analysere USA i nakken. Og det skal være færdigt til på fredag. Sandsynligvis er jeg aldeles doomed, men nu må vi se – jeg agter ihvertfald at arbejde som en dopet dingo for at nå det.

Bortset fra det, så skal jeg ud at vifte med ørene i aften. Der er socialt arrangement for alle studentermedhjælperne på arbejdet, så vi skal bl.a. ud at spise på Spicylicious. Efterfølgende er der lagt op til en bytur, så der er potentiale for en aldeles underholdende aften.