Hjemfalden

Det tog fem års tilløb, men denne jul gjorde jeg det så: Valgte at flyve frem for at tage toget. De fem timer med DSB hver vej til og fra Nordens Perle (sic), kan jo tage livet fra selv den mest hårdføre eksil-jyde. De talrige gyldne stunder i togenes 80’er designede kupéer står krystalklart i min ellers noget tågede bevidsthed. Hvordan skulle jeg kunne glemme de rustikt skrigende unger, de malerisk øl-stinkende midaldrende mænd, de så lifligt mobiltelefonsnakkende ignoranter og den usædvanligt ringe benplads? Åh, disse minder…Nuvel, set i retrospekt er jeg ikke så sikker på at det alligevel er så tidsbesparende at flyve. Man skal jo trods alt frem og tilbage mellem lufthavnene, checke ind i behørig tid i forvejen og bla bla bla. Men den rent psykologiske effekt af at flyve – det er altså kræs, for en ludfattig studerende med et lidt for nært forhold til DSB’s Wild Card ordning.

Men jeg er altså godt ankommet. Endda til den noget forbløffende opdagelse af at mine forældre har fået trådløst net. Og ny indkørsel. Og nye vinduer. Og ny carport. Jeg kunne faktisk fortsætte med ‘Og ny (indsæt relevant ord her)’ i noget nær en uendelighed. Må sige at mit mødrende og fædrende ophav rykker i disse år. På det mindre materielle plan, så står julen i år på en tur på café med Lasse og Stine imorgen. Siden følger jo juleaften og diverse julefrokoster. Det skal nok blive en sand fornøjelse. Indimellem skal der så grifles speciale. Henriette og jeg havde et drabeligt gruppemøde torsdag, hvor der blev uddelegeret opgaver i lange baner. Der bliver med andre ord ikke tale om den helt fredfyldte juleferie i år. Tankevækkende at dette er mit sidste år som studerende, og derfor nok også den sidste jul hvor jeg er nødt til at tænke at læse. Jeg skal sikkert nok få andre ting at fylde tiden ud med, men det bliver rart ikke at skulle bekymre sig om eksamen/speciale i tide og utide…

Sadly, no!

Juleaften sig nærmer med hastige skridt, og det skal jo fejres i en sand gave- og forbrugsfest. Lidt af en udfordring for den hårdt belastede julemand, der jo som bekendt bor i Grønland (eller er det i Rovaniemi, Finland?). Han outsourcede imidlertid for efterhånden en del år siden sin produktion til Kina, hvor arbejdskraften er langt billigere. Om det er årsagen til de massive sociale problemer med druk, stoffer og vold i det grønlandske samfund skal jeg ikke kunne sige, men A.P. Møller-Maersk nyder ihvertfald godt af den visionære Sankt Nicholaus’ beslutning.

Nuvel, denne fokus på ussel mammon er egentlig ikke mit ærinde idag, tværtimod. Vi skal nemlig i stedet tale om det julen egentlig handler om: Kristendom. Ja, du læste korrekt. Jeg er jo som bekendt en stor elsker og kender af helgener. Derfor glæder det mig også usigeligt meget at kunne meddele at A) Jeg i 1996 blev velsignet på Peterspladsen af den nu sørgeligt afdøde Pave og at B) Jeg har set julemandens grav. Ja, han er død – det er altid de bedste der ryger først! Sankt Nicholaus‘ jordiske rester befinder sig eftersigende i Basilica Pontificia San Nikola i Bari, som jeg besøgte hin sommer 1995. Hvem der så kører Julemanden A/S idag ved jeg ikke, men tilsyneladende deler vedkommende stadig milde gaver ud. Reagan kan det vist heller ikke være, selvom han umiddelbart ser meget rask og rørig ud.

Ellers ikke meget nyt fra fronten. Jeg er ved at pakke sammen fra arbejdet, og ellers går tiden primært med det snart sagnomspundne speciale. I aften skal jeg atter i den lokale kino og se ‘Scoop‘. Mon ikke den unge frk. Johansson kan hjælpe mig med at abstrahere fra at det vores allesammens yndlings små-perverse New Yorker som er instruktør…?

PS. Oh ak, oh ve, oh klage: Charlotte Dyremose (a.k.a. ejeren af konkurrencehesten ‘Mr. Poco Scotch’) er blevet fyret som skatteordfører for de Konservative. Mit lille sorte hjerte bløder for hende. Lad os da håbe at den lille stakkel og hesten nu sammen kan fatte interesse for uddannelsespolitikken.

PPS. Ja, så skete det igen. Priserne for bedste blogs er blevet uddelt – og jeg er atter blevet skammeligt overset. Det er i stunder som disse jeg ser mig nødsaget til at citere The Smiths: The world won’t listen…!

I saw such things in my sleep

Mine fingre dirrer, jeg er på det nærmeste i febervildelse. Det utrolige er sket: Jeg har nu arbejdet målrettet med specialet intet mindre end TO DAGE I TRÆK. Læs det lige igen. Ja, der stod ‘to’. Nemlig. Javel, ja. Det havde I nok ikke regnet med, huh? Så kan I lære ikke at skue hunden på hårene, hva’, hva’, hva’? Næh, nej, så let får I skam ikke den her gamle taskenspiller ned med nakken. Jeg er nemlig tilbage igen, boing-boing, som en fjeder, dér!

Fik endelig has på de vederstyggelige interviews, hvilket åbnede op for en skriveproces af de bedre. Har fået griflet efterhånden en del gode analyseafsnit, så jeg er godt tilfreds med de sidste par dages resultater. Det er næsten lige før at jeg har tilgivet mig selv de seneste ugers magre arbejdsproces. Det behøver slet ikke gøre ondt at være en flittigmås. Man kan jo f.eks. invitere Hong Kong’eseren over for at læse løs, og så undervejs gafle italiensk mad på en autentisk (næsten ihvertfald) italiensk restaurant i nærheden. Det var ihvertfald vældigt hyggeligt igår! Af andre sociale arrangementer var jeg til julehygge hos Jens lørdag aften. Kom til at indtage rigelige mængder æbleskiver, så den hockeykamp jeg skal spille lige om snart er ganske tiltrængt. Mødte Kristians kæreste Miriam og fik diskuteret Jagtvej 69 (se nedenfor) med Martin.

Ellers så nærmer julen sig jo, og således også her i jordhulen på Østerbro. Selv flyver jeg nordpå fredag eftermiddag, hvilket er en sand lettelse efter snart fem års unævnelige julelidelser i toget mellem København og Aalborg. Bliver i familiens skød indtil den 28. december, hvor jeg atter vender snuden hjemad. Tirsdag, onsdag og torsdag står imidlertid på speciale og arbejde, forhåbentlig kan jeg holde skruen i vandet mht. arbejdsindsatsen!

PS. Som det sikkert ikke er forbigået nogens opmærksomhed, så syntes ‘Ungerens’ brugere at de ville opretholde deres sunde tradition med at tilsidesætte andre menneskers ejendomsret, smide brosten efter politiet og lave lidt hyggehærværk på Nørrebro i lørdags. Jeg kan så blot notere mig, at disse fredselskende og tolerante individer efter to domstolsbehandlinger ikke har noget at komme efter rent juridisk – og at de så griber til de ubegavedes løsning: Vold. Men, men, men…hvem skulle have troet at nogle adfærdsforstyrrede individers voldelige tendenser kunne vække opmærksomhed rundt om i verden? Men det kan det – der er en ganske udførlig rapport på Al Jazeera’s hjemmeside.

PPS. Så er der atter brænde på Dansk Folkepartis bål: EUMC (European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia) har just frigivet en rapport, hvori det hævdes at muslimer diskrimineres i Europa. Politiken har allerede grebet historien, nu skal det blive spændende at se hvordan historien udvikler sig…

PPPS. Det er en ringe skjult hemmelig at jeg er og bliver tjekkofil. Derfor er det af megen betydning for mig, at der nu er reelle planer om at flytte Alfons Mucha’s Slovanská epopej fra Moravský Krumlov til Prag. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om det…synes egentlig at det er meget passende at hans hovedværk er i nærheden af fødebyen, men omvendt ved jeg godt at de var tiltænkt at være i hovedstaden. Dilemma-dilemma.

‘Severin Jørgensens Belæringer: Fyndige ord om brugsforening og fællesforening’

Fængende overskrift, ikke sandt? Hvis jeg dog blot kunne have smykket mig med selv at have fundet på den, men nej: Det er titlen på en af de publikationer jeg just har arkiveret lodret i en sort sæk. Er på arbejdet og er i fuld gang med at muge ud i kontorets labyrintiske bibliotek. De utallige mærkværdige bøger, pjecer, afhandlinger og andre fornøjeligheder fylder efterhånden så meget, at det er problematisk – og fluks studentermedhjælperen blev sat igang!

Vågnede ellers i morges kl. 06.30 ved lyden af blid kvindesang. Det viste sig at være et mindre Lucia-optog, der drog hærgende gennem kollegiets gange. Underholdende og hyggeligt, bl.a. fordi vi bagefter sad og vågnede med kaffe og pebernødder. Jeg har altid tidligere været lidt uforstående overfor at alle var så vilde med december måned, men man må sige at den giver så mange anledninger og undskyldninger til at hygge og socialisere, at det er svært ikke at synes det er en god tid. Omvendt er den også ganske stressende: Der er i skrivende stund 11 dage til jul og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvad jeg skal give folk i julegave. Satser på en køb-alle-julegave-på-een-gang session på lørdag sammen med de 14 mia. andre mennesker inde i Københavns gader. Det bliver læskende. Ahhhhh!

Ellers går tiden med specialet. Har fået lyttet en del af vores interviews igennem og er nu gået igang med at grifle på analyse delen. Synes – heldigvis da! – at det er væsentligt sjovere at skrive substans end at ‘databehandle’. Har også været et smut forbi den rare tandlæge og blive flået lidt i såvel tænder, som pengepung. Bortset fra det, så synes jeg at tiden flyver afsted og at der er en masse ting at tænke på (og være bekymret over): Specialet (som efterhånden skrumler en del rundt rent tidsplansmæssigt), arbejdet der skal passes, jobansøgninger, julegaver der skal findes, boligsituation der skal overvejes osv., osv., osv. Alligevel går jeg rundt i permanent godt humør, hvilket man vist må tilskrive en vis repræsentant fra hinsidan. Med andre ord er der i virkeligheden ikke mange klager her fra den billige langside.

Så er der konfekt!

Nu er det officielt: Jeg vil lære at danse electric boogie. Var som nævnt i Tivolis Koncertsal igår og se Nøddeknækkeren, og man må give de medvirkende at de er fint blærede til at danse. Således kunne en af de medvirkende bevæge sig så det så ud som om at han danser i stroboskop lys. Måske er jeg nørd for at elske den slags detaljer, måske er breakdance mere imponerende, men jeg synes stadig at electric boogie er meget mere retro-cool på den Vesterbrosmarte måde, dér! Medvirkende var bl.a. også Josephine Raahauge (I kender hende måske fra en Danske Bank reklame fra et par år siden) som den arme Clara. Med andre ord var det en glimrende nyfortolkning af det hæderkronede juleeventyr, som jeg kun varmt kan anbefale. Især hvis man, som undertegnede, har memoreret stort set alle tænkelige dansemoves, så jeg nu er mere end klar til julefrokosttiden. Vraaaaauuw!

Inden forestillingen var jeg ude at kigge på julegaver sammen med Maria, samt en tur på Wagamama. Tilsyneladende er japansk inspireret mad helt urimeligt populært her i det danske smørhul, ihvertfald var der så rigelig ventetid på såvel bord, som betjening. Jeg spekulerer lidt over hvilken sekt der monstro ejer Wagamama kæden. Deres slogan ‘Positive eating + Positive living’ lyder ihvertfald som noget fra en new age kults gør-det-selv-håndbog. Synes egentlig deres mad er ok, men nu har der været mindre heldig service to ud af fire gange jeg har været der. Tillad mig derfor at lufte min mavesure holdning lidt: Det er altså ikke helt godt nok til at blive kåret til ‘bedste billige restaurant’ i min verden. Oh, well. Det kunne dog ikke ændre indtrykket af en pænt fantastisk onsdag. Gåturen hjem fra Tivoli var også henrivende: Masser af snak, samt horder af berusede skotter (FCK spillede mod Celtic) der urinerede stort set overalt hvor de kunne komme til det. Et ømt skue, skulle jeg hilse at sige.

….og de taler stadig om innovation

Så er der lidt live-blogging her fra Energy Camp på Hotel Hvide Hus i Køge. Jeg agerer såkaldt ‘fact-finder’ for gruppen der skal tænke over energiteknologier der kan eksporteres til USA, og det er en liflig omgang. Ihvertfald fornøjer jeg mig tit og ofte på Department of Energy’s statistik hjemmeside og andre slige steder der kan bidrage med info om boliger og befolkningen i Staten New York. Det hele slutter imorgen eftermiddag, hvor miljø- og energiministrene kigger forbi for at høre deltagernes oplæg. Har været en lang dag, og den slutter nok ikke foreløbigt…er vist akut kaffetid nu.

Efterfest

Hvordan har du det med kl. 7.13 om morgenen? Normalt er omkring det tidspunkt at jeg (med skiftende held) forsøger at overtale mig selv og mit urimeligt dovne legeme til at krybe ud af den lumre dyne, men i dag var det der at jeg ruflede ind under selvsamme dyne for at sove et par timer. Vi arrangerede gallafest lørdag nat, og lad mig blot løfte spændingen med det samme: Ja, det ER amuserende, læskende, morsomt, sjovt, personlighedsudviklende, eksalterende, storslået, lækkert og knuselskeligt at rydde op efter en abefest med 150 gæster. Især meget sent om natten/meget tidligt om morgenen. Prøv det før din nabo!

Bortset fra oprydningen, så var det nu ganske fornøjeligt. Dagen gik med køkkenvagt, oppyntning til festen og besøg af Stine, der også skulle med til festen. Selve festen var spas, fik danset som en gal, gal dingo og konsumeret betydelige mængder alkohol. Resultatet kan næppe overraske: Min søndag er i sjælden grad forløbet med at dvaske og være uproduktiv. Forhåbentlig er jeg mere klar i hovedet til i morgen, de seneste ugers interview rundfart har medført at der sikkert ligger en større arbejdspukkel og venter på mig på arbejdet.

Slutteligt en lille filmanmeldelse, var jo inde at se Little Miss Sunshine med Maria fredag aften. Forinden var vi på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv, en hyggelig lille café der varmt kan anbefales. Dels var deres varme chokolade ikke sådan at spøge med, dels er den røgfri! Normalt er jeg ganske liberal i mine holdninger og mener at folk kan gøre hvad de vil med deres livsstil, mad- og motionsvaner. Men lige netop rygning synes jeg ikke udelukkende er et personligt valg: Rygere overfører sundhedsmæssig omkostninger til mig gennem deres handlinger. Jeg er derfor varm tilhænger af et røgforbud på diskoteker, restauranter, cafeer og værtshuse – tilsyneladende i lighed med de fleste andre danskere. Anyway, pointen med denne lille ekskurs var bare at sige, at Kaffeplantagen er et godt sted. Også fordi det ligger tæt på Empire hvor vi altså så Little Miss Sunshine. Filmen følger en mere eller mindre dysfunktionel familie (teenagesønnen har aflagt et tavshedsløfte pga. Friedrich Nietzsche!), der tager på en længere tur i et faldefærdigt folkevognsrugbrød, da den ni årige datter skal deltage i en skønhedskonkurrence for børn. Det er en underholdende og rørende lille film, som er værd at se alene for dens humor. Dialogerne er tilmed ganske begavede, så ros herfra.

Stand up an be counted!

I St James’s Park i London udspillede sig i går et grusomt skue. Mens børnefamilie, motionister og andre uskyldige så til, benyttede en ondsindet pelikan sig af lejligheden til på nederdrægtig og brutal vis at hapse en due i sit gab – og sluge den levende! Dog ikke før efter 20 minutters kamp, hvor den arme due forsøgte at slippe fri fra pelikanes dødsfælde af et næb. Til sidst måtte den bravt kæmpende martyr give fortabt. Et chokeret vidne sagde ifølge BBC: “It was kicking and flapping the whole way down“. Jeg ved det er et stærkt billede, men det er nødvendigt for at åbne jeres øjne for den fare som pelikaner udgør.

Ovenstående hidtil usete massakre bør få konsekvenser. Det står nu med al tydelighed klart, at pelikaner ikke er venligsindede, samt at de konstituerer en trussel mod menneskeheden på niveau med terror, byldepest og Joan Ørting. Det må undre at FN’s Sikkerhedsråd endnu ikke har sat udåden på sin dagsorden. Nogle må imidlertid sige fra overfor den stigende pelikantrussel. Vi kan ikke leve med at man end ikke kan bevæge sig uden for en dør, uden at være akut truet af bidske pelikaner.

Vi har derfor taget initiativ til en ny forening: ‘Anti-Pelikan Fronten’, der vil arbejde på at forbyde pelikaner. Vores første og primære mål er at få fjernet pelikanen Pelle fra Rasmus Klump bøgerne. Denne revisionistiske børnebogsserie tegner et løgnagtigt propagandabillede af pelikaner som rare, venlige og kække dyr, der altid liiiiiiige har hvad man har brug for i deres endog yderst rummelige næb. Dette forvrængede billede er generationer af danske børn blevet indoktrinerede af – og nu må det ganske enkelt høre op!

Støt vores kamp! Forbyd pelikanerne! Skriv under på vores underskriftshjemmeside.

Broken social scene

Weee, så kom der en whopper-opgave på arbejdet. I slutningen af november skal jeg agere såkaldt ‘factfinder’ til Energy Camp’06. Formuleret med tilpas floskelagtige vendinger, så er Energy Camp en såkaldt ’30 timers intens innovationslejr’, hvor man smider 60 eksperter indenfor energipolitik sammen i et forholdsvist lille rum og så beder dem komme med bud på løsninger til de fremtidige udfordringer på energiområdet (begrænsede fossile brændstoffer, hvad rolle skal vedvarende energi spille, er biobrændstoffer fremtiden osv. osv. osv.).

I år er fokus rettet mod mulighederne for eksport af miljø- og energiteknologier. Derfor skal der op til selve camp’en laves analyser af forholdene for vedvarende energiteknologier på forskellige markeder – og da vores hidtidige factfinder har meldt fra, så har jeg fået smidt opgaven med at analysere USA i nakken. Og det skal være færdigt til på fredag. Sandsynligvis er jeg aldeles doomed, men nu må vi se – jeg agter ihvertfald at arbejde som en dopet dingo for at nå det.

Bortset fra det, så skal jeg ud at vifte med ørene i aften. Der er socialt arrangement for alle studentermedhjælperne på arbejdet, så vi skal bl.a. ud at spise på Spicylicious. Efterfølgende er der lagt op til en bytur, så der er potentiale for en aldeles underholdende aften.