Intermezzo

Har ikke glemt jer. Ork, nej. Så langt fra. Har blot en del om ørene for tiden.

Der er jo bryllup om et øjeblik, og den slags skal som bekendt planlægges. Logistik skal ordnes og bekymringer skal bekymres. Dernæst har jeg været til en trofast læsers fortryllende bryllup i København (visse mennesker under mig simpelthen bare ikke en plads i centrum!), har svigerfamiliebesøg (mit hjem ligner pt. en borgerkrigszone) og skumler over en hjørnetand, der her efter tre tandlægebesøg (inkl. to bedøvelser og boringer) stadig ikke er i orden.

Livet skrumler med andre ord lidt skævt afsted. Men på fredag er der ferie og alt bliver godt igen.

Northern Comfort Zone

Det går miserabelt med opdateringerne her på siden for tiden. Og med ’for tiden’ mener jeg hele 2013. Den guddommelige grifleinspiration brillerer med sit fravær, og jeg har ingen stærke eller indsigtsfulde meninger om aktuelle emner. Det er sørgeligt, men sandt.

Min tid går med arbejde, at være sammen med Den Bedre Halvdel, udføre neurotisk og OCD-drevet planlægning af det kommende bryllup samt futile forsøg på ikke at gå fuldstændig i fysisk forfald. Ja, og så flytning, naturligvis.

For i forrige weekend rykkede vi fra Hjørring til Aalborg. Jeg kunne skrive lange,  trange og bange tirader om de utallige timers sjæleforkrøblende pendling, der er blevet udholdt det sidste trekvarte år. Jeg kunne fortælle om hvor mørkt, koldt og trist Vendsyssel er i vintermånederne, særlig når man ikke kender en levende sjæl i omåret. Jeg kunne med andre ord udføre min patenterede og udsøgt selvmedlidende jammer&klage i dage, måneder og år.

Imidlertid vil det resultere i en syndflod af ’hvad-sagde-jeg’ kommentarer fra visse læsere, så jeg vil holde inde her. Blot nøjes med at konstatere, at det gav mening at bo i Hjørring dengang at Den Bedre Halvdel arbejdede ved hospitalet deroppe og havde skiftende arbejdstider i den forbindelse.  Nu hvor hun sidder i almen praksis, og dermed har fået et mandag til fredag job med regulære arbejdstider, har det været muligt at flytte til det nærmeste Nordjylland kan præsentere af urban civilisation.

Så her bor vi nu. I Aalborg. Det sted, jeg mindst af alt regnede med at skulle flytte tilbage til. Hvis jeg havde hilst på mig selv for fem år siden, ville han have grinet sin røv i laser over den situation. Men tiden går, prioriteterne ændrer sig, der er hensyn til karriereforløb, der skal tages. Tilmed har den første uge været behagelig. Vores nye lejlighed er objektivt vurderet ualmindelig rar. Jeg har fået to timer mere til rådighed hver dag, hvor jeg ikke behøver sidde i en bus eller tog. Vi bor i nærheden af natur. Aalborg selv har forbedret sig markant siden dengang jeg boede her sidst i foråret 2001.

Alt i alt virker det lovende for vores tilværelse den kommende tid. Med lidt held, arbejdende og en proaktiv indsats, tror jeg på at vi kan få en god tid i byen. Kom gerne forbi, hvis I er i nærheden.

Alle stormes moder

Sådan ser jeg mig selv. Det er mig, der midt i bryllupsplanlægningsstormen. Med det overlegne overblik. Håndterer ægteskabsmeddelelser, vielsesattester, blanketter for ‘navneændringer på bryllupsdagen’ og andet hejs uden bøvl. Så nu er den borgerlige vielse på plads – med efterfølgende katolsk velsignelse til det egentlige bryllup i august måned.

Sidstnævnte styrer Den Bedre Halvdel med hård hånd. Det er i hvert fald hende der drager til Schweiz i påsken for at få lokationen endelig på plads. Der ventes spændt her i stormens øje.

Det taler vi ikke mere om

En begivenhedsrig weekend nærmer sig sin afslutning. Jeg havde fornøjelsen af en tur til København (stadig savnet på daglig basis) torsdag til lørdag. Dels var der et møde i min arbejdsgivers interesseorganisation, dels skulle Jordhule 1.0 overdrages til sin nye ejer og vores sidste ejendele flyttes fra lejligheden. Det blev til 23 flyttekasser med bøger (næsten, der sneg sig også moderate mængder køkkengrej med), så bestræbelserne på at bygge Nordjyllands udgave af biblioteket i Alexandria pågår ufortrødent. Det var i sagens natur en anelse vemodigt at sige farvel til det sted, vi har boet siden 2007. Krydret med en vis lettelse over at slippe for en vægtig økonomisk post i budgettet – og en jævn tilfredshed over at være komme afsted med en kun moderat vansirende økonomisk lussing. Nå, ja, og så fyldte jeg år lørdag. Det vil jeg nøjes med at lade Aimee Mann og Everything But The Girl om at bearbejde terapeutisk.

Commodify Your Dissent

Jeg har ikke rigtig indsamlet inspiration nok til at udforme et lang og formfuldendt indlæg, så I må nøjes med et par mere eller mindre usammenhængende observationer fra de senere dages tid.

  • Sidste afsnit af ‘Mad Men’ sæson fem blev vist i søndags i amerikansk tv. De fleste anmeldere fandt det undervældende, og jeg er enig. Sæsonen har dog som helhed været god, særlig den sidste halvdel. Uden at afsløre for meget (småspoiler) har sæsonen lidt under, at Don Draper har været markant mindre Don Draper’sk i sin adfærd, end i de øvrige sæsoner. Det vil sige mindre forpint sjæl, færre sidespring, færre eksistentielle dramaer, mindre genialitet (småspoiler slut). Men i sin essens er ‘Mad Men’ stadig blandt de to-tre bedste tv-serier i disse år. Roger Sterling er en hædersmand og tv’s mest elskelige charlatan. Sæsonafslutningen åbnede også op for en ny retning i sæson 6, og det kan man så se frem til.
  • Europamesterskaberne i fodbold har været en positiv oplevelse, synes jeg. Med enkelte undtagelser – især Sveriges grumme skæbne mod Ukraine – har kampene været spændende og resultaterne efter mit hoved. Især var jeg glad efter Spanien-Italien kampen, hvor mine elskede italienere hankede sig op og leverede en brav indsats. Det var der brug for efter at den aktuelle matchfixing skandale endnu engang har smadret italiensk fodbolds ry. Hvis man i øvrigt er interesseret i mine betragtninger om EM, vil jeg henvise til min Twitterprofil. Her kammer jeg over i hyldester, svinere og lumre kommentarer.
  • Jeg havde egentlig arbejdet på et langt og trangt indlæg om dansk politiks aktuelle tristesse. Halvvejs igennem udkastet gik det imidlertid op for mig, at der var tale om et ikke særlig originalt, ikke særlig indsigtsfuldt og ikke særlig nødvendigt stykke middelmådighed om ‘politisk kommunikation’ og slige ligefyldigheder. Det var rent flow, overhovedet intet stock. Så det blev krøllet sammen og verfet ud.
  • Jordhule 1.0 er sat til salg og annoncen kommer lige om snart på en boligportal nær dig. Har du penge til overs? Lyst til at bo i et sandt luksusdomicil tidligere beboet af celebrity-in-spe? Vil du hjælpe nærværende celebrity-in-spe til at opnå økonomisk frihed? Lette hans sind for byrder og besværlige lejere? Link følger snarest.
  • Bemærk venligst at Oklahoma City Thunder er i NBA-finalen mod købeholdet fra Miami Heat. Der spilles bedst ud af syv kampe. Send alt tilgængelig god karma til Chesapeake Energy Arena, OKC i aften. De får brug for det.

Ohøj Nordjylland!

I nat sejlede et finsk containerskib ind i jernbanebroen over Limfjorden. Så ikke nok med at altid urare og uservicemindede DSB kun kører med gamle lortetog nordenfjords. Nej, nu skal man som togrejsende til Vendsyssel lige indregne en ekstra halv times  forsinkelse (eller mere) det næste halve år. Det er jo så prægtigt som det kan blive.

Som en af mine kollegaer bemærkede her til morgen: “Jeg håber ikke, at det er symbolsk for din tilbagevenden til hjemstavnen”. Hvorvidt han dermed mener, at jeg er det menneskelige ækvivalent et tung-røvet containerskib, er vanskeligt at vurdere. Men jeg satser da bestemt ikke på at kollidere med større infrastrukturelle elementer i det Nordjyske.

All We Ever Wanted Was Everything

Jeg forsømmer bloggen for tiden. Undskyld. Men just tilbagevendt i Bruxelles (med alt for megen tom fritid til følge), burde negligeringen nu ophøre.

I øvrigt havde jeg en fortrinlig uge i Danmark, der både bød på arbejde, domsmandsgerning, besøg hos forældrene i Nordjylland samt – naturligvis – masser af kvalitetstid sammen med Den Bedre Halvdel. Det var alt sammen aldeles prægtigt, og jeg var ikke helt tilfreds med at skulle afsted sydpå igen.

Tilbage i Belgien er vejret (med min ankomst i går) gået fra 14 graders varme til hård igennem-marv-og-ben blæst og tøsne. Det kan næppe være helt tilfældigt.

Hosianna i det højeste

Miraklernes tid er ikke forbi! Og det er dage som disse, hvor jeg føler mig kaldet til at citere Eurythmics:

It’s Alright/
Baby’s coming back/
And I don’t really care where he’s been

For Den Bedre Halvdels taske er vendt hjem fra sin rejse. Baggagehåndteringen i Kastrup har ingen anelse om hvor den har været på eventyr henne i verden. Men nu er den i hvert fald vendt hjem til Jordhulen – kun små tre uger efter at dens ejer landede.

Jamen, er det da ikke fortryllende? Der er megen tilfredshed i både Bruxelles og København.

Hestekur

Første løbetur. I to, nej, tre. Ok, fire måneder så. Det var meget lidt yndigt. Godt nok er det koldt Bruxelles i dag. Men mine lunger burde ikke skrige meget efter hjælp.

Efter det seneste års tid er jeg i akut behov for motionsmæssig udviklingshjælp. Jeg er som et andet Grækenland. På få årtier gået fra at være et relativt velstående land til nu at være et økonomisk basket case. Takket være mishandling, manglende handling og snyd med statistikken. Lidt for megen og for tidlig pensionering fra motionscentret. De kommende måneder bør derfor stå på massive mængder good governance og strukturelle reformer.

Til sommer er gælden muligvis barberet ned og konkurrenceevnen genoprettet. Måske.

Lokal ignorance

Jeg skal på forhånd undskylde den frit rablende stil i dette indlæg, men for tiden funderer jeg ganske meget over det at bo i et andet land – og hvordan man skal gribe den situation an.

Som udstationeret lever man lidt i en boble. Eller, tillad mig at præcisere: Med ‘man’ menes ‘jeg’. Det skyldes selvsagt mine ganske begrænsede evner ud i fransk og flamsk. Det går mig lidt på. For jeg er en stærk tilhænger af, at man af et ærligt hjerte forsøger at integrere sig i det land man nu engang er flyttet til. Og jeg ønsker helt oprigtigt, at jeg forstod noget mere af hvad der står i Le Soir, så jeg også kunne forstå Belgien og belgiske forhold noget bedre. Det er pinligt, at jeg har så lidt styr på hvad der sker her i landet.

Men udfordringen er, at jeg ikke har brug for fransk i dagligdagen. På kontoret tales der dansk og engelsk. Det samme er tilfældet ved alle de møder og konferencer jeg deltager i. Min sociale omgangskreds hernede er stadig først og fremmest danskere, så heller ikke i fritiden er fransk strengt nødvendigt. Naturligvis kunne det være rart at blive bedre til small-talk med EU-bureaukraterne på fransk. Men så mange af dem kender jeg heller ikke endnu. Så som det er i dag, er indkøbsturene det eneste tidspunkt, hvor jeg udsættes for fransk. Min kontakt med de arme belgiere er med andre stærkt begrænset.

Burde jeg så fluks drøne til et franskkursus? Jeg er lidt i tvivl.

Hvis man anlægger et langsigtet perspektiv bør svaret naturligvis være ‘ja’. Det er useriøst at bosætte sig i et fremmed land uden at lære sproget. Men som udgangspunkt har jeg ingen planer om at have en livstidskarriere i Bruxelles. Jeg har en kontrakt på to år og den vil jeg selvfølgelig opfylde. Men min fremtid visualiserer jeg mig enten derhjemme (og med derhjemme menes ‘Skandinavien’ i bred forstand) eller måske i et engelsktalende land. Ikke i Belgien og ikke i et fransktalende land.

Så spørgsmålet er egentlig om jeg ikke hellere burde koncentrere mig om at blive knivskarp til engelsk i skrift og tale i stedet? Jeg har alt andet lige kun et begrænset antal måneder at gøre indsatsen i. Ud fra en marginalnytte betragtning forekommer det at være det mest rationelle valg.