Autentisk billede fra British Museum af børnenes aftenputning.

Han kan ikke læse endnu, så den ældste arving opdager forhåbentlig ikke, at jeg her afslører hans julegave i år. Det er genudgivelsen af Transformers DEFENSOR, som jeg selv fik tilbage i 1986:

Glæder mig som en gal til at lege med dem sammen med ham!

Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

5af1c4cfbd

Apple præsenterede en ny udgave af MacBook Air i dag. Jeg elsker tastaturet på min ThinkPad, men savner Apples styresystem og økosystem af apps. Windows er brugbart, men også mere … trist. Jeg er fristet af Apple igen. Virkelig fristet.

Forfald

Det er ved at være systemisk nu. Min dårligere form, altså.

Igennem årene har jeg kunne regne med, at min højde og en rudimentær grundform opbygget omkring år 2000 (og nogenlunde vedligeholdt i studietiden) har betydet, at min noget svingende løbe- og træningsfrekvens og forkærlighed for store mængder pasta ikke for alvor har haft konsekvenser.

Indtil nu.

Det egentlige syndefald begyndte sommeren 2017, da jeg fik hold i ryggen og derfor ikke kunne løbe i lidt over en måned. I samme periode blussede børnebekymringerne op, hvilket medførte øget madindtag, dårligere søvn og almindelig deroute. Gæt selv om det var en god cocktail.

Nu begynder det at kunne ses.

I gamle dage – før jeg fik børn og gik i fitnesscenter – var jeg lidt-over-middel stærk. Det er jeg ikke mere. Langt fra, faktisk. Det tungeste, jeg løfter nu, er mine børn. Og selv der passer jeg på, da jeg ikke magter endnu et hold i ryggen.

Så er der det æstetiske og emotionelle. Mine bukser strammer og jeg kan se den midaldrende mands delle vokse frem som tiden går. Det er uskønt. Værst af alt er dog min daglige performance. Det har aldrig været et problem for mig at cykle i modvind med en cykelvogn + to arvingerne i. Men i dag bliver jeg forpustet og udaset, hvor jeg før mest af alt syntes det var mildt anstrengende. Det ærgrer mig.

Så nu går den ikke længere. Tilbagegangen er systemisk, så jeg er nødt til at ændre på mine vaner, madindtag og handlemønstre, hvis jeg skal forblive nogenlunde sund og veltilpas i min krop.

Lettere sagt end gjort.

Intermezzo

Har ikke glemt jer. Ork, nej. Så langt fra. Har blot en del om ørene for tiden.

Der er jo bryllup om et øjeblik, og den slags skal som bekendt planlægges. Logistik skal ordnes og bekymringer skal bekymres. Dernæst har jeg været til en trofast læsers fortryllende bryllup i København (visse mennesker under mig simpelthen bare ikke en plads i centrum!), har svigerfamiliebesøg (mit hjem ligner pt. en borgerkrigszone) og skumler over en hjørnetand, der her efter tre tandlægebesøg (inkl. to bedøvelser og boringer) stadig ikke er i orden.

Livet skrumler med andre ord lidt skævt afsted. Men på fredag er der ferie og alt bliver godt igen.

Northern Comfort Zone

Det går miserabelt med opdateringerne her på siden for tiden. Og med ’for tiden’ mener jeg hele 2013. Den guddommelige grifleinspiration brillerer med sit fravær, og jeg har ingen stærke eller indsigtsfulde meninger om aktuelle emner. Det er sørgeligt, men sandt.

Min tid går med arbejde, at være sammen med Den Bedre Halvdel, udføre neurotisk og OCD-drevet planlægning af det kommende bryllup samt futile forsøg på ikke at gå fuldstændig i fysisk forfald. Ja, og så flytning, naturligvis.

For i forrige weekend rykkede vi fra Hjørring til Aalborg. Jeg kunne skrive lange,  trange og bange tirader om de utallige timers sjæleforkrøblende pendling, der er blevet udholdt det sidste trekvarte år. Jeg kunne fortælle om hvor mørkt, koldt og trist Vendsyssel er i vintermånederne, særlig når man ikke kender en levende sjæl i omåret. Jeg kunne med andre ord udføre min patenterede og udsøgt selvmedlidende jammer&klage i dage, måneder og år.

Imidlertid vil det resultere i en syndflod af ’hvad-sagde-jeg’ kommentarer fra visse læsere, så jeg vil holde inde her. Blot nøjes med at konstatere, at det gav mening at bo i Hjørring dengang at Den Bedre Halvdel arbejdede ved hospitalet deroppe og havde skiftende arbejdstider i den forbindelse.  Nu hvor hun sidder i almen praksis, og dermed har fået et mandag til fredag job med regulære arbejdstider, har det været muligt at flytte til det nærmeste Nordjylland kan præsentere af urban civilisation.

Så her bor vi nu. I Aalborg. Det sted, jeg mindst af alt regnede med at skulle flytte tilbage til. Hvis jeg havde hilst på mig selv for fem år siden, ville han have grinet sin røv i laser over den situation. Men tiden går, prioriteterne ændrer sig, der er hensyn til karriereforløb, der skal tages. Tilmed har den første uge været behagelig. Vores nye lejlighed er objektivt vurderet ualmindelig rar. Jeg har fået to timer mere til rådighed hver dag, hvor jeg ikke behøver sidde i en bus eller tog. Vi bor i nærheden af natur. Aalborg selv har forbedret sig markant siden dengang jeg boede her sidst i foråret 2001.

Alt i alt virker det lovende for vores tilværelse den kommende tid. Med lidt held, arbejdende og en proaktiv indsats, tror jeg på at vi kan få en god tid i byen. Kom gerne forbi, hvis I er i nærheden.

Alle stormes moder

Sådan ser jeg mig selv. Det er mig, der midt i bryllupsplanlægningsstormen. Med det overlegne overblik. Håndterer ægteskabsmeddelelser, vielsesattester, blanketter for ‘navneændringer på bryllupsdagen’ og andet hejs uden bøvl. Så nu er den borgerlige vielse på plads – med efterfølgende katolsk velsignelse til det egentlige bryllup i august måned.

Sidstnævnte styrer Den Bedre Halvdel med hård hånd. Det er i hvert fald hende der drager til Schweiz i påsken for at få lokationen endelig på plads. Der ventes spændt her i stormens øje.