Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

Apple præsenterede en ny udgave af MacBook Air i dag. Jeg elsker tastaturet på min ThinkPad, men savner Apples styresystem og økosystem af apps. Windows er brugbart, men også mere … trist. Jeg er fristet af Apple igen. Virkelig fristet.

Forfald

Det er ved at være systemisk nu. Min dårligere form, altså.

Igennem årene har jeg kunne regne med, at min højde og en rudimentær grundform opbygget omkring år 2000 (og nogenlunde vedligeholdt i studietiden) har betydet, at min noget svingende løbe- og træningsfrekvens og forkærlighed for store mængder pasta ikke for alvor har haft konsekvenser.

Indtil nu.

Det egentlige syndefald begyndte sommeren 2017, da jeg fik hold i ryggen og derfor ikke kunne løbe i lidt over en måned. I samme periode blussede børnebekymringerne op, hvilket medførte øget madindtag, dårligere søvn og almindelig deroute. Gæt selv om det var en god cocktail.

Nu begynder det at kunne ses.

I gamle dage – før jeg fik børn og gik i fitnesscenter – var jeg lidt-over-middel stærk. Det er jeg ikke mere. Langt fra, faktisk. Det tungeste, jeg løfter nu, er mine børn. Og selv der passer jeg på, da jeg ikke magter endnu et hold i ryggen.

Så er der det æstetiske og emotionelle. Mine bukser strammer og jeg kan se den midaldrende mands delle vokse frem som tiden går. Det er uskønt. Værst af alt er dog min daglige performance. Det har aldrig været et problem for mig at cykle i modvind med en cykelvogn + to arvingerne i. Men i dag bliver jeg forpustet og udaset, hvor jeg før mest af alt syntes det var mildt anstrengende. Det ærgrer mig.

Så nu går den ikke længere. Tilbagegangen er systemisk, så jeg er nødt til at ændre på mine vaner, madindtag og handlemønstre, hvis jeg skal forblive nogenlunde sund og veltilpas i min krop.

Lettere sagt end gjort.

The music in my ears and everything…

Nuvel, jeg kan næppe skjule at specialet så småt hænger mig ud af halsen. Meget sigende, så synes jeg at mine opgaver på arbejde (“Vi skal have opdateret vores statistik over CO2 kvotepriserne” og “Vil du ikke lave en oversigt over de nationale allokerings planer for CO2 kvoterne?) var væsentligt mere interessante end at grifle løs ovenpå vejledermødet igår.

Er lige kommet hjem fra en løbetur med Mads. Jeg vil nødigt lyde alt for lummer, men en løbetur i et par tights i -457 grader celcius er altså kræs for kendere. En sælsom oplevelse hvor meget sværere det er at trække vejret ordentligt når det er koldt. Skal nu over at snakke med en nervøs stud.med. Der er über-eksamen i morgen, så der er meget forståeligt lidt nervøsitet i luften. Mine fingre kan rent fysisk ikke krydses mere…

PS. Nå, så du troede nok at det var den globale opvarmning (tak for lort, Al Gore!) der var tegn på dommedag? Well, du kan godt tro om igen. Ifølge Imam Abdul Wahid Pedersen er svaret nemlig et helt andet:

Seksuelle udskejelser og druk er måske et tegn på, at dommedag er nær. Det er i hvert fald den almindelige holdning hos muslimer, fortæller imam Abdul Wahid Pedersen.

“Der findes beretninger fra profeten, der fortæller ret detaljeret om nogle tegn på dommedag, og hvad man kan forvente, der vil ske. Et af tegnene er, at vin og alle former for beruselsesmidler vil blive indtaget i store mængder og illegitime seksuelle forhold vil blive udbredt. Også antallet af jordskælv vil stige, og der vil være en stigning i blodsudgydelser” siger han.

Vi er i sandhed enden nær.

Flörta med musikläraren Gustaf!

Jeg er husven i dag. Ok, ikke sådan en ‘husven’ som ham stodderen fra Tøndersagen, men jeg sidder i skrivende stund i min søsters lejlighed. Hun modtager to stole fra Brd. Sørensen i det nordjyske, men er selv på arbejde, så jeg har lovet at være tilstede når fragtmændene dukker op. I mellemtiden slubrer jeg kaffe, kværner nødder, samt arbejder på en perspektivering til specialet. På min kop står der ‘I collect sexy young workings class boys’ og i baggrunden kører svensk P3. Bortset fra den kvindelige værts hesteagtige latter, så er det ganske lifligt for de sarte øren. Efter et par ukoncentrerede specialedage er det rart at skrivningen går ret godt i dag. Med andre ord er jeg ganske godt tilpas. Overskriften stammer fra Svensk P3’s hjemmeside, hvor de åbenbart kører en lille intim datingservice. Er Gustaf noget for jer? Døm selv:

“Veckans singel heter Gustaf och är 27 år. Gustaf läser till musiklärare och spelar både piano och gitarr. När han inte ägnar sig åt musiken gillar han att hänga med kompisarna, spela spel och läsa. Gustaf är också svag för sjuk humor, öl och starkt kaffe. Sugen på flört?”

Han lyder da som en pindemad lige til at hapse. De kaster ham i grams i programmet ‘Christer’ (det er alt for sjældent man støder på det navn!) i dag kl 14.03, og det kan kun blive godt. Lyt selv med.

PS. Jeg har just grebet mig selv i at anvende ordet ‘mega-trends’ i perspektiveringen. Tror ærligt talt ikke min sjæl er til at redde længere.

Stilstand

Nuvel, kan kun beklage de lident ophidsende griflerier herfra. Sidder det meste af tiden og arbejder mere eller mindre intensivt med specialet, så er ikke ligefrem fordi jeg oplever de allermest sindsoprivende ting. Ser man bort fra et par løbeture, så har jeg næppe været mere end sådan cirka 1 km fra domicilet de sidste mange dage. Jeg lider dog ingen nød: Modtog forleden dag en ‘nødhjælpspakke’ fra min mor. I skrivende stund slubrer jeg derfor udsøgt the, kværner rosiner og bliver i almindelighed ganske velnæret af al den gode mad. I aften skal jeg i tilgift på besøg hos min søster, så der er ingen fare fare for at forsvinder i specialedepression lige foreløbigt.

Bortset fra det, så overvejer jeg stærkt at give bloggen en overhaling af de større, når jeg engang får afleveret udgydelserne om konkurrenceloven. Synes efterhånden designet er ved at være lidt slidt og at blogger er et noget trægt software system. Så bliv ikke overraskede hvis siden her ser en del anderledes ud lige pludselig.

The Worst Part Is Almost Over

Ah, Litteraturlister! Findes der noget mere lummert, sleazy og sexet? Hvad skulle dog kunne være mere tillokkende og fristende? Jeg vil endog vove den påstand, at den litteraturliste jeg i skrivende stund kæler for, er lige den tand mere slutty end alle de andre. Hvornår har DU måske haft konkurrenceret bøger og policy proces teorier på samme liste? Nej, vel? Man skal stå meget tidligt op for at kunne være med her! Vraaaaauuuuwww!

Hermed også sagt, at jeg er ved at lave lidt af det formalia arbejde der jo skal laves i et speciale. Litteraturlister er en af de opgaver man tror kan laves på en halv times tid, hvorefter man opdager at man pludselig har bakset med den i adskillige timer – uden at være blevet færdig. Mein Gott, hvor har man læst meget tekst op til sådan et speciale. Og til hvad nytte? Ja, jeg spørger bare.

Selvom man teoretisk set kunne sætte en abe til at lave formaliaarbejde, så er det nu en god lejlighed til at få det lidt ud af verden. Henriette har stadig ikke sendt sin del af vores analyse, så jeg har ikke kunne lave noget rigtigt substans arbejde i dag. Det må så komme imorgen. Hvis nogle af de nærværende læsere kender en god korrekturlæser, så hører jeg gerne fra vedkommende. I slutningen af januar er der ihvertfald omkring 175 siders studentikose rablerier (nåh, nej, jeg mener selvfølgelige: akademisk forskning…!), der skriger efter at blive læst igennem for stave- og kommafejl. Hilfe, bitte!

Udenfor specialets vidunderlige verden, så var der i aften hamburgerryg på kollegiemenuen. I en stille protest mod død-gris tyranniet, hapsede Maria og jeg sushi hjem fra Letz Sushi. Det er altså rigtig godt! Og slet ikke så dyrt som man kunne frygte. Kan kun anbefale det. Men pas på Wasabi nødderne. De er helt grotesk vanedannende. Og ligeledes har den stegte tofu ‘Inari’ sin helt egen behandlingskur på Betty Ford klinikken. Nu er I advarede. Iøvrigt må jeg dementere den udbredte fordom om at svensk/schweizere ikke kan spise med pinde. Det kan de. Med stil og ynde endda….!