Life During Wartime

Nå, det gik stærkt, hva’?

Sikke en uge. Meget kan man sige om vores regering, men den er ikke bange for at lukke samfund ned og udleve sit fulde autoritære potentiale. Det lød måske kritisk, men det er jeg nu egentlig ikke. Som gift med en af dem, der har den tvivlsomme at stå på sygehusafdelingen om de 10-12 dage, når epidemien raser og sundhedssystemkollapset truer, så ved jeg godt hvorfor de nuværende tiltag er nødvendige.

Men jeg er nervøs for hvad den her uhæmmede statsmagt, de vidtgående og meget indgribende hastelove, de lukkede grænser kommer til at gøre ved os som samfund – og den sociale kontrakt mellem stat, borger og civilsamfund. Det er svært for en hegemonisk og autokratisk tænkende statsleder at fralægge sig magtinstrumenter, når de først har været i hænderne på dem. Og Mette Frederiksen var i ikke-krisetid en politiker med en udpræget ‘staten-ved-bedst/Socialdemokratiet-er-staten’-tankegang. Lad os nu se. Det bliver spændende hvad der sker, når (hvis?) vi kommer tilbage til en normaltilstand igen. 

Men der er langt derhen. I dag gik både Frankrig og Spanien i fuldt lockdown, og jeg forventer at vi senest tirsdag aften får endnu et af de rædselsvækkende pressemøder, hvor Frederiksen melder næste restriktion ud – hvilket bliver et egentlig udgangsforbud.

Og, ja, indrømmet: jeg glæder mig ikke til at arbejde hjemme alene sammen med to børn på 3 og 6 år. Hvordan skal jeg få lavet noget? Hvordan skal jeg forhindre dem i at blive bindegale, hvis de ikke kan komme udenfor eller lege sammen med andre børn? 

Det bliver en grum tid. Og selvsagt endnu grummere, hvis alle dommedagsprofetierne jeg kan læse på nettet i denne tid går i opfyldelse.

Nordens Paris

Nuvel, jeg skal ikke sidde her og påstå at Aalborg er blevet pæn i de snart 20 år, jeg ikke har boet der. Det gælder sikkert stadigvæk, at man kun for alvor kan holde af byen, hvis man selv kommer derfra. Men så er det til gengæld også svært at løsrive sig fra stedets identitet, skulle jeg hilse at sige.

Men det mentale klichébillede af Aalborg, I ved nok: post-industri, Ejersbos ‘Nordkraft’, den lurvede råhed, det er ikke længere gældende for store dele af byen. Jo, selvfølgelig stadig i Vejgaard og den slags steder, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Men gå nogle ture i Vestbyen, langs havnepromenaden eller i bymidten. Det er blevet helt kosmopolitisk og universitetet udvider tilsyneladende i det uendelige. Der sker noget i Aalborg, det er et sted der vil fremad. Det er ikke alle byggerierne der er lige smukke, men den der lidt tvære du-skal-ikke-komme-her-og-spille-smart attitude jeg husker fra 1990’erne, den er der ikke mere. Aalborgenserne er begyndt at have noget at have det i, når de går rundt og fortæller hinanden at de bor et fremragende sted.

Nu vil den skeptiske læser helt korrekt kunne indvende, at jeg ikke ligefrem er den mest objektive person til at vurdere Aalborgs lyksagligheder. Og fire påskedage i solskinsvejr kan som bekendt få selv de mest livstrætte steder til at fremstå attraktive. Men jeg tror nu alligevel de har fat i noget rigtigt deroppe. De er i en god udvikling. Det kan jeg se, når jeg selv bor i Roskilde, hvor tingene mildest talt ikke buldrer derudaf.

Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Han kan ikke læse endnu, så den ældste arving opdager forhåbentlig ikke, at jeg her afslører hans julegave i år. Det er genudgivelsen af Transformers DEFENSOR, som jeg selv fik tilbage i 1986:

Glæder mig som en gal til at lege med dem sammen med ham!

Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

Apple præsenterede en ny udgave af MacBook Air i dag. Jeg elsker tastaturet på min ThinkPad, men savner Apples styresystem og økosystem af apps. Windows er brugbart, men også mere … trist. Jeg er fristet af Apple igen. Virkelig fristet.

Forfald

Det er ved at være systemisk nu. Min dårligere form, altså.

Igennem årene har jeg kunne regne med, at min højde og en rudimentær grundform opbygget omkring år 2000 (og nogenlunde vedligeholdt i studietiden) har betydet, at min noget svingende løbe- og træningsfrekvens og forkærlighed for store mængder pasta ikke for alvor har haft konsekvenser.

Indtil nu.

Det egentlige syndefald begyndte sommeren 2017, da jeg fik hold i ryggen og derfor ikke kunne løbe i lidt over en måned. I samme periode blussede børnebekymringerne op, hvilket medførte øget madindtag, dårligere søvn og almindelig deroute. Gæt selv om det var en god cocktail.

Nu begynder det at kunne ses.

I gamle dage – før jeg fik børn og gik i fitnesscenter – var jeg lidt-over-middel stærk. Det er jeg ikke mere. Langt fra, faktisk. Det tungeste, jeg løfter nu, er mine børn. Og selv der passer jeg på, da jeg ikke magter endnu et hold i ryggen.

Så er der det æstetiske og emotionelle. Mine bukser strammer og jeg kan se den midaldrende mands delle vokse frem som tiden går. Det er uskønt. Værst af alt er dog min daglige performance. Det har aldrig været et problem for mig at cykle i modvind med en cykelvogn + to arvingerne i. Men i dag bliver jeg forpustet og udaset, hvor jeg før mest af alt syntes det var mildt anstrengende. Det ærgrer mig.

Så nu går den ikke længere. Tilbagegangen er systemisk, så jeg er nødt til at ændre på mine vaner, madindtag og handlemønstre, hvis jeg skal forblive nogenlunde sund og veltilpas i min krop.

Lettere sagt end gjort.

Intermezzo

Har ikke glemt jer. Ork, nej. Så langt fra. Har blot en del om ørene for tiden.

Der er jo bryllup om et øjeblik, og den slags skal som bekendt planlægges. Logistik skal ordnes og bekymringer skal bekymres. Dernæst har jeg været til en trofast læsers fortryllende bryllup i København (visse mennesker under mig simpelthen bare ikke en plads i centrum!), har svigerfamiliebesøg (mit hjem ligner pt. en borgerkrigszone) og skumler over en hjørnetand, der her efter tre tandlægebesøg (inkl. to bedøvelser og boringer) stadig ikke er i orden.

Livet skrumler med andre ord lidt skævt afsted. Men på fredag er der ferie og alt bliver godt igen.

Alle stormes moder

Sådan ser jeg mig selv. Det er mig, der midt i bryllupsplanlægningsstormen. Med det overlegne overblik. Håndterer ægteskabsmeddelelser, vielsesattester, blanketter for ‘navneændringer på bryllupsdagen’ og andet hejs uden bøvl. Så nu er den borgerlige vielse på plads – med efterfølgende katolsk velsignelse til det egentlige bryllup i august måned.

Sidstnævnte styrer Den Bedre Halvdel med hård hånd. Det er i hvert fald hende der drager til Schweiz i påsken for at få lokationen endelig på plads. Der ventes spændt her i stormens øje.