På landet

Jeg tænker af og til over, hvordan de valg Den Bedre Halvdel og jeg træffer på familiens vegne påvirker vores børns fremtid. Det gælder selvfølgelig ‘la longue durée’ i form af hverdagen, vores måde at være sammen med dem på og den daglige interaktion. Men også de mere strukturelle valg.

Hvad vil det få af betydning for deres livsbane, udsyn og muligheder, at vi i 2020 valgte at flytte til Odsherred? Gør vi dem til knallertkørende bonderøve? Fratog vi dem noget, da vi tog dem ud af det ressourcestærke miljø og det større udbud af kultur og fritidsaktiviteter i Roskilde? Hvad får de i stedet for? Hvad betyder det for dem, at de vokser op på landet, hvor der (når vinden vender uheldigt) dufter blidt og blødt af harsk gylle på landsbyskolens legeplads? Hvor klassekammeraterne afleveres i lastbilen fra fars vognmandsforretning, fremfor i en Tesla på Frederiksborgvej? Hvor klasserne er små og tiden måske lidt mindre hektisk? Hvilke forudsætninger får de til at vælge det liv, som gør dem glade?

Tilbage i sommerferien 2011 læste jeg i et tog mellem München og Salzburg i Edward Glaeser: ‘Triumph of the City: How Our Greatest Invention Makes Us Richer, Smarter, Greener, Healthier, and Happier’. Bogen er et flammende kampskrift for storbyen, ikke mindst den funktion som mødesteder og smeltedigler, hvor de dygtige, ambitiøse og stræbsomme individer mødes for at blive matchet med (og udfordret af) andre dygtige, ambitiøse og stræbsomme mennesker. Derfor opstår kreativitet og nye løsninger primært i byerne, da det er her, at de skarpeste hjerner mødes.

Heri ligger der også en erkendelse af, at man ikke – modsat hvad den socialdemokratiske regering tror – kan tvinge talentfulde mennesker til at blive i yderområder, hvis de ikke vil. I hvert ikke i de år, hvor de gerne vil prøve sig af. Så uanset hvor mange uddannelsespladser man flytter ud på Sjælland, så får det ikke kløgtige unge mennesker herud til os – og det fastholder næppe heller dem, der higer efter at prøve sig af på en større scene.

Min indsigt er den ganske banale, at jeg håber vi kan give vores børn en opvækst, hvor de trives i nærheden af natur, skov og vand. Hvor de med rod i det små og det nære udvikler et globalt udsyn. Hvor de i teenagetiden begynder at længes efter at komme væk; ind til storbyen for at vokse yderligere. Og hvem ved, måske de så sætter ekstra stor pris på dér de voksede op, når de af og til tager ud og besøger de gamle tosser i Strandhusene.

Somatisk

De siger jo at det er i krise- eller tabssituationer, at man reflekterer over sit liv – og husker at værdsætte det man har (eller rettere: havde).

I forgårs skulle jeg lege tagfat efter den ældste arving gennem de lurvede plastikgange i et nedslidt legeland i et industriområde i Östersund. Jeg skulle dreje rundt om et hjørne, da det sagde et smældende OH SNAP! i lænden.

Jeg vidste desværre præcis, hvad det betyder: facetsyndrom, bedre kendt som hold i ryggen. For jeg har prøvet det før. Jeg fik et lignende hold i ryggen i juni 2017, og det var en plage i op mod halvanden måned efter. Jeg nærer absolut ingen illusioner om at denne gang bliver nemmere.  

Nu hvor jeg gradvist har mistet min mobilitet og er i konstant behov af en uhellig blanding af Ipren og Panodil, så kommer man melankolsk til at tænke over, hvilket privilegium det er at kunne bevæge sig helt frit og ubesværet. Hvor var jeg dog rig dengang for tre dage siden!

Et hold i ryggen er djævelsk kontra-intuitivt. Man mærker det ikke mens man sidder eller ligger ned, så det får man jo lyst til at gøre. Men når man så rejser sig igen? Så er det blevet lysår værre. Min kropsholdning er en parodi på Quasimodo, når jeg har siddet ned. Det der virker er at røre sig. Så jeg traver dag og nat (ok, aften) på veje og stier her i Åre. I 2017 var jeg også et par gange ved kiropraktoren, men jeg må forsøge mig ad uden denne gang – er trods alt stadig langt hjemmefra. 

Nu må I have mig undskyldt. Skal tilbage til at have ondt af mig selv.

Midt i driften

Hvad kan jeg egentlig fortælle om den seneste måneds tid? Tingene og dagene flyder sammen. Hver eneste dag er grundlæggende den samme; statisk og tvangsritualiseret (KL. 14 KOMMER DAGENS TAL og derefter endnu en mere eller mindre videnskabeligt baseret vurdering fra en af mediernes 3-4 roterende virusvismænd). De latent-rædselsslagne rutiner og Teamsmøderne bliver blot momentvis afbrudt af endnu et pressemøde, hvor en utilpas (og ældre, meget ældre) udseende sundhedsminister udlægger situationen med eksotiske varianter og kontakttal.

Imens holder vi driften af Småbørnsfamilie A/S kørende under COVID-19-restriktionerne, med alt hvad det indebærer af logistik, indkøring i ny børnehave af den yngste og nødtørftig varetagelse af papirnusseropgaverne på hjemmearbejdspladsen. Indtil i dag foregik det i kombination med hjemmeundervisning af en stadig mere traurig 6-årig, der savner sin gamle klasse, aldrig har prøvet andet end coronaskole og først i dag – halvanden måned forsinket – mødte sin nye klasse fysisk. Hvad mon det egentlig gør af skade på sådan et lille menneske, at de isoleres på den måde fra andre børn i så lang tid? Hvordan påvirker det at vokse op i en fundamentalt usikker tid, hvor de voksne er bange og verden er farlig? Forældrene undertrykker tankerne om de langsigtede konsekvenser, der dog har det med at dukke op i de mørkere stunder.

Læg dertil en ufuldstændige indflytning i nyt hus, click-and-collect ture til i Bauhaus Holbæk (mit tempel) efter elradiatorer, da gulvvarmen i den ene halvdel af huset selvsagt valgte at sætte ud midt i permafrostperioden. Drys dertil tristesse over manglende mulighed for at se bedsteforældrene i Nordjylland og i Sverige.

Men det kører da. Vi mosler videre. Der er ikke noget, der falder på gulvet sådan for alvor. Vi gør det vi skal. Håret vokser vildt, hvilket jo er en uventet bonus. Men det kunne være godt med en smule optimisme snart. Så der bliver overskud til andet og mere end drift. Det kunne være rart med lidt plads til drømme. Mon ikke de fleste har det sådan lige nu.

Hundested

Lørdag var vi i København, men bestemte os på vejen tilbage mod Odsherred for at tage ruten via Hundested-Rørvig fremfor motorvejen tværs over Sjælland. Et mærkeligt anæmisk område, deroppe nordvest for Hillerød. En gråmeleret november eftermiddag blev jeg ikke direkte bjergtaget af dets charme, men det kan også skyldes at jeg var stresset over udsigten til at misse færgen grundet en helt unødvendig bilkø.

Nuvel, vi missede selvfølgelig den planlagte færge, så havde muligheden for at luffe rundt i et juleoppyntet (men lukket) Hundested med den gave, som to sultne og trætte børn er. Midt i den eksistentielle rædsel så jeg nedenstående dør, som jeg følte mig kaldet til at fotografere. Der er mange stærke budskaber, som en notorisk planlægningsfascist som jeg kunne lære noget af.

Gentagelser

Livet er cirkulært; historien kører ring. Alt er mimetisk gentagelser, intet er nyt. Var det ikke nogenlunde det, der var hovedkonklusionen i første sæson af ‘True Detective’ og i ‘Battlestar Galactica’?

Der er sikkert noget om det. Hvorfor sidder jeg f.eks. her i november 2020 og spiller ‘Magic The Gathering’-kort med min søn, når jeg nu ikke har skænket spillet en tanke siden de var en kortvarig besættelse for mig og de andre uberørt-af-menneskehånd-nørder tilbage i 1995-1996? Occam Razor-forklaringen er at de spiller kortene i SFO’en. Og da den arme dreng deler min ukritiske begejstring for kitsch, eskapisme og tung ‘Dungeons & Dragons’-æstetik, så er ‘Magic’ altså megasejt. Men er der en dybere og mere eksistentiel sammenhæng? Måske at vi mennesker er dømt til at gentagelser, hvis ikke med os selv, så overfor de stakkels forsvarsløse børn? Tænk, hvad min brave søn ikke kunne blive til, hvis blot han ikke arver sin fars aparte interesser, neuroser og uafbalanceret skeptiske livssyn?

Men nuvel, mine rablende tanker om den cirkulære og repetitive tilværelse startede nu ikke med orker og magiske formularer, men med noget så ophøjet som tømning af vores i øvrigt ganske utiltalende og tilgroede kælderrum.

Og endelig lykkedes det mig – efter kun to forbitrede års ærgrelse – at finde kassen med min oldnordiske MiniDisc-afspiller og den betragtelige samling af kasetter, som jeg opbyggede i årene 1997-2003. Der er ikke den obskure electronica-cd fra hovedbiblioteket i Aalborg, der ikke i den periode blev kopieret over til mine disks, kan jeg godt love.

Afspilleren virkede dog kun delvist; låget driller og efter med succes at have afspillet tre disks, lukkede den i som en østers. Jeg forsøgte at skifte dens knap 25 år gamle genopladelige batteri (spørgsmålet er om jeg nu endegyldigt er steril efter at have håndteret det), men uden den store effekt. Vil dog stadig gerne udforske den musik, der er i min samling. Det var en periode af mit liv, hvor jeg lyttede til musik på andre måder, og jeg har glemt en del af det. Alene de tre disks jeg fik lyttet til var ganske inspirerende. Sange jeg bogstaveligt talt ikke havde skænket en tanke i årtier, og som ikke kan findes på streamingtjenesterne.

Nu kommer vi så til det reelt cirkulære: jeg skrev et blogindlæg med præcis samme indhold som dette i 2007.

Bevares, min søn var ikke en storspiller dengang, men ellers holder det stik. Som i dag var jeg også dengang ulideligt selvsmagende, nostalgisk og koketterede med, hvordan den nye teknologi (iPod! 4 GB! iTunes!) havde gjort MiniDiscs og de fysiske formater irrelevante. Jeg lavede også dengang arkæologiske ekspeditioner i den musiksmag, jeg allerede dengang havde nostalgisk længsel efter. Jeg kaldte sågar indlægget for “Last Century Modern” efter Towa Teis 1999-album af samme navn, fordi jeg – dengang som nu – ikke kan stå for en pseudo-intellektuel/wink-wink ironisk engelsksproget titel til mine indlæg1.

Så hvornår kan vi forvente næste blogindlæg, hvor jeg graver i min musikalske navle? Jeg ville nok sætte uret på omkring 2025, hvis jeg var jer.

Nå, men de tre disks, jeg nåede at lytte til før der spildte NiMH ud over det hele? De var fabelagtige. Masser af sange jeg elskede engang, men havde glemt. Jeg nævner i flæng Daúde – ‘Não Identificado’, Sneaker Pimps – ‘Six Underground’, Les Baxter – ‘Tropicando’, A Tribe Called Quest – ‘Find A Way’, Jungle Brothers – ‘True Blue’ og Stars – ‘The Vanishing’. Den mest funklende stjerne var dog et synthpop-mesterværk, som jeg har vanskeligt ved at tilgive mig selv at have glemt. Jeg mener: Human League – ‘Tell Me When’ er urørlig. Der kan ikke laves en bedre popsang. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre. Det skulle da lige være Sophie Ellis-Bextor – ‘Take Me Home’, Saint Etienne – ‘The Way I Fell For You’ eller måske Human Leagues egen ‘Don’t You Want Me’. Men eller sikke. ‘Tell Me When’ er vidunderlig, og jeg skammer mig over ikke at tænkt på den så længe.

Men hvem ved. Måske jeg tilgiver mig selv, når jeg om et par år skriver dette indlæg igen.

  1. Næste afkørsel: Dua Lipa – ‘Future Nostalgia’, endnu en fantastisk albumtitel/indlægsoverskrift []

Nå, men jeg ved sådan set stadig ikke om jeg har COVID-19. Ganske vist blev jeg testet i går kl. 11.40, men der var ikke svar klar et døgn senere – og siden kl. 13 har sundhed.dk været brudt ned, så ja, hvem ved? Egentlig tror jeg mest af alt det er en krasbørstig omgang forkølelse eller influenza, jeg har krattet til mig. Det føltes i hvert fald sådan, da jeg lå og havde så ondt, så ondt af mig selv i bedste ‘man flu’-stil. Men man skal jo ikke tage chancer i denne tid. Så må håbe at systemet snart kommer op at køre igen. Update: Det var bare en forkølelse og mig der var pjevset.

Lego er et djævelsk pyramidespil

Det er ikke fordi at jeg ikke forstår markedskræfterne; udbud og efterspørgsel og alt det der. Men Lego er og bliver altså et Scientology-selvudviklingskursus for børnefamilier. Man skal hele tiden købe mere. Nye sammenhængende sæt, der naturligvis stiger eksponentielt i pris. Først når man har ruineret sig selv, har man nået det øverste sakrale niveau. I en forsvindende kort periode. Altså indtil at der er et nyt personlighedsudviklende sæt, som ens arvinger kan plage en om. Og så begynder pyramidespillet ellers igen. Lige indtil de bliver trætte af Lego, og alle klodserne ender ensomme, støvede og forladte i anonyme kasser bagerst i børneværelset.

For nylig har Lego således udgivet en legetøjsserie med Super Mario, hvilket jeg formoder er en fremragende forretning for både Lego og Nintendo. For det er tårefremkaldende dyrt. Klodserne på dette billede repræsenterer således en udbetaling i omegnen af 750 kr.

Det burde være åbenlyst for de fleste, at det er vanvid. En grotesk prissætning. En gedigen svinestreg. En vederstyggelighed. Men jeg betaler det. Naturligvis gør jeg det. For udover at være et perfekt gateway drug til at lokke uskyldsrene børn ind i Nintendos klør, så er der et stort marked af nostalgiske midaldrende og nørdede mænd. Sådan én som mig. Vi er klar til at betale herfra og til evighed for at blive mindet om, at der var engang, hvor vi ikke var så trætte, sure og

Så Lego har fat i den lange ende. De ved at folk er villige til at betale langt mere for byggesæt i deres mere prestigefyldte serier – i.e. Super Mario, Harry Potter, Star Wars – end for deres inhouse franchises. Og det er uanset, at kvaliteten, opfindsomheden og legeværdien ofte er højere i deres Ninjago-univers. Jeg må derfor arbejde på at få den Ældste til at ønske sig mere Ninjago, da jeg i længden ikke vil betale absurde summer for fesne busser eller et crappy hus.

Men det er altsammen ønsketænkning. De næste par år jeg med i Lego-sekten. Uanset hvor ondt det gør. Man vil jo gerne gøre de dumme unger glade.

Life During Wartime

Nå, det gik stærkt, hva’?

Sikke en uge. Meget kan man sige om vores regering, men den er ikke bange for at lukke samfund ned og udleve sit fulde autoritære potentiale. Det lød måske kritisk, men det er jeg nu egentlig ikke. Som gift med en af dem, der har den tvivlsomme at stå på sygehusafdelingen om de 10-12 dage, når epidemien raser og sundhedssystemkollapset truer, så ved jeg godt hvorfor de nuværende tiltag er nødvendige.

Men jeg er nervøs for hvad den her uhæmmede statsmagt, de vidtgående og meget indgribende hastelove, de lukkede grænser kommer til at gøre ved os som samfund – og den sociale kontrakt mellem stat, borger og civilsamfund. Det er svært for en hegemonisk og autokratisk tænkende statsleder at fralægge sig magtinstrumenter, når de først har været i hænderne på dem. Og Mette Frederiksen var i ikke-krisetid en politiker med en udpræget ‘staten-ved-bedst/Socialdemokratiet-er-staten’-tankegang. Lad os nu se. Det bliver spændende hvad der sker, når (hvis?) vi kommer tilbage til en normaltilstand igen. 

Men der er langt derhen. I dag gik både Frankrig og Spanien i fuldt lockdown, og jeg forventer at vi senest tirsdag aften får endnu et af de rædselsvækkende pressemøder, hvor Frederiksen melder næste restriktion ud – hvilket bliver et egentlig udgangsforbud.

Og, ja, indrømmet: jeg glæder mig ikke til at arbejde hjemme alene sammen med to børn på 3 og 6 år. Hvordan skal jeg få lavet noget? Hvordan skal jeg forhindre dem i at blive bindegale, hvis de ikke kan komme udenfor eller lege sammen med andre børn? 

Det bliver en grum tid. Og selvsagt endnu grummere, hvis alle dommedagsprofetierne jeg kan læse på nettet i denne tid går i opfyldelse.