De vanskelige beslutninger

Læste et interessant defensorat af Robert Kaplan for den famøse amerikanske udenrigsminister under Nixon og Ford: Henry Kissinger. Som ypperstepræsten indenfor udenrigspolitisk Realpolitik var (og er) han forhadt og kritiseret. Selv har jeg ikke indsigt nok i verdenspolitikken 1969-1977 til at have dannet en velfunderet mening. Men Kaplan gør et ihærdigt forsøg på at nuancere billedet af Kissinger, der ellers normalt fremstår som über-realisten, der koldt og kynisk forfulgte amerikanske nationale interesser. Han hævder således, at Kissinger kunne føre sin nøgterne politik netop fordi han ofte havde svære moralske og etiske kvaler:

“Henry Kissinger believes that in difficult, uncertain times—times like the 1960s and ’70s in America, when the nation’s vulnerabilities appeared to outweigh its opportunities—the preservation of the status quo should constitute the highest morality. Other, luckier political leaders might later discover opportunities to encourage liberalism where before there had been none. The trick is to maintain one’s power undiminished until that moment.

Ensuring a nation’s survival sometimes leaves tragically little room for private morality. Discovering the inapplicability of Judeo-Christian morality in certain circumstances involving affairs of state can be searing. The rare individuals who have recognized the necessity of violating such morality, acted accordingly, and taken responsibility for their actions are among the most necessary leaders for their countries, even as they have caused great unease among generations of well-meaning intellectuals who, free of the burden of real-world bureaucratic responsibility, make choices in the abstract and treat morality as an inflexible absolute.

Unlike his fellow Republicans of the Cold War era—dull and practical men of business, blissfully unaware of what the prestigious intellectual journals of opinion had to say about them—Kissinger has always been painfully conscious of the de­ gree to which he is loathed. He made life-­and-death decisions that affected millions, entailing many messy moral compromises. Had it not been for the tough decisions Nixon, Ford, and Kissinger made, the United States might not have withstood the damage caused by Carter’s bouts of moralistic ineptitude; nor would Ronald Reagan have had the luxury of his successfully executed Wilsonianism. Henry Kissinger’s classical realism—as expressed in both his books and his statecraft—is emotionally unsatisfying but analytically timeless.”

Når man bor  i Danmark, et land hvis størrelse og geopolitiske betydning er aldeles negligerbar, kan patosfyldte begreber som ‘statsmandskab’, ‘træffe den vanskelige, men rigtige beslutning’ og ‘historien vil vise at vi har ret’ virke overdrevne og floskuløse.  Omvendt møder vi for tiden ofte statsmandens nære slægtning, ‘nødvendighedens politik’, i den aktuelle danske politiske debat. Reformer gennemføres og begrundes med teknokratiske argumenter om hensynet til konkurrenceevnen, skoleelevernes faglighed, folkesundheden og fremtidssikringen af velfærdsstaten. Nu er det selvsagt meget muligt, at den førte politik rent faktisk ER både nødvendig og rigtig. Måske vil historien give Thorning-Schmidt regeringen ret. Man kunne godt fortænke Bjarne Corydon for at se sig selv som en lokal (og økonomisk ansvarlig) udgave af Kissinger.

Kaplan og Kissingers pointe er, at i virkeligheden er realistisk og uideologisk realpolitik i virkeligheden mere moralsk og etisk rigtig. Tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Vietnam foregik blandt andet ved en række stærkt kontroversielle bombninger i Nordvietnam og Cambodia. Kaplan argumenterer dog for, at man i virkeligheden bombede …. for lidt:

“Within two years, Nixon and Kissinger reduced the number of American troops in Vietnam to 156,800; the last ground ­combat forces left three and a half years after Nixon took office. It had taken Charles de Gaulle longer than that to end France’s involvement in Algeria. That successful troop withdrawal was facilitated by a bombing incursion into Cambodia—primarily into areas replete with North Vietnamese military redoubts and small civilian populations, over which the Cambodian government had little control.

The bombing, called “secret” by the media, was public knowledge during 90 percent of the time it was carried out, wrote Samuel Huntington, the late Harvard professor who served on President Jimmy Carter’s National Security Council. The early secrecy, he noted, was to avoid embarrassing Cambodia’s Prince Norodom Sihanouk and complicating peace talks with the North Vietnamese.

Despite the North Vietnamese invasion of eastern Cambodia in 1970, the U.S. Congress substantially cut aid between 1971 and 1974 to the Lon Nol regime, which had replaced Prince Sihanouk’s, and also barred the U.S. Air Force from helping Lon Nol fight against the Khmer Rouge. Future historians will consider those actions more instrumental in the 1975 Khmer Rouge takeover of Cambodia than Nixon’s bombing of sparsely populated regions of Cambodia six years earlier.”

Det er selvsagt omsonst at kaste sig ud i den slags kontrafaktiske betragtninger. Hvem ved reelt om man kunne have forhindret Khmer Rouges folkemord, hvis man ikke havde tilbageholdt støtten til Cambodia? Pointen er dog tankevækkende. Hvis man kan forhindre en stor forbrydelse ved selv at begå en mindre, skal man så gøre det? Er de sociale konsekvenser af ‘nødvendighedens politik’ i 2013 rimelige, hvis de aktuelle reformer kan medvirke til en fremtidssikring af velfærdsstaten?

Sagen er vel den, at politikere til tider skal være klar til at tage ansvaret på sig og træffe svære beslutninger – også når man er usikker på, at det er det rigtige man gør. Det må man sige at Kissinger havde modet til at gøre. Hvilke danske politikere kan man sige det om?

Ex Libris

Er gået en smule i stå med læsningen for tiden. Det er et stykke tid siden jeg modtog en livline fra Amazon. Det er selvforskyldt. For måske jeg begik en fejl sidste gang, da jeg – noget overambitiøst – bestilte to murstenstykke historiske bøger: Anne Applebaum ’The Iron Curtain: The Crushing of Eastern Europe 1944–1956’ og Christopher Clark ’The Sleepwalkers: How Europe Went to War in 1914’.

Begge bøger har fået ustyrligt gode anmeldelser og er på ’Best Books’ listerne i alle de pseudointellektuelle magasiner, jeg læser for at opretholde min nødtørftigt opretholdte facade om almendannelse. De er af den type, som anmelderne i bemeldte pamfletter anvender tillægsordet ’magisterial’ om. Underforstået at der ikke er en historieprofessor ved Cambridge og Oxford, der ikke ville blive fuld af kærlige og rørstrømske følelser, hvis de ved et begrædeligt uheld kom forbi Jordhulen her i Hjørring, og tog sig den frihed at undersøge husstandens bogreoler. Den slags snobber jeg hæmningsløst efter, så det var ganske oplagt at købe dem.

Men de er lange. Virkelig lange. Nej, faktisk er de alt, alt for lange.

Applebaum opgav jeg efter 400 sider, da det gik op for mig, at ligegyldigt hvor meget jeg end pruster og stønner, så skriver hun stort set intet om det eneste Central- og Østeuropæiske land, som jeg virkelig går op i (i.e Tjekkiet og det daværende Tjekkoslovakiet). Derimod er der mange ørkenvandrende sider om de kommunistiske ungdomsorganisationer i Polen. Det burde muligvis ikke komme bag på mig (hun er trods alt gift med den nuværende polske udenrigsminister), men derfor kan man jo godt føle sig lidt snydt alligevel.

Clarks bog har jeg ikke opgivet helt endnu. Det skyldes mest af alt, at jeg ved at jeg BURDE synes om den. Et af mine historiske yndlingsimperier – det østrig-ungarske kejserige – spiller en hovedrolle i bogen og optakten til 1. verdenskrig, hvorfor jeg ikke burde sidde der i togkupéen og ønske, at forfatteren dog bare snart ville se at få skudt ærkehertug Franz Ferdinand inden alt for længe. Men det gør jeg altså. Og det giver mig dårlig samvittighed og bekymringer over min manglende intellektuelle udholdenhed.

De to bøger er ikke blevet serviceret bedre af, at jeg ved siden af dem har været nødt til at ofre Stephen Kings (i retrospekt lidt skuffende) post-apokalyptiske ’The Stand’ og David Gemmell ’Dark Moon’ min opmærksomhed hen over juleferien. Sidstnævnte havde jeg læst et sted på nettet skulle være en veritabel klassiker indenfor fantasygenren, men når man først har gift sig med George R.R. Martin (og hans blodige og sexistiske stil), så er det vanskeligt at håndtere den noget mere bovlamme high fantasy stil.

I tiden efter har jeg mest af alt læst min Weekendavis og mit The Economist, men nuvel, nu har jeg trodset den akutte recession, som lejlighedssalget har efterladt min privatøkonomi i. Der er simpelthen en ny ladning bøger på vej. Og det er ikke for børn, skulle jeg lige hilse at sige.

Inspireret af mit nye idol Hank Moody glæder jeg mig til frådende at fortære Hunter S. Thompsons ’Fear and Loathing in Las Vegas’ og David Foster Wallace ’Infinite Jest’. Der er næppe noget der kan kickstarte min karriere som perma-ironisk beatnik forfatter, end at læse den slags smuds. For at glatte overfladen ud, bestiller jeg dog også en sci-fi bog (Greg Bear: ’The Forge of God’) og en historiebog (Peter Watson ’The Great Divide: History and Human Nature in the Old World and the New’).

Håber altsammen på, at det vil få stimuleret lidt af den tankeaktivitet og kreativitet, som jeg har manglet lidt den senere tid. Hvem ved, måske jeg endda også vil skrive her lidt oftere. Hører i den forbindelse gerne om hvad de nærværende læsere har gang i af bøger for tiden.

Om KUA og andre kalamiteter

Nuvel, jeg er fuldt ud bevidst om at man kan drive en spøg for vidt. Der er næppe nogle af de få nærværende læsere, der gider høre mig tvære mere rundt end højest nødvendigt i mine spage forsøg på at blive dannet, belæst og vis.

Men det er alligevel ganske enkelt bydende nødvendigt at berette om dagen, hvor jeg godt og grundigt fik taget min stud.mag mødom. Men hvorledes? Hvor skal man begynde? Hvordan skabe orden i det inferno af sanser og indtryk som tre timers undervisning på KUA beriger én med? Hvordan oplever en førstegangs KUA-besøgende egentlig dette kulturchok?

Jeg kan jo indlede med at berette en anelse om indholdet i ‘Historisk videnskabsteori’. Et fag som jeg får fornøjelsen af at boltre mig med 14 tirdage i forårssemesteret. Det vækker minder om mit 1. semester på statskundskab. Eller rettere: Kurset tvinger den gamle (og fortrængte) videnskabsteori frem fra det absolut bagerste af hjernebarken. Tilsyneladende er humaniora mindst ligeså gode som samfundsvidenskaberne, nej, faktisk BEDRE til at overteoretisere alting og jonglere med begreberne. Jeg imødeser et forår med massiv beskydning fra diskursteoretikere, post-strukturalister, marxister og andet godtfolk. Dog skal siges, at holdet virker både motiverede og diskussionslystne. Bevares, der er en overvægt af pensionister og folkeskolelærere, men siden hvornår har det holdt nogen tilbage fra kække (og umorsomme) bemærkninger? Ikke mig i hvert fald.

Men så kommer vi til det. Det sorte hjerte. Dér, hvor alting ramler sammen i en decideret implosion af Weltschmerz, teenangst, melankoli og verdensfjern abstraktion. Ja. Jeg taler naturligvis om de fysiske forhold på Gamle KUA – og ikke mindst om det klientel, der færdes der.

For hvis du synes at din uddannelsesinstitution er grim og forsømt, så har du tydeligvis ikke sagt halløj til KUA. Hvor CSS er et overdådigt palads af pastelfarvede søjler i nyroverede lokaler, så er KUA din fattige goth-kusine fra Fakse Ladeplads: Sortsindet, grimme piercinger, lavt tyngdepunkt og en ucharmerende leflen for urban-chick.

Problemet er ikke så meget at KUA er nedslidt (det er det), men snarere at det var en arkitektonisk forbrydelse imod menneskeheden fra starten. Nogle bør gøre noget for at ende dette misfosters lidelser, det er en urimelighed at lade det leve meget længere. De omgivelser har de studerende trods alt ikke fortjent. Heller ikke selvom det åbenbart er et adgangskrav til KUA, at man skal være emo. der må stå ‘Kun adgang for livstrætte’ i studieordningen for snart sagt alle humaniora studieretninger. I hvert fald går samtlige tøsepigebørn derude rundt i sort og har karakteristiske bitre drag om munden. Derfor var det endog særdeles heldigt, at jeg læste artiklen i dagens Politiken omkring emo-kulturens dyrkelse af sorg og mismod. Ellers var jeg da ved et frygteligt uheld kommet til at holde armene trøstende omkring et par stykker af de arme pigebørn. Mea Culpa!

Når det så er sagt, så var det en fornøjelse at være tilbage i den akademiske verden igen. Jeg er vældig spændt på det kommende semesters udfordringer, og jeg kan mærke, at jeg får god energi ud af kurset. Nå, ja, og så stødte jeg bogstaveligt talt ind i Karsten Fledelius på gangen. Den oplevelse var næsten alle penge værd. Hans skæg var helt blødt og sanseligt.

Lifligt.

Journey from A to B

Selvom man er doven af natur, kan man jo sagtens føle sig lidt ophængt. Så efter at de seneste dages specialearbejde ikke helt har hidbragt det ønskelige resultat (er stadig ikke tilfreds med vores analyse), så trængte jeg til den klassiske ‘lørdag-formiddag-på-Østerbro’ tur. Med andre ord ruflede Maria og jeg en tur på Ndr. Frihavnsgade for at købe lidt ind, samt en tur omkring Casablanca Records på Østerbrogade. Som sædvanlig var frekvensen af barnevogne, samt tilhørende ressourcestærke og overskudsagtige mennesker tårnhøj, men sådan en klar vinterdag er Østerbro nu alligevel svær at slå.

Selvom nettet vel i dag er et bedre sted at købe musik både pris- og udvalgsmæssigt, så sætter jeg stadig pris på at støtte de lokale butikker. Folkene i Casablanca er ligeledes ganske rare og ikke nærige med deres musikviden, så alt i alt har jeg det udpræget fint med at have investeret i Guillemots: ‘Through the windowpane’. Har vist nævnt Guillemots et par gange efterhånden, de er gamle bekendte fra de forskelle musik-blogs jeg frekventerer. Deres album kører i baggrunden i skrivende stund, og det er ganske nysselig musik. De kan ihvertfald finde ud af at skrue melodiøs indiepop sammen. Jeg har tilsyneladende også formået at udøve min dårlige indflydelse på Maria, ihvertfald købte hun sin første cd i årevis. Tilmed var det en anden yndlingskunstners nye album – Moneybrother: ‘Pengabrorsan’. Han er tilsyneladende gået over til at synge på svensk – hvordan det spænder af, må jeg lige vende tilbage omkring.

Er ellers gået igang med at genlæse Douglas Coupland’s Miss Wyoming i mine skrivepauser. Den er fra 2000 og stadig ok, slet ikke dårlig, men dog langt fra højderne i Microserfs (den direkte inspirationskilde til denne blog) og Generation X. Tidligere når jeg ved sociale komsammener skulle nævne min yndlings skønlitterære forfatter, nævnte jeg konsekvent Coupland. Ligeledes var jeg nok det Nordjyske Landsbibliotek flittigste låner af hans øvrige romaner og novellesamlinger Shampoo Planet, Life after God og Polaroids from the Dead. Selvom jeg stadig forsøger at læse alt hvad han udgiver, så er han blevet stadig mindre relevant for mig. På trods af at være opkaldt efter en The Smiths sang (hvilket jo burde borge for kvalitet!), så var Girlfriend in a Coma egentlig ikke særlig god. Hans nyeste roman, jPod, var en skuffelse, ligesom hverken Hey, Nostradamus! eller Eleanor Rigby var helt oppe at ringe. Man kan argumentere for at Coupland skriver for generationerne før mig. Generation X var ‘twentysomethings’ i begyndelsen af 1990’erne, og Coupland artikulerede dengang de træk som kendetegnede denne generation der kom efter baby-boomerne: Identitetskvaler, mistro til ‘grand-narrativer’, smånihilisme, postmoderne meningsløshed og en overdreven brug af ironi. Men Coupland er i dag ved at være en aldrende herre. Han er ikke længere chick og hans forkærlighed for popkunst (han forsøger at skabe en lident succesfuld karriere som installationskunstner!) virker lidt gammeldags efterhånden. Dialogerne i hans bøger er karikerede og omtrent ligeså troværdige som dem i Gilmore Girls. Personerne er lidt for snappy, lidt for ironiske, kender lidt for mange små-obskure popkulturfænomener og er lidt for gode til de kække kommentarer. Nu omgås jeg måske ikke de rigtige mennesker, men erfaringsmæssigt er det altså forholdsvis sjældent, at folk kan holde über-intellektuelle ironiske ping-pong sekvenser kørende i længere tid. Det kan de dog i Couplands bøger – og i længden går det ud over handlingsforløbene, som aldrig har været hans stærke side. Vil sandsynligvis stadig namedroppe Coupland, men har på fornemmelsen at jeg snart trænger til ny skønlitterær inspiration. Er min ambition at læse mere skønlitteratur når jeg engang bliver færdig med studiet – så hvis der er nogle gode forslag til forfattere jeg burde opdage, så er jeg lutter øren.

Trouble loves me

Augosto Pinochet, diktator i Chile fra 1973 til 1990, døde her til aften, 91 år gammel. Han var en hårdhændet herre: Kuppet mod den folkevalgte marxist Salvador Allende kostede denne livet. Over 3000 døde eller ‘forsvandt’ i Pinochets tid ved magten. Titusinder måtte gå i eksil. På den baggrund kan hans økonomiske politik – som er en medvirkende årsag til at Chile idag er Sydamerikas bedst kørende land – næppe redde hans navn fra for altid at være forbundet med et repressivt regime. Desværre nåede han aldrig at blive dømt for sine gerninger, men man må håbe at de alligevel kan finde forsoning med hinanden i Chile.

På det mindre seriøse plan, så sidder jeg i skrivende stund iført min himmelblå Lazio trøje. Der er Derby della Capitale i Rom her til aften, hvor Roma og Lazio mødes i et af de mest forbitrede lokalopgør indenfor fodbolden. De senere år er det mildt sagt gået ned af bakke for Lazio (og Roma har heller ikke været for stabile), men jeg er optimist og påregner en ond kamp og en sød, sød sejr til Biancocelesti.

Weekenden har ellers været lidt præget af julefrokosten fredag. Som forventet drak jeg som et lille hul i jorden og det var en fint underholdende aften. Ved et himmelsk mirakel var jeg ikke gået kold på mit toilet, men det skræmmer mig lidt at jeg intet erindrer om hvordan jeg er kommet hjem. Må holde op med at drikke så mange gratis stærke drinks. Lørdag brugte jeg på at ordne lidt praktisk og se ‘Inside Man’ på køkkenet (det er stadig en god film) og søndagen er gået med specialelæsning og tøjvask. Ja, sådan former livet i overhalingsbanen sig.

PS. De er nu rare og kærlige ovre i broderlandet. Dagens Industri bringer en undersøgelse over hvad der giver status i Sverige. I top ligger:

1. Vara allmänbildad, 2. Vara en engagerad och duktig förälder, 3. Ha en egen ihoparbetad förmögenhet, 4.Vara duktig på sitt arbete, 5. Kunna många språk, 6. Ha möjlighet att vara ledig hela sommaren, 7. Lägga tid och pengar på att hjälpa behövande människor (!!!!!), 8. Ha många vänner, 9. Bo i en stor villa/lägenhet, 10. Ha en helt egen stil, 11. Äga en gård, 12. Äga ett eget hus i något annat land än Sverige, 13. Verka självsäker och framåt, 14. Vara händig och duktig på att laga och reparera, 15. Äga ett företag, 16. Ha ett snyggt och välinrett hem, 17. Vara en duktig talare, 18. Vara underhållande och rolig, 19. Ha nytt fräscht kök med köksö och alla finesser (!!!!!), 20. Ha barn som är duktiga i skolan.

I bunden finder man følgende:

1. Ha en 15 år yngre fru/man (!!!!!!), 2. Äga en äkta pälskappa/rock, 3. Ha barnflicka/städhjälp och betala svart, 4. Vara singel med intensivt kärleksliv (!!!!!!), 5. Ha gått på friskola, 6. Känna Horace Engdahl (ständig sekreterare i Svenska Akademien), 7. Ha gått på privatskola (!!!!!), 8. Känna familjen Wallenberg (Sveriges mest kända och inflytelserika finansfamilj), 9. Känna statsministern, 10. Duktig på poker eller liknande spel, 11. Komma från en adlig familj, 12. Vara en duktig amatördiscjockey (!!!!!), 13. Ha en fullbokad almanacka, 14. Ha vip-kort till de rätta ställena, 15. Känna kungafamiljen, 16. Ha ett intensivt uteliv, 17. Ha en mycket känd och framgångsrik nära släkting, 18. Vara en god ryttare, 19. Kunna spela tennis, 20. Ha en mobil med inbyggd tv.

Jeg har to kommentarer: A) Jeg vil gerne se en tilsvarende dansk undersøgelse og B) Janteloven eksisterer tydeligvis ikke kun i Danmark. Politiken havde også lørdag en interessant artikel omkring de ganske store mentalitetsforskelle mellem danskere og svenskere (kan dog ikke finde den online). Men fortvivl ej, kære læsere: Jeg kan forsikre jer om at konkret integration nationerne imellem slet ikke er så svært (men tværtimod ganske underholdende)….!