web analytics

Ind i det større billede

Under dagens løbe-/luntetur tænkte jeg ‘Hold op, hvor er jeg glad for at jeg ikke levede i 1600 og 1700-tallet’.

Denne pludseligt opståede indsigt var oprindeligt foranlediget af at jeg i løbet af weekenden lyttede til afsnittet om Frederik IV i den i øvrigt altid fremragende podcast Kongerækken.

Det var én lang række af svenskerkrige (især den episke Store Nordiske Krig)1, underkuede fæstebønder, små istider, enevælde, sygdomme og snigende pietisme. Og så har vi ikke engang drøftet de årtier lange religions- og borgerkrige, der kostede bogstavelig talt millioner af mennesker livet og sled kontinentet i stumper og stykker. Tilmed havde almindelige mennesker ikke oplevet nogen overvældende velfærds- eller velstandsfremgang siden, ja, stenalderen, ej heller nogen større teknologiske fremgang. Det var, med andre ord, en rigtig rådden verden at blive født ind i.

Hvilket jeg indså, som jeg oksede priviligeret rundt der om en fodboldbane et sted i det centrale Roskilde2.

Dansk historie har ellers aldrig været noget jeg gik synderligt op i. Men når begivenhederne sættes ind i en større historisk europæisk kontekst, så begynder det at fænge mig. Kongerækken er ganske vist populærhistorisk formidling, men formår stadig at indplacere en given dansk begivenhed ind i eksempelvis reformationen, 30 års krigen eller den spanske arvefølgekrig. Det giver lyst til at læse mere, hvilket jeg så gjorde i går. Endda så meget, at jeg først faldt sent i søvn og siden i nat drømte om pesten. Ikke just en behagelig affære, skulle jeg hilse at sige.

Men det gav mig erkendelsen af, at hvis man ser tingene i et større verdenshistorisk perspektiv, så fremstår selv et år som 2016 – med tilsyneladende permanent lavvækst, terror, et truende Brexit, truende Trump, flugtningestrømme og et EU i krise samt døde popkulturelle idoler – som ganske fredeligt i det helt store billede.

  1. Er I klar over hvor mange gange Danmark og Sverige bekrigede hinanden i det 16., 17. og 18. århundrede? Det er et mirakel at min vidunderlige hustru ikke går op i den periode af verdenshistorien! []
  2. Apropos Roskilde, så ved I vel, at det var her at Danmark i 1658 med ‘Roskildefreden‘ blev tvunget til at afstå Skåne, Halland og Blekinge til den svenske arvefjende? []

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

Small Wars, Faraway Places

Har netop modtaget en solid mængde faglitterære værker fra Amazon, og det har derfor været en fornøjelig læseweekend.

Er ganske vist kun på side 111 i Michael Burleigh ‘Small Wars, Faraway Places: Global Insurrection and the Making of the Modern World, 1945-1965’, men det er indtil videre klart årets bedste og mest underholdende faglitterære bog.

Måske det siger noget om mine svindende intellektuelle evner og stamina, at jeg de senere år har haft vanskeligt ved at komme igennem de indiskutabelt glimrende, men også tætskrevne 746 sider lange værker om første verdenskrig og Europa i middelalderen. Som tiden går, bliver det åbenbart mere og mere et behov for mig, at en faglitterær forfatteren er god til at skrive og fortælle. En alt for distanceret og … tilstræbt sober skrivestil, gør det ikke for mig.

Burleigh er åbenlyst brilliant og et renæssancemenneske, men han er heldigvis også ondskabsfuld og formår at at gøre sit stof underholdende. Her er eksempelvis vietnamesiske Ho Chi Minh om Kina og Frankrig som besættelsesmagter under den første indokinesiske krig:

HoChiMinh

Som tiden går beundrer jeg vietnameserne mere og mere. Sikke et ukueligt folkefærd. Og sikke skarpe og latrinære analyser. Det er dog ikke kun Vietnam, jeg bliver klogere om. De hidtidige afsnit om Korea, Malaysia og Kenya har været decideret interessante.

‘Small Wars, Faraway Places’ er en af den slags bøger, der bedst nydes i en dyb, dyb lænestol i et velassorteret gentlemanbibliotek i selskab med en kop kaffe, en knitrende ild i pejsen og en trofast hund liggende ved ens fødder.

Selv læser jeg den primært i toget eller i smug, men derfor er det stadig en fremragende og stærkt anbefalelsesværdig bog til dem, der ønsker at forstå baggrunden for hvorfor verden ser ud som den gør.

Taiping

Læste et blogindlæg om Syrien, hvor skribenten opfordrede til at man for konteksten skyld bør læse en bog om ’the Taiping rebellion’. Jeg indså at jeg ikke anede hvad manden talte om, så jeg besøgte wikipedia. Og jeg må konstatere, at Kina var og er et besynderligt land, hvor tallene altid er absurd høje og historien nærmest er science fiction:

“The Taiping Rebellion or Taiping Civil War (simplified Chinese: 太平天国运动; traditional Chinese: 太平天國運動; pinyin: Taìpíng Tīanguó Yùndòng) was a massive rebellion or civil war in China that lasted from 1850 to 1864, which was fought between the established Manchu-led Qing dynasty and the Christian millenarian movement of the Heavenly Kingdom of Peace.

The Taiping Rebellion began in the southwestern province of Guangxi when local officials launched a campaign of persecution against a Christian sect known as the God Worshipping Society led by Hong Xiuquan, who believed himself to be the younger brother of Jesus Christ.

The war was mostly fought in the provinces of Jiangsu, Zhejiang, Anhui, Jiangxi, and Hubei, but over 14 years of war, the Taiping Army had marched through every regularized province of China proper except Gansu.

The war was the largest in China since the Qing conquest in 1644, and ranks as one of the bloodiest wars in human history, the bloodiest civil war, and the largest conflict of the nineteenth century with estimates of war dead ranging from 20 to 70 million dead, as well as millions more displaced”

Seriøst, det der kan ingen fantasyforfatter finde på, så vanvittigt er det.

Månedens kulturforbrug

Bevares, forældreorloven og en intens arbejdsperiode betyder, at jeg ikke har fået fortæret så meget kultur, som jeg egentlig gerne ville de senere måneder. Lidt er der dog kommet ind under vesten.

Bøger
Jeg omtalte tidligere min episke dyst med Mark Greengrass’ monumentale og meget kloge (men også meget lange) ‘Christendom Destroyed’. Det endte med at bogen vandt. Jeg kom ikke igennem. Den står nu på reolen og kigger hånligt og spottende på mig.

På den skønlitterære front har jeg læst Robert Jackson Bennetts fortrinlige tur ud i fantasygenren i ‘City of Stairs’. Til gengæld gik jeg i stå i ‘Barrayar’, det andet bind af Lois McMaster Bujolds bogserie ‘The Verkosigan Saga’. Første bog var ellers udmærket sci-fi i et interessant univers, men så gik der for meget slotsintriger over handlingen. Fik heller ikke læst Brent Weeks’ ‘The Black Prism’ færdig. Hovedpersonerne var ganske enkelt for kedelige til at jeg kunne holde interessen fanget.

Nu er jeg i et limbo. På mit skrivebord ligger der i øjeblikket Adam Tooze ‘The Deluge: The Great War and the Remaking of Global Order 1916-1931’ og Richard J. Evans ‘The Coming of the Third Reich’. Begge er fysiske bøger, der kræver at jeg har tid og lejlighed til at fortære dem i ro og mag med lyset tændt. Det er hårde odds. Så er det lidt nemmere med skønlitteraturen, som jeg primært læser på min Kindle. I øjeblikket har jeg en gyserbog liggende, men den er en anelse for creepy for mig.

Artikler
De fleste artikler får jeg skimmet, snarere end virkelig grundiglæst. Her er et par stykker af dem, som jeg tænkt lidt mere over end normalt.

Tv-serier
På tv-seriefronten går det ganske stille. Hvis vi er heldige får vi set et enkelt afsnit, når først Arvingen langt om længe er faldet i søvn. Vi fik afsluttet første sæson af ‘The Americans’, der er helt eminent. Det er årets indtil videre varmeste anbefaling.

Siden da har vi også fået set ‘Helix’, en serie der lagde stærkt ud i stil med det legendariske afsnit ‘Ice’ fra første sæson af ‘X-Files’ (= arktisk base, mystisk virussygdom, intet er som man tror), men som jeg siden syntes gik lidt ned af bakke. Forklaringen på det kunne selvsagt også være, at jeg havde en grim vane med at surfe samtidig med at jeg så serien. Den noget flygtige opmærksomhed fra min side kan muligvis medvirke til min noget lunkne evaluering af serien.

Nu er vi gået igang med tredje sæson af ‘Grimm’, mest af alt for gammel kærligheds skyld. Der er ikke så mange overnaturlige serier tilbage, så man bør pusle og pleje dem, der stadig holder stand.

Behov for en ny form for læsning

Af og til må man spørge sig selv “Er du egentlig sådan rigtig vel forvaret? Er du?”. Hvordan kan jeg efter 33 år stadig ikke forstå, at fagbøger godt kan betragtes som værende ‘læste’, også selvom jeg ikke pløjer dem igennem fra ende til anden?

Greengrass

Det er jo ikke fordi bogen ikke er interessant. For det er den. Meget endda. Særdeles meget. Den beskriver en periode i verdenshistorien, som jeg gerne vil vide mere om. Det er en vigtig bog for mig. Det glæder mig intenst at den står der på reolen i alt sin hardcoverede klassisk-dannede overlegenhed.

Mark Greengrass er tilmed en af de historikere, der må betegnes som omnipotente og altvidende. Der er ikke den ting og detalje, han ikke har blik for. Han er vidende om snart sagt alle historiefagets undergrupper fra politisk over økonomisk til social- og kulturhistorie. Jeg kan kun i mine allermest megalomane øjeblikke drømme om at have et så bredt intellekt som Greengrass. Og det skriver jeg helt uironisk.

Interesseret i relationen mellem den katolske kirke og det polsk-litauiske union? Bogen har svaret. Interesseret i hvad folk hed i middelalderen1? Bogen har svaret. Interesseret i 30 års krigen? Bogen har svaret. Interesseret i hvad man spiste ombord i skibene på vej til den nye Verden? Bogen har svaret.

Men 681 sider er godt nok mange. Jeg kommer aldrig igennem bogen, hvis ikke jeg lærer at læse selektivt. Min fritid er væk og Hjemmedrengen skal jo også plejes. Og alligevel jamrer min dårlig bogsamvittighed. Murstenen af en bog burde jo læses. Fra ende til anden.

Det er et uløseligt dilemma. Hvordan får alle de andre kloge mennesker læst de kloge bøger, når de også skal jonglere arbejde og familie samtidig?

Jeg forstår det ikke.

  1. I 1570’erne hed hver fjerde franskmand Jean eller Jeanne FYI []

Fiktionen former historien

JRR_HERALD_02 Egentlig er der som udgangspunkt tale om noget ret esoterisk: En anmeldelse af J.R.R. Tolkiens oversættelse af det engelske middelalderdigt ‘Beowulf’. Artiklen har alligevel interessant betragtninger om de måder, som Tolkiens forfatterskab påvirker hvordan vores egen samtid tror, at livet var i middelalderen. Der bliver indledt med det pudsige i, at forsideillustrationen skal forestille at være middelalderlig, men egentlig bare er … Tolkien’sk:

“There’s a drawing of a smug-faced dragon on the front cover of JRR Tolkien’s newly-published translation of “Beowulf.” Its green, scaly body loops and knots into a pretzel-esque shape that medieval historians call the “interlace” pattern. You might recognise these loops from Swedish runestones, crumbling Anglo-Saxon crosses or bad tattoos.

The drawing of the dragon, however, is not actually medieval—early medieval dragons’ snouts are usually rounded, not pointy. As the copyright page explains, it is a drawing by Tolkien himself. The very dust-jacket of this new book sums up why an 88-year-old translation of an extremely old poem will sell. We don’t want to read medieval poetry, but we do want to read JRR Tolkien.

Ever since The Hobbit appeared in 1937, Tolkien’s oeuvre has become a cipher for the look and feel of “medievalness.” From Monty Python’s Holy Grail to Game of Thrones, most modern depictions of the 5th to the 15th centuries in European history bear Tolkien’s distinctive mark. Today, the phrase “Middle Earth” conjures hobbit-holes, not the beautiful Old English word middangeard—the middle space between heaven and hell, where humans live out their short lives. The Lord of the Rings has grown so monumental that medieval culture shivers in its shadow.”  

Jeg er tilbøjelig til at give anmelderen i Prospect ret. Tolkien og ‘Ringenes Herre’-bøgerne er med til at danne et quasi-fiktivt billede af fortiden.

Prøv selv at lukke øjnene.

Hvis jeg beder jer visualisere ordet ‘middelalderen’, vil jeg godt vædde på, at der dukker et eller flash op fra en af ‘Ringenes Herre’ filmene. Bevares, måske ikke lige hobitterne, vel. Heller ikke orkerne. Og Gandalf var heller ikke en typisk middelalderskikkelse. Trods alt.

Men hvordan ser en middelalderborg eksempelvis ud for jer? Der er en god sandsynlighed for, at det er noget i stil med Minas Tirith. Hvordan gik middelaldermennesker klædt? Som dem i Rohan? Og var folk ikke lige det mere høviske og ædle i gamle dage? Ligesom Aragorn i Viggo Mortensens daskehårs-udgave? Sammen med modige riddere, der kæmpede for det gode mod det onde? Hvordan foregik krige egentlig i middelalderen? Mon ikke billederne på nethinden til forveksling ligner de episke kampscener fra ‘Ringenes Herre’-filmene? Jeg tror det.

Det er interessant hvordan et fiktionsværk på den måde kan medvirke til at forme den kollektive opfattelse af en given tidsperiode. Jeg er derfor også ganske spændt på om ‘Game of Thrones’ bøgerne og tv-serien vil korrigere det Tolkienske narrativ om middelaleren.

Forfatteren bag, George R.R. Martin, er om nogen en vaskeægte anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, sadister, imperfekte helte og forfald. Livet for almindelige mennesker i Martins udgave af middelalderen, er præget af sult, sygdom og krige mellem adelige huse uden den ringeste hensyntagen til konsekvenserne for befolkningen.

Tilbage i 2012 havde Foreign Affairs to pudsige artikler (her og her) om hvor realistisk ‘Game of Thrones’-universet egentlig er relativt til hvad historieforskningen ved om forholdene i 1300-1400 tallets Europa. Deres konklusion var noget i stil med ‘måske er Martin en snert mere realistisk end Tolkiens pussenussede fantasier, men helt så lovløst og dystopisk var det trods alt heller ikke at leve dengang – og ofte blev folk altså heller ikke voldtaget og myrdet’. Hvilket man da må håbe, at forskerne har ret i.

Men alligevel. Mon ikke Jon Snow, Arya og Tyrions bedrifter vil være med i flashene på nethinden, når folk i de kommende årtier skuer tilbage på middelalderen. Jeg tror det. Og det bliver interessant at se hvordan det påvirker måden vi betragter historien.

Kontrafaktisk

Inde på Washington Post har de en fremragende artikel: ’40 Maps That Explain the World’. Selvom titlen er lidt vildledende, så er der nogle virkelige fund i blandt de 40 kort. Tag nu eksempelvis det kontrafaktiske kort over Afrika, hvis europæerne ikke havde leget koloniherrer fra 1840’erne og frem. Er det ikke et forrygende, tankevækkende og mind-bending kort? Alle de lande! Og hvor er det en fremragende detalje at vende kortet på hovedet, så der gøres op med den klassiske Europa-i-midten-og-på-toppen orientering. For en elsker af kort i fantasybøger, er det en fornøjelse at se hvad den virkelige verden kunne have budt på.

Der er selvsagt meget at indvende mod kortet. Hvor sandsynligt er det eksempelvis, at de samme nationer eksisterer i 2013 som i 18401? Orientalister ville sikkert også have en bemærkning eller to til den klassiske vestlige definition af, hvad der konstituerer en stat.

Men lad det nu ligge. Se på kortet og forestil jer en lidt mere magisk verden, end den vi har i dag. Det er ganske fortryllende.

  1. Udpluk af anerkendte europæiske nationer der eksisterede i 1840’erne: Sachsen-Anhalt, Hohenzollern-Sigmaringen, Kongeriget Sardinien og Territorio Libero di Trieste []

Tsundoku

Problemet med at læse sci-fi og fantasy er, at man har en tendens til at blive låst inde i et hav af trilogier, bogerier og efterfølgere. De fleste klassikere indenfor genrelitteratur kommer sjældent alene. Synes du ‘Hobbitten’ er god? Jamen, så er du også nødt til at læse ‘Ringenes Herre’-trilogien. Kunne du lide ‘Dune’? Jamen, så har Frank Herbert (og hans skamløse søn og gravrøver) skrevet 20+ bøger indenfor samme univers. Kunne du lide ‘Game of Thrones’ tv-serien, og overvejer måske at læse bogen bag? Nuvel, så venter der 4000+ sider og et hav af efterfølgere forude. Rækker du først en fantasyforfatter en lillefinger, så …

Man kan med andre ord aldrig rigtig nøjes med bare at læse én bog. Universet skal jo udforskes. Og hvad sker der egentlig for de hovedpersoner, man har gået så grueligt meget igennem sammen med? Det har præget min læseliste de senere måneder. Her er tracklisten:

  • Joe Abercrombie: ‘The Blade Itself’ (2006)
  • Joe Abercrombie: ‘Before They Are Hanged’ (2007)
  • Joe Abercrombie: ‘Last Argument of Kings’ (2008)
  • Joe Haldeman: ‘Forever Peace’ (1998)
  • Robin Hobb: ‘Assasin’s Apprentice’ (1995)
  • Scott Lynch: ‘The Lies of Locke Lamora’ (2006)
  • Scott Lynch: ‘Red Seas Under Red Skies’ (2007)
  • John Scalzi: ‘Old Man’s War’ (2005)
  • John Scalzi: ‘The Ghost Brigades’ (2006)
  • John Scalzi: ‘The Last Colony’ (2007)
  • Robert Charles Wilson: ‘Spin’ (2005)
  • Robert Charles Wilson: ‘Axis’ (2007)
  • Robert Charles Wilson: ‘Vortex’ (2011)

Som det fornemmes, så er jeg fanget i serier. Selv de enlige svaler er ramt af fænomenet. ‘Forever Peace’ er opfølgeren til Haldemans fremragende ‘Forever War’ fra 1974. Robin Hobb bogen er første del i en serie, som jeg har tænkt mig at læse videre i.

På den ene side kan jeg godt lide de stærkt ekspansive universer. Det er herligt, når man kan fordybe sig henover mere end 400 sider. På den anden side, bliver jeg forhindret i at opdage og komme igang med nye sager. På min Amazon ønskeliste er der i skrivende stund 40 bøger. Måske endnu værre: Det er kun lykkedes mig at læse én faglitterær bog de senere måneder: Christian Caryls (i øvrigt fremragende) ‘Strange Rebels: 1979 and the Birth of the 21st Century’. Den fik jeg primært pløjet igennem fordi jeg havde 6 timers rejsetid på vej hjem fra Schweiz, hvor jeg var løbet tør for sci-fi/fantasy serier. De skønlitterære serier har således en udpræget crowding out effekt på mine læsevaner. Således ligger der pt. følgende faglitterære bøger ovenpå min bogreol, og ser på mig med anklagende øjne:

  • Greg Woolf: ‘Rome – an Empire’s Story’
  • Christopher Clark: ‘The Sleepwalkers – How Europe Went to War in 1914’
  • Peter Gill: ‘Famine and Foreigners – Ethiopia Since Live Aid’
  • Peter Watson: ‘The Great Divide – History and Human Nature in the Old World and the New’
  • Diarmaid MacCulloch: ‘A History of Christianity’
  • Jeremy Adelman: ‘Worldly Philosopher – The Odyssey of Albert O. Hirschman’

Det er en noget nær uoverstigelig kløft af bøger! Og så har jeg ikke engang nævnt alle de halvt læste skønlitterære bøger, jeg af en eller anden grund er gået i stå i de seneste par års tid – og som jeg (muligvis) burde se at få læst.

Det mest paradoksale er dog, at alt imens jeg skriver disse ord (og ser på de truende bunker af bøger), så er det jeg har allermest lyst til faktisk at få bestilt en ny sending fra Amazon. Er det en sygdom? Findes der et navn for mit syndrom? Kan jeg helbredes?

Tvetydige monumenter

Tilbragte weekenden i Hamburg. Dels fordi det er en fremragende storby, dels fordi min fremmeste skopusher, Horsch Schuhe (“SCHUHMODE IN UNTERGRÖSSEN & ÜBERGRÖSSEN”), har en filial på Jungfernstieg. Der skulle rekvireres et par bryllupssko, ligesom jeg igennem et stykke tid har haft behov for en opdatering af skoporteføljen. Nuvel, det fik jeg så. Men eftersom dette ikke en modeblog, vil jeg selvsagt ikke bringe billeder af de nyindkøbte sko, men derimod af HSV‘s maskot Hermann.

Er han ikke bedårende? Jeg kunne slet ikke stå for ham, da jeg fandt en kaffekop med ovenstående billede på. Den blev fluks nyindkøbt og er perfekt for Den Bedre Halvdel, når hun ser børn i sin praksis. Selv de værste fodvorter og ondsinde vaccinationer håndteres snildt med Hermann i nærheden. Hvis I er interesserede, kan I læse meget mere om ham her. Det fremgår blandt andet, at han er 210 cm høj og hans vægt er “übergewichtig”. Hvilket vel blot gør ovenstående sparketeknik endnu mere imponerende.

På det mere spekulative plan, så tænkte jeg en del over monumentet, Hamburger Ehrenmal, på Rådhuspladsen.

Det er interessant, synes jeg. Og vakte konfliktende følelser hos mig. På den ene side er der ikke historisk belæg for at sige at 1. verdenskrig var Tysklands ‘skyld’, eller at landet var mere krigerisk end de øvrige dengang. På den måde er monument over byens mange ofre i en krig vel sådan set legitimt nok. Jeg kan læse mig til, at meningen med monumentet ved opførelsen i 1931 var pacifistisk (a la “40.000 hamburgere døde i en meningsløs krig, så lad være med den slags i fremtiden”). Budskabet forstærkes af den anden side af monumentet, nemlig et relief af “Trauernde Mutter mit Kind”.

Så vidt, så godt. Men på den anden side, så spiller budskabet “40000 Söhne der Stadt ließen ihr Leben für Euch” intuitivt på en række nationale tyske følelser – og potentielt også et militaristisk budskab. Det vidste de altid propagandabevidste nazisterne selvsagt også, hvorfor de i 1938 erstattede den sørgende moder med en tilpas arisk og vredladende ørn. Vupti, så var budskabet et ganske andet end oprindeligt tiltænkt. Den sørgende moder kom dog tilbage efter anden verdenskrig, og monumentet skal nu ære ofrene for begge de to verdenskrige.

Men jeg finder alligevel stadig monumentet vanskeligt at håndtere. For hvor er kvinderne henne? Hvis det vitterlig ER et monument, der er imod krig, hvorfor er det så kun byens sønner, der skal mindes? Hvor er deres mødre, søstre og døtre, for hvem ingen af verdenskrigene sandt for dyden var nogen fest? Vi skal vel ikke kun æres og mindes mændene på slagmarken? Hvad med kvinderne, der døde under bombardementerne? Hvad med kvinderne, der holdt gang i familien mens deres mænd var ude og slås i en urimelig og forbryderisk krig? Hvad med de kvinder, der blev udsat for voldtægter, mord og overgreb i 1945 og årene efter?

Nej, der er noget, der er forkert ved det monument. Kan ikke sætte fingeren på hvad, men budskabet er skævt. Det findes sikkert meget værre i USA eller andre patriotisk indstillede lande, men alligevel.