Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.

Seeing Like a State

Det er uhyre sjældent at jeg læser politologiske bøger, men store dele af James C. Scott ‘Seeing Like a State’ er virkelig interessant og tankestimulerende. Bogen er vanskelig at opsummere i et kort blogindlæg, om end de særligt interesserede kan læse en diskussion af Scotts centrale teser her, her og her.

Grundlæggende er bogen et opgør med planlægning, ‘high modernism’ og central styring i bestræbelserne på at opbygge utopiske samfund.

Le Corbusiers forslag til ‘Ville radieuse’, hans utopiske og højmodernistiske vision for den idéelle by

Der er et decideret fantastisk kapitel om Le Corbusier og højmodernisme indenfor arkitekturen. Jeg vidste ikke meget om de bizarre principper bag opførelsen af Brasília , ligesom jeg ikke kendte til (de efter min mening helt vanvittige tanker i) Congrès Internationaux d’Architecture Moderne. Det var noget af en øjenåbner.

Det samme gælder kapitlet, hvor han illustrer uenigheden mellem Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg om hvorvidt man kan planlægge et samfund. Selv for en ikke-marxist er det berigende at udforske forskellene mellem den benhårde centralist Lenin og Luxemburg, der i langt højere grad så den marxistiske revolution som noget spontant og diverst.

Bogen er varmt anbefalet, hvis man – som jeg – kan hidse sig op over den slags emner.