Ctesiphon

Er igang med Peter Frankopans ‘The Silk Roads’.

Læser om Ctesiphon, der var hovedstaden i det persiske imperium i mere end 800 år. Men jeg havde indtil denne morgen aldrig hørt om stedet. I dag er der kun gjort ganske få arkæologisk fund fra det, der i samtiden var kendt som verdens navle. Sætter tingene i perspektiv. Menneskelivet er kort, og de fleste ting falder sammen og bliver glemt med tiden. De fænomener, vi betragter som permanente eller uforanderlige, vil ikke vare ved.

Så man bør nok prioritere at leve i nuet, og sørge for at efterlade gode ting til de principielt uendeligt mange generationer, der vil efterfølge os.

For en dag er vi også Ctesiphon.

Ud af hamsterhjulet

For et par uger siden spurgte Financial Times “If you could only rescue one book, which would it be?”.

Jeg er ikke for alvor kommet frem til et velovervejet svar endnu, men indenfor faglitteraturen er Gregory Clark ‘A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World’ (2007) et godt bud.

Det er et stykke tid siden jeg læste bogen sidst, og jeg mindes, at jeg ikke var overbevist af alle Clarks teser. Men hans helt centrale pointe var øjenåbnende for mig: at menneskeheden indtil ca. år 1800 var fanget i en ‘Malthusian trap’. Det betød at produktivitetsstigninger gennem de hidtidige inkrementelle teknologiske fremskridt var blevet ædt op af voksende befolkning.

Konsekvensen var at i det helt store billede, så var den ‘almindelige person’ i år 175o ikke økonomisk bedre stillet end en person i bronzealderen. Det er et svimlende perspektiv, som Clark åbnede mine øjne for. Menneskeheden befandt sig i et hamsterhjul, som vi ikke kom ud af før den industrielle revolution ændrede alt. De nye teknologier og maskiner var et kvantespring i vores fælles historie.

Det illustreres måske allerbedst af figuren ovenfor, som jeg har lånt fra Clarks bog. Der er i menneskeheden historie kort sagt et før og et efter den industrielle revolution1. Og antallet af mennesket er vigtigt at huske, når man diskuterer jordens fremtid og vores overordnede udvikling.

Jeg kom til at tænke på Clarks bog igen, da jeg for nylig læste om en række danske klimaforskere, der argumenterer for at overbefolkning er det største globale klimaproblem – og man bør derfor indføre en global etbarnspolitik.

Min reaktion på forslaget var og er stærkt negativ. Det er indtil videre kun totalitære diktaturer der har været villige og i stand til at gennemføre etbarnspolitikker. Det burde i sig selv sige noget om, hvad det er for en type politik: et grundlæggende drakonisk overgreb på den individuelle frihed.

Endelig er der det mere spekulative glidebane-aspekt.

For hvis overbefolkningen er et problem og vi derfor skal gøre noget ved de ufødte børn … hvorfor så ikke gøre noget ved de allerede fødte? Hvorfor er et liv pr. definition mere værd, bare fordi man er født, end hvis man ikke er?

Hvis jeg skal være lidt spydig og komme med en historisk parallel: I Vesteuropa havde man i 1450 en langt højere levestandard i end både i år 1300 og år 1800? Hvorfor? Fordi pesten havde gjort gjort kål på 50% af befolkningen, så der var meget mere velstand tilbage til de overlevende. Med tiden steg fødselsraterne dog som de altid havde gjort det, og så var europæerne ellers tilbage i hamsterhjulet igen for fuld kraft. Så hvis man som totalitært tænkende allerede er klar til at eliminere de ufødte børn fra fremtiden, så er det da oplagt også at lave en kritisk cost-benefit analyse af de allerede fødte menneskers værdi, I ved nok, for klimaet og klodens skyld.

Bevares, jeg er polemisk nu, og ingen af forskerne argumenterer i retningen af et democid. Men etbarnspolitikker og lignende indgreb er udtryk for en totalitær tankegang, som jeg finder skræmmende. Ikke fordi jeg ikke anerkender problemstillingen med overbefolkningens konsekvenser – man skal bare se på grafen ovenfor for at blive bekymret – men det er ikke løsningen med etbarnspolitikker eller andre indgreb mod individet og familiernes ret til at få de børn, de ønsker.

Hvad vi har brug for er det der har reddet og holdt menneskeheden ud af hamsterhjulet hidtil: Nye produktivitetsfremmende teknologier, bæredygtighed og ændrede forbrugsmønstre. Vi har brug for teknologiske landevindinger af industriel revolution’ske dimensioner, ikke for formynderiske regulering.

  1. Selvfølgelig er der også andre banebrydende opfindelser. Haber–Bosch processen, der muliggjorde fremstillingen af kunstgødning og bogstaveligt talt brødfødte milliarder af mennesker. Og Norman Borlaugs ‘grønne revolution’, der aflyse en ny-malthusisk situation. []

Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.

Seeing Like a State

Det er uhyre sjældent at jeg læser politologiske bøger, men store dele af James C. Scott ‘Seeing Like a State’ er virkelig interessant og tankestimulerende. Bogen er vanskelig at opsummere i et kort blogindlæg, om end de særligt interesserede kan læse en diskussion af Scotts centrale teser her, her og her.

Grundlæggende er bogen et opgør med planlægning, ‘high modernism’ og central styring i bestræbelserne på at opbygge utopiske samfund.

Le Corbusiers forslag til ‘Ville radieuse’, hans utopiske og højmodernistiske vision for den idéelle by

Der er et decideret fantastisk kapitel om Le Corbusier og højmodernisme indenfor arkitekturen. Jeg vidste ikke meget om de bizarre principper bag opførelsen af Brasília , ligesom jeg ikke kendte til (de efter min mening helt vanvittige tanker i) Congrès Internationaux d’Architecture Moderne. Det var noget af en øjenåbner.

Det samme gælder kapitlet, hvor han illustrer uenigheden mellem Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg om hvorvidt man kan planlægge et samfund. Selv for en ikke-marxist er det berigende at udforske forskellene mellem den benhårde centralist Lenin og Luxemburg, der i langt højere grad så den marxistiske revolution som noget spontant og diverst.

Bogen er varmt anbefalet, hvis man – som jeg – kan hidse sig op over den slags emner.

The World As It Is

Jeg er helt bevidst om at jeg burde sætte pris på Ben Rhodes ‘The World As It Is’. Den handler jo om globale forhold og udenrigspolitik, emner som Rhodes qua sin rolle som udenrigspolitisk taleskriver og rådgiver for Barack Obama om nogen kan give et førstehånds indblik i.

Men … bogen er kedelig.

Jeg ved godt at det er et underlødigt synspunkt. For emnet er spændende og vigtigt, det samme er begivenhederne. Men 200 sider inde i Rhodes’ velskrevne (men også ensformige) ordstrøm, så er jeg gået i stå.

Rhodes blev ofte betegnet som i besiddelse af ‘mind meld’ med Obama. Han vidste nærmest altid hvad præsidenten tænkte og mente. Det er jo en fortræffelig egenskab at have som taleskriver for en person.

Men Rhodes beundring og ukritiske dyrkelse af Obama antager til tider nærmest religiøs karakter. Jo-jo, han kan da sagtens finde småfejl ved ham (han bitcher når han er træt og ryger på hotelværelser), men du godeste, hvor er Obama dog en stor tænker, en transformativ figur, en verdenshistorisk skikkelse.

Det bliver alt sammen lidt trættende i længden. Især fordi Rhodes samtidig gør sit bedste for at skrive falsk ydmygt, være underspillet og likeable. Hvilket helt åbenlyst er noget vås. Man bliver ikke taleskriver for en præsident hvis man ikke er hyperambitiøs, har et megaego, er strategisk i sin tilgang til alting, er et politisk dyr og er klar til at ofre snart sagt hvad som helst. Rhodes narrer mig ikke med sin facon. Og det får mig til at spekulere over hvor meget af det han skriver, der mon er lidt vel skarpvinklet og spinnet til rette.

Men lad det nu være. Bogen er essentiel hvis man vil forstå hvordan Obamas stab så sig selv og forstå den fortælling om 2009-2016, som præsidenten og de gerne vil have eftertiden skal huske dem for. Forvent dog ikke at det bliver spændende undervejs.

Paul Kennedy ‘The Rise and Fall of Great Powers’

Fik her til aften færdigskimmet Paul Kennedys klassiker ‘The Rise and Fall of Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000’.

Bogen er fra 1987, og det kan mærkes. Dels i den irriterende dårlige trykkvalitet af min paperbackudgave, dels i Kennedys mildt sagt upræcise forudsigelser.

For selvom bogen og dens analyser af stormagtspolitik gennem 500 år med rette har opnået legendarisk status, så er min primære lære efter endt læsning, at man ikke må begå den fejl at tro, at fremtiden tilnærmelsesvist vil ligne fortiden eller nutiden. Det er Kennedy ganske vist selv helt klar over, men i sine analyser kan han alligevel ikke frigøre sig fra at fortolke verden ud fra den verden og kontekst, han selv befandt sig i dengang bogen blev skrevet i 1985-1986.

Det er f.eks. ifølge Kennedy helt usandsynligt at Sovjetunionen skulle lade Øst- og Vesttyskland genforene, da det realpolitisk ville være uspiseligt. Japan er det store dyr i åbenbaringen (økonomien buldrer frem!), mens Kina stadig lige skal finde ud af ikke at være et uland her efter maoismens excesser. Mellemøsten og Afrika nævnes ikke, bortset fra som skueplads for supermagternes proxy-krige. Islam som geopolitisk fænomen nævnes ikke med ord.

Det er vitterligt ikke for at gøre nar af en eminent historiker som Kennedy, at jeg understreger hans tvivlsomme evner som fremtidsforsker. Det tjener mest af alt som illustration af, at man selv med 500 års historisk indsigtsfuld analyse ikke kan sige noget rigtig begavet om verden ret mange år frem i tiden. Og at der er en god sandsynlighed for, at du bliver stærkt overrasket over verden om 30 år, hvis du antager at den i det store hele ser ud som i 2018.

Misha Glenny – The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers

Afsluttede forleden aften Misha Glennys ‘The Balkans 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’.

Jeg har et godt stykke tid følt et behov for at forstå Balkan – og i særdeleshed det gamle Jugoslavien og Albanien – bedre. For Balkan er en historisk, politisk og kulturelt særdeles kompleks region. Det afspejler sig også i Glennys bog på godt og ondt.

Godt i den forstand, at han har fat i virkelig mange interessante historiske variabler og fortolkninger. Bogen gør derfor det den skal: Den nysgerrige læser bliver bedre i stand til at forstå de bagvedliggende årsager til borgerkrigen i 1990’erne og de efterfølgende politiske udviklinger.

Ondt at bogen bliver meget lang og (for) detaljeret, hvilket desværre yderligere forværres af dens kronologiske opbygning. Jeg begik således den fejl at begynde på side 1 og så klø på. Det var dumt. Efter 70 sider var bogen og jeg stadig kun nået til år 1813, og min indledende entusiasme for at læse om osmannernes politik og samfundsmodel for Balkan var derfor ved at blegne en anelse. Jeg burde reelt have skippet knap halvdelen af bogen, og fokuseret på det 20. århundrede, som reelt er det jeg interesserer mig for. De afsnit var nemlig fremragende.

Samlet set: Vil du have en grundig indføring i Balkan-regionens nyere politiske historie, så er Glennys bog et glimtende sted at starte. Men du skal vælge dine afsnit for omhu. Ellers drukner du i substansen.