Ross Douthat – ‘The Decadent Society’

Det tog lidt tid før jeg kom i gang med den, men Ross Douthat ‘The Decadent Society’ er klart en af de mest intellektuelt stimulerende samfundskritikker jeg har læst i lang tid. Bogen udkom før COVID-19 tittede forbi, men dens analyse af en intellektuelt, økonomisk, politisk og kulturelt stagnerende vestlig verden vækker genklang hos mig.

The decadent society 9781476785240 hr

Douthat er bedre til at analysere, dekonstruere og kritisere end han er til at anvise løsninger. Det er dog karaktertræk jeg til overflod deler med ham, så det vil jeg ikke lægge ham til last. Man skal læse bogen for dens indsigtsfulde og tankevækkende analyse af vores samtid, og jeg er meget enig i de positive anmeldelser. Den fortjener at blive læst.

Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’

Det er langt fra hver gang at bøger om enkeltlandes historier fungerer for mig, men jeg lærte og forstod en en del ting bedre efter at have læst Roderick Beaton ‘Greece: Biography of a Modern Nation’. Tag nu blot det episke spørgsmål om grækernes essens:

“For at least a century and a half these two illustrious ancestors, the ancient and the Byzantine, have jostled uneasily together in the national imagining”.

Det Beaton henviser til er det moderne Grækenlands arv fra henholdsvis ‘de gamle grækere’ (I ved nok: demokrati, filosoffer og den slags) og så Byzans (det østromerske kejserrige i Konstantinobel, ortodoks kristendom). To ekstremt forskellige strømninger, der må være vanskelige for en græker at forene i én fortælling om hvem ‘vi’ er. Med Beatons ord:

“The modern language has not one but two words to describe a person as ‘Greek’: ‘Hellene’ and ‘Romios’. When it comes to translation, both has the same meaning. But they are not interchangeable. ‘Hellene’ is the standard term. Ever since 1822 it has been used in all official contexts. Indeed the official name for the Greek state in English is the ‘Hellenic Republic’. ‘Romios’, on the other hand, appears on no passport or official paper. Increasingly, since the early nineteenth century, it has become the unofficial, more intimate way for Greeks to refer to themselves – and, more often than not, among themselves too. ‘Hellene’ is the outward-facing term, it defines the Greek for the outsider. ‘Romios’ carries an emotional weight (…)

It has sometimes been suggested that each of these overlapping, but distinct identities can be mapped onto cultural traits or patterns of behaviour. So when Greeks think of themselves as ‘Hellenes’, they are apt to have in mind elites and official culture, to identify with Western Europe in their politics and cultural preferences, to adapt a secular outlook and rational ways of thinking. When they think of themselves as ‘Romioi’, on the other hand, they do so in order to emphasize intimacy and informality, to identify with the traditional forms of culture linked more immediately to the Balkans or the Middle East, to embrace a religious outlook, spontaneity and emotional ways of thinking.”

Jeg tror man skal passe på med den her slags fejende metafortolkninger af en folkesjæl (og da især når man ikke selv er en del af det pågældende folk!), men det er da interessant, hvordan sprog og identitet interagerer med hinanden. Og det giver mig et smil på læben, at grækerne på den måde stadig betegner sig selv som romere – ligesom de gjorde i Byzans.

Bortset fra det, så blev jeg meget klogere på tiden op til og under 2. verdenskrig, en ekstremt voldelig og borgerkrigshærget tid. Jeg havde før læsningen af bogen ingen reel forståelse for, hvad der foregik i Grækenland før, under og efter besættelsen, ligesom jeg ikke forstod baggrund for militærjuntaen frem mod 1974. Det var også berigende at blive klogere om opdelingen på Cypern og Makarios III. Både min far og bedstefar var udstationerede på øen med FN-missionen, men igen er det en del af verdenshistorie, jeg ikke for alvor havde gjort noget for at sætte mig ind i.

Beaton skriver generelt fremragende, og er tydeligvis forelsket i sit forskningsemne. Indrømmet: kapitlerne om perioden fra 1718 frem til første verdenskrig er måske ikke ligefrem en decideret thriller. Ja, der blev skimmet undervejs, det tilstår jeg. Til gengæld bliver Beaton virkelig skarp når det handler om årene op til 2. verdenskrig, ikke mindst Metaxas regimet. Det er en bog man bliver klogere af at læse, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste – især hvis man i forvejen er interesseret i Grækenlands nyere historie.

Pravda vítězí

Det lyder utvivlsomt både ferskt og pastelfarvet, men jeg kan virkelig godt lide Václav Havels moralske imperativ fra kommunisttidens Tjekkoslovakiet: “Pravda a láska musí zvítězit nad lží a nenávistí” (“Truth and love must prevail over lies and hatred”).

Banalt? Naivt? En venindebogs-agtig kliché? På niveau med ‘fred i verden’ eller CARPE DIEM?.

Måske. Men det var den ufortrødent idealistiske tilgang, der bragte totalitære styreformer i knæ – og som det kan være vanskeligt at huske her mange år efter, hvor den liberale-demokratiske orden virker i defensiven. 

This too shall pass

Har haft Stefan Zweig ‘Die Welt von Gestern’ liggende på boghylden i et stykke tid. Mistede dog med COVID-19 appetitten på at læse en bog om overgangen fra sikkerhed, højkultur og civilisation (Wien og Østrig-Ungarn i årtierne op mod år 1914) til barbari, krige og ødelæggelse (første verdenskrig og siden nazismens frembrud i Tyskland). Det virkede lissom nemmere at håndtere situationen med mere letbenede former for eskapisme, end at kaste mig over en selvbiografi af en østrigsk jøde, der begår selvmord i 1942 i fortvivelse over hvad det europæiske kontinent har reduceret sig selv til. 

Wiener Secessionsgebäude

Men … nu hvor de dystopiske artikler om det kommende sammenbrud af den hidtidige verdensorden bliver flere og flere, så er tiden vist moden inde til at få læst det autoritative værk om emnet. Om ikke andet, så sætter det livet lige nu og i de kommende årtier i perspektiv. Vi må håbe på at historien ikke gentager sig1.

  1. I relation hertil: jeg kan egentlig ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er beroligende eller deprimerende, hvis verdenshistorien er cirkulær og gentager sig selv. Det må jeg tænke mere over. []

Camilla Townsend – ‘Fifth Sun’

Jeg havde egentlig store forventninger til Camilla Townsend ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’, men bogen fungerer ikke for mig. Hvilket irriterer mig betragteligt. Den har jo fået gode anmeldelser, og jeg vil egentlig gerne vide mere om de centralamerikanske civilisationer før (og konsekvenserne af) europæernes ankomst.

Problemet er at Townsend er alt for interesseret i Nahuatl-sproget, de skriftlige kilder og aztekernes poesi til min smag. Hun har en forkærlighed for at ville fortælle den store historie gennem at skildre enkeltpersoners liv.

Hvilket utvivlsomt giver mening for andre typer læsere, men jeg er nok en mere gammeldags kinda guy når det handler om historie. Jeg kan bedst lide politisk historie og en bred introduktion til en civilisations samfund, økonomi og religion. Social- og kulturhistorie er ok, men det er ikke de aspekter, jeg allermest ønsker at forstå – og ‘Fifth Sun’ bliver dermed heller ikke den grundige introduktion til aztekerne, som jeg havde ønsket mig.

Nu giver jeg den lige 50 sider mere. Måske en del af problemet er, at jeg læser ‘Fifth Sun’ og andre faglitterære bøger forkert. Jeg læser i en alder af 38 år således stadig murstenstykke, digre og akademiske værker, som om de var skønlitterære værker. Vi begynder på side 1, og pløjer os så mere eller mindre entusiastisk igennem teksten til den bitre ende. Den læsemodel fungerer for de virkelig velskrevne værker, men går i itu i hænderne på en mindre spændende skrivende forfatter – eller hvis emnet ikke optager mig intenst.

Må til at revidere min læseteknik, tror jeg.

How to be a Dictator

Jeg er godt gammeldags pissesur på Frank Dikötter. For hvad fanden ligner det?

Engang skrev han banebrydende værker om det store spring fremad og kulturrevolutionen. Respekterede værker, der gjorde en forskel i synet på den kinesiske folkerepublik. Men hans ‘How to be a Dictator’ er lufthavnslitteratur når det er værst. Der er intet orginal forskning i bogen, der er et tyndt og vandigt opkog af velkendt og rigeligt velbeskrevet stof.

Jeg mener: hvor meget nyt og originalt er der egentlig at sige om Hitler, Stalin, Kim il Sung og Mussolini? Dikötter bidrager i hvert fald ikke med noget tankevækkende eller nyt. Det føles som at læse lidt længere (men meget dårligere skrevne) rapporter i The Economist. Generelt er det lidt bedre i afsnittene om Duvalier (“Papa Doc”) og Mengistu, men man føler sig aldrig rigtig indsigtsfuldt serviceret af Dikötter. Hans behandling af det etiopiske Derg diktatur er i hvert fald rudimentært i forhold til andre analyser, jeg før har læst.

I forordet skriver gøjseren endda frejdigt: ‘Among those who could easily have bern included in this book are Franco, Tito, Hoxha, Sukarno, Castro, Mobutu, Bokassa, Gadaffi, Saddam, Assad (father and son), Khomeini and Mugabe’. Ja, Dikötter, det kunne de, og de ville have være lysår mere interessante (og relevante for nutiden) at fordybe sig i, end endnu en forudsigelig langgaber om Stalin. Men det ville måske have kræver for meget arbejde af dig at sætte dig ind i en ny diktator? Ak og ve.

Samlet set er bogen kun anbefalelsesværdig, hvis man ønsker den helt overordnede intro til nogen af vor nyere histories største røvhuller. Alle andre bør holde sig væk.

Ctesiphon

Er igang med Peter Frankopans ‘The Silk Roads’.

Læser om Ctesiphon, der var hovedstaden i det persiske imperium i mere end 800 år. Men jeg havde indtil denne morgen aldrig hørt om stedet. I dag er der kun gjort ganske få arkæologisk fund fra det, der i samtiden var kendt som verdens navle. Sætter tingene i perspektiv. Menneskelivet er kort, og de fleste ting falder sammen og bliver glemt med tiden. De fænomener, vi betragter som permanente eller uforanderlige, vil ikke vare ved.

Så man bør nok prioritere at leve i nuet, og sørge for at efterlade gode ting til de principielt uendeligt mange generationer, der vil efterfølge os.

For en dag er vi også Ctesiphon.

Ud af hamsterhjulet

For et par uger siden spurgte Financial Times “If you could only rescue one book, which would it be?”.

Jeg er ikke for alvor kommet frem til et velovervejet svar endnu, men indenfor faglitteraturen er Gregory Clark ‘A Farewell to Alms: A Brief Economic History of the World’ (2007) et godt bud.

Det er et stykke tid siden jeg læste bogen sidst, og jeg mindes, at jeg ikke var overbevist af alle Clarks teser. Men hans helt centrale pointe var øjenåbnende for mig: at menneskeheden indtil ca. år 1800 var fanget i en ‘Malthusian trap’. Det betød at produktivitetsstigninger gennem de hidtidige inkrementelle teknologiske fremskridt var blevet ædt op af voksende befolkning.

Konsekvensen var at i det helt store billede, så var den ‘almindelige person’ i år 175o ikke økonomisk bedre stillet end en person i bronzealderen. Det er et svimlende perspektiv, som Clark åbnede mine øjne for. Menneskeheden befandt sig i et hamsterhjul, som vi ikke kom ud af før den industrielle revolution ændrede alt. De nye teknologier og maskiner var et kvantespring i vores fælles historie.

Det illustreres måske allerbedst af figuren ovenfor, som jeg har lånt fra Clarks bog. Der er i menneskeheden historie kort sagt et før og et efter den industrielle revolution1. Og antallet af mennesket er vigtigt at huske, når man diskuterer jordens fremtid og vores overordnede udvikling.

Jeg kom til at tænke på Clarks bog igen, da jeg for nylig læste om en række danske klimaforskere, der argumenterer for at overbefolkning er det største globale klimaproblem – og man bør derfor indføre en global etbarnspolitik.

Min reaktion på forslaget var og er stærkt negativ. Det er indtil videre kun totalitære diktaturer der har været villige og i stand til at gennemføre etbarnspolitikker. Det burde i sig selv sige noget om, hvad det er for en type politik: et grundlæggende drakonisk overgreb på den individuelle frihed.

Endelig er der det mere spekulative glidebane-aspekt.

For hvis overbefolkningen er et problem og vi derfor skal gøre noget ved de ufødte børn … hvorfor så ikke gøre noget ved de allerede fødte? Hvorfor er et liv pr. definition mere værd, bare fordi man er født, end hvis man ikke er?

Hvis jeg skal være lidt spydig og komme med en historisk parallel: I Vesteuropa havde man i 1450 en langt højere levestandard i end både i år 1300 og år 1800? Hvorfor? Fordi pesten havde gjort gjort kål på 50% af befolkningen, så der var meget mere velstand tilbage til de overlevende. Med tiden steg fødselsraterne dog som de altid havde gjort det, og så var europæerne ellers tilbage i hamsterhjulet igen for fuld kraft. Så hvis man som totalitært tænkende allerede er klar til at eliminere de ufødte børn fra fremtiden, så er det da oplagt også at lave en kritisk cost-benefit analyse af de allerede fødte menneskers værdi, I ved nok, for klimaet og klodens skyld.

Bevares, jeg er polemisk nu, og ingen af forskerne argumenterer i retningen af et democid. Men etbarnspolitikker og lignende indgreb er udtryk for en totalitær tankegang, som jeg finder skræmmende. Ikke fordi jeg ikke anerkender problemstillingen med overbefolkningens konsekvenser – man skal bare se på grafen ovenfor for at blive bekymret – men det er ikke løsningen med etbarnspolitikker eller andre indgreb mod individet og familiernes ret til at få de børn, de ønsker.

Hvad vi har brug for er det der har reddet og holdt menneskeheden ud af hamsterhjulet hidtil: Nye produktivitetsfremmende teknologier, bæredygtighed og ændrede forbrugsmønstre. Vi har brug for teknologiske landevindinger af industriel revolution’ske dimensioner, ikke for formynderiske regulering.

  1. Selvfølgelig er der også andre banebrydende opfindelser. Haber–Bosch processen, der muliggjorde fremstillingen af kunstgødning og bogstaveligt talt brødfødte milliarder af mennesker. Og Norman Borlaugs ‘grønne revolution’, der aflyse en ny-malthusisk situation. []