And Where Have You Gone, Ståle Solbakken, A Nation Turns its Lonely Eyes to You

Stay classy, Ståle, stay classy.

Først var der weekendens stolte videreførsel af traditionen med konsekvent at italesætte FC København nederlag som ‘uheld’. En tabt kamp er aldrig et resultat af modstanderholdets evner. Aldrig. Tværtimod, faktisk.

AGF’s sejr i Parken kom således udelukkende som følge af tilfældigheder, manglende overskud, et uretfærdigt off-side mål til AGF samt en forkert annulering af en FCK-scoring. Eneste variable der kategorisk blev afvist, var selvsagt muligheden for at århusianernes sejr kom som et resultat af, at de faktisk er et udmærket fodboldhold.

Nuvel.

På dagens pressemødet inden Champions League kvalifikationskampen imod APOEL Nicosia, var tiden moden til nedenstående cri de coeur fra den tilsyneladende ret pressede FCK træner:

– Og nu, hvor jeg har pressen her: Nu er det ikke FCK mod Brøndby. Nu er det FCK for Danmark mod resten af Europa. Derfor vil det være en vældig fordel, hvis spillerne slipper for at høre på spørgsmål, om det er en fiasko, hvis vi går ud. Det er spørgsmål, som de er pissetrætte af, sagde Ståle Solbakken og fortsatte i samme kradsbørstige rille:

– Det er fjerde år i træk, at vi kommer i europæisk gruppespil, og I (journalister) har fået så mange fine udlandsture ud af det, at I burde støtte dem og klappe dem på ryggen og sige ”godt gjort igen. You are winners, no matter what, sagde Solbakken.

Herefter pointerede han, at der før i tiden sjældent var europæiske kampe efter 1. september, og at man skulle glæde sig over, at FCK nu kommer op på 40 kampe på fire år.

– Hvis jeg for fire år siden havde sagt, at 40 kampe efter 1. september var målet, så havde I grinet af mig. Tidligere havde I aldrig noget at rejse efter.

– Det er lidt på tide, at I anerkender det, og at de store aviser ikke gang på gang skriver, at det er fiasko, hvis vi ikke går videre. Det har pisset mig af, at man ikke anerkender præstationer over tid. I kunne stille nogle positive spørgsmål i stedet for altid at spørge om fiasko og pis og lort.

Hvor skal man dog begynde? Der er så mange mærkværdige præmisser og antagelser i udgydelserne.

Måske med det åbenlyse vrøvl om, at det ikke er en fiasko at ryge ud til et suspekt cypriotisk hold (uagtet at APOEL er fattigere og spiller i en svagere liga)? Med det lidt sørgelige i, at Ståle Solbakkens holds selvtillid tilsyneladende står og falder med hvorvidt at spillerne bliver stillet kritiske spørgsmål af journalister? Med det højest tvivlsomme argument om, at kampen er ‘FCK for Danmark mod Europa’ (uagtet at de eneste i Danmark der tjener penge på FCK succes er, ja, FCK)?

Allerværst er dog den himmelråbende absurde henvisning til, at FCK meget storsindet har foræret journalisterne og den måbende befolkning hele ’40 kamp efter 1. september’.

Tak, Ståle, TAK!

For det er jo ikke fordi at Brøndby tidligere har præsteret markant større resultater end FCK i Europa. Og AaB’s 18 europæiske kampe efter 1. september de sidste fire år? Ja, dem kan man også trygt og roligt se bort fra. Også selvom de er sket på et markant mindre økonomisk grundlag, involverer kvalifikation videre fra Champions Leagues gruppespil samt indeholder sejre over spanske (Deportivo) og italienske (Sampdoria) hold. For det er jo slet ikke på linje med FCK’s gaver til nationen.

Det kan undre, at træneren for Danmarks ubetinget rigeste og mest forkælede klub er ude af stand til at vise mere stil og klasse. Antageligvis føler han sig presset for tiden. Måske burde man unde ham at lukke lidt frustration ud. Vorherre bevares, vi kan jo alle blive kede af det, når folk kritiserer vores arbejde.

Men alligevel.

Hvor er det dog fattigt. Mangel på ånd, historie og sjæl fornægter sig ikke. Stay classy, Ståle.

Sorgbearbejdning

Var i Fitness.dk her til formiddag.

Det var vanen tro aldeles rædselsfuldt. Mødte dog Mathias Zanka Jørgensen, der luffede adstadigt afsted på motionscyklerne. Han er vel et af dansk fodbolds største talenter, og er en coming man til landsholdet. Ja, faktisk ville han være en hædersmand, hvis altså man kunne ignorere den lille detalje, at han spiller i Parken Sport & Entertainment.

Nå, men altså, lige indtil at han valgte at slå sig løs i Ståle Solbakkens fjeldabegrotte af en fodboldklub, spillede han hele livet i B.93. Hvilket jo berettiger til noget nær helgenkåring. Samt naturligvis min næsgruse beundring.

Jeg følte derfor et akut behov for at fortælle ham, at han var savnet i lørdagens forbistrede B.93-nederlag til Brabrand.

Han var enig og sørgmodig. Særligt de 15 minutter hvor ’93 satte en 2-0 styring over styr, må have ramt ham hårdt. Han blev næsten lidt våd i øjenkrogene. Og trissede derefter videre til næste øvelse.

To dages sørgeperiode endnu.

Ydmyge håb

Skal i Parken og se de nordjyske yndlinge spille pokalfinale imod Parken Sport & Entertainment i dag.

Det vil jeg ikke sige så meget om før efter kampen (hvem ved, måske vi risikerer at vinde?), men blot konstatere, at Poker-One-Kenobi fra AaB’s debatforum rammer fuldstændig plet i sit svar på spørgsmålet om hvilken Tifo (= koreografi udført af fans på tribunerne i forbindelse med en sportsbegivenhed) man må forvente af AaB’s fans i dag:

Hvis Tifo’en ikke ligner en blanding af Cirque du Soleil og Ole Henriksen som danser “Svanens Død” bliver jeg mega skuffet!

Det er så sandt, så sandt. Kom så, AaB; vi har ordnet større klubber end FC Lalandia!

Update fredag!

Nuvel, uagtet ovenstående løfter, så har jeg i dag ikke et stort behov for at uddybe torsdagens pænt jammerlige pokalfinale i Parken. AaB tabte sin 7. pokalfinale på stribe, og har nu ikke vundet i 13 kampe i træk dette forår. Det står samlet set rigtig skidt til.

En del af AaB spillerne tuder til medierne over fejlagtige dommerkendelser og manglende dømte straffespark. Bevares, dommeren var bestemt venlige overfor FCK, men det klæder nu ikke AaB-spillerne at jamre sådan. Den slags udtalelser stinker nemlig langt væk af dårlige tabere – specielt fordi det var helt fortjent at vi tabte i går. FCK var ikke gode, men AaB var bare pivringe.

Set højt oppe fra Parkens endetribune var det en særdeles tynd, viljeløs og blodfattig indsats AaB leverede. Holdet magtede ikke at presse et tilbageholdende og passivt FCK-hold, der ikke skulle have noget i klemme. Det var ganske horribelt at overvære et rådvildt AaB være aldeles ude af stand til at skabe kampen. Vi sad 8-10.000 rød-hvide AaB tilskuere og følte os groft taget et vist sted.

Træner Magnus Pehrsson havde tilsyneladende regnet med at FCK ville lægge et tungt pres og angribe med 120 km/t. Som konsekvens heraf havde han udtaget en defensiv anlagt trup og taktik. Det gav bagslag mod et kompakt og velspillende FCK forsvar. AaB kunne igennem hele kampen stort set kun producere lange  afleveringer, som oftest uden modtager (og hvis de en sjælden gang dumpede ned hos en AaB-spiller, så kunne man være ganske sikker på at vedkommende ikke anede hvad han skulle gøre ved den). Jeg kan i skrivende stund ikke komme på én eneste rigtig stor målchance til AaB, hvilket nok er ganske symptomatisk for kampen. FCK ville ingenting, AaB kunne ingenting.

Kristi Himmelfartsdag i Parken var samlet set et gigantisk antiklimaks ovenpå en sæson der startede elendigt, havde et smukt midterparti i de europæiske kampe – og så igen slutter noget så fesent.

Nu skal de to sidste kampe bare overstås, og så må genopbygningen i gang. Der trænger seriøst til at blive luftet ud i AaB’s lokaler på Hornevej. For der stinker oprigtig talt af sur, gammel fis ovenpå 90 minutters lalleindsats i Parken.

Hearts get broken every day

Nuvel. Det var det. AaB blev sendt ud af UEFA-cuppen af Manchester City. Den ordinære kamp blev vundet 2-0, efter en fokuseret indsats. City var i knæ. Verdens rigeste klub fik prygl af en flok nordjyske opkomlinge, hvis samlede lønbudget næppe er 1/10 af hvad Citys stjerneangriber Robinho kan sætte ind på kontoen. Stillingen over de to kampe var altså helt lige, 2-2, så der måtte forlængelse og straffesparkskonkurrence til.

Men lige meget hjalp det. Da det kom til straffesparkene, var Shay Given desværre en klassemålmand. Han tog både Shelton og Augustinussens forsøg. Sidstnævnte var i opløsning, da han missede. Imens var Zaza tre gange i træk milimeter fra at redde Citys spark. Det var tæt på, men samtidig så langt fra. Nu er der stor set kun den danske pokalturnering tilbage at spille for i denne sæson. Den europæiske drøm over de seneste to sæsoner er forbi, og kommer næppe igen lige foreløbigt.

Personligt er jeg afklaret. Straffesparkskonkurrencer kan man ikke gardere sig imod. Det er fodboldens svar på at spille lotto. Det er så tilfældigt. Naturligvis er det ærgerligt at ryge ud så tæt på, men jeg synes ikke der er noget at skamme sig over. AaB har leveret dansk fodbolds største præstation siden Brøndby i start- og midthalvfemserne, hvilket vel selv Fjeldaben i FCK må erkende.

Mest af alt er jeg ked af det på Augustinussens vegne. Ud over at være et pragteksemplar af en anfører, så han altså en vaskeægte hædersmand. Det er ganske himmelsk uretfærdigt, at det blev ham der brændte et straffespark. Det var heller ikke rigtig rart at se Anders Due blive interviewet lige efter kampen. Han lignede en mand af glas, der var få sekunder fra at splintre fuldstændigt. Man forstår smerten.

På mandag venter slavehandlerne FC Midtjylland. En sejr over dem vil kunne få humøret på ret kurs igen. Op på hesten igen!

Smuk og dejlig

Arj, men for fa’en. Erik, du gør det så svært at være bitter og hade verden:

Den tidligere AaB-træner Erik Hamrén blev kåret til årets træner i Danmark i 2008, på trods af, at han kun arbejdede i landet halvdelen af året. Det danske mesterskab til AaB var imidlertid nok til at sikre Hamrén titlen, inden han tog til Norge for at træne Rosenborg.

Hamrén har dog langt fra glemt tiden i den nordjyske klub, og det har ungdomsafdelingen i AaB nu nydt godt af. De 20.000 kroner Hamrén fik for at blive årets træner, er nemlig sendt videre til talentarbejdet i klubben.

– Jeg er virkelig imponeret over ham, og det viser også, hvor stort et menneske, Erik Hamrén er. Han ved, at det koster mange penge at udvikle talenter, siger ungdomsformand Kirsten Fallingborg til klubbens hjemmeside.

Erik Hamrén er det smukkeste menneske i verden. Både indvendigt og udvendigt. Ingen kommer i nærheden af ham. Af hjertet tak.

Misforstået kærlighed

Der er kærlighed i luften ovre i Svens tænketank.

Ruderne dugger til, åndedrættet bliver dybere og Barry White brummer henført. Vi er oppe i en faktor gigantisk på lummerheds-skalaen. Mmmmmmm!

Men hvorfor? Hvordan? Hvad skyldes den pludselige kådhed? Meget mod forventning, er det så absolut ikke udsigten til kortere kjoler og letpåklædte tøsepigebørn, der trykker på Svens knapper. Næh, nej. Det er tværtimod en flok friske fyre med affarvet daskehår. Og tro mig, de tager fat på alle de rigtige steder. Ikke nok med det, den kække flok er endda ejet af, hvad Sven præsenterer som et vaskeægte fyrtårn af en hædersmand. Ja. Der er naturligvis tale om AaB og sportsdirektør Lynge Jacobsen. Så vidt, så godt. Det er altid smukt når mænd elsker.

Når jeg alligevel sidder her og føler mig så underligt utilfredsstillet, så har det to årsager.

For det første kammer Svens indlæg helt over i en champagnebrusende hyldest til arketypen på den nordjyske jantelovsforfægtende knudemand. Når nu de ubestridelige fakta er at ‘Mr.AaB’ er en nærig mand, der nu i flere år har forsømt at hente en fast, skarp kvalitetsangriber, så forekommer det mig upassende at rose ham for at være en nordjysk tranlampe.

For det andet, så finder jeg det ganske urimeligt, at Sven anlægger en så utidig positiv tone. Må vi så straks få en tilbagevenden til arketypen på en AaB-fan: Den misantropiske pessimist, hvis ugentlige højde(lav)punkt er, at komme på stadion for at bande og svovle af knoldesparkerne inde på banen. Hvis AaB meget mod forventning vinder kampen, så kan vi alligevel gå hjem for at bande og svovle over TV3’s åbenlyse negligering af AaB til fordel for kjøbenhavnerklubberne. Se, sådan bør tingene hænge sammen.

Kom hjem i folden, Sven. Måske vil jeg så invitere dig hen at se Deportivo kampen på min GIGANTISKE skærm her i Jordhulen.  Adgangspasset er at du afsværger din Lynge-idolisering. Ellers har vi næppe mere at tale om, min fine ven.

Nemesis

Jeg kom noget letsindigt til at love, at jeg ville skære ned på antallet af fodboldrelaterede blogindlæg.

Det løfte har jeg nu holdt i at par dage, blot for at gå amok i en sand blodrus inde på AaB’s debatforum. Faktisk har jeg været så krasbørstig, at jeg er blevet citeret i Tipsbladets artikel ‘Fans jubler over Rioch-fyring’. For han fik endelig langt om længe sparket i går. Måske det ikke er særlig sympatisk af mig, men jeg betragter alligevel i al ubeskedenhed mig selv som hans banemand. Takket være min skarpe og ubarmhjertige argumentation fik jeg til sidst overbevist Lynge Jakobsen om, at NU var tiden kommet til at verfe den obsternasige skotte ud af klubben. Nu må vi så se om den råbende bornholmer kan sætte lidt skik på sagerne indtil nytår, hvor cheftrænerposten forhåbentlig bliver overtaget af Magnus Haglund.  Hvorom alting er, så kan takkekort og lovprisninger for min uegennyttige indsats sendes til Jordhulen ved lejlighed. Adjøs, Bruce Rioch – du vil ikke blive savnet det mindste.

Den læskende fyring var dog langtfra det eneste positive der hændte på en ualmindeligt vellykket torsdag. Om aftenen var jeg således inde at se Saint Étienne spille i parken imod FC Lalandia. Det blev en mildest talt vidunderlig affære, hvor der blev sat nogle helt fundamentale ting på plads.

Vi fik endnu engang understreget at FC København er en klub fuldstændig uden format, klasse eller ånd. Meget ondt kan man sige om Brøndby – særdeles meget ondt faktisk! – men de er i det mindste en rigtig fodboldklub, med stolte traditioner, forankret identitet og en vaskeægte klubånd. Når Brøndby altid er blevet betragtet af arvefjenden over dem alle blandt AaB tilhængerne, så udsprang det sig i virkeligheden af et slags had/kærlighedsforhold. For Brøndby var virkelig sublime i 1990’erne. Derfor måtte man til trods for misundelsen og hadet erkende, at de rent faktisk var en rigtig veldrevet fodboldklub, der ikke tog den nemme vej til succes i Danmark og Europa. Brøndby var aldrig hovne eller arrogante, for de vidste hvem de var og hvor de kom fra. I disse år står det noget mere skidt til for klubben, men man er aldrig i tvivl om grundfundamentet i form af en fremragende ungdomsafdeling og solide institutioner er til stede. Heroverfor er FC København helt anderledes. Grundlæggende er der tale om en virksomhed (der ejer Parken, en fitnesskæde og – juhuuu! – Lalandia), der tilfældigvis har et fodboldhold ved siden af. Det kan godt være at man udspringer af stolte klubber som KB og B1903, men selve FC København er en bastard. En ussel, historieløs, fattigfin, kønsløs og værdiforladt konstruktion, hvor hoveddrivkraften er penge. Pengene er nemlig FC Københavns eneste eksistensberettigelse, og dem er de gode til at tjene. Men den fuldstændige mangel på klasse viser gang på gang sit grimme ansigt. Selv da Brøndby var på toppen, så man aldrig bestyrelsesformand Per Bjerregaard være ude at udtale arrogante i pressen. Selv de godt betalte spillere var bevidste om, at ydmyghed og arbejdsomhed er kerneværdier i Brøndby. Derfor undervurderede man aldrig sine modstandere. Og det betalte sig, bl.a. med en række meget flotte europæiske resultater.

I går spillede FC København så imod Saint Étienne. Selvsamme dag så man Ståle Solbakken – denne luksustræner der kun kan skabe resultater så længe transferpengene flyder til ham i en lind strøm – proklamere, at FC København var “60-40 favoritter til at vinde”. Samtidig vurderede han det franske hold til at være på niveau med RC Lens, der i parentes bemærkede rykkede ud af den franske førstedivision det år FC København slog dem ud af UEFA-cuppen. Med andre ord viste den grimme og ynkværdige FC København arrogance sig igen for fuld udblæsning. Denne fattigfine medløberklub pustede sig igen op på bedste hybristiske vis, præcis ligesom man altid har gjort det op til Europa cup kampe.

Og naturligvis undervurderede de Saint Étienne. Ligesom de undervurderede Gorica (0-5) og Aberdeen sidste år (0-4). Udover en række – indrømmet – meget flotte resultater i Champions League i 2006/2007 sæsonen, så er FC Københavns Europa Cup kampe historien om evig underpræstation og arrogance. Således også i går. Saint Étienne gav nemlig badelandsklubben endnu en omgang prygl. Tre sublime kontramål, spillemæssig dominans, overlegen teknik, fysik og spilformåen. FC København blev udstillet som de fusentaster de er, og det var en sand fornøjelse at se på hvordan mine franske yndlinge pillede dem fra hinanden. De københavnske medløberfans demonstrerede også udsøgt mangel på format. Der kom kun 17.500 tilskuere, og de sang kun i tre minutter, nemlig da FC København scorede på et (forkert dømt) straffespark. Resten af tiden kunne man kun høre de 500 tilrejsende Saint Étienne tilhængere, så det var en formfuldendt ynk at være FCK’er i går. Eneste formildende omstændighed var at Ståle Solbakken i det mindste havde selvindsigt nok til at kalde sit mandskab for et ‘tegneseriehold’. Meget rammende, min fine ven.

På det personlige plan er jeg lykkelig over at mit hold i den grad gav FC København en velfortjent lussing. Man kan næsten kun håbe at Parken Sport & Entertainment snart har lært lektien. Det sker dog næppe. Måske FC København er dominerende i Danmark, men når de kommer op imod hold med de samme økonomiske muskler som dem selv, så taber de gang på gang. Måske at AaB tabte 3-6 til Villarreal i tirsdags. Men i det mindste scorede de tre flotte og regulære mål, og knækkede først over da kræfterne svigtede (og Bruce Rioch undlod at skifte ud). FC København kæmpede aldrig og lever øjensynligt på myten om dem selv. Hvor passende at det netop er historiens og traditionernes klub par excellence, Saint Étienne, som skulle have fornøjelsen af at føre kniven. En sand nydelse.

En udelt fornøjelse

Egentlig havde jeg tænkt mig at bruge anseelige mængder arbejdsgiverbetalt tid på at skrive om AaB’s mesterskabstriumf i går.

Jeg kunne f.eks. berette om den AaB-kop, som nu i tre år trofast har hældt (alt for)store mængder kaffe lige lukt ned i mit sorte hul af en mave. Koppen fylder meget i min bevidsthed. Dels fordi den er et flittigt benyttet offer for mine kollegers uretfærdige, usofistikerede og spydige bemærkninger. Ja, der er sågar en tidligere chef der har forsøgt at stjæle den fra mig. Ganske vist fordi han selv holder med AaB, men alligevel. Den slags er ikke fair. Det er tydeligvis en martret og forfulgt skæbne at være en AaB-kaffekop i København.

Men egentlig spekulerer jeg mest over, hvordan jeg monstro skal finde en gravør der på nænsom vis kan indgravere årstallet 2008 i ‘Dansk mester’ feltet lige til venstre for hanken. Det er en reel problemstilling. For den oprindelige designer mente åbenbart (i alt sin uklædelige nordjyske beskedenhed), at der kun var behov for plads til årstallene 1995 og 1999. Som om at mine brave rød-hvide matodorer aldrig skulle ende på førstepladsen igen. At dømme ud fra præstationen i år, så var det åbenbart en fejlagtig vurdering.

Jeg kunne også berette om de kager jeg blev nødt til at give min kolleger i dag. De påstod at jeg skyldte fra min fødselsdag i december. Men jeg insisterede på at jeg KUN ville købe, såfremt vi var enige om at italesætte det som en hædring af Danmarks bedste fodboldhold. Så kunne de lære det, kunne de. God kage lærer tydeligvis sulten Brøndbyfan at spinde! Og således kunne vi alle gå tilfredse hjem.

Taget i betragtning af der nok venter ti års venten på det næste mesterskab, så vil jeg også mene at det var helt i orden at jeg tog AaB-trøjen med på arbejdet i dag. Og forståelsen var stor. Ja, selv den lille erhvervsorganisations præsident så svært tilfreds ud ved synet.

Det har været et par dejlige fodbold dage. Ser frem til Champions League. Nu vil jeg hjem og have familiebesøg i weekenden.

Deroute

Ak og ve, formiddagen med øl, snaps og frokost (masser af KØD, herligt befriet for fælt smuds såsom grøntsager) begyndte ellers så fabelagtigt.

Vi åd og drak og imens blev der diskuteret så relevante og tidløse emner som: ‘Hvad skete der egentlig med Jennifer Love Hewitt?’, ‘Sparker Demba Nyren virkelig som en hest?’ og ‘Passer det at Einstürzende Neubauten blev smidt ud af Ungdomshuset i 1984, da de benyttede et trykluftsbord på interiøret under deres koncert?’ (ja, det sidste passer faktisk!). Med andre ord foregik det hele på et højt, højt abstraktionsniveau, kun afbrudt af abe-dans til ‘Guns of Brixton’. Nuvel, nuvel.

Men så gik det hastigt ned af bakke. Da vi skulle afsted mod Parken, havde en aldeles insisterende regn meldt sin ankomst. Det var mildt sagt ikke rart, og ganske dæmpende for esbjergensernes folkelige umpf!-umpf!-umpf! technorytme fest på Østerbro Stadion inden kampen. Måske jeg var en anelse farvet af ikke at være meget dedikeret Esbjerg fan, men i takt med regnen og den relative kulde, så blev selve pokalfinalen heller ikke det helt store sus. Bevares, de blå-hvide Esbjerg fans var larmende og festlige, men det endte alligevel med en stærkt irriterende 3-2 sejr til Brøndby, hvilket lagde en kraftig dæmper på den efterfølgende festlyst. Jonas endte med at blive så fuld, at han måtte sidde de sidste 70 minutter af kampen med hovedet mellem benene, da han ellers så dobbelt.  Selv er jeg ikke meget bedre, da jeg sidder her med en brutal hovedpine, fremkaldt af de altid gavmilde spritfabrikker i Aalborg. Tak skal I have!

Eneste trøst er de to billetter jeg har hapset til guldkampen mellem AaB og FCK i Parken. Det kan kun blive bedre end kampen i dag.

Det er ganske vist: AaB elsker også svenskere

Hvis denne nyhed er sand, så er jeg ikke længere så småtrist efter AaB’s salg af Rade Prica:

Tipsbladet.dk erfarer, at Aab snarligt præsenterer den 26-årige svenske angriber Lars ”Lasse” Nilsson som ny mand i klubben. Nordjyderne har lavet en lejeaftale, der går sæsonen ud med den svenske offensivspiller.  

Lasse Nilsson blev denne sommer solgt til St. Etienne fra hollandske Heerenveen for ca. 30 millioner, men han har stort set ikke fået spilletid i det franske, og da han har ambitioner om at spille sig i den svenske EM-trup, er det nødvendigt, at han får spilletid i foråret. De franske klubber Sochaux, Auxerre, Lens og Lorient har været nævnt i pressen som mulige klubber for Lasse Nilsson, og også La Liga-klubber skulle have forhørt sig om svenskeren. Men det bliver altså Aab, der får glæde af den komplette angriber, og dermed har Aab reageret hurtigt og dygtigt på transfermarkedet efter det nylige salg af Rade Prica. Nilsson vurderes af Tipsbladets kilder til at være en spiller af minimum samme spillemæssige kategori som Rade Prica.

Lasse Nilsson startede karrieren i Brage, men kom i 2002 til Elfsborg, hvor han i to sæsoner scorede 16 mål. Herefter blev han købt af hollandske Heerenveen, hvor han scorede 22 gange i 76 kampe. Han skiftede i sommer til St. Etienne og skønnes at have en årsløn på 12 millioner. På trods af den manglende spilletid i klubben, har St. Etienne ikke tidligere været interesseret i at sælge Lasse Nilsson, og spilleren selv har indtil nu heller ikke været interesseret i et salg.

Aabs sportsdirektør Lynge Jacobsen har ingen kommentarer.

Øj. Det her kan blive rigtig, rigtig godt! Ok, han trænger ganske vist til at blive klippet, men det burde en havesaks jo nok kunne klare. Jeg afventer spændt om AaB bekræfter rygtets sandhed.

Update! I dag bekræftede AaB så historien. På klubbens jævnt oldnordisk udseende hjemmeside kan man tilmed se billeder fra dagens træning, hvor vores nye svenske ven var med. Tragisk nok er han ikke blevet klippet. Lad os nu se hvad han kan. Når han nu koster tre millioner kr. for et halvt år, så har han bare af at være god.